Interview
Læsetid: 7 min.

Harvard-professor: Det Arabiske Forår vil vende tilbage

De mellemøstlige revolter fra 2011 affejes ofte som en emancipationskamp, der var dømt til at mislykkes. Araberne og islam er grundlæggende uforenelige med demokratiske frihedsværdier, lyder dommen. Men det synspunkt er Harvard-professor Noah Feldman uenig i: Meget har ændret sig i den arabiske verden siden 2011, derfor vil foråret vende tilbage
Harvard-professor Noah Feldman afviser, at revolterne som dem på Tahrirpladsen i Kairo i 2011 var forgæves: »Det helt væsentlige ved Det Arabiske Forår er det faktum, at arabisktalende folkemasser for første gang optrådte som selvstændige aktører i forsøget på at skrive deres egen historie. De ville vælge deres egen arabiske regering. De ville overtage kontrollen over sig selv. De ønskede at blive ansvarlige for deres egen skæbne,« siger han.

Harvard-professor Noah Feldman afviser, at revolterne som dem på Tahrirpladsen i Kairo i 2011 var forgæves: »Det helt væsentlige ved Det Arabiske Forår er det faktum, at arabisktalende folkemasser for første gang optrådte som selvstændige aktører i forsøget på at skrive deres egen historie. De ville vælge deres egen arabiske regering. De ville overtage kontrollen over sig selv. De ønskede at blive ansvarlige for deres egen skæbne,« siger han.

Andre Pain

Udland
8. juni 2020

Der var et øjeblik i januar 2011, hvor gadeprotesterne i Kairo forvandlede sig til noget meget større end blot en flok utilfredse demonstranter, der følte sig svigtede af magthaverne. En hel nation syntes at have rejst sig og fundet sin stemme for første gang. Det var et øjeblik, hvor alle vidste, at der ikke længere var nogen vej tilbage.

»Folket. Ønsker. At vælte. Regimet«, lød det taktfast og kompromisløst.

Protesterne, der begyndte i Tunis spredte sig hurtigt fra Kairo til Tripoli over Sanaa i Yemen og derfra til Syriens provinsbyer. Hele verden var fortryllet. Politologer, filosoffer og kunstnere forsøgte alle at beskrive revolterne ud fra deres synsvinkler. Det var »historisk«, »magisk«, »exceptionelt« og »mageløst«.

I foråret 2011 føltes det ydermere som om, at alle var blevet specialister i folkebevægelser, autokratiske systemer, menneskerettigheder og Mellemøstlige forhold. Men der gik ikke lang tid før hele regionen forvandlede sig til et gigantisk kaos, og straks mistede de fleste interessen. Militærkup i Egypten, borgerkrige i Yemen, Libyen, og Syrien, og jihadismens fremmarch i Irak afløste hurtigt euforien fra Tahrirpladsen.

I dag, ni år efter, fremstår revolterne som spildte chancer for at skabe en bedre arabisk verden. De store pladser, hvor folket protesterede mod deres autokratiske systemer, står som tomme museer over et mislykket forsøg på at ændre deres samfund. Med andre ord ligner hele Det Arabiske Forår en kæmpe meningsløs fejl, der aldrig skulle være sket.

»Det analyse er bare overhovedet ikke sand,« siger Noah Feldman, professor ved Harvard University og forfatter til The Arab Winter: A Tragedy, der netop er udkommet.

»Der skete rigtig, rigtig meget på Tahrirpladsen, og der sker stadig utrolig meget i Mellemøsten i dag. Arabisk nationalisme, politisk islam og regionens politiske historie er alt sammen under forandring i disse dage.«

Der skrives politisk historie

Professor Noah Feldman, som efter den amerikanske besættelse af Irak i 2003 var rådgiver for Koalitionens Midlertidige Administration, der blev ledet af Paul Bremer, er meget optaget af tre hovedpunkter i sin bog om Det Arabiske Forår.

Det første og mest afgørende punkt er, at revolterne i 2011 markerede en helt ny fase i arabisk politisk historie. Demonstranterne deltog i en kollektiv handling i forsøget på at opnå selvbestemmelse. Og det var ikke mod en imperial eller kolonialistisk magt. Araberne krævede arabiske magthavere, som kunne stilles til ansvar af arabere i et arabisk politisk system.

»De arabiske revolter i 2011 adskilte fra de arabiske uafhængighedsbevægelser i det 20. århundrede, som var antikoloniale i deres form. De tidligere revolutioner mod vestligstøttede monarker havde rent ideologisk en antiimperialistisk komponent i sig,« forklarer Noah Feldman over telefonen.

Derfor var Det Arabiske Forår ikke bare en bagatel, mener han.

I flere hundrede år har araberne måttet bøje hovedet, mens de blev regeret af tyrkere, persere, briter, og franskmænd. Selv da araberne i den anden halvdel af det 20. århundrede opnåede uafhængighed fra kolonimagterne, forblev arabiske magthavere enten amerikanske eller sovjetiske marionetter.

