Analyse
Læsetid: 5 min.

EU’s coronaplan er et skridt imod et mere åbent, solidarisk og forpligtende samarbejde i Europa

Med onsdagens udspil fra kommissionsformand Ursula von der Leyen er EU endelig ved at ændre den destruktive dynamik, der har præget unionen siden finanskrisen
Europa-Kommissionen vil optage fælles lån for 750 milliarder euro på vegne af alle 27 EU-lande, sagde Ursula von der Leyen. 500 milliarder af dem skal uddeles som tilskud til de lande, som er hårdest ramt af corona. Altså tilskud fra EU – ikke lån. Italien og Spanien vil få mest.

Europa-Kommissionen vil optage fælles lån for 750 milliarder euro på vegne af alle 27 EU-lande, sagde Ursula von der Leyen. 500 milliarder af dem skal uddeles som tilskud til de lande, som er hårdest ramt af corona. Altså tilskud fra EU – ikke lån. Italien og Spanien vil få mest.

Zhang Cheng/Ritzau Scanpix

Udland
28. maj 2020

Vi er blevet vant til at stille det samme spørgsmål, hver gang vi diskuterer EU:

Er unionen ved at gå i opløsning?

Er flygtningekrisen/Brexit/populismen/corona (indsæt selv flere kriser) ved at tage livet af EU?

Men det er ikke det rigtige spørgsmål.

Siden finanskrisen har EU’s problem ikke været truslen om et stort sammenbrud. Problemet har været, at en gruppe lande i syd var fanget i det, finanskommentatoren Martin Wolf fra Financial Times har kaldt »et dysfunktionelt ægteskab«. EU var blevet et voldeligt parforhold, hvor den ene partner langsomt var blevet nedbrudt uden mulighed for at bryde fri – prisen for et exit ville være alt for høj.

Truslen mod Europa var med andre ord ikke et dramatisk kollaps, men et stille forfald.

Med onsdagens udspil fra kommissionsformand Ursula von der Leyen er EU endelig ved at ændre den destruktive dynamik.

Europa-Kommissionen vil optage fælles lån for 750 milliarder euro på vegne af alle 27 EU-lande, sagde Ursula von der Leyen. 500 milliarder af dem skal uddeles som tilskud til de lande, som er hårdest ramt af corona. Altså tilskud fra EU – ikke lån. Italien og Spanien vil få mest.

De 27 EU-lande skal senere tilbagebetale lånene i fællesskab. Måske først i 2058. Og måske med penge fra nye fælles skatter på CO2 eller store multinationale virksomheder. Det foreslår kommissionen i hvert fald.

Det er et kvantespring mod mere og dybere økonomisk samarbejde.

De nye tiltag kommer oven i de 540 milliarder euro af lån og garantier, som EU-landene allerede er blevet enige om. Da corona brød ud, diskuterede man i Bruxelles, om EU overhovedet kunne holde til at bruge 17 milliarder euro over syv år på at hjælpe medlemsstaterne. Nu taler vi om fælles lån og fælles skatter for langt over en billion. Tyskerne er med på at stifte fælles gæld.

Ikke blød, men realist

Jean Monnets berømte ord om, at »Europa smedes i kriser«, er blevet en kliché i Bruxelles. Men lige nu er de sande. Og nødvendige.

En hel generation af italienere er vokset op med arbejdsløshed, gæld, nedskæringer og lavvækst. Det kan ikke blive ved.

»Dette er Europas øjeblik,« sagde Ursula von der Leyen, da hun fremlagde sin plan for parlamentet.

Hun har ret.

Det er en lykkelig omstændighed, at coronakrisen har ramt nu, hvor renten er historisk lav, og hvor Storbritannien netop har forladt unionen. Ellers kunne den danske og den østrigske regering have gemt sig bag briterne og blokeret for det nye forslag. Nu kan det rent faktisk blive til noget.

Selv den tidligere tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, som under eurokrisen var selve personificeringen af sparepolitikken, er for fælles gæld uddelt som tilskud. Ikke fordi han er blevet blød, men fordi han er realist. For hvem skal købe alle de tyske biler, hvis Italien og Spanien synker ned i en evig recession? Og hvordan skal bilerne overhovedet blive produceret?

Volkswagen alene har 800 underleverandører i Spanien og Italien, som leverer 20.000 komponenter til bilfabrikkerne i Tyskland.

Godt 60 procent af dansk eksport går til EU.

Fælles lån givet som tilskud er ikke »gaver«, som den danske regering ynder at sige. Det er »en investering« i Europas fremtid, som Ursula von der Leyen sagde.

Mere magt til Bruxelles

Man kan indvende, at kommissionen sniger europæisk føderalisering ind ad bagdøren. At de tyske og danske vælgere ikke har sagt ja til at hæfte for fælles lån til Italien og Spanien.

Det er et naturligt spørgsmål, for kommissionens udspil giver utvivlsomt mere magt til Bruxelles. Det er den føderale løsning.

Men dels er der faktisk opbakning blandt tyske vælgere til den nye retning. Det viste en meningsmåling i Der Spiegel i sidste uge.

Dels vil den politiske aftale, som kommissionen lægger op til, skabe et mere transparent EU.

Fordi EU-landene har været fanget i et dysfunktionelt ægteskab, er mere og mere magt flydt over til Den Europæiske Centralbank. Anonyme teknokrater, der ikke skal stå til ansvar for vælgere, har holdt hånden under væksten i Europa. Det går ikke i længden. Det kan ændres med en åben politisk aftale og mere økonomisk samarbejde.

Nogle taler om, at corona har skabt EU’s »hamiltonske øjeblik«. Altså det øjeblik i USA’s historie, hvor finansminister Alexander Hamilton i 1790 samlede staternes krigsgæld hos én føderal regering og lagde grunden for De Forenede Stater.

EU er ikke USA

Kommissionens lånefond er midlertidig – det er en coronafond – men vi ved af erfaring, at når den slags instrumenter først er bygget, kan de også blive brugt i fremtiden. Især når alle store lande ser ud til at stå bag dem.

Kommissionen foreslår også en række forskellige EU-skatter, som kan betale den fælles gæld: CO2-skat, carbon boarder tax, plastikskat, skat på store virksomheder.

Det er et nybrud. Men det ville ikke føre til Europas Forenede Stater.

USA’s ’hamiltonske øjeblik’ var ikke ’et øjeblik’. Det var en proces over flere århundreder, der krævede en borgerkrig, to verdenskrige og en depression. Selv i 1930’erne rådede den føderale regering i USA stadig kun over to procent af landets BNP.

Fælles gæld og skat gør ikke EU til USA. Men det løser det presserende behov for fælles investeringer, som især bør ske i den grønne omstilling. Desværre ser kommissionens plan ud til at underspille klimaambitionerne (som det fremgår af dagens avis).

’No Country for Old Men’

Under coronakrisen er vi blevet vant til at stille et andet spørgsmål: Er globaliseringen ved at forsvinde?

Men ligesom spørgsmålene om EU’s mulige kollaps, er spørgsmålet om globaliseringens endeligt upræcist. Globaliseringen handler ikke bare om outsourcing eller handelspolitik, globalisering er en præmis: Vi kan ikke løbe fra den, vi er forbundne – spørgsmålet er, hvordan vi håndterer forbundetheden.

Angela Merkel havde ret, da hun i sidste uge sagde: »Nationalstaten alene har ingen fremtid.«

Middelstore nationer med en glorværdig fortid bag sig har ingen fremtid alene. Det her er No Country for Old Men.

EU’s 27 statsledere skal diskutere kommissionens udspil på et topmøde den 19. juni. Angela Merkel har dog allerede sagt, at de næppe når frem til en beslutning allerede på det møde.

Intet er afgjort, men det ligner et skridt imod et mere åbent, solidarisk og forpligtende samarbejde i Europa. Et mere harmonisk ægteskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

Intet er afgjort, men det ligner et skridt imod et mere åbent, solidarisk og forpligtende samarbejde i Europa. Et mere harmonisk ægteskab.

