Essay
Læsetid: 16 min.

Gæld er ikke gratis. Det er naturen, der betaler

I dag skabes næsten alle penge som gæld via bankers tryk på en computertast. For anden gang på godt ti år er gælden med rekordfart på vej mod himlen. Det kan måske gå i det virtuelle pengeunivers, men i den fysiske virkelighed låser det os til et vækstpres, der undergraver miljøet, advarer grønne økonomer
Spørgsmålet er, hvordan den massive offentlige gæld, der nu i de fleste lande opbygges som konsekvens af coronapandemien, relaterer sig til den fysiske virkelighed. I hvilket omfang har den noget med det materielle grundlag og den materielle produktion at gøre? Er det overhovedet relevant at spørge, om gælden har dækning i reale værdier?

Spørgsmålet er, hvordan den massive offentlige gæld, der nu i de fleste lande opbygges som konsekvens af coronapandemien, relaterer sig til den fysiske virkelighed. I hvilket omfang har den noget med det materielle grundlag og den materielle produktion at gøre? Er det overhovedet relevant at spørge, om gælden har dækning i reale værdier?

Florence Goisnard / Ritzau Scanpix

Udland
24. juni 2020

Der var en tid, da penge var lig med guld og grønne skove. Værdien af penge var bundet til materien, det vil sige til den såkaldte guldstandard, først indført af Storbritannien i 1816.

Man kunne når som helst gå hen i Bank of England og få sine sedler og mønter vekslet til guld. Pengesedlen var en kvittering på, at man havde noget til gode i bankens kælder, et gældsbevis, der kunne indløses i ædelmetal.

Før det havde pengene dækning i naturalier. Tømmer fra de grønne skove, landbrugsprodukter, råstoffer. Pengene blev det praktiske redskab til at oversætte værdien af ét fysisk gode til et andet. Prisen i penge blev hjælpemidlet til at bytte en høst kartofler til nogle metermål bomuldsklæde.

Går man endnu længere tilbage, har der i menneskehedens historie været faser, hvor man byttede, handlede og håndterede gældsrelationer uden penge. I Middelalderen forsvandt for eksempel for en tid de penge i form af mønter, som ellers havde vundet indpas i de græske og romerske rigers storhedstid. Pengene blev i Middelalderen helt overvejende ’virtuelle’, indtil mønter af sølv og guld atter vendte tilbage, og pengene i løbet af det 19. århundrede blev forankret i guldstandarden i de fleste økonomier.

Den amerikanske antropolog David Graeber, professor ved London School of Economics, har i bogen Debt: The First 5.000 Years og i en podcastserie på BBC skildret denne omskiftelige historie, som penge, byttehandel, kreditgivning og gæld har gennemløbet gennem civilisationens faser.

Én pointe, man kan hente i hans fascinerende gennemgang, er, at dagens pengeøkonomiske orden (det vil sige uorden) ikke er en given ting. Penge og gæld er alene konventioner bestemt af en given tid og samfundsorden. Der er andre måder at organisere menneskers materielle og servicemæssige udvekslinger med hinanden på end den, der hersker i dag med så store omkostninger for både mennesker og natur.

’Fiat money’

Storbritannien afskaffede pengenes binding til guldreserven i 1931, og USA’s præsident Nixon droppede guldstandarden i 1971. Fra da af begyndte papirpengenes æra, på engelsk fiat money efter det latinske verbum for ’at blive til’.

De statsautoriserede penge blev til i det omfang, at et lands centralbank lod seddelpressen og møntprægningen køre, og værdien af et lands valuta afgjordes af forholdet mellem mængden af penge sendt i omløb og efterspørgslen efter denne valuta.

Centralbanken herhjemme er Danmarks Nationalbank, der har eneret på at udstede kontanter (med den parentes, at banken faktisk i 2016 demonterede sin seddelpresse og nu får de nødvendige sedler og mønter fremstillet i henholdsvis Frankrig og Finland).

Men som bekendt skabes de fleste penge ikke længere som kontanter – de skabes som tal på en computerskærm, rene virtuelle symboler på værdi. I Storbritannien er 98 procent af pengemængden en sådan virtuel abstraktion, kun to procent består af sedler og mønter udstedt af staten.

Og denne elektroniske pengeproduktion domineres i dag af de private, kommercielle banker, der med den økonomiske neoliberalismes indtog i 1980’erne fik fjernet de fleste begrænsninger på retten til at skabe penge ud af den blå luft, det vil sige skabe penge som gæld ved at indtaste det ønskede beløb på en låners konto. Bankerne kan tilsvarende destruere penge igen ved at slette beløbet, hvis lånet tilbagebetales.

Det er denne stærkt udvidede ret hos de private banker til at skabe penge, der har banet vej for den globale økonomis finansialisering, den finansielle sektors eksplosive vækst og stadig større rolle som andel af den samlede økonomi. Trods nedturen under finanskrisen var den globale finanssektors aktiver ifølge McKinsey & Co. nået op på 212.000 milliarder dollar ved udgangen af 2010, svarende til 320 procent af det globale BNP samme år.

I denne økonomi foregår det meste for lånte penge. Penge knyttet til gældsbeviser og andre værdipapirer, hvis papirværdi kun giver mening, så længe alle involverede er enige om at tro på den pålydende værdi. Kommer tilpas mange kreditorer i tvivl og forlanger deres tilgodehavender indløst, det vil sige forlanger deres ’virtuelle velstand’ vekslet til reale værdier, så vakler korthuset. Det var, hvad finanskrisen mindede os om.

