Feature
Læsetid: 19 min.

Vi gældsætter os ud af coronakrisen. Og selvfølgelig skal man betale sin gæld. Medmindre …

Corona har fået verdens lande til at forgælde sig i et tempo, vi ikke har set siden Anden Verdenskrig. Lige om lidt kommer vi til at diskutere, hvad det betyder for vores fremtid. For hvad er statsgæld egentlig for noget? Og skal den altid betales tilbage?
Corona har fået verdens lande til at forgælde sig i et tempo, vi ikke har set siden Anden Verdenskrig. Lige om lidt kommer vi til at diskutere, hvad det betyder for vores fremtid. For hvad er statsgæld egentlig for noget? Og skal den altid betales tilbage?

Sofie Holm Larsen

Udland
30. maj 2020

For godt en måned siden sad jeg på mit lille hjemmekontor i Bruxelles og drak kaffe, mens jeg talte i telefon med Helen Thompson, der er professor i politisk økonomi på Cambridge University.

Det var solskin, kan jeg huske. En smuk dag. Men det var også den dag, hvor min hjerne for alvor brusede over. Det var, som om det, hun sagde, fik noget til at sige ’klik’ inden i mig, og siden er det meste af min arbejdstid gået med at tænke over én ting: gæld.

I Texas, fortalte Helen Thompson, er der en hel masse private olieselskaber, som allerede før corona var dybt forgældede. Det er dyrt at bore efter olie i den stenede jord, man skal hele tiden flytte pumperne og lave nye huller, og firmaerne skal hele tiden låne nye penge. Så da oliepriserne pludselig kollapsede på grund af corona, fik Texas-selskaberne problemer. De var faktisk ved at gå konkurs.

»Men så trådte centralbanken til,« sagde Helen Thompson.

Den amerikanskes centralbank har siden starten af marts brugt 2,5 billioner dollar (billioner med 12 nuller). Det vil sige, de har lavet alle de penge digitalt og ud af ingenting – det er jo det, centralbanker gør. Men som noget nyt er banken nu begyndt at låne penge ud til private virksomheder, og derfor er en hel masse af de milliarder, som bare er blevet skabt på en computerskærm, nu endt med at blive lånt ud til skiferolieselskaberne i Texas. USA kan ikke tåle at miste al den olieproduktion, forklarede Helen Thompson. Så ville de blive afhængige af saudisk olie ligesom i 1990’erne.

Men nu handler den her artikel ikke om olie – den handler om gæld. For lige nu stiger den offentlige gæld over hele verden i et helt uhørt tempo. Næsten alle stater bruger penge på hjælpepakker, og deres økonomier skrumper.

Statsgælden i de 37 OECD-lande vil vokse med 116 billioner kroner i år. Det vurderede OECD i weekenden. Det svarer til 90.000 kroner i gæld for hver af de 1,3 milliarder borgere i de 37 lande. Den gennemsnitlige statsgæld vil vokse fra 109 procent af BNP til 137 procent af BNP.

Lige om lidt har alle lande altså gældsniveauer som Italien. Gæld er blevet præmissen for politik på en måde, så vi slet ikke kan forstå politik uden at begribe, hvad gæld er.

Vi er vant til at tale om gæld som et moralsk spørgsmål: Man skal betale det, man skylder. Der kommer altid »en regning, der skal betales«, som Folketingets fem blå partiledere skrev i en fælles kronik i Berlingske forleden. Men gælder det stadig?

Lige nu er renten nul. Eller negativ. Og i USA kan man bare opfinde en hel masse milliarder, som de facto bliver lånt ud til oliefirmaer i Texas.

Det føles, som om corona er ved at forandre vores forestilling om penge og gæld.

I Storbritannien laver centralbanken også digitale penge, og den sender dem direkte videre til regeringen, som bruger dem på hjælpepakker til befolkningen. Den Europæiske Centralbank opkøber også privat og statslig gæld for milliarder.

Så nu har jeg besluttet mig for at undersøge det: Hvad vil det overhovedet sige at have gæld – økonomisk, politisk og kulturelt? Og skal gæld altid betales tilbage?

Gæld skal betales tilbage!

For nogle måneder siden interviewede jeg den tidligere italienske premierminister Mario Monti. Jeg sad på min seng i mit soveværelse, for det er der, internetforbindelsen er bedst.

I 2012, da Monti lige var blevet udpeget som Italiens regeringschef, tog han til Washington for at møde Obama i Det Hvide Hus, fortalte han mig.

»Første halvdel af mødet handlede om, hvordan Obama skulle håndtere Angela Merkel på de økonomiske spørgsmål,« sagde Monti, som i dag er præsident på det store Bocconi-universitet i Milano.

I to år havde den græske gældskrise truet med at ødelægge EU. Grækerne havde så meget gæld, at de umuligt kunne betale den tilbage.

»Obamas rådgivere talte om at booste efterspørgslen i Europa ved at optage offentlig gæld. Glem det, sagde jeg til Obama. For tyske konservative og tyske socialdemokrater er økonomi stadig en underafdeling af moralfilosofi: Man skal spare op og betale sin gæld, og så kommer vækst som en belønning for etisk god opførsel.«

For mange mennesker hænger gæld og moral sammen, og det er ikke så underligt.

Den franske antropolog Marcel Mauss beskrev allerede i 1925, hvordan gaver og lån spiller en helt afgørende rolle for at holde sammen på et samfund: Fordi vi løbende udveksler tjenester og gaver med hinanden, står vi hele tiden lidt i gæld, vi er bundet sammen, vi har forpligtet os på hinanden: Hvis du hjælper mig, hjælper jeg dig.

Som den tyske sociolog George Simmel formulerede det et kvart århundrede senere: »Al kontakt mellem mennesker bygger på, at man giver noget og får noget tilsvarende tilbage.«

Gæld er ikke bare økonomi. Gæld er en relation, vi har til hinanden. Og derfor er vi moralsk forpligtet til at betale tilbage.

Det er måske ligefrem biologisk. Evolutionspsykologer taler om »reciprok altruisme«: at arter, der deler og hjælper hinanden, klarer sig bedre end dem, der ikke gør. Det gælder ikke kun for mennesker. Og det fungerer selvfølgelig kun, hvis der også er en stærk moral, der siger: Betal din gæld!

Den måde at tænke på er blevet overført til storpolitik.

»Man kan ikke bare bruge alle sine penge på alkohol og kvinder og så komme og bede om hjælp,« sagde den tidligere hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem i 2017 til de sydeuropæiske lande. Enhver må svare sit. Sydeuropæerne blev rasende, men Dijsselbloem rystede bare på hovedet, han tog jo bare »reglerne« alvorligt, sagde han. Man skal betale sin gæld.

Det passer bare ikke altid.

Haiti, Riskær og Trump

Det er næsten umuligt at forestille sig i dag, men da Den Franske Revolution brød ud i 1789, udgjorde slaver 90 procent af befolkningen på den franske koloni Saint-Domingue (Haiti). Hvert år lagde træskibene fra Afrika til kaj på den caribiske ø med titusindvis af nye lænkede slaver, der skulle knokle i sukker- og bomuldsplantagerne.

For nu at gøre en meget lang historie kort: Slaverne gjorde oprør. De læste højt af de menneskerettigheder, som franskmændene i Europa selv havde formuleret, de erobrede gårdene og jorden, og Haiti blev en fri stat.

Men allerede i 1825 var franskmændene tilbage. Denne gang med en armada af skibe, der kastede anker ved øen og truede med at invadere den nye, skrøbelige stat, hvis ikke Haiti vedkendte sig en enorm gæld til Frankrig. Alle slaverne og alle plantagerne var jo fransk ejendom, som Haiti nu havde taget, lød kravet, og derfor skyldte de befriede slaver penge. Haiti havde ikke andet valg end at påtage sig gælden, et enormt beløb, som ifølge Thomas Pikettys bog Kapital og ideologi svarede til tre gange landets årlige produktion – 300 procent af BNP.