Lad os håbe, at kommer i havn !

Lars F. Jensen, Michael Christiansen, Chris Ru Brix, Christian Skoubye, Peter Beck-Lauritzen, Morten Reippuert Knudsen og Frank Borchorst anbefalede denne kommentar
Henrik Madsen

For hvem skal købe alle de tyske biler, hvis Italien og Spanien synker ned i en evig recession? Løsningsforslag: Tisse i bukserne for 500 milliarder Euro = 3.728 milliarder Kroner (minder lige om at 1 milliard = 1.000 millioner). Hvad gør vi når de har brugt det astronomiske beløb?

Og hvordan skal bilerne overhovedet blive produceret? Volkswagen alene har 800 underleverandører i Spanien og Italien, som leverer 20.000 komponenter til bilfabrikkerne i Tyskland. Hvor dum har man lov at være? Hvis underleverandørernes varer bliver efterspurgt, ja så lukker de jo ikke!

Henrik Madsen

500 milliarder af dem skal uddeles som tilskud til de lande, som er hårdest ramt af corona. Altså tilskud fra EU – ikke lån. Italien og Spanien vil få mest.

Har corona-krisen overhovedet noget at gøre med den økonomiske situation i Italien og Spanien? Gik det strålende i disse lande før corona? Lockdown i Italien var den 9 marts, og i Spanien den 14 marts. Danmark lavede lockdown den 11 marts. Formodentligt har de økonomiske konsekvenser af lockdown været nogenlunde ens i de tre lande - målt i kroner per 1 million borgere (sådan som det naturligvis skal måles)! Corona-krisen har INTET med den økonomiske situation i Italien og Spanien at gøre. Det er simpelthen en gigantisk røverhistorie (fake news) at sammenkoble den dårlige økonomi i sydeuropa med corona-krisen!

Men man kan jo godt ville hjælpe sydeuropa alligevel. Denne gang med en gave på 3.728 milliarder kroner. Ligesom man i 2011 gav (eftergav) Grækenland 107 mia euro = 798 milliarder kroner. Det fungerer simpelthen som en gigantisk udligningsreform. Lande med stor konkurrenceevne og styr på de offentlige finanser, uddeler penge af sit overskud til lande der har ringe konkurrenceevne og ingen styr på det offentlige forbrug. Hvis man synes det er en god ide, og altså gerne vil forære sine penge til andre lande, så kan man jo gøre det. Men den dårlige økonomi i sydeuropa har intet med corona at gøre. ps. Og hvis man undrer sig over at velfærdsydelserne falder herhjemme ... når vi har sendt pengene til sydeuropa, kan vi jo ikke bruge dem herhjemme også.

P.G. Olsen, Peter Beck-Lauritzen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Peder Hansen

Stadig er det uklart, hvad "hårdest ramt" betyder. Skal Sverige have mange penge, fordi de har mange døde, og Danmark med få døde lille støtte? Eller skal vi have mere end svenskerne, fordi den danske økonomi er svækket en lille smule mere end den svenske? Hvordan vil man sikre, at pengene bliver retfærdigt fordelt. I forslaget til EU-henstillinger for næste år skriver EU-kommissionen om Italien, at der er problemer med italienske udbud. I de vedtegne EU-henstillinger for Italien fra sidste år hed det om Italien direkte i teksten: "En af grundene er det store omfang af skatteunddragelse, som især skyldes manglende fakturering. ...
Sort arbejde er udbredt i Italien, især i de sydlige regioner. Ifølge skøn fra det nationale statistiske institut var den uobserverede økonomi på 210 mia. EUR (12,4 % af BNP) i 2016. Ca. 37,2 % skyldes arbejde, der ikke opgives til skattevæsenet. Dette påvirker især udsatte grupper, såsom migranter, kvinder og mindreårige. ...
Den offentlige sektors ringe kapacitet til at forvalte midler, især på lokalt plan, udgør en investeringsbarriere på tværs af sektorer på grund af vanskelige procedurer, overlappende ansvarsområder og dårlig forvaltning af offentlige ansatte. Utilstrækkelige færdigheder i den offentlige sektor hæmmer evnen til at vurdere, udvælge og forvalte investeringsprojekter. Dette undergraver også anvendelsen af EU-midler, hvor Italien er bagud i forhold til EU-gennemsnittet. Det forhold, at forvaltningskvaliteten i Syditalien er lavere end i resten af landet, begrænser i alvorlig grad forbrugsevnen og kapaciteten til at lægge politikker. Hvis de offentlige investeringer og anvendelsen af EU-midler skal være effektive og have en positiv afsmitning på private investeringer og BNP-væksten, forudsætter det, at den administrative kapacitet forbedres.
Direkte henstillinger: sikre en nominel reduktion af de primære offentlige nettoudgifter på 0,1 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 0,6 % af BNP, anvende ekstraordinære indtægter til at fremskynde nedbringelsen af den generelle offentlige gældskvote, flytte beskatningen væk fra arbejdet, bl.a. ved at nedsætte skatteudgifter og omlægge de utidssvarende matrikelværdier, bekæmpe skatteunddragelse, især i form af manglende fakturering".

