Læsetid: 19 min.

Naomi Klein: Sådan planlægger techindustrien at profitere af pandemien

Mens coronavirussen dræber, kører techgiganternes lobbyister en ’Screen New Deal’ i stilling, så de kan udvide deres magt og få mere indflydelse på flere områder af vores daglige liv. Før var argumentet, at kineserne ville vinde innovationskapløbet. Nu bruges folkesundheden som pressionsmiddel
Mens coronavirussen dræber, kører techgiganternes lobbyister en ’Screen New Deal’ i stilling, så de kan udvide deres magt og få mere indflydelse på flere områder af vores daglige liv. Før var argumentet, at kineserne ville vinde innovationskapløbet. Nu bruges folkesundheden som pressionsmiddel

Jesse Jacob

22. maj 2020

Onsdag den 6. maj var New York-guvernør Andrew Cuomo i gang med sin daglige status om coronavirussen. Pludselig lyste den ellers så sammenbidte guvernør, som amerikanerne har lært at kende så godt under krisen, op i noget, der lignede et smil.

»Vi vil gå hele vejen,« forsikrede guvernøren. »Vi er newyorkere, så vi går aggressivt og ambitiøst ind i de her projekter. Vi har indset, at vi står over for store forandringer, men også at de kan blive vores venner, hvis vi griber dem rigtigt an!«

Anledningen til de usædvanligt optimistiske toner var et videoindslag med Eric Schmidt, tidligere topchef og tidligere bestyrelsesformand for Google. Schmidt deltog i guvernørens tv-briefing for fortælle om det ekspertpanel, han har stillet sig i spidsen for, og som skal give sit bud på, hvordan virkeligheden og hverdagen skal se ud i staten New York på den anden side af coronakrisen. Især ville Schmidts panel fokusere på, hvordan den mest avancerede internetteknologi kan integreres permanent i stadig flere dele af borgernes daglige liv.

»Vores tre vigtigste indsatsområder,« erklærede Eric Schmidt, »vil være telesundhed, fjernundervisning og hurtige bredbåndsforbindelser. Vores opgave vil være at udvikle løsninger, vi kan præsentere og tage i brug i en fart. Vi må gribe teknologiens muligheder til at gøre mange ting meget bedre.«

Og for ligesom at udrydde al tvivl om, at det kun var ædle motiver, der motiverede eks-Google-chefen, kunne man i baggrunden af hans videopræsentation ane to guldglimtende englevinger.

Historisk øjeblik

Dagen forinden havde guvernør Cuomo annonceret, at staten New York også går sammen med Bill & Melinda Gates Foundation i et tilsvarende partnerskab, der skal udvikle »et smartere uddannelsessystem«. Cuomo roste Gates som »en mand med store visioner« og forudså, at pandemien »har skabt et øjeblik i historien, hvor vi har fået reel mulighed for at inkorporere Gates’ ideer og fylde bygninger og klasseværelser med, jamen, vel i virkeligheden med al den teknologi, vi overhovedet har, ikke,« som han spurgte retorisk.

Det har taget noget tid at få øje på, hvad der er på vej. Men noget, der fremstår som en mere sammenhængende chokdoktrin for COVID-19-pandemien, er ved at tage form. Lad os kalde doktrinen for Screen New Deal: I den fremtid, techgiganterne presser på for, mens ligene af pandemiofrene stadig hober sig op, vil menneskers fysiske isolation ikke længere blive set som en smertefuld og midlertidig nødvendighed for at redde liv. Isolationen vil blive det nye vilkår og fungere som et levende laboratorie for en permanent – og særdeles lukrativ – berøringsfri fremtid.

Anuja Sonalker, CEO for Steer Tech, et firma i Maryland, der udvikler selvparkeringsteknologi, opsummerede for nylig salgsargumentet for den fagre nye virussikre verden:

»Vi er i opvarmningsfasen til en ny menneskeløs og kontaktløs teknologi,« sagde hun. »Mennesker vil altid indebære biologiske risici, men det gør maskiner ikke.«

Ikke vores eget hjem

Det er en fremtid, hvor vores hjem ikke længere vil være vores helt eget personlige rum. Via højhastigheds internet vil vores bolig også være vores skoler, vores lægekonsultationer, vores fitnesscentre – og for nogle af os: vores fængsler.

Udviklingen var allerede i gang inden pandemien. For mange af os er vores hjem allerede en hjemmearbejdsplads, et sted, hvor man aldrig har rigtig fri, og hvor man konsumerer det meste underholdning. Afsoning med elektroniske fodlænker har også længe været en mulighed.

Men det nye er, at pandemien accelererer alle disse tendenser, der vil blive indført både hurtigere og i langt større omfang end hidtil.

I den fremtid techgiganterne presser på for, vil menneskers fysiske isolation ikke længere blive set som en smertefuld og midlertidig nødvendighed for at redde liv. Isolationen vil blive det nye vilkår og fungere som et levende laboratorie for en permanent - og særdeles lukrativ - berøringsfri fremtid.

Hilary Swift

Det bliver en fremtid, hvor næsten alt vil kunne leveres til hjemmet, i hvert fald når det gælder samfundets privilegerede klasser – enten virtuelt via streaming- og skyteknologier eller fysisk via førerløse køretøjer eller droner for eventuelt at blive ’delt’ på skærme via forskellige formidlingstjenester og -platforme. En fremtid med færre i arbejde som lærere, læger og chauffører. Og en fremtid, hvor kontanter vil være afskaffet (med beskyttelse mod virus som påskud), og alle kreditkorttransaktioner vil være kontaktløse. Hvor der vil være mindre kollektiv transport, og hvor vi vil se langt mindre levende kunst.

Officielt vil meget være styret af ’kunstig intelligens’. Men reelt vil samfundet blive holdt i gang af ​​ millioner og atter millioner af anonyme arbejdstagere, gemt væk fra offentligheden på lagre, datacentre, elektroniske sweatshops, litiumminer, industrilandbrug, kødforarbejdningsanlæg og fængsler, og som ikke nødvendigvis har nogen beskyttelse mod hverken sygdomme eller udnyttelse. Det vil blive en fremtid, hvor vores mindste skridt, ethvert ord, den mest sporadiske relation til andre mennesker vil blive sporet, registreret og gjort til genstand for data takket være et nyt og omfattende samarbejde mellem statsmagter og verdens teknologigiganter, der er uden historisk fortilfælde.

Hvis visionen lyder velkendt, er det, fordi den selv samme app- og datadrevne fremtid også før coronakrisen blev solgt til os som det personaliserede valg og den friktionsfri bekvemmelighed.

Mange var allerede bekymrede dengang: for sikkerheden, kvaliteten og den ulige adgang til telesundhed og onlineklasseværelser. For de førerløse biler, der rammer fodgængere. For droner, der ødelægger pakker (og mennesker). For de konstante digitale positionssporinger og den kontantfrie handel, der udsletter vores privatliv og forskelsbehandler efter race og køn. For samvittighedsløse sociale medieplatforme, som lægger gift for vores informationsøkologi og skader vores børns mentale sundhed. For ’smarte byer’ fyldt med sensorer, der overflødiggør det lokale bystyre. For elimineringen af gode job, som disse teknologier har udryddet. Og for de nye dårlige job, de masseproducerer.

Magtkoncentration

Mest af alt var vi bekymrede for den enorme og demokratiundergravende koncentration af rigdom og magt, som blev akkumuleret af en håndfuld store techvirksomheder, der viste sig at være mestre i ansvarsfralæggelse. De fralagde sig ethvert ansvar for den ødelæggelse, de efterlod på de områder, de indtog – hvad enten det var medier, detailhandel eller transport.

Så skræmmende så Big Techs fremtidsvision ud i vores nylige fortid – også kendt som februar.

I dag risikerer vi imidlertid, at mange af disse velbegrundede bekymringer bliver fejet til side af pandemiens tidevandsbølge af panik. Dystopien gennemgår nu en fuldkommen rebranding. På et bagtæppe af gruopvækkende massedød bliver den solgt til os med tvivlsomme løfter om, at de her teknologier er den eneste måde at pandemisikre vores liv og garantere sikkerheden for os selv og for vores nærmeste.

Takket være guvernør Cuomo og hans partnerskaber med milliardærer (som også omfatter et samarbejdsprojekt med Michael Bloomberg om tests- og smitteopsporingsystemer), skal staten New York nu køres i stilling som et funklende udstillingsrum for den nye fremtid. Men tag ikke fejl: Ambitionerne rækker langt ud over enkeltstater og enkelte lande.

Som primus motor bag alle disse bestræbelser står én enkelt mand: Eric Schmidt.

Længe før amerikanerne havde forstået omfanget af truslen fra COVID-19, var Schmidt i gang med en aggressiv lobby- og PR-kampagne, hvor han forsøgte at sælge præcis den Black Mirror-samfundsvision, som Cuomo nu har givet ham grønt lys til at føre ud i livet. I centrum af Eric Schmidts vision står sammenkobling af offentlige tjenester og myndigheder, skoler, hospitaler, lægekonsultationer, politi og militær og så videre med nogle få Silicon Valley-giganter – samt outsourcing af deres kernefunktioner til private teknologivirksomheder.

Det er en vision, Eric Schmidt har forsøgt at promovere i forskellige roller. Dels som bestyrelsesformand for ekspertgruppen Defense Innovation Board, der rådgiver det amerikanske forsvarsministerium om øget brug af kunstig intelligens i militæret. Og dels som bestyrelsesformand for den magtfulde Nationale Sikkerhedskommission for Kunstig Intelligens, NSCAI, der rådgiver Kongressen om blandt andet kunstig intelligens og »nationale og økonomiske sikkerhedsbehov i USA, herunder økonomiske risici«.

I de to bestyrelser sidder magtfulde Silicon Valley-direktører og topledere fra virksomheder som for eksempel Oracle, Amazon, Microsoft, Facebook foruden Eric Schmidts tidligere kolleger fra hans årtier lange karriere hos Google.

