Analyse
Læsetid: 7 min.

Uvisheden om den britiske genåbning afspejler den kaotiske nedlukning af landet

Storbritannien er lige nu det land i verden med det næsthøjeste antal COVID-19-relaterede dødsfald. Der er stigende utilfredshed med håndteringen af krisen, og nu er der også forvirring om genåbningen. Rekonvalescenten Boris Johnsons politiske fremtid er pludselig under hårdt pres
Frivillige flytter på kisterne i det midlertidige lighus, som er opstillet ved en moské i Birmingham. Lige nu hersker der stor forvirring om, hvordan genåbningen af det hårdt ramte land skal foregå.

Frivillige flytter på kisterne i det midlertidige lighus, som er opstillet ved en moské i Birmingham. Lige nu hersker der stor forvirring om, hvordan genåbningen af det hårdt ramte land skal foregå.

ANDREW TESTA

Udland
12. maj 2020

Boris Johnsons stort anlagte tv-transmitterede tale til nationen søndag aften havde ikke den ønskede effekt. Mandagens overskrifter i de britiske aviser var nådesløse. »Det er kaos« skrev The Mirror, mens Metros overskrift lød »I’ts all Greek to us«, hvilket oversat betyder, at Boris talte et uforståeligt sprog. Komikeren Matt Lucas har efterfølgende lagt en morsom video op på de sociale medier, hvor han imiterer Boris Johnson, der konstant modsiger sig selv. Mange briter sidder tilbage med mange  spørgsmål, for hvad var det egentlig, premierministeren sagde?

»Vi har tidligere sagt, at de, der kan arbejde hjemmefra, skal gøre det, og at kun de, der absolut bliver nødt til at gå på arbejde uden for hjemmet, skal gøre det. Vi vil nu understrege, at alle, der ikke kan arbejde hjemmefra, bør gå på arbejde fra i morgen. Det gælder for eksempel bygningsarbejdere og fabriksarbejdere,« lød det fra premierministeren.

Men fagforeningerne og den politiske opposition var ikke imponerede over, at millioner af arbejdere fik denne besked mindre end 12 timer før, de i givet fald skulle påbegynde arbejdet igen. Samt at det var en anbefaling snarere end et dekret, hvilket lægger ansvarsbyrden over på arbejdsgivere og arbejdstagere snarere end på regeringen.

Uenighed i Unionen

Boris Johnson meddelte også, at regeringens COVID-19-slogan nu ændres fra »Stay at home« til »Stay alert«. Men han havde ikke fået klappet denne ændring af med Skotland, Nordirland og Wales.

»Jeg havde ikke hørt om denne ændring, før jeg læste The Telegraph i morges, og det fatter jeg ikke. Skotland har ingen planer om at ændre en udmærket fungerende slogankampagne til noget, jeg faktisk ikke ved, hvad betyder. Beskeden til skotterne er fortsat klar. Bliv hjemme, hvis det er muligt. Vi har takket nej til at deltage i den britiske regerings nye kampagne,« sagde Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, efterfølgende på et pressemøde. Wales og Nordirland har samme holdning.

Karantæne på vej for rejsende

Forvirringen er total, når det gælder rejser til og fra Storbritannien. I sin tale sagde Boris Johnson:

»For at forhindre smitte udefra vil det, hvis smitten her er betydeligt lavere, blive nødvendigt at introducere en karantæne for tilrejsende med fly.«

Det var en vag gengivelse af de indikationer, pressen før Johnsons tale havde modtaget om planer, der indebærer 14 dages karantæne for alle rejsende til Storbritannien. Både erhvervs-, fly- og turistbranchen advarer mod katastrofale konsekvenser af en sådan karantæne for en økonomi, der i høj grad beror på både turisme og erhvervspendlere. Kilder tæt på regeringskabinettet fortalte The Times, at der havde været et voldsomt skænderi i kabinettet om karantæneplanerne.

Forvirringen blev ikke mindre af, at det sent søndag aften blev bekendtgjort, at Boris Johnson havde haft en telefonsamtale med den franske præsident, Emmanuel Macron. Her aftalte de to statsledere, at karantænen ikke ville gælde rejsende fra Frankrig.

Dermed er det endnu uklart, hvornår en sådan karantæne træder i kraft, og hvem den dækker. En melding fra Downing Street mandag gik ud på, at karantænen kun ville gælde lande med højere smittefrekvens end Storbritannien. I løbet af ugen vil Johnson-regeringen offentliggøre mere detaljerede planer med et såkaldt roadmap for en genåbning af samfundet.

Slingreturen mod lockdown

Hvis vejen mod genåbning virker kaotisk, så afspejler det fint forløbet op mod og under coronakrisen. Storbritannien fastholdt en strategi, hvor samfundet holdt åbent, mens nabolandene allerede havde lukket ned. Information kunne tilbage i marts fortælle om den mærkelige fornemmelse, det var at gå rundt i London med barer, koncerter og sportsevents åbne, mens Danmark var gået i fuldstændig lockdown.

Dengang forlød det fra Johnson-regeringen, at man ønskede »at se det hvide i øjnene på sygdommen, før man reagerede«. Ugen før Boris Johnson pludselig skiftede hest og lukkede landet ned, blev der spillet Champions League-fodbold, da Liverpool tog imod Atlético Madrid. Der var også op mod 100.000 mennesker samlet til det store Cheltenham-hestevæddeløb.

Alt andet lige har dette naturligvis været med til at sprede smitten. En del af forklaringen på den pludselige og voldsomme spanske COVID-19 epidemi synes at være en fodboldkamp mod et norditaliensk hold, hvor tilskuerne formodentlig har smittet hinanden i hobetal.

Politisk teater

Det officielle coronarelaterede dødstal i Storbritannien er nu over 32.000, hvilket er det næsthøjeste i verden. Men det forventes, at det reelle dødstal er endnu højere. Undervejs har regeringen ændret måden, man tæller dødsfald på, og Financial Times har gættet på, at det virkelige dødstal inklusive på plejehjem og folk, der døde i eget hjem, er langt over 40.000.

Den omskiftelige strategi, den svævende statistik og mangelfulde kommunikation møder i stigende grad skarp kritik. Forleden tog en af Storbritanniens fremmeste statistikere, professor Sir David Spiegelhalter, som er direktør for Winton Centre for Risk and Evidence Communication på Cambridge-universitetet, bladet fra munden.

»Regeringens kommunikation under krisen har været absolut pinlig. Antallet af test, man påstår at have gennemført, er usand. Det er utroværdigt over for borgerne og i den grad en forspildt mulighed. I stedet for at afspejle virkeligheden er regeringens livsvigtige kommunikation om sygdommens reelle omfang blevet en slags politisk teater, styret af 10 Downing Street,« sagde professor Spiegelhalter til BBC.

Storbritannien har naturligvis altid været et sårbart sted for en pandemi med sine næsten 70 millioner mennesker, hvoraf langt de fleste bor i Englands tætbefolkede storbyer. Et globalt knudepunkt som London er, ligesom for eksempel New York, særligt udsat. Men det forklarer alligevel ikke, hvorfor en nation, der praler med at have et af verdens bedste sundhedssystemer, kom så meget på hælene overalt.

Alt for lidt opmærksomhed blev fra starten rettet mod at gøre test bredt tilgængelige. Regeringen er flere gange kommet med løfter, man ikke har kunnet overholde. Som da Boris Johnson, før han selv blev syg, ved en pressekonference lovede, at: »antistoftest, der kan blive en gamechanger, er på trapperne. Vi har allerede bestilt to millioner test. Disse test viste sig at være ubrugelige.

Der var alt for lidt beskyttelsesudstyr til de ansatte i sundhedssystemet. Der var for få respiratorer til de alvorligt syge. Og alt dette til trods for, at Storbritannien havde flere uger mere at løbe på end mange europæiske lande, fordi smitten kom senere til de britiske øer.

Demografisk har Johnson og co. heller ikke et godt forsvar. Storbritanniens befolknings hører ikke til de ældste i Europa, men alligevel døde de gamle i hobetal. Epidemien hærger stadig på de britiske plejehjem, og det er uvist, præcis hvor mange ældre der faktisk er døde af COVID-19. Det var først den 17. april, at en undersøgelse af, hvor mange fra de forskellige befolkningsgrupper, der faktisk har haft sygdommen, blev sat i gang.

Vil brandet Boris miste sin glans?

Boris Johnsons popularitet var skyhøj, da han som en anden Churchill samlede nationen i »krigen« mod COVID-19. Tilslutningen til den karismatiske leder blev ikke mindre, da han selv blev så alvorligt syg, at han efterfølgende har fortalt, at han i 48 timer svævede mellem liv og død.

Verdens højest profilerede coronapatient har personligt gennemlevet en særdeles vanskelig tid, og han ser stadig mærket ud. Ved talen søndag aften var noget af den gamle viltre BoJo tilbage. Men han var ikke i fuld vigør. Han ser fortsat træt ud, og forlydender fra Downing Street går på, at både han og hans nære rådgiver, Dominic Cummings, der også var meget syg, fortsat har perioder, hvor de er helt tappet for kræfter.

Det seneste år har Johnson ellers nærmest kunnet gå på vandet. Han virkede urørlig efter sin overbevisende valgsejr i december, og selv ikke pandemiens komme syntes at ryste hans image som en larger than life-figur. Det er dog langtfra givet, at dette varer ved. Oplysninger om, at han bevidst underprioriterede sikkerhedsmøder om COVID-19 i ugerne op til, at det blev alvor, understøtter den frygt mange, som kender premierministeren, har, om at hans koncentrationsevne og arbejdsiver ikke er stor.

Storbritanniens borgere bevæger sig nu ganske forsigtigt ud af de huse, hvor de har gemt sig i mange uger. En meningsmåling, foretaget af YouGov, efter Johnsons tale søndag aften, viser et delt Storbritannien, når det gælder vejen ud af lockdown, og mange er fortsat bange for at blive smittet. Tilslutningen til premierministeren er for hastigt nedadgående.

Johnsons regeringskabinet består næsten udelukkende af politiske høge, der søger den genåbning, økonomien skriger på. Men brændt barn skyr ilden. Johnson har set COVID-19 i øjnene, og han brød sig ikke om det, han så. En anonym minister sagde forleden til The Telegraph:

»Vælgerne vil muligvis kunne tilgive os kaos omkring nedlukningen, men de kommer ikke til at tilgive en kaotisk genåbning.«

Meget vil komme til at afhænge af held. Hvis det lykkes at fremstille en vaccine eller en behandling, så London og Storbritannien kan genindtage pladsen som en form for verdens navle, kan Boris Johnson måske igen indtage sin selvvalgte position som den folkekære, vilde og visionære statsmand.

Men Bank of England har forudsagt, at den britiske økonomi i år vil skrumpe med 14 procent, og at Storbritannien kommer til at gennemleve sin største recession i 300 år. Hvis denne tendens fortsætter, og Storbritannien ender med at blive et af de lande med flest døde per indbygger, så kan Johnson ende med at have et gevaldigt forklaringsproblem. Og så er der jo også lige den truende Brexit no deal-klippevæg forude.

Johnsons forgænger i embedet, Tony Blair, blev kaldt Teflon-Tony, fordi intet bed på ham. Altså indtil det pludselig skiftede, og han i stedet blev en slags magnet, der tiltrak al slags politisk skidt. Byrden som – den indtil for nylig evigt ubekymrede – Boris skal bære, bliver hele tiden tungere. De første 100 dage efter coronas ankomst blev kaotiske. Han har ikke råd til 100 til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her