For at kunne betale måtte Haitis regering optage lån hos de store franske banker, og i de følgende år sendte landet 15 procent af sit årlige BNP til Frankrig alene i bankrenter. Det kvalte Haitis udvikling. Gælden blev først helt afviklet i 1950.

Selv om det sidder dybt i os, at gæld altid skal betales tilbage, kan de fleste nok blive enige om, at den gæld, Haiti blev pålagt, var illegitim. Gæld skal altså ikke altid betales tilbage.

Der findes også mindre blodige eksempler på, at tilbagebetaling ikke er en absolut værdi. Næsten alle lande har konkurslovgivning og regler om gældssanering, hvor hele pointen er, at gæld ikke altid skal betales fuldt tilbage.

Selve det juridiske koncept om ’en virksomhed’ er, som den israelske historiker Yuval Noah Harari bemærker i sin bog Sapiens, en måde at skærme mennesker fra at hæfte for gæld på. Man hæfter ikke personligt for hele risikoen, hvis man har en virksomhed, og derfor tør entreprenører løbe en større risiko. Det er som regel godt for samfundet.

Se bare Donald Trump, der er gået konkurs flere gange.

»Jeg er kongen af gæld. Jeg er great med gæld. Ingen ved mere om gæld end mig,« sagde Trump i juni 2016.

»Jeg har skabt en formue ved at bruge gæld, og hvis tingene ikke går, genforhandler jeg gælden. Jeg mener, det er smart, det er ikke dumt.«

Eller se Klaus Riskær, som under folketingsvalgkampen stod i Debatten på DR2 og fortalte, at den milliongæld, som hans politiske modstandere anklagede ham for ikke at have betalt, ikke var hans personlige gæld – nej, den lå i »et ApS«. Altså i et anpartsselskab.

Som den amerikanske antropolog David Graeber skriver i sin bog om gældens kulturhistorie, Debt: »Det viser sig, at vi ikke ’alle sammen’ skal betale vores gæld. Kun nogle af os.«

Konklusionen må være, som Mikkel Thorup, der er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Du skylder! Om moralsk og økonomisk gæld, sagde til mig forleden:

»Selvfølgelig skal man betale sin gæld! Medmindre …«

Medmindre der er tungtvejende grunde til, at den ikke skal betales tilbage.

»Medmindre mennesker skal sætte sig selv i slaveri for at betale deres gæld. Medmindre en befolkning bliver totalt forarmet på grund af gældsafbetalinger. Medmindre gælden er optaget af en diktator, der brugte den på diamanter og tanks? Det kan være moralsk ikke at betale gæld tilbage,« siger Mikkel Thorup.

Og her kan alverdens slagsmål så begynde. For hvad er egentlig omfattet af dette ’medmindre’? Er corona et ’medmindre’? Er klimaforandringerne?

Den store gældscirkel

Nu må læseren ikke tro, at et land som Danmark bare kan lade være med at betale sin gæld. Så ender vi som Argentina, som ingen tør låne penge til. Det ville være frygteligt. Og det ville i øvrigt hellere ikke give mening, for den danske stat skylder det meste af sin gæld til danske pensionskasser og forsikringsselskaber – altså til danskerne selv. Det vender vi tilbage til.

Nå. Det er straks en anden sag, når statsgælden i et land er ejet af en centralbank.

Lad os sige, at Italien gerne vil låne 100 millioner euro i ti år. Den italiensk centralbank, Banca d’Italia, der ligger i en smuk hvid søljebygning bag Piazza Venezia i Rom, udsteder så en masse statsobligationer. Centralbanken arrangerer en auktion, hvor alverdens investorer kan konkurrere om at låne Italien penge: Banker, forsikringsselskaber, pensionskasser, Black Rock … De byder på gælden. Og efterspørgslen afgør, hvad renten bliver. Ved den seneste auktion endte det med, at Italien cirka skulle betale to procent i rente om året. Så langt så godt. Men så er det, at Den Europæiske Centralbank, ECB, kommer ind i billedet.

ECB i Frankfurt har et opkøbsprogram. De ’kvantitative lempelser’, du måske har læst om, QE. Det betyder, at ECB med et par klik på en computer kan lave 100 millioner digitale euro, som de sender ned til kollegerne i Banca d’Italia (den italienske centralbank er en del af ECB lige som alle de nationale centralbanker i eurozonen). Banca d’Italia køber så alle de obligationer tilbage, som de lige har solgt til bankerne og pensionskasser.

Nu er det altså Banca d’Italia, som ejer regeringens gæld. Og som alle centralbanker er Banca d’Italia en del af den italienske stat. Så de to procent i rente, som Italiens regering skal betale, bliver sendt til banken bag Piazza Venezia, og de sender den tilbage til det italienske finansministerium, der bogstavelig talt ligger lige over på den anden side af gaden.

»Gælden er stort set gratis,« som Erik Fossing Nielsen, der er cheføkonom i den italienske storbank UniCredit, siger til mig.

Når de ti år er gået, og gælden skal betales tilbage, er den italienske regering nødt til at finde 100 millioner, som de kan sende til centralbanken. De kan vælge at opkræve en masse skatter for eksempel. Men de kan også udstede nye obligationer – altså optage nye lån, der kan betale for de gamle lån. Og de nye obligationer kan ECB også købe. Og så kører gældscirklen videre.

Sådan er det jo. Ikke

For to uger siden stod jeg i mit køkken og ristede brød til frokost, mens jeg var med på et gruppeopkald, som Margrethe Vestager holdt for de danske journalister i Bruxelles. Vi fik hver et par minutter til at stille spørgsmål, og da det var min tur, satte jeg mig ned på en stol med min kaffe og læste et citat højt af noget, som Vestager selv havde sagt i 2012, da hun var indenrigs- og økonomiminister:

»Min grundholdning er, at hvert land selv må tage ansvar for sin finanspolitik og for, at dets gæld bliver betalt tilbage. Jeg er generelt skeptisk over for initiativer, der svækker incitamenter til at føre en sund og holdbar finanspolitik, idet sunde offentlige finanser er en forudsætning for stabil og holdbar vækst.«

Nu er Vestager næstformand i Europa-Kommissionen. Hun er tilhænger af fælles EU-gæld. Hvad har fået hende til at ændre holdning, ville jeg vide?

»Det her (coronakrisen, red.) er noget helt andet end finanskrisen, og derfor er der brug for noget andet,« svarede Margrethe Vestager.

»Vi er i en krise, som ikke er bibragt os af, at nogen kunne have gjort noget andet – kunne have ført en mere ansvarlig politik. Den er kommet udefra, den er uden for vores kontrol,« sagde hun.

Coronagælden skyldes ikke, at nogle lande har bygget en masse lufthavne, de ikke havde brug for, eller at alle pludselig syntes, de havde ret til et fedt køkken. Den skyldes, at vi har været nødt til at lukke samfundet og de globale produktionslinjer ned for at stoppe smitten. Coronagæld er ikke som finanskrisegæld.

Selv den tyske kansler Angela Merkel er gået med til det, som hun absolut ikke ville gå med til under eurokrisen i 2011: at EU optager fælles gæld, som kan fordeles til de lande, der er hårdest ramt. Og onsdag kunne Europa-Kommissions formand, Ursula von der Leyen, så fremlægge en historisk plan: Kommissionen vil optage fælles lån for 750 milliarder euro på vegne af alle 27 EU-lande. 500 milliarder af dem skal uddeles som tilskud til de lande, som er hårdest ramt af corona

Jeg har ikke talt med Mario Monti om det, men jeg vil gætte på, at han er rimelig overrasket.

Poul Schlüters store psykodrama

Der er noget ved statsgæld, som grundlæggende er næsten umuligt at forstå.

