Interview
Læsetid: 9 min.

Hvad ville Keynes have gjort ved coronagælden, hvis han var i live i dag?

Det har Zachary Carter, forfatter til ny biografi om den britiske økonom John Keynes et bud på: Hvis Keynes skulle rådgive statsledere i dag, ville han bruge coronakrisen til at udforme en helhedsløsning for klimakrise, ulighed, handelskrig, sammenbrud i den atlantiske alliance og brister i det globale økonomiske system. De problemer kan nemlig kun løses samlet
»Keynes var stærkt optaget af at forsvare arbejderklassens rettigheder,« mener forfatteren til en ny biografi, Zachary Carter. »I hans øjne var det statens ansvar at sørge for det arbejdende folks velfærd, ellers ville arbejderklassen støtte en marxistisk revolution eller et højrenationalt kup, og autoritære styreformer ville ødelægge det liberale samfund med dets avancerede vestlige kultur, som han ønskede, at alle borgere skulle kunne deltage i.«

»Keynes var stærkt optaget af at forsvare arbejderklassens rettigheder,« mener forfatteren til en ny biografi, Zachary Carter. »I hans øjne var det statens ansvar at sørge for det arbejdende folks velfærd, ellers ville arbejderklassen støtte en marxistisk revolution eller et højrenationalt kup, og autoritære styreformer ville ødelægge det liberale samfund med dets avancerede vestlige kultur, som han ønskede, at alle borgere skulle kunne deltage i.«

Ritzau

Udland
15. juni 2020

Ingen kan vide det, men spørgsmålet er mere påtrængende nu, end det har været på noget tidspunkt, siden det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonom og originale tænker i 1946 døde i en alder af 62.

Hvad ville John Maynard Keynes have rådet politikere i USA og Europa til at gøre, hvis han havde levet i dag, hvor mange lande har optaget gæld i et uhørt tempo under coronakrisen?

Det har Zachary Carter, forfatteren til en ny biografi – The Price of Peace – Money, Democracy and the life of John Maynard Keynes – nogle bud på.

»Keynes ville ikke have været bekymret over de store budgetunderskud og den voksende statsgæld, der vil blive de uundgåelige konsekvenser af hjælpepakker og centralbankernes pengeudvidelse,« fortæller Carter i et interview med Information.

I stedet mener forfatteren, at Keynes ville have sat sociale udfordringer som arbejdsløshed, ulighed og stresssygdomme, der er opstået i forbindelse med coronapandemien og nedlukningen af økonomien, i centrum for den økonomiske politik i 2020.

Zachary Carter, 37, gør med denne biografi sin debut som forfatter, og bogen har modtaget begejstrede anmeldelser. Carter er til daglig reporter for The Huffington Post, hvor han dækker Det Hvide Hus og økonomisk politik.

I biografien fremhæver forfatteren særligt én side af Keynes: Selv om den verdenskendte britiske økonom dagligt omgikkedes akademikere og elitepolitikere, de veluddannede fra den eksklusive kostskole Eton og universiteterne i Cambridge og Oxford, udviklede han sig i mellemkrigsårene til en radikal social tænker.

»Keynes var stærkt optaget af at forsvare arbejderklassens rettigheder,« forklarer Carter, der selv er universitetsuddannet i filosofi og politisk teori.

»I hans øjne var det statens ansvar at sørge for det arbejdende folks velfærd, ellers ville arbejderklassen støtte en marxistisk revolution eller et højrenationalt kup, og autoritære styreformer ville ødelægge det liberale samfund med dets avancerede vestlige kultur, som han ønskede, at alle borgere skulle kunne deltage i.«

’Pragmatiker og problemknuser’

Men hvad ville Keynes mere præcist anbefale regeringer i USA og Europa? Zachary Carter fremhæver, at »Keynes var pragmatiker og problemknuser«.

I bogen beskriver han, hvordan Keynes brugte al sin energi på at løse datidens altoverskyggende problemer som den økonomiske genopretning efter Første Verdenskrig (Fredskonferencen i Versailles i 1919), Depressionen i 1930’erne og opbygningen af et nyt internationalt økonomisk system efter Anden Verdenskrig (Bretton Woods-konferencen i 1944).

»Hvis Keynes i dag skulle rådgive en britisk premierminister og en amerikansk præsident, ville han med sikkerhed bruge sit enestående intellekt til at udforme en helhedsløsning for klimakrisen, økonomisk ulighed, handelskrig mellem USA og Kina, sammenbruddet i den atlantiske alliance og bristerne i det globale økonomiske system. Han ville konstatere, at disse problemer hænger sammen, at de ikke kan løses særskilt,« siger Zachary Carter.

Forfatteren til Keynes-biografien er ikke i tvivl om, at Keynes især ville været gået op i at finde en løsning på klimakrisen.

»Keynes’ verdenssyn var defineret af to katastrofale verdenskrige, og han ville utvivlsomt have anset klimaopvarmningen som en katastrofe af samme type, som kræver en tilsvarende opmærksomhed,« siger Carter.

Han forklarer videre:

»Keynes ville absolut ikke have haft tiltro til, at markedsmekanismen og teknologi kunne omstille vores samfund til en grøn økonomi. Det kan kun nationalstaterne gøre. Han ville også have været utilfreds med den internationale klimaaftale fra Paris, fordi den ikke har mekanismer, som sikrer alle landes overholdelse af reduktionsmålene.«

Og baseret på Keynes’ metode til en løsning af problemer forestiller Carter sig, at han ville have identificeret konkrete aktiviteter, der ville kunne nedbringe udledningen af drivhusgasser frem for at sætte nogle abstrakte nationale reduktionsmål.

»Keynes var en uforbederlig optimist. Han mistede aldrig tiltroen til menneskets evne til at skabe en bedre fremtid for sig selv.«

Den amerikanske efterfølger

Men findes der monstro en John Maynard Keynes af vor tid?

Unikummet Keynes var meget mere end økonom. Han var matematiker, filosof, diplomat, højtstående embedsmand, journalist og redaktør, kunstmæcen og ledende skikkelse i den litterære salon Bloomsbury (hvis medlemmer blandt andre talte Virginia Woolf, E.M. Forster og Lytton Strachey).

Den skikkelse, der ifølge Carter kommer tættest på at nå Keynes op til skulderen, er den canadisk-amerikanske økonom og forfatter John Kenneth Galbraith.

Galbraiths første regeringsstilling var som leder af et obskurt og magtfuldt kontor i handelsministeriet i Washington, D.C., hvor han havde til opgave at fastsætte prisen på varer og tjenesteydelser i USA under Anden Verdenskrig.

Galbraith rejste på egen hånd til Cambridge for at søge ind som studerende hos Keynes. Men da han ankom, viste det sig, at den store mand var taget på orlov. Ikke desto mindre blev Galbraith den ledende keynesianer i efterkrigstidens USA.

I 1960’erne tjente Galbraith som præsidenterne John F. Kennedys og Lyndon Johnsons rådgiver og ambassadør i Indien. Han underviste i et halvt århundrede på Harvard University, skrev snesevis af fagbøger, debatbøger og romaner. Ligesom Keynes blandede han sig direkte i samfundsdebatten og i politik. Allerede i 1962 advarede han Kennedy mod optrapningen af USA’s militære engagement i Vietnam.

»Galbraith var ikke en typisk akademisk økonom. Han var optaget af socialpolitik, filosofi, politik, moral og etik. Han anså ligesom Keynes økonomi som et instrument til at skabe et bedre samfund for alle borgere – the good society,« forklarer Carter.

Men Galbraith døde i 2006, og ingen amerikansk intellektuel og økonom har siden kunnet udfylde hans sko.

»Når man spejder rundt i terrænet, er det ikke til at finde nogen efterfølger. De tidligere finansministre, Lawrence Summers og Jack Lew, er ikke store økonomiske teoretikere. De omgås ikke tidens filosoffer og litterater,« påpeger Zachary Carter.