I første omgang var det private skyldnere, der kom i klemme – amerikanske boligejere og de finansinstitutioner, der havde lånefinansieret dem med penge, de selv havde lånt af nogle, som havde lånt af andre, som … og så videre.

I anden omgang var det en række regeringer, der måtte låne sig til en masse penge for med hjælpepakker at redde deres konkurstruede finansvirksomheder. Grækenland blev skoleeksemplet på en nation, hvis statsgældsbyrde voksede uholdbart set i forhold til nationens evne til at producere realværdi til honorering af gældsforpligtelserne. De materielle og velfærdsmæssige konsekvenser for den græske befolkning blev forfærdelige, da den virtuelle økonomi mødte med den fysiske virkelighed.

Gæld for evigt

Spørgsmålet er, hvordan den massive offentlige gæld, der nu i de fleste lande opbygges som konsekvens af coronapandemien, relaterer sig til den fysiske virkelighed. I hvilket omfang har den noget med det materielle grundlag og den materielle produktion at gøre? Er det overhovedet relevant at spørge, om gælden har dækning i reale værdier?

»Nogle er bekymrede for, at store underskud og tilsvarende stigninger i gældsniveauer betyder, at der ligger en stor regning og venter. Gælden skal jo ned igen. Men sådan fungerer en statsøkonomi ikke. Der er ingen regning, der ligger og venter, straks krisen er ovre. For der er ingen nødvendighed i at få gælden ned igen,« skriver for eksempel Nykredits chefstrateg Frederik Engholm-Hansen hos Altinget.

»En stat har en uendelig tidshorisont, den dør ikke og går aldrig på pension, så den kan opretholde et gældsniveau for evigt. Den behøver ikke afdrage.«

Det kunne lyde, som om også statens gæld vitterlig er en abstraktion. Mere præcist er det at sige, at finansministeren i et land, der som Danmark har sin egen valuta – i modsætning til for eksempel Grækenland med euro – kan udstede gældsbeviser, statsobligationer, som via Københavns Fondsbørs kan købes af Nationalbanken for penge, banken selv udsteder.

I det omfang det sker, låner staten altså af sig selv takket være den nationale banks mulighed for at trykke penge, det vil sige trykke på en tast på Nationalbankens computer. Og den øvelse kan man – i hvert fald i teorien – gentage og gentage endeløst, som antydet af Frederik Engholm-Hansen.

Hvis en stat derimod ikke låner af sig selv, men af indenlandske kreditorer eller på det internationale lånemarked af hensyn til valutareserven, bliver det afgørende, at der ligger en materialitet til grund for låntagningen, det vil sige, at man fra begyndelsen vurderes som kreditværdig – i stand til at betale afdrag og renter – i kraft af den samfundsmæssige produktions konkrete værdi.

En stor gæld til udenlandske kreditorer er et betydeligt problem for mange lande, p.t. ikke for Danmark. Så kreditorernes krav er et af de forhold, der bringer diskussionen om pengenes og gældens såkaldt biofysiske – biologiske og fysiske – grundlag på dagsordenen.

Det biofysiske perspektiv

Mange traditionelle økonomer vil sige, at den samfundsmæssige produktion og dens værdiskabelse afhænger af den arbejdskraft og det produktionsapparat, der er til rådighed. Hvis arbejdskraften er der og produktionsudstyret ligeså, vil det i en lavkonjunktur eller krise være oplagt for staten at gå ud og stifte gæld for at kunne investere i aktivering og nyttiggørelse af disse ressourcer. Det er præcis, hvad der sker nu, hvor økonomien skal løbes i gang for statens lånte penge.

De såkaldt økologiske økonomer siger det på en anden måde.

»At skabe penge i form af gæld er at skabe et krav på reale ressourcer, det vil sige en fordring om en fremtidig vækst baseret på biofysiske ressourcer, så gælden kan betales,« sagde for eksempel professor i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet Inge Røpke for nylig her i avisen.

Pointen er, at man ikke bliver særlig mæt af at spise statsobligationer, men den dag, de indfries og veksles til rugbrød, kan man mærke, hvad man har haft til gode, og drage reel nytte af det.

Når mange økonomer i dag siger, at vi ’skal vokse os ud af gælden’, betyder det derfor, at vi for de lånte penge skal producere noget håndgribeligt for at tjene nogle penge, der kan bruges til at reducere eller blot kontrollere gælden, foruden at sikre velfærd.

Dette har to perspektiver.

For det første, at gældens indfrielse i sidste ende vil forudsætte, at vi lægger beslag på nogle af planetens ressourcer. Herunder også planetens kapacitet til at absorbere drivhusgasser. Men hvor pengegæld i sig selv er rene abstraktioner, tal i en computer, der kan vokse endeløst, kan mængden af reale ressourcer det ikke. Gælden og kravet om tilbagebetaling af afdrag og renter skaber pres for en fortsat vækst, der kan sætte planeten under øget pres.

De økologiske økonomer ville sige, at deres traditionelle kolleger og de fortsat dominerende makroøkonomiske modeller overser de reale biofysiske rammer og vilkår, hvis de alene ser den potentielle størrelse af produktionen og den mulige indtjening som bestemt af udbuddet af arbejdskraft og tilgængeligheden af produktionsudstyr.