På den ene side fungerer en stat ikke som en husholdning. En stat som den danske kan lave sine egne penge og behøver ikke at gå konkurs, hvis lånene hober sig op. Så der er grundlæggende forskel på den gæld, du og jeg har til banken, og den gæld, en stat har. Og stater dør ikke. Når jeg er 85 år, kan jeg næppe få et nyt 30-årigt lån, men stater kan hele tiden optage nye lån til at betale de gamle. De skal betale renter, men de behøver faktisk ikke betale deres lån tilbage.

Men på den anden side: Når en stat skal ud på ’markedet’ og låne penge, bliver den alligevel vurderet lidt på samme måde, som når du og jeg skal i banken og låne. De, der låner ud – banker, forsikringsselskaber, hedgefonde, centralbanker – ser på verdens lande og tænker: ’Kan jeg få mine penge igen? Hvor stor er min risiko?’ Det er det, der afgør renten på de italienske statsobligationer.

Da jeg talte med den britiske økonomihistoriker Adam Tooze for nogle måneder siden sammenlignede han »de internationale lånemarkeder« med »et stort psykodrama«.

Alle kigger på hinanden. Bankerne og forsikringsselskaberne analyserer landenes vækstrater og kreditvurderinger, men de ser også på hinanden. Den ene investor ser på den anden, som ser på den tredje, som samtidig holder øje med centralbankcheferne, politikerne og virksomhederne, og centralbankchefer, politikerne og virksomhederne holder øje med bankerne og kreditvurderingerne … Det er netværkspsykologi i global skala.

Derfor, sagde Tooze, er det meningsløst at tale om markederne som enten rationelle eller irrationelle. For de er begge dele. Det er en underlig form for dans. Et spil.

På den ene side er det meget vigtigt med solide finanser. Det ved vi alt om i Danmark.

»Vi har lavet fastkurspolitik og kartoffelkur, vi har banket af på gælden, Nyrup lavede arbejdsmarkedsreformer,« sagde Martin Ågerup, der er direktør i den liberale tænketank Cepos, til mig forleden på en lidt blæsende telefonforbindelse, mens han gik tur i indre København.

»Det har handlet om at opbygge troværdighed i markederne til os som land.«

Som Poul Schlüter sagde i sin nytårstale i 1983: »Alle ved, at gennem de senere år har vi skudt problemernes løsning fra os som forkælede børn, og vi har levet på at stifte gæld

I 1982 tøjrede Schlüter kronen til D-marken, og det er stadig sådan, at én euro altid skal koste 7,46 kroner. Det er egentlig ikke specielt smart for en stat at afgive kontrollen med sin valuta på den måde, men det giver troværdighed: ’Se, du kan roligt låne os penge, for vi devaluerer i hvert fald ikke vores valuta, så den pludselig mister værdi’. Og troværdighed betyder alt.

Og så på den anden side. For hvad med Frankrig?

Psykologi, tillid, politik … og magt

Frankrig har ikke haft overskud på statens budget siden 1973. Landet har haft meget lidt vækst, og deres statsgæld er på vej op over 100 procent af BNP. Alligevel kan den franske stat lige nu låne penge til lige omkring nul procent i rente. Hvorfor nu det?

Man kunne jo sige, at det bare er markedernes rationelle vurdering af fransk økonomi. Det ville ikke være helt forkert, men det ville heller ikke være hele historien.

»Hvis vi for eksempelvis gransker det danske og det italienske statsbudget, kan vi godt forstå, hvorfor Danmark låner billigere end Italien,« siger Søren Hove Ravn, der er lektor i makroøkonomi på Københavns Universitetet.

»Nøgletal betyder noget, men ikke alt. Du kan ikke give mig nøgletal fra et tilfældigt land, og så kan jeg regne en objektiv lånerente ud. Det er en lang række andre faktorer i spil. Psykologi, tillid, politik …«

Det hjælper også, hvis investorerne ved, at de altid kan sælge deres statsobligationer videre til ECB, som kan trykke alle de digitale penge, den vil.

Gæld er altså psykologi, tillid, politik … »Og magt«, tilføjer Mikkel Thorup.

»Jo stærkere du er, des mere ustraffet kan du bryde reglerne.«

Frankrig er ikke Grækenland. Hvis Frankrig gik ud af EU, ville unionen nok bryde sammen. Frankrig har atomvåben, Frankrig har Airbus, Total og BNP Paribas.

Da nogle kritiske journalister i Bruxelles i 2015 spurgte den daværende formand for EU-Kommissionen, Jean Claude Juncker, hvorfor EU var så hårde ved Grækenland, men igen og igen ustraffet lod Frankrig overskride EU’s budgetlov, svarede Juncker meget ærligt: »Fordi det er Frankrig

Gæld handler ikke bare om penge. Gæld er en relation mellem to parter – en kreditor og en debitor. Og derfor handler gæld om magt. Der er forskel på at låne 1.000 kroner til sin kone, sin chef og en tilfældig fyr på gaden. Ikke bare på grund af deres forskellige kreditværdighed, men fordi du har forskellige forhold til dem.

Derfor kan man slet ikke tale om USA’s statsgæld uden at tænke på, at USA også er verdens militære supermagt, og at den valuta, som USA selv kan trykke – dollaren – bliver brugt over hele verden til finansielle transaktioner. Der gælder andre regler for USA end for Danmark. Gæld handler også om magt.

»Det globale flow af penge handler i hvert fald ikke om moral,« sagde den britiske økonomiantropolog Keith Hart til mig, da vi skypede sammen fra hver sin stue. Han er professor emeritus ved Goldsmiths University i London.

»Vi borgere får solgt moraliteten som en erstatning for politik. Der er absolut ingen moral i finansverdenen. Ingen bankmand kunne drømme om at tage sine beslutninger på baggrund af moral.«

’Global’ finance er ikke for sjov

Men hvis gæld også er en magtrelation, hvis lånemarkederne er psykodramaer, og gæld til centralbankerne er gratis … bliver det pludselig meget vigtigt, hvem man skylder penge til.

Det store problem under den græske gældskrise var netop, at franske og tyske banker ejede en stor del af den græske gæld. Hvis Grækenland gik konkurs, ville de banker blive ramt og måske gå konkurs. Det ville ikke bare påvirke Frankrig og Tyskland, men også de mange amerikanske investorer, som ejede dele af de tyske og franske banker. Det kunne skabe uoverskuelige kædereaktioner – det er ikke for sjov, de kalder det global finance.

Det er en anden situation i Danmark. Kun en tredjedel af den danske gæld var i februar i år ejet af udenlandske investorer. Halvdelen af de danske statsobligationer var ejet af danske pensionskasser og forsikringsselskaber.

»I Danmark skylder vi i princippet penge til os selv,« som Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, siger.

Det er borgerne, der låner staten penge via deres pensionsopsparinger.

Italien plejede også at eje næsten hele sin egen gæld, men siden 1990’erne er den italienske gæld blevet internationaliseret. Der er kommet flere udenlandske investorer. Noget lignende er sket i Spanien, Tyskland og Frankrig. Og lige så vigtigt: ECB ejer mere og mere af gælden.

17 procent af den italienske statsgæld er i dag ejet af ECB. Og det rejser spørgsmålet: Skal de penge betales tilbage?

For se engang på Japan. Japans statsgæld er vokset konstant siden 1990’erne, så den i dag er verdens højeste: 248 procent af landets BNP. Alligevel kan den japanske regering stadig låne penge til nul procent i rente over ti år. Der er stadig tillid til Japan.

Det skyldes især, at Japans nationalbank allerede inden corona ejede 44 procent af landets statsgæld. Japans centralbank har i årevis gjort, ligesom ECB gør i Europa. Og det ser ud til at fungere.

Men hvis et land sagtens kan fungere med så meget gæld, er gæld så overhovedet et problem?

Her ville de fleste økonomer nok række hånden op og sige: ’Ja, inflation’.

