BLACK (soft) POWER: Beyoncé og Black Panther inspirerer verden til at gå på gaden

Råbene startede i den ene ende af pladsen og spredte sig som en bølge gennem de 10.000 mennesker, der søndag var samlet i centrum af Bruxelles til demonstration mod racisme og politivold.

»Black Lives Matter!«

»No Justice, No Peace!«

Selv om demonstranterne stod midt i Belgiens hovedstad, var deres kampråb engelske. Det samme var de mange hjemmelavede papskilte, som folk holdt hævede over hovederne:

»Enough is Enough.«

»White silence = violence.«

»Stop killing black people.«

På få uger har Black Lives Matter-demonstrationerne spredt sig fra Minneapolis i USA til hele verden.

I weekenden var folk på gaden fra Nairobi til Sydney, São Paulo og København.

I Bristol i England smed demonstranterne en statue af en tidligere slavehandler i havnen. I Syrien har en lokal kunstner malet George Floyds portræt på en mur mellem de sammenstyrtede bygninger.

Floyds død har skabt en »verdensomspændende vrede«, som den franske avis Liberation mandag skrev på forsiden.

»Vi har fået en global offentlig sfære,« som Donatella della Porta, der er professor på European University Institute i Firenze og en af verdens førende forsker i sociale bevægelser, siger til Information.

Men hvorfor er det lige netop amerikansk politivold og amerikansk racisme, der kan få kloden på gaden? Det sker jo forfærdelige ting i verden hver eneste dag.

Den sorte soft power

I årevis har vi diskuteret, om USA var ved at lukke sig om sig selv. At den verdensorden, USA selv har stået i spidsen for, var blevet svækket. Men nu viser demonstrationerne måske, at USA stadig er Vestens kulturelle fikspunkt.

»Europa ser stadig mod USA,« siger Donatella della Porta. »Det handler ikke om beundring, men om kulturel indflydelse.«

Som den britisk-franske forfatter Ben Judah formulerede det i Global Public Square på CNN tidligere på ugen: »Et politisk imperie og et kulturelt imperie er ikke det samme«.

Som politisk imperie er USA i krise, men ikke som kulturelt imperie.

Det er det, den amerikanske Harvard-professor Joseph Nye engang kaldte USA’s »bløde magt«: Det er ikke kun militær og økonomisk magt, der har gjort USA til verdens supermagt. Det er også Disney, Levis og Madonna.

Men lige nu forandrer USA’s bløde magt sig, mener Barret Holmes Pitner, der er journalist og stifter af den antiracistiske tænketank The Suistanable Culture Lab. Den er blevet sort.

»USA’s kultureksport er overvejende afroamerikansk. Beyoncé, hiphop, jazz, blues, NBA. Det USA, der får folk i udlandet til at danse og juble, er afroamerikansk kultur,« siger Barret Holmes Pitner.

Bare tænk på Netflix’ dokumentarserie om basketballlegenden Michael Jordan, der netop har tryllebundet en hel verden omkring den særdeles amerikanske sport. Tænk på musikikoner som Lizzo, Frank Ocean, Kendrick Lamar, Kanye West, Cardi B og Donald Glover. Sportsstjerner som LeBron James, Serena Williams, Colin Kaepernick og Kobe Bryant. Og skuespillere som Meghan Markel, Jaden Smith og Zendaya.

Meget af det, verden i dag ser som fantastisk amerikansk kultur, er først og fremmest afroamerikansk kultur, mener Pitner. Eller hvid kultur, man forsøger at give et sort udtryk som Marvel-hittet Black Panther med sorte superhelte.

»Omvendt er alt det, som verden foragter ved USA – den overbearbejdede McDonalds-mad, Wall Street og det militærindustrielle kompleks, som starter krige i Mellemøsten – ubetinget knyttet til det hvide Amerika.«

De amerikanske fortællinger, som lige nu appellerer til udlandet, handler om Martin Luther King, borgerrettighedsbevægelsen og Barack Obama, siger han. I nyere film som Selma og Hidden Figures ser man USA fra sin bedste side, som et samfund i dialog med sig selv, der bekæmper uretfærdighed og kommer stærkere ud på den anden side. Det er fortællingen om afroamerikanernes frigørelseskamp.

Som Ben Judah sagde på CNN:

»Billedet på Amerikas kulturelle kraft, den kulturelle karisma og bløde magt, som resonerer verden rundt, er billedet af det sorte Amerika.«

Var Churchill racist?

I Europa har de seneste ugers demonstrationer genåbnet tidligere nationale debatter om racisme, inklusion og politivold.

I Storbritannien debatterer man igen statuer i det offentlige rum: Kan man have en statue af kolonisten Cecil Rhodes? Var Winston Churchill racist?

I Holland har statsminister Mark Rutte for første gang udtrykt sig skeptisk om den famøse Zwarte Piet, julemandens lille, sorte hjælper, som i årtier er blevet anklaget for at være en racistisk stereotyp.

I Belgien diskuterer man endnu en gang, om de mange statuer af Kong Leopold II – monarken, der drev Congo som sin personlige koloni, hvor millioner af mennesker mistede livet – stadig har en plads i det offentlige rum. Under søndagens demonstration blev der malet graffiti på en rytterstatue af Leopold i Bruxelles, og en gruppe sorte demonstranter kravlede op på statuen med congolesiske flag. Torsdag blev en statue fjernet i Antwerpen.

I Frankrig og Spanien har protesterne genantændt debatten om politivold mod De Gule Veste og de catalanske nationalister. Og i Paris gik 20.000 mennesker i sidste uge på gaden og krævede »retfærdighed for Adama«, en 24-årig mand, som døde i politiets varetægt i 2016.

»Protesterne i USA rammer ned i noget, der også er en dominerende skillelinje i europæisk politik,« siger Ruud Wouters, der er postdoc i sociologi på Antwerpen Universitet, hvor han studerer protestbevægelser.

»Immigration. Og debatten om, hvem der hører til i vores samfund. Og hvordan.«

Racisme er ikke bare racisme

Men racisme er ikke bare racisme, og problemerne med raceulighed er ikke de samme i Amerika og i Europa, advarer amerikanske Barrett Holmes Pitner.

USA er bygget på slaveri og ulighed – de sorte er efterkommere af slaver.

I Danmark er de fleste indvandrere derimod kommet som flygtninge eller som arbejdskraft. Da de første gæstearbejdere ankom til Danmark, var det stadig ulovligt for sorte børn at gå i skole med hvide børn i de amerikanske sydstater.

I Frankrig og Storbritannien er situationen igen anderledes. Her stammer mange minoritetsborgere fra landenes tidligere kolonier.

»Denne omgang af protester lader til at være fulgt af en bred erkendelse af, at racismen er strukturel,« siger Barret Holmes Pitner.

Altså, racisme er ikke bare et problem, der bor i snæversynede enkeltpersoner med umoralske holdninger. Det er en uretfærdighed, som er dybt indlejret i kulturen og det politiske system. Og ser man sådan på det, er det svært at sammenligne Europa og USA, mener Barrett Holmes Pitner.

»Nu diskuterer I i Europa, hvordan og hvorvidt I kan indlemme folk med en anden kulturel baggrund i jeres velfærdssystemer. Hvordan forlænger I velfærden og princippet om lighed til dem? Hvordan bevarer I jeres egen kulturelle identitet?« siger Barret Holmes Pitner.

Det er en grundlæggende anden diskussion end den amerikanske.

»USA er skabt med slaveri og raceulighed som bærende søjler,« siger han. »Racismen sidder helt inde i benene af institutionerne.«

Ja, der kan gå nuancer tabt, når Europa overtager den amerikanske debat om racisme, siger Priyamvada Gopal, der er lektor og forsker i racisme ved Cambridge University, »men det modsatte er også en risiko«:

»I Storbritannien fremstiller mange racisme som noget vanvittigt og bestialsk, som kun findes i Amerika,« siger hun.

For minoriteter i Europa bliver også stoppet oftere af politiet, de er også økonomisk dårligere stillet, overrepræsenterede i fængslerne, i arbejdsløshedsstatistikkerne, og de er også klumpet sammen i udsatte boligområder.

»Når vi i Europa protesterer mod behandlingen af sorte i USA, protesterer vi også mod racismen i vores egne lande,« siger Priyamvada Gopal.

»Migranter og flygtninge har tvunget europæerne til at tage stilling til spørgsmål om statsborgerskab. Hvem er en del af fællesskabet, og hvem er ikke? Hvem bør nyde medborgerens rettigheder, og hvem bør ikke? Det er den samme diskussion, som tilstedeværelsen af afroamerikanere og oprindelige amerikanere altid har rejst i USA.«

Vi lever i demonstrationernes tidsalder

Det er ikke nyt, at demonstrationer kan sprede sig til hele kloden. Det skete med 70’ernes protester mod Vietnamkrigen. Med demonstrationerne mod apartheid i slut-80’erne. Og med modstand mod Irak-krigen i 2003. Det nye er tempoet.

»Tidligere tog det lang tid for demonstrationer at sprede sig,« siger Ruud Wouters fra Antwerpen Universitet.

Det har ændret sig med internettet.

»Når jeg åbner mit Facebook-feed, er der ikke noget corona mere. Det er videoer og opslag om Black Lives Matter. Demonstranterne føler, at de er en del af en stor global samtale.«

Vi lever i det hele taget i »massedemonstrationernes tidsalder«, mener Donatella della Porta.

2019 var et demonstrationsår på linje med 1968 og 1989. Der var klimaprotester og demokratidemonstrationer over hele verden.

»Det her er en fortsættelse af 2019,« siger della Porta. »Det er især unge, der bliver mobiliseret. Det var også det, vi så i 2019. De tænker politisk radikalt, men uden at være voldelige.«

De mange demonstrationer viser en dobbelthed ved det moderne demokrati, forklarer hun:

På den ene side er mange borgere trætte af politikere. Andelen af partimedlemskab falder, det samme gør valgdeltagelsen og tilliden til politikere.

På den anden side kræver et voksende antal demonstranter mere demokrati, og når de protesterer, foregår det ofte foran de nationale parlamenter.

Nedlukningen satte kortvarigt en stopper for demonstrationerne, men nu er de tilbage. Og måske har pandemien ligefrem forstærket tendensen.

Nedlukningen har »ophobet en politisk energi hos borgerne«. Og de politiske svar på coronakrisen har vist, at man faktisk kan skabe radikale forandringer af samfundet.

»Pandemien har gjort en række uretfærdigheder tydelige. Ulighed i job og sundhed. Jeg tror ikke kun, folk nu demonstrerer over det specifikke issue, George Floyds død. De protesterer over social uretfærdighed generelt,« siger Donatella della Porta.

»Der er en fornemmelse af, at man kan skabe forandringer. Det er ikke kun en bevægelse af vrede – der er håb.«

– Kan debatten om racisme og politivold ikke blive lidt overfladisk, hvis alle landes specifikke problemer og lange historie skal kunne rummes i ét globalt slogan?

»En af de måder, protester spreder sig på, er netop ved at skabe fælles symboler, som kan implementeres på forskellige nationale relationer,« siger Donatella della Porta.

»I det her tilfælde er det en generel vrede over ulighed og uretfærdighed. Det er ikke et problem. Vi lever trods alt i den samme verden.«