Analyse
Læsetid: 6 min.

På vej mod et utopisk Storbritannien, langt væk fra EU

For få år siden blev de kaldt skøre utopistiske drømmere, som kæmpede en håbløs kamp for at genetablere fordums storhed. Nu vækker hårdkogte Brexiteers, der ønsker no deal i stedet for forlængelse af forhandlingerne med EU om en frihandelsaftale, genklang i en stor del af befolkningen. COVID-19 har givet os nye muligheder, mener en af de ideologiske utopister, der er ved at få ret
Udsigten til et no deal-Brexit under coronakrisen vurderes fra flere sider at vokse støt. Boris Johnson har ladet forstå, at man allerede fra juli vil flytte en del af fokus væk fra forhandlingerne og i stedet forberede sig på no deal. Arkivfoto.

Udsigten til et no deal-Brexit under coronakrisen vurderes fra flere sider at vokse støt. Boris Johnson har ladet forstå, at man allerede fra juli vil flytte en del af fokus væk fra forhandlingerne og i stedet forberede sig på no deal. Arkivfoto.

Tolga Akmen

Udland
26. maj 2020

Drømmen om igen at stå på egne ben, at genindtage sin position som en slags stormagt og at have udbredt frihed til at fastlægge sin egen økonomiske vision har præget særligt dele af det konservative parti i Storbritannien, lige siden jernladyen regerede og indledte det opgør med EU, der nu er resulteret i Brexit.

For næsten 40 år siden skrev 364 britiske økonomer et brev til The Times, hvor de argumenterede for, at Margaret Thatchers monetaristiske finanspolitik ville ende med at ruinere landet.

Premierministeren blev efterfølgende i Underhuset presset til at give parlamentet navne på bare to økonomer, der støttede hendes finanspolitik. Hun valgte økonomerne Patrick Minford og Alan Walters. Thatchers privatsekretær sagde senere spøgende, at det var godt, at Thatcher ikke var blevet bedt om at give navnene på tre økonomer, for der var ikke flere.

Den dominerende konsensus 

»Set i bakspejlet tog de 364 økonomer fejl. Thatchers finanspolitik ruinerede ikke Storbritannien. Tværtimod,« siger Patrick Minford, den ene af de to økonomer, der støttede Thatcher dengang, til Information. Han er i dag økonomiprofessor ved Cardiff Business School, og han frygter ikke udsigterne til et dobbelt angreb på den britiske økonomi fra både Brexit og COVID-19:

»Den dominerende konsensus tager ofte fejl. Den tog fejl omkring Thatchers økonomiske reformer i firserne, den tog fejl i forhold til at tilslutte sig euroen, og den tog fejl i forhold til påstanden om, at Storbritanniens økonomi ville crashe, hvis vi forlod EU. Det gjorde den ikke, og det vil den heller ikke gøre i fremtiden. Jeg ser klart lysere på Storbritanniens økonomiske udsigter end dem, der venter vores venner på kontinentet,« siger Patrick Minford.

Han er medlem af Centre for Brexit Policy, en nyoprettet tænketank, der, som navnet angiver, er fortaler for Brexit, og som i en netop udgivet rapport argumenterer for, at Storbritannien for alt i verden ikke skal forlænge den transitionsperiode, man lige nu befinder sig i, mens forhandlingerne om indgåelse af en frihandelsaftale parterne imellem står på.

Disse forhandlinger ser mildest taget vanskelige ud. Fredag advarede The Financial Times i en leder om meget alvorlige konsekvenser for den britiske økonomi, hvis en handelsaftale ikke bliver indgået og Storbritannien følgelig den 1. januar 2021 forlader EU med no deal her midt i coronakrisen.

Men Patrick Minford er rygende uenig. For ham og resten af Centre for Brexit Policy understreger COVID-19 behovet for at få skabt nye handelsforbindelser uden om EU.

»En beslutning om at forlænge transitionsperioden i yderligere to år vil, efter vores beregninger, koste den britiske stat mindst 380 milliarder pund. Vi skal i givet fald fortsætte med at betale en milliard pund årligt til EU samtidigt med, at vi vil være underlagt en række EU-regulativer, der ville forhindre os i at indgå bilaterale handelsaftaler med lande uden for EU. Men næsten endnu værre, så ville vi kunne tvinges til at bidrage til en række COVID-19-relaterede økonomiske hjælpepakker, der formodentlig træder i kraft i begyndelsen af det nye år,« siger Patrick Minford.

En fælde for Storbritannien

Foruden ham sidder blandt andre tidligere kabinetsminister Owen Paterson og tidligere generaldirektør i det britiske handelskammer, John Longworth, i tænketanken. Sidstnævnte advarede søndag i The Sunday Telegraph om det, tænketanken ser som en fælde for Storbritannien.

»Kombinationen af de meget store pengebeløb, Storbritannien vil blive tvunget til at bidrage med, og kravet om underdanighed overfor EU vil fuldstændig ødelægge vores chancer for som nationalstat at søge lykken i en ny virkelighed, når pandemien forsvinder,« skriver John Longworth.

Ifølge denne tankegang vil coronakrisen fremskynde en blivende forandring af den geopolitiske magtbalance. Det gælder i denne nye virkelighed om at have øjnene åbne for lukrative partnerskaber med økonomier rundt om i verden. EU er en dyr hæmsko, der i stedet for at forny sig kommer til at bruge alle kræfter og midler på at subsidiere de sydeuropæiske økonomier som følge af COVID-19 de næste mange år.

Omvendt advarer den tidligere redaktør af The New Statesman, Rafael Behr, mod muligheden for, at Johnson-regeringen bruger coronakrisen som bagtæppe til at få smuglet no deal ind ad døren:

»Denne Brexit-tankegang fører de sande troende ned ad en farlig logisk tankevej: Hvis en lille aftale er bedre end en stor aftale, så er ingen aftale den bedste aftale overhovedet. Hvis målet er afstand, hvorfor så beholde broen? Denne nye no-deal-strategi, der florerer i konservative kredse, går ud på, at sammenlignet med udgifterne til COVID-19-bekæmpelsen vil udgifterne til Brexit alligevel være relativt små. Ingen vil nøjagtigt kunne afgøre, om den økonomiske smalhals, der kommer, vil være forårsaget af coronakrisen eller af et no deal-Brexit,« skriver Rafael Behr i The Guardian.

Hellere no deal end en dårlig deal

Udsigten til et no deal-Brexit under coronakrisen vurderes fra flere sider at vokse støt. Boris Johnson har ladet forstå, at man allerede fra juli vil flytte en del af fokus væk fra forhandlingerne og i stedet forberede sig på no deal. Den britiske regering har så sent som i sidste weekend understreget sin forhandlingsposition.

»Ingen fornuftig regering ville kunne acceptere de krav, Michel Barnier stiller på vegne af EU. Det vil medføre, at EU får håndsret over britisk lovgivning i fremtiden. Vi har klart ladet forstå, at den britiske regering på ingen måde vil kunne acceptere denne tankegang,« sagde en anonym kilde i Downing Street til The Daily Telegraph lørdag:

En Savanta ComRes-meningsmåling, bestilt af Centre for Brexit Policy, viser, at 46 procent mener, at en forlængelse af transitionsperioden vil føre til yderligere forlængelser. Og at 44 procent af briterne ønsker en afklaring på forhandlingerne før jul – og hellere vil forlade det indre marked uden en handelsaftale end forlænge forhandlingerne.

Det ligner et mandat til en fortsættelse af Boris Johnsons forhandlingsholds hvem-blinker-først-spil med EU’s forhandlere. Brexit-tilhængerne mener ovenikøbet, at coronakrisen nu spiller ind i deres favør.

»COVID-19 styrker den britiske forhandlingssituation. EU gik ind i krisen i en allerede svækket situation, men nogle lande er i alvorlige økonomiske problemer, og der er stor uenighed om villigheden til solidarisk at hæfte for de dybt forgældede lande. Frankrig og Tyskland ser meget forskelligt på dette. Alvoren for EU gør forhandlingspositionen overfor Storbritannien vanskelig. COVID-19 kræver al europæisk viljestyrke, og det vil formodentlig betyde, at man på sigt dropper sit fokus på, at Storbritannien skal lide økonomisk, fordi vi ikke vil være med i EU,« står der i Centre for Brexit Policy’s netop udgivne rapport, blandt andet forfattet af Patrick Minford.

Vil utopisterne sejre?

Fornemmelsen blandt dem, der før blev kaldt romantiske utopister, er, at deres politiske linje vil trække det længste strå. De ønsker en god aftale (for Storbritannien) med EU, men får de den ikke, er de uden tøven klar til at vandre den uprøvede vej, som no deal og handel på WTO-principper medfører. Det er en vej, der af førende økonomer og politikere er blevet beskrevet som et brat fald fra en klippevæg, og som Underhuset har lovgivet imod.

»Argumenterne imod at forlænge forhandlingerne handler ikke kun om økonomi. Det handler om at være herre i eget hus og selv at kunne udstikke fremtidens retningslinjer i en verden, der er i hastig forandring. Dette kan vi kun opnå, når vi ikke længere er underlagt vetomuligheder fra EU’s side. COVID-19 har naturligvis også ramt den britiske økonomi hårdt og vil formodentlig gøre det også i fremtiden. Men coronakrisen kombineret med Brexit giver os mulighed for at sadle om, lave nye handelsaftaler og finde nye handelspartnere, og her er færre regler og restriktioner ikke nødvendigvis en ulempe,« siger Patrick Minford.

Tankegangen har bredt sig ganske langt ind i den britiske regering, der i udbredt grad består af politiske høge, særligt udvalgt for at gennemføre Boris Johnsons Get-Brexit-Done-løfte. Konsekvenserne er fortsat svære at spå om og kan her midt i første bølge af den værste økonomiske krise, verden har gennemlevet i generationer, virke abstrakte. Men følgerne af de britiske utopiske vinde vil utvivlsomt kunne mærkes også på det europæiske kontinent mange år frem, hvad end det endelige forhandlingsresultat bliver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

44 & 46% er stadig et mindretal. Med egne regler og normer i UK, ser jeg frem til dårligt samlede biler, som i 60-70'erne, for ikke at nævne stål-kvaliteten til bro-bygning over Storestrømmen. Jo, jo friheden giver muligheder, men hvilke; de nye handelspartnere lider også under coronaen, så måske kan de ikke bidrage med så meget alligevel. WTO har Trump & Xi afskaffet inden årets udløb, så pris-konkurrencen vil få fart på nedad, til ugunst for flertallet=arbejdstagerne! Vi får se.

Steffen Gliese og Morten Reippuert Knudsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Jeg ønsker briterne alt det bedste; men vi må have afsluttet Brexit -
dvs Storbritannien ud af EU pr. 31.12.2020.

Søren Dahl, Jens Ole Mortensen, Dan D. Jensen, Gert Romme, Jacob Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er fokus på 'økonomi', der blot er en måde at fordele de alt for rigelige ressourcer på. Ingen vil lide, hvis man skal forære Sydeuropa 'penge', for det er jo trods alt deres købekraft, der giver alle de øvrige lande noget at lave. Det er et sindssygt system, men indtil vi har lavet det om til noget kløgtigt, må vi jo gør det, der skal til.
Hvad englænderne jager, forstår jeg ikke.

Ole Svendsen

Det er skæbnens ironi at "drømmen om det tabte imperium" var en del af "the brexiteers" motivation til at forlade EU.