Henrik Madsen, Niels Johannesen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"Siden finanskrisen har EU’s problem ikke været truslen om et stort sammenbrud. Problemet har været, at en gruppe lande i syd var fanget i det, finanskommentatoren Martin Wolf fra Financial Times har kaldt »et dysfunktionelt ægteskab«. EU var blevet et voldeligt parforhold, hvor den ene partner langsomt var blevet nedbrudt uden mulighed for at bryde fri – prisen for et exit ville være alt for høj."

Opsummeret; vi er blevet løjet for når det fra EU-toppen og støtter er blevet sagt at EU risikerer at bryde sammen og at alt derfra vil blive et destruktivt kaos. Og vi har bevidnet et voldsomt misbrug af økonomisk og politisk magt, som sydeuropæiske lande er blevet udsat for - primært med dét formål at gennemtvinge neoliberal politik og sikre at rige banker i specielt Nordeuropa har fået deres tilgodehavender fra lån, som er blevet givet velvidende at de sydeuropæiske økonomier var kunstigt sminkede af bl.a. Goldman Sachs mhp. at kunne indtræde i Euroens prestigeprojekt.

Nu, nu skal vi så tro på at magtkomplekserne i EU - uden at have været i nogen form for rehabiliterende behandling - ophører med volden. NU vil Eu, sådan helt ud af den blå Coronasky, til at være flink og solidarisk og omsorgsfuld. Åhjo. Og imens kan vi se at denne omsorgsfuldhed og solidaritet skal anvendes til at konsolidere EU på vejen mod en føderation, som INGEN chancer har for at udvikle folkedemokrati; dén slags lader sig slet ikke gøre med så høje magtdistancer og så centralistisk styring, som bliver nødvendig i en kæmpeføderation. Vi bliver løjet for, vi bliver bombarderet med spekulationer og abstrakte skønmalerier - og det er slet ikke første gang. Eller sidste.

Carsten Svendsen, Mikkel Zess, Peter Beck-Lauritzen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Tyskland og Frankrig kunne begynde med at annullere bare en del af den gæld som Italien og Spanien skylder dem. Det vil isærTyskland ikke. Det ville Tyskland heller ikke med Grækenland, som de tvang til 'reformer' i 2008. Det har kostet grækerne stor permanent arbejdsløshed og fattigdom.Som 'modydelse' fik grækerne lov til at låne mellem 3 og 400 millarder euro af den europæiske centralbank (2008 og 2018) med lånegaranti hos den tyske centralbank. Tilbagebetalingen begynder i 2032. Man kan forestille sig hvordan det kommer til at påvirke det græske samfund.
Italien og Spanien er ligeså forgældede som grækerne var (og er), men her tør Tyskland ikke kræve reformer for så risikerer de at Italien og måske Spanien melder sig ud af EU. Derfor skal små lande med stabile økonomier i EU forære penge til skyldnerlandene. Tyskland bevarer sin økonomiske klemme på landene, befolkningerne passificeres benovede over de mange penge de får foræret og Frankrig og Tyskland styrker deres interne magt i EU.
Lad os komme ud af den fransk-tyske klemme. Lad os følge UK ud af EU - en synkende skude!