»Efter min opfattelse er det helt væsentlige ved Det Arabiske Forår det faktum, at arabisktalende folkemasser for første gang optrådte som selvstændige aktører i forsøget på at skrive deres egen historie. De ville vælge deres egen arabiske regering. De ville overtage kontrollen over sig selv. De ønskede at blive ansvarlige for deres egen skæbne,« siger Noah Feldman.

Et andet aspekt ved Det Arabiske Forår, som ofte bliver overset, siger han, er, at beslutningen om at rejse sig mod regimerne ikke kom udefra. Demonstranterne forsøgte ikke at vælte regimerne på vegne af udenlandske kræfter. De var ikke støttet af en imperial magt.

»Udenlandske magter blandede sig selvfølgelig senere i et forsøg på at påvirke udfaldet af revolterne til deres fordel. Det skete stort set alle steder. I Libyen, Syrien, Egypten, og Yemen. Men til at begynde med var revolterne først og fremmest en nobel kamp om selvbestemmelse, og det er helt afgørende, når vi taler om revolterne i 2011,« siger Noah Feldman.

Farvel til politisk islam

Harvard-professoren kan til tider virke dristig i sine analyser og argumenter. Hans kritikere bryder sig for eksempel ikke om, at han skærer araberne over én kam. Revolterne i 2011 og dem i efteråret 2019 fandt sted i vidt forskellige lande med vidt forskellige politiske systemer, og det førte derfor også til vidt forskellige udviklinger og udfald.

Men selv hans kritikere er enige i, at Feldmans argumenter har tvunget mellemøstobservatører til at kigge på regionen fra en anden vinkel.

For eksempel rammer hans anden pointe ned i en yderst kontroversiel debat i mellemøstforskningen.

Noah Feldman mener, at politisk islam, som Vesten i årevis har frygtet skulle overtage magten, har slået total fejl efter Det Arabiske Forår. Mainstreamislamismen i de arabiske dele af Mellemøsten anført af Det Muslimske Broderskab har bevist, at den ikke har tilstrækkelig indblik i statskunst.

»Det Arabiske Forår har simpelthen knust islamisterne,« mener han.

Da professoren begyndte at arbejde med Mellemøsten i 1990’erne anså mange arabiske befolkninger politisk islam som løsningen på alle problemer. Islamister var på fremmarch alle steder. De vandt valget i Algeriet i 1992 (hvilket førte til borgerkrig), og både i Jordan og Marokko var monarkerne nødt til at dele magten med islamister.

»Senere fik de selv magten. Hamas vandt i de palæstinensiske områder, Dawa-partiet i Irak, Det Muslimske Broderskab i Egypten, og Ennahda i Tunesien. Men kunne de regere? Overhovedet ikke,« siger Noah Feldman.

Hans kritikere vil nok påpege, at islamisterne aldrig for alvor fik lov at regere. Generaler, monarker og vestligstøttede autokrater saboterede islamisternes greb om magten alle vegne.

Det Muslimske Broderskabs Mohamed Morsi, som vandt præsidentvalget i Egypten i 2012, er et mønstereksempel:

Egyptens massive statsbureaukrati, herunder især de gamle embedsmænd, der var loyale over for Mubarak, og militæret gav aldrig Morsi for alvor lov at regere i fred. Morsi fik hverken lov at kontrollere statsorganerne eller agere som statsoverhoved.

Alt dette medgiver Noah Feldman fuldt ud.

Men alligevel.

»Da broderskabet fik magten efter revolutionen i Egypten, havde det mulighed for at opbygge koalitioner med de sekulære kræfter. Morsi kunne have fået alle de liberale, de venstreorienterede og aktivisterne bag sig, og måske endda opnået et kompromis med dele af den gamle elite. Men broderskabet ønskede at gå solo, fordi det gik efter magtfuldkommenhed. De skuffede,« forklarer Noah Feldman.

At politisk islam har tabt pusten kom også til udtryk i efteråret 2019 under revolterne i Irak og Libanon, hvor protestbevægelserne mere end nogensinde råbte slogans mod religiøse partier. Især i Irak lagde demonstranterne ikke skjul på deres foragt for islamistiske partier, mener professoren.

»Det eneste sted i den arabiske verden, hvor politiske islamister har klaret sig nogenlunde, er i Tunesien, hvor Ennahda-partiet, som udspringer af broderskabet, i dag deler magten med sekulære partier. Men sagen er, at Ennahda er gået så meget på kompromis med deres islamistiske idealer, at vi ikke engang længere kan kalde dem for islamister,« lyder det fra Noah Feldman.

Forår på vej?

Om politisk Islam ligefrem skal erklæres død, vil han helst ikke sige noget om, men han er overbevist om, at islamisterne skal bruge mindst en generation på at komme sig over lussingerne fra Det Arabiske Forår.

»Til gengæld er jeg ikke bange for at erklære den arabiske nationalisme for død,« siger han.

I mellemøstforskningen er den arabiske nationalisme blevet erklæret død mange gange. Den fik sig et ordentligt knæk i 1967, da Israel bankede Egypten, Syrien og Jordan under Seksdagskrigen, og siden er det kun gået ned ad bakke.

Men Noah Feldman mener, at Det Arabiske Forår var dødsstødet for arabisk nationalisme.

»Sammenbruddet i nationalidentiteten var allerede til stede i eksempelvis Irak, hvor sunnitter, shiitter og kurdere havde svært ved at leve sammen. Den udvikling kan man så bebrejde den amerikanske invasion for. Men i Yemen, Syrien, Libyen og selv Egypten er det jo ikke besættelsesmagtens skyld, at landene blev splittet ad. Sammenbruddet kom indefra efter revolterne under Det Arabiske Forår,« siger Noah Feldman.

Hvad den arabiske nationalismes retræte betyder på sigt for de arabiske lande, kan han ikke sige noget om, men meget tyder på at magthaverne får ualmindeligt svært ved at opnå legitimitet gennem nationalistiske narrativer.

»Hvordan i alverden vil det nogensinde lykkes Bashar al-Assad at være præsident for hele Syrien efter en så blodig borgerkrig, hvor han primært forsvarede sin sekt med shiitiske krigere mod et sunnimuslimsk oprør«, spørger Noah Feldman.

Han spår én ting:

I de kommende år bliver det helt centrale spørgsmål, hvorvidt de arabiske befolkninger og magthavere evner at forestille sig nye identiteter, ideologier og narrativer, som er i stand til at skabe stabile stater.

»På mange måder er alt blevet værre, og vi befinder os i en politisk vinter i den arabiske verden. Den syriske tragedie, Islamisk Stat og borgerkrigene er blot nogle af eksemplerne. Araberne har hverken fået demokrati eller et mere anstændigt liv trods spektakulære opstande mod korrupte magthavere,« konstaterer Noah Feldman.

Men alligevel er det en kæmpe fejl at kalde Det Arabiske Forår for en meningsløs begivenhed. Det er sket meget siden, mener professoren. Udviklinger, som har lagt kimen til en helt ny retning.

»Muligheden for at fejle var altid til stede blandt demonstranterne. De var meget selvbevidste. De var klar over, at deres forsøg på at opnå selvbestemmelse og værdighed kunne ende i en fiasko, men alligevel gik de hele vejen, og jeg er overbevist om, at det sker igen i løbet af to, fem eller 30 år. Tanken, viljen, lysten, modet og vilkårene er ikke forsvundet,« siger Noah Feldman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Christiansen

Et nyt forår hvor USA vil hjælpe de siddende diktatorer med at slå opgøret ned?

Mads Kjærgård

Så længe Islam er den grundlæggende religion, så kan man vist kigge meget længe efter reformer eller forår forstået på vor måde. Men okay, alle forskere skal jo lige have deres 5 minutter i pressen en gang i mellem. Ellers så flyder, der jo ikke nogle bevilliger deres vej.

Carl Chr Søndergård og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Mikkelsen

Mads Kjærgård@ Kunne du ikke berige os med noget indsigtsfuldt, i stedet for at belemre os med dine fordomme.

Holger Nielsen, Jon Mangerel, Alvin Jensen, John Andersen, Ib Gram-Jensen og Mads Hansen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

De Egyptere der gik på gaderne i Caiuro for at vælte Hosni Mubarak ønskede demokrati og fremskridt.
Da det første frie valg så kom, da stemte de Egyptiske bønder Mursi fra Det Muslimske broderskab til magten.

Med andre ord ; Skal et nyt forår lykkes så dur det ikke at islamisterne efterfølgende tager over.
Så er det kun skønne spildte kræfter.

jan henrik wegener

Forår?
Eller USA sommer?
Senere. Europæisk efterår?

Mads Kjærgård

Ikke en fordom, men min mening. Desuden er det ikke en absolut fordom, jeg skriver netop "i vor forstand." Så den fordomfulde her er vist.....? Men er det hensigten, at jeg skal kaste mig ud i en lang historisk redegørelse for Islam og Mellemøsten? Så synes jeg, Peter Mikkelsen skal lægge for, og påvise hvor Islam har rum for demokrati og frihed? Jeg ville egentlig have troet, at det var modsætninger.

Mads Kjærgård

Forøvrigt præis, som mange andre religioner.

Carsten Hansen

Indonesien er nok den nation der kommer tættest på at være et fungerende islamisk demokrati.
Det skal dog siges at de forskellige regioner i Indonesien er vidt forskelligt sammensatte og derfor er vidt forskellige i deres regeringsform. Der er selvstyre i regionerne og der er kæmpe forskel på Aceh og Bali.

Ingen religioner har oprindeligt meget med demokrati at gøre, men det må betragtes som en kendsgerning, at det ikke er de muslimsk dominerede lande der kan bryste sig med velfungerende demokratier.
Der er derfor ikke megen værdi i at skifte et militærdiktatur ud med et andet diktatur, nemlig teokratiet.
Så hvis foråret skal vare ved, så er det ikke islamisterne der skal tage over