Feature
Læsetid: 7 min.

For at forstå Kinas vækstmirakel skal man vide én ting: Det står på et bjerg af gæld

Kina kom flyvende gennem finanskrisen og har netop vedtaget en lige så stor hjælpepakke som dengang til landets coronaramte økonomi. I årtier har samspillet mellem kommunistparti, statsbanker og lokalregeringer ført til høj vækst drevet af gæld – men er den gamle formel stadig brugbar i 2020?
En boghandler tager en lur, mens han venter på kunder i sin butik på et marked i Panjiayan i Beijing.

En boghandler tager en lur, mens han venter på kunder i sin butik på et marked i Panjiayan i Beijing.

Noel Celis

Udland
10. juni 2020

Forrige uge skete noget forunderligt på den kinesiske folkekongres. Fra talerstolen i Folkets Store Hal annoncerede premierminister Li Keqiang, at regeringen for første gang i 30 år ikke ville sætte et mål for væksten. Usikkerheden i en coronatid var for stor, forklarede han.

Det er et bemærkelsesværdigt skift. For er der noget, kinesiske ledere er bevidste om, så er det, at økonomisk fremdrift og øget velstand står øverst i den usynlige kontrakt mellem kommunistpartiet og den kinesiske befolkning, der skal sikre partiet legitimitet og dets greb om magten.

Høje vækstrater har alle dage trumfet bekymringer om miljøhensyn, voksende ulighed i samfundet – og den faretruende ophobning af gæld, der er fulgt med. Fra toppen af Kommunistpartiet i Beijing til bunden ude i landsbyerne har kravet om at få økonomien til at vokse hurtigst muligt været det dominerende politiske pejlemærke.

Når folkekongressen nu skrotter BNP-målet, vidner det om pandemiens ødelæggende karakter. Virusudbruddet fik i årets første kvartal økonomien til at skrumpe i en størrelsesorden, der ikke er set lignende siden Kulturrevolutionen.

Men det er også et tegn på, at Kinas økonomi og samfund har ændret sig markant. Det er ikke længere muligt for kommunistpartiet at tvinge vækstraterne til at makke ret på samme måde som tidligere. Hvor Europa og USA eksempelvis brugte årevis på at komme sig over finanskrisen, skøjtede Kina lige igennem.

»I 2008 kunne regeringen beordre lokalregeringer og de store statslige selskaber til at investere, så man meget hurtigt kunne komme ud af krisen. Allerede i første kvartal af 2009, bare et par måneder efter at Lehman-kollapset ramte verden, var Kina tilbage i samme spor med vækst på syv-otte procent. Det er ikke sket denne gang, og det kommer det heller ikke til,« forklarer Nordeas Asien-analytiker, Amy Zhuang.

I dag er det de kinesiske forbrugere, de små butikker og servicefagene, der betyder mest for den kinesiske vækst.

Det stiller Kinas ledelse i et ubehageligt dilemma. For på den ene side er det regeringens erklærede mål at øge forbruget og gøre Kina mindre afhængigt af industri, produktion og offentlige megainvesteringer. På den anden side er det selv samme komponenter i økonomien, der har sikret kommunistpartiets kontrol over den økonomiske udvikling. Det er sket ved at pumpe enorme summer ud i samfundet via de statslige banker efter en formel, der har underbygget det kinesiske vækstmirakel i årtier – og som partiet har mere end svært ved at give slip på.

Den usynlige hånd

Modellen har sin oprindelse i 1990’erne, hvor Kina stadig var i bevægelse fra lukket planøkonomi til semiåben statskapitalisme. Millioner af arbejdere blev fyret fra privatiserede selskaber, og banksektoren var ved at bukke under, tynget af gæld.

Med tårnhøj inflation og på randen af et insolvent finansielt system måtte den kinesiske regering træde til og overtage de dårlige lån. For at få styr på den løbske økonomi besluttede centralregeringen i Beijing at lægge strenge begrænsninger på de mange lokalregeringer ude i provinserne. De blev afskåret fra at optage lån og kunne ikke længere selv regulere lokale skatter.

For lokalregeringerne var det en katastrofe. Deres indtægter blev presset i bund, mens deres forpligtelser forblev de samme. Løsningen blev en kreativ konstellation på kant med loven. For der fandtes en nærmest uudtømmelig indtægtskilde, topledelsen i hovedstaden ikke havde begrænset: land. Ved at oprette egne investeringsselskaber uden om de officielle kanaler og optage lån hos kinesiske statsbanker kunne lokalregeringerne fortsætte med at bygge og investere, langt ud over hvad deres budgetter tillod.

Lånene blev optaget med garanti i land. Metoden foreskriver, at priserne på land stiger, hvilket den kinesiske urbanisering har sørget for. Der findes i dag flere end 10.000 af den slags offentligt ejede, lokale investeringsselskaber i Kina, hvoraf mange stadig opererer uden for det officielle system.

»Disse skjulte og uregulerede selskaber har i et årti været den usynlige hånd bag Kinas investeringsdrevne økonomiske vækst,« skriver de to tidligere Bloomberg-journalister Henry Sanderson og Michael Forsythe i bogen China’s Superbank fra 2013.

»De har været den primære måde at kanalisere kinesiske borgeres opsparinger over i byggeri og investeringer, men det har betydet, at det statslige banksystem ligger inde med billioner i gæld. Og end ikke myndighederne ved, hvor meget gæld, der er derude,« skriver de i bogen.

Resultatet kan ses i det kinesiske landskab. Mange af de lufthavne, lynhurtige togforbindelser og brede motorveje, der møder øjet overalt i Kina, er finansieret baseret på et løfte om stigende landpriser.

Det var også det system, der gjorde det muligt for Kina at komme flyvende igennem finanskrisen. Tilbage i 2008 og 2009 besluttede den kinesiske regering at komme økonomien til undsætning med en hjælpepakke på 3.750 mia. kr. Hovedparten blev distribueret via det statslige banksystem. Og når bankerne så sig om efter investeringsmuligheder, var der intet bedre alternativ end den model, der allerede var afprøvet ude i provinserne. Så de åbnede for stimulussluserne.

Enorme beløb blev pumpet ind i infrastruktur og ejendomsbyggeri overalt i landet. Væksten blev holdt oppe, men prisen var høj. Historier om lufthavne uden passagerer, tomme boliger i såkaldte spøgelsesbyer, industriproduktion uden efterspørgsel og motorveje ud i ingenting begyndte at dukke op i medierne.

Alt imens tordnede den nationale gæld i vejret. Ti år efter finanskrisen var gælden på BNP oppe på 243 procent – næsten en fordobling i forhold til 2008. Og det er vel at mærke kun den gæld, centralregeringen har bogført. Sandsynligvis har den kinesiske gæld i perioden været den hurtigst voksende i verdenshistorien.

Et lukket kredsløb

Når det kunne lade sig gøre, skyldes det ikke mindst, at Kinas finansielle system er et lukket kredsløb. Staten er den eneste ejer, og politiske hensyn vejer tungt. I en markedsøkonomi ville en lufthavn, der ikke benyttes, blive lukket, men i Kina kan staten eller lokalregeringen vælge at holde den kørende for at beholde arbejdspladserne.

De penge, der bliver investeret, viser sig som vækst, selv om der reelt er tale om økonomiske tab. Men det betyder ikke, at gæld i Kina er uden risiko, forklarer Carsten A. Holz, forsker i Kinas økonomiske udvikling ved Hong Kong University of Science & Technology.

»Kinas samlede gæld i forhold til BNP er relativ høj, men eftersom gælden stort set kun er i kinesisk yuan og ikke udenlandsk valuta, kan centralbanken altid trykke flere penge og købe nye statsobligationer og bruge dem til at redde de dele af økonomien, der kollapser. Det eneste problem, der kan opstå ved en høj indenlandsk gældssats, er et spørgsmål om tillid: Hvis en stor del af befolkningen indser, at Kinas økonomiske fremgang er bygget på et voksende bjerg af gæld, der aldrig kan tilbagebetales, kan der opstå et problem,« siger han.

Tilliden til de kinesiske ejendoms- og landprisers ustoppelige himmelflugt er afgørende. Forsvinder den, er risikoen, at bunden ryger ud af boligmarkedet, hvilket vil ramme bankerne. Og jo flere dårlige lån de kinesiske banker ligger inde med den dag, hvor det sker, desto større bliver braget, når boblen brister.

Det er en risiko, den kinesiske ledelse er yderst opmærksom på. Derfor har regeringen de seneste år beordret lokalregeringerne til at finansiere deres investeringer via de officielle kanaler, øget tilsynet med banksektoren og strammet reglerne for ejendomsspekulation.

Men det var alt sammen før coronakrisen. Det store spørgsmål er nu, om kommunistpartiet vender tilbage til den økonomiske redningsplan fra finanskrisen. Skal man tro på premierminister Li Keqiang er svaret nej.

»Vi har sagt, at vi ikke ville oversvømme markederne med likviditet. Det er stadig vores politik,« forklarede han i sin tale til folkekongressen.

Men samtidig lancerede han en stimuluspakke, der fuldt ud matcher den fra finanskrisen. Ifølge den kinesiske premierminister er forskellen denne gang, at indsatsen bliver mere målrettet og med fokus på at øge arbejdsudbuddet i en tid, hvor millioner har mistet deres job.

»Kina har en arbejdsstyrke på 900 millioner – det er 900 millioner munde, der venter på at blive mætte, hvis der ikke er job, men 900 millioner par hænder til at skabe velstand, hvis der er,« udtalte Li Keqiang.

Penge bruges lokalt

Skattelettelser og udgiftslempelser til små og mellemstore virksomheder skal sikre, at flere kinesere får glæde af hjælpepakken. Alligevel er det en gammel kending, der står øverst på listen over indsatsområder: Endnu en gang løber lokale infrastrukturprojekter med størstedelen af de mange milliarder. Der er igen gang i de lokale investeringsselskaber, og fra Beijing har lokalregeringerne fået bemyndigelse til at udstede obligationer til en værdi af 1.500 mia. kr. til finansiering af infrastrukturprojekter.

Partiledelsen i hovedstaden ser gerne, at pengene bruges på at investere i grøn energi, udrulningen af landsdækkende 5G-internet og en styrkelse af sundhedsinfrastrukturen. Men medmindre centralregeringen har fået væsentligt bedre styr på pengestrømmene, vil mange af milliarderne gå til lokale prestigeprojekter, urentable transportsystemer, ejendomsspekulation eller på anden vis blive formøblet.

»Pengene bruges på lokalt niveau, og det er der, hvor tingene ofte kan gå galt. Det kan være, at man slækker på kvaliteten og sender pengene i lommen på den lokale borgmester eller partisekretær,« forklarer Nordeas Asien-analytiker, Amy Zhuang.

Der er ingen tvivl om, at den kinesiske gæld igen kommer til at vokse, vurderer hun. Men fordi regeringen holder øje med problematikken, er risikoen på kort sigt ikke alarmerende.

»I den sidste ende går det ikke, hvis det er staten, der driver det hele. Uden forbrug og virksomheder, der investerer, har man ikke en sund økonomi, så har man en zombieøkonomi. I Kina har man ikke været villig til at acceptere økonomiske nedture og har hurtigt erstattet private aktiviteter med offentlige og stimuleret økonomien unødvendigt for at holde væksten oppe.«

»Derfor er det et godt tegn, at man nu tolererer en lavere vækst. Risikoen for Kina er ikke så meget et landsdækkende kollaps, men at sidde fast i den såkaldte mellemindkomstfælde, hvor man ikke innoverer nok og ikke lykkes med at tage springet til et højindkomstland. Det er en reel risiko,« siger Amy Zhuang.

Serie

Hvordan betaler vi coronagælden?

Lige nu optager verdens lande gæld i et tempo, vi ikke har set siden de store verdenskrige. Centralbanker trykker penge, regeringer låner. Gæld er blevet præmissen for moderne politik, men hvad betyder det for vores fremtid? Hvad er gæld egentlig? Skal vi overhovedet frygte den, og skal statsgæld altid betales tilbage? Det undersøger Information i denne serie.

Seneste artikler

  • Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen

    26. juni 2020
    Vi misforstår gældens natur og pengenes muligheder. For når vi selv sidder på pengeskabelsen, kan vi ikke gå fallit, mener fortalerne for Modern Monetary Theory (MMT). Økonomer er rasende uenige om, hvorvidt teorien tilbyder brugbare løsninger på den økonomiske krise eller blot bunder i en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Dette er sidste artikel i Informations serie om, hvad der skal gøres med coronagælden
  • Gæld er ikke gratis. Det er naturen, der betaler

    24. juni 2020
    I dag skabes næsten alle penge som gæld via bankers tryk på en computertast. For anden gang på godt ti år er gælden med rekordfart på vej mod himlen. Det kan måske gå i det virtuelle pengeunivers, men i den fysiske virkelighed låser det os til et vækstpres, der undergraver miljøet, advarer grønne økonomer
  • AE: Danmark har rigeligt råd til højere gæld – alternativet er langt værre

    23. juni 2020
    Danmark har masser af plads i økonomien til at finansiere både coronakrisens hjælpepakker og genopretning med en øgning af gælden. Så længe gælden kun går til at finansiere midlertidige udgifter, er belastningen af de offentlige budgetter meget begrænset, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Kina og forløbet ligner i høj grad Japan´s for i nær 30 år har japanerne kørt med en indenlandsk gæld over 250 % BNP og forresten har man også hørt om Modern Monetary Theory (MMT) i Kina - der tilfældigvis også er ved at blive main-stream i USA. Denne artikel her er lige så gammel "main-stream" som neo-liberalismen der blev kørt over af en virus fra Kina.

Pia Nielsen, Søren Dahl, Jens Svendsen, John Andersen, Michael Hullevad og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Gæld er jo kun nødvendig, fordi man ikke tvinger de ophobede værdier - som i realiteten mistede deres værdi i det øjeblik, at produktet, de skulle finansiere, var frembragt - til at betale for det, der omsættes til stadige forbedringer af vilkårene i verden. Det er jo forrentningen, den er gal med - og det forhold, at pengemængden i verden aldrig vil blive tilstrækkelig til at dække værdien af det, der frembringes.

Pia Nielsen, Ruth Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Det er ikke kun Kina m.fl. Amerika har også en svimlende gæld!

Arne Albatros Olsen, Henning Kjær og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vækst er jo nødt til at indebære gæld: når der fremstilles mere, end der er værdier for i fortiden, må man nødvendigvis give et forskud.

Pia Nielsen, Torben K L Jensen, Arne Albatros Olsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

Møllen med stadig stigende jordpriser og ejendomspriser, er bundet op på vækstøkonomi, hvor befolkningstilvækst er en langsigtet forudsætning. Det er en af de store grunde til at ingen regeringer er interesseret i faldende befolkningstal, der ellers ville være det bedste bud på klima, migration, krig og stigende ulighed.

Er der en overbærende sjæl, der vil forklare undertegnede talanalfabet hvem der har alle disse penge til gode. Jeg har gået og troet, at det var kineserne der lånte penge til USA's kæmpegæld. Men hvis også Kina har kæmpegæld så...... Er det Mette F, Putin eller Burkina Faso der er den glade udlåner eller...?

Mads Greve Haaning, Pia Nielsen, Bent Nørgaard, Arne Albatros Olsen, Flemming Berger, Jens Ole Mortensen, Søren Dahl og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Anders - Kina og Japan ejer størstedelen af den enorme amerikanske gæld hvor de amerikanske statsobligationer har AAA-status fordi de har verdensvalutaen petro-dollar ( jeg husker at den danske stat garanterede et 100 mia. dollarlån til Danske Bank) i det hel taget var krisen i 2008/09 et underskud på dollars på verdensmarkedet og her sprang Kina til med enorme investeringer i infrastruktur betalt med amerikansk gæld i opkøb,opgradering af infrastruktur hvor importen fra EU(Tyskland) og opkøb af amerikanske og europæiske virksomhed - i de fleste tilfælde "joint-venture" projekter. Enden er den styrke Kina har i dag - foræret hovedsageligt af USA.

Jeppe Lindholm

Efter at have læst denne artikel er modellen Adam fra finansministeriet blevet haste indlagt med er akut hjerteanfald. Hvordan eks. finansminister Claus Hjort Frederiksen (ham med skiltet "Hvor skal pengene komme fra") har det efter offentliggørelse af ovenstående vides ikke. Ingen har set ham siden.

Jens Ole Mortensen

I Kina og de fleste afrikanske lande er befolkningen aldrig blevet spurgt om de vil stifte den gæld. Skulle der ske systemskifter i de lande. Må man vel kaste en hvid pind efter deres gæld. Man kan jo ikke forlange at folk skal hæfte for gæld de er blevet påtvunget.
Måske er det en af grundende til at vestlige lande accepterer diktaturstater.

Centrale og Sydlige dele af EU, har gang i den samme hæftelse på vegne af vores efterkommere. Der er en grad af demokrati i beslutningen, for regeringscheferne har vetoret.

Torben K L Jensen

I alle de nødlidende lande er der givet gældsfinanserede skattelettelser som i USA hvor Trump gav skattelettelser og en nedsættelse af selskabsskatten fra 35 % til 21 % der samlet forøgede gælden med mere en trillion (et tusind millarder) dollars. En gæld resten af verden betaler af på ved at købe amerikanske statsobligationer. En tredobling af gælden i Verden siden finanskrisen i fiktive penge der aldrig bliver betalt tilbage - den bliver bare slettet når man synes det er uholdbart - Det hedder forresten : Modern Monetary Theory.

Torben K L Jensen

Man kan faktisk sige at gæld (fra tysk Geld=penge) er blevet en verdensvaluta - Du køber amerikansk "gæld" i amerikanske statsobligationer og får dem udbetalt i Petro-dollars (verdensvalutaen).

Jeppe Lindholm

Hvis alle har gæld, hvor er pengene så henne?

Penge er et redskab

Kinas problem drejer sig mere om korruption i systemet end om pengesystemet er på statens hænder. Korruptionen ude lokalt har betydet at styringen er gået galt og det ligner jo til forveksling vores økonomiske konstruktion med bobbel-økonomi i boligsektoren. Som her er der ingen styring på pengestrømmene.

"Partiledelsen i hovedstaden ser gerne, at pengene bruges på at investere i grøn energi, udrulningen af landsdækkende 5G-internet og en styrkelse af sundhedsinfrastrukturen. Men medmindre centralregeringen har fået væsentligt bedre styr på pengestrømmene, vil mange af milliarderne gå til lokale prestigeprojekter, urentable transportsystemer, ejendomsspekulation eller på anden vis blive formøblet.

»Pengene bruges på lokalt niveau, og det er der, hvor tingene ofte kan gå galt. Det kan være, at man slækker på kvaliteten og sender pengene i lommen på den lokale borgmester eller partisekretær,« forklarer Nordeas Asien-analytiker, Amy Zhuang.

Egentlig kommer jeg til at tænke på kulturrevolutionen som jo også gik galt. Lokalt ønsker man at vise gode resultater på økonomisk fremgang - og så begynder fiflerierne ude omkring ofte med øje for for egen vinding.

Og så drejer det sig om at Kina skal rette sin økonomi mod den kinesiske befolkning som marked da alt tyder på at vi globalt kommer til at ændre vores forbrugsmønstre radikalt hvis vi skal matche de problemer vi står overfor.

Penge er et redskab - gælden er underordnet - men styringen af pengestrømmene er et must hvis det skal komme befolkningerne til gavn og det uanset hvor på kloden vi befinder os og hvilket politisk system der er ved magten.

Gælden vokser på grund af korrupte systemer og fordi de havner i de forkerte lommer.
Her i vesten er der pumpet trillioner ud på markedet og hvad har vi fået for pengene. Nedskæringer på velfærden, udsalg af vigtig infrastryktur og løntilbageholdenhed for dem som udfører de vigtigste funktioner og som holder sammen på samfundet.

Var det mon intensionen bag det hele hos beslutningstagerne?

"Er der en overbærende sjæl, der vil forklare undertegnede talanalfabet hvem der har alle disse penge til gode"

Aner det ikke - hvem er det egentlig vi skylder alle disse penge til. Det må være dem som køber statsobligationerne. Og hvem har så mange penge liggende inaktivt, lige ved hånden parat til at skyde ind i milliardstore lån? Det har banker som blot taster tallene ind i deres computersystem og hokus pokus - så er milliarderne skabt som penge der kan sendes ud i økonomien og de store investeringsselskaber.
Desværre ved vi så ikke altid hvor pengene forsvinder hen men noget tyder på at en ret stor del forsvinder ned i lommerne på de store investeringsselskaber selv eller havner i bankdirektørernes lommer. Der er forstås ret store udgifter til administrationen (ironi forekommer).

“The financial sector represents only 7 percent of the U.S. economy but takes around 25 percent of all corporate profit while creating only 4 percent of all jobs."

Det er altså lige så vigtigt at forstå hvem der sidder og kontrollerer pengestrømmene som at forstå hvor store beløb de trækker op af lommerne på os. Ikke mindst fordi penge kan købe politisk indflydelse som kan bremse en regulering af finanssektoren. (ja det er lige så korrupt et system som i Kina).

Covid-19 hjælpepakkene udstedt i USA bliver vist administreret af Blackrock. Og..

"The top three financial services firms manage 15 trillion dollars of assets. That’s more than China’s 2019 GDP. Blackrock is the largest with 7.4 trillion, followed by Vanguard at 5.3 trillion and State Street Global Advisors at 2.5 trillion. "

Spændende at se om det også bliver et af de selskaber der skal hjælpe med at finde investorer hvis det ender med at vi skal sælge vores affaldsforbrændingssystem herhjemme.

https://theanalysis.news/commentary/the-lords-of-finance-own-the-media-a...

Hvis alle har gæld, hvor er pengene så henne?

Alle lande har gæld. Men det betyder jo ikke at vi alle har gæld.
Jeg kan ikke huske de nøjagtige tal, men det drejer sig vist om noget i retning af 8-10 personer/familier ejer ca. halvdelen af jordens rigdomme. Nogle af disse ejer så mange penge at de finansierer deres egne eventyr, som ellers store nationer stod for eller som krævede internationalt sammenarbejde - f.eks. ønsket om at kolonisere Mars. En lidt større kreds, måske nogle få hundreder ejer 80-90%, og resten af os må slås om de sidste 10-20% af jordens rigdomme. Jeg gætter på at langt de de fleste penge havner hos den lille flok af velhavere. Der er vist intet der tyder på at uligheden bliver mindre.