Det leder til det andet perspektiv: Det er ikke bare sådan, at vækst motiveret af nødvendig gældstilbagebetaling lægger op til øget pres på de biofysiske ressourcer. Det gælder lige så meget omvendt: at ressourcernes og det økologiske råderums begrænsning kan spærre for den pengeøkonomiske vækst og dermed gældsafvikling, der skulle muliggøre ægte velstandsvækst.

Den økologiske økonomis grand old mand, professor emeritus Herman Daly, Maryland University, påpegede allerede under finanskrisen, at naturgivne grænser under pres – overbelastningen af klimaet, knapheden på nogle ressourcer, udpining af landbrugsjord – har dæmpet evnen til real velstandsvækst.

»For at opretholde illusionen om en vækst, der gør os rigere, udskyder vi omkostningerne ved at udstede værdipapirer i nærmest grænseløse mængder, idet vi meget belejligt glemmer, at disse såkaldte værdier for samfundet som helhed er gæld, der skal tilbagebetales via en fremtidig realvækst. Denne fremtidige realvækst er yderst tvivlsom,« skrev han i et debatindlæg i 2008.

Et økologisk gældsbegreb

For at synliggøre, hvad en økonomisk vækst, der er helt eller delvist lånebaseret, kan have af langsigtede økologiske konsekvenser, har blandt andet den svenske miljøforsker Arne Jernelöv og de økologiske økonomer Christian Azar og John Holmberg fra Chalmers tekniska höjskola i Göteborg argumenteret for et økologisk gældsbegreb, det vil sige et mål for, hvad den nulevende generation skylder efterfølgerne defineret som det beløb, der kræves for at genoprette miljøet og klimaet i det omfang, dette stadig er muligt. Ved løbende at stifte en pengegæld for at kunne investere i en økonomisk vækst baseret på naturens realkapital har vi jo vitterlig »lånt planeten af vore børn«, som Azar og Holmberg udtrykker det.

Allerede ved en forsøgsvis opgørelse midt i 1990’erne nåede de to forskere frem til, at nutiden har en gæld til kommende generationer på 12.000 milliarder dollar alene for konsekvenserne af de klimaændringer, vi bærer ansvar for. Deres konklusion er ikke, at verden skal gå ud og stifte en pengegæld på 12.000 milliarder dollar for at betale denne økologiske gæld, men at denne omkostning ved vor økonomiske praksis og livsform skal internaliseres i priserne, eksempelvis via afgifter.

Et forskerhold ledet af den franske økologiske økonom Mohamed Boly, Université Clermont Auvergne, har ved et studie af 22 lande vist, at nok kan offentlig låntagning på kort sigt være med til at sikre midler til en aktuel miljøpolitisk indsats, men på længere sigt vil gældsbyrden undergrave miljøet, fordi tilbagebetalingsforpligtelsen hæmmer den langsigtede økonomiske evne til miljøbeskyttelse.

»Det ser overordnet og på lang sigt ud til, at en stigning på 100 procent i den offentlige gældsrate fører til en stigning på 74 procent i den akkumulerede CO2-udledning pr. indbygger,« skriver Mohamed Boly og hans kolleger i studiet, offentliggjort sidste år.

Forskerne Giorgos Kallis og Joan Martinez-Alier fra Barcelonas Autonome Universitet har sammen med kollegaen Richard Norgaard fra University of California Berkeley sammenfattet den økologiske økonomis syn på økonomien som bestående af tre niveauer: det øverste finansielle niveau, der kan vokse »ved at låne af fremtiden i forventningen om, at endeløs økonomisk vækst vil skabe midlerne til at betale renter og afdrag på gælden«.

Derunder realøkonomien karakteriseret ved BNP, som ved vækst kan tilbagebetale dele af eller hele gælden, og som ved utilstrækkelig vækst må misligholde gældsforpligtelsen.

Under det hele den ’reelle realøkonomi’, det biofysiske system med dets naturkapital og dets energi- og stofstrømme, som både påvirkes af de to overliggende niveauer og sætter grænser for dem.

At anskue virkeligheden gennem kun de to øverste niveauers optik er opskriften på langsigtet sammenbrud, mener Kallis, Martinez-Alier og Norgaard.

Hvad energi også koster

Når forestillingen om grænseløs velstandsvækst via en vægtløs værdipapirøkonomi har kunnet indfange det meste af verden, er det selvfølgelig til dels, fordi denne forestilling er ønsket. Vi har brug for en fortælling om, at væksten kan blive ved og velstanden vokse. Men det er nok også, fordi den biofysiske tænkning har været – og i høj grad stadig er – fremmed for mainstreamøkonomisk teori og praksis.

Som systemøkologen professor Charles Hall fra State University of New York noterede i tidsskriftet BioScience for efterhånden ti år siden:

»Den velstand, der distribueres på markedet, må produceres i den materielle verdens hårde sfære, hvor alle operationer må adlyde love og principper fra fysik, kemi og biologi. Vores bekymring er, at de fleste af økonomifagets modeller for produktion ikke er baseret på disse biofysiske love og principper, faktisk er de tilbøjelige til at ignorere dem.«

»Konsekvensen er, at store beslutninger, der påvirker millioner af mennesker og de fleste af verdens økosystemer, er baseret på neoklassiske økonomiske modeller, der nok har indre konsistens og er matematisk sofistikerede, men samtidig ignorerer eller er i manglende overensstemmelse med de basale naturlove.«

De naturlove, som økonomfaget typisk lader ude af betragtning, er først og fremmest termodynamikkens første og anden lov, der siger, at intet i denne verden sker uden omsætning af energi og produktion af entropi. Kort fortalt betyder det, at højkvalitetsenergi – for eksempel olie – degraderes til lavkvalitetsenergi, det vil sige varme, under de produktionsprocesser, der driver den menneskeskabte, materielle økonomi. Og at processen, der producerer lokal orden – for eksempel et glas ud af en bunke sand – samtidig uvægerligt og gradvist leder til en stigende universel uorden.

