Det er middag, genboen spiller tennis på den trafiktomme gade, og Ove Kaj Pedersen sidder i sit hus i Hellerup med en babyalarm på bordet og en underlig fornemmelse i kroppen.
Hans datter, svigersøn og barnebarn er flyttet ind i villaen, tre generationer bor i samme hus, den lille sover stille i haven, rododendronen er ved at springe ud.
Men samtidig er den politiske og økonomiske virkelighed, som CBS-professoren har brugt sin karriere på at studere, sat i skred.
På få uger er alt forandret, og Ove Kaj Pedersen siger til mig i telefonen, at corona »kan åbne for en politisk, økonomisk og teoretisk breche, vi ikke har set siden Anden Verdenskrig«.
Corona er både en eksistentiel, en politisk og en økonomisk krise. Det hele på én gang. Et utal af store, ideologiske diskussioner er pludselig sat i gang: Om moral og retfærdighed, om gæld, fællesskab og stat, om liv og død. Det kan grundlæggende forandre vores syn på samfundet, på penge og politik. Og på os selv.
»Den økonomiske krise i 1970’erne handlede om forholdet mellem stat og marked, om velfærdsstaternes organisering. Finanskrisen i 00’erne mobiliserede spørgsmålet om finansmarkedernes regulering og om staternes finansielle situation. Den her krise mobiliserer nogle konfliktlinjer, som er meget mere komplekse end tidligere. Den her krise er exceptionel, fordi den rejser en række ideologiske modsætninger, som vi ikke har diskuteret siden afslutningen på Anden Verdenskrig,« siger Ove Kaj Pedersen, der i dag er professor emeritus ved Copenhagen Business School.
»Jeg tror, at politik lige om lidt vil handle om mange flere spørgsmål end tidligere. Spørgsmål af teologisk art, af filosofisk art, af moralsk art. Det bliver ikke bare politisk-økonomiske konflikter, som vi har været vant til, det bliver langt bredere. Det gør også, at det her er helt uoverskueligt.«
Betyder gæld overhovedet noget?
I årtier har den 72-årige professor analyseret de kriser og politiske konflikter, som har forandret vores verden. Han har sammenlignet Vestens velfærdsmodeller og beskrevet, hvordan nationalstater blev til velfærdsstater, som blev til konkurrencestater. Og nu føles det, som om alt er ved at forandre sig.
»Det er fascinerende,« siger Ove Kaj Pedersen. »Utroligt.«
»I 30 år har vi talt om austerity. Regeringer og EU har haft en meget stram finanspolitisk styring, og hvad sker der så nu? De pengepolitiske rammer er helt forandret. I dag er alle regeringer og Den Europæiske Centralbank parat til at udstede garantier og give lån uden finanspolitiske rammer. Bunden er røget ud af austerity. I dag bliver der pumpet midler ud som aldrig før. Nu bliver den store diskussion, om de penge overhovedet skal betales tilbage. Er gæld overhovedet betydningsfuld mere?«
Lige nu låner de vestlige stater penge i et omfang, som ikke er set siden Anden Verdenskrig. Gæld er gået fra at være et problem til at være præmissen for al politik, og det er især centralbankerne, som låner staterne penge. Det vil sige: Staterne trykker penge, som de låner til sig selv. Det er en dynamik, som begyndte efter finanskrisen, hvor centralbankerne i Europa og USA trykte en masse digitale penge og lånte dem ud til banker og til stater. Nu har corona taget udviklingen til et nyt niveau.
»Forskellen på pengepolitik og finanspolitik er næsten er forsvundet nu,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Selve den institutionelle sondring mellem centralbanker og regeringen er faktisk forsvundet. Vi ser det i USA, hvor The Fed (centralbanken, red.) så at sige opkøber den gæld, som regeringen beslutter. Det er også det, vi taler om, at Den Europæiske Centralbank skal gøre.«
Det store spørgsmål er, hvad der skal ske med al den gæld. Skal staterne virkelig spare og skære ned, så de kan betale penge tilbage til sig selv? Eller er penge på en måde blevet … gratis?
»Nationalbankerne kan jo trykke alle de penge, de vil, for de kan bare glemme dem igen. Det er debatten nu: Skal Den Europæiske Centralbank opkøbe staternes gæld, lægge den på en konto og så glemme, at den ligger der? Og hvis vi glemmer, at den ligger der, så er den jo væk. Det ville være et radikalt brud med den økonomiske, ideologiske og teoretiske tænkning, der har været gældende siden Anden Verdenskrig,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Hvis det viser sig, at gæld er uden konsekvenser, hvis pengene ikke skal betales tilbage, så har hele diskussionen om nedskæringer, om Maastricht-kriterier, om stabilitetspagt og budgetlov og treprocentsramme … så har det hele været uden saglig begrundelse. Det vil være radikalt. Og hvis det ender med, at gæld ikke er betydningsfuld, hvad betyder det så for økonomisk teori? For økonomiske modeller, for økonomernes betydning og for den politiske handlingsramme?«
Ove Kaj Pedersen har selv et gæt: At økonomerne »og sådan nogle som mig« (altså politologerne) vil miste deres plads som dem, der lyttes mest til samfundsdebatten. Og at regneark og økonomiske modeller vil have mindre indflydelse på politik. Det vil give politikerne større rum til at handle.
»Jeg tror, det her kan komme til at revitalisere teologerne. Lige efter Anden Verdenskrig, da hele lortet var brændt ned, og alle kunne se, at det var en katastrofe, havde teologer og litterater den væsentligste position i den offentlige debat, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Men så overtog økonomerne og sådan nogle som mig. Nu tror jeg, vi kan se et tidsskifte.«
Vi er i limbo
Store kriser har det med at følge faste faser, siger Ove Kaj Pedersen. Det har han forsket i.
Først kommer »metafor-fasen«, hvor ingen helt forstår, hvad der foregår. Hvor man taler i billeder og opfinder fortællinger, der kan forklare krisen.
»Det er der, vi er nu,« siger han. »Vi er i limbo. Vi ved, at fortiden ikke kommer tilbage, men vi aner ikke, hvor vi er på vej hen.«
Næste fase er »den store konfliktfase«, hvor de mange metaforer og fortællinger, som krisen har sluppet løs, støder sammen i drabelige politiske diskussioner. Borgfreden slutter, og helvede bryder løs. Det venter forude.
Tredje fase kalder han »konsolideringsfasen«. Her finder de stridende parter kompromiser og skaber nye normer og institutioner.
»På mange måder er vi i en situation, som ligner begyndelsen af 1980’erne,« siger Ove Kaj Pedersen.
Dengang var verden også i krise: arbejdsløshed, inflation, statsgæld, lavvækst.
»Dengang handlede de store ideologiske kampe om neoliberalismen, om markedet og staten, om individet og kollektivet. Det endte med austerity-politik, en ny uddannelsespolitik og et andet syn på individ og marked,« siger han.
»I Danmark førte det til Poul Nyrup Rasmussen og i Sverige til Göran Persson, som fandt et kompromis mellem neoliberalisme og klassisk socialdemokratisme. Det er det, vi i dag kalder konkurrencestaten.«
Fra metafor til konflikt til kompromis – det er kriseforløbet, og det er sådan, Ove Kaj Pedersen forestiller sig corona. Altså, bortset fra, at konfliktfasen denne gang bliver langt mere dramatisk end i 1980’erne. For corona rejser langt flere ideologiske spørgsmål end tidligere kriser.
»Jeg har taget noter,« siger Ove Kaj Petersen og finder et stykke papir frem, hvor han har noteret 33 »modsætningspar«: 33 store ideologiske konflikter, som corona nu har sluppet løs i samfundet. Nogle af dem lyder:
»Liv eller død – Hvordan prioritere i situation med manglende ressourcer?«
»Stat eller marked – Er staten garant for markedet, eller er det omvendt?«
»Privat- eller fælleseje – Skal hjælpepakker følges af fælleseje, eller er de gaver fra fællesskabet?«
»Regering eller embedsmænd – Er regeringen ansvarlig, når den selv indrømmer, at det er faglige myndigheder, der afgør, hvad der kan besluttes?«
»Protektionisme eller samhandel – Er selvforsyning mere vigtig end samhandel?«
»Gæld eller finansiering – Betyder landenes enorme gældsætning, at gældens finansiering er blevet ligegyldig?«
»Europæisk eller internationalt? – Skal internationale organisationer have flere og nye kompetencer, hvis EU viser sig uden kapacitet til at beskytte mod globale kriser?«
Det er den slags spørgsmål, Ove Kaj Pedersen sidder i Hellerup og tænker over. Øverst på notepapiret har han skrevet: »Sjældent har politik været så filosofisk og filosofi så politisk.«
»Når vi om lidt kommer over i konfliktfasen, vil politik handle om mange flere spørgsmål end tidligere: teologiske, filosofiske og moralske spørgsmål. Det spændende bliver, hvilke nye ideologiske kompromiser, der opstår. Neoliberalismen var jo en kombination af klassisk liberalisme og statstænkning (fordi det blev institutionernes opgave af beskytte det frie marked – EU’s regler om det indre marked eksempelvis, red.),« siger Over Kaj Pedersen.
»Vi har haft etiske øjeblikke, hvor sygeplejersker i Norditalien så ind i øjnene på et menneske og skulle vælge mellem liv og død. Det får konsekvenser for de efterfølgende diskussioner om, hvordan vi skal indrette vores velfærdssystem. For ti år siden tænkte ingen på, at læger og sygeplejersker kunne være essentielle for et lands chancer for at overleve – nu er de blevet helt centrale.«
Grundlaget for konkurrencestaten smuldrer
Ove Kaj Pedersen er især kendt for sin bog om konkurrencestaten, der beskriver, hvordan globalisering og frihandel i 1990’erne ændrede præmissen for den moderne stat. Landene blev til små enheder, der konkurrerede med hinanden på et stort marked, og velfærdsordningerne blev våben i den store konkurrence. Derfor skulle skolerne ikke bare danne eleverne, de skulle også producere produktiv arbejdskraft. Og dagpengesystemet skulle ikke bare hjælpe de arbejdsløse, det skulle også skabe incitamenter til at arbejde.
Det utrolige er nu, at corona på en gang bekræfter konkurrencestaten som præmis, men samtidig truer med at underminere den:
På den ene side er vi alle sammen manisk optaget af at sammenligne lande: Hvor mange er døde i Frankrig, hvor mange test laver tyskerne, hvor stor er hjælpepakken i USA …? Vi sammenligner og bedømmer samfundsmodeller for at kunne afgøre, hvilken model der er bedst. Og det er konkurrencestatstænkning par excellence, siger Ove Kaj Pedersen
»Konkurrencestatstænkning – det at sammenligne landes velfærdsmodeller – er blevet helt almindelig. Mainstream. Det er den måde, vi tænker på,« siger han.
På den anden side kan alt snart være forandret. Præmissen for konkurrencestaten er nemlig, at der rent faktisk findes et stort globalt marked med nogenlunde faste regler, som staterne kan konkurrere på. Og det er ikke længere så sikkert. EU’s indre marked fungerer ikke lige nu, grænserne er lukket, der er eksportrestriktioner, ingen fly.
»Grundlaget for konkurrencestatstænkningen – globaliseringen, de multilaterale handelsaftaler, nedbrydelsen af tarifgrænser mellem USA, Kina og EU – kan vi ikke forvente har en fremtid,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Spillereglerne er ikke blevet udvisket, men de er blevet usikre og flertydige. Se USA’s blokade af Iran, det har haft markant betydning for dansk og europæisk eksport til Iran. Se forholdet mellem USA, Canada og Mexico, som har ændret NAFTA. Den flertydighed har ikke været der tidligere.«
»Globaliseringen er et politisk projekt, som nogen har ønsket og haft mulighed for at gennemføre, især USA. Den politiske bannerfører var USA’s tidligere præsident Bill Clinton i hans første periode. Sovjet var under nedlæggelse, EF fik det indre marked og konkurrenceregler i midten af 1980’erne. Den internationale økonomi, som havde været delt i to, gik i opløsning, og man skulle skabe en ny økonomi. Det stillede USA sig i spidsen for. Men hvem skal stille sig i spidsen i dag? Kina har en ambition om det. EU er i problemløsningsmode. Og USA … ja, dem gider vi næsten ikke engang tale om.«
Politikkens øjeblik. Politikkens håb
Uden for vinduet i Hellerup har naboen sat sig til frokostbordet i haven. Barnebarnet sover stadig.
»Men vi skal huske, at det er for tidligt at forudsige noget,« siger Ove Kaj Pedersen, som om han også vil minde sig selv om det.
»Jeg plejer at bruge den her vittighed: Det er i 1971, Kinas ministerpræsident Zhou Enlai er i Paris, og nogen spørger ham, om ikke Den Franske Revolution havde haft historisk indflydelse. Så vender han sig om og siger: ’Det er det stadig for tidligt at sige noget om’.«
Ove Kaj Pedersen ler. Vi famler os stadig frem, det skal vi huske. Vi er stadig i metafor-fasen.
»Men metafor-fasen er også den fase, hvor politik bliver afgørende,« siger han.
Det er nu, politikere og andre, der ønsker at forme fremtiden, skal skabe de fortællinger og de billeder, som konflikterne skal stå om. Det er nu, politik for alvor betyder noget, siger Ove Kaj Pedersen, og det giver ham en særlig fornemmelse af håb. En fornemmelse af, at vi mennesker rent faktisk kan forandre vores verden.
»Hannah Arendt kaldte det ’politikkens håb’: At bruge politik, demokrati og institutioner til at bemestre verden. At mestre kapitalismen, geologien, naturkræfterne, menneskets begær. Pandemien,« siger Ove Kaj Pedersen.
I telefonen kan man høre fuglene, der kvidrer.
»Det er nu, vi kan definere det politiske handlingsrum for fremtiden.«
Hvorfor tør OKP ikke sige: "Borgerløn"
Jeg læste Konkurrencestaten for nogle år siden. Jeg fandt ikke ud af, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg nu har læst artiklen, ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge OKP og hans analyser til. Jeg vil ikke være ubehagelig over for ham, men han taler ikke om det, jeg synes er store problemer: Klimaet, biodiversiteten og det psykologiske tryk der ligger på børn, der fornemmer, at de ikke har nogen fremtid, men det er måske ikke noget, der vedgår en politolog? For mig skal en politolog beskæftige sig med de største udfordringer, men det er måske mig, der har misforstået noget. Det samme gælder økonomerne. Kate Raworth siger i Doughnutøkonomien, at økonomi handler om mennesker og først i anden omgang om penge. Det kan jeg forstå, og når det er sådan, betyder det også noget at lave pyramidespil med gæld. Det ramler en dag, for det gør det med alle pyramidespil.
Det bliver ikke bedre af, at teologer og filosoffer kommer til fadet. Demokrati handler om almindelige mennesker (demos), så vælt elfenbenstårnene og lad os få indført ægte demokrati!
OKP er, hvis jeg ikke tager fejl, socialdemokrat (nå, det er alle jo nu). Mette laver lige et opkog af Alternativets tre bundlinjer, det sociale, det økonomiske og det miljømæssige. Sværere er det ikke.
Oluf Husted: Han er ikke alternativist. Ingen går ind for borgerløn. Man lønner bare borgerne og nu også erhvervslivet, men det er ikke borgerløn.
Niels-Simon Larsen,
Ingen?
En kommentar til:
"Den her krise er exceptionel, fordi den rejser en række ideologiske modsætninger, som vi ikke har diskuteret siden afslutningen på Anden Verdenskrig, ---- ".
Jeg er meget enig. Det er måske den mest interessante artikel, jeg har læst i Information, igennem længere tid. Det er lidt som at stå over for et kunstværk, hvor man med sig selv ved, at hvor godt det egentlig er, kan man først afgøre, når det ligesom er faldet på plads efter en uges tid.
Artiklen giver heldigvis et langt mere komplekst og nuanceret billede af forfatteren til "Konkurrencestaten", end det billede, som kritikkerne af værket har forsøgt at tegne af dets forfatter.
Lidt som den fejl, litteraturlæsere begår, når de tror, at fremstillingen af en kynisk hovedperson i et værk også må betyde, at dets forfatter nødvendigvis må være kynisk.
@Niels-Simon
"For mig skal en politolog beskæftige sig med de største udfordringer, men det er måske mig, der har misforstået noget".
Ja, for du anlægger et helt andet perspektiv på "de største udfordringer", end OKP gør. Det betyder ikke, at han ikke betragter de problemstillinger, som du fremhæver, for væsentlige. Ud fra den mere praktisk politiske tilgang, som du anlægger.
Det han gør, er at anskue en kompleks samfundsmæssig situation, nationalt og internationalt, ud fra et udvidet abstrakt politologisk perspektiv.
Som samfund har vi også brug for forskere, der har tilegnet sig kompetencerne til at tænke på den måde.
Det har ikke noget at gøre med, om han er socialdemokrat eller ej, men politisk er han nok mest orienteret i den retning.
Gælden, penge sat i omløb uden dækning i real produktion, skal vel trækkes ud af omløbet - skat - , og så ikke bruges igen, for at være glemt.
Det mest opmuntrende ved artiklen er OKP's forventning om, at politik kommer til at styre samfundet - ikke økonomi. Han snakker ikke specifikt om nogen bestemt politik, det overlader han til os - højre, venstre og midt imellem - med følgende:
”Det er nu, politikere og andre, der ønsker at forme fremtiden, skal skabe de fortællinger og de billeder, som konflikterne skal stå om. Det er nu, politik for alvor betyder noget, siger Ove Kaj Pedersen, og det giver ham en særlig fornemmelse af håb. En fornemmelse af, at vi mennesker rent faktisk kan forandre vores verden.”
Så det er vel bare om at komme igang!
Bjarne Toft Sørensen: Du rører ved noget væsentligt: Hvilket perspektiv skal man anlægge på problemerne?