Carsten Svendsen, Trond Meiring, Peter Beck-Lauritzen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Det er et forvrøvlet billede skribenten sælger - uvist hvorfor(?), for det hænger slet ikke sammen.

Uddybningen af forskellene mellem Nord og Syde står tydeligere end nogensinde, her iberegnet såvel ansvarligheden i Nord overfor den fælles pagt om økonomisk ansvarlighed i regeringerne i de enkelte lande, men som i politikerne i Syd har været helt ligeglade med, og samtidig udnytte de muligheder der fandtes for den personlige øgning af egen velstand i korruptionens lukkede kredse.

De skal de lande indenfor EU der fører en ordentlig økonomisk politik i henhold til de nævnte aftaler der er underskrevet herom, selvfølgelig ikke finansiere under hverken det ene eller andet påskud af fremtidsløfter om 40 - 50 år.

Pensionsaldre i syden på 50 år i flere lande er en hån mod andres pensionsaldre på nær 70 å, hvoraf sidstnævnte, er politisk bestemt ud fra ansvarlige økonomiske overvejelser, men sandelig slet ikke populær, sådan som nogle politkere fører sig frem med løfter om i de sydlige lande, for at sikre dem en politisk platform.

Solidariteten er ligeledes noget døddrukket sludder som ingen ved sine fulde dem skal regne med, - tag f.eks. dengang for ca. 10 år siden da Irland var ved at gå konkurs, og EU lånte Irland 550 mia. i solidaritetens navn, så Irland undgik en stats konkurs.

- Hvad var så takken fra Irland så bagefter(?), - jo..., man inviterede Apple til at have hjemsted i Irland for sine forretninger - indtægterne fra deres salg i hele EU, der så skulle beskattes med 0,005 % i Irland, udenom beskatning i de andre EU lande, hvor pengene var tjent ved salg af Apples produkter.

- Det var så den solidaritet, som EUs politikere fortsat intet har gjort for at fællesgøre opfattelsen af indenfor EU, - men på ny vrøvler om som drivende for forståelsen af nye udgifter i solidaritetens navn, - hvilket er et synligt bedrag for korruptionspamperne i EU parlamentet, eller måske rettere som Farrage udtalte det engang, - "politikerne mafiabaroner", - det sagde han dog ikke som her, men han brugte ordet mafia om det politiske vælde i EU..

Vi ser det også i den mange papirorganisationer der er opbygget i tidens løb, - FRONTEX, EUROPOL m.fl. som kun er for familie, venner og bekendte, for deres fine uddannelser må ikke gå til spilde, den slags er det holdningen til, at det tilhører almuens håndværksuddannede børns rettighed, ligesom det også er deres rettighed at være ledige.

Så hellere et DAXIT på linje med BREXIT når EUs befængte politikere ikke vil reformere de fælles forståelse og normer og rammer som man skal følge indenfor EUs fællesskab, når der tales om fællesskab og solidaritet.

Endvidere der i mange år været svære problemer med EU-udbud, som mange lande har overholdt reglerne om ved store offentlige arbejder, - andre lande derimod(ofte i syd) har udvist en uhyggelig grad af opfindsomhed for at beskytte deres hjemmemarked mod udbydere udefra, og har således skævvredet disse udmærkede EU-regler om EU-udbud, uden der er skredet ind overfor disse omgåelser af EU-udbudsreglerne.

Hvad nytter det at lave regler for lige firkantede agurker og firkantede tomater så, de kan pakkes tættere, og regler for hvor megetkanel vi må have i vort wienerbrød snegle og hvor meget tobak der må være i lakridspiberne, - det er alt samme såkaldt flueknepperi af værste skuffe.

Henrik Madsen, Carsten Svendsen, Peter Beck-Lauritzen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"disse udmærkede EU-regler om EU-udbud, uden der er skredet ind overfor disse omgåelser af EU-udbudsreglerne."

Disse tilsyneladende frie udbud, som er dødsens korrumperede af karteldannelser og monopolisme - og som har bureaukratiseret og fordyret de offentlige opgaveansvar, indlejret NPM-mekanismer og skabt kolosser på lerfødder. Jo, det er sørme nogle 'udmærkede' EU-regler.

Henrik Madsen, Peter Beck-Lauritzen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Hvordan vil danske politikere forklare danskerne det rigtige i at borgerne i syd skal have luksus pension fra 50 års alderen, mens danske borger selv skal afvente deres pension til de er 70 år.

jens christian jacobsen, Henrik Madsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Lad mig lige se: et lån til markedsrente 0%, der først skal afdrages fra 2058, vil til den tid have 0 i værdi, ved en inflationsrate/vækst(?) på 2%! Voila, hokus pokus.
Foriøvrigt får Italien løbende støtte fra DK, via Metro-, supersygehuse- og bro-byggerier! Jeg går da (naivt) ud fra at disse virksomhedsindtægter beskattes lovpligtigt i Italien!

Torben Lindegaard

Sparebanden får ellers læst og påskrevet i EuropaParlamentets debat.

Iratxe Garcia fra S&D skælder bravt ud på de 4 spare-lande for at tage de resterende 23 EU-lande som gidsel.

Men vi har heldigvis støtte fra I&D-gruppen, hvis ordfører Jörg Meuthen fra AfD kalder Kommissionens forslag for fuldstændig vanvid - og fortsætter "Jeg beder indtrængende Østrig, Holland, Danmark og Sveriges regeringer om at nægte at tilslutte sig dette forslag".

Henrik Madsen

Prøv lige at genlæs hvad Peder Munch Hansen skriver ovenfor (28. maj, 2020 - 08:15).
Særligt det lange citat fra EU-kommissionen om Italien!

1. Men nu er det corona der er skyld i den dårlige økonomi sydpå.
2. Og vi skal åbenbart også bare ignorere hvad EU-kommisionen selv har skrevet (om Italien), og så bare se at få foræret 3.728 milliarder kroner til sydeuropa (i corona-solidaritetens hellige navn).

Jens Ole Mortensen

Det viste sig da coronakrisen indtræf. At alle vestlige lande havde fejlet katastrofalt. Selv om alle advarselslamper blinkede rødt og sirenerne hylede. Havde ingen en beredskabsplan mod pandemi. Måske derfor opnåede smitten det omfang den har nået. Det har kostet tusindevis af døde og kostet samfund milliarder. Vi har endnu ikke hørt om EU har nogle planer om at kunne modstå en lignende eller værre krise. ( Hvad jo ikke kan udelukkes) Vil de stadig ikke investere det som skal til for at vi kan modstå en lignende epidemi. I så fald er de fuldstændigt inkompetente. For uanset hvor bekosteligt det måtte være er alternativet værre. Både økonomisk og menneskeligt. Vi så afrikanske lande lukke ned, selvom de kun havde få smittede. De har ikke økonomien til et beredskab, men vidste, af erfaring, hvad de havde med at gøre. I Vesten manglede vi derimod erfaringen og kompetencerne. Derfor tror jeg at Afrika har sluppet så billigt som de har. Har EU ikke afsat store midler til et pandemi beredskab. Bør de ikke have en krone. Så kan pengene bruges, bedre, andre steder.
Vi har den ene flagrende udtalelse efter den anden fra højt uddannede. F.eks. Jeg er professor og jeg siger at det var ikke nødvendigt at lukke landet ned eller lukke grænse. Og det eneste , egentlige, argument er vedkommendenes tittel. Og man hører tydeligt at konklusionen er truffet ud fra et politisk synspunkt. Det er jo fuldstændigt åndsvagt at åbne grænsen til lande med et stort smittepres, når vores endeligt er ved at falde. For man kan selvfølgelig ikke lave statistikker som siger noget om en eller flere går på buffet eller bar. Og og starter en opblussen af smitte som i Sydkorea. Det er tilfældigheder.