Baggrund
Læsetid: 11 min.

Marokko fængsler youtubere, rappere, journalister og aktivister, der kritiserer styret

Mens protestbevægelser før coronakrisen vandt frem i blandt andet Algeriet, Tunesien, Libanon og Irak, har styret i Marokko en benhård strategi. Siden en oprørsbevægelse for tre år siden spirede frem, er op mod 1.500 blevet anholdt, og der er givet fængselsstraffe på op til 20 år for alt fra disrespekt for kongen, støtte fra udlandet og utroskab. Dommene møder skarp kritik
Omar Radi (tv) diskuterer med sine forsvarsadvokater, umiddelbart efter han 12. marts blev idømt fire måneders fængsel for et tweet, hvor han kaldte den dommer, der havde afsagt hårde straffe til en række aktivister for ’vore brødres bøddel’ og kom med opfordringen: ’Hverken glem eller tilgiv disse embedsmænd uden værdighed!’ Radi afventer nu, at hans sag skal prøves ved anden instans.

Omar Radi (tv) diskuterer med sine forsvarsadvokater, umiddelbart efter han 12. marts blev idømt fire måneders fængsel for et tweet, hvor han kaldte den dommer, der havde afsagt hårde straffe til en række aktivister for ’vore brødres bøddel’ og kom med opfordringen: ’Hverken glem eller tilgiv disse embedsmænd uden værdighed!’ Radi afventer nu, at hans sag skal prøves ved anden instans.

Anders Fjordbak-Trier

Udland
16. juni 2020

CASABLANCA – Der bliver slået brutalt ned på kritikere af styret i kongedømmet Marokko. Med straffe på fem, ti og 20 års fængsel, over 1.500 anholdelser og domme for utroskab, udenlandsk støtte, abort, kritik af kongen eller de nationale symboler har styret i Marokko de seneste år lukket ned for kritikere ved at sende dem i fængsel.

Det viser en opgørelse over perioden oktober 2016 til februar 2020, som den marokkanske organisation for menneskerettigheder, AMDH, har indsamlet for Information. AMDH har flere gange kritiseret, at styret i stor stil fængsler dem, der er kritiske over for styret.

»Alle dommene er uretfærdige, fordi retssagerne, der har ledt op til dem, er uretfærdige. De baserer sig alene på politiets udsagn, og forsvarerne bliver systematisk afvist,« siger Khadija Ryadi. Hun er tidligere formand for AMDH, hvor hun fortsat er tilknyttet, og hun har fulgt sagerne løbende, siden protesterne begyndte i 2017. Kritikpunkterne mod sagerne er mange:

»Anklager om tortur er ikke blevet undersøgt. De vigtige dokumenter, der har påvist tortur, godkendes ikke af retten. Argumenterne for de anklagedes uskyld er ikke blevet taget til efterretning i retten,« siger hun.

Det er ikke alle fængselsstraffene, der er lange, men ifølge AMDH sidder der fortsat mindst 54 fængslet i direkte forbindelse med Rif-oprøret, som det kaldes – opkaldt efter den nordlige region hvor det begyndte. Dertil kommer, at styret nu er begyndt at fængsle aktivister, studerende, journalister, youtubere og rappere, der på forskellig vis er kritiske over for styret.

En udvikling som AMDH i en erklæring sammen med Human Rights Watch i begyndelsen af februar fordømte. Ingen af de anholdte og fængslede er blevet retsforfulgt for at bryde presse- og publikationsloven. I stedet retsforfølges de under straffeloven, hvilket betyder, at de risikerer fængselsstraffe.

En af de marokkanere, der har protesteret og deltaget i demonstrationer, som har tiltrukket marokkanere i tusindvis, er journalist og aktivist Omar Radi, som Information møder i hovedstaden Rabat.

»De finder paragraffer i marokkansk lov, så de kan få folk dømt for alt. De finder den lov, der passer bedst, og så får de dem dømt, som de ønsker at få dømt. Uden at der er hold i anklagerne,« siger Omar Radi.

»Det er nødvendigt, at folk siger fra nu. Vi kan ikke leve med den nuværende situation, hvor der bliver slået ned på al kritik.«

Tomme reformer

Marokko blev efter Det Arabiske Forår i 2011 fremhævet som et af de lande, der gav indrømmelser og lavede reformer, og dermed undgik landet de store masseprotester, som prægede mange andre arabisktalende lande. Men reformerne i Marokko har siden mødt kritik, og heller ikke Omar Radi giver meget for dem.

