Læsetid: 10 min.

I coronavirussens italienske epicenter: »Vi vil gerne vende tilbage til vores normale liv, men det eksisterer ikke længere«

Militærkonvojer fyldt med kister, et sundhedssystem på sammenbruddets rand og tusindvis af døde. Norditalienske Bergamo har internationalt været pandemiens store skrækeksempel. Nu, hvor byen så småt vågner igen, blandes sorgen med vrede og et krav om straf til de ansvarlige for katastrofen
Det store spørgsmål er nu, om Bergamos grumme skæbne kunne være undgået. Lukkede man for sent? Blev advarsler overhørt? Blev virussen ikke taget alvorligt?

Det store spørgsmål er nu, om Bergamos grumme skæbne kunne være undgået. Lukkede man for sent? Blev advarsler overhørt? Blev virussen ikke taget alvorligt?

PIERO CRUCIATTI

3. juni 2020

BERGAMO – Cristina Longhini kunne næsten ikke genkende manden i hospitalssengen. Få uger forinden havde hendes far været en rørig og rask 65-årig mand. »Men nu lå han der død, stadig med åbne øjne og munden på vid gab. Han havde blod i ansigtet og udtørrede tårer fra øjnene,« siger Cristina Longhini, en 39-årig farmaceut. »Hans død må have været voldsom og smertefuld.«

Det var i marts på Pave Johannes Hospital i Bergamo, byen midt i coronavirussens norditalienske epicenter, byen som hurtigt blev det ufrivillige skrækeksempel. Regeringsledere i adskillige lande i Europa pegede mod det her sted og sagde: Hvis vi ikke lukker samfundet ned, så ender vi som Bergamo.

Nyhederne herfra de seneste måneder har da også lydt som krigsbulletiner. Dødstallene er rystende. Godt halvdelen af de over 33.000 italienere, der er døde med coronavirus, kom fra regionen Lombardiet, hvor Bergamo ligger.

I marts alene døde næsten 5.700 personer i provinsen Bergamo – det svarer til, at én ud af 200 personer i området døde. Overført til Danmark ville det betyde næsten 30.000 coronadøde danskere på blot én måned.

Og i egne af provinsen Bergamo er tallene endnu mere voldsomme. I byen Alzano Lombardo døde der i marts 1.100 procent flere, end der normalt gør den måned. I Nembro, en by med lidt over 10.000 indbyggere, døde 1,3 procent af befolkningen.

I Lombardiet er der en dødelighed blandt coronasmittede på hele 18 procent.

Situationen, som Cristina Longhini oplevede på byens største hospital, var også kaotisk. Læger og sygeplejersker løb rundt. De coronadøde lå som på »et samlebånd«, husker hun.

Hun blev skyndet på af en sygeplejerske, der hurtigt ville have hende til at identificere sin far, så han kunne blive fjernet fra sengen. En anden patient havde brug for en liggeplads.

Da faren endnu var i live, havde Cristina Longhini sammen med sin mor desperat forsøgt at få ham indlagt. De var overbevist om, at han var smittet med coronavirus. Han led af dysenteri, opkast, han havde feber og ingen appetit.

Men familielægen mente ad flere omgange, at han blot skulle blive hjemme, tage noget penicillin og hvile sig. Da faren senere kortvarigt mistede bevidstheden, ringede de til alarmcentralen, men blev også der afvist med beskeden om, at der ikke var plads på hospitalet.

Først adskillige dage senere, da en læge, som de selv fik fat på gennem personlige kontakter, slog alarm, blev faren indlagt. Han testede positiv for COVID-19.

Få dage efter ringede lægerne til Cristina Longhini og fortalte, at faren ikke var i stand til at optage tilstrækkeligt med ilt. Hvis tilstanden fortsatte ville han dø. Han havde brug for en plads på intensivafdelingen, men den var fyldt op. Tidligt om morgenen nogle dage senere døde han.

Efter at have identificeret sin døde far fik hun arrangeret transport ud til kirkegården, hvor ligvognene holdt i kø. Hendes fars kiste blev lagt side om side med utallige af andre kister, som alle skulle transporteres i militærkonvojer ud til andre egne af Italien for at blive brændt, da Bergamos egne krematorier ikke kunne følge med det store antal døde.

Bagefter stod hun alene tilbage på gaden med en affaldspose, som hospitalet havde givet hende. I den lå nogle få af farens ejendele, en undertrøje og overdelen til en pyjamas, smurt ind i tørret blod.

»Jeg kan stadig ikke fatte, at han er død,« siger Cristina Longhini. »Sorgen er enorm. Men det er raseriet også. Kunne han være i live i dag, hvis lægerne havde reageret tidligere, hvis han var blevet indlagt tidligere, hvis der var plads på intensivafdelingen?«

Et flystyrt hver eneste dag

Læge Fabrizio Fabretti, leder af intensivafdelingen på Pave Johannes Hospital, erkender, at man på hospitalet og i regionen »på ingen måde var forberedt«.

»Vi har været som soldater i en krig. Hver dag var kaos. Vi vidste ikke, hvor vi skulle gøre af patienterne,« siger han. »Vi har kapacitet til at være forberedt på at kunne håndtere et flystyrt. Men det var, som om der hver eneste dag var et nyt flystyrt. Dag efter dag. Vi kunne ikke følge med, og ambulancerne holdt i kø udenfor med coronapatienter, da vi ikke havde plads indenfor. Vi havde ikke nok respiratorer, og folk ventede for lang tid på at få en plads på intensivafdelingen.«

Udenfor er hospitalets facade prydet af et stort maleri af en sygeplejerske med mundbind, som trøstende holder det støvleformede Italien i sin arm som en baby. På fortovet står en mand og taler i mobiltelefon med en patient, som kigger ud gennem vinduet fra hospitalets fjerde sal.

Det store spørgsmål, som hænger over Bergamo nu, er, om byens grumme skæbne kunne være undgået. Lukkede man for sent ned? Blev advarsler overhørt? Blev virussen ikke taget alvorligt?

Ritzau Scanpix

»Politikerne tog ekstremt let på det hele. De tog det ikke alvorligt. De talte i starten om, at det blot var en banal influenza. Samtidig havde vi ingen værnemidler, og nedlukningen i de røde zoner skete for langsomt,« mener Cristina Longhini. »Noget er gået forfærdeligt galt. Jeg vil have en retssag for at forstå, hvor ansvaret ligger. Er det lægen, der nægtede at tilse min syge far, som skal stilles til ansvar? Eller er det politikerne, som banaliserede coronavirussens trussel?«

Cristina Longhini er ikke alene med sin vrede. I Bergamo er chokket og smerten, som pandemien har påført byen, nu også ved at blive tilsat en stor portion vrede blandt de efterladte. Og i deres sorg kræver mange af de efterladte familiemedlemmer nu, at især politikere i ledende stillinger stilles til ansvar.

Diego Federici, 35 år, mistede både sin mor og far inden for blot fire dage. Begge var testet positive for corona, og mens moren døde på hospitalet, så døde faren alene i karantæne i sit hjem. »Jeg har mistet to fantastiske forældre, uden at jeg har kunnet være sammen med dem i de sidste dage, uden at kunne give dem et kram eller et kys,« siger Diego Federici.

»De er væk for altid, og hvis det viser sig, at det er, fordi de har fået den forkerte behandling, eller at politikerne ikke har gjort nok for at forberede sig på pandemien, så skal de straffes.«

Kræver straf til ansvarlige

Mange af de utilfredse stemmer har Stefano Fusco, 31 år, sammen med sin far samlet i gruppen ’Noi denunceremo’, efter han selv mistede sin farfar til coronavirussen. Gruppen har hurtigt fået flere end 54.000 medlemmer – hovedsageligt fra Bergamo – på Facebook, hvor de deler historier om deres familiemedlemmers død.

»Næsten alle fortæller det samme. Om smittede, som ikke bliver indlagt på hospitalet, før det er for sent. Om familielæger, som blot affejer deres symptomer som almindelig influenza. Og mange vil have svar på, om deres død også er en konsekvens af uansvarlighed fra politikernes side. Politikerne, både lokalt og i Rom, overhørte advarsler og lukkede ned for sent og lod folk bevæge sig frit rundt og smitte hinanden i for lang tid, formentlig fordi de mente, at det var vigtigere at beskytte områdets økonomi frem for befolkningens sundhed,« siger Stefano Fusco, der tidligere arbejdede som sælger for et energiselskab, men mistede sit job på grund af coronakrisen.

Han peger på adskillige tilfælde, hvor borgmesteren i Bergamo og borgmesteren i nærliggende Milano samt Lombardiets guvernør i starten udsendte uansvarlige signaler, hvor de underspillede coronavirussen som »blot en lille smule værre end almindelig influenza« og opfordrede folk til at tage ud i nattelivet og kramme hinanden.

Liget af Stefano Fuscos farfar blev også sendt ud af Bergamo til et krematorium i en anden by. Efter 14 dage fik han besked fra krematoriet om, at de ikke kunne lokalisere farfarens aske. De ringede dog en uge senere med besked om, at asken var dukket op igen, og han nu kunne hente urnen.

»Jeg er faktisk ikke overbevist om, at det er min farfars aske, som vi har begravet, men det viser, hvor kaotisk situationen har været her,« siger han.

Stefano Fuscos gruppe er nu begyndt at indsamle vidnesbyrd til søgsmål, der skal fastsætte ansvar. »Hvis det viser sig, at ledende politikere med deres handlinger eller skødesløshed har et medansvar for, at flere end 30.000 italienere er døde, heraf et stort antal i Bergamo, så skal de da som det mindste fjernes fra deres stillinger og måske også sendes i fængsel,« mener Stefano Fusco.

»Vi ønsker ikke penge i kompensation, men vi vil have de ansvarlige straffet.«

Advokater, som selv har mistet familiemedlemmer til coronavirussen, arbejder gratis for at få kørt retssager i stilling. Derudover har offentlige anklagere i Bergamo og andre steder i Lombardiet nu startet høringer, som blandt andet skal kaste lys på: Hvorfor myndighederne overhørte tidlige advarsler, og hårdt ramte områder ikke blev lukket ned tidligere, hvorvidt myndighederne har et ansvar for, at et stort antal plejehjemsbeboere er døde, og hvorfor man ikke tidligere udsendte tydelige retningslinjer til læger og ikke var bedre til at beskytte sundhedspersonale mod virussen.

Lombardiets guvernør, Attilio Fontana, blev afhørt af anklagemyndigheden for første gang i slutningen af sidste uge.

Skulle være lukket ned

Og striden om, hvad der er gået galt i Lombardiet – og fortsætter med at gå galt, da regionen fortsat står for halvdelen af smittetilfældene i Italien – har udviklet sig til politisk slagsmål. Regionsguvernør Fontana og premierminister Giuseppe Conte har anklaget hinanden for at have et stort ansvar for katastrofen.

Læge Fabrizio Fabretti fra Pave Johannes Hospital i Bergamo, der selv blev smittet mod COVID-19, men kun udviklede relativt milde symptomer, siger: »Selvfølgelig er den største og mest afgørende faktor, at man ikke lukkede Bergamo og Lombardiet hurtigere ned, end man gjorde, det gav virussen alt for lang tid til at sprede sig i området.« 

Andre forklaringer på, hvorfor Lombardiet er blevet ramt så hårdt, er blandt andet områdets store befolkningstæthed – der bor over ti millioner i regionen.

Samtidig er der også blevet fokuseret på, at sundhedssystemet, som i Italien er et regionalt anliggende, de sidste årtier er blevet stærkt privatiseret i Lombardiet, hvilket har betydet, at der er blevet opbygget en stor kapacitet til at håndtere blandt andet komplekse kirurgiske indgreb og specialbehandlinger, som økonomisk set er mere indbringende, mens der er blevet lagt mindre vægt på at sikre det mindre profitable nødberedskab og kapaciteten på intensivafdelinger. Det kan – kombineret med flere års nedskæringer – have gjort det endnu sværere for sundhedssystemet i Lombardiet at håndtere coronaudbruddet.

Byen kendt som et monster

Bergamo er nu så småt begyndt at åbne op igen, selv om smitten stadig er her. Der er fortsat 20.000 smittede i Lombardiet og 172 i intensiv behandling. Godt 300 er døde inden for den seneste uge.

Der er stadig færre mennesker end normalt i gadebilledet. Men mange butikker, cafeer og restauranter er nu åbne. Frisørerne klipper kunder iført plastikvisir. På gaden går alle – uden undtagelse – rundt med mundbind.

»Vi er alle ved at komme os over det chok, vi har været udsat for,« siger Alessandra Di Pilato, der netop har afsluttet sin universitetsuddannelse inden for kulturøkonomi og ledelse. De seneste måneder har hun arbejdet som frivillig for organisationen Maite, som har stået for indkøb til udsatte ældre, som helst skulle undgå smittefare, og maddonationer til familier ramt af fattigdom på grund coronakrisen.

»Vi vil gerne vende tilbage til vores normale liv, men det normale liv eksisterer ikke længere. Alt har ændret sig,« siger hun. »Vi er fyldt med usikkerhed, og vi bor nu i en by, som internationalt er kendt som et monster.«

På hospitalet siger læge Fabrizio Fabretti, at det nu »føles som en ferie«, da presset ikke længere er så stort. De har dog stadig 26 coronapatienter på intensivafdelingen alene på hans hospital – flere end der er i hele Danmark.

Men Fabrizio Fabretti er bekymret for en mulig ny smittebølge.

»Nedlukningen var absolut nyttig til at bremse smitteudbredelsen,« siger han. »Vi kan selvfølgelig ikke fortsætte med at lukke samfundet ned, men jeg bliver bange, når jeg ser, at folk i hele Italien nu begynder at samle sig i større grupper igen, drikker og fester.«

Cristina Longhini er nervøs for, at samfundet er i gang med at åbne op for hurtigt: »Folk, der ikke har mistet familiemedlemmer lader til hurtigt at have glemt, hvor slemt det var. De mødes igen i store grupper og tænker ikke mere over faren,« siger hun.

»For de fleste italienere har det største drama været, at de var nødt til at blive hjemme under pandemien. At de ikke kunne tage til frisøren eller en fodboldkamp. Og de har nu travlt med at komme ud i solen igen. Men for mange italienere som mig har dramaet været meget mere alvorligt. Det har handlet om døden. Vi befinder os stadig midt i en kold vinter og har ikke opdaget, at det er blevet sommer,« fortæller Cristina Longhini.

»Jeg kan stadig ikke acceptere, at min far er død. Og jeg kan ikke bære, at jeg ikke ved, hvordan han havde det på hospitalet, om han var ved bevidsthed eller ej, om han spurgte efter os og tænkte på os. Han døde helt alene midt i et kæmpe kaos.«

Frivillige fra Røde Kors i Bergamo, Italien, tilser en kvinde på 88 år, som de formoder har COVID-19. For lidt over en måned siden, registrerede Italien sit første coronadødsfald. Fredag var 9.134 døde.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Ervin Lazar
  • Morten Wieth
  • Poul Erik Riis
  • Steffen Gliese
Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Ervin Lazar, Morten Wieth, Poul Erik Riis og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Der er vist også en vrede mod lande, der ikke kom dem til hjælp, såsom os. De vil ikke handle med os - i hvert fald ikke for tiden.

Steffen Gliese

Men, Carsten Svendsen, Bergamo er min by i Italien, så et nej og en sur smiley på en forespørgsel gør faktisk ondt.

Henriette Bøhne, Søren Mortensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

I Berlin er smittetrykket, R(0), nu steget til 1,95. Det nærmer sig det røde felt og er på vej ud af kontrol. Alt imens grænsen til Tyskland åbner d. 15. juni.

Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel, Kim Saxman og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Sorgen og vreden er forståelig, når man har mistet en nær slægtning, men italienernes fokus på at rejse et strafferetligt ansvar, når der sker en ulykke, er ikke frugtbart i forhold til som samfund at lære og undgå gentagelser. Der ser man også i forhold til f.eks. flykatastrofer, hvor det i modsætning til næsten alle andre vestlige lande er politiet, der styrer showet frem for tekniske eksperter.

Og hvad angår fremtiden for Bergamo ser den såmænd nok ret lys ud, da de har fået overstået COVID-19 på den hårde naturlige måde. En stor del af befolkningen i Bergamo er nu immun, så det bliver helt sikkert ikke her, der kommer kraftige nye udbrud i de nærmeste år.

jens peter hansen

I Syditalien var smittetrykket meget lavt. Hvorfor sendtes der ikke hjælp fra syd mod nord?,

Steffen Gliese

Lars Hansen, vi har stadig til gode at se, at der udvikler sig en varig immunitet. Og der er ikke noget naturligt immunforsvar imod virus, så var vi jo nok blevet naturligt immune overfor kopper, pest, influenza, forkølelse, polio, tuberkulose; men alle disse sygdomme kræver behandling, selvom nogle af dem i de almindelige tilfælde ikke er livstruende.
Nej, når en epidemi hersker, må man stille det almindelige liv i bero - det er ingen naturlov, at vi skal kunne leve så overfladisk, som mange har vænnet sig til.

Den behøver jo ikke at være varig, da der sikkert er udviklet en vaccine inden for de næste par år. Og ellers må man sige "den tid den sorg". Kommer der en ny bølge til efteråret, bliver det helt sikkert ikke med Bergamo eller Lombardiet som centrum. Det bliver et eller andet nyt sted, som ingen i dag kan forudsige.

Bortset fra det så synes situationen i Lombardiet at være lidt af en parallel til den i Brasilien med en højrepopulistisk leder, som forsøgte at tale problemet væk. Og det kan folk jo passende reagere på, næste gang der er valg. Det er helt generelt sådan, man som demokratisk samfund skiller sig af med dårlige politiske ledere.

https://en.wikipedia.org/wiki/Attilio_Fontana

Steffen Gliese

Jeg tænker, at de vil være meget hurtige til at lukke alt, hvad lukkes kan, dér, hvor det er gået voldsomt for sig.
Anden bølge er jo ikke en given størrelse, som du rigtigt antyder, det sker jo kun, hvis virus går i dvale og så spredes igen - hvilket næsten kun har været tilfældet med den spanske syge, der jo også udmærkede sig ved at ramme ukarakteristiske grupper på usædvanlige tider af året.

Jørgen Mathiasen

Til Jeppe Lindholms bidrag 03. juni, 2020 - 08:14 kan jeg oplyse, at »advarslen» fra Gesundheitssenatorin Dilek Kalayci (SPD) er holdt i konjunktiv. De gældende bestemmelser for folk i byen, som fastsættes i indikativ af senatet, kan læses her:
https://www.berlin.de/corona/massnahmen/ og her https://www.berlin.de/corona/massnahmen/verordnung/ . Det sidste er en tung sag. For sådanne, der ikke kan læse den tyske side, findes der en engelsk version.

Danskere kan for det første orientere sig efter udenrigsministeriets rejsevejledning, for det andet kan man på ARDs og ZDFs hjemmesider få de aktuelle tal.
https://www.zdf.de/nachrichten/heute/coronavirus-ausbreitung-infografike...
Der er aktuelt omkring 500 registrerede Covid-19 patienter i Berlin.