Keynes var det 20. århundredes største økonom. Alle kender ham som faderen til ideen, at staten bør pumpe penge ind i økonomien under en recession frem for at følge de klassiske økonomers anbefaling om at lade lønningerne falde til et niveau, hvor arbejdsgiverne finder det rentabelt at genansætte deres medarbejdere.

Keynes vendte om på dette klassiske økonomiske dogme med det argument, at flere penge i hænderne på lønmodtagerne skaber en større efterspørgsel på varer under en recession. Og det skruer op for produktionen. Statens ekspansive finans- og pengepolitik ville godt nok øge gældsbyrden, erkendte Keynes, men inflation ville formindske gældens størrelse over tid, og det højere skatteprovenu fra større indkomster hjælpe med afbetalingen.

Keynes’ succesfulde karriere er ifølge Zachary Carter et stort paradoks. Fra 1915 frem til sin død i 1946 blev han anset for at være den mest indflydelsesrige offentlige intellektuelle i verden. Men det bemærkelsesværdige ved Keynes’ 30 år i centrum for epokegørende historiske begivenheder er, at han tabte næsten alle de politiske slag, han engagerede sig i.

Det til trods for, at han efter hvert tabte slag skulle vise sig at have haft ret i sine forudgående analyser og forudsigelser.

Fra Versailles til New Deal

Under fredskonferencen i Versailles i 1919 advarede Keynes i stærke vendinger mod den kolossale krigsskadeerstatning, sejrherrerne i Første Verdenskrig påtvang Tyskland – kilden til en efterfølgende dyb økonomisk krise og en revanchistisk politik, der banede vej for Adolf Hitlers magtovertagelse.

I sit skelsættende studie fra 2014 (The Deluge: The Great War, America and the Remaking of the Global Order, 1916–1931) påviser den økonomiske historiker Adam Tooze, at USA’s modvilje mod at eftergive lån til Storbritannien og Frankrig, givet under Første Verdenskrig, tvang de to allierede lande til at presse Tyskland for flere penge.

Keynes var den første til at forstå, hvad den kæmpe gældsbyrde pålagt Tyskland kunne udarte til. I en brilliant bog – The Economic Consequences of Peace (1919) – profeterede han, alt hvad der ville ske i Tyskland og Italien i mellemkrigstiden. Men regeringerne og finansfyrsterne i USA, Frankrig og Storbritannien ville ikke lytte til den britiske økonoms råd. Gæld var noget, der skulle afbetales.

Keynes havde tabt sit første store slag. Det næste slag kom til at handle om økonomisk politik.

I en bog udgivet i begyndelsen af 1929 fremlagde Keynes opskriften på, hvordan en stat gennem investeringer i bl.a. offentlige anlægsarbejder kan redde sig ud af en finanskrise og recession. Nogle måneder senere, i september 1929, krakkede børserne verden over og snart fulgte økonomisk nedtur og depression.

Fra sit kateder i Cambridge opfordrede professor Keynes den siddende Labour-regering til at føre en ekspansiv finanspolitik. Men det ville den socialdemokratiske premierminister, Ramsey MacDonald, ikke høre tale om. Han valgte at føre en stram sparepolitik for at holde ligevægt på statsfinanserne. Resultatet blev konkurser og massearbejdsløshed.

I USA blev der derimod lyttet til Keynes, der jævnligt sejlede over Atlanten for at føre samtaler med præsident Franklin Roosevelt og hans rådgivere fra 1933 og frem.

De sociale og økonomiske reformer, kendt som The New Deal, var således dybt inspirerede af Keynes’ anbefalinger. Først i 1936 udgav han sit næsten ulæselige teoretiske hovedværk – The General Theory of Employment, Interest and Money – altså efter at hans mange nye, originale ideer inden for økonomisk politik havde vist sig at virke efter hensigten.

Det var således i USA, at keynesianismen først vandt indpas på højeste regeringsniveau. Og det er også her, den store tænker har haft størst indflydelse på økonomisk politik.

»Siden præsident Herbert Hoovers sparepolitik mellem 1929 og 1932 har der ikke været en eneste regering i USA, der har fulgt en antikeynesiansk linje, end ikke republikanske præsidenter som Richard Nixon, Ronald Reagan og George Bush far og søn,« påpeger Zachary Carter.

Sejren over nyliberalismen

Undtagelsen er Bill Clinton, hvis finansministre Robert Rubin og Lawrence Summers slog til lyd for en stram sparepolitik i 1990’erne for at reducere forbundsstatens budgetunderskud. Clinton efterlod i praksis et budget i ligevægt og en lav forbundsgæld til sin republikanske efterfølger George W. Bush i 2000.

I løbet af kort tid formøblede Bush denne gave ved at starte to krige og få nogle enorme skattelettelser for især USA’s velhavere vedtaget i Kongressen, endda med støtte fra en del demokratiske lovgivere.

»Når det gælder underskudspolitik, har republikanerne praktiseret det mindst lige så meget som demokraterne. På den anden side er der i begge partier fraktioner, der i perioder har været fortalere for en sparepolitik,« siger Carter.

Under Trump har Det Republikanske Parti brat skiftet holdning til økonomisk politik. I præsident Barack Obamas tid modsatte partiet sig en stimuluspakke midt i recessionen i 2009. I en brat kovending har et enigt republikansk parti i den sidste måneds tid stemt ja til redningspakker til en værdi af 3.000 milliarder dollar.

Keynes’ biograf finder denne bemærkelsesværdige vending i Trumps parti tankevækkende.

»Det fascinerende er, at republikanerne ikke længere taler dunder mod forbundsstatens udgiftspolitik. De libertære ideer om en minimalstat og den traditionelle erhvervsvenlige linje er blevet afløst af en keynesiansk politik, hvis formål synes at være blevet socialt progressiv.«

Ifølge Carter er det nye, at Trumps republikanere ved hjælp af deres økonomiske politik søger at begunstige specifikke demografiske grupper, altså deres vælgere. En linje, demokraterne rent faktisk har fulgt gennem årtier over for deres forskelligartede etniske og økonomiske vælgergrupper.

Sagt på en anden måde: Nyliberalismen, der vendte ryggen til Keynes’ socialt progressive økonomiske politik, synes pludselig at være nået til vejs ende i amerikansk politik.

Nyliberalismen havde med sin deregulering af industrisektorer, en fagforeningsfjendtlig linje og en antiinflationær monetær politik en kæmpe optur under Ronald Reagan og Margaret Thatcher i 1980’erne. Ideologien vandt endda indpas i Det Demokratiske Parti.

»Men lige nu‚« siger Zachary Carter, »er de nyliberalistiske ideer mindre populære i begge politiske partier end nogensinde siden Anden Verdenskrig. Måske nyliberalismen engang vender tilbage, men lige nu synes Keynes’ ideer at have overtaget.«

Zachary D. Carter – The Price of Peace. Money, Democracy and the life of John Maynard Keynes. Random House 2020, 626 s.

Serie

Hvordan betaler vi coronagælden?

Lige nu optager verdens lande gæld i et tempo, vi ikke har set siden de store verdenskrige. Centralbanker trykker penge, regeringer låner. Gæld er blevet præmissen for moderne politik, men hvad betyder det for vores fremtid? Hvad er gæld egentlig? Skal vi overhovedet frygte den, og skal statsgæld altid betales tilbage? Det undersøger Information i denne serie.

Seneste artikler

  • Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen

    26. juni 2020
    Vi misforstår gældens natur og pengenes muligheder. For når vi selv sidder på pengeskabelsen, kan vi ikke gå fallit, mener fortalerne for Modern Monetary Theory (MMT). Økonomer er rasende uenige om, hvorvidt teorien tilbyder brugbare løsninger på den økonomiske krise eller blot bunder i en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Dette er sidste artikel i Informations serie om, hvad der skal gøres med coronagælden
  • Gæld er ikke gratis. Det er naturen, der betaler

    24. juni 2020
    I dag skabes næsten alle penge som gæld via bankers tryk på en computertast. For anden gang på godt ti år er gælden med rekordfart på vej mod himlen. Det kan måske gå i det virtuelle pengeunivers, men i den fysiske virkelighed låser det os til et vækstpres, der undergraver miljøet, advarer grønne økonomer
  • AE: Danmark har rigeligt råd til højere gæld – alternativet er langt værre

    23. juni 2020
    Danmark har masser af plads i økonomien til at finansiere både coronakrisens hjælpepakker og genopretning med en øgning af gælden. Så længe gælden kun går til at finansiere midlertidige udgifter, er belastningen af de offentlige budgetter meget begrænset, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christopher Abrahamsen

Måske Thomas Piketty kan blive vores tids Keynes? En ligende vigtig og nytænkende person inden for den økonomiske verden. Deltager samtidigt aktiv i politikudvikling både inden for det demokratiske parti i USA samt Labour i UK. Politik der både adresserer ulighed, men også klimaproblematikker osv. Han er jo stadig ung, så det er måske nogen store sko at proppe ham ned i.

Michael Larsen, Susanne Kaspersen, Gert Romme, Steen K Petersen, Randi Christiansen, Peter Beck-Lauritzen, Holger Nielsen, Marianne Stockmarr, Jørgen Mathiasen, Alvin Jensen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kapitalen og liberalisterne opfører sig pinligt barnlige i forbindelse med corona-krisen, - i Danmark ligesom i næsten alle øvrige europæiske lande, ter de sig som småbørn der ikke kan komme i "børnehave" og lege som de plejer, og åbningen af Danmark i flere tempi ligesom det øvrige EU, og hvor det ikke er nok vi åbner, - som om alle de andrelande i EU åbner helt uden begrænsninger, hvilket ikke er sandheden.

Samtidig kritiserer man lystigt at Danmark lever over evne men sin socialdemokratiske samfunds model, hvilket nok er en overdrivelse af rang., - og hvis det virkelig betød så meget for Dansk Industri med orden i samfundskassen, så havde det virkeligklædt direktøren at kritisere alt der blev sat over styr under de liberale regeringsperioden igennem 00erne, og fortsat i 10erne.

Alene krisen i 2008 - eller for nu at tage det i rækkefølge, så først en Indenrigsminister der forærede det private erhvervsliv - "privathospitalerne" over 1 mia. årligt uden dokumentation for rimeligheden heri, mens man samtidig sparede mia. på de offentlige sygehuse.

Næste pind til ligkisten for den liberale ideologi, var ødelæggelsen af SKAT, med gentagne afskedigelser af hundrede af skattefolk i adskillige omgange, og hvor skatteopkrævningen mistede over 50 mia. ved udgangen af 00erne.

Igennem tiåret der fulgte og med skiftende ministre på posten, samt skiftende regeringer, blev det ikke bedre, - NEJ, det blev blot værre og værre, så samfundstabet for den liberale overskudmodel nu står med tab i alt for over 130 mia. i manglende skatteindtægter.

Ved krisen i 2007-8 blev samfundstabet opgjort til - forsigtigt, mindst 400 mia., under ledelse af AFR, der vill gennemføre sine tanker fra sin selvskreven "bibel"; "Fra socialstat til minimalstat", et eksperiment der bestemt ikke gik godt., og som hvis det havde været gennemført så vi i dag var nået til "minimalstaten", ville det være en stat uden særlig mange penge til at hjælpe industrien og erhvervslivet med i forbindelse med corona-krisen.

det ville have været rart med blot en lille smule selvindsigt fra Dansk Industris side, men her finder man i dagens TV-avis kun forblændelsen af, at frigivning og åbning totalt vil sætte hele verden tilbage på sporet i løbet af 24-timer, - hvilket næppe er sandsynligt.

Det er en mærkelig form for samfundsindsigt og forståelse direktøren giver udtryk for når, danskerne beskyldes for at leve over evne, og samtidig gerne vil være en del af det samfund som tilbyder et fællelsskab i disse corona-tider, og "sandelig siger jeg dig" gerne, ligesom i 00erne, vil have statens hjælpepakker og penge fra den fælleskasse, som det socialedemorkatiske samfund tilbyder for vi alle kan komme igennem corona-krisen og tilbage mod mere kendte og normale tilstande.

uanset hvor meget vi lukker op, og hvis vi blot hæmningsløst og tankeløst åbnede alt, så ville det næppe passe lige så meget med alle de øvrige lande der lukkede ned, så det er ganske urealistisk som direktøren for DI foregiver, at det hele ville køre som smurt igen i løbet af 24-timer, det er derimod det rene vrøvl!

Samfundsstyrken ligger i erkendelsen af fællesskabet styrke, og ikke i den egoistiske ligegyldigheds tro overfor det omkring liggende samfund, som om det ikke eksisterede, - men alligevel gerne samtidig vil holde tiggerskålen frem mod samfundet og kræve hjælp.

Flemming Haagensen, Susanne Kaspersen, Mikkel Zess, Egon Stich, Kim Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, Peter Marckwardt, Chris Ru Brix, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Marianne Stockmarr, Jette Steensen, Alvin Jensen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Keyenes og Galbraith havde et bredt syn på samfundets funktion, med fokus på, at befolkningen var de reelle forbrugere, der også producerede og betalte til samfundets fælleskasse. Heraf New Deal.
Efter første verdenskrig brillierede Hjalmar Schacht med afviklingen af tysk krigs-skade erstatning, via ophævelse af visse Versaille restriktioner, lån af "arbejdsløse-/papir-/digitale-penge" i amerikanske banker. Gæld er gæld og sidste rate af denne gæld til de amerikanske banker, blev betalt i 2010, dog havde der været afbrydelser undervejs. Efter anden verdenskrig var europa ødelagt og forarmet. Her brillierede Marshall og Erhardt med opbygningen af Tyskland (F&UK formøblede hjælpen), igen med arbejdsløse-/papir-/digitale-penge.
Så Keyenes et al. har haft stor betydning for vesten måde at løse de økonomiske problemer på. Utroligt at neo-liberalisterne har formået at stikke blår i øjnene på de reelle samfundsbærere!

Flemming Haagensen, Steen K Petersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Ifølge Carter er det nye, at Trumps republikanere ved hjælp af deres økonomiske politik søger at begunstige specifikke demografiske grupper, altså deres vælgere. En linje, demokraterne rent faktisk har fulgt gennem årtier over for deres forskelligartede etniske og økonomiske vælgergrupper.

Sagt på en anden måde: Nyliberalismen, der vendte ryggen til Keynes’ socialt progressive økonomiske politik, synes pludselig at være nået til vejs ende i amerikansk politik."

Vi skal nok ikke regne med at den selviske opportunisme hos politikere, som favoriserer egne vælgergrupper, er væk. Måske kan vi være så heldige, at de ansvarlige for den kollektive ressourceforvaltning har forstået, hvor uhensigtsmæssig miljø-og socioøkonomisk ubalance er for hele samfundskroppen. Man har da lov at håbe.

Steen K Petersen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jørn Pedersen

Tænk nyt og reducer forbrug og forurening i stedet for økonomisk maksimering!

Daniel Joelsen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

”Hvad ville Keynes have gjort ved coronagælden, hvis han var i live i dag?....
Ingen kan vide det, .....”

Sådan omgang kontrafaktisk økonomiteori/historie fortolkning gør mig forstemt.

Hvis man vil opstille løsninger så gør det venligst på egne præmisser.
Klip og klister gerne fra Marx, Keynes og hvem som helst,

men undlad venligst at lege clairvoyant medie med budskaber fra de hedengangne

Daniel Joelsen

Ja, hvad ville han have svaret, hvis pandemien også havde været på hans tid?

Ellers skulle der vel spøges om havde han havde gjort ved en stor gældsætning - og så er coronaen vel uvedkommende i spørgsmålet?

Peter Beck-Lauritzen

DJ: Keynes levede under 1. verdenskrig og den spanske syge, så store samfundsødelæggelser og en "pandemi" med 50 mill døde, må Keynes have oplevet og måttet forholde sig til. Jeg ved ikke tilstrækkeligt til, hvordan Keynes forholdt sig til disse rædsler.