Analyse
Læsetid: 4 min.

Første gang i 100 år: Irlands afgående premierminister danner regering med sin modstander

Historisk samarbejde sikrer liberal-grøn koalitionsregering i Irland for første gang siden borgerkrigen i 1920 – og med stort løfte om hurtig grøn omstilling. Men det holder samtidig bevidst valgets store vinder fra fadet, hvilket kan vise sig problematisk på sigt
Fianna Fails Micheàl Martin (tv.) bliver Irlands nye leder i historisk liberalt-grønt samarbejde.

Fianna Fails Micheàl Martin (tv.) bliver Irlands nye leder i historisk liberalt-grønt samarbejde.

Maxwells/AFP/Ritzau Scanpix

Udland
29. juni 2020

Alt er det samme, og intet er som før i Irland. Det siger noget om, hvor tungt den historiske arv hviler over irsk politik, at det var referencer til den bitre strid mellem Fine Gael og Fianna Fail – de to liberale partier på hver sin side af borgerkrigen for 100 år siden – der var omdrejningspunkt for den første kommentar fra Irlands nu afgående premierminister, Leo Varadkar, efter at han dannede regering med sin mangeårige modstander:

»Borgerkrigens politik sluttede for mange år siden i vores land, men i dag slutter den også i parlamentet,« sagde Leo Varadkar på et pressemøde.

Det er egentligt forbløffende, at det har taget 100 år for de to partier, der på de store politiske linjer er enige om det meste, at forbrødres. Og da det endelig skete, var det nok snarere udtryk for nødvendighed end egentlig lyst til at samarbejde.

For elefanten i rummet i liberale irske kredse er Sinn Fein, det venstreorienterede nationalistiske parti med historiske rødder til IRA. Det var Sinn Fein og partiets populære leder, Mary Lou McDonald, der tilbage i februar vandt en overraskende valgsejr, som bare ikke var stor nok til at sikre et flertal i parlamentet.

Sinn Feins efterfølgende forsøg på at danne regering med Irlands to traditionelle magtpartier viste sig frugtesløse. Fine Gael og Fianna Fail ville gøre hvad som helst for ikke at få Sinn Fein til magten – inklusive at gå i regering sammen, skulle det vise sig.

COVID-19 og grøn omstilling

Valget i Irland foregik før COVID-19 blev en uvelkommen og altdominerende gæst på de britiske øer. Irlands befolkning er næsten en million færre end Danmarks, og alligevel er næsten 3.000 irere døde af coronavirus. Kampen mod COVID-19 var omdrejningspunktet for den nye Taoiseach – som er betegnelsen for regeringslederen i Irland – Fianna Fail-lederen Micheál Martins første tale som premierminister:

»Mange er døde, og endnu flere irere har været gennem en lang og hård kamp for at vinde over sygdommen. Der er ikke den befolkningsgruppe eller del af landet, der ikke har været ramt af pandemien … Kampen er ikke slut endnu. Vi skal forsat bekæmpe smitten og forberede os på den næste bølge af sygdommen, og vi skal samtidig sikre en genopretning af den irske økonomi til glæde for alle borgere,« sagde Micheál Martin.

Det siger noget om den gamle ordens nuværende politiske svaghed, at selv dens kombinerede kræfter ikke var nok til at sikre et flertal. Man måtte bero på De Grønnes stemmer. Prisen for dette samarbejde blev et løfte om en historisk grøn omstilling, og det er da også en ambitiøs politisk linje den blå-grønne koalitionsregering lægger for dagen.

Sinn Fein udelukkes fra magten

Foruden kampen mod COVID-19 og enigheden om grøn omstilling, skal der sættes nyt fokus på at få bygget billigere boliger til den betragtelige del af befolkningen, som ikke har nyt godt af det keltiske økonomiske tigerspring.

Irland er, som mange andre lande lige nu, i økonomisk recession, men udgangspunktet for politisk handling her er stadig bedre end de fleste andre steder. For de seneste år har økonomisk været gode for den grønne ø – det er bare ikke alle, der har mærket det. Nogle irere er blevet styrtende rige, mens den gamle arbejderklasses købekraft ikke er blevet stort bedre, samtidig med at priserne på både boliger, dagligvarer og børnehaver er skudt voldsomt i vejret.

Den sociale ulighed er en væsentlig forklaring på Sinn Feins flotte valgresultat i februar, og Mary Lou McDonald var da heller ikke særlig imponeret over den nye koalitionsregering, som hun beskylder for at overhøre millioner af ireres stemmer:

»Med udsigten til at tabe magten har Fine Gael og Fianna Fail kørt vognene i vognborg og den gemmer de sig nu bag.«

Udsigt til genforening i horisonten

En anden væsentlig forklaring på Sinn Feins store appel ved valget er deres ønske om et genforenet Irland, hvor Nordirland bliver del af den irske republik. De vidtrækkende konsekvenser af Brexit for Nordirland har medført en ny interesse for genforening, og der er i det nye regeringsprogram også nedfældet et forsøg på at behage de mange vælgere, der ønsker ét samlet Irland. En del af den nye Taoiseach’s opdrag bliver at undersøge muligheden for »a shared Island«.

Hvilket af de to gamle liberale partier der skulle have posten som premierminister i koalitionsregeringen, var længe en forhindring for regeringsdannelsen. Kompromiset blev en magtdeling, hvor Fianna Fail ved Micheál Martin får de to første år ved roret, mens Fine Gael og Leo Varadkar får de næste to.

Det siger noget om skrøbeligheden ved den nye konstellation, at de to partier tilbage i firserne tilsammen mønstrede omkring 85 procent af stemmerne, mens de i dag ikke engang kan præsentere et samlet flertal. Det er helt særlige tider, og derfor er det heller ikke utænkeligt, at de to partier sammen med De Grønne vil kunne få etableret et brugbart samarbejde om den økonomiske genopretning efter COVID-19, ligesom alle strømme alligevel peger på fornuften i en markant grøn omstilling, også den økonomiske.

Men regeringen kommer hele tiden til at kigge sig selv over skulderen for at se, hvad det nu førende oppositionsparti, Sinn Fein, foretager sig, og Mary Lou McDonald føles stadig som et godt bud på en fremtidig premierminister. Man kan – for nu at bruge hendes egen retorik – gemme sig bag en vognborg et stykke tid, men forbrødringen af de gamle liberale fjender føles mere som den gamle tids lettere desperate træk for at undgå en fælles fjende end en egentlig politisk nytænkning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Bemærkning til - "Irland for første gang siden borgerkrigen i 1920" - Var det ikke en løsrivelseskrig fra "England".
Nu mangler Nord Irland bare at kunne blive genforenet med resten af Irland.

Morten Reippuert Knudsen

Der var en regulær borgerkrig mellem den under løsrivelseskrigen udråbte republik og fristaten som var en forhandlet løsning inden for rammerne af det britiske Commenwealth (fælles udenrigspolitik & og tilbagetrækning af alle engelske tropper. Våben og kasserne blev overdraget til Fristaten.

Fristats løsningen udskød spørgsmålet om uafhængighed og monarkiet til et senere ikke defineret tidspunkt.

Tommy Christensen, ingemaje lange og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar