På en uge i slutningen af marts brugte USA’s centralbank en million dollar – i sekundet

Der var en uge i slutningen af marts i år, hvor den amerikanske centralbank opkøbte værdier for en million dollar – i sekundet.

Altså, der sad nogle medarbejdere ved deres computere og tastede tal ind i kolonner, de tal blev til dollar, og de dollar kunne centralbanken bruge til at købe amerikanske statsobligationer, realkreditobligationer og som noget nyt også obligationer udstedt af store virksomheder.

Sådan fungerer det: Centralbanker skaber penge ud af ingenting og låner dem ud, så økonomien ikke går i stå.

»Det magiske pengetræ findes faktisk,« som økonomiprofessor Bill Mitchell fra det australske University of Newcastle siger.

Og lige nu bekræfter coronakrisen læren fra finanskrisen: Verdens centralbanker er blevet sikkerhedsnettet under den globale økonomi.

Uden indgreb fra centralbankerne ville staterne ikke have råd til hjælpepakker, tusindvis af virksomheder ville gå konkurs, vi ville måske allerede være på vej mod en finanskrise og en bankkrise. Uden centralbankerne ville økonomien kort sagt kollapse.

»Centralbanker spiller en meget stor rolle for den makroøkonomiske udvikling. En større og større rolle,« siger Søren Hove Ravn, der er lektor i makroøkonomi på Københavns Universitet

»De er blevet en slags, ja, hvad skal vi kalde det … den store stabilisator. Det er dem, der kan træde til og rede økonomien i en krise. Ikke bare finanssektoren, men hele økonomien.«

Kontrollen med dele af økonomien er de senere år gledet væk fra den politiske sfære og over til centralbankerne, siger Oddný Helgadóttir, der er adjunkt i international politisk økonomi på CBS.

»Vi har ikke haft den politiske konsensus til at håndtere økonomiske og finansielle kriser, så centralbankerne har udfyldt det tomrum,« siger hun.

Centralbanker kan reagere hurtigere end politikere. De skal ikke genvælges, de skal ikke finde flertal. Det giver effektivitet, men det betyder også, at en lille gruppe mennesker får en stor magt uden at skulle stå direkte til ansvar over for befolkningen.

Og mens aviserne er fulde af diskussioner af de politiske hjælpepakker og Mette Frederiksens pressemøder, ved mange af os næsten ingenting om centralbankerne. Hvad laver de egentlig? Hvem er chef for den amerikanske centralbank? Og hvor ligger ECB overhovedet?

Den ultimative udlåner

Lige nu sænker centralbanker over hele verden renten og laver store opkøbsprogrammer.

I USA er centralbankens ’balance sheet’ – alle de lån, som banken har givet, og alle de obligationer og værdipapirer, den har købt – siden marts vokset med over fire billioner dollar. Og det er billioner: altså tusind milliarder. Tolv nuller.

På 48 timer i slutningen af marts købte banken lige så mange amerikanske statsobligationer, som de gjorde på en hel måned under finanskrisen i 2008.

Noget lignede sker i Europa, hvor Den Europæiske Centralbank vil bruge over en billion euro inden året er omme på at købe obligationer fra stater og virksomheder.

I London sender Bank of England penge direkte til finansministeriet, de udsteder ikke engang obligationer, de sætter bare penge ind på en konto.

Det er de berygtede »kvantitative lempelser«. QE. Centralbankernes opkøbsprogrammer.

»Under finanskrisen kaldte man QE radikalt. Noget helt nyt,« siger senioranalytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj

»Siden er det blevet en del af værktøjskassen, og nu gør vi så mere af det samme. Ekstremt meget mere.«

Normalt kan stater låne penge på ’markederne’, som man siger. Altså hos investorer. Pensionskasser, banker, spekulanter, småsparere … alle, der har overskud og vil låne ud. De låner ud, fordi de tror på, at samfundet udvikler sig, og økonomien vokser, så de penge, de låner ud – de penge, de investerer – vil give afkast. Men i en krise tør de ikke længere låne ud.

Når økonomien stopper på grund af corona, tjener virksomhederne ingen penge, men de har stadig faste udgifter – husleje, lån, medarbejdere. Hvis de ikke kan få lån, kan de ikke betale deres regninger, så går de måske konkurs, så mister investorerne deres penge og medarbejderne deres job. Og det forstærker krisen.

Derfor er der brug for likviditet. Og når ingen andre vil låne, må centralbankerne træde til. De er ’the lender of last resort’, som man siger på engelsk. Den ultimative udlåner. Det store sikkerhedsnet.

Meget mærkelig teori

De aktive centralbanker har skabt nyt fokus på den omstridte makroøkonomiske teori, MMT eller Moderne Monetær Teori, som kritikere kalder magisk tænkning eller bare Meget Mærkelig Teori.

En af dens grundlæggende antagelser er, at gæld ikke er så stort et problem, som mange tror.

»Lande kan ikke ledes, som om de var en kiosk med udgifter og indtægter. De sidder jo selv på pengeskabelsen,« som Bill Mitchell fra University of Newcastle. Han er en af de økonomer, der har udviklet ideen om MMT.

Da stater ikke kan løbe tør for penge, er underskud og gæld ikke et problem i sig selv. Problemet opstår, hvis gæld og underskud ødelægger noget andet: Især hvis det skaber inflation. Men det er der faktisk ingen tegn på lige nu. Tværtimod er coronakrisen deflatorisk, altså den får priserne til at falde.

»Mainstreamøkonomer har altid troet, at hvis regeringer gør det, som de faktisk gør lige nu, så vil situationen løbe løbsk: ’Åh nej, nu vil vi få kæmpe inflation, og de enkelte lande kan komme ud på kanten af statsbankerot’. Det sker bare ikke,« siger Bill Mitchell.

»Hvorfor være bange for gæld, når renterne er så lave? Gælden finansierer sig selv i kraft af vækst og arbejdspladser.«

Desuden handler pengemarkederne ikke bare om tal, siger han. Det handler om tillid. Og den tillid kan centralbankerne være med til at skabe.

Eurokrisen kom også først under kontrol, da ECB’s daværende chef Mario Draghi i 2012 holdt sin berømte tale, hvor han lovede at gøre »whatever it takes« for at redde euroen. Banken stod klar til at skabe penge ud af ingenting og købe gæld. Investorerne kunne slappe af: De kunne sagtens låne til Italien og Spanien, for der var altid nogen at sælge til.

Som Søren Hove Ravn formulerer det: »Det mest virkningsfulde, ECB gjorde, var ikke alle deres programmer og alle de penge. Det var en tale. Og de tre ord: whatever it takes.«

Tillid er guld

Da tilliden var genoprettet, behøvede ECB slet ikke at bruge milliarder. Løftet om, at de ville gøre det, var nok.

»Udsagnet ’whatever it takes’ fra en centralbank er den nye guldstandard,« mener MMT-fortaleren Bill Mitchell. »Det er løftet, som står bag din kapacitet, og så vurderer markederne, hvor langt de stoler på det.«

Engang var penges værdi bundet til guld. Der var en fysisk basis for penges relative værdi. Sådan er det ikke med digitale penge. Derfor er tillid vigtigere.

Se bare på Japan, som er MMT-fortaleres yndlingseksempel: Japans statsgæld er vokset konstant siden 90’erne, og i dag er den verdens højeste: 248 procent af landets BNP ifølge IMF (til sammenligning er Italiens 133 procent af BNP, og den danske 46 procent). Alligevel kan Japan blive ved med at låne penge. Renten er endda under en halv procent. Der er stadig tillid til Japan.

»Bank of Japan siger gerne, at de ikke er et MMT-laboratorie, men jeg ser det faktisk som en fremtidsmodel, som mainstreamøkonomer ikke kan forklare hvorfor virker. Japan har kørt med underskud og en kæmpe gæld i 30 år,« siger Bill Mitchell.

»Min forudsigelse er, at det vil gælde for alle større og udviklede lande efter coronakrisen.«

Går vi så alle sammen ned ad samme vej som Japan: Et samfund, hvor centralbankerne trykker penge, låner dem ud til stater og virksomheder og så glemmer alt om det?

»I Europa har vi købt mere end en billion euro af eurolandenes statsobligationer siden 2015,« siger den franske økonom Shahin Vallée, der er senior fellow på German Council on Foreign Relations og tidligere rådgiver for Emmanuel Macron.

»Det har ikke forandret folks opfattelse af penge, men det kan ændre sig, hvis centralbankerne køber gæld og aldrig sælger den igen.«

Med andre ord: Hvis centralbankerne udlåner penge, og så bare parkerer gælden på en konto et sted og glemmer alt om den.

Er det også demokratisk?

Centralbankernes opkøbsprogrammer er blevet kritiseret fra mange sider.

Venstreorienterede kritiserer dem for at puste bolig- og aktiemarkederne op med billig kredit, hvilket især kommer de rigeste til gode.

Liberale mener, at det ødelægger de frie markeder, fordi centralbankerne bliver verdens største investorer.

Konservative frygter, at det skaber et forgældet og skrøbeligt erhvervsliv, som bliver afhængigt af billige penge.

Og så er der hele spørgsmålet om demokratiet. For er det demokratisk, at en gruppe teknokrater, som ikke er valgt af borgerne, har så meget magt over økonomien og samfundet?

Det er lidt bagvendt at svare på, skriver Cornel Ban, der er lektor i international politisk økonomi på CBS, i en mail:

»Siden 1980’erne har det dominerende synspunkt været, at de folkevalgte ikke skal kunne fortælle centralbanken, hvad den må. Det synspunkt er en del af et større skifte inden for økonomisk tænkning, hvor regeringer blev framet som problemet og markederne som løsningen.«

Der var engang for 50 år siden, hvor centralbankerne stort set var en del af regeringerne. Men det blev der gjort op med i 80’erne, centralbankerne blev uafhængige og fik til opgave at sikre en stabil inflation.

Der er naturligvis nogle »bløde former« for demokratisk kontrol med centralbankerne, skriver Cornel Ban: I USA udpeges centralbankchefen og bankens komitémedlemmer af præsidenten, og de skal godkendes af Senatet. I Europa skal ECB-chefen løbende til høringer i Europa-Parlamentet. 

Men centralbankernes demokratiske legitimitet er først og fremmest »indirekte« skriver han:

»Den afhænger af, om borgerne opfatter banken som en garant for prisstabilitet og finansiel stabilitet.«

Så kan man sidde derhjemme og spørge sig selv: Føler jeg egentlig, at centralbanken er garant for prisstabilitet?

Under alle omstændigheder skal vi ikke bilde os ind, at centralbankerne er apolitiske, siger Oddný Helgadóttir. Det kan godt være, de er uafhængige i den forstand, at regeringer ikke direkte kan sige, hvad de skal gøre, men de er stadig politiske.

»Det er i mange tilfælde dem, der tager beslutninger om, hvilke finansielle institutioner der skal reddes, og hvilke der ikke skal, hvor mange penge der er i cirkulation, hvad rentesatsen er og så videre,« siger hun. »Det er uden tvivl politiske beslutninger.«

Derfor er det også vigtigt, at der er opmærksomhed omkring deres arbejde. Især lige nu hvor centralbankerne aldrig har været vigtigere for den globale økonomi.

(Og nå ja, hvis du skulle sidde og tænke på det: Chefen for Den Amerikanske Centralbank hedder Jerome Powell. Og ECB ligger i Frankfurt.)