Nyhed
Læsetid: 6 min.

Terrorforsker: Vi overser et fællesskab af vestlige højreekstreme fremmedkrigere

Op imod tusind europæere har deltaget i krigen i Ukraine, herunder 70 fra Skandinavien. Fælles for dem er et nationalistisk og militant verdenssyn samt modstanden mod et liberalt og elitært Vesten. Men Europa ignorerer det sikkerhedsmæssige problem, de udgør, mener forfatteren bag en ny rapport
Ukrainske soldater i en skyttegrav i Donetsk-regionen i 2019. Der har ikke været megen opmærksomhed om de vestlige højreekstremistiske fremmedekrigere, der er taget til Ukraine for enten at kæmpe på den ukrainske eller prorussiske side, men det kan ikke affejes som et ukrainsk problem, at europæiske borgere vælger at tage derned, mener terrorforskeren Kacper Rekawek.

Ukrainske soldater i en skyttegrav i Donetsk-regionen i 2019. Der har ikke været megen opmærksomhed om de vestlige højreekstremistiske fremmedekrigere, der er taget til Ukraine for enten at kæmpe på den ukrainske eller prorussiske side, men det kan ikke affejes som et ukrainsk problem, at europæiske borgere vælger at tage derned, mener terrorforskeren Kacper Rekawek.

Manu Brabo

Udland
14. maj 2020

Siden 2012 er fremmedkrigere blevet associeret med islamisme i Vesten. Og Europa har fokuseret så ensidigt på Mellemøsten og Syrien, at vigtige sikkerhedspolitiske udviklinger inden for unionens egne grænser er blevet overset.

Det mener Kacper Rekawek, efter han i fem år har studeret en gruppe på omkring tusind europæere med højreradikale holdninger, der relativt ubemærket og på egen hånd er rejst til Ukraine for at deltage i krigen.

»Jeg er oprindeligt antiterroranalytiker, og i mit felt ved vi en masse om Nordafrika, Afghanistan og Syrien. Men næsten ingen kendte til denne type fremmedkriger. Det er et underbelyst emne, og det er vildt, når man tænker på, hvad det er for mennesker, vi har med at gøre. Det er grund til bekymring, når ekstreme højreradikale får paramilitær træning i en krigszone,« siger Kacper Rekawek, der er tidligere analytiker på det Polske Udenrigspolitiske Institut og blandt andet i 2017 har skrevet en bog, hvis titel kan oversættes til En mand med en lille bombe: Terrorisme og terrorister.

I sidste uge udgav han en rapport om sit studie af højreradikale fremmedkrigere, Career Break or a New Career? Extremist Foreign Fighters in Ukraine. Den er en del af et længerevarende projekt hos organisationen Counter Extremism Project, som er en sammenslutning af forskere, diplomater og tidligere globale ledere, der arbejder med at afdække og forstå ekstremistiske netværk.

En række fællestræk

Først og fremmest har Kacper Rekawek villet finde frem til, hvem de vestlige fremmedkrigere er. Han etablerede kontakter i miljøet, og gennem de senere år har han foretaget interview med både hjemvendte og aktive fremmedkrigere.

Deres gennemsnitsalder er i start-30’erne, de kommer fra lande som Finland, Sverige, Norge, Frankrig og Tjekkiet og har følgende fællestræk: Et ultrakonservativt eller kristent livssyn, modstand mod seksuel frihed, antikapitalisme, men også antisocialisme og et had til flygtninge. Derudover håber flere blandt de interviewede at kunne genrejse Europa til dets tidligere stormagtsstatus, mens man hader USA, der anses som Vestens helt store kortslutning.

Ifølge Rekawek har der også deltaget danskere med tjetjensk baggrund – blandt andet den nu afdøde Isa Munajev.

»Vi ligger i ekstremerne i forhold til holdninger, historiske referencerammer og så videre. Mange ser alt det, der er sket efter 1945, som ét stort svindelnummer. De mener, at Vestens liberale værdier er skadelige, og at Vesten i stadig større grad styres af en global elite med hovedsæde i USA,« fortæller Kacper Rekawek, der i forbindelse med interviewene blev overrasket over det store fokus på Europa:

»Vi har en opfattelse af, at nationalistiske synspunkter er afgrænset til lande. Men i Europa er højreekstremister egentlig både sammenkoblede og internationaliserede. Ideologien kalder de en form for europæisk patriotisme. I de fleste tilfælde betyder det bare fascisme.«

De skyder på meningsfællerne

Det kan være svært at se, hvad europæiske nationalister har med den regionale krig i Ukraine at gøre.

Konflikten går tilbage til 2013, hvor landet planlagde en handelsaftale med EU. I sidste øjeblik blev aftalen dog skrottet af den daværende præsident, Viktor Janukovitj, og det førte til store demonstrationer i hovedstaden Kijev, hvor mange ønskede en mere vestlig kurs. Imens begyndte det at røre på sig i øst. Her opstod prorussiske oprørsstyrker, der med tiden samlede sig i de to udbryderregioner Donetsk og Lugansk i ønsket om at frigøre sig fra Ukraine. Længere sydpå annekterede Rusland halvøen Krim.

Over en bred kam består krigen altså af to fronter, og en af de største overraskelser for Kacper Rekawek har været, at de vestlige fremmedkrigere fordeler sig på hver side.

»Mennesker fra samme miljø og med de samme holdninger tager til Ukraine og kæmper mod hinanden skyder i praksis på hinanden,« siger Kacper Rekawek.

I den ukrainske lejr mener de udenlandske krigere, at de er med til at stoppe den russiske stormagt fra at invadere Europa. I den prorussiske separatistlejr mener man, at Rusland står for netop det kristent-konservative statssystem, som er gået tabt i Europa.

Adrenalin, træning og nye kontakter

Ideologi fylder dog ikke alt:

»Det her er også en ekstrem postmoderne krigsdeltagelse. Du kæmper, fordi det giver adrenalin, du kan teste dig selv, og du kan spille en rolle. For mange af fremmedkrigerne betyder insignier og symboler helt vildt meget, men når jeg spurgte dem om situationen i Ukraine, slog de det hen med ’ah, du taler for meget om politik’,« fortæller Kacper Rekawek.

Muligheden for militær træning er også en grund til at tage afsted. Det ser Kacper Rekawek især på separatistsiden, hvor han har samlet information om koordinerede indsatser fra højreradikale grupperinger i forhold til at sende medlemmer til Østukraine. Han nævner Den Nordiske Modstandsbevægelse, der samarbejder med organisationen Russisk Imperialistisk Bevægelse og har sendt 20 medlemmer til Ukraine og Rusland.

»Den paramilitære træning er et problem, og så er der selvfølgelig også noget usikkert i at have borgere, der deltager i en ikkeallieret krig med Rusland i ryggen,« udtaler Kacper Rekawek.

På den ukrainske side har man været langt mindre åbne for at tillade udlændingene at være med i regulære kampe, og derfor er der ikke det samme sikkerhedsmæssige problem, mener Rekawek. I stedet har fremmedkrigerne kunnet skabe nye kontakter. Den nationalistiske bevægelse Azov – der ud over at være en bataljon også er et politisk parti og en ungdomsorganisation – har således modtaget udlændinge, som har fået lov til at deltage i mixed martial arts-kampsportsturneringer, koncerter og møde Azov-ledelsen.

»Her er der ikke tale om en sikkerhedsmæssig trussel,« siger Kacper Rekawek og tilføjer: »Men det er selvfølgelig en politisk udvikling, som man i EU burde holde øje med: At der findes en stigende nationalisme, hvis fællesskab styrkes i disse møder.«

Ukrainsk afvisning

For ham er det dog afgørende at holde fast i to ting. Dels at ekstremistiske højrebevægelser i Europa eksisterer med eller uden krigen i Ukraine. Dels at han i sin forskning ikke har fundet tegn på, at militser på nogen måde faciliterer træning af fremtidige terrorister.

Det er snarere omvendt. Over årene har militserne afvist et stort antal kampklare vesterlændinge. To eksempler: Da en norsk højreradikal dukkede op til en Azov-demonstration i Kijev og råbte, at han ville tage tilbage til Norge for at starte en terrorkampagne, blev han smidt ud. Og da man i Folkerepublikken Donetsk fik at vide, at en tjekkisk organisation opfordrede deres »udsendte« til at komme hjem og bruge det, de havde lært, lukkede man straks ned for samarbejdet.

»Man har absolut ingen interesse i at blive blandet ind i en intern europæisk strid,« siger Kacper Rekawek.

Nye kampe venter

Efter vinteren 2015 udviklede Ukraine-konflikten sig gradvist til en skyttegravskrig. De mere strategisk krævende manøvrekampe ebbede ud, og soldaterne sad i stort omfang på det samme sted og skød på fjenden et par hundrede meter foran sig.

For nogle vestlige fremmedkrigere var det ikke, hvad de havde forventet, og over årene er mange taget videre og har fundet nye kamppladser. Nogle franskmænd tog til det konfliktramte kurdiske område i Irak, andre tog hjem og deltog i De Gule Veste. I sin kortlægning har Kacper Rekawek registreret omkring 70 højreradikale fremmedkrigere fra Skandinavien. En af dem en svensk mand blev lejesoldat og har siden været i Somalia og Libyen.

»Vi må erkende, at der eksisterer et fællesskab af vestlige fremmedkrigere, for hvem det her er blevet en livsform,« siger Kacper Rekawek.

Og ansvaret ligger i hans øjne i Vesten:

»Holdningen er lidt, at det er Ukraines problem. Men virkelig? Et ukrainsk problem, at europæiske borgere vælger at tage derned? Nej, vi bliver nødt til at kigge indad,« siger Kacper Rekawek.

I flere europæiske lande har de retlige konsekvenser for hjemvendte udlandskrigere fra Ukraine været få, og opsynet med dem lille. Desværre, mener Kacper Rekawek, der erkender, at nogle hundrede fremmedkrigere ikke er et stort antal. Men til gengæld peger han på, at krigen i Ukraine blot viser et lille udsnit af en langt større højreradikal bevægelse. Og den er der i hans øjne klar grund til at studere mere:

»Højreorienteret radikalisme er en trussel mod den interne sikkerhed i landene i det bredere Vesten,« siger Kacper Rekawek og uddyber:

»Der er stille, og så en gang imellem kommer der et udbrud, vi ikke helt forstår: Breivik, Christchurch, en italiensk hipsterfascistorganisation som Casa Pound, der hiver 300.000 stemmer hjem ved valget i 2018. Måske er truslen lav hos de hjemvendte krigere. Men vi bliver nødt til at finde ud af det, før vi kan vide det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger Nielsen

Jeg håber, at der snart bliver fred i Ukraine. Jeg kender et par i den vestlige af landet.

Viggo Okholm, Karsten Lundsby og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Når det gælder debatten om terrorisme er synspunkter som det at "den enes terrorist er den andens frihedskæmper", "frygten for terror er blot noget magthaverne finder på for at få flere beføjelser" eller "det er noget der bruges til at "stigmatisere" mindretal" vel gamle travere. Dertil beroligende "chancen for at dø i et terrorangreb er uhyre lille", og sammenlignelig med helt "eksotiske" dødsårsager.
Men holder disse indvendinger? Eller er en nul-accept, nul dialog tilgang (fra "samfundets" side) mere rigtig?

Karsten Lundsby og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Der findes grundliggen fire egenskaber hos mennesker.

1. De intelligente.
2. De dumme.
3. De flittige.
4. De dovne.

Alle mennesker besidder grundlæggende af en kombination af 2 af de ovenstående egenskaber.

Og dem som ALDRIG må få ansvar og magt er kombinationen af dumhed og flittighed. For det er en Hitler opskrift.

Jan Henrik Wegener

Det er ikke klart hvad Hitler har med sagen at gøre, men jeg mener tit af have set det misbrugt.
"Hitler opskrift" bliver let bare et udtryk der skal overtrumfe enhver videre diskussion. Den store stygge ulv kommer! Kan vi, og her menes vi som borgere i samfundet, gå ind for at de der angriber borgerne skal modarbejdes og med et ret omfattende arsenal af midler?
Når Hitler nævnes vil mange vel umiddelbart svare, nej, det tør vi ikke. Vi må passe tusind gange mere på hvad vore politikere kan finde på og hvad politi, efterretningsvæsen og så videre gør end hvad de grupper der kunne finde på at udløse bomber i menneskemængder, skyde løs eller køre ind i dem med lastbiler og lignende. Det sidste må vi leve med, vil det så blive sagt. For hvis ikke vi lever med det, så vil vi få et uhyggeligt overvågningssamfund og en politistat og vejen er banet for at den til enhver tid siddende statsminister (eller præsident i andre lande) viser sit sande ansigt. Hvilket selvfølgelig er A.H.s?

Hanne Utoft

"»Holdningen er lidt, at det er Ukraines problem. Men virkelig? Et ukrainsk problem, at europæiske borgere vælger at tage derned? Nej, vi bliver nødt til at kigge indad,« siger Kacper Rekawek."

Et mindre kig indad ville eksponere at EU bidrog til et statskup i Ukraine, hvor højreradikale kræfter udførte store dele af det beskidte arbejde - støttet af europæiske og amerikanske statsrepræsentanter.

Her er lidt historisk materiale, som dokumenterer hvordan de, ifølge vore mainstreammedier, fredelige demonstranter helt uforvarende blev udsat for grov mishandling og kriminel nedkæmpelse af den siddende regering:
https://www.youtube.com/watch?v=F2-xBKQo-_U
https://www.youtube.com/watch?v=dYlS27VO6HQ
https://www.youtube.com/watch?v=wR1NFI6TBH0

Bemærkelsesværdigt er det at debatten fokuserer på en partikel i problemstillingen; fremmedkrigerne. Disse fremmedkrigere ville slet ikke have kunnet spille en rolle, såfremt der ikke var blevet foranstaltet kup/destabilisering i Ukraine, funldstændigt som tilfældet er i bl.a. Syrien, hvor vi også skal trættes med partikulært ævl og kævl om fremmedkrigere, mens ansvaret for destabiliseringen af Syrien, som i vid udstrækning faciliteredes af vestmagter, slet ikke skal til debat.

Signe Hansen

Det er hovedsageligt hvis man er venstreorienteret eller muslim (det kom da muren faldt) at man er et sikkerhedsproblem :-D

Hanne Utoft

Ved en fejl fik jeg ikke linket til den engelsksprogede version af Oliver Stones 'Ukraine on fire'; her er den: https://vimeo.com/252426896