Essensen af dette er, at evighedsmaskinen er en umulighed.

Men »den grundlæggende neoklassiske økonomiske model er en evighedsmaskine, der ikke kræver nogen input eller grænser«, bemærker Charles Hall. Og derfor kan økonomien – og gælden – i modellernes verden vokse evigt og grænseløst.

Halls store videnskabelige indsats gennem flere årtier handler om EROI, Energy Return of Investments, det vil sige, hvor meget energi det koster at udvinde en bestemt mængde energi. Og svaret på det er: stadig mere. For i takt med, at de rigeste, lettest tilgængelige kilder til fossil energi udtømmes, koster det mere og mere energi – og penge – at skaffe den ønskede mængde fossil energi. Man må bore og grave dybere, søge til Arktis, udvinde olien af tjæresand og så videre. EROI, det energimæssige nettoudbytte, falder og falder.

Sol, vind og anden vedvarende energi har mange fordele – vel især at de er klimavenlige – men det er ikke i energimæssig forstand samme højkvalitetsressource som de fossile brændsler med særdeles høj energitæthed. Vedvarende energikilder har typisk haft lavere EROI, om end den faldende EROI for fossil energi er ved at ændre det relative billede.

Men historisk har de fossile ’energislaver’ været en helt unik gave til den menneskelige økonomi, en engangsforeteelse, som snart er overstået.

Tages naturressourcernes og andre råstoffers gradvise udtømning med i billedet, munder det hele ud i, at det vil blive stedse sværere at skabe økonomisk nettoværdi og vækst.

»Hvis nogen løsning på disse problemer er mulig, vil den sandsynligvis komme mindst lige så meget via en justering af samfundets stræben efter øget materiel velstand og af villigheden til at dele som via teknologien,« lyder Charles Halls egen konklusion.

Det hele ender med, at den økonomiske vækst baseret på materiel produktion, der blandt andet er en forudsætning for at kunne tilbagebetale dagens enorme gældsbyrde, bliver stedse sværere at præstere. Den eksisterende gæld tvinger til en fremtidig vækst, som vil have stedse faldende nettoudbytte og stadig større, i nogle tilfælde ubærlige, miljømæssige og andre omkostninger.

Det kritiske punkt

Går vi så mod økonomisk eller miljømæssigt kollaps eller begge dele? Forhåbentlig ikke, men svært at vide.

Bæredygtighedsforskeren Julen Gonzalez-Redin fra det skotske James Hutton Institute har sammen med kolleger gennemført et større modelstudie for at belyse, om et system, der bygger på gældsbaseret økonomisk vækst, vil ende i miljømæssigt sammenbrud.

Svaret er: Ja, det kan meget vel ske, men ikke nødvendigvis.

»Der er et kritisk punkt, hvor regeringer må gribe ind i det pengemæssige system for at afværge katastrofer forårsaget af gældsdrevet overudnyttelse af ressourcer,« lyder konklusionen.

Modelstudiet bekræfter, at en gældsbaseret økonomi skaber de betingelser, der gør økonomisk vækst og en stadig hastigere vækst til en nødvendighed. Men det afgørende er, ifølge Julen Gonzalez-Redin, adfærden hos låntagerne.

»Gæld er en faktor, der muliggør udbytning af naturressourcer med henblik på individuelle fordele og kortsigtet gevinst og dermed hindrer langsigtet miljømæssig og økonomisk bæredygtighed,« lyder det i undersøgelsen.

Men et system, der opererer med gæld, er ikke i sig selv og nødvendigvis ubæredygtigt. Det er den konkrete brug af lånte penge til at jagte profit, der typisk undergraver natur- og ressourcegrundlaget. Derfor har både regeringer og banker et stort ansvar for at kontrollere både långivningens omfang og anvendelse, konkluderer forskerne. Hvis regeringer griber ind for sent eller tillader for generøs långivning, ender modelkørslerne i sammenbrud.

At viske tavlen ren

At stifte gæld er altså ikke pr. definition ondartet. Det afgørende er dels, hvad gælden bruges til at finansiere – hellere energieffektivisering end fortsat flytrafik eksempelvis, hellere boligbyggeri end finansiel spekulation – dels gældens omfang holdt op mod evnen til at honorere den. Økonomer henviser ofte til, at den offentlige gæld bør være ’holdbar’. Det kan betyde, at man skal være i stand til at betale af på gælden uden at måtte hæve skatterne.

Men det sikrer ikke nødvendigvis mod et gældsniveau, der trækker for store veksler på det biofysiske fundament, på fremtiden. Så måske skulle man præcisere synspunktet med, at gælden skal være ’bæredygtig’, det vil sige også holdbar i den miljømæssige forstand. Noget som kunne konkretiseres og estimeres via et udbygget grønt nationalregnskab, der flytter opmærksomheden fra det med pengene og bringer miljøpåvirkningerne i bred forstand i centrum.

I dag vil mange mene, at de høje og netop nu hastigt voksende globale gældsniveauer ikke er holdbare, endsige bæredygtige. Så hvordan bringer man dem ned? Her i avisen blev der forleden skildret seks teoretiske mulige tilgange til det høje gældsniveau.

I lyset af den voksende ulighed og den tiltagende sociale utilfredshed i mange lande vil det oplagte svar for mange mennesker sikkert være at lade de rige betale. At samfundet via skatten indkræver nogle af de spekulative, arbejdsfri og typisk på låntagning baserede rigdomme, som denne verdens ’ene procent’ har sikret sig. Kan den samfundsmæssige gæld herved bringes ned, bliver der bedre råd til at sikre de trængende velfærd. Omfordeling altså.

Et andet bud kommer fra to fremtrædende økonomer, professor Michael Hudson, University of Missouri, og professor emeritus Charles Goodhart, London School of Economics. De taler for det, der på engelsk hedder a debt jubilee, på dansk en simpel annullering af gælden.

»En sløjfning af gæld er nødvendig, når gæld vokser hinsides det punkt, hvor den kan betales tilbage,« siger Michael Hudson i et interview for nylig med den amerikanske radiostation NPR.

I øjeblikket vokser både privat gæld og offentlig gæld i store dele af verden mod et punkt, hvor gældsbyrden bliver ubetalelig. Ubetaleligt høje gældsbyrder kan drive enkeltpersoner, virksomheder, lokalsamfund eller hele nationer – som svage ulande – i konkurs. Så bliver de uproduktive, og den samfundsmæssige stabilitet smuldrer.

Derfor bør man ifølge Hudson og Goodhart overveje at gøre, som man gjorde i det gamle Mesopotamien fra det andet årtusind før Kristus og gennem mange århundreder: Når en ny konge blev kronet, viskede han tavlen ren ved at skrotte al den gæld, som blandt andet bondebefolkningen hang på. Dermed sikrede han, at bønderne kunne forblive på deres jord, fortsætte med at producere fødevarer og således også forblive i stand til at betale skatter.

Det var angiveligt det samme, som Jesus siden talte for, da han sagde: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.«

Også David Graeber beskriver i sin bog, hvordan gældseftergivelse igennem historien er blevet brugt til at beskytte skyldnere mod deres kreditorer for dermed at beskytte samfundet mod at ryge ud i lange sociale kriser. I dag er det lige omvendt: Det er kreditorernes interesser, der beskyttes. Løbende via institutioner som IMF og i akutte krisesituationer via hjælpepakker til kreditorerne, som det skete efter finanskrisen.

Denne varetagelse af kreditorernes interesser øger uligheden og undergraver den samfundsmæssige stabilitet, betoner både Graeber, Hudson og Goodhart.

Derfor er tiden inde til gældseftergivelse.

»Problemet er, at nogen nødvendigvis må tabe, når gæld ikke kan betales. Og spørgsmålet er, hvem der skal tabe? Skal det være de fattige, skal det være lønmodtagerne, skal det være de små virksomheder, skal det være bankerne,« spørger Michael Hudson og svarer selv, at bankerne, der har tjent »enorme summer« efter finanskrisen, må bære en stor del af tabet, måske delvis kompenseret af staten og centralbanken, der kan trykke penge og dermed godtgøre dem.

Udfordringen, påpeger han, er naturligvis, at kreditorerne – primært bankerne – er politisk yderst magtfulde.

»Så dette bliver den politiske kamp eller konflikt, der udfolder sig i USA de nærmeste måneder,« spår Michael Hudson.

Det er næppe en kamp, der kommer til at begrænse sig til USA.

Serie

Hvordan betaler vi coronagælden?

Lige nu optager verdens lande gæld i et tempo, vi ikke har set siden de store verdenskrige. Centralbanker trykker penge, regeringer låner. Gæld er blevet præmissen for moderne politik, men hvad betyder det for vores fremtid? Hvad er gæld egentlig? Skal vi overhovedet frygte den, og skal statsgæld altid betales tilbage? Det undersøger Information i denne serie.

Seneste artikler

  • Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen

    26. juni 2020
    Vi misforstår gældens natur og pengenes muligheder. For når vi selv sidder på pengeskabelsen, kan vi ikke gå fallit, mener fortalerne for Modern Monetary Theory (MMT). Økonomer er rasende uenige om, hvorvidt teorien tilbyder brugbare løsninger på den økonomiske krise eller blot bunder i en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Dette er sidste artikel i Informations serie om, hvad der skal gøres med coronagælden
  • AE: Danmark har rigeligt råd til højere gæld – alternativet er langt værre

    23. juni 2020
    Danmark har masser af plads i økonomien til at finansiere både coronakrisens hjælpepakker og genopretning med en øgning af gælden. Så længe gælden kun går til at finansiere midlertidige udgifter, er belastningen af de offentlige budgetter meget begrænset, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Det er i en tid som denne, at Danmark skal øge statsgælden

    22. juni 2020
    Det er sund økonomisk fornuft for Danmark, at man i en tid med kriser som denne aktivt øger statsgælden. Det kan skabe (grønne) investeringer og gavne både nutiden og fremtiden. Her er en forklaring på hvorfor, skriver professor emeritus på Roskilde Universitet Jesper Jespersen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Steen Nielsen

Først og fremmest tak for denne eksemplariske og forståelige gennemgang af gældens perspektiver før og nu.

De to løsninger på den enorme gældspiral foreslået, nemlig omfordeling og/eller eftergivelse, ligger logisk nok ligefor, men kræver virkelig klogskab og i overført betydning stærke muskler og sejhed at gennemføre.

Og spørgsmålet er jo så, hvorvidt politikerne besidder disse evner, medmindre alt ramler om ørerne på dem..
Vi ser måske de første, spæde skridt her i corona-krisen..?

Der var en ting, jeg studsede over i indledningen.
Du skriver :

"I Middelalderen forsvandt for eksempel for en tid de penge i form af mønter, som ellers havde vundet indpas i de græske og romerske rigers storhedstid. Pengene blev i Middelalderen helt overvejende ’virtuelle’, indtil mønter af sølv og guld atter vendte tilbage, og pengene i løbet af det 19. århundrede blev forankret i guldstandarden i de fleste økonomier."

Det er første gang, jeg hører at mønter forsvandt i en periode i middelalderen og blev "virtuelle".
Men hvad bestod denne virtualitet i ?
Og hvornår og hvor længe varede denne 'virtuelle' æra?

Minna Rasmussen, Lillian Larsen, Pernille Kartin, Pia Nielsen, Steen K Petersen, Ole Svendsen, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen, Peter Knap og Anne Søgaard anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Steen Nielsen

Først og fremmest tak for denne eksemplariske og forståelige gennemgang af gældens perspektiver før og nu.

De to løsninger på den enorme gældspiral foreslået, nemlig omfordeling og/eller eftergivelse, ligger logisk nok ligefor, men kræver virkelig klogskab og i overført betydning stærke muskler og sejhed at gennemføre.

Og spørgsmålet er jo så, hvorvidt politikerne besidder disse evner, medmindre alt ramler om ørerne på dem..
Vi ser måske de første, spæde skridt her i corona-krisen..?

Der var en ting, jeg studsede over i indledningen.
Du skriver :

"I Middelalderen forsvandt for eksempel for en tid de penge i form af mønter, som ellers havde vundet indpas i de græske og romerske rigers storhedstid. Pengene blev i Middelalderen helt overvejende ’virtuelle’, indtil mønter af sølv og guld atter vendte tilbage, og pengene i løbet af det 19. århundrede blev forankret i guldstandarden i de fleste økonomier."

Det er første gang, jeg hører at mønter forsvandt i en periode i middelalderen og blev "virtuelle".
Men hvad bestod denne virtualitet i ?
Og hvornår og hvor længe varede denne 'virtuelle' æra?

Martin Sørensen

tak for den fantastiske artikel. @ Jørgen Steen Nielsen

jeg vil faktisk sige det meget enkelt. enten tager vi et opgør med den globale gæld eller også er verden game over. vi har ikke råd til at betale denne virtuelle gæld. ja uden opgøret med gæld og finansverden, vil verden ganske enkelt dø. verden har ikke råd til den snyltende finanssektor der ødelægger verden til fordel for kortsigtet profit, ja david graders bog som jeg har læst to gange fortæller så også hvordan gælden i gennem årtusinder er blevet brugt til at slavebinde os alle. af en empati forladt elite, som der kun har dem selv på deres egen dagsorden , opgøret er et spørgsmål om overlevelse.

Lillian Larsen, Michael Netschajeff, Pia Nielsen, Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen og Ole Svendsen anbefalede denne kommentar
Ole Svendsen

@ Jørgen Steen Nielsen
Tak for en virkelig god gennemgang af gælds begrebet.

Det er indlysende, at det er de private banker og finanshuse, som er blevet ufatteligt rige ved at skabe penge ud af den blå luft, der også skal miste pengene igen. De er ansvarlige for en økonomi, som er totalt u-bæredygtig og belaster kloden kolossalt.

I en uansvarlig jagt på kortsigtet profit, der især ender hos den rigeste 1 % af befolkningen, har banker og finanshuse presset den reale økonomi - og dermed vores alle sammens Jord - langt ud over hvad klimaet, naturen, menneskene og de mange økosystemer kan holde til.

Selvfølgelig vil de ikke opgive deres ekstreme privillegier frivilligt, og de har meget magt i form af "luft-penge". Men de 99 % af klodens befolkning er nu en gang de fleste. Vi har ikke brug for den rigeste 1 % - men de har brug for os!

Vi er nødt til at afskaffe det nuværende økonomiske system. Herunder annullere den virtuelle gæld, som ikke er andet en nogle begreber og tal i computere. Hvis man annullerede al gæld i verden, ville hele den fysiske verden stå alligevel.

Det er bare ikke nok at annullere al gæld i verden. Det er også vigtigt at sikre en nogenlunde retfærdig omfordeling af klodens ressourcer. Herved kan fattigdom udryddes og langt flere mennesker få et værdigt liv.

Endelig er det vigtigt, at vi lærer af vores fejl, så et nyt økonomisk system er bæredygtigt, og hvor private banker fratages muligheden for at skabe penge ud af den blå luft.
Spørgsmålet er om der overhovedet skal være banker og finanshuse i fremtiden og om det overhovedet skal være tilladt at opkræve renter?

Et nyt og bæredygtigt økonomisk system må nødvendigvis være fundamentalt anderledes end det nuværende.

Lillian Larsen, Michael Netschajeff, Pia Nielsen, Karsten Nielsen, Hanne Utoft, erik pedersen, Erik Winberg, Eva Schwanenflügel, Palle Bendsen, Jan Fritsbøger, Arne Albatros Olsen, Susanne Kaspersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Tak for en oplysende artikel og de efterfølgende gode kommentarer og ideer.

