Nyhed
Læsetid: 4 min.

Forsvarsminister trodser Trump: Vil ikke bruge militær mod uromagere

USA’s forsvarsminister, Mark Esper, er gået imod præsident Trumps ønske om at sætte militæret ind mod de uroligheder, der hærger amerikanske byer. Få timer senere sagde Trump selv, at det måske ikke blev nødvendigt. Men en ulmende konflikt mellem Forsvarsministeriet og Trump spidser til
Mark Esper (i midten bag Donald Trump) har hidtil været en trofast støtte af Trump, og det er første gang, han modsiger præsidenten. Men om en fyring af forsvarsministeren kan være på vej, er dog endnu uklart. Trumps talskvinde, Kayleigh McEnany, udtalte onsdag, at »indtil videre bliver Esper ved med at være minister Esper«.

Mark Esper (i midten bag Donald Trump) har hidtil været en trofast støtte af Trump, og det er første gang, han modsiger præsidenten. Men om en fyring af forsvarsministeren kan være på vej, er dog endnu uklart. Trumps talskvinde, Kayleigh McEnany, udtalte onsdag, at »indtil videre bliver Esper ved med at være minister Esper«.

Brendan Smialowski

Udland
5. juni 2020

USA’s forsvarsminister er gået direkte imod sin præsident Donald Trumps trussel om at aktivere en særlig lov, der vil tillade ham at indsætte tjenestegørende amerikanske militære tropper imod uroligheder i byer.

Forsvarsminister Mark Espers opsigtsvækkende udtalelse faldt under en pressebriefing i Pentagon på baggrund af stigende bekymring for ordensmagtens stadig mere militariserede indsats imod George Floyd-protesterne – og forvirrende meldinger om regulære amerikanske militærstyrkers mulige rolle i denne.

Esper havde beordret luftbårne elitesoldater, der var fløjet til Washington mandag, tilbage på deres baser onsdag. En ordre han senere tilbagekaldte, efter at han havde været til møde i Det Hvide Hus.

Trump har truet med at påberåbe sig en særlig lovbeføjelse, Insurrection Act, (oprørsloven, red.) der går tilbage til 1807 og bemyndiger ham til at indsætte tropper i gaderne imod lokale staters og bystyrers vilje. Præsidenten har erklæret, at han agter at aktivere denne lov, hvis de lokale myndigheder ikke evner at »forsvare borgernes liv og ejendom«.

Men onsdag aften amerikansk tid havde præsidenten tilsyneladende ombestemt sig i forhold til at sende militæret til amerikanske byer.

»Det kommer an på, men jeg tror ikke, det bliver nødvendigt,« sagde han i et interview med Newsmax TV.

Den udtalelse kom et par timer efter, at Esper kategorisk havde afvist at medvirke i en aktivering af Insurrection Act.

Sidste udvej

»Jeg siger ikke kun dette som forsvarsminister, men også som tidligere soldat og som tidligere medlem af Nationalgarden: Muligheden for at bruge soldater i tjeneste i en rolle som håndhævere af loven bør kun benyttes som sidste udvej og kun i de mest kritiske og mest alvorlige situationer,« sagde forsvarsministeren til pressebriefingen og fastslog:

»Vi står ikke i en af de situationer nu. Jeg kan ikke støtte en påberåbelse af Insurrection Act

Esper har hidtil været en trofast støtte af Trump, og det er første gang, han modsiger præsidenten. Der meldes endvidere om et voksende ubehag i den amerikanske militærledelse over en politiseret brug af de væbnede styrker, men også om bekymring over Espers tidligere deltagelse i Trumps selviscenesættelse i forbindelse med en voldsom rydning af en demonstration foran Det Hvide Hus.

»Esper har udfordret Trump direkte,« skriver Thomas Wright, direktør for USA og Europa-Centret på forskningsinstitutionen Brookings, på Twitter.

»Trump hader at blive trængt op i en krog. Hvis han fyrer Esper, kan det udløse en krise, der kan føre til en bredere opstand i GOP (Det Republikanske Parti, red.)«.

Om en fyring af forsvarsministeren kan være på vej, er dog endnu uklart. Trumps talskvinde, Kayleigh McEnany, udtalte efter Espers pressemøde, at »indtil videre bliver Esper ved med at være minister Esper«.

Hun tilføjede, at medierne snart vil høre, om Trump har mistet tiltroen til ham og understregede:

»Det er alene præsidenten, der har myndighed til at aktivere Insurrection Act

En højtstående republikansk kilde sagde torsdag til CNN, at der i længere tid har været et anspændt forhold mellem Esper og Trump, og at Trump ikke har nogen respekt for sin forsvarsminister. Esper er angiveligt ikke i stand til at øve nogen særlig indflydelse selv, men må læne sig op af udenrigsminister Mike Pompeo, sagde kilden og tilføjede, at Espers seneste pressemøde utvivlsomt kun vil marginalisere ham yderligere.

