Under coronakrisen passer kvindelige forskere hjemmet, mens mænd forsker videre

Isaac Newton var midt i sit arbejde med at udvikle nogle af sine mest banebrydende teorier, da byldepesten begyndte at hærge England i 1665. Cambridge University lukkede ned, og han isolerede sig derfor på familiens gård i tryg afstand fra den dødelige sygdom.

Afskåret fra distraktioner på gården gjorde det unge, ugifte talent nogle afgørende opdagelser for videnskaben. Det var blandt andet her, han en dag hvilede sig under et æbletræ, da et æble pludseligt faldt til jorden. En situation, der fik ham til at undre sig over, at æblet faldt til jorden frem for op mod himlen, og ledte til teorien om tyngdekraften. 

Fortællingen om Newton har været delt i forskerkredse under den nuværende nedlukning af samfundet. Det er en oplagt mulighed for at få noget produktivt ud af omstændighederne, synes tanken at være. Og sådan virker det til, at mange forskere har betragtet situationen. Men særligt for kvindelige forskere har oplevelsen været anderledes end for den unge, ugifte Isaac Newton. 

Tidligt i coronakrisen spredte der sig på de sociale medier fortællinger fra forskere om, at kvinder sættes tilbage i forskningen, fordi de tager sig af børnepasning og andre huslige forpligtigelser under nedlukningen.

Sidenhen rykkede anekdoterne fra de sociale medier til personlige indlæg i tidsskrifterne. Men egentlig forskning er først nu begyndt at dukke op – og den bakker op om kvindernes fortællinger. 

Senest har tidsskriftet Nature skrevet om en analyse af flere end 73.000 forskningsforfattere og 36.000 artikler i to naturvidenskabelige databaser for videnskabelige artikler, der venter på at blive publiceret. 

Opgørelsen af artikler fra 15. marts til 15. april viste, at kvinders publiceringsrate er faldet relativt til mænd under pandemien. Dog er en fejlkilde i undersøgelsen, at en del af artiklerne kan være udtryk for en arbejdsindsats, der også ligger før pandemien.

Den fejlfaktor har Jens Peter Andersen, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet, været særligt bevidst omkring. Sammen med en række kolleger har han skrevet en videnskabelig artikel, der undersøger pandemiens effekt på kønsforskelle med udgangspunkt i coronaforskning blandt amerikanske forskere.

Det særlige ved den amerikanske coronaforskning er, at den hovedsageligt er blevet publiceret efter, USA lukkede ned i midten af marts. Dermed tyder meget på, at den væsentlige udvikling i tallene, som Jens Peter Andersen fandt, er resultat af nedlukningerne. 

»De her medicinske tidsskrifter er normalt domineret af mænd, men vi har set et væsentligt ryk efter corona,« konstaterer han. 

Sammenlignet med kønsfordelingen sidste år i de selvsamme tidsskrifter er andelen af kvindelige forfattere faldet med 16 procent. Og ser man på det første navn, der nævnes i forfatterrækken – den af forskerne, der typisk laver det meste af analysearbejdet – er der sket et fald på hele 23 procent. 

Det markante fald vil formentlig få varige virkninger for kønsfordelingen inden for forskningsområdet, vurderer Jens Peter Andersen. For en forskers karriere afhænger i høj grad af antallet af publicerede artikler, og hvor meget man er blevet citeret af andre forskere.

»Dermed kan den midlertidige nedgang i kvindernes forskningsaktivitet føre til, at de vil have sværere ved det næste skridt i deres karrierer. Slutresultatet er, at coronakrisen kan få varige virkninger for kønsfordelingen inden for forskning,« siger Jens Peter Ankersen. 

Flere solopgange

Alessandra Minello er en af de mange kvindelige forskere, der har oplevet et fald i sin forskningsaktivitet efter coronanedlukningen. Som mor til et toårigt barn og adjunkt i demografi ved Firenze Universitet følte hun allerede, at hun havde hænderne fulde.

Men nu har både universitet og vuggestue lukket, og den tid, der tidligere blev brugt på forskning, går i stedet med at passe hendes søn. Få minutter inde i interviewet over en skypeforbindelse breder der sig en lyd af barnegråd i baggrunden. 

»Jeg taler til dig, mens mit barn græder. Så snart vi er færdige her, så skynder jeg mig ud og trøster ham. Det er svære forhold at koncentrere sig under.«

Hendes mand går på arbejde mandag til onsdag, hvilket kun efterlader torsdag og fredag til at arbejde uden at skulle passe barn. Derfor er hun nu også begyndt at arbejde tidligt om morgenen og sent om aftenen, når barnet sover. Samtidig bruger hun nu også weekenderne på at passe arbejdet. 

Men selv med de mange tiltag, når hun næsten ikke at passe sin forskning. For tiden bruges først og fremmest på hendes undervisningsopgave, fordi det er den del af hendes arbejdsopgaver, der ikke kan udskydes. 

Samtidig oplever hun, at hendes mandlige kolleger stortrives under de nye forhold. Hun fortæller at hendes mandlige kolleger begejstret snakker om, at de aldrig har været mere produktive, fordi de ikke bliver forstyrret af fritidsinteresser og weekender. 

»’Det eneste, jeg kan lave, er at arbejde’, siger de. Og publiceringsprocessen er blevet hurtigere lige nu, hvilket de også får gavn af. Resultatet er, at de har virkelig gode forhold for deres forskning.«

Analysen omtalt i Nature bakker op om det billede. Opgørelsen af den ene database viser, at kvinderne godt nok har produceret 2,7 procent flere artikler end tidligere, men at de mandlige forfattere samtidig har produceret 6,4 procent flere artikler – en stigning, der er 127 procent højere end kvindernes. Væksten i indsendte artikler er altså først og fremmest sket hos de mandlige forfattere, konkluderer undersøgelsen. 

Kønsroller i krisetid

Udviklingen er ikke overraskende, mener Jens Peter Andersen. Han peger på, at mange undersøgelser viser, at kvinder lægger mere arbejde i hjemmet end mænd – en tendens, der også ses i de ellers relativt ligestillede nordiske lande. Samtidig peger amerikanske undersøgelser på, at også par, hvor begge parter er forskere, har en skæv kønsfordeling i husarbejdet. 

»Så når der nu er flere huslige pligter derhjemme som følge af nedlukningen, må man formode, at det i særlig grad er kvinder, der tager de ekstra opgaver på sig. Og det gælder så nok også for de kvindelige forskere, der jo har en beskæftigelse med en høj grad af selvbestemmelse over eget skema.«

Han understreger, at tallene ikke kan lave en decideret årsagssammenhæng, men at den forklaring »virker oplagt«, når man tager den eksisterende kønsforskning og de mange anekdoter i forskningsmiljøet i betragtning.

Heller ikke Curt Rice, der er rektor ved Oslo Metropolitan University og leder af Norges komité for kønsbalance og diversitet i forskning, er overrasket over udviklingen. 

»Det var totalt forudsigeligt, at krisen ville udspille sig komplet anderledes for mænd og kvinder,« mener han og henviser til den eksisterende viden om en klar kønsopdeling af huslige pligter.

Udviklingen har fået rektoren til at lave en politik om, at problemstillinger omkring ligestilling skal spille en rolle i de enkelte institutters lederes beslutning om, hvem der først skal have mulighed for at komme tilbage til kontorerne. Det betyder, at kvinder vil have lettere ved at komme tilbage til deres kontorer. 

»Nogle vil måske kalde det diskrimination. Jeg vil kalde det positiv diskrimination, der hjælper os med at rette en historisk negativ diskrimination. Vi har jo haft diskrimination til mænds fordel på arbejdspladserne i mange generationer.«

Han mener, at viden om, at kvinder i særlig grad tager børnepasning og husholdningsopgaver på sig, skaber et behov for, at universiteterne laver en særlig indsats. 

»Min opgave er at sikre at alle får samme mulighed for at gro og udvikle sig. Min konklusion er så, at for at levere det, må jeg behandle mænd og kvinder forskelligt.«

Men for Alessandra Manello, der stadig har barnegråd i baggrunden, ville en forlomme i køen til at komme tilbage på kontoret ikke løse hendes problem. 

»Jeg ville ønske, at jeg kunne komme tilbage til mit kontor, hvor jeg kan fokusere på mit arbejde. Men hvis institutionerne ikke åbner, så kan jeg jo ikke efterlade mit barn herhjemme, mens min mand er på arbejde.«

Bliver der ikke gjort noget ved situationen, vil konsekvenserne ikke kun være store for kvinderne selv, understreger Jens Peter Andersen. Ligestilling inden for forskning er nemlig mere end et spørgsmål om retfærdighed. 

»Der er mange undersøgelser, der peger på, at man får bedre forskning af at have diversitet blandt forskerne. Og en af de mest oplagte måder at fremme diversitet er ved at prioritere tilstedeværelsen af alle køn i forskning. Der er simpelthen tale om, at kvinderne er et ikkeudløst potentiale for vores vidensskabelse,« konstaterer han.