Ole Svendsen, Pia Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Det er næppe en kamp, der kommer til at begrænse sig til USA"

Helt aktuelt ser vi Tyskland og Frankrigs forsøg på at overføre sydeuropas gæld i tyske og franske banker til hele unionens borgere, fordelt efter skulderbredde. Dette forsøg udføres ganske uden blusel under nødvendighedens argument, selv om gældsafskrivelsen kun sker i bankerne og rejser sig som Fugl Fønix i Gældsunionen.

Jeg syntes, der fremkommer mange undelige opfattelser omkring økonomi, som jeg som økonom i hvert fald ikke fatter.

Blandt andet gældssanering eller eftergivelse. Er der virkelig nogen, der tror på, at man blot kan holde op med at betale på sin gæld. Det er jo det samme som at påstå, at der ikke er noget, der ejer gældsbeviserne, og derfor er der ingen, der bliver utilfredse.

Samfundenes gæld finansieres i sidste ende af private banker og deres private klienter, der ofte er store institutielle långivere - måske pensionsopsparere. Og jeg tror virkelig, man forregner sig, hvis man tror, at disse pensionsopsparere er ganske tilfredse med at deres pension forringes betydeligt, hvis gælden bliver afskrevet.
- Vil du afgive noget af din pension til dette smukke formål?

Finn Thøgersen, Thomas Andersen, René Arestrup og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Nu og da føler jeg mig tilbagesat til 1970erne med tillægsbevilling efter tillægsbevilling til finansloven. Dengang havde vi ikke kurs mod afgrunden, men den var inden for øjenvidde. Hvor er vi på vej hen i dag ?

Dengang pengetræet visnede, forsvandt alle profeterne, så vi ikke kunne se deres røv for bare fodsåler. Vi andre stod tilbage med kartoffelsuppen og den deprimerende arbejdsløshed.

Jens Ole Mortensen

- Vil du afgive noget af din pension til dette smukke formål? Nej jeg ville hente pengene ved at regulere finanssektoren.
Hvordan kan Afrikanske lande stå i gæld til finans systemet. Det meste af Afrikas befolkning er jo aldrig blev spurgt om de vil stifte den gæld , da demokratierne er tvivlsomme. Vi kan jo heller ikke arve gæld. Desuden er det økonomiske system noget kolonimagter har trukket ned over ørerne på lande som Afrika og andre. Mange lever i Afrika under lignende forhold som sorte , kort efter slaveriets ophævelse. De er tvunget til at arbejde for småpenge for vestlige og vel også Asiatiske firmaer. Og det er da de heldige.
Deres naturressourcer er omsat til den finansielle sektor og befinder sig i skattely. Så slet Afrikas gæld. Den er ikke legitim.

Ole Svendsen, Carsten Mortensen, Michael Netschajeff, Pia Nielsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

man forregner sig, hvis man tror, at disse pensionsopsparere er ganske tilfredse med at deres pension forringes betydeligt, hvis gælden bliver afskrevet. - Gad vide hvordan pensionsopsparer, som har bundet deres opsparing for 30-40 år, reagerer. Når de indser at de næppe får en krone. Hvis da ikke kloden er lige så stationær som en billardkugle . Men man kan jo så sige at hvis man spiller på lotto eller heste. Er det jo ens eget ansvar hvis man taber. Og er det ikke et godt liberalt synspunkt at man bør tjene sine egne penge, hvis muligt ?

Rosa Maluna Dahl, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Corona-virussen har med at tydelighed vist , at den ekstreme økonomiske ulighed er den største forbrydelsen af den alle. Får vi ikke bugt med den og det nuværende økonomiske system venter der et uset kaos fremover.

Ole Svendsen, Carsten Mortensen, Steen K Petersen, Erik Winberg, Jacob Nielsen, Pia Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Gæld der ikke kan betales, kan ikke betales - det siger sig selv. Men kan det være rigtigt at det hver gang skal tørres af på samfundet. For det sker jo hele tiden. f.eks. når ECB opkøber alle de dårligst ratede papirer på markedet for at redde bankerne. Forsøger man overhovedet at inddrive den gæld - jeg tvivler - Det er ellers det almindelige borgere der skylder penge udsættes for - incasso. Er der nogen der tror på at de gældsbreve bliver betalt. Nej vel - så det er i princippet en gældsanering. Det er som det hedder socialisme for bankerne og kapitalisme for skatteyderne.

Gældssaneringer er sket mange gange gennem historien. Problemet er at det jo ikke er så let at udføre nu som den tid der refereres til, hvor det alene var kejseren der bestemte, og kun ham som man skyldte penge til. Derfor burde der vel også sættes en øvre grænse for hvor meget man skal have lov at eje, og grunden til dette er ikke misundelse, men at det undergraver demokratiet og gør det nærmest umuligt at få gennemført nogen som helst reguleringer af finansmarkedet.

Så hvis gælden ikke kan betales kan pensionskasserne altså også komme til at miste penge. Jeg er nu heller ikke sikker på at fremtidige generationer kan se frem til de klækkelige pensioner som udbetales nu - og det burde de vel så også være sure over.

Personligt mener jeg at det er dem der har tjent kassen på spekulation på finansmarkedet der skal betale. Der skal sættes en stopper for de finansielle produkter der ikke har nogen gavnlig virkning for samfundet og realøkonomien.

Men desværre tror jeg ikke at noget af dette vil ske, og jeg tvivler såmænd også på vores evne til at dele. Det bliver nok snarere den velkendte del og hersk.

Carsten Mortensen, Erik Winberg, Jacob Nielsen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Jeg ved at michael hudson, som jeg også er georgist. at han eksempelvis, har beregnet at " rent" jordrenten udgør omkring 33%af hele vores samfunds værdi. og derfor er rigeligt til at finansiere en velfungerende stat. uden behov for at almindelige mennesker skal betale skat af deres indkomst.

jeg er som georgistisk indstillet ikke modstander af en minimumsindkomst. og hermed en kraftig topskat som der kan sende pengene i omløb som investeringer. der jo var effekten af den høje topskat ( dog bør man så ikke begå samme fejltagelse som dengang og få et skattesystem der gør at en astrid lindgreen skulle betale 133% af sin indkomst i skat ) lad os dog skabe retten til at man må flytte sin indkomst fra år til år ubeskattet

bankernes ret til penge dannelsen. blokere for at vi har de nødvendige reformer. da systemet med fiat penge og gældskabte penge betyder at vi alle skal løbe konstant hurtigere. og herved skabe et konstant øget forbrug. og sender pengene op i systemet, til dem der i forevejen har velstanden, fra alle os der så er knap så velhavende eller direkte fattige.

problemet er jordrenten, som der belånes. som henry george, så rigtigt beskriver det i sin bog fremskridt og fattigdom . og herved skabes den vækst som vi ser i samfundet. gennem belåningen og herved privatiseringen, af vores fælles værdi jordrenten. som der faktisk kunne ha finansieret hele vores samfunds drift uden behov for indkomst beskatning eller moms.

ja skabt grundlaget for en UBI ligende negativ indkomst, som vil skabe social trykhed og sikkerhed, som en samfunds dividende. af samfundets overskud. det er faktisk ret enkelt,

kik på virkeligheden. hvem har gevinsten ved at forsætte status q. jo det er meget meget få af os. som der bliver meget meget rige af vores nuværende, økonomiske diktatur. hvis nasionalbanken skabte en stor fed chek der betale alt udestående gæld, med penge der er skabt fra luften, ja hvad ville dette gøre jo alt gæld der er båret af obligationer vil nu få frigjort de obligationer, mens bankerne jo ville behøve kapital- så de penge vil automatisk søge mod bankerne der nu igen vil give renter for kapitalen. og låne pengene ud, og leve af rente marginalen der jo basat set er bankernes eksistensberettigelse. vi vil alle blive gældfrie, og kan nu opkræve skatten via jordrenten så vi kan herved skabe en gigantisk skattereform. der afskaffer skat på alle lave indkomster og momsen. og energi afgifter på grøn energi.

indføre vi samtidigt en maximums indkomst med retten til at flytte indkomst fra et år til et andet via en pensionsopsparing. så har vi sat en top på forbruget, og kan nu gennemføre en massiv grøn overgang. da vi vil ha kapital til grønne investeringer. samfundet skal nu ryste sig fri fra alt psudoarbejde med bullshit jobs da det fastholder det gamle status q. og dette vil give os et stærkere samfund, med billigere priser på boliger en større social sikkerhed, og et økonomisk frit samfund, der ikke giver en lille overklasse den økonomiske fordel, en total gældssanering er faktisk til gensidig fordel for os alle. det er et win win uden tabere. da bankerne nu vil få en større soliditet, helt naturligt. uden behov for to big to fall status. der ja gør bankerne til social klienter med socialisme for de rige og hård kapitalisme for de fattige. ved nødventighedens politik.
der jo har vist sig som et lose lose for os alle. hvad gør de penge der anulere gæld ja de visker tavlen ren mens staten tager pengene igen via, en ekstrem høj grundskyld som nu erstatter indkomst skat. der sikre, at vi ikke forbruger flere resurser end vi behøver. derfor er georgismen fremtidens ideologi ja den eneste bæredygtig idologi,

vi har kæmpet i 100 år i retsforbundet med at forklare dette "simple" budskab mens koncervertismen konstant er fremskridttes fjende. igennem en gældsanering, kan vi få et bæredygtigt samfund.

Martin Sørensen

jeg mener naturligvis maximum og minimums indkomst :-)

Martin Sørensen

kære information det er " alle eder og forbandelser træls" at ikke har en rette funktion i jeres debat,

Kim Andersen, Steen K Petersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Jane Doe og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Man kan ikke løse en gældskrise ved at skabe mere gæld, det synes at være logik for perlehøns, men det er akkurat det vi gør med QE- hjælpepakkerne. Bankerne ryger hele tiden ind i problemer med egenkapitalen (polstringproblemer) og skal efterfølgende reddes for atter at kunne låne penge ud. Det er jo ikke holdbart og totalt åndsvat hvis det får lov at fortsætte.

Michael Hudsons ide om " a debt jubilee, på dansk en simpel annullering af gælden" ville selvfølgelig løse problemet. Også en god ide - måske den bedste løsning. Men der vil folk der ikke har gældsat sig privat ofte gøre indvendinger. Selv har jeg holdt mig fra at falde i gældsfælden. Min private gæld er ikke større end mine aktiver. Alligevel vil alle sidegevinsterne som Martin Sørensen nævner ved denne løsning være så store at det ikke betyder noget for mig.

Carsten Mortensen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Erik Winberg og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar