Læsetid: 9 min.

Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen

Vi misforstår gældens natur og pengenes muligheder. For når vi selv sidder på pengeskabelsen, kan vi ikke gå fallit, mener fortalerne for Modern Monetary Theory (MMT). Økonomer er rasende uenige om, hvorvidt teorien tilbyder brugbare løsninger på den økonomiske krise eller blot bunder i en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Dette er sidste artikel i Informations serie om, hvad der skal gøres med coronagælden
Bill Mitchell mener, at den teori, han har brugt et halvt liv på at udvikle, er blevet endelig bekræftet med coronakrisen. For selv om centralbankerne køber gæld op som aldrig før for at afbøde konsekvenserne af nedlukningen, kommer der ingen inflation. Her er det indbyggere i Chelsea, Massachusets, der står i kø for at få fødevarehjælp.

Bill Mitchell mener, at den teori, han har brugt et halvt liv på at udvikle, er blevet endelig bekræftet med coronakrisen. For selv om centralbankerne køber gæld op som aldrig før for at afbøde konsekvenserne af nedlukningen, kommer der ingen inflation. Her er det indbyggere i Chelsea, Massachusets, der står i kø for at få fødevarehjælp.

Allison Dinner

26. juni 2020

»Alle ringer pludselig til mig.«

Bill Mitchell læner sig frem i stolen i sit hjemmekontor i australske Newcastle. Med et skævt smil retter han på sit webcam.

»For MMT er den eneste makroøkonomiske skole, der ikke bare viser, hvad der bør gøres i en krise som denne. MMT viser også, hvad vi faktisk gør – og hvorfor det virker.«

Bill Mitchell er ikke bare økonomiprofessor, men også en af de vigtigste tænkere bag den økonomiske teori kendt som Modern Monetary Theory eller MMT.

»Alle smider milliarder og atter milliarder ind på at dæmpe krisen,« siger han.

»Men mainstreamøkonomer har altid troet, at hvis regeringer gør det, som de faktisk gør lige nu, så vil situationen løbe løbsk: ’Åh nej, nu vil vi få kæmpe inflation, og de enkelte lande kan komme ud på kanten af statsbankerot’.«

Bill Mitchell holder en kunstpause i sin talestrøm.

»Det sker bare ikke. Centralbankerne køber gæld op som aldrig før. De skaber penge, penge, penge. Og der kommer ingen inflation.«

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Kurt Nielsen
Johnny Christiansen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Problemet med artiklen er, at det aldrig undervejs bliver præciseret, hvilke stater (og deres nationalbanker) det er, der præcist gør hvad, og hvad det er ved disse staters særlige situation, økonomisk og ikke mindst politisk, der er forudsætningen for, og som derfor gør det muligt for dem, at de kan handle, som de gør.

Mathias Sonne er som "ordstyrer" ikke skrap nok, og derfor forekommer der en række løse påstande undervejs, hvor de økonomiske og politiske præmisser for disse påstande ikke bliver ekspliciteret.

Den økonomiske og politiske situation er meget forskellig i f.eks. USA og Danmark, og den økonomiske og politiske magt, de to lande lande kan sætte bag, hvis deres valuta og i det hele taget deres økonomi bliver truet, hvis der f.eks. ikke fra andre vises den nødvendige "tillid", er meget forskellig.

Som Jacob Funk Kirkegaard citeres for at sige:
"Det er en meget amerikansk model. USA er selvfølgelig ikke en lukket økonomi, men landet har verdens største reservevaluta og kan relativt nemt undgå inflation, så her i landet er det nemmere at argumentere for MMT".

Den eneste måde, Danmark økonomisk kan klare sig på internationalt, ud over ved sin produktivitet, er ved at kunne overbevise om at være et godt land at investere i og ved som stat at være en god investering, og ved at vise den nødvendige politiske servilitet over for bestemte stormagter, når det kræves.

Sådan som realkreditsystemet og den finansielle sektor er skruet sammen på i Danmark, vil en lidt større rentestigning simpelt hen føre til et økonomisk kollaps, og der er forventningen om, fra udenlandske investorers side, at den danske stat i den situation forinden kan og vil gribe effektivt ind, tilstrækkelig stor til, at tilliden til dansk økonomi stadig er til stede.

Steffen Gliese

Det er meget simpelt: menneskeheden befinder sig ikke i en mangelsituation, og klassisk økonomisk teori handler om at forvalte netop dette. Der er produktion og varer i verden i dag i så massive mængder, at der kasseres umådeligt meget - også, der reelt ville være efterspurgt af dem, der ikke får del i en global omfordeling. Det kan ikke fortsætte, der må produceres på baggrund af efterspørgsel og fordeles efter behov - hvilket vil synes mindre uretfærdigt for de arbejdende, når det i høj grad er maskiner, der afløser arbejdskraften.
Vi har et system, der kun kan opretholdes, hvis man konstant udvikler nye former for arbejde at udføre, fordi fordelingen kun kan tænkes igennem belønning, selvom broderparten reelt ikke går til dem, der arbejder, men dem, der ejer. Der foregår med andre ord allerede i dag en forfordeling til fordel for dem, der har og kan købe, på bekostning af dem, der ikke har og heller ikke kan få. Produktiviteten vil aldrig kunne opsuges af konsumption, sådan som det ser ud for tiden, og derfor er alle de penge, der pga. systemets indbyggede misforståelser, skal 'lånes', fuldkommen gratis: et på forhånd fordømt forsøg på at bringe forbrugsmulighederne på højde med varemængden.

Brian Nocis Jensen, Torben Kjeldsen, Susanne Kaspersen, Niels Jakobs, Anders Reinholdt, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Økonomer lever i deres egen lille verden: folk betaler ikke skat, virksomheder leverer en del af deres overskud igennem folks skattebetaling, hvis det ikke var tilfældet, ville lønningerne falde massivt, og virksomhedernes overskud række mod himlen - men det er jo varer og tjenesteydelser, folk har brug for, der finansieres ved at flytte rundt på værdierne i samfundet igennem en abstrakt værdi, der reguleres vilkårligt igennem en religiøs tro på et marked. Folk betaler måske nok skat for at få noget igen, men reelt er det, der sker, at folk arbejder i tillid til, at nogle andre gør det samme og fremstiller ting eller udfører gerninger, som man potentielt kan få gavn af.
Derfor ville den bedre beskatning være en afgift på at drive virksomhed, tilrettelagt internationalt, så den ikke blev en konkurrenceparameter, men et grundlag for at sikre verdens mennesker et rimeligt trygt liv. Den indlysende organisering af virksomhed for at opnå det formål ville være kooperationen, hvilket teoretisk burde give et land som Danmark en mulig rolle som foregangsland.

Susanne Kaspersen, jens rasmussen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det er såre simpelt - da monetarismen - en makroøkonomisk teori der blev udviklet af Milton Friedman (neo-liberalisme) blev gennemført af Reagan og Thatcher ramte muren med finanskrisen 2008 blev konsekvensen af den teori om styring af pengemængden fra Centralbanker løb løbsk - der indførtes kvantitative lettelser i et uhørt tempo,først i USA siden i EU med Draghi´s berømte ord der lagde grunden til selve Modern Monetary Theory : "Whatever it takes".

Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

Alene overskriften er jo komisk "en virkelighedsfornægtende »gældskult«".

Undskyd men er det ikke præcis det vi har kørende. Og hvordan har man mon tænkt sig at løse problemet? Jamen det plejer de jo selv at ordne med mere gæld.
Nu er bankerne igen på røven og skal polstres og hvad er det næste der sker. En omgang QE - kvantitative lettelser - Og hvor havner pengene monstro. Kommer de ud i realøkonomien og gør gavn der. Svaret er nej - de ender i FIRE depardementet (the finance, insurance and real estate sectors) - altså til spekulative formål. Var de endda kommet ud i realøkonomien kunne de måske oven i købet have skabt grundlag for skatteindtægter, i stedet er det langt mere sandsynligt at en stor del af dem havner i skattely.

"For at forstå hvad MMT grundlæggende handler om, må man begynde fra bunden. For teorien handler om penges natur, staternes rolle, skatter, vækst og renter. Groft sagt: alt i kapitalismen."
Den slap du lidt for let hen over synes jeg.

Det er ikke en hel rigtigt udlægning idet MMT faktisk fokuserer på opretholdelsen af fuld beskæftigelse hvor et løbende statsunderskud skal have til hensigt at øge efterspørgslen i real økonomien og investeringer i relevante sektorer - og det kunne sagtens være grønne, bæredygtige sektorer - men altså med øje for netop at opretholde fuld beskæftigelse. Det er noget helt andet end den model som kanaliserer pengene over i financielle spekulltioner med egen vinding for øje.

Men det drejer sig heller ikke om at slå finansministeriet sammen med Nationalbanken. Der skal selvfølgelig være en kontol af hvad pengene skal bruges til og hvor mange. Det kan sagten debatteres bredt i samfundet. Hvordan denne instans skal skrues sammen så den netop kommer under reel demokratisk kontrol - er et af de problemer der skal løses.

Synes de herrer virkelig at vi bare skal fortsætte som hidtil - så gætter jeg på at de ikke gider betale skat når de ikke får noget tilbage og de måske har nogle egeninteresser at pleje i FIRE- depardementet.

Susanne Kaspersen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Benjamin Bjerre, Trond Meiring og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Der skal langt mere fokus på fuld beskæftigelse som mål for offentlige indsprøjtninger dvs realøkonomien. Og det må gerne kombineres med en job-garanti som kan forhandles af fagforeningerne.

Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvor mange job kunne der mon være skabt hvis de ikke var forsvundet i FIRE-departamentet. Det bidrager i øvrigt ikke til BNP da de ikke rigtig producerer noget. Det gør renteindtægter, lejeindtægter og kuponklipperi generelt ikke. OK de går måske lidt på restaurantbesøg i realøkonomien men det er pebernødder i forhold til de enborme beløb de suger til sig via disse aktiviteter - hvis man kan kalde dem det.

Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@ Bjarne Toft Sørensen,

Tak for en sober gennemgang. Her er alt for mange, som nok har velmenende men ret urealistiske forslag. Men det viser desværre også, at der er alt for mange, der slet ikke har forstået de makro-økonomiske sammenhænge på den rette måde.

I øvrigt er der en anden metode til at sætte gang i erhvervslivets hjul. Man kan motivere husejere med stor egen-værdi i huset til at stifte gæld. Dette kan gøres på forskellig måde for eksempel ved at give skattemæssige fordele eller direkte statfinansierede tilskud.

Herved er det skatteborgeren, der påtager sig at stifte gæld. Og det er disse penge, der medfører efterspørgsel efter varer og tjenester, der kan sætte gang i hjulene.

@ Steffen Gliese,

Jeg syntes, din opfattelse af, "at økonomer lever i dere egen lille verden" er interessant. Og måske siger den mere om dig end om økonomer.

Til gengæld fremfører du; "Vi har et system, der kun kan opretholdes, hvis man konstant udvikler nye former for arbejde at udføre". Og dette vil jeg da gerne kommentere, for der bliver faktisk hele tiden udviklet "nye former for arbejde"..

I økonomien har man 3 begrebet, der relaterer lidt til det, du skrev:
1. Den primære sektor. Den fremskaffer råvarer.
2. Den sekundære sektor. Der forarbejder råvarerne til produkter, der kan afsættes.
3. Den tertiære sektor. Denne servicerer de 2 andre sektorer med mange forskellige tiltag, og er blevet den vigtigste.

Siden 1953, hvor man begyndte at udarbejde statistikker på området, var den primære sektor størst. Danmark har ikke mange mineraler, så der var primært landbrug og fiskeri men også grusgrave og sandsugning med videre.

Omkring 1967-68 var den sekundære sektor blevet større end den primære. Både landbrug og fiskeri havde rationaliseret, Og samtidig havde forarbejdningen sin storhedstid med mange billige lavt uddannede,

Men denne periode blev kort, for i starten af 1970-erne havde den tertiære sektor, der jo ikke direkte producerer men servicerer, overhalet den sekundære sektor i antal medarbejdere, og var blevet størst.

Og siden er både den primære og den sekundære sektor konstant blevet mindre, medens den tertiære bare stiger og stiger.

Derfor kan du have meget ret i din påstand om, at man "konstant udvikler nye former for arbejde at udføre". Men det er altså "nye former for arbejde", som nogen faktisk efterspørger, og også vil betale for. Det kan være bankvæsen, forsikringer, konsulentbistand og så videre. Men langt det meste udføres af højtuddannede specialister. Og til din orientring er nogle af dem faktisk økonomer, der har en viden, som nogle vil betale for at få del i.

Søren Kramer, Anders Reinholdt og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Der skal langt mere fokus på fuld beskæftigelse ..."

Først skal vi lige blive enige om hvilken beskæftigelse ...

"Det lyder næsten, som om pengetræet vokser ind i himlen.

Det gør det ikke, understreger fortalerne for MMT. Begrænsningen ligger bare ikke i pengene. Begrænsningen ligger i, om der er nok produktiv kapacitet i økonomien – altså om der er arbejdskraft og råvarer nok."

Og det er vel der, hunden ligger begravet. Vi lever i en cirkulær økonomi, og da man ikke kan spise penge, er man nødt til at se på bundlinjen, som hedder føde, klæder, bolig, mao overlevelsesressourcer. Hvordan administrerer vi disse mest hensigtsmæssigt? Her er der, så vidt jeg er orienteret, svære problemer. Vi er for mange, og det økologiske grundlag er fejladministreret og stærkt overbelastet.

Ser vi historisk på den globale ressourceadministration, har det stort set altid været de få, som på bekostning af de mange har tilranet sig det meste og demed har besiddet magten til at bestemme over administrationen af ’råvarer og arbejdskraft’. Samtidig har magtkampe, dumhed og korruption hærget verdenssamfundet, så man ikke kan se skoven for bare træer.

Det, som mmt måske lidt for indirekte peger på, er således, at fundamentet for enhver økonomi jo er råvarerne og følgelig arbejdskraften. Det burde være logik for enhver, at den forvaltning kan enhver stat aftale med sig selv.

Nuværende indbyrdes verdenshandel er baseret på en bytteøkonomi, man kunne benævne ’tillidsbaseret monetarisme’. Jeg ser med stigende måben på qe fænomenet og gældsdannelsen. Går den, så går den, men hvorlænge? Og ikke mindst hvordan? Her kunne mmt være en vej til sund økonomi og ikke mindst et længe tiltrængt opgør med finansielle agenters umådeligt destruktive usurpering af samfundsøkonomien.

Det er svært at ændre kurs, hvis helt fundamentale uoverensstemmelser vedrørende ejerskab og forvaltning af de fælles ressourcer, som er fælleseje, ikke er afklaret. Følg pengene - find de ansvarlige.

Susanne Kaspersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Gert Romme
26. juni, 2020 - 18:24
Danmark har ifølge OECD verdens højeste private gæld - 282 procent af vores disponible indkomst.
https://data.oecd.org/hha/household-debt.htm
Det meste af denne gæld, er gæld i boliger, og den store gæld i forhold til indkomsten, gør boligejerne yderst følsomme overfor en rentestigning. I betragtning af, at det i de fleste tilfælde er den private gæld, som udløser en krise, forekommer det hasarderet at foreslå, at boligejerne skal påtage sig mere gæld.
Den debat, som Information har sat i gang, handler om, hvad mere gæld indebærer. Verdens samlede (offentlige og private) gæld udgør ifølge Institute of International Finance i Washington D.C. (bankernes globale brancheorganisation) nu omkring 320 procent af GWP (Gross World Product). Spørgsmålet er ikke blot, hvor meget denne gæld vil stige som følge af coronakrisen, men hvad det indebærer at afdrage gælden. Gæld er et løfte om, at vi i fremtiden kan lægge beslag på flere ressourcer, end dem vi lægger beslag på i dag. Jeg henviser til Jørgen Steen Nielsen: "Gæld er ikke gratis. Det er naturen, der betaler." https://www.information.dk/udland/2020/06/gaeld-gratis-naturen-betaler

Brian Nocis Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Susanne Kaspersen, Per Torbensen, Trond Meiring, Bjarne Toft Sørensen, Randi Christiansen, Anders Reinholdt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er illegitimt at tage befolkningerne som gidsler i dette syge system, der lader ågerkarle typer låne penge ud til betrængte økonomier. Man kan ikke sælge, hvad der tilhører alle, men alligevel pantsættes fællesejet til private agenter. Det er ret molboagtigt. Kan nogen forklare mig, hvorfor mennesker er så dumme at gå i den fælde?

Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Trond Meiring og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Ole Arne Sejersen

Vi mennesker er ikke dumme. Vi vælger bare, som vi er opdraget til, at lade stå til: Laissez-Faire.
MMT er lisså virkelighedsfjern som idéen om perpetuum mobile.
Som allerede Proudon vidste: La proprieté, c'est le vol.
Når vi mennesker engang i fremtiden bliver uopdragne, ophæver vi den private ejendomsret, og evighedsmaskinen hører op med at køre.
Den har hidtil existeret i 13.000 år, og vi må nok ruste os med tålmodighed, inden tyveriet ophører.

Ivan Breinholt Leth

Ole Arne Sejersen
27. juni, 2020 - 04:43
Kan du forklare os, hvori det virkelighedsfjerne består? Er der noget, der er mere virkelighedsfjernt end at forsøge at skabe mere vækst med mere gæld? Hvis det er virkelighedsfjernt og endda hasarderet, for så vidt som det er opskriften på krise, hvad er så alternativet?

Brian Nocis Jensen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Hanno Beck "forklarer, hvorfor MMT risikerer at sende gigantiske pengemængder i omløb, som ikke går ind i realøkonomien, men blot øger de spekulative bobler på aktie- og boligmarkedet endnu mere." Mærkværdig påstand! Vha. QE sender The Fed og ECB gigantiske pengemængder i omløb, som ikke går ind i realøkonomien, og derfor ikke har nogen effekt på beskæftigelsen. I forbindelse med finanskrisen og den europæiske gældskrise blev pengene anvendt til at opkøbe bankernes 'giftige' aktiver og statsobligationer med det formål at holde renten nede på forgældede staters obligationer. Grunden til at denne pengeudpumpning ikke medførte inflation var netop, at pengene ikke indgik i realøkonomien. Den øgede blot "de spekulative bobler på aktie- og boligmarkedet". Når MMT økonomer plæderer for at skabe penge, som faktisk indgår i realøkonomien, hvordan kan man så påstå, at det "øger de spekulative bobler på aktie- og boligmarkedet endnu mere" end QE gør - eller har gjort?

Brian Nocis Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Gert Romme, din evolutionære fremstilling af udviklingen er en del af problemet: det kommer ikke af sig selv, der er nogen, der ønsker konstant at lægge beslag på vore vågne timer for at kunne profitere mest muligt af dem.
Derfor har vi fået et pjattet samfund, hvor vi hylder folk, der leger med maden, folk, der køber boliger, de ikke bor i eller lejer ud, folk, der køber biler, som om de skulle køre gennem Sahara. Hvor folk bruger formuer på tatoveringer (så grimt og pornoagtigt!) - kort sagt en dekadence, som alene skyldes, at der skal forbruges for de mange penge, man tjener i primær- og sekundærsektorerne, for i den tertiære, er der kun omfordeling.
Og det er jo ikke rationalisering, men outsourcing, der er skyld i denne forskydning på det danske arbejdsmarked.

Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ole Arne Sejersen

Ivan Breinholt Leth:
Alternativet er en samfundsformation og et stofskifte med naturen, som hviler på sund fornuft.
I vort neo-liberale kapitalistiske samfundssystem er det valg udelukket.
Grundlaget for tænkning om fremtidige samlivsformer skal være Proudons rigtige betragtning: Al privatejendom er tyveri.

Steffen Gliese

Det har Proudhon så ikke ret i - for tyveri fra hvem? Der foregår tyverier i øjeblikket, hvor staten stjæler fra den almennyttige boligsektor, der er ejet af et fællesskab.
Det er min inderlige overbevisning, at vi i dette land bryder os meget lidt om folk, der beslaglægger umådelige andele af det fællesskabte BNP, og at vi reelt har et ideal om at trække på samme hammel og fordele værdierne tilsvarende - og i øvrigt at fremstille færre af dem, da de både stjæler tid, der kunne bruges til noget mere fornuftigt, både ved at afkræve mere arbejde for at kunne få råd, og ved at arbejde mere for at efterkomme en kunstigt iscenesat efterspørgsel.
Lad os begynde med at forbyde den kommercielle reklameindustri og omlægge den til krav om reelle produktoplysninger.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Søren Kramer

@ivan
Vi ejer også vores boliger og bor ikke til leje.
Der er aktiver og produktivitet til at bakke gælden op.
Det er særligt nødvendigt fordi vi ikke er en verdensvalutta som us dollars.

Ole Arne Sejersen

Jo, Proudhon har stadig ret: Det er besidderne af ejendomsretten til de største materielle værdier i samfundet, som beskyttet af det kapitalistiske system fortsætter med at stjæle. De skal stoppes. Det gør vi ved at ophæve den private ejendomsret.

Steffen Gliese

Nej, det gør vi ved at udbrede en personlig ejendomsret til langt den største del af befolkningen. Ikke for ejendomsretten, men for den tryghed, det indebærer. Og så kommer det jo an på, hvad du mener med 'ejendomsret': er det til produktionsmidlerne, fast ejendom, sko og strømper og tandbørste?

Randi Christiansen

Ole arne sejersen@ - I forhold til hvordan man kunne anskue privat versus kollektiv ejendomsret, vil jeg henvise til det spanske landsby-og produktionskollektiv marinaledas (kan googles) måde at indrette sig.

Historien er kort den, at en gruppe nødlidende spanske borgere fik foræret et stykke offentlig jord, som ikke var i anvendelse. Her opbyggede man i fællesskab produktion og salg af jordens afgrøder, som danner grundlag for job og boliger, som kan lejes meget billigt.

Når man taler om ophævelse af al privat ejendomsret, kan det ikke undgå at give associationer til, at man som individ intet privat rum har. Og det går jo ikke. Det, som er gået galt, og som private agenter har misbrugt ud i det ekstreme, er, at vi ikke har forstået denne egentlig klare skillelinje mellem privat og fælles.

Indbyrdes konkurrence om og privatkapitalisering på naturens ressourcer og på den kollektive infrastruktur, som i sagens natur er fælleseje, er ganske enkelt en meget uintelligent måde at indrette samfundet på. Det burde egentlig sige sig selv og kan tilmed verificeres ved et enkelt kig på verdens tilstand, hvor netop den matrice ligger til grund for det planetare fællesskab.

For at finde ophavet til denne yderst uhensigtsmæssige forvaltning af fællesejet, bør man følge pengene. Og samtidig tage opgøret med den psykologi, som ligger til grund. Og her er vi måske netop ved sagens kerne. Den store forvirring hersker. Hvad er fælles og hvad er privat?

Det bør være helt enkelt : fælleseje er overlevelsesressourcer og fælles infrastruktur. Ingen må tillades at samle til hobe og eje mere, end hvad der er nødvendigt for at overleve. Er der overskud på den fælles 'betalingsbalance', må dette anvendes i overensstemmelse med en fælles beslutning.

Det burde være indlysende for alle, at når private agenter vha kapitalophobning kontrollerer magten, er det fællesskab, som man jo ikke kan melde sig ud af, prisgivet disse agenter. Konsekvenserne af denne forvaltningspraksis er så uhyggelig, at det må være en yderst effektiv fortrængningsmekanisme, som er i spil.

Vi er i en omstilling, hvis dna og nødvendighed forstås af stadig flere. Det er godt. Lad os være nøgterne og indse, at alt er forbundet, og at selviskhed derfor er asocial og ødelæggende - for alle.

Mennesket er i en evolutionær proces, som lejres i vort dna. Spøgsmålet er, hvornår smerte- og lidelseserfaringen er så fremtrædende, at den ikke kan fornægtes længere.

Mikael Velschow-Rasmussen, Ivan Breinholt Leth, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Vedrørende definitionen af fælleseje bør det måske præciseres at overlevelsesressourcer jo er alt naturen tilhørende og ikke snævert begrænset til umiddelbar overlevelse.

Randi Christiansen

100 årige statsobligationer til en rente på 0,9 % (Østrig) - wauw, tal om at sende regningen videre ud i en fremtid hvor man ikke en gang kender prisen for den refinansiering, som sikkert bliver nødvendig, når lånet skal indfries. Og spørgsmålet er, i hvilket omfang Danmark og andre lande vil følge trop.

Og hvem er det, vi gældsætter os til? Hvem er det, som ejer os? Tilfældige mennesker, hvis primære kvalifikation er, at de har mange penge?

Jeg synes, det er grove løjer, at staten gældsætter landet til op over skorstenen - oveni købet uden i det mindste at spørge befolkningen, hvad den ønsker.

Måske er det eet stort bluff nummer, som skal holde showet kørende. Hvilket giver bill mitchell ret i, at nuværende krise beviser mmt teoriens validitet.

Ivan Breinholt Leth

Ole Arne Sejersen
27. juni, 2020 - 10:44
En meget kort beskrivelse af et sandsynligvis meget omfattende og langvarigt projekt. Mht. klima er vi nødt til at tænke hurtigt og kortsigtet, idet vi ifølge klimaeksperter har en tidshorisont på ca. 10 år. Mit kortsigtede forslag er derfor, at vi fratager bankerne muligheden for at skabe penge som gæld, lader staten skabe pengene og øremærker dem til at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Ivan Breinholt Leth

Søren Kramer
27. juni, 2020 - 11:14
Det er korrekt, at MMT er udtænkt i et land, som besidder en verdensvaluta, og som derfor ikke har samme inflatoriske begrænsninger som andre lande har. Når det ovenfor påstås, at MMT er 'verdensfjern', er det det samme som at påstå, at den amerikanske økonomi er 'verdensfjern', for USA skaber faktisk penge til at dække offentligt forbrug. Det indebærer dog ikke, at vi i vores del af verden er nødt til at lade bankerne stå for 95 procent af pengeskabelsen og lade dem kanalisere op til 80 procent af disse penge ind i uproduktiv spekulation. Danmark har ligesom resten af Europa haft en meget lav inflation i mere end 10 år. Der er plads til statslig pengeskabelse, og der bliver endnu mere plads, hvis bankerne forhindres i at spekulere i boliger. Ifølge professor Katarina Juselius er boligpriserne steget med 283 procent siden 1983. I samme periode steg forbrugerpriserne med 112 procent. Men der er ingen politikere og meget få økonomer, som problematiserer den inflation, som bankerne skaber. Det er ikke nogen naturlov, at bankerne skal have ret til at skabe så høj en inflation - endda med uproduktiv spekulation - mens staterne skal føre austerity politik og skabe fattigdom for at holde inflationen indenfor EU's officielle mål på 2 procent. Det indebærer faktisk, at f.eks. kontanthjælpsmodtagere med deres meget lave levestandard (efter dansk standard), er med til at skabe råderum for bankernes inflatoriske spekulation. Det er vist nok efterhånden gået op for de fleste, at spekulation er den stigende uligheds primus motor.

Ivan Breinholt Leth

Søren Kramer
27. juni, 2020 - 11:14
Danskernes friværdi er gennemsnitligt 1,3 millioner kroner per bolig. Det betyder skønsmæssigt, at danskerne ejer ca. en tredjedel af deres boliger. Danskernes opsparing udgøres af friværdien i boliger, indeståender på bankkonti og pensionsopsparinger. Gæld kan kun afvikles med likvid kapital, og det er derfor forkert at påstå, at gælden ikke er et problem, eftersom opsparingen er større end gælden. Du kan individuelt sælge dit hus,flytte i en lejlighed og afvikle din gæld, men hvis størstedelen af danske boligejere gjorde dette, vil det medføre finansielt kaos og kaos på boligmarkedet. Du kan heller ikke anvende din pensionsopsparing på at betale din gæld, og desuden hvis man forestiller sig, at alle danskere gjorde dette, ville pensionskasserne gå bankerot og mange af de virksomheder, som pensionskasserne har investeret deres kapital i, ville ryge med i faldet. Tilbage er der kun indeståender på bankkonti, som danskerne kan anvende til at nedbringe deres gæld. F.eks. i en situation hvor man ikke længere er i stand til at afdrage på sin boliggæld med lønindtægten pga. udbredt arbejdsløshed. Disse indeståender udgør 956 milliarder kroner.
Ifølge en OECD undersøgelse udgør danskernes samlede private gæld 282 procent af vores disponible indkomst - ca. 117 procent af Danmarks BNP. Den samlede disponible indkomst for alle personer over 14 år udgør ca. 1080 milliarder kroner. Dvs. at vores samlede gæld udgør ca. 3045 milliarder kroner. Vi kan afvikle lidt mindre end en tredjedel af vores gæld med vores likvide midler.
Desuden er der den svaghed ved friværdi og pensionsformue, at disse falder i værdi under en krise. I forbindelse med finanskrisen faldt ejendomspriserne med ca. 50 procent i to år efter krisen var brudt løs. https://finans.dk/privatokonomi/ECE9939158/frivaerdien-naermer-sig-rekor... Pensionsformuen faldt med 9 milliarder kroner i 2019 ifølge finans.dk, og den er som følge af coronakrisen faldet med 300 milliarder kroner. https://finans.dk/okonomi/ECE12030252/dansk-oekonomi-er-allerede-vaerre-...
Det efterlader os med stort set kun et valg mht at afvikle en gæld som stiger år for år - økonomisk vækst.

Steffen Gliese

Det økonomiske system med alt for dyre boliger ser ud, som det gør, fordi der er alt for mange ting at bruge penge på, som løbende falder i pris pga. den manglende inflation. Lempelsen af boligfinansieringen pumper købekraft for lånte penge ud i samfundet, men samtidig betyder stigningerne i boligpriser, at folk hurtigt sidder på formuer af friværdi, som er, hvad de kapitaliserer, når de låner til forbrug: de henter deres egne penge ud i form af lån.
Det kan man være modstander af, jeg er f.eks., men det ændrer ikke på, at der reelt er tale om, at bankernes væsentlige indtægt er at låne folk deres egne penge.

Ivan Breinholt Leth

Steffen Gliese
For øjeblikket er tendensen ikke, at boligejeres forbrug stiger. Opsparingen i form af kontante indeståender stiger. Den gør den normalt, når der er krise. Opsparingen i form af indeståender på bankkonti har aldrig været højere. 956 milliarder kroner skrev jeg ovenfor. Men boligpriserne stiger. Det er udgiften til boligen, som lægger beslag på en større og større del af den disponible indkomst. Boligpriserne stiger altid, når renten falder. Bankerne tjener ikke deres penge på forrentningen af lånet, men på de tårnhøje gebyrer. Mange boligejere betaler 30.40.000 om året i bidragssatser. Siden 2003 er bidragssatserne steget med 300 procent. https://www.dr.dk/nyheder/penge/realkreditinstitutter-skovler-milliarder... I de største byer i Danmark udgør boligudgiften for hver fjerde indbygger (ejere og lejere) nu mere end 40 procent af den disponible indkomst.

Det er korrekt, at boligejerne, sidder på en formue af friværdi. Den samlede friværdi udgør omkring 2000 milliarder kroner, men de ejer gennemsnitligt stadigvæk kun ca. en tredjedel af deres boliger. Danskerne betaler 180 milliarder kroner om året i renter og gebyrer på deres lån, så ikke blot ejer bankerne den største del af boligmassen, de tjener også enormt på udlån til køb af boliger. Så meget at 75-80 procent af deres udlån går til køb af boliger. I de fleste tilfælde, er det boliger som allerede eksisterer, og det er derfor, at disse udlån er langt mere inflatoriske end stigningen i forbrugerpriserne.

Der findes mytologi om, at boligejere scorer kassen på prisstigningerne og de forholdsvis lave ejendomsskatter, og der findes da også eksempler på boligejere, som er flyttet fra København til udkanten, og som har scoret en million eller to på forskellen i ejendomspriserne, men det er stadigvæk bankerne, som løber med den største gevinst. De fleste boligejere, som sælger en bolig, køber en ny bolig i samme område til samme pris eller til en højere pris. Man kan ikke bare lige flytte til Hobro, hvis man har et arbejde i København. I Magnus Barsøes bog ”Gud bevare afdragsfriheden” er der et eksempel på boligejer Anders, som kommer i problemer med at betale af på sin bolig pga. en skilsmisse. Han udtaler: ”Man kan sagtens spørge, hvorfor jeg ikke bare flyttede til noget mindre, men det er ikke sådan lige til... Det ville koste mig 30-40.000 at komme ud af lånet, fordi jeg skulle betale differencerenter og gebyrer.” Det minder mest om stavnsbåndets genindførelse.

Jeg vil hellere påstå, at bankernes væsentlige indtægt er at låne statens penge ud, eftersom pengesystemet er statens ejendom.