I det sidste halve århundrede har enorme handels- og investeringsstrømme forandret vores verden gennemgribende. Kilderne til vores fødevareproduktion og fremstillingen af alt fra løbesko til mobiltelefoner har undergået en revolution. Bankforretninger i Newcastle kan i dag ordnes fra Bangalore.
Trygge industrijob i Europa og Nordamerika er forsvundet op i den blå luft og dukket op igen på den anden side af jordkloden. Eksportindtægter, som udgjorde under 10 procent af det globale BNP i 1970’erne, har i dag nået et niveau på 25 procent.
Globaliseringen har medført enorme sociale og økonomiske forandringer. Af samme grund har den bestandig været omstridt og skabt tabere som vindere. Med jævne mellemrum har dette fået kritikere til at spørge: Vil en tilstrækkelig stærk modstand kunne sætte globaliseringen i stå? Gang på gang – efter protesterne mod WTO i Seattle i 1999, efter 11. september 2001, finanskrisen i 2008 og Donald Trumps præsidentvalgsejr – har iagttagere forudsagt, at nu lå globaliseringen for døden.
Bag perspektivet lurer den historiske erindring om 1930’erne og Depressionen, da handels- og kapitalstrømmene svandt ind og først årtier senere igen nåede op på samme niveau som i tidligere storhedstider.
Nyt højdepunkt
Nu har COVID-19-chokket drevet globaliseringsangsten op til et nyt højdepunkt. WTO forudsiger, at verdens samhandel kan blive ramt af en tilbagegang på 32 procent, hvilket i givet fald vil være historisk rekord. Nedlukningerne var allerede stærkt destruktive for den økonomiske krise. Men i takt med at den økonomiske krise vokser sig endnu dybere, begynder 2020 at ligne noget endnu værre: den perfekte storm.
Hvor dystert et billede, der tegner sig, kan vi få indtryk af ved at kaste et blik på en række faktorer, som former den internationale arbejdsdeling. Lad os begynde med de politiske.
Jagten på profitter rækker ud over såvel nationale grænser som politiske konfliktlinjer. Men vil man bilægge politiske og diplomatiske uoverensstemmelser, må man kunne enes om at være uenig. I den forbindelse kan det være en stor hjælp, hvis man har en overdommer, en supermagt, der er i stand til at håndhæve en global overhøjhed.
Ud over det politiske niveau styres varestrømme også af teknologi. Den industrielle revolution i slutningen af det 18. århundrede var centreret omkring bomuldsproduktion. Et kvart årtusind senere spænder tekstilindustriens forsyningskæder over hele verden, fra bomuldsfarme i Australien og sweatshops i Bangladesh til de enorme indkøbscentre i amerikanske forstæder, der i disse uger henligger øde og tømt for kunder.
Det 21. århundredes nyeste smartphones produceres via et hypersofistikeret netværk, der forbinder laboratorier og softwareprogrammører i Vesten med chipproducenter i Sydkorea og Vietnam og samlebånd i Kina og Vietnam.
Globaliseringens største enkelte drivkraft i de senere år har været containertransportrevolutionen, som drastisk har sænket transportomkostninger.
Bortset fra politik og teknologi afgøres spørgsmålet om, hvem der laver hvad og hvor, af de gældende handelsbetingelser. Betingelserne, der igen afhænger af balancen mellem omkostninger og priser og valutakursernes matrix. Sker der pludselige valutabevægelser, kan det brat flytte rundt på omkostningerne, hvorved de eksisterende mønstre for efterspørgsel og udbud bliver forstyrret.
Om vi har lyst til at købe varer fremstillet i vores eget land eller i udlandet, afhænger endelig af økonomiens samlede tilstand, det vil sige, af hvad økonomer kalder ’den samlede efterspørgsel’ forstået som summen af forbrug, investeringer og offentlige udgifter.
Læg teknologi, effekt på priser, makroøkonomi og geopolitik sammen, og det bliver tydeligt, hvorfor vi i 2020 er på vej ind i en perfekt storm.
COVID-19-recessionen
På den teknologiske front er den logistiske revolution via øget brug af containertransport og øget brug af outsourcing fortsat uden store hindringer. Bilindustrien, der har nogle af verdens mest komplekse forsyningskæder, står midt i en teknologisk revolution. Elbilernes indtog (som i industrien kaldes for ’e-mobilitet’) vil forenkle og strømline produktionen og skære millioner af arbejdspladser fra i processen.
Konsulentfirmaer som McKinseys regner med, at det kun vil være et spørgsmål om tid, før de hære af kvindelige fabriksarbejdere, der i dag er beskæftiget med tilskæring og syning af tøj, vil kunne erstattes af robotter.
Men i mellemtiden har COVID-19-recessionen ført til mindsket forbrug såvel som til faldende investeringer. USA er verdens klart største importør, og landets efterspørgsel er banket fuldkommen i bund. Dollarens aktuelle styrke vil dog i nogen grad kunne afbøde effekten af faldet i det amerikanske forbrug. En dollar i højere kurs vil gøre det mere attraktivt at eksportere til USA. Men vil også kunne også udløse nye handelskrige.
Faldet i den brasilianske valuta kan blive særligt graverende for Det Hvide Hus. Trump opfatter muligvis Brasiliens højrepopulistiske præsident Jair Bolsonaro som sin åndsfælle, men han vil ikke synes om den enorme stigning i brasiliansk eksport, når Kinas svineproducenter vælger den billigste kilde til dyrefoder.
Et løfte om øget landbrugseksport fra USA til Kina blev afgørende for den såkaldte fase 1-handelsaftale, som blev indgået i januar. Trump holdt sig kun til fase 1-manuskriptet i de første uger af 2020. Siden april er der sket en spektakulær eskalering i de retoriske udvekslinger mellem Washington og Beijing.
Trumps nationalistiske bragesnak er spil for galleriet: Kina er en god stok til at slå løs på Joe Biden, som er kendt for at foretrække en mere samarbejdsvillig linje. Langt mere alvorlig er den systematiske reorientering af USA’s strategi over for Kina, som Barack Obama slog ind på med sin pivot Asia-politik (et skift i fokus fra de gamle, vestlige økonomier til det nye tyngdepunkt i verdensøkonomien i Asien-Stillehavs-regionen, red.) – i 2011, og som kulminerede i maj 2020 med offentliggørelsen Trump-administrationens nye og omfattende strategidokument.
Teknologisk krig
I den nye strategi bliver der sat punktum for al yderligere diskussion i Washington om en eventuel tilnærmelse i Kina til den vestlige model. I stedet tages alle grene af det amerikanske regeringsapparat i ed i en trodsig positur, der skal signalere vilje til stormagtsrivalisering.
Og der er tale om meget mere end retorik. Udspillet følges op med en ny runde af sanktioner mod Kinas telegigant, Huawei. Ved at nægte at tillade at chips til Huawei, selv chips af Huaweis eget design, kan blive fremstillet ved hjælp af det ultrahøjteknologiske udstyr, som taiwanesiske chipsproducenter får fra USA, har Trump-administrationen i realiteten erklæret Kina teknologisk krig.
I mellemtiden har Storbritannien bekendtgjort sin beslutning om at udelukke Huawei fra sit 5G-net inden for tre år. Australien og Kina er involveret i en minihandelskrig om byg og oksekød. Huawei-direktør Meng Wanzhou afventer sin videre skæbne under husarrest i Canada, og hvis hun udleveres til USA, kan man forvente, at der bliver ballade.
Selvfølgelig findes der også kræfter, som trækker i modsat retning. Erhvervslivet, herunder også amerikanske virksomheder, er fortsat dybt involverede i udenlandske investeringer og handel. Europa er tilbageholdende med at vælge mellem USA og Kina. Angela Merkel har meddelt, at hun vil gøre forbindelserne til Kina til et højt prioriteret satsningsområde under Tysklands formandskab for Det Europæiske Råd.
Men hvis vi ser bort fra de forhandlinger, står det klart, at den bredere vision om globaliseringens flade verden er død. Den institution, der klarest inkarnerede denne vision om ’historiens afslutning’ – Verdenshandelsorganisationen WTO – blev lanceret i januar 1995. I dag ligger WTO i ruiner. Organisationens arbejde med at afgøre handelstvister ligger permanent underdrejet af overlagt amerikansk obstruktion.
Og chefen for WTO, brasilianeren Roberto Azevedo, har meddelt, at han nu agter at fratræde et år før tiden, hvilket efterlader en lederløs organisation på et tidspunkt, hvor verdenshandlen er ramt af sit største chok siden 1945.
Sammenligninger med 1930’erne bør ikke drives for vidt. Vi lever ikke i skyggen af optræk til en total krig, og der kan være gode grunde til at hilse afslutningen på hyperglobaliseringen i 1990’er-stil velkommen. Vi må dog på den anden side ikke undervurdere bruddet med den nylige fortid eller bilde os selv ind, at der er oplagte alternativer i syne.
Adam Tooze er professor i økonomisk historie ved Columbia University
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
I Danmark har vi haft social liberal politik i de sidste årtier. Men globaliseringen har haft en effekt på bl. a. det danske samfund, som haft en meget stærk liberalistisk påvirkning. Grundet stigende konkurrenceudsættelse og udflytning af arbejdspladser og ændrede jobroller.
Outsourcing bølgen har i den grad givet den social liberale politik i Danmark en meget liberalistisk "klangbund". Man kan vel med rette sige, at den social liberale balance har balanceret over mod det liberalistiske, som multiplikator effekt på denne "vægtskål".
Men dog uden at mange vælger har erkendt det. Dog er der i flere lande en (ubevidst) Tribalisme-effekt hvor man har søgt mod det nationale og gruppe tilhørsforholdet.
Lad os få en mere regional og europæisk ramme for den kommende globalisering, der udvikler sig inden for de fælles europæiske værdier og retstraditioner.
Og lad os få styr på kapitalbevægelserne. De bør reinvesteres inden for den region, hvor de er optjent. Så de ikke støtter antidemokratiske lande.
7.700.000.000 mennesker er afhængige af, at tjene penge. Ofte for at kunne overleve. Og så længe det er tilfældet stopper ingen ting. I 2019 blev der således fældet og afbrændt 59% flere træer i Amazonas i forhold til 2018. Både grundet overlevelses økonomi, samt skruppelløs grådighed. Også fra vores eget landbrug, som importere enorme mængder af soya til grise foder for at dække behovet for at producere svin til det kinesiske eksport marked.
Ingen kan sige sig fri. Heller ikke Jeppe, som har indtaget et par store svine koteletter til aftensmad.