Læsetid: 4 min.

Mafiaen kan vinde på coronakrisen, lige meget om Italien får EU-hjælp eller ej

Der er risiko for, at mafiaen stikker snablen ned i den enorme EU-krisehjælp, der kan være på vej til Italien. Men det kan vise sig endnu værre, hvis EU ikke understøtter Italien, for så vil mafiaen vokse sig stærkere på ryggen af landets økonomiske nedtur, advarer mafiaeksperter
Den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio (i midten), reagerede med ordene »skamfuldt« og »uacceptabelt«, efter en klumme bragt i den tyske avis Die Welt argumentere for, at mafiaen kan ende med at sluge en stor del af krisehjælpen fra EU. »Jeg håber, at den tyske regering tager afstand fra artiklen,« sagde Di Maio.

Den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio (i midten), reagerede med ordene »skamfuldt« og »uacceptabelt«, efter en klumme bragt i den tyske avis Die Welt argumentere for, at mafiaen kan ende med at sluge en stor del af krisehjælpen fra EU. »Jeg håber, at den tyske regering tager afstand fra artiklen,« sagde Di Maio.

Angelo Carconi/EPA/Ritzau Scanpix

27. maj 2020

Før daggry en morgen i midten af januar spredte 600 italienske betjente sig ud i bjergkæden Nebrodi i det nordøstlige Sicilien i en koordineret aktion mod to lokale mafiaklaner. Næsten 100 personer blev anholdt, blandt dem klanledere, notarer, entreprenører og offentligt ansatte.

Sammen havde de angiveligt svindlet EU for 75 millioner kroner i landbrugsstøtte.

Politiet havde optrevlet det, som blot var et af de seneste eksempler på, at EU-midler er et attraktivt mål for italienske mafiaorganisationer.

»Deres primære forretningsmodel er nu svindel med EU-midler,« lød det fra anklagemyndigheden på Sicilien, som beskrev de lokale klaners bedrag som »mere lukrativ og mindre risikabel« end deres traditionelle aktiviteter som narkohandel og afpresning.

De omfattende problemer med mafiaens misbrug af EU-midler er igen blevet aktuelle, nu hvor Italien står til at modtage betydelige summer fra resten af unionen, som skal bruges i et forsøg på at mindske den økonomiske krise, coronapandemien har forårsaget.

Tyskland og Frankrig er blevet enige om en 500 milliarder euro stor genopretningsfond, og hvis fonden realiseres, så satser man i Italien på at modtage mindst en femtedel af beløbet, altså omkring 750 milliarder kroner.

At stille spørgsmål om, hvor stor en del af det beløb, mafiaen kan ende med at få fingrene i, er yderst ømtåleligt i Italien. Den tyske avis Die Welt bragte i april en klumme, som argumenterede for, at mafiaen kan ende med at sluge en stor del af krisehjælpen fra EU:

»I Italien venter mafiaen på, at det vil regne med penge fra Bruxelles,« hed det i klummen, som gjorde det officielle Italien rasende.

Udenrigsminister Luigi Di Maio beskrev indlægget som et »skamfuldt og uacceptabelt« angreb på Italien.

»Jeg håber, at den tyske regering tager afstand fra artiklen,« sagde Di Maio.

Internt i Italien er man dog tydeligvis opmærksom på risikoen for udnyttelse af EU-midler. Efter razziaen i januar sagde indenrigsminister Luciana Lamorgese, at det er nødvendigt med »streng kontrol« for at forhindre, at »mafiaen nyder fordel af de enorme europæiske hjælpemidler«.

Mafiaen lukrerer på krisen

Men italienske mafiaeksperter advarer mod, at risikoen for EU-svindel bruges som argument for, at man ikke skal sende økonomisk støtte til Italien. For mafiaen kan vokse sig endnu større og stærkere, hvis Italien ikke hjælpes ud af den økonomiske krise, som coronanedlukningen har forårsaget.

»Der er rigtig nok en reel risiko for, at mafiaen kan udnytte EU-midler,« siger den førende mafiaekspert Anna Sergi, kriminolog og professor ved University of Essex.

»Men hvis Italien ikke får hjælp til at afbøde den økonomiske krise, så vil det blive værre, for mafiaen trives bedst under en finansiel krise, hvor den lettere kan udnytte sine økonomiske muskler til at øge sin indflydelse.«

Anna Sergi fortæller, at de italienske mafiaorganisationer ligger inde med enorme summer fra især kokainhandlen – som ikke er stoppet af coronakrisen – og de penge kan nu blandt andet bruges til at opkøbe det store antal små og mellemstore virksomheder, som på grund af coronanedlukningen er på fallittens rand. De er nu lettere mål for mafiaerne, der kan bruge dem til at hvidvaske deres penge.

Samtidig har mafiaens lånehajer kronede dage, da italienere, som er kastet ud i fattigdom på grund af krisen, desperat har brug for penge. Italienske aviser har også beskrevet, hvordan mafiosoer har uddelt mad til fattige familier. Det er alt sammen med til at styrke mafiaens rekruttering og skabe et afhængighedsforhold til mafiaen, som man senere kan trække på eksempelvis ved at kræve, at folk stemmer, som mafiaen dikterer.

»COVID-19 har forårsaget et økonomisk chok, og for mafiaen – der fortsat er stenrig – giver krisen en lang række muligheder, som den kynisk kan udnytte,« siger Gian Carlo Caselli, tidligere chefanklager i Palermo.

Hvis man skal bekæmpe mafiaen, siger han, så er det ikke nok at arrestere mange mafiosoer, man skal også sørge for at pumpe så mange penge ind i det italienske samfund som muligt, så mafiaen ikke frit kan sprede sine vinger i et land ødelagt af økonomisk krise:

»Der er brug for en økonomisk finansiel bazooka, som kan opretholde den økonomiske vækst, så mafiaen ikke bare kan opkøbe frit,« mener Gian Carlo Caselli.

Den kendte journalist Roberto Saviano, der skrev bogen Gomorra om mafiaen i Napoli-området, mener ligeledes, at coronakrisen er en »lukrativ mulighed« for mafiaen:

»Mange mener, at man fodrer mafiaen, når man giver penge til Italien, men det er lige præcis det modsatte, som er tilfældet. Jo mindre støtte man giver til landene ramt af krise, jo mere vil mafiaorganisationerne udnytte det til deres fordel,« skriver han i The Guardian.

Mafiaens misbrug af EU-midler er dog alligevel et betydeligt problem, understreger Anna Sergi. Tit er det dog for svært for mafiaen at tilgå EU-midlerne direkte, men mafiosoerne kan derimod få gavn af midlerne indirekte gennem de selskaber, de har opkøbt og kontrollerer. Og det kan mafiaen især udnytte, hvis den forventede coronahjælp fra EU eksempelvis pumpes ind i eksempelvis infrastrukturprojekter i et forsøg på at få sat gang i Italiens økonomiske hjul.

»Mafiagrupperne i Italien har infiltreret store dele af byggebranchen og transportbranchen, så hvis EU eksempelvis vil finansiere infrastrukturprojekter, så vil mafiaejede selskaber ofte få opgaverne, blandt andet fordi de gennem trusler har presset alle andre selskaber ud af markedet,« siger Anna Sergi.

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Lisbeth Glud
  • Jes Enevoldsen
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Lisbeth Glud, Jes Enevoldsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Svendsen

Det er så ikke BREAKING NEWS!
Men det er en sofistikeret form for afpresning:
"Hit med pengene, ellers hjælper i mafiaen - alligevel!"

Lisbeth Glud

Endnu en grund til at stille krav til Italien vedr. Corona hjælp. Vi ved jo godt, at det hænger sammen som beskrevet i den udmærkede artikel og at det er både høj og lav der er havnet i et afhængighedsforhold til Mafiaen, desværre.