Analyse
Læsetid: 6 min.

På vej mod et utopisk Storbritannien, langt væk fra EU

For få år siden blev de kaldt skøre utopistiske drømmere, som kæmpede en håbløs kamp for at genetablere fordums storhed. Nu vækker hårdkogte Brexiteers, der ønsker no deal i stedet for forlængelse af forhandlingerne med EU om en frihandelsaftale, genklang i en stor del af befolkningen. COVID-19 har givet os nye muligheder, mener en af de ideologiske utopister, der er ved at få ret
Udsigten til et no deal-Brexit under coronakrisen vurderes fra flere sider at vokse støt. Boris Johnson har ladet forstå, at man allerede fra juli vil flytte en del af fokus væk fra forhandlingerne og i stedet forberede sig på no deal. Arkivfoto.

Udsigten til et no deal-Brexit under coronakrisen vurderes fra flere sider at vokse støt. Boris Johnson har ladet forstå, at man allerede fra juli vil flytte en del af fokus væk fra forhandlingerne og i stedet forberede sig på no deal. Arkivfoto.

Tolga Akmen

Udland
26. maj 2020

Drømmen om igen at stå på egne ben, at genindtage sin position som en slags stormagt og at have udbredt frihed til at fastlægge sin egen økonomiske vision har præget særligt dele af det konservative parti i Storbritannien, lige siden jernladyen regerede og indledte det opgør med EU, der nu er resulteret i Brexit.

For næsten 40 år siden skrev 364 britiske økonomer et brev til The Times, hvor de argumenterede for, at Margaret Thatchers monetaristiske finanspolitik ville ende med at ruinere landet.

Premierministeren blev efterfølgende i Underhuset presset til at give parlamentet navne på bare to økonomer, der støttede hendes finanspolitik. Hun valgte økonomerne Patrick Minford og Alan Walters. Thatchers privatsekretær sagde senere spøgende, at det var godt, at Thatcher ikke var blevet bedt om at give navnene på tre økonomer, for der var ikke flere.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

44 & 46% er stadig et mindretal. Med egne regler og normer i UK, ser jeg frem til dårligt samlede biler, som i 60-70'erne, for ikke at nævne stål-kvaliteten til bro-bygning over Storestrømmen. Jo, jo friheden giver muligheder, men hvilke; de nye handelspartnere lider også under coronaen, så måske kan de ikke bidrage med så meget alligevel. WTO har Trump & Xi afskaffet inden årets udløb, så pris-konkurrencen vil få fart på nedad, til ugunst for flertallet=arbejdstagerne! Vi får se.

Henrik Røngaard Bentzen, Steffen Gliese og Morten Reippuert Knudsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Jeg ønsker briterne alt det bedste; men vi må have afsluttet Brexit -
dvs Storbritannien ud af EU pr. 31.12.2020.

Søren Dahl, Jens Ole Mortensen, Dan D. Jensen, Gert Romme, Jacob Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er fokus på 'økonomi', der blot er en måde at fordele de alt for rigelige ressourcer på. Ingen vil lide, hvis man skal forære Sydeuropa 'penge', for det er jo trods alt deres købekraft, der giver alle de øvrige lande noget at lave. Det er et sindssygt system, men indtil vi har lavet det om til noget kløgtigt, må vi jo gør det, der skal til.
Hvad englænderne jager, forstår jeg ikke.

Ole Svendsen

Det er skæbnens ironi at "drømmen om det tabte imperium" var en del af "the brexiteers" motivation til at forlade EU.

Brexit risikerer at betyder begyndelsen til enden på Storbritannien.
Hvorfor?

Fordi Nordirland har ret til en afstemning, hvorvidt de fortsat vil tilhøre England eller Irland. En sådan afstemning kan medføre et samlet Irland, der som bekendt er med i EU. De nordirere der for alt i verden ønsker at undgå en genopblussen af volden i Nordirland og som kan se de økonomiske og politiske fordele ved EU har god grund til at stemme FOR en genforening med Irland.

Samtidig er der den skotske første minister Sturgeon, der er yderst kompetent.
Hun har alt mulig grund til en ny afstemning om uafhængighed fra England, så Skotland kan vælge sin egen skæbne. Skotland ønskede klart at blive i EU.

Lykkes det for Skotland at opnå uafhængighed, giver det heller ikke mening at beholde "Union Jack", da Storbritanniens flag er en kombination af det skotske, engelske flag og irske flag.
https://en.wikipedia.org/wiki/Union_Jack

England kan, som følge af Brexit, risikere at miste Nordirland og Skotland og stå alene tilbage, evt. sammen med Wales. Omgivet af nabolande, der alle er en del af EU, og som har en toldmur mellem dem og England.

Så drømmen om det tabte imperium, der var med til at forårsage Brexit, kan i stedet ende med at England bliver "et lidet fattigt land", langt fra fordums storhed.

Dét kan man kalde skæbnens ironi.

Ole Svendsen

Jeg ønsker det bedste for UK.
Det er bare rigtigt ærgerligt for den almindelige brite, at de formentlig bliver taberne ved Brexit.

Det er i hvert fald mit indtryk at Brexit bl.a. skyldtes at leave kampagnen fortalte mange usandheder og at Briterne meldte sig ud af EU på et uoplyst/vildledt grundlag.

Læg dertil Cambridge Analytica’s påståede skjulte manipulation af de britiske vælgere.

Havde briterne kendt konsekvenserne af en udmelding af EU, da de stemte om det, havde vi næppe haft Brexit. Der var jo næsten dødt løb mellem ”leave” og ”remain”.

At UK falder fra hinanden kan blive en utilsigtet konsekvens af Brexit, som der er en reel risiko for, og som alt for få "Brexiteers" har været opmærksom på.

Jeg tror på, at briterne og EU havde været bedst tjent med, at et stærkt og samlet UK fortsat var en del af EU.

Men sådan gik det desværre ikke :(

Peder Bahne

Jeg er langt mere bekymret for det egenrådige Stortyskland, vejen foran os fører hen mod. Vi er nu under stort pres for at gældsætte os ud over vores egen generation for udligning mod Syd og Frankrig oven i den udligning, vi længe har overført mod Øst. Hensigten er først og fremmest yderligere europæisk integration og centralisering af initiativ og magt og efterlader vores nation som et kapitel i historiebøgerne. Vi har ingen indflydelse på den gældsætning, der ligger foran os. Propagandamaskinen er på vej op i gear, fordi Merkel er bekymret for den stærkt vigende opbakning til EU i de italienske meningsmålinger. Det kræver store penge at manipulere folkestemningen, og vi kan ikke andet, end at hviske 'jawohl'

Peder Bahne

Først gennemfører vi store rationaliseringer og forringelser i vores velfærd for at styrke vores økonomi. Det sker ved at overimplementere de landespecifikke henstillinger fra kommissionen under 'Det europæiske Semester' og ramte diverse ydelser som eksempelvis efterløn, førtidspension og lærernes arbejdsforhold.

Det skabte et 'råderum' men også en folkelig utilfredshed. Nu skal vi så finansiere en betragtelig del af UKs manglende indbetaling, Sydeuropas tidligere pension, ringe skattebetalinger, gammel gæld og den faldende EU begejstring.

Har vores EU kontingent og vores naivitet slet ingen øvre grænse ?