Læsetid: 8 min.

På en uge i slutningen af marts brugte USA’s centralbank en million dollar – i sekundet

Kontrollen med økonomien siver lige nu fra politikere til centralbanker. Bankerne har aldrig været vigtigere for den globale økonomi. Så hvorfor taler vi ikke mere om dem?
Verdens centralbanker har fået mere og mere indflydelse, men hvad hedder chefen fra den amerikanske centralbank egentlig?

Verdens centralbanker har fået mere og mere indflydelse, men hvad hedder chefen fra den amerikanske centralbank egentlig?

ERIC BARADAT

9. maj 2020

Der var en uge i slutningen af marts i år, hvor den amerikanske centralbank opkøbte værdier for en million dollar – i sekundet.

Altså, der sad nogle medarbejdere ved deres computere og tastede tal ind i kolonner, de tal blev til dollar, og de dollar kunne centralbanken bruge til at købe amerikanske statsobligationer, realkreditobligationer og som noget nyt også obligationer udstedt af store virksomheder.

Sådan fungerer det: Centralbanker skaber penge ud af ingenting og låner dem ud, så økonomien ikke går i stå.

»Det magiske pengetræ findes faktisk,« som økonomiprofessor Bill Mitchell fra det australske University of Newcastle siger.

Og lige nu bekræfter coronakrisen læren fra finanskrisen: Verdens centralbanker er blevet sikkerhedsnettet under den globale økonomi.

Uden indgreb fra centralbankerne ville staterne ikke have råd til hjælpepakker, tusindvis af virksomheder ville gå konkurs, vi ville måske allerede være på vej mod en finanskrise og en bankkrise. Uden centralbankerne ville økonomien kort sagt kollapse.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Breinholt Leth
  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
  • Bjarne Toft Sørensen
Ivan Breinholt Leth, Eva Schwanenflügel, Johnny Christiansen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Japans statsgæld er vokset konstant siden 90’erne, og i dag er den verdens højeste: 248 procent af landets BNP ifølge IMF (til sammenligning er Italiens 133 procent af BNP, og den danske 46 procent). Alligevel kan Japan blive ved med at låne penge. Renten er endda under en halv procent. Der er stadig tillid til Japan"

Det er værd at nævne, at USAs statsgæld har være stærkt stigende siden finanskrisen og i dag er på 106% af BNP, men kan det give problemer, under hvilke omstændigheder og for hvem?

I en artikel fra Danske Bank, "USA’s enorme gæld er ikke et problem … endnu", 16/11 2018, står følgende:

"Kan situationen i USA udvikle sig til en gældskrise i stil med den europæiske gældskrise i 2011/12?

Så længe investorerne stoler på, at USA kan tilbagebetale sin gæld, vil der ikke opstå en gældskrise. De opstår nemlig først, når vi mister tilliden, og renterne suser i vejret. Hvis det skete, ville det udmønte sig i en global recession, hvilket ikke er i nogens interesse.

USA er verdens største økonomi og er derfor omgærdet af en meget høj grad af tillid. I sidste ende vil den amerikanske centralbank, Fed, være bagstopperen, der kan forhindre en gældskrise. Fed kan så at sige købe hele gælden ved at trykke penge – teoretisk kaldet monetisation – men det er risikabelt, da det vil sende inflationen op, svække dollaren og kan betyde, at vi mister tilliden til centralbanken".

Bjarne Toft Sørensen

Det jeg især hæfter mig ved i artiklen ovenfor fra Danske Bank er formuleringen i relation til tilliden til USAs økonomi::
" Hvis det skete, ville det udmønte sig i en global recession, hvilket ikke er i nogens interesse".

Vi er nødt til at stole på USAs økonomi, ellers vil det udvikle en form for lavine, der vil rive alt med sig. Bl.a. fordi de internationale finansielle markeder efterhånden i den grad er vævet ind i hinanden, som fremhævet i en tidligere artikel i Information.
https://www.information.dk/udland/2011/10/globale-finanssystems-forbundn...

I den specielle situation, vi befinder os i, er faren for inflation i USA ikke overhængende, for som det fremhæves i en udtalelse i dagens artikel i Information:

"Problemet opstår, hvis gæld og underskud ødelægger noget andet: Især hvis det skaber inflation. Men det er der faktisk ingen tegn på lige nu. Tværtimod er coronakrisen deflatorisk, altså den får priserne til at falde".

Malene Nielsen

Det er virkelig meget mærkeligt - det hele bygger på tillid. Når man har været vant til at tænke at det på en eller anden måde byggede på noget konkret. Jeg har nok længe vidst at der ikke er guld for hver krone, men har tænkt at der på en eller anden måde var styr på det. Men det er der så ikke. Alle sidder og holder vejret og håber på at korthuset ikke falder sammen. Ingen ved hvad der kommer til at ske. Alle er bare enige om at det ikke må kollapse. At de så kalder det en del af værktøjskassen at de bare laver e-penge og lader centralbanket overtage gælden, det vil jeg god markedsføring. Når noget er en del af en værktøjskasse kan man jo ikke rigtig sætte så meget spørgsmålstegn ved det - smart tænkt.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen
Situationen kan sammenlignes med en familie, hvor forældrene hele tiden har de samme grundproblemer og konflikter indbyrdes i forhold til at få dagligdagen til at hænge sammen. Efterhånden en form for dysfunktionel familie.

Specielt da, når der er Corona - kriser og finanskriser, og når familiens vilkår hele tiden er under forandring (globalisering, nye teknologier og uforudsete hændelser).

Hvor den ene af forældrene overvejende har den politiske magt og prioriterer den højt (det sociale), og hvor den anden af forældrene overvejende har den økonomiske magt og prioriterer den højt (det liberale).

Over for børnene (befolkningerne) gælder det om at bevare trygheden og tilliden til, at forældrene elsker hinanden, og at kærligheden er meget stærkere end de dagligdags og gentagende uenigheder, og at fremtiden for familien ser lovende ud.

I starten af finanskrisen vidste den amerikanske forbundsstat ikke, hvad den var nødt til at gøre for at bevare balancen i forholdet og sikre den nødvendige stabilitet. Den ene af "forældrene" er blevet klog af skade, som man siger.

"Da den amerikanske forbundsstat i september 2008 afviste at komme investeringsbanken Lehman Brothers til undsætning med et lån, udløste det en kædereaktion, der ikke kun kan forklares på det psykologiske plan — nemlig at tilliden til andre investeringsbanker gik fløjten.

Lehman Brothers var dybt forgældet til andre globale finansinstitutioner, som derfor pludselig stod med uindfriede tilgodehavender og havde behov for en rekapitalisering fra staten".
https://www.information.dk/udland/2011/10/globale-finanssystems-forbundn...

Finanskrisen og Corona - krisen er forskellige, og derfor er det ikke de samme løsninger, der er brug for (selv om der er ligheder), men aktørerne er til dels de samme, selv om de ikke denne gamg er ramt på samme måde.

Ivan Breinholt Leth

Bjarne Toft Sørensen
08. maj, 2020 - 22:55
Ifølge Adam Tooze (Crashed) var det The Fed, som bailed out verdens finansielle sektor ved at udlåne dollars til verdens (især Europas) centralbanker. Også den danske stat lånte dollars i The Fed for at kunne bail out danske bankers 'giftige' udenlanske aktiver i dollars. Danmarks Nationalbank kan jo ikke skabe dollars. Om The Fed's pengeskabelse kan skabe hyperinflation er tvivlsomt så længe dollaren er en verdensvaluta. Hvis Danmarks Nationalbank skabte kroner i et relativt omfang som The Fed, ville resultatet uden tvivl være hyperinflation. Forskellen på kronen og dollaren er, at andre lande og udenlandske investorer kun vil efterspørge kroner i det omfang, der findes danske varer, som er interessante for dem. Du kan ikke anvende kronen som valutareserve, eller som en valuta som kan anvendes til at handle på verdensmarkedet. Der findes næppe en centralbank i verden, som ikke ligger inde med reserver i dollars. Olie kan i nogle tilfælde handles i euros eller britiske pund, men olieprisen fastsættes i dollars, og olie handles mest i dollars. Det giver meget vide rammer for, hvor mange dollars The Fed kan skabe, uden at det medfører hyperinflation - videre rammer end noget andet land. Det er USA's "exorbitant privilege". Et udtryk opfundet af den tidligere franske finansminister Giscard d'Estaing. Hvis verden mister tilliden til dollaren og f.eks. begynder at handle i en alternativ valuta eller anvender andre valutaer som reserve, vil USA's økonomi falde sammen med et brag. Især dollars som reservevaluta er kritisk, for euroen anvendes i dag til international handel ligeså meget som dollaren. Det meste af denne handel er dog nok intern i EU.

Kim Bang Sørensen, Steen K Petersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Malene Nielsen
Tidligere præsident Richard Nixon løste dollarens binding fra guld i 1971. Siden da har dollaren været en flydende valuta baseret på tillid. Næsten hver eneste gang der er en international økonomisk krise stiger dollarkursen, fordi kapitalen søger mod USA i krisetider. Dvs. tilliden er til stede. Men tilliden er også baseret på, at USA har verdens største hær. USA's hær anses for at være i stand til at gribe ind hvor som helst i verden for at sikre USA's interesser. Dvs. at man mener, at hæren er stærk nok til at afværge en trussel mod USA's økonomiske dominans og dollarens status som verdensvaluta. Problemet er, at Kina nu synes at være i stand til at true USA's dominans. Hvis den kinesiske renminbi får potentiale til at overtage dollarens rolle som verdensvaluta er spørgsmålet, hvad USA kan stille op? En amerikansk invasion i Kina vil skabe ragnarok.

Steen K Petersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Ivan Breinholt Leth
Du nævner nogle faktuelle forhold i forbindelse med finanskrisen, som jeg ikke havde kendskab til, selv om jeg ville have gættet på, at det nok var sådan, det var foregået. Ellers er jeg meget enig i dine redegørelser vedrørende valutaer og i dine vurderinger af den magtposition, som ligger bag dollarens betydning som verdensvaluta.