Der anlægger jeg nok et meget praktisk perspektiv, for jeg har nogle problemer, jeg skal have løst. Der er først og fremmest de største verdenspolitiske, som jeg ikke behøver at remse op. Her har jeg brug for gode hjælpere, og der er OKP ikke en af dem. Han skrev om en konkurrencestat, som jeg ikke vidste, om han syntes var en god eller dårlig ting. Det så ud, som om han bare analyserede den, men da han ikke talte lodret imod den, var han nok tilhænger af den (ligesom socialdemokraterne er). Dermed bliver en sådan diskussion interessant på den forkerte måde, for mens vi diskuterer, skrider verden sammen.
I artiklen kan OKP også kun opremse sammenskridningen og tilkalde teologer og filosoffer (nogle andre snakkehoveder), mens vi nede i bunden går til demonstrationer og forsøger at tage kampen op med problemerne.
OKP bruger hele tiden ordet ‘vi’. Hvem indbefatter det? Sidste sætning lyder: “Det er nu, vi kan definere det politiske handlingsrum”. Alene ordet handlingsrum fortæller mig, hvor langt han er væk fra virkeligheden. Jeg får altid lyst at trække den slags folk ned fra træet og ned på jorden. Derfor kan vi godt blande lidt teologi og filosofi ind i det. Det kan dårligt undgås.
Den forandring vi har fået med corona er forståelsen af det enkelte menneskes helt afgørende betydning i politik. Det er ikke så meget økonomien, demokratiet, klimaet og de andre store politiske emner som sætter den politiske dagsorden, det er mennesket, den politiske leder dvs. Trump, Putin, Kim Jung-un, Bolsonaro, Boris Johnson, Mette Frederiksen med flere, som sætter den politiske dagsorden.
Sådan har det nok altid været, også da der var konger, men i starten af 2020 vidste vi ikke at de også havde så meget magt over os at de også kunne sætte hele verden i stå.
Nu vil jeg ikke optræde som en slags politisk racist og sige, at man ikke må være socialdemokrat, men da næsten alle er blevet socialdemokrater, kan de vel nok tåle en lille smule modstand uden at blive fornærmede, og OKP kan nok også.
Socialdemokraterne fik løftet os ud af fattigdom og fik også kulturen ud til folket, som de sagde i 50’erne, men sideløbende med disse hæderværdige tiltag, er det også det parti, der indførte forbrugerismen, så det i dag står for, at bare vi får en bil mere i carporten, er vores behov opfyldt. At verden så ødelægges er først for nylig gået op for dem, og især Alternativets tre bundlinjer skal nu køres indstilling, så klimaet også får lidt.
Alle har noget at takke Socialdemokratiet for. En månedsløn fx. Vi har stort set alle ladet os købe ind i konkurrencestaten. Tænk på kirken og præsterne (der først og fremmest er tjenestemænd), kulturarbejdere, mediefolk, skolelærere osv. Alle dem som skulle være kritiske røster og ikke lade sig købe, er gået over. Man bider ikke den hånd, man spiser af. Konkurrencesamfundet er dermed uden reel, indre konkurrence, det ligner bare. Dermed kommer der ingen fornyelse ind i systemet, og dermed bliver klimasagen noget, man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre ved, og så må man lave maskespil, så det ser ud som om, man gør noget ved det. Derfor er der snart gået et år siden klimavalget, og der er ikke sket en dyt.
Nu siger OKP i artiklen, at vi har et mulighedsrum for handlen. Det er jeg enig i rent teoretisk, men regeringen ved ikke engang, om coronaen koster noget, og den har også tidligere sagt, at klimaet ikke må koster noget - ikke arbejdspladser i hvert fald. Forbruget skal også op, de sorte hjul skal snurre igen. Når selv de grønne hjul bidrager til temperaturstigningen er spørgsmålet, om det ikke er et helt andet samfund, vi skal have. Det er det selvfølgelig, men det har jeg ikke hørt alle OKP’erne snakke om. De skal vel også bare analysere, så igen vil jeg stille mit indledende spørgsmål fra første kommentar: Hvad skal jeg bruge en OKP til?
Jens Thaarup Nyberg, det er rigtigt, at der bør være en sammenhæng mellem pengemængden og produktionen, men det vil der aldrig være i et kapitalistisk samfund, hvor værdien af produktionen er helt tilfældig. Derfor giver de mange penge også normalt et problem med inflation.
Imidlertid optræder dette problem kun på et enkelt felt: boligmarkedet, der derfor i høj grad må reguleres for at forhindre spekulation og priser, der kan ryge op i det endnu mere absurde, når der ikke er synlige grænser for pengemængden.
På alle andre områder slår købekraften ikke til i forhold til varemængden: vi overproducerer og har gjort det i årtier.
Økonomer og politologer har en begrænset indsigt i kapitalismen; hvem forudså negativ rente eller at oliekøbere fik betaling for at aftage olie?
Gæld er en ligegyldig størrelse i national-økonomiske sammenhæng: penges værdi er baseret på tillid idag og har ingen relation til produktivitet eller indløselighed! Vi har haft forkerte "guruer/shamaner" til at styre vore politikere. Som Hjalmar Schacht udtrykte det "Magie des Geldes".
I lighed med langt størstedelen af sine kolleger har OKP haft et givtigt liv ved at kommentere samfundsudviklingen. Han har fået stor lydhørhed, fordi han har overholdt det bud, der gælder for alle der vil frem i verden, den akademiske, den politiske, den erhvervsmæssige. DU SKAL IKKE SÆTTE SPØRGSMÅLSTEGN VED KAPITALISMENS UUNDGÅELIGHED. Og nu er sandhedens time (måske?) ved at oprinde. Han mener at politik nu vil komme før økonomi. Men det har han sådan set altid ment, at den gjorde. Hele hans virksomhed har bestået i at vise, hvorledes politik var en reaktion mod og et forsvar mod økonomiens effekter på samfundet. Uden at han har sat spørgsmålstegn ved denne økonomis (kapitalismens) særart, et system som gør mennesker afmægtige, fordi vi er underlagt dens opdeling af os i ejere og ikke-ejere, hvor ejernes krav til det politiske system ikke kan fundamentalt angribes.
Det bliver spændende at se, hvorledes OKP vil forholde sig, når kapitalen efter denne krise naturligvis vil søge at retablere sit midlertidigt løsnede greb om politikken. Vil han stadig mene, at vi skal tllpasse os dens vækst- og akkumulationskrav? Nu med anderledes barske konsekvenser, end vi hidtil har set? Ikke mindst når det gælder den langt større kamp mod klimatruslerne.
OKP antyder, at teologerne vil få en stigende rolle. Det kan man frygte. Der er ikke brug for teologi og religioner, hvis budskaber i udstrakt grad distraherer mennesker fra de jordiske problemer, vi er konfronteret med. Derimod er der brug for at vi udvikler menneske- og naturforståelse, moral og etik. Det har jeg skrevet om andetsteds https://dethellige.blogspot.com/2019/12/klimatrussel-religion-og-kapital...
hvor jeg bl.a. siger:
Mange ateister og ikke-troende giver ofte udtryk for, at de tror, der er noget større end dem selv, nogle gange underforstået en eller anden slags guddom eller en større kosmisk orden, men uden for menneskelig rækkevidde.
Jeg er overbevist om, at der er noget, der er større end os, større end vores virkelighed, større end vores land, større end vores civilisation. Først i de senere år er dette større blevet noget, vi begynder at kunne fatte. Men vores stadigt dybere forståelse af vores klode og det univers, vi er en del af, gør det tydeligt, at vi er en del af et levende, i universet lokalt system: Kloden og den natur, som vi skal leve af og er en del af, og som vores efterkommere gerne skulle kunne overtage.
For at beskytte denne levende helhed er vi nødt til at udvikle en global etik - eller rettere etikker, fordi livet skal kunne leves i harmoni med naturen på mange forskellige måder, afhængigt af, hvor på jorden man bor, og hvilke historiske forudsætninger man har. Ikke én civilisation, men mange. Og der skal sættes stramme grænser for vores adfærd, hvis det skal lykkes.
At udvikle en sådan etik vil kræve en dialog, hvor fornuft og følelse ses i den motiverende enhed, som de udgør. Det sted i menneskets sind, som denne enhed udspringer af, kalder nogle for ånd. Det kunne også kaldes det hellige.
Niels-Simon Larsen du har da helt ret: Hvad skal man da bruge en OKP til? En økonom, som ligesom alle andre økonomer ikke har den fjerneste anelse om hvad penge er for noget, formentlig fordi de har hørt at Karl Marx er en væmmelig ka'l som man skal holde sig langt væk fra. Men han gjorde det jo meget tydeligt, at penge er en bekvem måde at bytte varer på og sådan set er det jo en meget enkelig og letforståelig størrelse - selv for liberalister. Problemet er måske blot at økonomer i al almindelighed har fundet det belejligt at indoktrinere dem selv og deres medmennesker og frem for alt politikere en teori om, at penge i sig selv har en værdi. Således er det nu muligt, at blive stinkende rig ved udelukkende at handle med penge. Helt uden om varebyttet - vupti. Smart ikke? Prøv det selv, det virker!
Det hjalp en hel del da man selvstændiggjorde pengene ved at løsrive deres værdi fra guldet, så nu kan man bare trykke penge ad hoc. Uden smålig skelen til deres værdi og samtidig forbinde det med myten om, at der er tale om et fremskridt. En myte som vi har lænet os op ad længe før penge overhovedet så dagens lys.
Peter Beck-Lauritzen: Økonomerne har haft alt for stor betydning. Da de rigtige ‘shamaner’ forsvandt, kom nogle erstatninger frem, og dem har vi endnu. Hvis vi ikke vil regeres af dem, må vi grave noget frem i os selv, der sætter dem ned på deres rette plads. Det har, som jeg ser det, været miljø- og klimabevægelsen bestræbelse i mange år. Beviset på at de tænkte rigtigt, ser vi i regeringens tale om det grønne liv og de 70%.
Nu blev det ikke til noget med Alternativets grønne superministerium, men lur mig, om det ikke kommer ind af bagvejen.
Et helt vildt spring bliver det den dag, hvor ånd og politik kommer i relation til hinanden i et nyt sprog. Det vil kræve store omvæltninger inden i vores hoveder, for det er der, den er gal. Åndeligt er vi ikke fulgt med forandringerne i verden. Coronaen gør, at vi lige pludselig står med en handlefrihed og nogle muligheder at vælge imellem. Hvis vi bare søger tilbage til det gamle mønster, varer det ikke længe, før vi mærker afslutningens varme vind i ansigtet. 2020 skulle blive det varmeste år nogensinde, mener nogle forskere.
Virussen satte en dagsorden. Ikke lederne i politik...
Men det er klart, at paradigmet er menneskehedens fortsatte dominans på vor blå planet. Måske derfor mistede du fornemmelsen på op og ned ..
@Niels-Simon Larsen
Vi bliver nødt til at bryde nogle økomomiske og politiske systemer ned, for at der for alvor kan blive skabt det rum, der er nødvendigt for at få sat klimakatastrofen på dagsordenen.
Man kan sige, at dette delvise systemsammenbrud har corona - krisen skabt.
Den måde, som regeringer og overstatslige institutioner reagerer på, som konsekvens af corona - krisen, viser, at en række "spilleregler" og principper for økonomisk og politisk tænkning og handlen er brudt sammen.
På et generelt plan kan man sige, at det økonomisk - politiske paradigme, der har været gældende inden for økonomi og politik, til dels er brudt sammen, og at "spillereglerne" inden for dette paradigme aldrig igen vil blive helt de samme.
Lidt af det samme sagde man efter finanskrisen, men denne gang er der noget, der tyder på, at dette "opbrud" vil få mere permanent karakter.
Du skal bruge en OKP til at få et metaperspektiv eller et "helikopterperspektiv" på en række økonomiske og politiske forhold (sådan som systemerne plejede at fungere), og det kræver en hel del uddannelse og viden inden for området, for at man kan blive i stand til at få og give et sådant perspektiv.
Bjarne Toft Sørensen: Enig med dig i det store og hele. Spørgsmålet er nu, hvordan vi griber udfordringen an, og begynder på det bæredygtige samfund. Vi skal gå på to ben:
Den ene hedder CO2-minimering, og her mener permakulturfolkene (som dem der er længst ude), at vi kan dyrke jorden CO2-bindende.
Den anden vej er en indre omstilling, hvor vi opbygger det nye menneske, det, der forstår, at hvis vi skal give børnene en fremtid, så skal alt indstilles på det. Her kan vi bruge Luthers retningslinje for bibeloversættelse: Alt det, der driver mod Kristus, skal med. Og i vores arbejde: Alt det, der driver mod at give børnene en fremtid, skal med.
Alt det der fedteri om småpenge, duer ikke. Det koster, hvad det koster.
@Ib Jørgensen
"Derimod er der brug for at vi udvikler menneske- og naturforståelse, moral og etik".
Noget kunne tyde på, at du undervurderer det, der kommer til udtryk i utallige fremstillinger af filosofihistorien. Det afgørende må være, hvilken menneskeopfattelse, naturopfattelse og opfattelse af moral og etik, der vil få lov at dominere.
Du lyder lidt som en Radikal, der vil have én fra Dansk Folkeparti til at indrømme, at han mangler moral, fordi han ikke har har samme moralopfattelse, som den Radikale selv har. Som om du har fundet "den eneste sande vej".
Efter at have læst "Das Kapital" på både engelsk og tysk (for en sikkerheds skyld) fandt jeg ud af, at jeg også var nødt til at sætte mig ret grundligt i den aktuelle borgerlige økonomiske og politiske tænkning, for overhovedet at blive i stand til at kunne give en relevant kritik af den.
@Bjarne T S
Hvis du læser den lille tekst jeg linker til i min kommentar, vil du se at du har misforstået mig.
@Ib Jørgensen
Min kritik drejer sig især om, at du giver indtryk af, at problemet drejer sig om at udvikle bl.a. etikker og globale etikker.
Problemet er snarere, at der allerede er sådanne globale etikker, med rod i historie, kultur og traditioner, ligesom vestlig filosofi og idéhistorie viser, at vi i Vesten, i forskellige historiske perioder, har haft sådanne forskellige former for dominerende etiske opfattelser, ligesom vi har det i dag..
Det er ikke kun et spørgsmål om at udvikle noget nyt, men om, hvordan man kan erstatte noget forskelligt gammelt med noget forskelligt nyt, rundt om i den mangfoldige verden.
Reaktionen vil sikkert i mange situationer blive, at nu har de dominerende og udbyttende vesterlændinge igen udviklet en ny form for tilværelsesfortolkning, som vi skal underkaste os, denne gang noget med klimakatastrofe.
Noget der bl.a. vil betyde, at de ikke længere kan se frem til at leve med den økonomiske velstand, som vi gennem årtier har været vænnet os til at leve med.
ØKONOMISK velstand , Bjarne , såsom ny bil, nybyggerier, røde bøffer, mad - Der findes velfærds goder vi godt kan nyde uden ekstra klimabelastninger: Børnepasning, skolegang, ældre omsorg, affaldssortering og genbrug samt næsten alle kulturtilbud.
Altså det økonomer kalder personnær service ydelse, som gør tilværelsen tryg og meningsfuld, men ikke betyder materielle goder.
Vi kan hele tiden forme fremtiden, vi gør det bare ikke.
@Bjarne
Som kommentar til et andet debatindlæg i dagensavis "Nej, Arzrouni..." har jeg skrevet:
"Det er ikke selve fordelingen af penge og andre rigdomme, der er problemet. Det er de underliggende over- og underforbrug der er den største trussel mod vort liv på kloden.
Groft sagt: det er vand, agerland, husdyr og afgrøder der skal omfordeles."
Det er de etikker og de moralregler som kan fremme en sådan udvikling jeg efterlyser, groft sagt.
De er pt ikke specielt fremme i bevidsthederne hos os der sidder på flæsket.
Blot for god ordens skyld: Socialdemokratisme er beslægtet med marxisme i den forstand, at det fælles ideologiske udgangspunkt er en materialistisk forståelse af menneskelivet - og altså en stræben efter menneskelig emancipation qua fysisk/materiel tryghed og forbrugsmuligheder.
I den forstand er hverken marxisme eller socialdemokratisme svaret på de udfordringer kloden - og menneskeheden - står over for. Lige så lidt som den utøjelige kapitalisme er det.
I den forstand har OKP ret, når han antyder, at det politiske rum nødvendigvis må udvides til også at inddrage filosofiske og teologiske aspekter.
Han sætter spørgsmålstegn ved om vi overhoved skal tilbagebetale al den gæld vi er ved at opbygge nu og hvad det så vil betyde for os alle sammen. Det er "mindblowing" tanken om at vi måske bare kan sige pyt til gælden - og så eller gøre hvad der passer os - det er så der politik kommer ind i billedet. Vil det på et tidspunkt gå op for folk at det faktisk er en mulighed at indrette samfundet aktivt -og ikke bare passivt følge nødvendighedens politik, og passer det rent faktisk at vi kan sige pyt til gælden? -
HALLO er der nogle økonomer på linjer der lige har noget klogt at sige om det ville jeg sige mange tak :)
Malene Nielsen, passiv kapitalophobning er kun noget værd, fordi der alligevel er nogen, der sørger for at producere det, der skal til for artens overlevelse - og efterhånden en hel del mere end det, der skal til for artens overlevelse; faktisk så meget for artens overlevelse, at det ikke giver mening at benytte sig af et økonomisk system, der bygger på principper for rationering af varerne på markedet.
Hvad vil SUV'er til alle betyde? Formodentlig at de færreste, der ikke direkte har brug for det, vil have så skrækkeligt besværligt et køretøj, når der ikke er prestige forbundet med at kunne demonstrere sine økonomiske muskler og sin plads højt oppe i hakkeordenen.
Penge er en infrastruktur, og den var rigtig smart til at bytte varer med, når handelspartneren befandt sig langt væk og talte fremmede sprog.
Men i dag har vi kontakt direkte og samtidigt med hvem som helst, vi ville ønske at få varer fra i stort et hele verden. Mange kan allerede, de fleste vil snart kunne frembringes med en minimal menneskelig indsats i produktionsprocessen. Det betyder ikke, at vi skal finde på noget andet at lave så, det betyder, at vi med en minimal menneskelig indsats og under iagttagelse af de mest rigide klimahensyn kan fremstille det meste efter behov - altså uden massefremstilling til et marked, der ender med at kassere op imod halvdelen af det producerede.
Det er ikke så langt væk, men det er et mareridt for folk, der ikke kan forestille sig et liv, hvor ansvar ikke vedrører at arbejde for penge.
Gæld bliver først og fremmest brugt til at undertrykke befolkninger med. Lande der får lån fra IMF eller Verdensbanken, eller ECB skal betale tilbage ofte ved at sælge ud af infrastruktur og gennem nedskæringer på velfærd så som sundhedsvæsen, uddannelse o.lign. Der er ikke noget der hedder pyt.
Men der er flere måder staten kan skaffe penge på forudsat den har egen valuta. Det har Danmark da vi ikke er tilsluttet Euroen.
.
Vi kan nemlig trykke pengene selv, men det er fysiske penge, sedler og mønter. - Vi kan ikke lave e-penge (digitale penge), men det kunne vi selvfølgelig godt lave om på. Så kunne man også vælge at have sin nem-id konto i nationalbanken.
Det kan bankerne til gengæld - trykke e-penge, - og det er præcis det der sker når du går ned i banken for at låne - banken kreditvurderer dig - og hvis de mener du kan betale tilbage skaber de nye penge ved ganske enkelt at taste dem ind i systemet på din konto. Vupti. IOY- penge (I Owe You) også kaldet kreditpenge. Omkring 95% af de penge vi benytter er e-penge - altså gæld - penge er gæld - så der er rigtig meget gæld som skal betales af. Og der gælder pyt ikke. (det var et lille sidespring)
Ulempen ved at trykke flere sedler er at det selvfølgelig påvirker kronens kurs modsat kreditpengene som jo egetlig blot er gældsbeviser. De forsvinder igen når lånet bliver betalt.
En anden ulempe er at det kunne skabe inflation men det der nok kun teoretisk fare for i øjeblikket.
Hvis vi selv kunne lave pengene - kunne vi låne dem til os selv og ja så kunne vi jo også vælge at glemme dem. Men det må vi ikke.
Den anden mulighed er at staten udsteder obligationer og vi på den måde låner pengene af andre. Men hvem har så mange penge i kontanter liggende i skuffen så de kan købe for flere milliarder kroner i obligationer. - Det kan f.eks. bankerne for de kan bare taste e-penge ind i komputerne og vupti har vi lavet nye penge, som dog skal betales tilbage med rente af dig og mig.
Tredje mulighed er at hæve skatterne men det er ikke populært og især ikke med al den gæld vi slæber rundt på privat.
Nå ja, og så er der nedskæringer og salg af infrastruktur - en mulighed der hidtil er benyttet men som måske har nået sin begrænsning nu for væksten er jo gået i stå og så er der færre penge i kassen, og så skal vi skære endnu mere og sælge ud. Der er ikke p.t. godwill til at skære i sundhedssystemet og skal alle de der har knoklet under corona udsættes for mere af den slags - det bliver meget upopulært og megetr svært at forklare. Et no go - måske.
Økonomerne som jeg efter at have læst denne artikel synes har mere til fælles med religion og præsteskab end videnskab er midlertid trængt op i en krog med deres evindelige mantra om austerity.
Jeg ved ikke hvordan ordningen med EU er - ECB kan vel godt udstede Euro hvis man kan blive enige om det og efterfølgende eftergive gælden. Det ville også kunne redde et sygt kapitalistisk system. Spørgsmålet er her hvor pengene havner henne.
@Malene Nielsen
Vores handlemuligheder i forhold til vores valuta kronen er stærkt begrænset af Danmarks fastkurspolitik, knyttet til Euroen, og det begrænser vores politiske muligheder på en række politik - områder, bl.a. pengepolitisk.
http://www.nationalbanken.dk/da/om_nationalbanken/ofte_stillede_sporgsma...
Derfor er det også på sin plads på de betingelser til en vis grad at tale om "nødvendighedens politik", selv om vi ikke dermed er "bundet på hænder og fødder" (det politikere og økonomer undertiden forsøger at bilde befolkningen ind).
For at beskytte kronen, ikke mindst imod valutamarkedernes spekulation i økonomiske krisetider, har vi valgt denne form for begrænsning på os selv. I det hele taget er der mange fordele ved en stabil økonomisk politik, og her er fastkurspolitikken med til at sikre en sådan udvikling.
Til gengæld kommer EU (i praksis var det under finanskrisen især Tyskland) os til hjælp, hvis en sådan spekulation skulle finde sted, ved at styrke kronen gennem opkøb.
På den måde bliver Euroens nationalbank også til dels vores "nationalbank", selv om vi formelt set ikke er med i Euroen.
Et væsentligt spørgsmål må bl.a. være, hvad der sker, hvis det internationale valutasamarbejde (bl.a. fastkurspolitik) og en række handelsaftaler bryder sammen. Hvis lande med toneangivende valutaer (f.eks. Dollar, Euro) bare producerer penge efter forgodtbefindende, og visse former for gæld ikke skal betales tilbage, bliver situationen også af den grund ustabil.
»Grundlaget for konkurrencestatstænkningen – globaliseringen, de multilaterale handelsaftaler, nedbrydelsen af tarifgrænser mellem USA, Kina og EU – kan vi ikke forvente har en fremtid,« siger Ove Kaj Pedersen.
»Spillereglerne er ikke blevet udvisket, men de er blevet usikre og flertydige".
"Det er en dynamik, som begyndte efter finanskrisen, hvor centralbankerne i Europa og USA trykte en masse digitale penge og lånte dem ud til banker og til stater. Nu har corona taget udviklingen til et nyt niveau."
FED og ECB udstedte hjælpepakker og QE - penge som almindelige mennesker ikke har nydt godt af - Man lånte penge ud til Grækenland, Spanien, Italien og Irland men ikke uden betingelser. Det var ikke for befolkningernes skyld men for at bankerne i bl.a. Tyskland og Frankrig kunne blive reddet. Befolkningerne blev i stedet udsat for hårde nedskæringer og salg af infrastruktur. Selv græske øer kom under hammeren. Alle pengene er havnet i det øverste segment.
Når bankerne er i vanskeligheder så er det fordi de har lånt penge ud til tvivlsomme financielle produkter. Så opkøber centralbankerne de dårlige papirer for at redde bankerne. Det kan de så påstå er for alles bedste - Men der er nogen der tjener på det og deres lille leg kan så fortsætte. Pengene de tjener kan de bruge til at opkøbe virkelige værdier - jord, miner, virksomheder m.v. Det kaldes "moral Hazard".
Jeg har ikke for 5 øres tiltro til det system eller for den sags skyld de dertil knyttede økonomer. Jeg er fuldstændig overbevist om at bevæggrundene, også denne gang, ikke har noget som helst at gøre med befolkningernes ve og vel.
@Pia Nielsen
"Man lånte penge ud til Grækenland, Spanien, Italien og Irland men ikke uden betingelser. Det var ikke for befolkningernes skyld men for at bankerne i bl.a. Tyskland og Frankrig kunne blive reddet".
Enig. Man kunne også sige, at det var for at bekræfte det kapitalistiske system, sådan som "vi" har bygget det op.
Med din kommentar kom du mig i forkøbet, så jeg fik den ikke læst, inden jeg kom med min.
Jeg er også kritisk over for det kapitalistiske system, men det er nu engang det system, vi som lille land er nødt til at indrette os efter, hvor vi så kan benytte de frihedsgrader, vi trods alt har, til at føre en venstreorienteret politik.
Især de finansielle markeder burde vi i langt højere grad kunne styre gennem international lovgivning, i stedet for, lande imellem, at konkurrere om at give dem favorable betingelser at fungere under.
"Gæld" er blevet den nye "pseudo-valuta" hvis værdi sættes af verdens utroværdige rating-bureauer og udstedes,reguleres af IMF der hovedsageligt styres af USA´s forgodtbefindende og dermed et ekstra våben i deres økonomiske terror mod lande de ikke kan lide feks. Venezuela der ansøgte IMF om et lån der blev afvist med den begrundelse at styret var illegetimt ? Så vidt jeg ved er det kun FN´s generalforsamling og sikkerhedsrådet der bestemmer det som det skete med Sydsudan.
@Bjarne Toft Sørensen
Enig - denne artikkel har siddet i hovedet som det mest revolutionerende jeg har læst på dansk i mange, mange år. Den rækker afgrundsdybt langt ud i fremtiden (og til jer der ævler og konkretisere om borgerløn, grønne løsninger : læs den igen. Den udelukker netop INTET)
Jeg håber virkelig at samtlige politiske ledere herhjemme har læst den og tænker (tvivler dog, også på mit eget parti's vegne).
Deadline havde Ove Kaj i studiet i denne uge efter publiceringen - antageligt pga publiceringen, men havde tydeligvis ikke forstået den og brugte hele indslaget på at spørge om Ove Kaj om han havde taget fejl i 30 år hvilket udviklede sig til en meningsløs historie analyse der ikke forholdt sig længere frem end til udsendelsens slutning.
Det mere overordnede perspektiv, som også Ove Kaj Pedersen mere end antyder, tilsiger vel, at den logik der har behersket enhver form for mainstream politisk og økonomisk tænkning i de sidste 20-30 år, i den igangværende krise er sat ud af kraft.
Og alligevel består vi allesammen, indtil videre. Vi er stik mod al logik endnu ikke opgået i en sky af kaos, af ingenting.. Markedet er om ikke lukket så dog i hvert fald særdeles vingeskudt, og alligevel står solen som sædvanlig op i øst og går ned i vest. Uberørt som den er, af menneskenes små skærmydsler.
For solen stiger op i øst og går ned i vest med nødvendighed. Omend det sandt at sige ikke er solen, der flytter sig, men derimod blot vort fælles hjem, planeten jorden, der roterer om sin egen akse i sit helt eget tempo. Et tempo vi mennesker så at sige kulturelt har approprieret og inddelt i 24 enheder, hver bestående af 60 minutter, hvert minut igen opsplittet i 60 dele:
Et sekund.
Et hjerteslag
Et åndedrag..
Sådan måles livet kloden rundt i samme, grundlæggende rytme.
Således fundamentet. Alt andet er overbygning, blot forestillinger gjort i sand ved evighedens bred..
Og dog er det så nemt at fare vild i overbygningen, ikke sandt? Blot at vandre gennem tilsyneladende uendelige gange og korridorer, fra værelse til værelse. For altid er der endnu en uåbnet dør, og bag den dør endnu en gang, og for enden af den endnu et værelse..og så endnu en gang, og endnu et værelse, og endnu engang..
Det hører aldrig op, men fødder trættes og hjerner ligeså..Før eller siden - gerne før - finder man et værelse, man føler sig tilpas i. Man finder sig hjemme! Så man slår sig ned. Og man begynder at anrette, placere alting på deres helt egen plads, i særegne mønstre. Og det bliver aften, og man sætter sig ud på altanen og betragter solens undergang og månens overtag og man går trygt til ro i sikker forventning om at det lysner igen i morgen..
Og det lysner skam igen i morgen - med nødvendighed - og til sidst bilder man sig såmænd med samme nødvendighed ind, at kun dette ene, familiære værelse med rimelighed kan eksistere, og at værelsets døre blot åbner op for gange og korridorer der fører til altings ruin og tabet af alt, man således med møje har opbygget i sin egen lille vane..sit eget lille tilvalg...ens eget lille tilværelse..
Kaj Ove Pedersen har ret i, at familiære logikker sjældent er blevet fejet så hurtigt af bordet, som det nu er sket. Han har vel også ret til at være håbefuld?
Et åndedræt, et pulsslag.. tres gange tres gange fireogtyve; en sols fødsel og død..
Bevares, Værelserne i overbygningen står endnu, tillige de forbindende gange, korridorerne.. Alt er i og for sig som det blev forladt, da pestklokken kimede til evakuering for første gang..
Blot vil det nok tage lidt tid for de fleste at finde tilbage til præcis det samme værelse, som de i hast forlod..Og måske - blot måske - fik de på vejen øjnene op for, at der eksisterer så meget andet og mere, hinsides deres sædvanes altan, med dens begrænsede horisont..
Det kan man da håbe.. ;)