Baggrund
Læsetid: 6 min.

Jacinda Ardern har ledet New Zealand igennem tre kriser med succes – også pandemien

Hun ville egentlig slet ikke være premierminister, New Zealands 39-årige Jacinda Ardern. Men hun har håndteret den ene krise efter den anden i sin to og et halvt år lange regeringsperiode. Og bruger bevidst omsorg til at balancere ledelsesstilen, siger ekspert
New Zealands socialdemokratiske premierminister Jacinda Ardern har skullet håndtere tre store nationale kriser, siden hun blev valgt som premierminister i 2017: Først skyderier mod to moskéer i byen Christchurch, derefter et vulkanudbrud på White Island – og nu altså coronakrisen. På billedet ses hun til et pressemøde i forbindelse med vulkanudbruddet.

New Zealands socialdemokratiske premierminister Jacinda Ardern har skullet håndtere tre store nationale kriser, siden hun blev valgt som premierminister i 2017: Først skyderier mod to moskéer i byen Christchurch, derefter et vulkanudbrud på White Island – og nu altså coronakrisen. På billedet ses hun til et pressemøde i forbindelse med vulkanudbruddet.

Jorge Silva

Udland
4. maj 2020

I et videoklip på sin facebookprofil sidder New Zealands socialdemokratiske premierminister Jacinda Ardern på et børneværelse efter netop at have puttet sin datter. Hun har en stor forvasket sweatshirt på og fortæller, at det kan være en »rodet affære« at få småbørn til at sove.

Med rolig stemme og et smil siger hun, at hun lige vil tjekke ind efter den voldsomme besked, newzealænderne har fået samme aften: at de nu om muligt skal blive hjemme for at forhindre spredningen af coronavirus.

Ved hjælp af landets civilforsvarssystem havde alle landets mobiltelefoner modtaget en sms-besked, ledsaget af en høj gennemtrængende lyd. Ardern fortæller i videoen, at hun gerne ville have gjort det på en mindre alarmistisk måde, men at det ikke kunne lade sig gøre at sende den slags beskeder uden den høje lyd.

Mens klippet bliver sendt direkte, stiller facebookbrugerne Ardern spørgsmål. Og hun opfordrer til, at newzealænderne skal tænke over, hvem de kommer til at være sammen med under hele coronakrisen:

»De mennesker udgør din boble,« siger hun. »Du kan sagtens gå ture med dem, men hvis I møder nogle andre, så vink til dem, og hold to meters afstand.«

Den direkte og personlige måde, Jacinda Ardern leverer budskabet på om, at New Zealand skal gå i nødberedskab, er karakteristisk for hendes lederskab.

Statsledere over hele verden bliver under coronakrisen målt på deres krisehåndtering: På hvilke foranstaltninger de tager, på, hvor mange der dør, og på deres popularitet.

I den forbindelse er særligt de kvindelige statsledere blevet fremhævet i internationale medier. Både tyske Angela Merkel, norske Erna Solberg, Silveria Jacobs i caribiske Saint Martin og Mette Frederiksen bliver rost for deres håndtering af coronakrisen.

Det kan umiddelbart virke nedsættende, at kvindelige ledere roses for traditionelt feminine og bløde værdier i deres håndtering af den værste globale krise siden Anden Verdenskrig. Men i Jacinda Arderns tilfælde er det overlagt, påpeger Jennifer Lees-Marshment, der er lektor i politologi og internationale forhold på Auckland Universitet og ekspert i politisk markedsførelse og lederskab.

»Normalt stiller det kvinder over for et uløseligt dilemma: Hvis de udviser omsorg, bliver de opfattet som ukvalificerede som ledere og uden substans. Sådan var der også nogle, der opfattede Jacinda Ardern, før hun blev valgt, men det har hun modbevist. Hun formår netop at balancere omsorgsfuldhed og lederevne. Den effekt, som det får på samfundet – ja, på hele verden – bliver meget stærk,« siger Lees-Marshment og fortsætter:

»Jacinda Ardern forsøger at ændre vores opfattelse af, hvad lederskab betyder i det 21. århundrede.«

Andre iagttagere har ligeledes fremhævet Ardern. Den måske mest »effektive leder på planeten«, som det amerikanske magasin The Atlantic skrev forleden.

Jacinda Ardern sætter en ære i at lede med venlighed, og hendes kommunikationsstil står i skarp kontrast til den, vi ser fra en stor del af verdens mere autoritære statsledere. Ardern gør sig relaterbar. Og så forstår hun symbolets magt:

For nyligt annoncerede Ardern, at hun og hendes ministre vil gå 20 procent ned i løn i de næste seks måneder for at vise solidaritet med dem, der rammes økonomisk af nedlukningen.

For et år siden forbød hun automatgeværer efter skyderier i to moskeer i byen Christchurch. Og efter at en vulkan gik i udbrud på White Island, mens turister opholdt sig på øen, var hun hurtig til at få sat undersøgelser i gang for at kortlægge, om der var tale om en systemisk fejl.

Jacindamania

Jacinda Ardern har altså skullet håndtere tre store nationale kriser, siden hun blev valgt som premierminister i 2017. Og det bemærkelsesværdige er, at hun ifølge meningsmålinger kun bliver mere og mere populær, for hver gang hun bliver stillet over for en krise.

Hun håndterer dem med succes og får stor ros fra resten af verden. Til gengæld diskuterer mange, hvad hendes politiske projekt egentlig er uden for en krisetid – og om hun kan nå at vise det, inden der er valg til september, påpeger Jennifer Lees-Marshment.

Allerede som parlamentsmedlem var Jacinda Ardern en populær profil. Hun virkede ikke som en, der søgte magten, og havde endda på et tidspunkt udtalt, at hun i hvert fald ikke ville være premierminister – blandt andet – på grund af de skæve arbejdstider, der følger med jobbet.

Men bare otte uger før der skulle være parlamentsvalg i 2017, gik Labour-partiets formand af, og Ardern trådte til. Efter hendes tiltrædelse begyndte medier hurtigt at tale om ’Jacinda-effekten’ eller ’Jacindamania’ for at sætte ord på, hvordan Ardern til stor overraskelse fik Labour-partiets popularitet til at stige – og i sidste ende vandt regeringsmagten.

Jennifer Lees-Marshment forklarer, at Ardern altid har haft en »nærmest magisk« evne til at skabe en tilknytning til folk og kommunikere til dem på en effektiv måde.

»Før hun blev premierminister, da hun bare var parlamentsmedlem, var der mange, der tvivlede på hendes evner. Hendes første tid som premierminister har gjort den tvivl til skamme,« siger Jennifer Lees-Marshment og sammenligner Arderns evne til at kommunikere direkte med folk med eksempelvis Tony Blairs og Justin Trudeaus.

Første statsleder på barsel

Jacinda Ardern blev for alvor verdenskendt, da hun som den første kvindelige statsleder nogensinde tog barsel. Hun opdagede nemlig kort tid efter valget i 2017 – midt under regeringsforhandlingerne – at hun var gravid med sit første barn.

»Det bliver unægtelig en stor del af hendes eftermæle, at hun fik et barn, mens hun var premierminister. Hun viste – som mange andre kvinder jo viser gang på gang – at man sagtens kan klare en topstilling og få et barn,« siger Jennifer Lees-Marshment og fremhæver, at Ardern engang havde sin datter med til topmøde i FN – et forsøg på at normalisere det at have et topjob og få børn samtidig.

Jacinda Ardern har ifølge Lees-Marshment desuden understreget, at man ikke nødvendigvis behøver at vise, at man har »hår på brystet« for at vise lederskab og for at have succes som regeringsleder.

Og det er præcis Arderns venlige og empatiske tilgang, der især har fungeret godt under de tre kriser, som har fundet sted, mens hun har været premierminister, påpeger Lees-Marshment.

Christchurch

Et billede fra sidste år viser en Jacinda Ardern klædt i sort med et tørklæde om hovedet, der omfavner en deltager til en mindehøjtidelighed i en moské efter Christchurch-massakren: To skyderier i moskeer i byen Christchurch, som skilte sig ekstraordinært ud ved, at gerningsmanden livestreamede det første skyderi på facebook.

Billedet af Ardern i omfavnelse gik verden rundt og blev projekteret op på verdens højeste bygning i Dubai med teksten ’fred’.

Efter terrorangrebet indledte Ardern forhandlinger med techgiganter om at være mere restriktive over for voldeligt indhold og indførte mindre end en måned efter forbud mod semiautomatiske skydevåben. Hendes prompte politiske reaktion og hendes retorik omkring angrebet førte til stor international anerkendelse.

»De er os,« sagde Ardern i sin tale til nationen efter terrorangrebet.

Også coronakrisen har Jacinda Ardern formået at håndtere på succesfuld vis. Det skyldes dels, at New Zealand geografisk har god mulighed for at isolere sig, fordi landet består af en gruppe øer. Men også at regeringens prompte reaktion har begrænset smittespredningen.

I sidste uge erklærede Ardern, at New Zealand har vundet kampen over coronasmitten »for nu«. Man frygtede op til 80.000 døde med coronavirus, men kun 19 har mistet livet. Og nu begynder genåbningen af landet.

»Der sker ikke længere nogen uopdaget smittespredning i samfundet i New Zealand. Vi har vundet den kamp. Vi skal dog fortsat være årvågne, hvis vi ønsker at holde coronaen for døren,« sagde premierministeren på et pressemøde.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

peter juhl petersen

Tjah,-man kan da godt lege med at drage paraleller til Mette Frederiksen.Men hurtig opdager man at furudsætningerne er noget helt andre. Måske såmænd ikke så meget de 2 statsledere imellem,men hovedsagelig til de to landets forskelligheder hvad befolkningens "egenart" angår.
Et indlysende eksempel er når jeg læser at Ardern iførte sig sort muslimsk hovedbeklædning under en mindehøjtidelighed i en moske efter terrorangrebet,-og at det af den newzealansdke befolkning bliver accepteret og endda påskønnet,så erkender man jo ikke bare forskellen,men vel nærmere kløften til "dem og os" ! Det ville jo havde medføre ikke blot et et ramaskrig her til lands,men vel nærmere en paladsrevolution hvis MF ville gøre noget sådant,og regeringensmagten ville efter alt at dømme skifte hænder,-måske endda ved en mistillidserklæring allerede inden næste valg.

Karsten Aaen, Bent Gregersen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Morten Reippuert Knudsen

mistillidserklæring ? Det ville så være fra sit eget visionsløse småbrune bagland. Alle hendes støtte partier vil jo netop bakke op om en sådan handling.

Thomas Andersen

Suk, jeg er ked af at sige det, og det piner mig faktisk på egne og på den såkaldte venstrefløjs vegne, men jeg er altså ikke sikker på hvad DF (undskyld jeg mente SF) vil mene hvis vores statsminister iførte sig et tørklæde. Eller hvis bare et menigt medlem af Folketinget gjorde det, for, uhhh, gys, vores samfund ville jo bryde sammen.

PS. En vigtig faktor i hvordan det tolkes at befolkningen reagerer (og om vi virkelig har den holdning som "vi" tror at vi har), det er jo mediernes dækning og vinkel. Om "landsmoder" vinklen bliver valgt, eller om det er "det her kan skabe konflikt" vinklen der vinder. Og hvordan, og hvor aggressivt, de selvsamme medier vælger at forfølge netop deres vinkel.

Karsten Aaen, peter juhl petersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar