Nyhed
Læsetid: 9 min.

Duterte-kritisk redaktør dømt for injurier og tre andre historier fra verden

Den filippinske redaktør Maria Ressa blev tidligere på ugen dømt skyldig i en kontroversiel sag om injurier. Hun har længe været en torn i øjet på præsident Rodrigo Duterte og har publiceret noget af den mest regeringskritiske journalistik i det sydøstasiatiske land
Maria Ressa ved ankomsten til retten i Manila til domsafsigelsen tidligere på ugen. Nu afventer hun appelsagen.

Maria Ressa ved ankomsten til retten i Manila til domsafsigelsen tidligere på ugen. Nu afventer hun appelsagen.

Eloisa Lope/Ritzau Scanpix

Udland
20. juni 2020

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

  • Duterte-kritisk redaktør dømt for injurier

Da magasinet Time i 2018 valgte at udpege en række personer til Årets person for deres indsats og evne til at fortælle sandheden, var filippinske Maria Ressa en af dem. Denne uge blev hun fundet skyldig i en sag om injurier i Manila. Den højtprofilerede retssag bliver af rettighedsorganisationer beskyldt for at være et forsøg på at få kritikken af landets præsident, Rodrigo Duterte, til at forstumme. 56-årige Maria Ressa er stifter af publikationen Rappler, der jævnligt skriver kritisk om den filippinske regering og Dutertes blodige krig mod narkotika, som har kostet tusindvis af mennesker livet. Skyldskendelsen betyder, at den filippinske redaktør skal afsone en fængselsstraf på mellem seks måneder og seks år, men det forventes, at hun vil appellere dommen.

»Vi kommer til at kæmpe imod enhver form for angreb på pressefriheden. Vi udgør fundamentet, og hvis vi vælter, er vi ikke længere et demokrati,« udtalte Ressa efter domsafsigelsen. Hele forløbet beskriver hun som politisk motiveret juridisk akrobatik.

Retssagen blev anlagt af en forretningsmand og drejer sig om en artikel fra 2012. Den gang offentliggjorde Rappler en historie, der beskyldte en daværende højesteretsdommer for at køre rundt i en SUV ejet af forretningsmanden. Artiklen blev publiceret før en ny lov mod cyberkriminalitet blev indført samme år, men fordi Rappler rettede en stavefejl i historien i 2014, opstod der en teknisk mulighed for sagsøge mediet for ærekrænkelse under cyberloven.

Efter en årelang proces udstedte retten sidste år en arrestordre mod Maria Ressa og artiklens forfatter. Undervejs måtte anklagemyndigheden tage en lov fra før Anden Verdenskrig i brug for at retfærdiggøre, at søgsmålet ikke var faldet for en tidsfrist. Desuden er det kommet frem, at Justitsministeriet gik imod sin egen juridiske afdelings anbefalinger, da beslutningen om at tage sagen op blev truffet. Ud over injuriesagen er Rappler og Maria Ressa mål for adskillige andre søgsmål om alt fra skatteforhold til publikationens ejerskabsforhold.

Ifølge organisationen Human Rights Watch er der ingen tvivl om, at sagerne er et anslag mod den kritiske presse i landet.

»Dommen mod Maria Ressa understreger filippinske lederes vilje til at manipulere lovgivningen til at gå efter kritiske, respekterede medier, uanset hvilke omkostninger det ender med at få for landet. Rappler-sagen vil ikke kun sende rystelser gennem Filippinerne, men også nå andre lande, der længe har betragtet landet som et robust miljø for mediefrihed,« skriver organisationens stedfortrædende asiendirektør, Phil Robertson, i en udtalelse.

Og det er ikke kun Rappler, der er i søgelyset, fortæller den filippinske journalist Roby Alampay, der er regional rådgiver for organisationen International Medie Support.

»Præsidenten har aldrig lagt skjul på, at han helst så, Rappler bliver lukket. Han har altid sagt, at han gerne så Maria Ressa straffet og sagsøgt, så den politiske kontekst er meget, meget klar. Præsidenten ser dem som en fjende. Han kalder dem løgnere og fake news og ser dem som en ubelejlige for krigen mod narkotika, som han gør med alle medier i Filippinerne. Det er vigtigt at understrege, at Rappler ikke er det eneste medie, der laver kritisk journalistik. Vi har en lang tradition for, at medierne er kritiske over for regeringen og indtager rollen som vagthund. Den største filippinske tv-kanal går også en usikker fremtid i møde, fordi kongressen nægter at forlænge dens sendelicens. Basalt set har de lukket filippinernes største nyhedskilde,« siger han.

Ved at bøje lovene sender Dutertes regering et signal til alle journalister om, at ingen kan vide sig sikker, forklarer Roby Alampay.

Maria Ressa og den sagsøgte Rappler-journalist er på fri fod mod kaution, mens en mulig appelsag venter.

  • FN-rapport: 1 procent af verdens befolkning er fordrevne

Torsdag udsendte FN’s Flygtningeorganisation UNHCR en rapport, der viste en massiv vækst i antallet af fordrevne i verden.

Hvor sidste års rapport pegede på 70,8 millioner fordrevne, melder den nye rapport om 79,5 millioner fordrevne i slutningen af 2019 – svarende til over 1 procent af verdens befolkning. Antallet af flygtninge og fordrevne er dermed næsten fordoblet siden 2010, hvor tallet var på 41 millioner.

»Tallet på næsten 80 millioner – som er det højeste UNHCR nogensinde har registreret, siden man begyndte at lave den form for statistik – giver selvfølgelig grund til store bekymringer,« siger Filippo Grandi, som er FN’s flygtningehøjkommissær.

Rapporten noterer ligeledes, at der er ringere udsigter til, at de fordrevne kan vende tilbage. I 90’erne kunne gennemsnitligt 1,5 millioner flygtninge vende hjem om året, mens tallet for det sidste årti er faldet til omkring 385.000.

Størstedelen af de fordrevne, 45,7 millioner, er fordrevne inden for deres egne lande, og mere end otte ud af ti flygtninge søger tilfugt i udviklingslande, der typisk er nabolande til landet, de flygter fra. Tallene går ifølge flygtningehøjkommissæren imod den fremherskende opfattelse, at størstedelen flygter til vestlige lande.

»Dette er et globalt problem, et problem for alle lande. Men det er et problem, der mest direkte udfordrer de fattige lande. Ikke de rige lande – på trods af retorikken,« siger Filippo Grandi.

UNHCR peger på to forklaringer på den store stigning. Den første er nye fordrevne fra konflikter og situationer, særligt i DR Congo, Sahel-regionen, Yemen og Syrien. Næsten syv ud af ti kommer fra kun fem lande: Myanmar, Afghanistan, Syrien, Sydsudan og Venezuela. Syrien står alene for 13,2 millioner af verdens fordrevne, asylansøgere og internt fordrevne – en sjettedel af det samlede antal på verdenspland.

»Hvis kriserne i disse lande blev løst, ville 68 procent af den tvungne fordrivelse på kloden nærme sig en løsning,« konstaterede FN’s flygtningehøjkommissær.

Den anden forklaring på den store stigning er, hvad UNHCR kalder en »bedre skildring« af situationen for de venezuelanere, der ikke længere befinder sig i hjemlandet. Heraf er mange ikke lovligt registreret som flygtninge eller asylansøgere, men vurderes ikke desto mindre at have behov for beskyttelse.

UNHCR anslår, at 30-34 millioner af de fordrevne er børn, hvoraf titusinder er uledsagede – et tal, der er højere end befolkningerne i Australien, Danmark og Mongoliet tilsammen.

  • Nordkorea bomber diplomatiske forhåbninger i stykker

Der har længe været stille fra forhandlingerne med Nordkorea på den ene side og Sydkorea og USA på den anden. For to år siden førte de ellers til forhåbninger om en mulig atomafrustning af styret i Pyongyang og et mindre anspændt forhold på den koreanske halvø. Det historiske møde mellem Kim Jong-un og Donald Trump i Singapore blev fulgt op af et mislykket andet møde i Hanoi, og lige siden har parterne stået stejlt over for hinanden.

At Nordkorea ikke er tilfreds med den situation, er de seneste uger blevet tydeliggjort i et væld af udmeldinger i landets statspresse, der har genfundet tidligere tiders aggressive retorik. Derfor kom det heller ikke som nogen stor overraskelse, at Nordkorea denne uge begyndte at skrotte flere af de initiativer, der blev sat i værk for at øge tilliden over grænsen.

I den mere dramatiske og visuelt ganske symbolske ende sprængte Nordkorea i tirsdags et forbindelseskontor i luften i grænsebyen Kaesong, hvor man tidligere har holdt møder med repræsentanter fra Sydkorea. Bygningen har fungeret som en de facto ambassade for Sydkorea.

Nordkorea er også stoppet med at besvare opkald på den hotline, der skulle gøre det nemmere at føre en dialog mellem Nord og Syd. Derudover agter regimet at genoptage militærøvelser tæt ved grænsen og har planer om at genindsætte hæren i de zoner, der ellers var blevet demilitariseret.

I Seoul er situationen alvorlig for præsident Moon Jae-ins regering. Han har ført en yderst forsoningsvenlig linje, der fra starten var et politisk sats. Onsdag valgte den sydkoreanske minister for genforening at tage ansvaret for de forværrede relationer og træde tilbage.

Spændingerne mellem de to lande er vokset, efter at nordkoreanske afhoppere sendte flere tusinde flyveblade fra Sydkorea ind over grænsen til Nordkorea. Den slags informationskampagner har altid vakt vrede i Pyongyang, men de fleste analytikere er enige om, at det næppe er den egentlig årsag til den seneste tids kriseoptrapning.

Mere sandsynligt er det, at Nordkorea ønsker at presse den sydkoreanske regering til at lempe de strenge økonomiske sanktioner, landet er underlagt. Derfor er det meget muligt, at der vil komme flere nordkoreanske provokationer i de kommende uger, vurderer Chad O’Carroll, direktør for Korea Risk Group, der blandt andet publicerer mediet NK News.

»Pyongyang ønsker at optrappe krisen, før man hører, hvad Moon måske er villig til at gøre for at vende tilbage til, hvor man stod før. Så spændingerne vil fortsætte med at stige i de kommende uger, og Nordkorea vil ikke være interesseret i samtaler i nogen tid,« skriver han på Twitter.

  • Irans præsteskab har tæmmet pandemien

Da COVID-19 ramte den hellige iranske by Qom i februar, anklagede landets øverste leder ayatollah Ali Khamanei straks USA for at anvende biologiske våben mod Iran i et desperat forsøg på at vælte den iranske stat, nu hvor alle andre midler er mislykkedes.

Den gang i februar anså mange Iran-observatører Khameneis konspirationsteori som et ildevarslende tegn på, hvordan præsteskabet ville håndtere pandemien.

Mange frygtede, at Irans magthavere ville opføre sig uansvarligt, inkompetent og hensynsløst i en tid, hvor den iranske befolkning led under massive amerikanske sanktioner, som blandt andet har ramt landets i forvejen hårdt pressede sundhedssystem.

Men i dag, fire måneder senere, står det klart at Irans magthavere har håndteret pandemien bedre end ventet. 9.000 iranere er døde indtil videre, men det er ikke i nærheden af, hvad Irans egne forskere spåede i februar. Dengang sagde iranske læger, at titusinder ville blive ofre for COVID-19.

»Irans gode håndtering af coronavirus har fået folk til at føle sig på samme side som resten af verden,« siger Mohammad-Ali Abtahi, Irans tidligere reformistiske vicepræsident, til Financial Times.

»Denne virus har muligvis ikke styrket Den Islamiske Republiks popularitet, men den har bestemt ikke skadet dens legitimitet yderligere.«

Uhellige midler i brug

At det er lykkedes præsteskabet at holde COVID-19 i skak skyldes flere årsager.

En ung befolkning, som straks forstod alvoren, et initiativrigt sundhedssystem, der er vant til at operere under pres, og et iransk militær, som mere eller mindre har været mobiliseret siden 1979 på grund af eksterne trusler, udpeges alle som årsager til Irans succes i kampen mod corona.

»De væbnede styrker spillede en konstruktiv rolle ved at hjælpe sundhedssektoren,« siger Mohammad Ali Abtahi.

På ordre fra ayatollaherne oprettede iransk militær improviserede hospitaler og hjalp med at screene befolkningen i provinserne.

Men det er især præsteskabets anvendelse af uhellige midler som mange har hæftet sig ved. Trods de økonomiske bagsider har ayatollaherne aflyst store religiøse begivenheder, frarådet iranere at afholde begravelsesceremonier og lukket ned for både helligdomme og religiøse seminarer for første gang i landets historie.

Hvordan landet vil håndtere en potentiel anden bølge er dog uvist.

Succesen mod pandemien har nemlig haft massive omkostninger for den religiøse turisme. Fraværet af shiitiske pilgrimme gør det umuligt for mange virksomheder at holde sig i gang. Over de seneste uger har der været en stigning i smittetilfældene, og mange tror at nye restriktioner kan være på vej.

Et emne, som optager mange i disse dage, er religionens rolle i det offentlige sfære. Vil iranere begynde at praktisere religion anderledes efter pandemien? Ingen ved det endnu, men selv præster åbner nu op for nye måder at dyrke og kommunikere religionen på.

»Hvis den anden bølge kommer, vil jeg overveje at holde onlinekurser, selv om det føles lidt ensomt,« siger ayatollah Mousavi Tabrizi til Financial Times.

»Nu om dage bør social distancering ikke føre til, at vi kommunikerer mindre.«

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her