Brexit risikerer at betyder begyndelsen til enden på Storbritannien.
Hvorfor?

Fordi Nordirland har ret til en afstemning, hvorvidt de fortsat vil tilhøre England eller Irland. En sådan afstemning kan medføre et samlet Irland, der som bekendt er med i EU. De nordirere der for alt i verden ønsker at undgå en genopblussen af volden i Nordirland og som kan se de økonomiske og politiske fordele ved EU har god grund til at stemme FOR en genforening med Irland.

Samtidig er der den skotske første minister Sturgeon, der er yderst kompetent.
Hun har alt mulig grund til en ny afstemning om uafhængighed fra England, så Skotland kan vælge sin egen skæbne. Skotland ønskede klart at blive i EU.

Lykkes det for Skotland at opnå uafhængighed, giver det heller ikke mening at beholde "Union Jack", da Storbritanniens flag er en kombination af det skotske, engelske flag og irske flag.
https://en.wikipedia.org/wiki/Union_Jack

England kan, som følge af Brexit, risikere at miste Nordirland og Skotland og stå alene tilbage, evt. sammen med Wales. Omgivet af nabolande, der alle er en del af EU, og som har en toldmur mellem dem og England.

Så drømmen om det tabte imperium, der var med til at forårsage Brexit, kan i stedet ende med at England bliver "et lidet fattigt land", langt fra fordums storhed.

Dét kan man kalde skæbnens ironi.

Ole Svendsen

Jeg ønsker det bedste for UK.
Det er bare rigtigt ærgerligt for den almindelige brite, at de formentlig bliver taberne ved Brexit.

Det er i hvert fald mit indtryk at Brexit bl.a. skyldtes at leave kampagnen fortalte mange usandheder og at Briterne meldte sig ud af EU på et uoplyst/vildledt grundlag.

Læg dertil Cambridge Analytica’s påståede skjulte manipulation af de britiske vælgere.

Havde briterne kendt konsekvenserne af en udmelding af EU, da de stemte om det, havde vi næppe haft Brexit. Der var jo næsten dødt løb mellem ”leave” og ”remain”.

At UK falder fra hinanden kan blive en utilsigtet konsekvens af Brexit, som der er en reel risiko for, og som alt for få "Brexiteers" har været opmærksom på.

Jeg tror på, at briterne og EU havde været bedst tjent med, at et stærkt og samlet UK fortsat var en del af EU.

Men sådan gik det desværre ikke :(

Peder Bahne

Jeg er langt mere bekymret for det egenrådige Stortyskland, vejen foran os fører hen mod. Vi er nu under stort pres for at gældsætte os ud over vores egen generation for udligning mod Syd og Frankrig oven i den udligning, vi længe har overført mod Øst. Hensigten er først og fremmest yderligere europæisk integration og centralisering af initiativ og magt og efterlader vores nation som et kapitel i historiebøgerne. Vi har ingen indflydelse på den gældsætning, der ligger foran os. Propagandamaskinen er på vej op i gear, fordi Merkel er bekymret for den stærkt vigende opbakning til EU i de italienske meningsmålinger. Det kræver store penge at manipulere folkestemningen, og vi kan ikke andet, end at hviske 'jawohl'

Peder Bahne

Først gennemfører vi store rationaliseringer og forringelser i vores velfærd for at styrke vores økonomi. Det sker ved at overimplementere de landespecifikke henstillinger fra kommissionen under 'Det europæiske Semester' og ramte diverse ydelser som eksempelvis efterløn, førtidspension og lærernes arbejdsforhold.

Det skabte et 'råderum' men også en folkelig utilfredshed. Nu skal vi så finansiere en betragtelig del af UKs manglende indbetaling, Sydeuropas tidligere pension, ringe skattebetalinger, gammel gæld og den faldende EU begejstring.

Har vores EU kontingent og vores naivitet slet ingen øvre grænse ?