Læsetid: 9 min.

Erdogan fejrer dronesejr i Libyen og tre andre historier fra verden

Med luftstøtte fra tyrkiske droner har den libyske regering sendt krigsherren Khalifa Haftars styrker på retræte og dermed øget muligheden for våbenhvile
Tilhængere af Khalifa Haftar til en protest tidligere i år mod president Erdogan og Tyrkiets engagement i krigen i Libyen. Men nu har Tyrkiets droner været med til at stoppe Haftars styrkers fremmarch.

Tilhængere af Khalifa Haftar til en protest tidligere i år mod president Erdogan og Tyrkiets engagement i krigen i Libyen. Men nu har Tyrkiets droner været med til at stoppe Haftars styrkers fremmarch.

Abdullah Doma

23. maj 2020

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

Erdogan fejrer dronesejr i Libyen

Ramadanen, den hellige fastemåned i Islam, er netop overstået, og alt tyder på, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan i år kan fejre den muslimske højtid eid med et større smil på læben end sidste år.

Årsagen er hans taktiske sejr i Libyen denne uge.

Siden april 2019 har den libyske krigsherre Khalifa Haftar, der støttes af Forenede Arabiske Emirater, belejret den tyrkisk-støttede regering i Libyens hovedstad Tripoli. Men nu har Haftars styrker opgivet planen om erobringen af hovedstaden og iværksat en tilbagetrækning mod øst.

Det sker efter den tyrkiske hærs dramatiske droneblitzkrig over Libyen de seneste uger.

»Med støtte fra tyrkiske luftforsvarssystemer og droner, som er gået målrettet efter Haftars baser og forsyningslinjer, har regeringen nu genvundet hele det vestlige Libyen,« skriver Libyen-forskeren Tarek Megerisi i sin analyse for European Council of Foreign Relations.

I mandags var de tyrkiskstøttede styrker faktisk på fremmarch vest for hovedstaden. Her indtog de den strategisk vigtige Watiya-luftbase. Nu kan de fraktioner, som støttes af Emiraterne, ikke længere modtage forsyninger og må efter al sandsynlighed opgive tanken om en total militær sejr i Libyen.

»Den drøm er nu død,« skriver Tarek Megerisi.

Krigen ikke ovre

Krigen i Libyen har hele tiden været en kompliceret affære. Det nordafrikanske land har udviklet sig til et regulært kaos, efter at en NATO-støttet opstand førte til Muammar Gaddafis fald og død i 2011.

I dag er der et hav af aktører indblandet i konflikten, men de to mest toneangivende er Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet. De udkæmper begge en kompromisløs kamp om øget regional indflydelse. Selv om de tyrkiske sejre ved Tripoli markerer afslutningen på belejringen, er sejrene på ingen måde et tegn på, at krigen er ovre.

I øjeblikket afhænger alt af Forenede Arabiske Emirater. I disse dage sender det lille magtfulde emirat flere våben til Libyen, samtidig med at man revurderer, hvordan man kommer videre efter Haftars retræte.

Noget tyder på, at Tyrkiets massive dronekampagne måske er ved at tvinge de emiratiske rivaler til forhandlingsbordet. Kort efter tabet af Watiya-luftbasen erklærede en emiratisk minister, at en tilbagevenden til den politiske proces er nødvendig.

»Den eneste acceptable vej fremad i Libyen-konflikten involverer en øjeblikkelig, omfattende våbenhvile og en tilbagevenden til den politiske proces,« sagde Anwer Gargash, en højtstående emiratisk minister tirsdag.

Sidste udkald for Europa

Der er dog grund til at være skeptisk.

Blandt mellemøstobservatører siger man populært, at Libyen kun kan svinge mellem komplet dødvande og totalt kaos. Den gængse analyse er, at manglen på stormagter som Rusland og USA til at lege overdommer har ført til anarki.

Vejen til fred ventes derfor at blive lang. Selv om Khalifa Haftar har opgivet erobringen af Tripoli, sidder hans militante fraktioner stadig på de største oliefelter i det østlige Libyen.

Men trods Haftars kontrol med det østlige Libyen, hvor han traditionelt nyder stor opbakning, er der over de seneste uger opstået utilfredshed med hans ledelse. Intet skaber større utilfredshed end krigsnederlag, og Haftar er for første gang i lang tid tvunget i knæ.

Og den situation bør Europa udnytte til at få Libyen tilbage på et politisk spor. Ellers risikerer europæisk passivitet nemlig at give tyrkerne større magt ved Middelhavet på bekostning af Europa, mener eksperter.

»Det er ved at være sidste udkald for Europa,« skriver Tarek Megerisi i sin analyse.

»Ellers er Europa dømt til at have en langvarig konflikt i sin baghave, samtidig med at Europa yderligere marginaliseres på bekostning af en stadig voksende tyrkisk indflydelse i Libyen.«

Orbans stabschef varsler udløbsdato for undtagelseslov

Merle Baeré

Flere lande har måttet tage drastiske skridt i forsøget på at holde coronapandemien nede. Men i nogle lande har politiske ledere udnyttet situationen til at gå endnu længere og til at konsolidere deres magt yderligere. I slutningen af marts vedtog det ungarske parlament en undtagelseslov, der gjorde det muligt for Viktor Orban at regere pr. dekret.

Et af de helt store kritikpunkter gik på, at undtagelsesloven ikke havde en udløbsdato. Mange andre steder har coronalovene fået en slutdato, så de ikke bare fortsætter, når coronakrisen er ovre. Men ikke i Ungarn. Som den verdensberømte historiker og østeuropaekspert Anne Applebaum skrev i Information, ville premierministeren tilegne sig »diktatoriske magtbeføjelser« på ubestemt tid.

Men i den forgange uge tog sagen en ny drejning. Premierministerens stabschef Gergely Gulyas meddelte ifølge mediet Politico, at regeringen planlægger at fremsætte et forslag i parlamentet den 26. maj om at lade den omstridte lov udløbe. Bliver det godkendt, vil forslaget kunne træde i kraft i begyndelsen af juni.

Det vil med andre ord sige, at regeringen ikke længere kan gennemføre nye love eller afskaffe gamle, uden at spørge parlamentet om lov, som undtagelsesloven ellers har banet vejen for. Desuden gjorde den det også muligt at straffe borgere med op til fem års fængsel, hvis de spreder »usande« eller fordrejede informationer.

Orban efterspørger undskyldning

Allerede kort inden Gulyas udtalelse havde Orban under et besøg i Serbien luftet ideen om, at han ville opgive sine ekstra magtbeføjelser i den nærmeste fremtid med tilføjelsen: »Vi vil give alle muligheden for at undskylde over for Ungarn for de falske beskyldninger, de er kommet med igennem de sidste måneder.«

Kritikken har også været massiv både fra menneskerettighedsorganisationer, politikere og analytikere. Det er dog langtfra første gang, at Orban kritiseres for at trække Ungarn i en mere autoritær retning. I den 10 år lange periode, han nu har siddet på magten som premierminister, har han blandt andet formået at svække domstolene og skærpet kontrollen med de uafhængige medier til stor international kritik.

Denne gang har de mange opråb måske haft en effekt. Ifølge Reuters forventes det ungarske parlament, hvor Orbans Fidesz-parti har flertallet af pladserne, at acceptere forslaget om en udløbsdato for undtagelsesloven.

Universiteter i USA styrer mod økonomisk ruin med fortsat onlineundervisning til efteråret

Martin Burcharth

USA’s kolossalt store og mangeartede universitetssystem vil blive sat på en hård prøve, når efterårssemestret starter i slutningen af august.

Skal man fortsætte undervisning online og med sikkerhed tabe store indtægter? Eller skal man kalde de studerende tilbage og risikere, at kollegier, aulaer, laboratorier, cafeer og kantiner bliver petriskåle for smittebærere af COVID-19?

Det er en svær økonomisk og sundhedsmæssig afvejning. Kun relativt få universiteter har på nuværende tidspunkt lagt sig fast på at genåbne. De fleste venter med beslutningen til sidst i juni og i juli. På det tidspunkt vil man vide, om genstarten af økonomiske aktiviteter i de 50 delstater har foranlediget nye coronaudbrud, eller om pandemien er stilnet af.

Alle universiteter vil investere i hyppige test af studerende og håndhæve regler som fysisk afstand på to meter og mund- og næsebind til enhver tid uden for kollegieværelset. Alle sportsstævner vil formentlig blive forbudt ligesom fester og andre selskabelige aktiviteter.

Men det bliver en næsten uoverkommelig opgave at overholde et så strikst reglement. Studerende bor to eller tre i hvert værelse, indtager alle måltider i kantiner, hænger ud på cafeer og kommer i nær fysisk berøring med andre studerende dag og nat. Og hvordan føre kontrol, når de går på restaurant eller bar i byen?

Grupperet isolation

En løsning kunne være boblemetoden, hvor studerende kun må omgås kammerater på samme sal på kollegiet, og grupper skiftes til at spise i kantinen. Hvis der sker et udbrud, kan man gennem kontaktsporing finde eventuelt smittede og isolere dem.

De fleste universiteter vil formentlig vælge at genåbne af økonomiske grunde – også selv om risikoen for udbrud er reel.

Langt størsteparten af USA’s 21 millioner studerende betaler betydelige summer penge for, hvad man kalder en college-oplevelse – altså at tilbringe fire år på en campus med andre jævnaldrende.

Mange forældre er imod at betale fuld kursusafgift, hvis deres børn skal studere hjemmefra på en computer. Og universiteter står til at miste kæmpe indtægter, hvis kursusafgiften skal sættes ned, og der ikke betales for kost og logi.

For mindre uddannelsessteder med få finansielle reserver kan undervisning online til efteråret betyde økonomisk ruin. Og de større universiteter ville være tvunget til at skære ned. Flere har allerede bebudet løntilbageholdenhed, stop for tilskud til pensionsopsparing, ingen nyansættelser og i nogle tilfælde afskedigelser.

Selv de offentlige universiteter – der får tilskud fra delstatsregeringer og som opkræver en relativ lav kursusafgift – er i økonomisk uføre. Delstater kan blive nødt til at skære ned på deres tilskud, fordi de har mistet indtægter fra moms og gebyrer under pandemien og brugt store summer på hjælp til hospitaler og plejehjem.

Alt i alt har det vist sig, at USA’s private universiteter har været lige så uforberedte på en pandemi som de private sygehuse.

Udbredt skepsis over for coronavaccine

Martin Gøttske

En vaccine er nødvendig for at bekæmpe coronapandemien. Det er beskeden fra sundhedsmyndigheder og politiske ledere verden over. Men en betydelig andel af befolkningen i Europa er slet ikke villig til at lade sig vaccinere.

En tredjedel af alle rumænere vil nægte at lade sig vaccinere mod COVID-19. Det viser en ny spørgeundersøgelse foretaget af Romanian Institute for Evaluation and Strategy, IRES.

I andre europæiske lande er modstanden mod en coronavaccine også markant. Ifølge en undersøgelse fra Vaccine Confidence Project vil en femtedel af schweizere og næsten samme andel af franskmænd afvise en vaccinesprøjte mod coronavirus. Blandt østrigere og tyskere er andelen henholdsvis 16 procent og ni procent.

Det er tal, som understreger, at Europa er det kontinent, hvor der generelt er størst skepsis over for vacciner. Sidste år viste undersøgelser, at mellem ti og 22 procent af indbyggerne på tværs af europæiske lande generelt ikke stoler på, at vacciner er sikre.

Men der er samtidig også tegn på, at coronapandemien har fået nogle til at moderere deres modstand mod vacciner. Eksempelvis viser undersøgelser fra Vaccine Confidence Project, at hvor en tredjedel af franskmænd generelt er imod vacciner, så er det nu kun 18 procent, som vil nægte at lade sig vaccinere imod COVID-19.

Modstand kan underminere indsatsen

Ifølge det britiske videnskabelige magasin Nature kan modstanden mod vacciner – især hvis den forstærkes yderligere – dog underminere indsatsen for at bremse pandemien. En høj procentdel af en befolkning skal nemlig udvikle immunitet over for COVID-19 – enten naturligt eller gennem en vaccine – for at man kan stoppe virusspredningen.

Ifølge Heidi Larson, leder af Vaccine Confidence Project, afhænger de europæiske befolkningers villighed til at lade sig vaccinere i høj grad af, hvor stor en trussel de anser COVID-19 for at være.

»Hvis de ser, at der stadig er en trussel – eksempelvis i forbindelse med anden smittebølge – så vil de være mere modtagelige,« siger hun til mediet Politico.

En optælling fra nyhedsbureauet Reuters viser, at der er over 100 potentielle vacciner mod COVID-19 under udvikling på verdensplan. I et af de forsøg, der lader til at være længst fremme, har det amerikanske medicinalselskab Moderna testet en ny vaccine på otte raske frivillige, der alle har udviklet antistoffer. Hvis de videre test forløbet positivt, håber man på at have en vaccine på plads om et år.

Det er også vurderingen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at i det bedst tænkelige scenarie er en vaccine mod COVID-19 godkendt om et års tid.

»Hvis vi kigger på det optimistisk, så er den klar et år fra nu, så i begyndelsen af 2021,« siger Marco Cavaleri, EMA’s chef for vacciner.

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
Espen Bøgh, Ervin Lazar og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Utoft

"Blandt mellemøstobservatører siger man populært, at Libyen kun kan svinge mellem komplet dødvande og totalt kaos. Den gængse analyse er, at manglen på stormagter som Rusland og USA til at lege overdommer har ført til anarki."

Bibragt sådanne 'gængse' analyser, kan det næppe undre at de libyske befolkningsgrupper står i en håbløs situation, mens der arrogant fokuseres på stormagternes geopolitiske interesser.

En noget anden analyse kunne tage udgangspunkt i at Libyen står i en snart ti år lang katastrofesituation, forårsaget af netop to stormagters hang til overdommerstatus - altså den amerikansk-europæisk orkestrerede regimeskiftekrig i 2011, hvorimod tiden før var præget af en vis libysk selvstændighed, hvorunder landet de facto samarbejdede en hel del med både USA og Rusland. Gadaffi-styret lagde sig endda flere gange fladt ned for stormagtspression; bl.a. da man betalte erstatning i Lockerbie-sagen, som åbenlyst blev misbrugt mod landet.

Hvorfor fokuseres der ikke på det sælsomme forhold at nærmest ingen vestlige lande vil finansiere en massiv FN-indsats i Libyen? Hvor er EU's fredsskabende indsatser, jvf. unionens stærke fredsinteresser? Hvor er kritikken af USAs og de europæiske landes ansvar for udviklingen i Libyen? Blev FN-resolutionen misbrugt, og kunne dette have været forudset af demokratiske politikere med respekt for Folkeretten? Måske kunne en redelig og tilbundsgående undersøgelse af bl.a. disse spørgsmål danne grundlag for udvikling af fremsynede politikker.

Kim Saxman, Katrine Damm, Gert Romme, Morten Voss, Ervin Lazar, Minna Rasmussen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Det er yderst forbavsende at læse om Tyrkiets rolle som "drone-stormat" i Libyen, noget vi ellers ikke almindeligvis ville forvente Tyrkiet var, hvorimod det letter ville passe i vores forestillingsevne, hvis det var et mere udviklet i-land i vesten.

Der er derfor ikke langt til den tanke om Tyrkiet i det skjulte har fået hjælp udefra til den rolle for en partner der helst ikke vil eksponeres, så den Tyrkiske "drone-krig" i Libyen er en proxy-krig for en kendt stormagt, der vil råde over verden.