Trump og andre topembedsmænd, blandt disse den nationale sikkerhedsrådgiver Robert O’Brien, er »ikke tilfreds« med Esper efter hans bemærkninger onsdag, siger tre personer med indgående kendskab til de aktuelle overvejelser i Det Hvide Hus til CNN.

En anonym embedsmand fra Det Hvide Hus siger, at ingen var forberedt på, at Esper ville bekendtgøre sin beslutning om offentligt at bryde med præsidentens linje i forhold til militær bekæmpelse af uroen i amerikanske byer.

Samtidig har det vakt betydelig forargelse – også blandt tidligere amerikanske officerer – at Esper og Mark A. Milley, formanden for det amerikanske militærs generalstab – var til stede ved en fotosession ved en kirke over for Det Hvide Hus mandag, efter at området var blevet ryddet med tåregas, ridende politi og knippelangreb på demonstranter.

Espers deltagelse fik et medlem af forsvarsministeriets forskningsrådgivningsudvalg, James Milner, til at tage sin afsked i protest imod, hvad han opfattede som forsvarsministerens »synlige støtte« til magtanvendelsen ved den kontroversielle rydning.

Kamprum

Men Esper sagde, at han ikke vidste noget om, hvilke forholdsregler der var taget for at drive demonstranterne væk, og at han var mødt op i den forståelse, at han og Milley skulle besigtige skader i Lafayette Park umiddelbart over for Det Hvide Hus og St. Johns episkopale kirke, hvor der havde været brand i kælderen.

»Jeg var ikke klar over, at vi stillede op til at blive fotograferet,« sagde Esper. »Selvsagt tiltrækker præsidenten et enormt presseopbud. Jeg vil gerne sige, at jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig apolitisk og holde mig ude af situationer, der kan virke politiske, og nogle gange lykkes det for mig, andre gange mislykkes det, men det er for mig et mål at holde ministeriet ude af politik og at forblive apolitisk.«

Esper forsvarede også, at han i en telefonsamtale med statslige guvernører mandag, havde ansporet dem til »at dominere kamprummet« i indsatsen mod protesterne over politidrabet på George Floyd.

»Jo hurtigere man kan samle sig i og dominere kamprummet, jo hurtigere vil det her gå, og jo før kan vi komme tilbage til den rette normalitet,« sagde Esper under en telefonkonference, han mandag deltog i med Trump og guvernørerne.

På pressemødet onsdag forklarede han, at ’kamprum’ er et ord, der indgår i den normale »militære terminologi«.

»Det er en rutinemæssig betegnelse for et afgrænset operationsområde og ikke et udtryk, som retter sig imod mennesker og især da ikke mod vores amerikanske medborgere,« sagde Esper. 

Han tilføjede dog derefter: »Set i bakspejlet ville jeg nok have valgt et andet ord for ikke at fjerne opmærksomheden fra det vigtige i sagen.«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Jørn Pedersen

Endelig højt kvalificerer modspil til madness!

Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Danny Hedegaard, Karsten Lundsby og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Håber den seneste twitter adfærd og stunt med biblen vendt på hovedet :) må blive Trumps Waterloo som præsident, intet kan blive værre end ham. Godt selv republikanere begynder at sige fra og nok er nok.

Thomas Tanghus, Mads Greve Haaning, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Claus Nielsen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis militæret var blevet sat ind havde Trump fået sin helt egen "Den himmelske freds plads"-katastrofe.

Anna Louise Finck-Heidemann, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Bjarne Bisgaard Jensen, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Forhåbentlig er der snar nogen, der letter Trump fra stolen og beder ham sætte sig et andet sted.

Kent Nørregaard

Ja hvad bilder han sig dog ind at ville beskytte butiksejerne, lejerne, de hjemløse og hvem der ellers har fået “demonstranternes” “gode budskab” at føle.

Brian W. Andersen

@ Torben K L Jensen

Det kan han desværre godt nå at få helt uden at indsætte de regulære hærstyrker. Nationalgarden har Bradley kampvogne indsat mod demonstranterne i flere byer, så det kan gå galt.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Torben Bruhn Andersen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Brian - den grundliggende fare ligger i at man har militariseret politistyrkerne med med USA´s militære isenkram fra de mange konflikter der har kørt de sidste 20 år og med det den beskyttelse soldater har hvis de begår brud på menneskerettighederne - I udlandet - vel at mærke. Det lader til at den tankegang er blevet "main-stream" godt hjulpet på vej af Nationel Rifle Assosiation og politiforbundet.
Så er USA et demokratisk retsamfund ? Tilsyneladende ikke.