Som bestyrelsesformand har Schmidt – der stadig ejer for over 5,3 milliarder dollar i aktier i Alphabet (Googles moderselskab) og har betydelige investeringer i andre teknologivirksomheder – på vegne af Silicon Valley været drivende kraft i at lægge maksimalt pres på Washington. De to bestyrelser forlanger kæmpe stigninger i offentlige bevillinger til forskning i kunstig intelligens og teknologisk infrastruktur som for eksempel 5G, der vil være til direkte fordel for de virksomheder, som Schmidt og de øvrige bestyrelsesmedlemmer har betydelige aktieandele i.

’Gul fare’-alarm

I møder med lovgivere bag lukkede døre og siden i debatindlæg og interview har Eric Schmidts argument hidtil været, at Kina er parat til at bruge ubegrænsede offentlige midler på at opbygge en infrastruktur til højteknologisk overvågning. Kinesiske teknologiselskaber som Alibaba, Baidu og Huawei står klar til at høste overskud fra de kommercielle applikationer, som det teknologiske tigerspring vil skabe, og slutresultatet vil derfor være, at USA mister sin dominerende stilling i verdensøkonomien.

Det Elektroniske Informationscenter for Beskyttelse af Persondata (EPIC) fik for nylig aktindsigt i en NSCAI-powerpoint-præsentation, som Schmidt stod for i maj 2019. På slide efter slide fremsættes der her en række alarmistiske påstande om, hvordan Kinas mere lempelige reguleringer og umættelige appetit på overvågning sætter kineserne i stand til at overhale USA på vigtige områder – deriblandt AI (kunstig intelligens, red.) til medicinske diagnoser, selvkørende køretøjer, digital infrastruktur, ’smarte byer’, samkørselstjenester og kontantløs handel.

Årsagerne til Kinas konkurrencefordele er flere. De spænder fra et stort antal forbrugere, der handler online, til »fraværet af forældede banksystemer«, som har gjort det muligt at springe kontanter og kreditkort over og skabe »et enormt marked for e-handel og digitale tjenester«. Kritisk mangel på læger har desuden fået Kinas regering til at arbejde tæt sammen med teknologivirksomheder som Tencent om at gøre brug af AI til medicinsk behandling.

I præsentationsmaterialet pointeres det desuden, at Kinas teknologivirksomheder »har beføjelser til hurtigt at rydde barrierer i lovgivningen af vejen, hvorimod tilsvarende amerikanske initiativer hæmmes af krav om overholdelse af regulativer og godkendelse af lægemiddel- og fødevarestyrelse«.

Den helt afgørende grund til Kinas forspring i konkurrencen er dog ifølge NSCAI, at den kinesiske regering er meget mere villig til at indgå offentlige-private partnerskaber inden for masseovervågning og dataindsamling. Præsentationen fremhæver Kinas »eksplicitte regeringsstøtte og engagement i for eksempel softwareudvikling til ansigtsgenkendelse«, ligesom det pointeres, at »overvågning er en af ​​de ’første og bedste kunder’ for Al«, og at »masseovervågning er en formidabel motor for fremskridt inden for dyb læring«.

En slide med titlen State Datasets: Surveillance = Smart Cities påpeger, at Kinas regering i et samarbejde med Googles største kinesiske konkurrent, Alibaba, »har sat fuld fart på« bestræbelserne for at udvikle ’smarte byer’.

Det skal ses i lyset af, at Googles moderselskab Alphabet selv har presset på for at eksperimentere med lignende ’smart by’-visioner via sin Sidewalk Labs-afdeling og i den forbindelse havde udset Torontos havnefront til at være prototype. Toronto-projektet blev imidlertid lukket for nylig efter to år med strid om de enorme mængder persondata, Alphabet ville indsamle, om mangel på privatlivsbeskyttelse, og om hvad der blev set som tvivlsomme fordele for byen som helhed.

Takket være guvernør Andrew Cuomo (i midten) og hans partnerskaber med milliardærer som Erik Schmidt (t.v.) skal staten New York nu køres i stilling som et funklende udstillingsrum for den nye fremtid.

Alejandra Villa-Pool/Getty Images

Sidst i ​​februar gik Eric Schmidt så ud i offentligheden med sin kampagne, måske i erkendelse af at de budgetforøgelser, hans bestyrelse pressede på for, ikke havde store chancer for at blive vedtaget uden en medieoffensiv. I en artikel i The New York Times under overskriften »Jeg var engang Googles leder: Nu kan Silicon Valley tabe til Kina« opfordrede Schmidt til »hidtil usete partnerskaber mellem forbundsstatslige myndigheder og USA’s industri« og slog endnu en gang ’gul fare’-alarm.

Fem måneder efter præsentationen i november udsendte NSCAI så en foreløbig rapport til Kongressen med nye indtrængende advarsler om nødvendigheden af, at USA kommer på omgangshøjde med Kinas indførelse af de kontroversielle teknologier.

»Vi befinder os i en strategisk konkurrence,« fastslår den rapport, som EPIC har fået adgang til via aktindsigt: »AI vil få en helt central betydning. Fremtiden for vores nationale sikkerhed og økonomi står på spil.«

Offentlige penge

»AI vil flytte grænserne inden for alt fra bioteknologi til bankvirksomhed, og det er også et højt prioriteret satsningsområde for militæret (...) Fortsætter de nuværende tendenser, forventes Kinas samlede investeringer i forskning og udvikling at ville overgå USA’s inden for ti år – det vil sige omtrent på det tidspunkt, hvor det også forventes, at landets økonomi vil blive større end vores,« hedder det videre.

»Hvis ikke disse tendenser ændrer sig, vil vi i 2030’erne skulle konkurrere med et land, der råder over en større økonomi, flere forsknings- og udviklingsinvesteringer, bedre forskning, bredere anvendelse af nye teknologier og stærkere computerinfrastruktur (…) I sidste ende konkurrerer kineserne om at blive verdens førende innovatorer. Lige nu spiller USA ikke for at vinde.«

For Eric Schmidt er den eneste løsning på udfordringen en strøm af offentlige midler. Han roste Det Hvide Hus for at bede Kongressen om at fordoble forskningsbevillingerne til kunstig intelligens og kvanteinformationsvidenskab og skrev:

»Vi bør fordoble bevillingerne til disse områder, når vi får udbygget kapaciteten på laboratorier og forskningscentre. Samtidig bør Kongressen imødekomme præsidentens anmodning om at afsætte de største bevillinger til forskning og udvikling i over 70 år. Og Forsvarsministeriet bør udnytte øget tilførsel af ressourcer til at sikre gennembrud inden for AI, kvanteteknologi, overlydsforskning og andre prioriterede teknologiområder.«

To uger senere blev COVID-19 erklæret for en pandemi. Men dengang – to uger tidligere – var det altså ikke faldet Eric Schmidt ind at nævne, at et mål med den enorme, højteknologiske investering også ville være at beskytte den amerikanske folkesundhed. Alt hvad det handlede om på det tidspunkt, var at undgå at blive udkonkurreret af Kina.

Det skulle der snart blive ændret på.

I de to måneder, som der er gået siden, har Schmidt rebranded sin kampagne for massive offentlige bevillinger til højteknologisk forskning og infrastruktur samt oprettelse af en række »offentlige-private partnerskaber« inden for AI og lempelse af beskyttelsebestemmelser for persondata og sikkerhed.

Nu bliver alle de nævnte foranstaltninger (og mange andre) forsøgt solgt til offentligheden som vores eneste mulige håb om beskyttelse mod en ny virus, som vi vil skulle leve med i mange år.

Samtidig har de teknologiselskaber, som Schmidt har tætte bånd til, alle repositioneret sig som beskyttere af folkesundhed og generøse forsvarere for ’hverdagens helte’: medarbejderne i de vitale funktioner (hvoraf mange, for eksempel lastbilchauffører, vil miste deres job, hvis disse virksomheder får held til at gøre alvor af deres planer). Mindre end to uger inde i staten New Yorks nedlukning havde Eric Schmidt et indlæg i Wall Street Journal, der både anslog den nye tone og gjorde det klart, at Silicon Valley har til hensigt at udnytte krisen til at presse på for permanente forandringer.

»Som alle andre amerikanere forsøger også teknologiudvikere at gøre deres for at støtte pandemibekæmpelsen (...) Men alle amerikanere bør spørge sig selv, hvilken slags nation vi ønsker at være, når COVID-19-pandemien er forbi. Hvordan skal de nye teknologier, der anvendes i den aktuelle krise, kunne føre os mod en bedre fremtid? (…) Virksomheder som Amazon har kompetencerne til at levere og distribuere effektivt. De vil blive nødt til at levere tjenester og rådgivning til de myndigheder, der mangler computersystemer og ekspertise,« bemærkede han og fortsatte:

»Vi bør også fremskynde brug af fjernundervisning, som i dag bliver testet som aldrig før. Online er der ikke noget krav til fysisk nærhed, hvilket vil kunne gøre det muligt for studerende at få undervisning af de bedste lærere, uanset hvilket skoledistrikt de bor i.«

»Behovet for hurtige og omfattende eksperimenter vil også kunne sætte gang i biotechrevolutionen (...) Endelig er der brug for at realisere en stærkt forsinket udbygning med reel digital infrastruktur (...) Hvis vi skal opbygge en fremtidig økonomi og et uddannelsessystem baseret på teletjenester, vil vi få brug for en fuldt internetopkoblet befolkning og for en ultrahurtig infrastruktur. Regeringen må foretage disse enorme investeringer – eventuelt som del af en stimuluspakke – for at konvertere nationens digitale infrastruktur til skybaserede platforme, der kan forbindes til 5G-netværk.«

Fjernlæring

Man må indrømme, at Eric Schmidt er kompromisløs i bestræbelserne på at forfølge sin vision. To uger efter offentliggørelsen af hans indlæg i Wall Street Journal betegnede han den ad hoc-hjemmeskoling, som lærere og familier over hele landet skulle koble sig på under coronakrisen, som »et massivt eksperiment i fjernundervisning«.

Målet med eksperimentet, sagde han, må være »at finde frem til, hvordan børn kan lære på afstand. Med data vil vi blive i stand til at opbygge bedre tele- og fjernundervisning, som i kombination med lærerens indsats (...) vil kunne hjælpe vores børn til mere effektiv indlæring«. I indlægget på den videokonference, som Economic Club i New York var vært for, opfordrede Schmidt desuden til mere telesundhed, mere 5G, mere digital handel og mere af alt det andet på hans allerede eksisterende ønskeliste. Alt sammen angiveligt for at bekæmpe virussen.

Hans mest afslørende kommentar var dog denne: »Når det handler om vores muligheder for at kommunikere, håndtere sundhed og få information, så er gevinsten ved at have disse selskaber, som folk ellers elsker at udnævne til skurke, meget stor. Tænk på, hvordan vores liv ville være i Amerika i dag uden Amazon.« Han tilføjede, at folk hellere skulle »udvise taknemmelighed over, at disse virksomheder har rejst kapital, foretaget investeringerne og opbygget de værktøjer, vi bruger nu, og som virkelig har hjulpet os under denne krise«.

Eric Schmidts ord er en påmindelse om, at de samme virksomheder indtil for nylig blev udsat for massiv offentlig kritik. Præsidentkandidater har foreslået at splitte de store techmonopoler op, mens Amazon blev tvunget til at skrinlægge planer for et New York-hovedkvarter på grund af hård lokal modstand. Googles Sidewalk Labs-projekt var desuden havnet i en årelang krise, og Google-arbejdere nægtede at bygge overvågningsteknologi med militære anvendelsesmuligheder.

Kort sagt viste demokratiet sig som den største hindring for den vision, Eric Schmidt har forsøgt at fremme, først via sine topposter i Google og Alphabet og derefter som formand for de to magtfulde bestyrelser, der rådgiver USA’s Kongres og forsvarsministerium.

Som dokumenterne fra NSCAI afslører, har den demokratiske offentlighed og de ansatte hos techgiganterne selv – ifølge Eric Schmidt og Amazon-chef Jeff Bezos’ perspektiv – lagt en irriterende dæmper på USA’s muligheder for blandt andet at deltage i AI-våbenkapløbet, holdt farlige førerløse biler og lastbiler væk fra vejene, beskyttet private sundhedsregistre mod at blive noget, arbejdsgivere kan bruge imod arbejdstagere, og forhindret byer i at blive plastret til med ansigtsgenkendelsessoftware.

Men midt i den igangværende pandemis massedød, frygten og usikkerheden for fremtiden, øjner disse virksomheder nu en oplagt chance for at feje civilsamfundets besværlige demokratiske engagement til side. På den måde kan de gøre sig håb om at opnå den samme omfattende magt som deres kinesiske konkurrenter, der nyder den luksus, at de kan operere uden at skulle tage hensyn til ​​hverken arbejdstager- eller borgerrettigheder.

Under coronakrisen går udviklingen meget stærkt. Den australske regering har indgået en aftale med Amazon om at gemme data fra en kontroversiel app til kontaktopsporing af coronasmittede. Den canadiske regering har indgået en aftale med Amazon om levering af medicinsk udstyr, hvilket må rejse spørgsmålet om, hvorfor man har fravalgt det offentlige postvæsen. Og på bare få dage i begyndelsen af ​​maj har Alphabet igangsat et nyt Sidewalk Labs-initiativ til udbygning af byinfrastruktur med iværksætterstøtte for 400 millioner dollar.

Demokratisk kontrol

Den nye teknologi vil utvivlsomt kunne blive et vigtigt led i beskyttelsen af folkesundheden i de kommende måneder og år. Spørgsmålet er bare: Vil teknologien blive underlagt demokratisk kontrol og offentligt tilsyn? Eller vil den snarere blive rullet ud under en hektisk undtagelsestilstand, hvor ingen stiller kritiske spørgsmål, og herefter forme vores liv i årtier frem?

De spørgsmål, der må stilles, er flere: Når vi har fået erfaring med, hvor afgørende digitale forbindelser kan være i krisetider, bør de netværk og data, vi udveksler over dem, så virkelig tilhøre private aktører som Google, Amazon og Apple? Hvis offentlige midler skal betale for så stor en del af udbygningen af infrastrukturen, skal offentligheden så ikke også være med til at eje og kontrollere den? Hvis internettet er så vigtigt for så stor en del af vores tilværelse, som det tydeligvis er, skal vi så ikke opfatte det som et almennyttigt gode, der er hævet over profithensyn?

Selv om der ikke er tvivl om, at telekonferencer har været en livline i en periode med nedlukning, mangler vi seriøs diskussion om, hvorvidt foranstaltningerne nu også er det bedste for mennesker.

Tag for eksempel uddannelse. Schmidt kan have ret i, at overfyldte klasseværelser udgør en sundhedsrisiko, i det mindste indtil vi har fået en vaccine. Men hvorfor ikke i stedet ansætte dobbelt så mange lærere og skære klassestørrelsen ned til halvdelen? Eller hvad med at sørge for, at alle skoler har tilknyttet en sygeplejerske?

Den form for tiltag vil kunne skabe nye job i en periode med arbejdsløshed på niveau med depressionstidens og give læringsmiljøer mere fleksibilitet. Hvis skolebygningerne er for overfyldte, hvorfor så ikke opdele dagen i skift og afsætte flere timer til udendørsundervisning? Der er forskningsmæssig evidens for at, indlæring fremmes af, at børn tilbringer mere tid i naturen. Der kan være praktiske udfordringer forbundet med den type tiltag. Men at gå den vej vil være klart mindre risikabelt end at opgive den gennemprøvede ’teknologi’, hvor uddannet personale underviser børn og unge ansigt til ansigt, i grupper, hvor de samtidig lærer at socialisere.

Da han hørte om staten New Yorks nye partnerskab med Gates Foundation, var Andy Pallotta, formand for statens lærerfagforening, United Teachers Union, da heller ikke sen til at reagere:

»Hvis vi gerne vil tænke og indrette uddannelse på en ny måde, så lad os begynde med at få dækket de eksisterende behov for flere socialarbejdere, rådgivere for mental sundhed, sygeplejersker, flere timer i kunst, styrkelse af de faglige niveauer og færre elever i klasserne i skoledistrikter over hele staten,« sagde han.

En koalition af forældreorganisationer påpegede desuden, at hvis de virkelig havde deltaget i et »eksperiment i fjernundervisning« (Schmidts udtryk), så var konklusionen temmelig afskrækkende: »Siden skolerne lukkede ned midt i ​​marts, har vi kun fået en større forståelse for ​​de fundamentale mangler ved skærmbaseret undervisning.«

Ud over den åbenlyse klasse- og racebias for børn, der mangler internetadgang og hjemmecomputere (problemer, som techvirksomhederne gerne vil afhjælpe ved massive offentlige teknologiindkøb), melder der sig spørgsmål om, hvorvidt fjernundervisning også kan fungere for børn med handicap, ligesom der ikke findes teknologiske løsninger på problemer med læringer i boliger, hvor der bor mange mennesker, eller der er tale om vold i familien.

Spørgsmålet er ikke, om undervisningssektoren må ændre sig som følge af en meget smitsom virus, vi hverken har kur for eller vaccine imod. Som alle institutioner, hvor mennesker samles i grupper, vil vores skoler også skulle ændre sig. Problemet er som altid, at i en tilstand af kollektivt chok tager vi os ikke tiden til at føre en ordentlig offentlig debat om, hvordan ændringer skal tilrettelægges og udformes, eller hvem de først og fremmeste skal gavne – de private teknologivirksomheder eller skoleelever og studerende?

Hårde valg

Tilsvarende spørgsmål melder sig i forhold til sundhedssektoren. At undgå lægekonsultationer og hospitaler under en pandemi giver god mening. Men telesundhed har som erstatning åbenlyse mangler. Altså bliver vi nødt til at have en evidensbaseret diskussion om fordele og ulemper ved at bruge knappe offentlige ressourcer på telesundhed snarere end på at uddanne flere sygeplejersker og give dem de nødvendige værnemidler, lade dem komme på hjemmebesøg og diagnosticere og behandle patienter i deres egne hjem.

Som det måske mest presserende er vi også nødt til at finde den rette balance mellem kontaktopsporingsapps, som kan indkredse smitte og samtidig beskytte privatlivets fred. Alternativer kunne for eksempel være forslaget om et ’sundhedskorps’, der vil kunne sætte millioner af amerikanere i arbejde, hvor de ikke bare skal stå for kontaktopsporingerne, men også sørge for, at alle medborgere får de materielle ressourcer og den støtte, de behøver for at gå i sikker karantæne.

I begge tilfælde stilles vi over for reelle og hårde valg mellem at investere i mennesker og investere i teknologier. Sandheden er, at vi næppe kan gøre begge dele. Regeringers modstand mod at tilføre nødvendige ressourcer til stater og byer, betyder, at coronakrisen nu lægger sig direkte i forlængelse af den knaphedskrise, som er skabt af nedskæringspolitikker. Offentlige skoler, universiteter, hospitaler og den kollektive transport står over for eksistentielle spørgsmål om deres fremtid.

Hvis teknologivirksomhederne får held med deres voldsomme lobbykampagne for fjernundervisning, telesundhed, 5G og førerløse køretøjer – deres Screen New Deal – bliver der simpelthen ikke penge tilbage til de vitale offentlige prioriteringer, og så kan vi glemme alt om den Green New Deal, som vores planet så akut behøver. Tværtimod: Prisen for alle de nye højteknologiske løsninger vil være massefyringer af lærere og lukninger af hospitaler.

Den moderne digitale teknologi giver os potente nye værktøjer, men ikke alle løsninger kan være teknologiske. Problemet med at outsource de afgørende beslutninger om, hvordan vi ’genopfinder’ vores stater og byer, til mænd som Bill Gates og Eric Schmidt er, at de har brugt hele deres liv på at demonstrere en tro på, at der ikke findes noget problem, som teknologien ikke kan løse.

For dem og for mange andre i Silicon Valley er pandemien en gylden mulighed for ikke bare at lade sig hylde og takke, men også modtage den respekt og magt, som de føler, de uretmæssigt er blevet nægtet. Og ved at sætte Googles tidligere bestyrelsesformand i spidsen for det panel, der skal tilrettelægge staten New Yorks genåbning, har guvernør Andrew Cuomo vel nærmest givet ham frie tøjler.

© The Intercept og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

The Intercept er et uafhængigt undersøgende onlinemedie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Scheibelein
  • Mikkel Lambert
  • Jakob Silberbrandt
  • Arne Lund
  • Ervin Lazar
  • Esben Lykke
  • Peter Knap
  • Flemming Berger
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Lillian Larsen
  • Curt Sørensen
  • Olaf Tehrani
  • Hanne Utoft
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Steen K Petersen
  • Tom Andreæ
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Carsten Munk
  • Mikkel Zess
  • Ib Gram-Jensen
  • Peter Wulff
  • Toke Kåre Wagener
  • Niels-Simon Larsen
  • Thessa Jensen
  • Benno Hansen
  • Marianne Borgvardt
  • Jens Frederiksen
  • Thorkel Hyllested
  • Agnete La Cour
  • Eva Schwanenflügel
  • Birgitte Johansen
  • Kurt Nielsen
  • Brian Nocis Jensen
John Scheibelein, Mikkel Lambert, Jakob Silberbrandt, Arne Lund, Ervin Lazar, Esben Lykke, Peter Knap, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Lillian Larsen, Curt Sørensen, Olaf Tehrani, Hanne Utoft, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Tom Andreæ, Anne-Marie Krogsbøll, Carsten Munk, Mikkel Zess, Ib Gram-Jensen, Peter Wulff, Toke Kåre Wagener, Niels-Simon Larsen, Thessa Jensen, Benno Hansen, Marianne Borgvardt, Jens Frederiksen, Thorkel Hyllested, Agnete La Cour, Eva Schwanenflügel, Birgitte Johansen, Kurt Nielsen og Brian Nocis Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Lindberg

Ett virkeligt ivigtigti ndslag til information om fagre
nye verden.

Per Kaas Mortensen, Mads Bech Madsen, Pia Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Lillian Larsen, Niels-Simon Larsen, Elise Berg, Mikkel Zess, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Anne-Marie Krogsbøll og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det mærkelige med USA er, at amerikanerne hader både stat og kontrol. Kineserne elsker begge dele, og derfor vil de vinde kampen og lægge verden i lænker. Huxleys Fagre nye verden burde alle læse en gang til, for der er alle blevet lykkelige slaver undtagen én, Hr.Vild kaldet.
Danskerne egner sig udmærket til rollen som de forgyldte slaver. Alle snakker om penge, og når de får dem, er de glade - et stykke tid. Vi mennesker er stort set permanent utilfredse, så derfor kan kineserne måske alligevel ikke vinde.
Det er vores mentalitet, der skal ændres. Ned med kapital, krig, kongehus, kirke. Så er begyndelsen gjort til et bedre samfund.

Mikael Højgaard, Hanne Ribens, Torben Arendal, Mikkel Zess, Steen K Petersen og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Ja, ja. Hva sagde jeg. Fremtidens rædsel er på vej. Vi skal være mere bekymrede for sikkerheden på vores smartphone end sikkerheden for vores børn. Hvis vi da eller er en af dem og ikke en del af de millioner og atter millioner, som arbejder uden sikkerhed for hverken virus eller udnyttelse. Altså dem som "vi" anser for de overflødige i fremtidens rædsel.

Peter Beck-Lauritzen, Lillian Larsen, Niels-Simon Larsen, Mikkel Zess, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Før kontrollerede den politiske og økonomiske magt elite de 99% gennem Gud og kirken. Nu skal de 99% kontrolleres af Google. Som selv vores egen Lars Sejer Christensen (ham i skattely i Schweiz, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Cepos, Saxobank og bitcoin milliarder) sagde det for et par år siden, så er det nødvendigt vi (den 1% absurd rige) gør noget, hvis vi (igen den 1%) ikke skal risikere dem med høtyvene kommer efter os. Og her troede du lige han mente flere penge til de 99% hva. Nej du. Mere kontrol over de 99% er hvad han mente.

lars søgaard-jensen, Pia Nielsen, Martin Rønnow Klarlund, Hanne Ribens, Peter Beck-Lauritzen, Lillian Larsen, Niels-Simon Larsen, Hanne Utoft, Mikkel Zess, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Randi Christiansen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

"Som bestyrelsesformand har Schmidt – der stadig ejer for over 5,3 milliarder dollar i aktier i Alphabet (Googles moderselskab)"

Sådanne mennesker har mere magt end nogen demokratisk valgt politiker noget sted på jorden. En ene rådig diktator med magt over hele verden. Uden nogen opdager det.

Kan det overhovedet betale sig at stemme ved et demokratisk valg, når de valgte politikere ikke er andet end statister i den økonomiske magt elitens spil?

En af de mest kendte og en af de første politiske marionetdukker kontrolleret af den økonomiske magt elite var iøvrigt Ronald Reagan.

Ervin Lazar, Pia Nielsen, Martin Rønnow Klarlund, Peter Beck-Lauritzen, Niels-Simon Larsen, Mikkel Zess, Erik Winberg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Ja jeppe, men så længe konkurrencestatsprincippet hyldes, kan det ikke være anderledes. Og måske er frihedstoget kørt. Hvordan tilbagetage vores demokratiske rettigheder, når kineserne er så overvældende, som de er? Kan vi insistere på at opretholde enklaver? Eller må vi udvikle neural bioteknologi, bevidsthedsteknologi, som er ai overlegen. Det, tænker jeg, er vores chance. Og man må så også vide, at ønsker man ikke at havne tilbage i nuværende, eskalerende helvede, som klein beskriver, er lovmæssigheden den, at det man fokuserer på, det får man.

Ervin Lazar, Peter Beck-Lauritzen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Fremtidens frihedkæmpere bliver whistleblowers og rouge IT-specialister. Men de vil få det hårdt, se bare Snowden og Assange.

lars søgaard-jensen, Jane Jensen, Peter Beck-Lauritzen, CLAUS HOEG ARAUJO, Birgit Kraft, Niels-Simon Larsen, Torben Arendal, Hanne Utoft, Mikkel Zess, Elise Berg, Torben K L Jensen, Erik Winberg, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Eric Schmidts vision er at gøre de 99% til nyttige humanoide robotter af køb og blod.

lars søgaard-jensen, Hanne Ribens, Peter Beck-Lauritzen, Mikkel Zess og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis kapitalismen er i knibe tænder den et bål under uenigheder om magt og kapitalen verden er det penge - Jeg frygter en storkonflikt der vil udarte sig i en voldsom cyber-krig der allerede er blevet startet i det små af USA med deres krig mod Huawei og andre af Kina´s initiativer (den nye silkevej) - Vi har ikke råd til at vælge side i denne tid med pandemi og lurende klimakatastrofer - Vi skal vælge Kloden - det eneste alternativ til den eneste og endelige katastrofe der kan skimtes under horisonten.

Niels Jakobs, Hanne Ribens, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Niels-Simon Larsen, Hanne Utoft, Mikkel Zess og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Stig Larsen

Og sådan kan det hele koges ned til god gammeldaws imperialisme og monopolkapitalisme.

Torben K L Jensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Niels-Simon Larsen, Hanne Utoft og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Mikkel Zess

Og verden i Bladerunner er forøvrigt resultatet af den klimakatastrofe vi oplever. Veren på den anden side af the tippingpoint. Et sted i filmen flyver han over den gigantiske mur, som holder havet tilbage.

Olaf Tehrani

Ak ja, den største hindring for den fagre nye verden er mennesker og intelligens.
Hvis vi kunne erstattes med robotter og AI, ville det gå meger nemmere!

Pia Nielsen

Den gamle historie om at få mennesket til at passe til maskinerne og ikke omvendt.

Så er det derfor Bill Gates har foreslået at robotterne skal betale skat. Hvor ædelt. For hvor er arbejdspladserne og dermed skatteindtægterne? For selv betaler de intet i skat. De beskæftiger sig udelukkende med "velgørenhed" som udgør hovedposten i deres PR afdeling.

Tag for eksempel uddannelse. Schmidt kan have ret i, at overfyldte klasseværelser udgør en sundhedsrisiko, i det mindste indtil vi har fået en vaccine. Men hvorfor ikke i stedet ansætte dobbelt så mange lærere og skære klassestørrelsen ned til halvdelen? Eller hvad med at sørge for, at alle skoler har tilknyttet en sygeplejerske?

God ide. Nu skal vi bare have lukket mulighederne for at unddrage sig at betale skat.

Pia Nielsen

Hvordan ser et økonomisk system ud der passer til ovenstående samfundsvision?

Minder vel egentlig ret meget om de økonomiske relationer i et feudalsamfund. Men der skal jo skatteindtægter ind til at vedligeholde systemets overvågning og kontrol med befolkningen, opretholde ro og orden.
Det er realiseringen af den neoliberalistiske stat i al dens magt og vælde. Jo de vil gerne have en stærk stat - vi taler ikke om minimalstat.

Randi Christiansen

Lige præcis pia - løgn og bedrag fra ende til anden. Selv de gode giver op og overgiver sig til bill gatekeeper i håbet om en tålelig tilværelse på fængselsgangen. Nu er tiden inde til at bede sine bønner i håbet om en større intelligens' tilstedeværelse. Ellers må vi nok imødese helvedes fremgang, en forfærdelig belæring om ikke at kunne se paradisets skov for bare træer.