Baggrund
Læsetid: 6 min.

Trump vil vinde. Nu skal Obama og Biden stilles for retten

Trump blev i to år undersøgt i sagen om Russiagate. Rigsretssagen i Ukraine-affæren varede i et halvt år. Nu vil præsidenten forvandle disse »svindelnumre« til et politisk våben mod Biden og Obama i valgkampen. Og anledningen er sagen om Michael Flynn
Baggrunden for Trump-regeringens fornyede interesse for Michael Flynn-affæren er, at den kan bruges til at miskreditere både Joe Biden og Barack Obama. I et interview med Fox Business News i sidste uge hævdede præsident Trump, at Obama og Biden begik »den største politiske forbrydelse i amerikansk historie« ved at bruge FBI til at gå efter Michael Flynn og hans kampagne.

Baggrunden for Trump-regeringens fornyede interesse for Michael Flynn-affæren er, at den kan bruges til at miskreditere både Joe Biden og Barack Obama. I et interview med Fox Business News i sidste uge hævdede præsident Trump, at Obama og Biden begik »den største politiske forbrydelse i amerikansk historie« ved at bruge FBI til at gå efter Michael Flynn og hans kampagne.

Brendan Smialowski

Udland
19. maj 2020

Da Joseph Biden erklærede sit kandidatur til præsidentposten for mere end et år siden, var præsident Donald Trumps første reaktion at finde noget »politisk snavs« på Barack Obamas tidligere vicepræsident.

Det blev til historien om Trumps bestræbelse på at afpresse Ukraines præsident til at indlede en retlig undersøgelse mod Biden og hans søns angivelige korrupte aktiviteter i Kijev. En historie, der endte med en rigsretssag og en frifindelse af Trump i USA’s senat.

Nu et år efter Ukraine-affæren er Biden tæt på at blive kåret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. I meningsmålingerne fører han i næsten alle svingstater, og Trump får negative karakterer af et flertal af vælgerne for sin forvaltning af coronapandemien, mens USA’s økonomi er tæt på et sammenbrud.

Trump, en mester i at identificere modstanderes svagheder, er derfor ikke overraskende i fuld gang med at fabrikere en ny korruptionsskandale. Denne gang involverer det Bidens rolle i Obama-regeringens forsøg på at verificere vedholdende rygter i 2016 og starten af 2017 om Trump-kampagnens forbindelser til russiske agenter.

Trump har med hjælp fra sin justitsminister William Barr valgt at fokusere på sagen om den tidligere sikkerhedsrådgiver og general Michael Flynn, der under særlige anklager Roberts Muellers undersøgelser af Russiagate i 2017-19 blev sigtet for at have begået mened i et forhør med to FBI-agenter om sine samtaler med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kisljak.

Flynn-sagen bestyrkede Obama-regeringens og mainstreammediernes i forvejen stærke mistanke mod Trump og hans rådgivere for at have søgt om hjælp fra Rusland i valgkampen. Den var det første håndfaste indicium for, at et eller andet stak under og var lunten, der fik Russiagate til at eksplodere i ansigtet på Trump.

At Flynns falske udtalelser til FBI er nøglen til forståelsen af Mueller-undersøgelserne og nu kan komme til at spille en overordentlig vigtig rolle i valget af USA’s næste præsident, skyldes den omstændighed, at Trump i foråret 2017 fyrede FBI-chef James Comey, fordi han skulle have afvist Trumps ønske om at »lade Flynn slippe for videre tiltale«.

Efter hans afskedigelse lækkede Comey via en ven sin udlægning af to møder med Trump til amerikansk presse, hvori han hævdede, at præsidenten havde søgt at afpresse ham. Det var den historie, der foranledigede vicejustitsminister Rod Rosenstein til at udpege Robert Mueller til en særlig anklager.

»Ulovlige metoder«

Hvorfor vælger Trump, hans valgkampagne 2020, justitsminister William Barr, Fox News og konservative medier pludselig at genoplive sagen om Flynn?

De hævder, at Obama-regeringen i sine sidste måneder i embedet iværksatte en kampagne mod Trump, der brugte ufine og måske endda ulovlige midler til at delegitimere hans sejr over Hillary Clinton ved præsidentvalget.

Det er selvsagt ikke et argument, som overbeviser Trumps modstandere i den liberale presse.

»Dette her handler ikke om Obama-regeringens embedsmisbrug. Formålet er at opildne Trumps kernevælgere og mudre vandene. Det drejer sig om et miskreditere Obama på et tidspunkt, hvor han bliver mere involveret (i Bidens) kampagne. Og så handler det for Trump om at vinde igen, koste hvad det vil,« skriver Ruth Marcus i sin klumme i The Washington Post.

Baggrunden for Trump-regeringens fornyede interesse for Flynn-affæren er en granskning af Obama-regeringens og senere Trumps justitsministeriums håndtering af Russiagate, som justitsminister Barr gav ordre til sidste år, og som en forbundsdommer er blevet i spidsen for.

En vigtig del af undersøgelsen vedrører FBI’s forhør af Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver. I forhør med Muellers advokater indrømmede Michael Flynn i 2017 at have løjet over for FBI. Han takkede herefter ja til et tilbud om nedsat straf for at samarbejde med Mueller.

Men i en besynderlig og indtil nu uforklarlig vending i sagen trak Flynn sin tilståelse tilbage, kort efter at Barr tiltrådte som justitsminister i februar 2019. Samtidig udpegede han en ny forsvarer, en kendt tilhænger af Trump fra Texas.

Nu mere end et år senere har Barr på baggrund af Justitsministeriets undersøgelse af FBI’s forhør af Flynn konkluderet, at det kan godt være, at han ikke fortalte sandheden, men det var i den foreliggende situation ikke strafbart. Årsagen skulle være, at Flynns samtale med ambassadør Kisljak og selve indholdet ikke var ulovligt.

Barr har faktisk udtalt, at Flynns opringning og selve samtalen var »prisværdig«.

Obama-regeringen, demokraterne og de liberale mediers opfattelse er, at Flynns handling »undergravede statens sikkerhed«.

Hvad var det så, Flynns samtale med den russiske ambassadør handlede om?

Den blev aflyttet af National Security Agency (NSA), hvilket er lovligt, når en af de to personer på opringningen er en udenlandsk statsborger. Udskriften blev delt med blandet andet FBI, der satte en kontraspionageundersøgelse i gang.

Telefonsamtalen

I samtalen opfordrede Flynn på vegne af Trump Ruslands regering til at afstå fra at gøre gengæld for de sanktioner, som Obama-regeringen havde vedtaget samme dag som straf for Ruslands indblanding i den amerikanske valgkampagne. I forhøret med FBI sagde han, at han ikke kunne huske at have sagt det.

I perioden mellem valget af en amerikansk præsident i november og indsættelsen i januar er der tradition for, at vinderen og hans rådgivere afholder sig fra at blande sig i regeringens udenrigspolitiske beslutninger. Nogle jurister vurderer, at det er i strid med forfatningen, men det har altid været en gråzone i amerikansk politik.

Justitsminister Barrs holdning er med andre ord, at Flynns løgn i et forhør med FBI kun er strafbart, såfremt han har afgivet falsk forklaring om en ting, der er ulovlig.

Den tolkning af amerikansk strafferet har fået ekspræsident Obama, der indtil nu har fulgt et princip om ikke at kritisere sin efterfølger, til at udtale, at en frikendelse af Flynn ville »bringe vores grundlæggende forståelse af retsstatsprincipper i fare.«

Flynn er dog endnu ikke sluppet helt for en frikendelse. Det bliver forbundsdomstolen, hvor han er sigtet for mened, der skal tage stilling, og her har dommeren i sagen udpeget en anden dommer, der er kendt for at følge retsstatsprincipper nøje, til at komme med en anbefaling.

Et vigtigt aspekt, dommeren skal tage stilling til, er, hvorvidt FBI lagde en fælde for Flynn.

Det har altid været Trumps og hans tilhængeres opfattelse, at hvis FBI ville forhøre Flynn om indholdet af samtalen med Ruslands ambassadør, burde de i udgangspunktet have fortalt ham, at de havde en udskrift – altså lagt kortene på bordet. Hvorfor skjule, at de vidste alt om telefonopringningen?

Trump og hans rådgivere har mere krudt i bøssen.

I sidste uge udleverede præsidentens fungerende nationale efterretningskoordinator, Richard Grenell, en liste på 40 personer i Obama-regeringen, der i begyndelsen af januar 2017 anmodede om at få at vide, hvem den uidentificerede person var i udskriften, der havde talt med ambassadør Kisljak 29. december 2016.

Bidens rolle

På listen over de mange navne står blandt andet vicepræsident Joe Biden. Det er Trump-regeringens påstand, at Biden og Obama-rådgivernes ønske om at »demaskere« Michael Flynn som ambassadørens samtalepartner var politisk motiveret og i sidste instans havde til hensigt at fabrikere beviser for, at den kommende præsident var blevet valgt med støtte fra Rusland.

Biden-kampagnens talsmand forklarede i sidste uge, at »demaskeringen« af Flynn skyldtes »en udbredt og dybtstikkende bekymring i Obama-regeringen over efterretningsrapporter om Michael Flynns bestræbelse på at undergrave USA’s nationale sikkerhedspolitik gennem sine diskussioner med repræsentanter for Ruslands regering«.

Trump bærer stadig nag over at have været genstand for en to år lang Mueller-undersøgelse og en halvt år lang rigsretssag. Nu ser han en mulighed for at ligestille denne affære med en ny affære, som han har døbt Obamagate.

I et interview med Fox Business News i sidste uge hævdede præsidenten, at Obama og Biden begik »den største politiske forbrydelse i amerikansk historie« ved at bruge FBI til at gå efter Flynn og hans kampagne.

»Det var Obama. Det var Biden. De er alle sammen korrupte. Nu har vi fældet dem. De fortjener en fængselsstraf på 50 år.«

Adspurgt af en journalist fra The Washington Post, hvilken type forbrydelse han beskylder Biden og Obama for, svarede præsidenten:

»Det ved du udmærket godt. Alle og enhver kan se det. Læs bare aviserne, undtagen din egen.«

Efter at have tjent i tre uger som sikkerhedsrådgiver blev Flynn fyret af Trump for at have løjet til vicepræsident Mike Pence om sine samtaler med ambassadør Kisljak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Obamagate" er ligeså surrealistisk som alt andet, den Orange foretager sig.
Meget karakteristisk er sagen på én gang urkomisk og forfærdende i sin groteske betydning for det kommende præsidentvalg.

(Hvis valget da ikke bliver udskudt med tilsvarende absurde begrundelser..? )

Ole Svendsen, Gert Romme, Jan Rosberg, Torben K L Jensen, Helle Walther, Svend-Erik Runberg, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Alle, der påstod at William Barr var en hæderlig, velegnet jurist til posten som justitsminister burde skammes ud offentligt.
USA er den absolut stærkeste militærmagt og uden reel konkurrence. Den har hidtil været begrænset i sin fremfærd af folk med en hvis form for moral og empati.
Trump knuser sine modstander fuldstændigt med de midler han har til rådighed, og får han uindskrænket magt sammen med Barr, vil han ikke stoppe en krig med tilbagetrækning, men med totalkrig uden barmhjertighed.

Svend-Erik Runberg, Marianne Stockmarr og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg kan ikke helt gennemskue, om det mon er fordi Barr og Trumps fake konspirationsteori fra begyndelsen blot var spil for galleriet, eller fordi de efterfølgende har måttet indse, at der ikke var antydningen af beviser for urent spil, men anyway, Barr har lige udtalt, at der skal lukkes ned for 'den slags anklager' op til præsidentvalget.

Det er klart, at MAGA-supporterne ikke vil kunne gennemskue hvad der sker, og altimens har Trump som vanligt brugt sit embede som personlig platform for nedrakning af modstandere og arvefjender.

Torben K L Jensen, Werner Gass og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Hører lige på Cnn, at Barr ikke vil rejse tiltale. Enten overvejer manden konsekvenserne for sig selv hvis(når) Trump taber valget, eller også skal han have tid til at udforme Trumps erklæringer til et politisk brugbart udsagn.

Ole Svendsen

Det er dog noget af det mest T(r)umpede jeg endnu har hørt!!!

Helle Walther

Den præsident skal mentalundersøges og ikke genvælges.

Gert Romme, Jan Rosberg, Holger Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Den amerikanske regering og administration ligner alt for meget hoffet omkring Adolf Hitler - lutter ja-sigere der er bange for deres job eller for at sige det som det er : En bande opportunister der er skide ligeglade med den amerikanske befolknings vé og vel.

Ole Svendsen, Kristian Spangsbo, Gert Romme, Helle Walther, Holger Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Fenger Lund

Bananrepublik

Kristian Spangsbo

Verdens farligste mand...

Jens Kofoed

Obama’s Other Scandals Worse Than ObamaGate:
https://www.youtube.com/watch?v=4EbVdEjPA3k

Helle Walther

Han bliver værre og værre. Og når republikanerne ikke selv stopper ham og får ham afsat, har de i den grad stor skyld i det vanvittige skøre,løgnagtige vrøvl han lukker ud om alt og alle. Håber virkelig ikke han vælges.