Frygten er, at al den pengeskabelse pludselig skaber inflation. For når der kommer flere penge i omløb, falder pengenes værdi. Det er udbud og efterspørgsel.

Så man kunne forestille sig, at ECB var nødt til at afbryde gældscirklen. At de sagde: ’Hey, Italien, næste gang jeres gæld udløber, kan vi ikke købe jeres statsobligationer. I er nødt til at skaffe de 100 millioner euro. I må hæve skatterne eller låne af nogen andre’.

Så skulle Italien overføre 100 millioner til en konto i ECB. En medarbejder i Frankfurt ville se på en skærm, hvor der stod ’100.000.000’, og så ville han trykke ’delete’. Og puf, så ville pengene være væk. Det er det, centralbanker gør: De skaber penge ud af ingenting og destruerer dem igen for at regulere pengemængden.

Spørgsmålet er, om vi er så bange for inflation, at Italien og alle de andre lande, der har gæld hos ECB, skal tvinges til at betale tilbage, så vi kan destruere pengene? Eller om vi skal finde en måde at fortsætte gældscirklen på? Kan vi gemme gælden væk på en konto et sted? Glemme den?

Lige nu er statsgælden jo »håndterbar«, som Financial Times’ chefkommentator, Martin Wolf, sagde i forrige uge.

»Renterne forbliver sandsynligvis meget lave. Vi kommer ikke til at se en eksplosion i inflation.«

Den tidligere cheføkonom i IMF, Olivier Blanchard, sagde det samme på et webinar i april.

Danmark betaler ligefrem negative renter. Altså, vi får penge for at lade investorer låne os deres penge.

2020 er ikke 1980. Vi behøver ikke betale 15 procent i rente, samtidig med at inflationen stiger, som det var tilfældet i start-80’erne. Spørgsmålet er om det fortsætter.

Den magiske skovl

Hvis vi nu skal slutte, hvor vi begyndte, så er det, som om coronakrisen har givet os et glimt af et nyt syn på gæld. Det er blevet tydeligt, at gæld ikke kun handler om moral og økonomi, men også om politik, kultur og magt.

I 2010 lavede økonomerne Reinhart og Rogoff et berømt studie, der viste, at en statsgæld på mere end 90 procent af BNP automatisk ville bremse væksten. Det blev en teori, som dannede grundlaget for meget af nedskæringspolitikken i Europa. Men den blev også modbevist, fordi en studerende fandt en fejl i forskernes Excelark (true story!). Tænk, at det kun er ti år siden.

I Danmark taler blå blok som nævnt allerede om gælden som »en regning, der skal betales«. De taler om gæld som noget, der »vil tynge os« i fremtiden, som de borgerlige partiledere skrev i kronikken i Berlingske.

Men internationalt kan corona måske være med til at ændre måden, vi håndterer gæld på. For hvordan kan vi opretholde en moralsk holdning til gæld, hvis USA’s regering bare kan lave milliarder ud af ingenting og bruge dem til at understøtte olieindustrien i Texas? Så er penge og gæld jo ikke, som vi troede.

»Hvis der på magisk vis blev dannet en ny skovl i din nabos skur, så snart du spurgte ham, om du måtte låne hans skovl, ville det jo ændre situationen,« siger Mikkel Thorup.

»Det ville gøre det mindre betydningsfuldt, om du gav ham den skovl tilbage eller ej.«

Økonomi er ikke længere en underafdeling af moralfilosofi. Det er igen blevet politik.

I næste artikel i denne serie undersøger vi, hvordan verdens lande konkret kan håndtere den voksende gæld. Kan man vokse sig ud af gælden? Må vi skære ned for at betale tilbage? Eller er vi faktisk alle sammen ved at blive som Japan?

Serie

Hvordan betaler vi coronagælden?

Lige nu optager verdens lande gæld i et tempo, vi ikke har set siden de store verdenskrige. Centralbanker trykker penge, regeringer låner. Gæld er blevet præmissen for moderne politik, men hvad betyder det for vores fremtid? Hvad er gæld egentlig? Skal vi overhovedet frygte den, og skal statsgæld altid betales tilbage? Det undersøger Information i denne serie.

Seneste artikler

  • Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen

    26. juni 2020
    Vi misforstår gældens natur og pengenes muligheder. For når vi selv sidder på pengeskabelsen, kan vi ikke gå fallit, mener fortalerne for Modern Monetary Theory (MMT). Økonomer er rasende uenige om, hvorvidt teorien tilbyder brugbare løsninger på den økonomiske krise eller blot bunder i en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Dette er sidste artikel i Informations serie om, hvad der skal gøres med coronagælden
  • Gæld er ikke gratis. Det er naturen, der betaler

    24. juni 2020
    I dag skabes næsten alle penge som gæld via bankers tryk på en computertast. For anden gang på godt ti år er gælden med rekordfart på vej mod himlen. Det kan måske gå i det virtuelle pengeunivers, men i den fysiske virkelighed låser det os til et vækstpres, der undergraver miljøet, advarer grønne økonomer
  • AE: Danmark har rigeligt råd til højere gæld – alternativet er langt værre

    23. juni 2020
    Danmark har masser af plads i økonomien til at finansiere både coronakrisens hjælpepakker og genopretning med en øgning af gælden. Så længe gælden kun går til at finansiere midlertidige udgifter, er belastningen af de offentlige budgetter meget begrænset, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Christian Bennike

Glimrende forklaret og velskrevet analyse; spændende som en god krimi.

Finn Sander, Jette Steensen, Ejvind Larsen, Christian Skoubye, ingemaje lange, Niels-Simon Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Anne-Marie Paul, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Morten Wieth og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Det gælder jo om, at optage så meget gæld som overhovedet muligt i en skrantende virksomhed for først at udbetale milliard bonus til bestyrelsen og for så sidenhen at lade biksen gå konkurs. Samfundet betaler.

Inge Lehmann, Torben Arendal, Peter Beck-Lauritzen, Alvin Jensen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Gæld er i det her tilfælde, når den ene skylder den anden penge. Skal vi diskutere gæld, bliver vi derfor nødt til først at forstå hvad penge i det hele taget er. Jeg troede at jeg forstod begrebet, allerede fra jeg var ung, men har senere fundet ud af at det gør jeg overhovedet ikke. Det der for mig gav mening var, at værdien af penge skyldes at de findes i en begrænset mængde. Ubegrænset mængde af noget, gør at (penge)værdien falder, men ikke nødvendigvis at vi kan undvære det. Et eksempel på det er luft. Da jeg fandt ud af at bankerne selv kan skabe penge, uden at disse kommer fra vores Nationalbank, betød det at disse reelt kan skabes i ubegrænset mængde, og endnu mere, at vores Nationalbank ikke engang er klar over hvor mange penge der er i omløb. Og så har det ikke engang skabt inflation.

Ydermere, er penge ikke det der skaber værdi, eller er værdifuldt i vores samfund, for så havde man ikke været nærmest ligeglad med et dysfunktionelt SKAT, og med at vores samfund blev lænset for milliarder. I modsætning til de tabte milliarder, som er forsvundet ud af vores land, og aldrig vil komme retur, har man i den grad svunget pisken over alle arbejdsløse. For skulle der bare være én eneste Dovne-Robert, så bryder vores samfund sammen, og derfor alle disse ligegyldige jobaktiverings-sanktioner. Alene for at prøve folks jobparathed. Penge fra samfundet til dig der ikke arbejder, men tilgengæld skal vi gøre alt for at ydmyge dig med forhør (kaldet samtale). For ingen, skal gå bare en dag for meget på dagpenge eller kontanthjælp, uden at det for samfundet er tvingende nødvendigt, at udbetale disse, efter min mening, småpenge. Altså en fuldstændig uproportionalitet i konsekvenser af enorme pengetab som bliver mødt med et skuldertræk, og udbetaling af småpenge, som bliver mødt med næsten Gestapo-lignende metoder.

Poul Anders Thomsen, Bruger 264566, Estermarie Mandelquist, Dennis Tomsen, Inge Lehmann, Nille Torsen, Torben Arendal, Ruth Sørensen, Christian Skoubye, Kent Bajer, Carsten Svendsen, Ron Levy, hannah bro, Erik Winberg, Susanne Kaspersen, Hanne Ribens, Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, John Andersen, Jeppe Lindholm, John Damm Sørensen, Torben K L Jensen, Anne-Marie Paul, Steffen Gliese, Ebbe Overbye, Pia Nielsen, Peter Knap, Martin Mortensen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

"Den amerikanskes centralbank har siden starten af marts brugt 2,5 billioner dollar (billioner med 12 nuller). Det vil sige, de har lavet alle de penge digitalt og ud af ingenting – det er jo det, centralbanker gør."

Nej - det er ikke det centralbanker generelt gør. Det er det banker gør.
Danmarks nationalbank laver ikke digitale penge. Hvis den skal øge pengemængden skal den trykke pengene.

Men bankerne laver digitale penge hver gang der bliver lavet et lån i banken ved blot at taste tal ind i computeren. De fleste penge der cirkulerer er skabt på denne måde ( ca 95 % af pengene der findes på grund af gældstiftelse som digitale penge kun ca. 5 % er fysiske penge). Vi har altså overladt pengeskabelsen til bankerne og markedet.

Penge er skabt som gæld. Når gælden betales tilbage forsvinder pengene igen og økonomien skrumper. Der har nu ophobet sig så meget gæld at vi har en gældskrise. Den opstår når kassen smækkes i og gælden betales af. Så kniber det med at holde væksten i gang og hvem må så træde til - svaret er staten som er den eneste instans som kan låne i trange tider.

Staten låner pengene af Nationalbanken ved at der udskrives statsobligationer (lånebeviser). Bankerne kan så købe statsobligationerne af Nationalbanken ved blot at taste beløbene ind som tal i computeren - altså ud af den blå luft - det er det bankerne er til for. Bankerne sælger så obligationerne videre til danske eller udenlandske investorer. Obligationerne skal selvfølgelig betales tilbage med renter. Sålænge renten er lav er problemet måske håndterbart men størrelsen af lånene er nok heller ikke uden betydning.
Det er fordelingspolitikken der afgør hvor regningen efterfølgende ender. Den Statsgæld der således opstår er altså fremkommet på baggrund af gældstiftelse i bankerne som er kommet ud af kontrol.

https://www.godepenge.dk/
Tryllebanken 3:46
https://www.youtube.com/watch?time_continue=6&v=R6uxVeOTQtU&feature=emb_...
https://www.dr.dk/nyheder/penge/oekonomer-risikabelt-penge-skabes-i-priv...

Arne Albatros Olsen, Poul Anders Thomsen, Bruger 264566, Inge Lehmann, Kim Houmøller, lars pedersen, Nille Torsen, Morten Larsen, Steen K Petersen, Torben Arendal, ingemaje lange, Erik Winberg, Ivan Breinholt Leth, Peter Beck-Lauritzen, Inge ambrosius, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Rasmus Knus, Torben K L Jensen, Per Hørning og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

Det er i øvrigt nok derfor nogle partier er mere forbeholden overfor en CO2 skat netop nu. De er bange for yderligere at hæmme væksten sålænge vi befinder og i en gældskrise hvor økonomien skrumper ind.

Danskernes private gæld
https://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/tema/Sider/Husholdningern...

Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak Pia Nielsen. Som sædvanlig stor indsigt og en skarp og læseværdig kommentar.

Ruth Sørensen, ingemaje lange, Hanne Ribens, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

What is the difference between a doller, and a trillion?

12 keystrokes.

Inge Lehmann, Trond Meiring, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo en interessant teori - men altruismen er bare ikke reciprok, tværtimod handler det om, at alle hele tiden ønsker at gøre noget for nogen, og selvom det betyder, at man også forventer det samme, så er det ikke som en lukket gensidig relation, men at andre giver noget andet, man har brug for eller ønsker. Det er en fællesskabsting, som vi har set det her under epidemien, hvor folk uden videre hjælper dem, der har brug for hjælp, på måder, der kan lade sig gøre.
Kapitalismen udbytter denne tilbøjelighed, samtidig med at den spreder en uanstændig propaganda om, at det slet ikke forholder sig sådan: at vi allesammen kun tænker på, hvad vi selv kan få ud af det; men hvis vi tænker efter, så er det jo sjældent for vores egen skyld, at vi gør det ene eller det andet, det er ofte for at beskytte andres interesser. Vores selvbevidsthed hviler på den styrke at kunne og at bekræfte dette for sig selv.

Steen K Petersen, Ruth Sørensen, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Mikkel Frimer-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

Det er svært at fatte for vi er blevet fyldt med rigtig meget vrøvl om penge, men vi skal til at se penge som et redskab.

Bruger 264566, Torben Arendal, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Peter Knap, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

Tak Peter Knap. Det glæder mig.

Bruger 264566, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jo, den danske nationalbank laver i allerhøjeste grad digitale penge. Da kronen var under pres for nogle år siden, pumpede nationalbanken bare alle de kroner ud, der var købere til og tog på den måde gassen af ballonen. Bagefter gik pengene direkte i den virtuelle makulator, da de blev irrelevante.

Nille Torsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- til anskueliggørelse af det med at gøre noget for andre: man skal virkelig tage sig sammen, hvis man er alene, til at lave god mad dagligt.

Ruth Sørensen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Per Hørning

Jeg kan godt læse artiklen inden for Pia Nielsens pengeforklaring. En ting gør imidlertid alle disse ord til underholdning, det er hvor der står at en tilfældig person vil låne 1000 kr. Det fundamentale i forståelse af gæld er jo: hvorfor vil en person bede om at låne 1000 kr.?
Hvorfor er nogen nødt til, tvunget til at låne 1000, 20.000 eller 12.000 kr. Ja 3/4 af den danske befolkning er netop tvunget til at stifte gæld blot for at finde et sted at bo.
Samfundet eller samfundene fordi det gør sig gældende overalt har indrettet det ved lov, at gældstiftelse er forudsætning for at være menneske.
Det er utroligt at skrive om så mange notabiliteters opfattelse uden med et ord at tale om kapital og kapitalens forudsætninger og ejendomsret.

Inge Lehmann, Torben Arendal, Ruth Sørensen, Flemming Berger, Pia Nielsen, Olav Bo Hessellund, Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

I sidste ende drejer det sig om tillid - Til politikere,banker,lønmodtagere og virksomheder - en skrøbelig balance hvor der bare skal en falsk sølvdollar på sporet til at vælte lokomotivet. Den falske mønt har faktisk et navn : vækst for enhver pris og profitmaksimering.

Steen K Petersen, Hanne Ribens, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop derfor, Per Hørning, er det mest radikale i Thomas Pikettys nye bog ikke så meget ’borgerløn’, men et stort engangsbeløb til alle 25-årige - for det vil revolutionere boligmarkedet og centrere det om en pris, der kan betales med dette beløb - uden gældsstiftelse.

ingemaje lange, Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

Hvad med den seddelpresse der kaldes 30 årige afdragsfrie lån?

Inge Lehmann, Peter Høivang, Torben Arendal, Hanne Ribens, Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

@Per, jeg tror at gældsstiftelsen for private, er en forudsætning for at staten kan tvinge folk til at tage et arbejde, uanset rigtig mange af os reelt ikke gider det arbejde som vi har. Lidt i samme stil som skat og afgifter, der jo udover få os til at tage et arbejde, også skal hive købekraften ud af samfundet. Det, selvom det ikke er staten, men banken og kreditforeningem vi stifter gæld hos.

Jeg har en genbo, som er arving til mange penge, fra en velhavende familie. Derfor arbejder han ikke, men gør det han har lyst til. Og sådan har det været hele hans liv. Men han er også undtagelsen (1/10%) fra reglen om at vi reelt er (gælds)slaver i det her samfund. Jeg håber at ieg kan gøre som ham de sidste 5-10 år af mit liv, hvis jeg er heldig og fornuftig.

Inge Lehmann, Pia Nielsen, Palle Bendsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

At komme uligheden til livs er jo egentlig ret simpelt nu når penge kan skabes i ubegrænsede mængder. Verdens rigeste et vist god for 600 milliarder kr. Så bare skub 600 milliarder kr. ind på alle klodens borger. Så er vi med et alle sammen økonomisk lige. Det kan gøres med et tryk på en knap i de her digitale tider. Og så er digitaliseringen da godt for noget.

- Jeg vil bruge resten af weekenden og det gode vejr til at tjekke min kontostand for at se om mine milliarder er kommet ind på min nemkonto. Uhhh, glæder mig.

Inge Lehmann, Mikael Velschow-Rasmussen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

H.C. Andersen – digter og pengeskabelsens fader.
Pengeskabelse er som kopieret fra skræddernes forretningsmodel i Kejserens Nye Klæder. Her syede man de nydeligste klæder af materiale der - slet ikke eksisterede.

Private og statslige bankers pengeskabelse foregår, har man forstået, i vid udstrækning ved at man debiterer én konto og krediterer en anden uden, at have dækning i egne midler. Hverken i indskydernes eller aktionærernes penge. Men, stop en halv - det kan jo slet ikke lade sig gøre, for ifølge fysikkens love kan man ikke udlåne noget der ikke findes.

Når noget ikke findes er det fiktion og sådan så Højesteret også på begrebet fiktion, da man i sin tid konstaterede at Glistrups fradragscirkus kun lod sig gøre i en fiktiv verden.

Peter Beck-Lauritzen

"Der er absolut ingen moral i finansverdenen"! Gad vide, hvorfor vi så forarges over hvidvask, udbytte-svindel, skattely, momssvindel, etc. Det er jo bare digitale tal på en computer, som let kan addere yderligere digetale tal!
Penge har ingen værdi, er et transaktionsmiddel, som alene har en værdi, baseret på tillid. Mængden af penge er åbenbart ligegyldigt. Også jeg ser frem til 600 mia., i løbet af week-enden (tak til Jeppe L).

Olav Bo Hessellund

@Per Hørning: "Det er utroligt at skrive om så mange notabiliteters opfattelse uden med et ord at tale om kapital og kapitalens forudsætninger og ejendomsret."
Enig!
En god begyndelse til forståelsen heraf er stadig den engelske historiker Christopher Hill's The Intellectual Origins of the English Revolution. Vigtige uddrag af denne klassiker findes på svensk i Ronny Ambjörnsson's Idé och klass.

Nils Bøjden

Og her er noget som er langt større end Støjbergs små udsving

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12175174/fortroligt-referat-minist...

Så må vi se om Politiken og Information forfølger denne langt større udfordring for demokratiet

Ivan Breinholt Leth

Pia Nielsen
30. maj, 2020 - 09:38
Det er måske ikke det, som centralbanker normalt gør, men når de gør det, er der tale om meget store beløb. Når The Fed og ECB opkøber private bankers (ofte værdiløse) aktiver - altså QE - sker det altid ved, at der pumpes nye penge ud i økonomien. Danmarks Nationalbank foretager ikke QE, og du kan derfor ikke sammenligne banken med The Fed, ECB, Bank of England eller Bank of Japan. Monetær finansiering strider imod Maastricht Traktatens artikel 123. Derfor kan Danmarks Nationalbank ikke skabe penge og anvende disse penge til at at opkøbe danske statsobligationer udstedt af finansministeriet. Det er en af grundene til at emnet aldrig bliver diskuteret i dansk økonomisk politik. Man vælger at overse, at der i artikel 123 paragraf 2 står, at statslige banker kan operere på samme betingelser som private banker. Man kunne derfor nemt vælge at oprette en statslig bank, og lade denne banke skabe penge til opkøb af statsobligationer, men det er et tabu i dansk politik. Også Enhedslistens politisk økonomiske udvalg har besluttet, at monetær finansiering er no go area. Enhedslisten vil gerne oprette en statslig bank, men man nævner intet om, at denne bank kan skabe penge. Der er derfor en bred uudtalt konsensus i dansk politik om, at staten altid skal optage lån eller øge skatterne for at dække statens underskud.

I USA er forholdene helt anderledes. Den amerikanske højrefløj er stærk tilhænger af, at The Fed skaber penge, når blot disse penge ikke går til monetær finansiering (keynesiansk økonomisk politik). Fra højrefløjens sysnpunkt må The Fed gerne skabe penge til at bail out den finansielle sektor, til lån til den finansielle sektor og til QE. Når den amerikanske venstrefløj påstår, at deres Green New Deal skal finansieres ved, at The Fed skaber nye penge, er det netop monetær finansiering, som højrefløjen er stærk modstander af. For den amerikanske venstrefløj er monetær finansiering ikke et tabu, på samme måde, som det er på den europæiske venstrefløj.

Under coronakrisen er disse fronter blødt lidt op. The Fed skaber ikke blot penge til en ny omgang QE, som under finanskrisen, men til lån til private virksomheder under "Main Street Business Lending Program". Man taler også om, at skabe såkaldte helikopterpenge i form af uddeling af kontanter til familer med små indkomster.

Grunden til at højrefløjen foretrækker, at nye penge bruges til QE er, at det sænker renten, og gør dermed lån til spekulation som f.eks. aktietilbagekøb mere profitabelt. Det officielle formål med QE i USA var at gøre lån til produktive investeringer billigere og dermed sætte gang i økonomien. Det skete kun i begrænset omfang. QE er til meget stor fordel for finanskapitalen, og resultatet har altid været øget ulighed.

Arne Albatros Olsen, Bruger 264566, Inge Lehmann, Flemming Berger, Bjarne Toft Sørensen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Steffen Gliese
30. maj, 2020 - 10:32
Staten pumpede kroner ud i økonomien og sænkede renten 3 gange. Men var det nye penge? Kan du dokumentere, at Nationalbanken skabte kroner for at holde kronekursen nede?

Niels-Simon Larsen

I og for sig en oplysende artikel, som man bliver klogere af omend ikke klog, for hvad hedder facit på regnestykket? Der er vel ikke mange af os der reagerer som børnene: En til historie, far! Nej, der fortælles en historie om noget, der ikke burde foregå, for der er sørgelige resultater. Mange mennesker lever en slavelignende tilværelse som working poor. Andre dør af stress. Få lever som konger, fordi de magter gældslivet, og her er Trump et eksempel.
Artiklen burde medføre en kæmpeforargelse, men jeg er nærmest sat mat. Hvad skal jeg gøre ved det? Jeg havde det på fornemmelsen, at det var sådan skruet sammen. Der mangler en stor ideologi, og måske er den på vej. Coronaen og klimaet har måske rykket noget i os.

Bruger 264566, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Ivan Breinholt Leth og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Niels-Simon Larsen
31. maj, 2020 - 10:40
Svaret på dit spørgsmål er en gældsnægterbevægelse. Igen vil jeg henvise til USA. Den amerikanske gældsnægterbevægelse - Strike Debt - er ganske vist ikke så aktiv, som den var lige efter finanskrisen, men den har stadigvæk nogle slående argumenter. F.eks.: Når bankerne skaber penge som kredit, betyder det, at bankerne aldrig har været i besiddelse af de penge som de udlåner. Hvordan kan man skylde bankerne nogle penge, som de aldrig har haft? Argumentet er, at gælden er illegitim - vi skylder ikke bankerne en cent. Den amerikanske indignation opstod på baggrund af, at man under finanskrisen skabte milliarder af dollars for at bail out bankerne, mens alle de forgældede (eller 'under water') husejere fik lov til at sejle deres egen sø.

Før coronakrisen var verdens gæld ifølge Institute of International Finance i Washington D.C. (bankernes globale brancheorganisation) på 318 procent af GWP (Gross World Product), hvilket er markant højere end før finanskrisen, og gælden bliver endnu højere som følge af coronakrisen. Spørgsmålet er hvordan denne gæld skal betales? Den italienske sociolog Mauritius Lazzarato hævder, at det ikke er meningen, at gælden skal betales tilbage. Den skal flyde i et endeløst loop af tilbagebetalinger og ny gæld. Uanset hvad meningen er, så er resultatet, at gælden giver den finansielle sektor en enorm magt over økonomien, og de almindelige lønmodtagere, som i sidste ende skal skabe de værdier, der anvendes til at betale af på gælden, skal løbe endnu stærkere i deres hamsterhjul. Men på et eller andet tidspunkt må boblen briste, for når flere og flere værdier anvendes til betaling af gæld, bliver der færre midler til investering i produktion og til forbrug. Vi ser allerede nu en tendens til, at bankerne ikke ønsker at udlåne penge til investeringer. Men under coronakrisen udlåner staterne penge til det produktive erhvervsliv - eller man yder virksomhederne kompensation. Det giver måske virksomhederne et lille pusterum, men vi vil meget hurtigt være tilbage i en situation, hvor der igen er knaphed på penge til investeringer og en overflod af penge til spekulation. Det kapitalistiske system er langsomt ved at underminere sin egen værdiproduktion, og uden statslige indgreb, kan det medføre et kollaps, som kommer til at ligne 30ernes depression.

Spørgsmålet er, hvad der sker hvis vi når dertil? Den ene mulighed er en fascistisk syndebukeffekt, hvor man udpeger nogle 'skyldige' grupper af mennesker til at refærdiggøre en total magtovertagelse. En anden mulighed kunne være, at et bredt flertal gennemskuer gældens mekanismer, og nægter at betale. Her er der måske grund til lidt optimisme. Den industrielle arbejderklasse, som i Karl Marx's analyse på et tidspunkt ville gennemskue merværdiproduktionen og gøre oprør, er i den vestlige verden blevet en minoritet - ca. 10-15 procent af den samlede arbejdstyrke. Samtidig er langt størstedelen af arbejdstyrken - og tilmed staterne - forgældede. Og mens den marxske merværdiproduktion (altså udbytning) kun kan erkendes analytisk, så er gælden nærmest umulig at undgå at få øje på. Det kan udgøre mulighedsbetingelsen for en protestbevægelse primært bestående af arbejderklasse og middelklasse. Spørgsmålet vil være, hvornår vi evt. når dertil? Middelklassen er den afgørende faktor - i mindre grad arbejderklassen. I Danmark har middelklassen affundet sig med, at lade en del af arbejderklassen synke ned i armod (kontanthjælpsloft o.a.), mens de regner med, at det ikke rammer dem selv. Men hvad sker der, hvis middelklassen i stort omfang mister deres job, deres ejendom og måske deres pensionsopsparing, som en del af den amerikanske middelklasse gjorde under finanskrisen? Eller når en voksende del af middelkalssen bliver prekære ansatte uden mulighed for at købe en ejendom og spare op til pensionen? Det er efter min mening et af de væsentlige spørgsmål, som den voksende gæld stiller. Et andet væsentligt spørgsmål er den naturødelæggelse, som nødvendigvis må følge af et forsøg på at at betale en gæld, som ikke kan betales. Jeg tror, at fremtiden vil vise, at alle spørgsmål om miljø, klima, ulighed, fattigdom og magt vil ende i spørgsmålet om gæld.

Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Ruth Sørensen, Johnny Christiansen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Ivan

Tror du ikke det også er ved at gå op for EU, med forslaget om en corona-pakke?

Eller handles der blot i egeninteresse, (Tyskland og Frankrig), for at sikre eksporten?

Med andre ord, er du optimistisk på EU's vegne?
Og er 'sparebanden' på helt forkert kurs ?

Ivan Breinholt Leth

Hej Eva
Jeg er efterhånden ved at være noget ambivalent mht. EU. På den ene side, synes jeg, at det er åbenlyst, at det er finanskapitalen, der styrer EU's økonomiske politik. QE er måske et af de bedste eksempler, fordi ECB skaber penge til at øge spekulationen og opkøber en masse spekulativt junk, som dermed minimerer risikoen ved at spekulere, mens uligheden og fattigdommen stiger, og befolkningerne bliver mere og mere forgældede.

På den anden side, er der ingen tvivl om, at hvis EU bryder sammen, så vil Kina og USA samle stumperne op, og styre verdensøkonomien hen over hovedet på Europa. Det er et af Rune Lykkebergs argumenter for EU.

Hjælpepakkerne til de lande, der er hårdest ramt af corona er lidt af en parodi. Tyskland og Frankrig var de første lande, som brød med konvergenskriterierne. Grækenland var det første land, som blev straffet for at bryde disse regler, og nu bliver især Italien belønnet for at gøre det samme. Reglerne er ganske vist (midlertidigt?) suspenderede, men det gør det bare endnu mere absurd, at Grækenland blev straffet så hårdt for at bryde dem. Det er langt om længe gået op for det tyske borgerskab, at deres hårde linje overfor Grækenland og deres austerity har potentiale til at sprænge EMU'en. Man kan ikke behandle Italien, som man behandlede Grækenland, for så bryder lortet sammen. Heldigvis kom der en virus, som kan anvendes politisk. For det er 'synd' for italierne, at landet blev så hårdt ramt, og de tyske vælgere støtter hjælpen til Italien. Hvis det nu ikke havde været en viruskrise, ville italienerne, så være blevet udskældt som uansvarlige og dovne, ligesom grækerne blev det? Italien havde før virusen slog til en gæld på langt over 100 procent af BNP, og gælden voksede, så krisen ville være kommet alligevel. Men hvis det ikke havde været en viruskrise, ville vi så have set denne hjælpepakke? Hvis ikke ville EMU'en så have brudt sammen?

Det som jeg bl.a. lurer på, er. om en del af denne hjælp skal anvendes til at betale Italiens gæld til de tyske banker, ligesom det var tilfældet med den såkaldte hjælp til Grækenland? Der er formentlig masser af egeninteresse på spil. Ikke kun mht. eksporten, men fordi EMU'en ikke ville kunne holde til en italiensk gældskrise, der ville medføre Italiens udmeldelse af EMU'en. Et Italien udenfor EMU'en ville være et hårdt slag for især tysk eksport, for Italien ville være tilbage i en position med deres egen valuta, som de kunne anvende til at devaluere sig ud af en krise, og Italiens økonomiske politik ville i så fald ikke kunne styres fra Bruxelles.

Italiernes EU-skepsis er for tiden meget høj. Det er så vidt jeg husker 70-80 af den italienske befolkning, som er blevet meget EU skeptiske. Disse italienere ønsker næppe en italiensk udmeldelse af EU, men måske en udmeldelse af EMU'en? Tyskland har set skriften på væggen. At stå fast på at ethvert land har ansvaret for sin egen gæld, og at statslige budgetter skal balancere ville være en selvmordskurs for EU.

Lise Lotte Rahbek, Nille Torsen, Ruth Sørensen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak for svaret, Ivan.
Du sætter flot ord på tanker, jeg selv har, det er godt at vide, at de ikke er helt urimelige..

Damned if you do, or damned if you don't..
Der er ingen tvivl om, at vi behøver EU, men på hvilken måde?
Meler Tyskland og Frankrig igen deres egen kage, tror jeg det hele går ad Pommern til.

Har sparebanden iøvrigt ret?
Det kommer vel an på, hvordan hjælpepakkerne skal bruges?
Under alle omstændigheder bliver de nok nødt til at give efter.

Eva Schwanenflügel

PS. Ja, Grækenland er blevet ilde behandlet !!

Ivan Breinholt Leth

Velbekomme, Eva. Har de sparsommelige ret? Ja, det har de, men de kender ikke alle grundene selv. For det første har Italien – ligesom Grækenland – svindlet sig ind i EMU'en, men en fælles valuta i Europa uden en stor industrination som Italien ville ikke være en rigtig møntunion, så det så man gennem fingre med. I det hele taget er EU's regler meget bøjelige, når det drejer som om de store nationer. Da Frankrig brød konvergensreglerne, blev præsident Hollande spurgt, hvorfor EU kunne tillade det?. Han svarede arrogant: ”Fordi det er Frankrig.”

For det andet har italienerne stemt en mafiosi som Berlusconi til magten. I knap 10 år lod italienerne Berlusconi bruge statsapparatet til at fremme sine private forretningsaffærer med støtte fra mafiaen. Privatisering af hospitaler tog fart under Berlusconi godt hjulpet på vej af anbefalinger fra EU. Det offentligt finansierede system med praktiserende læger blev udsultet, med det resultat, at folk gik direkte til hospitalerne med selv banale sydomme. Da covid 19 slog til strømmede folk til hospitalerne, som ikke havde kapacitet til at håndtere de mange syge. Denne tilstrømning gav virusen optimale betingelser for spredning. Hvis det praktiserende lægesystem havde fungeret, kunne man have behandlet de mange patienter med milde symptomer der, og kun henvist de med svære symptomer til hospitalerne. Desuden var der private hospitaler, som slet ikke ønskede at tage mod meget syge coronapatienter med behov for langtidsindlæggelse. De var vant til at henvise meget syge patienter til det offentlige system, så de kunne tage nye patienter ind og tjene flere penge. Regeringen udstedte Cura Italia dekretet, som tvang de private hospitaler til at indlægge meget syge coronapatienter – mod kompensation fra staten naturligvis. På det tidspunkt havde virusen allerede bredt sig så meget, at det var vanskeligt at stoppe epidemien.

Det er det, som jeg ser som det kritiske punkt. Andre landes skatteydere skal nu medvirke til at betale for især Berlusconis eklatante politiske fejltagelser og for en syg privatiseringspolitik støttet af de italienske vælgere (og af EU), som holdt Berlusconi ved magten i næsten 10 år. Da man sendte hjælpepakker til Grækenland var det på visse betingelser. Nogle af disse betingelser var urimelige, men det var rimeligt nok at forlange, at Grækenland skulle indføre et skattesystem som fungerer. Det eneste gode jeg kan sige om Syriza-regeringen er, at det til en vis grad lykkedes. De rige betaler stadigvæk ikke skat,men de mange små virksomheder er underlagt øget kontrol, og man anvender folks el-numre til at opkræve kommunale skatter og ejendomsskatter. Hvilke betingelser er knyttet til hjælpen til Italien? Ingen så vidt jeg kan se. Hvis jeg skulle støtte denne hjælp helhjertet, skulle den komme med den betingelse, at privatiseringen af hospitalerne bliver rullet tilbage, og de praktiserende lægers virke bliver styrket. Men for de, der gerne vil sende penge til Italien, er det tilsyneladende ikke noget problem, at et hospitalsvæsen, som befordrede en spredning af virusen, forbliver uforandret. Det skyldes jo nok, at hvis man undlader at støtte Italien, så kan det blive begyndelsen til enden på EMU'en. Personligt befinder jeg mig i det samme dilemma, som jeg er i, når jeg håber på, at finanskapitalens EU ikke bryder sammen og overlader scenen til USA og Kina. Af to onder vælger man det mindste.

Steen K Petersen, Inge Lehmann, Ruth Sørensen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Christian Lyngbye

Som opfølgende spørgsmål kunne man spørge Vestager, om hun betragter finanspagten som en genopretning af "ansvarlig politik", og hvorvidt den overhovedet giver mening med kriser som den nuværende.
Tak trods alt for at benytte lejligheden til at stille de svære spørgsmål til EU's ledelse, som for det meste er mere konservative finanspolitisk end selv USA.
Fidusen ved introduktionen af obligationer (og markedsliggørelsen af gæld), som gav vesteuropas lande en økonomisk fleksibilitet i renæssancen i forhold til andre dele af verden, var netop, at gælden ikke nødvendigvis skulle betales direkte tilbage til den oprindelige kreditor, men kunne overdrages til andre og i teorien fortsætte i det uendelige som nye lån. Denne fleksibilitet tog dog overhånd først med deregulering i 1980'erne og derefter digitalisering i 2000'erne, så kæden fra den seneste kreditor (køber af obligation) til den oprindelige kreditor (sælger af obligation) blev så uigennemskuelig, at ingen længere ville stå ved troværdigheden hos debitoren og heller ikke risikoen på gælden. Filmen "The Big Short" burde være obligatorisk visning for enhver politisk journalist, da næsten al politik bliver dikteret af regneark nu om stunder.
Den eneste håndgribelige gæld, som alle nationer har, er dog andelen af CO2 i atmosfæren, og den må vi alle betale for før eller senere, selvom tyskerne stadig ikke ser det store problem ved det (moral eller ej). Det egentlige offer for krisen bliver nok miljøet (på trods af midlertidig nedgang i aktivitet), der må vente yderlige 4-5 år på, at der er "råd" til at betale dens gæld af.

Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der et et grundlæggende problem med diskussionen her, og det er, at den overhovedet ikke tager højde for, at verden konstant forandrer sig og vi med den. Dvs. at noget, der blev gjort engang, ikke kan tælle som argument for, at man nok kan forvente det samme krisesvar næste gang. Det har i øvrigt aldrig været tilfældet.

Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Christian Lyngbye: ‘Den håndgribelige gæld’ er et fantastisk udtryk, og det bliver der sjældent talt om. Den største gæld til de kommende generationer er jo netop det, vi har taget fra dem. Tømte oliekilder fx. Uddøde dyrearter.
Der er et gældsur i New York, der hele tiden tikker. Der var også brug for et med alt det, vi opbruger og ødelægger.

Nils Bøjden

"Italiernes EU-skepsis er for tiden meget høj."

Ja, de forventer at Tyskerne betaler deres gæld og det vil tyskerne ikke.

Glimrende artikel om gældens væsen og at gæld i sidste instans handler om relationer og politisk magt. Savner dog at de umiddelbare konsekvenser af den øgede statsgæld i form af voksende ulighed beskrives (fx. kapitalgevinsterne på det danske boligmarked).

Preben Bollerup Jensen

At optage gæld er ofte både frihedsberøvende og svært at komme udenom for langt de fleste, hvis man ønsker at være med i byernes puls og eje sin egen bolig der.
Jeg går klart ind for mere og større lighed og menneskeværd til alle underordnet social status, men efter at været bybo i 29 år og nu blot er flyttet et kvarters kørsel uden for byen, så er det slående hvor meget forskel der er i boligudgifter mellem land og by. Hvis man gider kan man finde mange smukke ejendomme ude på landet og endda tæt ved byerne til en brøkdel af hvad et byhus koster, man ville endda kunne bo flere familier sammen i mange ejendomme ude på landet og dermed undgå større gæld og med mulighed for at være selvforsynende med mange ting, helt økologisk og bæredygtigt.
Vi skal ikke glemme det personlige valg, når vi bander og stresser over hamsterhjulet ;-)

@Nils Bøjden
"Ja, de forventer at Tyskerne betaler deres gæld og det vil tyskerne ikke"

Det kan Tyskland ikke. Tyskland kan ikke betale gælden for et land med halvdelen af dets eget BNP. Den tyske stat kan ikke engang redde de to store tyske banker som går ned når Italien forlader EMU'en.