Læsetid: 4 min.

Pandemien kan blive motor for øget global ulighed og polarisering

Mens antallet af ekstremt fattige vil stige, kan finansmarkedernes aktører på ny stikke af fra resten af samfundet, advarer FN og IMF
16. maj 2020

Der er intet nyt under solen: Når ulykker rammer, går det hårdest ud over de svage. Og fordi de svage rammes hårdere end de velstillede, fører ulykkerne til stigende ulighed.

Således også med coronapandemien og den ledsagende nedlukning af verdensøkonomien.

Både Den Internationale Valutafond, IMF, og FN advarer i nye analyser mod udsigten til forstærket fattigdom og øget global ulighed i kølvandet på den aktuelle krise.

»Pandemien vil sandsynligvis betyde, at 3,4 millioner mennesker i 2020 ryger ned under den ekstreme fattigdomsgrænse, med 56 pct. af denne stigning i afrikanske lande,« hedder det i FN-rapporten World Economic Situation and Prospects as of mid-2020.

»Yderligere 130 millioner personer kan i 2030 blive føjet til gruppen af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom – det vil være et voldsomt slag mod de globale indsatser for at udrydde ekstrem fattigdom og sult.«

»Pandemien, som rammer lavtlønnede, ufaglærte job særlig hårdt, mens højtkvalificerede job påvirkes mindre, vil yderligere uddybe indkomstuligheden i og mellem lande,« forudser FN.

Ifølge rapporten forventes det, at den økonomiske og sociale nedtur med en historisk minusvækst i det globale BNP på 3,2 procent i år vil »undergrave den sociale sammenhængskraft og give næring til yderligere utilfredshed og ustabilitet verden over«.

Økonomer i kor: Større ulighed

IMF’s eksperter har gransket, hvordan fem tidligere epidemier – blandt andet SARS i 2003, H1M1 i 2009 og Ebola i 2014 – ramte svage befolkningsgrupper hårdest.

»Vi kan se, at større epidemier i dette århundrede har øget indkomstuligheden og undergravet jobmulighederne for dem, der kun har basal uddannelse, mens beskæftigelsen for personer med højere uddannelse knap er blevet berørt,« konstaterer IMF.

Valutafondens eksperter har estimeret uligheden efter tidligere epidemier via den såkaldte Gini-koefficient, der er nul procent ved fuld lighed, det vil sige hvis alle har samme indkomst, og 100 procent, hvis én person får hele indkomsten, det vil sige total ulighed.

»Vore resultater viser, at uligheden stiger uanset regeringers indsatser for at omfordele indkomster fra rige til fattige for at modvirke pandemiernes effekter. Efter fem år er Gini steget med næsten 1,5 procent, hvilket er en markant effekt, i betragtning af at denne indikator bevæger sig langsomt over tid.«

At det vil gå tilsvarende efter coronapandemien, venter ikke bare FN og IMF, men også de fleste økonomer. En rundspørge blandt 50 amerikanske topøkonomer foretaget af University of Chicago viser, at 84 procent af dem forventer stigende indkomstulighed i USA, uanset regeringens hjælpeprogrammer. Ingen af de adspurgte økonomer erklærer sig direkte uenige i udsagnet om stigende ulighed.

En endnu større andel af økonomerne forudser en voksende uddannelseskløft, samt at de socioøkonomisk svage grupper vil blive ramt hårdest af selve sygdommen – det er allerede observeret i såvel USA som en række andre lande.

Én mekanisme bag frygten for øget ulighed er den, som også blev observeret efter finanskrisen. I FN-rapportens formulering:

»Med et overskud af likviditet på jagt efter eksisterende og nye finansielle aktiver vil en hurtig genrejsning af priser på værdipapirer potentielt trække økonomiske ressourcer væk fra produktive investeringer, undergrave vækst og forstærke indkomst- og formueulighed, især i de udviklede økonomier.«

I kølvandet på finanskrisen i 2008 var aktiekurserne det første, der begyndte at rette sig og atter stige, og det fik bankerne til at sende penge fra redningspakkerne efter den finansielle sektor frem for mod jobskabende produktion. Aktionærer, investorer og spekulanter scorede igen gevinsten og stak af fra dem, der var afhængige af lønarbejde med stagnerende realindkomst eller af sociale ydelser.

I den aktuelle situation accelererer realøkonomiens dramatiske nedtur, men aktiemarkederne er allerede på vej op efter et markant, men kortvarigt fald fra sidst i februar til sidst i marts.

Katastrofal gældskrise

På linje med IMF’s seneste prognose for verdensøkonomien forudser FN-rapporten som nævnt en global minusvækst i BNP på 3,2 procent i år, med et fald på minus fem procent i gruppen af vestlige i-lande, minus 3,5 procent i Rusland, minus 0,7 procent i den store gruppe af udviklingsøkonomier og en minimal positiv vækst på 0,8 procent i de mindst udviklede lande.

U-landene vil opleve et stærkt fald i eksportindtægter, i udenlandske investeringer og udviklingsbistand samt i pengeoverførsler fra slægtninge i i-lande – det udgør sammenlagt op mod en fjerdedel af u-landenes BNP. Dertil ifølge FN kapitalflugt og skrappere betingelser for at opnå lån – det sidste har store udviklingsøkonomier som Brasilien, Nigeria, Sydafrika og Colombia allerede fået at føle, bemærker FN-rapporten.

Presset på u-landenes økonomi betyder, at de ikke vil være i stand til at betale af på deres gæld i år. Uden en global indsats for at modvirke denne udvikling, er der udsigt til »en katastrofal gældskrise i mange udviklingslande«, advarer FN.

’The new normal?’

Hvor omfattende langtidsvirkninger, den økonomiske nedtur får, afhænger i høj graf af selve pandemiens varighed. Bliver den langvarig, kan den føre til nye vaner, der varigt ændrer økonomien, adfærden og forholdet mellem mennesker og nationer.

»Hvis usikkerheden om vaccine, test og behandling varer ved, vil mennesker vende tilbage til arbejdet med stor forsigtighed og opmærksomhed på at undgå risici. Det vil dæmpe både forbrug og investeringer. Folk vil vænne sig til en ny livsstil, der fører til et permanent skift i efterspørgsel efter visse varer og serviceydelser. Efterspørgslen efter restaurationsmåltider, sportsbegivenheder, biografer, liveunderholdning og turisme vil formentlig forblive lav, mens efterspørgslen efter eksisterende og nye onlinetjenester fortsat vil vokse dramatisk.«

»Social afstand kan blive den nye normal, der cementerer og måske forstærker frygt, mistillid og fordomme blandt mennesker, lokalsamfund og lande.«

»Lande vil måske søge at mindste indbyrdes afhængighed og forkorte forsyningskæderne, idet mange vil anse de potentielle omkostninger ved en lammende pandemi som for høj i forhold til de fordele, de opnår ved økonomisk integration og indbyrdes afhængighed. Kampen mod pandemien vil – hvis den fortsætter for længe og dens økonomiske pris bliver for høj – fundamentalt forandre handel og globalisering,« vurderer FN-rapporten.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Breinholt Leth
  • Johnny Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jens Flø
  • Uffe Gammelby
  • Gert Romme
  • Poul Anker Juul
Ivan Breinholt Leth, Johnny Christiansen, Eva Schwanenflügel, Jens Flø, Uffe Gammelby, Gert Romme og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen beskriver den voksende ulighed i I-lande, og det voksende gældsproblem for u-lande. Den skriver slet ikke om ulighed i U-lande. For mig at se er løsningen ikke kun øgede overførsler fra I-lande til U-lande. Problemet med økonomisk ulighed er mindst ligeså stort i U-lande. Løsningen må være at binde al hjælp op på langt mere økonomisk lighed i modtagerlandene, og at vi f.eks her i Danmark går klart i front med øget indkomstlighed, i vores eget samfund.

Pia Nielsen

»Lande vil måske søge at mindste indbyrdes afhængighed og forkorte forsyningskæderne, idet mange vil anse de potentielle omkostninger ved en lammende pandemi som for høj i forhold til de fordele, de opnår ved økonomisk integration og indbyrdes afhængighed. Kampen mod pandemien vil – hvis den fortsætter for længe og dens økonomiske pris bliver for høj – fundamentalt forandre handel og globalisering,« vurderer FN-rapporten.

Men er det en dårlig løsning at forkorte forsyningskæderne? Det er det vel ikke miljømæssigt. Tvært imod er det nok det vi skal gøre for at nå klimamålene.

Vi skal vende os til en anden livsstil - absolut. Det kommer vi formodentlig til med eller uden corona angst. Vi har en global gældskrise som i oktober 2019 udgjorde 322% af globalt BNP, det højeste som nogensinde er opgjort. Den havde vi før corona satte ind. Vi har en klimakrise. Den havde vi også forud for corona-krisen. Uligheden er steget i hele verden. Vi har flygtningekriser og politiske kriser.

Og aldrig er der blevet udbetalt så store udbytter og lønninger til toppen.

Løsningen på verdens kriser er derfor ikke mere af samme slags dvs. nedskæringer og deregulering af markedet og finansverden, skattelettelser til store selskaber og velhavere med det argument at det skal sætte hjulene i gang. Det har vi set udfaldet af og det fører blot til yderligere gæld, ulighed og fattigdom over hele verden.

Verden bliver ikke som før - men pas på at ikke corona får hele skylden.

Kan ulandene ikke betale deres gæld - jamen hvad sker der når man ikke kan betale - så må der en gældsanering til.

Thomas Tanghus, Ivan Breinholt Leth, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar