Baggrund
Læsetid: 8 min.

Koloniopgør, politivold og »aldrig mere racisme«: Black Lives Matter tolkes vidt forskelligt i Europa

Mordet på George Floyd har fået europæerne til at diskutere racisme som aldrig før – men de sociale og historiske forudsætninger er lige så forskellige som debatterne. Informations korrespondenter skriver om situationen i fire udvalgte lande
Black Lives Matter-demonstrationerne i Bruxelles den 7. juni samlede 15.000 mennesker – en af de største menneskerettighedsdemonstrationer nogensinde i landet.

Black Lives Matter-demonstrationerne i Bruxelles den 7. juni samlede 15.000 mennesker – en af de største menneskerettighedsdemonstrationer nogensinde i landet.

Brian Arnaud/BePress/ABACA

Udland
17. juni 2020

Siden mordet på George Floyd i USA har protester og demonstrationer spredt sig til Europa, hvor de fortsætter på trejde uge. Vi ser på hvordan fire europæiske lande fortolker Black Lives Matter.

Statuerne af kong Leopold skal ned. Og den store debat om Congo er i gang i Belgien

Af Christian Bennike, korrepsondent, Bruxelles

I sidste uge blev en statue af den tidligere belgiske monark kong Leopold 2. fjernet fra et torv i landets næststørste by, Antwerpen. En række andre statuer og buster af den tidligere konge er også blevet overhældt med maling og vandaliseret med graffiti.

Mordet på George Floyd har sat gang i en voldsom debat om racisme i Belgien.

Black Lives Matter-demonstrationerne i Bruxelles den 7. juni samlede 15.000 mennesker – en af de største menneskerettighedsdemonstrationer nogensinde i landet. Det forløb længe fredeligt, men endte alligevel med voldsomme scener, hvor et par hundrede sortklædte unge smadrede og røvede luksusbutikker og angreb politiet.

Lige siden har især én debat fyldt de belgiske medier: Hvad skal der ske med alle de veje og pladser, som er opkaldt efter kong Leopold 2.? Og hvad med alle statuerne?

I 80 år kontrollerede belgierne det afrikanske land Congo, som først fik selvstændighed i 1960. Men især perioden fra 1885 til 1908 var grum, for her styrede kong Leopold 2. Belgisk Congo som sin personlige koloni. En hær af unge lejesoldater (også danskere) tvang congoleserne til at indsamle gummi i junglen. Det er sikkert, at flere millioner congolesere døde – af hungersnød, tortur og sygdomme, hvis de da ikke blev myrdet. Nogle mener, at tallet er så højt som ti millioner.

Belgien har været sen til at tage et opgør med fortiden. Det skyldes blandt andet, at landet først i 1990’erne åbnede op for migration fra sin tidligere koloni, så der har ikke været en stor diaspora i Belgien, der har kunnet sætte emnet på dagsordenen.

Men debatten har ulmet, ikke mindst sidste år, hvor landets store Congo-museum genåbnede efter en total ombygning. Nu har begivenhederne i USA for alvor sluppet debatten løs.

Flere underskriftindsamlinger kræver Leopold-statuerne fjernet – en af dem har fået 80.000 signaturer. Bystyret i Bruxelles har nedsat en kommission og er åbne for at fjerne alle statuer.

Den flamske undervisningsminister har desuden lovet, at skolerne i fremtiden skal undervise mere i kolonitiden, og der pågår en større debat i medierne om, hvorvidt det moderne Belgien stadig er et racistisk land.

Belgien har sin egen kontroversielle politisag: I april døde en 19-årig mand i Bruxelles-forstaden Anderlecht, da han kørte galt på sin scooter, mens han blev forfulgt af en politibil i høj fart. Det har skabt vrede, og den unge mand, Adil, er blevet et ikon for demonstranterne. Ved busstoppesteder kan man lige nu se klistermærker med teksten: »Retfærdighed for Adil«.

»Aldrig mere krig og racisme« kan også være et slør for den daglige diskrimination i Tyskland

Anti-racistisk demonstration i Berlin, 12. juni 2020.

Anti-racistisk demonstration i Berlin, 12. juni 2020.

Frederic Kern/Geisler-Foto

Af Mathias Sonne, korrespondent, Berlin

»I supermarkedet bliver du skygget af vagtpersonalet, i U-Bahn bliver du altid tjekket, og politiet ser dig som en potentiel forbryder – i det åh så tolerante Berlin!«

Thomas Haas er 53, hans far var afroamerikansk soldat i Tyskland efter krigen – og han driver nu den café i Kreuzberg, hvor Informations korrespondent læser sine aviser. Aviser, som for tiden er fyldt med en »ekstremt tiltrængt debat om den racisme«, som Thomas Haas udtrykker det.

Den debat foregår på en helt særlig baggrund i Tyskland, hvor titusinder i de seneste uger er gået på gaden under hashtags som »BLM« og »Unteilbar« (uadskillelige, red.).

Indtil videre har det ikke ført til nogen tysk statue- eller billedstorm. Et par historiske forklaringer ligger lige for: Tyskland havde kun kolonier i en brutal, men kort periode fra 1880’erne til Første Verdenskrig. Og den tyske historiske debat har haft et helt andet fokus efter Nazitysklands verdenskrig.

Mens Østtyskland efter krigen kun havde få indvandrere fra socialistiske broderlande som Vietnam, blev Vesttyskland allerede fra 1960’erne langsomt et multikulturelt land med en stærk tradition for at debattere sin egen historie. Omvendt ser mange tyskere det som en del af problemet: Med slogans som »Nie wieder Krieg und Rassismus« (Aldrig mere krig og racisme, red.) gøres den åbenlyse racisme til et komplet socialt no-go. Men omvendt kan opgøret med nazifortiden virke som en sovepude, hvor den strukturelle racisme kan florere, og racistiske overgreb nedtones som enkelte tossers gerninger.

Med George Floyd som anledning har debatten om racisme i politiet fyldt mest – ikke mindst efter SPD-leder Saskia Esken beklagede en »latent racisme i det tyske politi«. Politiets fagforbund, GdP, har skudt tilbage med, at der sjældent klages over racisme i politiet, og at der er langt flere med indvandrerbaggrund i politiet end i politik. Omvendt er det ingen hemmelighed, at politifolk ofte har en »sympati for det højrenationale spektrum«, som en GdP-talsmand har formuleret det.

I de seneste år har der været en klar stigning i politisk og racistisk motiverede overgreb i Tyskland. En selvstændig del af debatten går derfor på, hvorfor folk går på gaden nu – og ikke eksempelvis ved det racistiske massemord i Hanau i januar eller ved afsløringen af den historiske racismeskandale om den højreekstreme terrorgruppe NSU.

Neue Zürcher Zeitung har sat kritikken på spidsen ved at kalde BLM-bevægelsen for en »letfordøjelig mediekulturel importvare« med lidt anti-Trump-feeling, som det er nemt at tilslutte sig.

Den kritik er Thomas Haas delvist enig i:

»Demonstrationer er vigtige, men kan ikke løse et så dybt forankret fænomen. Mange demonstranter vil bare ses og føle sig gode. Og når de så går derfra, ser de dig atter som ’den halvdumme neger’.«

Ingen statuer skal ned. Men måske er Frankrig ved at ændre sit syn på racisme

Adamas Traorés søster, 35-årige Assa Traoré, står i spidsen for antiracistiske demonstrationer i Frankrig og får opbakning fra kendisser som skuespillerne Marion Cotillard og Omar Sy.

Adamas Traorés søster, 35-årige Assa Traoré, står i spidsen for antiracistiske demonstrationer i Frankrig og får opbakning fra kendisser som skuespillerne Marion Cotillard og Omar Sy.

Lewis Joly

Af Christian Bennike, korrespondent, Bruxelles

Meget i Frankrig har handlet om Adama Traoré. En sort mand, der døde i politiets varetægt i 2016 på sin 24-årsfødselsdag. Episoden blev ikke filmet, men der er foretaget flere forskellige obduktioner af den unge mand, som er nået til forskellige konklusioner: én taler om kvælning, en anden om hjerteproblemer. Der er noget galt, mener mange, og den seneste måned har to store demonstrationer i Paris krævet »retfærdighed for Adama«.

Mordet på George Floyd har på den måde pustet liv i en ny, fransk antiracistisk bevægelse.

Adamas søster, 35-årige Assa Traoré, står i spidsen for demonstrationerne og får opbakning fra kendisser som skuespillerne Marion Cotillard og Omar Sy.

Myndighederne har hidtil ikke anerkendt, at der skulle være sket fejl i sagen om Adama, og ingen politifolk er blevet sigtet. Men nu har Emmanuel Macron alligevel bedt sin justitsminister kigge på sagen igen.

Indenrigsminister Christophe Castaner er også gået ind i debatten om racisme. Han har forbudt politifolk at lægge anholdte i halsgreb, og der skal i fremtiden være »nultolerance« over for racisme i politiet, siger han. Alene en mistanke skal kunne medføre suspendering. Det har i øvrigt fået politifolkene på gaden – de vil ikke mistænkes.

Frankrig har traditionelt haft en noget anden tilgang til racisme end USA. I Frankrig har race været tabu. Det er forbudt at indsamle statistik om folks religion og race – alle er franskmænd, så hvorfor blande race ind i det. Netop derfor var det også en stor sag i Frankrig, da den sydafrikanske komiker Trevor Noah under VM i fodbold forrige år beskrev spillerne fra det multietniske franske landshold som »afrikanske«. De var jo franskmænd og kun franskmænd!

Assa Traoré siger nu det, som mange har sagt før hende: At den franske tilgang bare skjuler diskriminationen. Og opbakningen til demonstrationerne – som også i Frankrig hedder Black Lives Matter – viser måske, at den franske tilgang bliver mere amerikansk.

Ikke alle mener, at det er en god udvikling.

Det er »farligt« at tale om sorte og hvide og om »white privilege«, skrev en af topfolkene i socialistpartiet, Corinne Narassiguin, i Le Monde i denne uge:

Man skal hellere forstå kampen om racisme som »en kamp mod privilegier forstået som en kamp mod ulighed, der er ’patrimonial’, økonomisk og social.«

Macron lovede søndag i en tale til nationen at bekæmpe »racisme, antisemitisme og diskrimination«. Men »ingen statuer« vil blive fjernet, sagde præsidenten.

Og den franske finansminister, Bruno Le Mair, reagerede da også prompte mandag aften, da det kom frem, at en buste af den elskede general Charles de Gaulle i byen Hautmont havde fået påskrevet ordet »slaveri«.

Det er uklart, hvad det præcis sigtede til – men det var »en fornærmelse mod Frankrigs værdighed«, skrev Le Mair på Twitter.

Intet mindre.

Det yderste højre blander sig i Black Lives Matter-demonstrationerne – og forarger briterne

Et billede af Patrick Hutchinson, en sort, bomstærk bedstefar, der bærer en såret hvid demonstrant i sikkerhed ved en demonstration i London, er gået viralt.

Et billede af Patrick Hutchinson, en sort, bomstærk bedstefar, der bærer en såret hvid demonstrant i sikkerhed ved en demonstration i London, er gået viralt.

Dylan Martinez

Af Jakob Illeborg, korrespondent, London

Historien skrives som bekendt af de sejrende. En væsentlig grund til, at Storbritannien først længe efter Anden Verdenskrig for alvor begyndte at forholde sig til de mørke sider af sin glorious past, var, at man til og med opgøret med Hitler havde vundet langt de fleste krige, man var gået ind i. Og at man tilmed underlagde sig store dele af verden undervejs. Don’t change a winning team.

Men fra 1948, hvor den såkaldte Windrush-generation af caribiske borgere begyndte at slå sig ned i moderlandet, fik briterne fortiden tættere ind på livet. I dag anslås de og deres efterkommere at udgøre omkring 500.000 af Storbritanniens befolkning.

Landet handlede med mere end tre millioner afrikanske slaver, og medtager man de mange millioner, der har levet som andenrangsborgere i britiske kolonier verden over, tegner der sig et billede, der passer skidt med det moderne Storbritanniens selvforståelse som en oplyst og tolerant nation.

Generation efter generation har erfaret, at institutionaliseret diskrimination, politivold og absolut mangel på social mobilitet har været normen, ikke undtagelsen.

Og debatten om, hvorvidt gamle statuer af slavehandlere og imperialister bør rives ned, har så afgjort delt vandene. Premierminister Boris Johnson gjorde sig til fortaler for, at man ikke bør viske historien ud, selv hvis den er grim. Mens den verdensberømte indiskfødte billedhugger sir Anish Kapoor har udtalt, at mindesmærker ikke er hellige relikvier, og at det står os frit for at fjerne dem, hvis vi ikke kan lide dem. Diskussionen er langtfra færdig.

Imidlertid tog debatten en ny drejning, da hundredvis af stærkt højreorienterede demonstranter lørdag indfandt sig på Parliament Square i London. De sloges med politiet, og for at vise sin foragt for ordensmagten pissede en af bøllerne sågar på mindesmærket over Keith Palmer, politimanden, der konfronterede terroristen på Westminster Bridge og betalte med sit liv under terrorangrebet i London i 2017.

Forargelsen var enorm og samlede – i hvert fald for en stund – briterne. For her var der endelig noget, alle kunne enes om at tage afstand fra.

Endnu bedre for Black Lives Matter-sagen var det, at et billede af Patrick Hutchinson, en sort, bomstærk bedstefar, der bærer en såret hvid demonstrant i sikkerhed, gik viralt. Det viser en omsorg for en fremmed, som desværre alt for sjældent er kommet Storbritanniens sorte til gavn.

Måske er øjeblikket kommet, hvor Storbritannien kan se sin dystre fælles fortid og nutid i øjnene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

I sidste uge blev en statue af den tidligere belgiske monark kong Leopold 2. fjernet fra et torv i landets næststørste by, Antwerpen.

Helt ærligt. Hvad har de tænkt på. Hvad blev der mon af mindesmærkerne af Hitler i Tyskland ?
Frankrig kunne så følge op og fjerne mindesmærkerne af Mitterand for hans rolle i folkemordet i Rwanda.

Racisme stammer fra kapitalisme; vi ser det historisk udfoldet i såvel statskapitalistiske som markedskapitalistiske samfund. Overalt i disse samfunds politiske magters ambitioner om vinding og profitmaksimering er racisme dels blevet brugt som politisk virkemiddel (motivation og legitimering) og dels blevet brugt som vikarierende debatplatform, og især sidstnævnte har samtidig skabt en partikulær forståelse af racisme som noget, almindelige mennesker selv opfinder. Men det er uhyre væsentligt for et oplyst civilsamfunds politiske helhedsforståelse og mobiliseringskraft at gøre sig klart at det overvejende er en politisk konstruktion, som er blevet tudet ind i civilsamfundenes ører og derpå levendegjort/reproduceret i dele af disse. Når alt kommer til alt var og er det jo også civilsamfundene, som skal stå for bl.a. bemandingen af krigene mod 'de fremmede'.

Ruth Sørensen, Hanne Ribens og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Jakob Knudsen

@Hanne Utoft,
Racisme optræder i de fleste politiske ideologier. Under Stalin og Berijas regime - herunder specielt mellem 1947 og 1951 blev minoriteter, herunder jøder og mange andre forfulgt, og i årerne 1936-1938 blev andre mindretal (tatarer etc.) forfulgt, fordrevet, fængslet og aflivet af det kommunistiske system i hundretusindvis (læs f.eks op på Gulag!). Så tag lige et reality check Hanne! Men det er nok svært for en socialist at acceptere at marxismen/socialismen indeholder en rem af livet og at det nok mere er egocentrisk egennyttig magtpolitik, der understøtter racisme - og det foregår - as we speak - også i socialistiske lande. Men du kan kan selvfølgelig udvide min horisont og forklare, hvorfor det kun er kapitalistise samfund, der oppebærer racisme.

MVH
Jakob Knudsen

Jakob Knudsen, stalinismen havde ikke meget med marxisme at gøre - der var overvejende tale om et statskapitalistisk system. Dermed har du en forklaring.

Ruth Sørensen, Hanne Ribens og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jakob Knudsen

@ Hanne Utoft,
Så forklar mig lige hvilke socialistiske lande, der ikke har racisme indlejret i deres systemer.

P.s. Så USSR var en statskapitalistisk union? Er det noget du selv har opfundet? En slags forkert socialisme kombineret med kapitalisme? Jeg forstår det ikke. Var USSR fra revolutionen i 1917 og frem til 1989 en kapitalistisk union? Og hvordan definerer du statskapitalisme? I'm all ears
MVh
Jakob Knudsen

Jan Fritsbøger

racisme er en del af magtpolitik og så er det nærmest ligegyldigt hvilket ideologisk grundlag magten baserer sig på, jeg har min egen definition på forskellen imellem kapitalister og socialister som lyder: kapitalister anser økonomi som det vigtige og accepterer skade på menneskelig trivsel hvis det er nødvendigt for at sikre økonomiens "trivsel"
socialister anser menneskelig trivsel som det vigtige og accepterer negative virkninger på økonomien hvis det er nødvendigt for at sikre menneskelig trivsel,
er ret sikker på diverse lærebøger er helt uenige, men det gør jo altså ikke definitionen mindre sand
og den er ikke hentet fra nogen tekst, men faktisk så tror jeg ikke på at man kan læse sig til indsigt. man er altid nødt til også at tænke selv.

Jan Fritsbøger

der findes ingen ægte socialistiske lande, ægte socialisme er stadig uafprøvet,
etiketter tæller altså ikke !

Jakob Knudsen, oprindeligt var bolsjevikkerne, som tog magten under og efter den russiske revolution, hovedsageligt socialdemokrater. Tjek selv de historiske kilder.

Hér er svensk Wikipedia om statskapitalisme:
https://no.wikipedia.org/wiki/Statskapitalisme

Jens Ole Mortensen

Den køber jeg ikke Hanne Utoft. Den form for racisme vi kender, har sit frø i livsopfattelsen som opstod blandt hvide i kolonitiden efter Darwins udviklingslære. Man udviklede et billede af -En abe, en oprejst abe, et primitivt menneske, en neandertaler og et hvidt menneske. Og mellem neandertaleren og det hvide menneske var . Den sorte, indianeren og asiaten. Det var sådan man så sig selv og tolkede videnskaben. Og jo længere mod nord, des mere hvid var man. Og det var forkert. Danskernes sorte forfædre levede i Danmark helt frem til for 5-6000 år siden. Det kan man se af DNA fra bej af birkebark, som er blevet tygget på.
De fleste ved, i dag, godt at farvede er ligeså udviklede og intelligente som hvide. Men nu er det vores kultur som er overlegen, vores demokratiske forståelse, vores græsrods og forenings liv. Når vi observerer små fremskridt i Afrika. Så udelukker vi at det skyldes afrikanerne og bla. deres handel med Kina. Det må være vores overlegne kultur som har gjort sin indflydelse. Vi er meget bekymrede om Kinas indflydelse på Afrika. Selvom Kinas indflydelse hos os er lige så stor, Men vores kultur er jo på det ypperste i verden, så vi lægger et positivt pres på Kina. Det kan et afrikansk land jo umuligt gøre mener vi. Selvom Rwanda er et af de lande i verden som oplever størst fremskridt, mhst. økonomi, kvindefrigørelse og korruption. Selvom der ikke er racemæssig forskelle opnår et afrikansk land jo ikke samme demokratiske niveau som vores. Det vil tage mange generationer før de når vores demokratiske, humane og oplyste livssyn, som vi er uddannede til. -Uddannelse, uddannelse, uddannelse- Og om flere hundrede år kan de måske udvikle deres samfund som vores, hvis vi vejleder dem. Det er ligemeget om man hedder Skipper,Vermund, Pia Olsen Dyhr, Elleman Axel Larsen, Pappe eller Østergaard. . Om man er socialdemokrat, EL, Nye Borgelige, DFer eller radikal. Så har det billede af fra abe til menneske dannet vores grundlæggende livssyn. Eller det er den måde vi ser verden på. Før den epoke var det kristendommen som formede vores livssyn. Alle naturlove skulle passe ind i skabelsesberetningen. Djævlen , gud og hekse var konkrete ting og sorte var dyr uden sjæl. Med andre ord. de så verdenen helt anderledes end vi. Det er på den måde jeg mener at 99,999 osv. % af alle hvide ser sig selv som en del af et hvidt imperium. Som startede med evolutionslæren op til i dag, som en´ epoke. Jeg mener ikke vi skal klæde os i sæk og aske eller at det er ligegyldigt om man er Rasmus Paludan eller Elbæk.
Det er den måde vi ser verdenen på, og det er ikke kun hvide, som er udfordringen de næste generationer må gøre op med og ændre. Måske en større udfordring en både klimakrise og biodiversitetkrise. Jeg så helst at vi blandede os uden om hvordan andre folkeslag vil indrette sig og som udgangspunkt kun blandede os i menneskerettigheder og overholdelse af disse. Og håbe at de vil gøre det samme for os. Retten til at være menneske er universal til alle tider. For mig bliver det alt for uoverskueligt og ofte hyklerisk, når vil vil presse vores livssyn og ideologier ned over andre folkeslag.

Jens Ole Mortensen

Jeg vil lige tilføje.- Det er ikke kun i forbindelse med andre folkeslag vi har arvet det imperialistiske livssyn. Men også i forhold til menneskets rolle i naturen. Vi ser ikke os selv som en del af naturen, men de som skal forvalte og forme naturen. Det er - vores natur - og ikke - vi er naturens. Den form for antropocentrisme er også et kendetegn for vores epoke.

Jakob Knudsen

@Hanne Utoft,
du svarer ikke på mit spørgsmål, men henviser til en website på internettet: Wikipedia. Er det det din livline? Kan du ikke bare fortælle mig hvad der gør, at du mener, at USSR var et "statskapitalistisk system"?

@Jan Weber, så der findes ingen rigtige socialistiske systemer/lande i gennem historien? Har du altid ment og skrevet dette her i Information?
MVh Jakob Knudsen

"Den form for racisme vi kender, har sit frø i livsopfattelsen som opstod blandt hvide i kolonitiden efter Darwins udviklingslære. Man udviklede et billede af -En abe, en oprejst abe, et primitivt menneske, en neandertaler og et hvidt menneske. Og mellem neandertaleren og det hvide menneske var . Den sorte, indianeren og asiaten. Det var sådan man så sig selv og tolkede videnskaben."

Jens Ole Mortensen, for mig at se beskriver du hvordan Darwins lære blev misbrugt til politiske formål, for det var jo ikke almindelige nybyggere, som trykte disse imagoer (dit 'man' udgjordes af økonomiske og politiske kræfter), men de assimilerede i vid udstrækning til dem. Og dermed understreges min pointe om at racismen udgjorde et politisk instrument - og dette endda længe før Darwins lære; helt tilbage fra erobringen af Amerika var racistiske diskurser solidt plantet i propagandaen som drev den spanske, britiske, franske og også danske kolonialisme. Det er en lidt kortsluttet historieskrivning at påstå at 'vi' kun kender til racismen med afsæt i Darwins lære; Darwin fødtes flere århundreder efter kolonitidens begyndelse. Flere racismehistorikere peger endvidere på at den europæiske/vestlige racisme allerede blev beskrevet historisk i den sene middelalder (antisemitisme i tilknytning til 1300-tallets pestpandemi, hvor jøderne af politiske magter (både stat og kirke) blev udpeget som skyldige i pestudbruddet).

David Zennaro, Ruth Sørensen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Jakob Knudsen, for mig er dette ikke personligt - og jeg anser det for sandsynligt at du selv kan læse kilderne og opsøge andre, hvis du reelt er interesseret i at udvide dit perspektiv på sagens sammenhænge. Og hvis du kender noget til marxisme, vil du vide at Marx var modstander af en overformynderisk stat; i det hele taget tyder meget på at han slet ikke forestillede sig en stat som forenelig med kommunisme. Og han var modstander af at private og offentlige kapitaliserede på naturens og menneskers ressourcer. Han pegede på Pariserkommunen som et eksempel på det såkaldte proletariatets diktatur (overgangsstadiet til kommunisme) - og pariserkommunen mindede en del om visse af de gamle græske bystaters demokratier ... og såmænd mindede det danske demokrati en smule om det for nogle årtier siden. Marx ville ikke have bifaldet bolsjevismens annektering af kommunismen som ideologi, herunder særligt stalinismens.

Jan Fritsbøger

jakob, hmm om jeg før har berørt emnet her på information husker jeg ikke, men jeg har vist altid ment det, eller snarere lige så længe som jeg har haft en mening om emnet,
men den slags afhænger jo først og fremmest af hvordan man definerer hvad socialisme er, og min definition er udsprunget af egne refleksioner over emnet, snarere end studier af andres meninger, så måske er andre meninger lige så valide, i hvert fald næsten.

Jens Ole Mortensen

Hanne Utoft.
Jens Ole Mortensen, for mig at se beskriver du hvordan Darwins lære blev misbrugt til politiske formål.
Nej jeg det jeg skriver handler ikke om politik. Jeg er ikke i tvivl om at racisme har været et påskud til at berige sig. I Kina er kommunisme et påskud til at berige sig. Det er en kendt sag ar Hugo Chaves var en stor jordbesider. Han brugte bare stråmænd.
Fred være med det. Hvis venesuelere ønsker den styreform skal vi ikke blande os i andet end at menneskerettigheder bliver efterlevet.
Der kommer aldrig noget godt ud af at forsøge at overføre vores livssyn til andre folkeslag. Uanset om det er Kapitalisme, Marxisme, Islam eller EU´. Det ender altid i konflikter med en masse døde.
Vores måde at se verdenen kan være så forskellig at vi ikke ved hvor langt vi er fra hinanden.
Når forskere finder tusinde år gamle skrifter kan man ofte ikke tyde dem selv om man kan oversætte dem fordi vi er nødt til at oversætte dem til vores tankegang. Selv ordet gud kan have haft en anden betydning end vi tillægger det. Selv de gamle bibelske skrifter, som lyder som det rene mumbo jumbo. Kan have været metaforer, men vi ved, ofte, ikke for hvad.
Jeg ser det som at vores syn på verden blev dannet og vores verdensbillede, blev dannet efter at man, ikke, længere troede at gud , på 6 dage havde skabt jorden og alt dens liv. Jeg taler ikke om politik.

Jan Fritsbøger

vil lige tilføje at mange antisocialister har en tendens til at definere, ud fra et ønske om få socialisme
til at fremstå skadelig, og det er jo i den grad ikke troværdigt

Jakob Knudsen

@ Jan Weber,
er det dit argument :" Vil lige tilføje at mange antisocialister har en tendens til, at definere udfra et ønske om at få socialisme til at fremstå skadelig....og det er ikke troværdigt" Ok, så er socialisme bare godt punktum.
Cry me a river.............

Jakob Knudsen

@ Jan Weber,
er det dit argument :" Vil lige tilføje at mange antisocialister har en tendens til, at definere udfra et ønske om at få socialisme til at fremstå skadelig....og det er ikke troværdigt" Ok, så er socialisme bare godt punktum.
Cry me a river.............