»Det er rigtigt, at der blev lavet en ny forfatning, men den har ikke forandret noget af betydning. Det er fortsat paladset, der styrer landet. Regeringen og parlamentet er stadig rent kosmetiske institutioner, for beslutningerne er helt i styrets hænder. Man argumenterer ikke mod kongens ord i Marokko,« siger Radi. Hans protest mod styret har nu også fået personlige konsekvenser for ham, men det vender vi tilbage til.

For mens oprørsbevægelser det seneste år har rejst sig i både Algeriet, Tunesien, Libanon og Irak, har der ikke været tegn på en tilsvarende massiv mobilisering i Marokko. Det var der ellers tilløb til for nogle år siden – efter en fiskesælgers død.

Den sag drejer sig om Mouhcine Fikri, der i oktober 2016 fik konfiskeret 500 kilo sværdfisk af en politimand i byen Al Hoceima i Rif-regionen i det nordøstlige Marokko. I protest kravlede Fikri op i skraldebilen, der skulle køre fiskene væk, og her blev han mast til døde af skraldeknuseren. Historien bragte minder om den tunesiske frugthandler Mohamed Bouazizi, der i 2010 satte ild til sig selv, hvilket satte gang i første bølge af Det Arabiske Forår. Og efter at Fikri omkom i skraldebilen, rejste der sig ligeledes en protestbevægelse i Rif-regionen, hvor tusindvis gik på gaden i foråret 2017.

En ydmyget region

Det var en protest båret af kampen mod den stigende ulighed, som folket oplever. Den manglende vilje til at investere i deres område og deres folk.

»Historien om bevægelsen fra Rif er historien om en ydmygelse af en hel region. Ydmygelsen af en hel gruppe af befolkningen. Det er et sår, der aldrig er forsøgt helet, og det mærker man stadig, når man taler med folk fra Rif i dag.«

Sådan siger den marokkanske journalist Hicham Mansouri, der skriver for flere medier fra sin bopæl i Paris. Og selv om han mener, at kongen har forsøgt at komme folket i Rif i møde, så har det kun været »symbolske handlinger, der endnu ikke er blevet virkelighed for folket i Rif«.

»Derfor opstår der vrede og frustration, når der er problemer med hospitaler, med økonomien, med job, med skoler og uddannelse,« siger han. Og for styret er der ikke anden mulighed end at slå hårdt ned, når der er optakt til oprør. Sådan lader tankegangen til at være, lyder det fra Mansouri.

»Der er potentiale til et socialt oprør mange steder i Marokko, men for styret er der kun én mulig reaktion, og det er at undertrykke det, så det ikke breder sig og inspirerer andre,« siger Mansouri fra Paris, hvor han bor efter at være blevet fængslet efter at have skrevet kritisk om styret. Han fik ti måneders fængsel blandt andet for anklager om utroskab. De forskellige anklager var ifølge ham og en række organisationer fabrikerede, og han har flere steder beskrevet den fysiske og psykiske tortur, han blev udsat for i fængslet.

Han mener, at den nye oprørsbevægelse kan vokse yderligere, og at den bliver vanskelig at kontrollere for styret.

»Regimet betaler nu prisen for at undertrykke alt, hvad der er opposition eller kritik af styret. Når man ikke har et reelt parlament, og når man ikke har en reel presse, fordi begge dele er kontrolleret af magten, så opstår der noget andet. Nu er det youtubers, det er rappere, aktivister og journalister, der siger fra. Det er folk, der er meget tæt forbundet med folket. Det bekymrer regimet, og derfor slår de hårdt ned,« siger Mansouri.

Benzin på bålet

Det er ikke første gang, at der rettes kritik mod styret for dets måde at håndtere oprøret fra Rif på. I 2017 sagde politolog Mohammed Masbah fra tænketanken Chatham House til mediet Middle East Eye, at styret med sin fremfærd »hælder benzin på bålet«.

»Endnu en gang har den marokkanske stat ikke valgt dialog. Ved at fremme undertrykkelse har styret radikaliseret protestbevægelsens krav, som også har øget mistilliden mellem de forskellige parter,« sagde han i 2017.

Rif er et fattigt område i det nordlige Marokko. Mens der er fine motorveje mellem Marokkos store byer, så når man kun til hovedbyen i Rif, Al Hoceima, ad en almindelig landevej. Det hospital, som Rif var blevet lovet, lod fortsat vente på sig, da protesterne brød ud.

Som andre steder i Marokko er arbejdsløsheden særligt blandt de unge stor, og uddannelsesmulighederne er ringe. Og det forklarer, hvorfor oprøret nu her flere år senere fortsat lever, mener Omar Radi.

»Det vigtigste for marokkanerne er uddannelse, sundhed, transport, vand og elektricitet. Og intet af dette er blevet bedre under kongen, der nu har siddet i 20 år. Det er ellers et prorogativ for ham at sikre disse basale ting. Hver gang marokkanerne tager på hospitalet, kører på en dårlig vej eller oplever den forfaldne skole, så bliver de mindet om, at det ikke fungerer. Og det er særligt udtalt i Rif-regionen, og det nærer oprøret,« siger Omar Radi.

Fængslet for et tweet

Bevægelsen fik navnet Hirak Rif og en leder i form af den politiske aktivist Nasser Zefzafi, og den voksede hurtigt i størrelse i 2017 med store protester i gaderne. Indtil styret sagde stop.

Den 27. maj 2017 landede en helikopter på en strand nær Al Hoceima, sikkerhedspoliti steg ud og anholdt Nasser Zefzafi, hvorefter de fløj 500 kilometer til hovedstaden Casablanca.

Han blev anklaget for at underminere statens sikkerhed, for at modtage støtte fra udlandet til dette formål og for ikke at udvise kongen respekt. Ifølge anklagerne kunne det give op til fængsel på livstid. Zefzafis endelige dom faldt i april sidste år, hvor han blev idømt 20 års fængsel, mens en række andre aktivister fik tilsvarende lange domme. De blev dømt for vold, for at sætte ild til en politibygning, for at afbryde bønnen i moskeen og for at modtage penge fra udlandet til deres oprør.

Dommene skabte gadeprotester i april sidste år, og her møder Omar Radi og Zefzafis historier hinanden, da Omar Radi på twitter skrev sin vrede reaktion på de hårde domme. Dommeren, Lahcen Talfi, kaldte han »vore brødres bøddel«.

»Lad os huske ham godt. I mange regimer vendte små arme som ham senere tilbage for at tigge og hævde, at de bare ’havde udført ordrer’. Hverken glem eller tilgiv disse embedsmænd uden værdighed!« lyder resten af tweetet. Og det fik konsekvenser for Omar Radi.

»Få dage senere blev jeg indkaldt til forhør hos politiet. Vi havde ventet og håbet på, at de ville frafalde anklagerne mod Zefzafi og de andre, fordi de var konstruerede og urimelige. Da de gav så hårde domme, er det klart, at vi var mange, der var meget skuffede,« siger Omar Radi.

Men det betød, at Omar Radi i slutningen af april blev forhørt af politiet i fem timer. Politiet ville vende tilbage, men »månederne gik, og der skete ingenting«.

Dagen efter at Omar Radi i slutningen af december sidste år vendte hjem fra en konference om pressefrihed i Algeriet, hvor han talte kritisk om det marokkanske styre, blev han indkaldt af politiet.

»Jeg var overrasket, fordi der var gået så lang tid. Politiet afhørte mig og førte mig for en dommer. Jeg skulle direkte i fængsel.«

Symbol for mange

Mens Omar Radi sad fængslet i de sidste dage af 2019, blev der protesteret på sociale medier, folk gik på gaden, og der var demonstrationer i både Frankrig, Belgien og Italien.

»Mange havde fået nok efter en række domme mod youtubere, aktivister, rappere og journalister, så de brugte min fængsling til at kræve samtlige fængslede løsladt. Der var en akkumulation af vrede, som nu fik frit løb. Jeg blev et symbol på alle dem, der den seneste tid er blevet fængslet for urimelige og udokumenterede anklager.«

Omar Radi nåede kun at sidde indespærret en uge, hvor der var stor international opmærksomhed på hans sag, før han blev løsladt igen. Men politiet havde ikke opgivet sagen mod ham.

Efter Radi kom ud fra fængslet i januar, blev youtuberen Moul Kaskita idømt fire års fængsel. Aktivisten Ghassan Bouda fik to års fængsel. Rapperen Gnawi fik fire års fængsel. Bloggeren Rachid Tahiri fik to et halvt års fængsel. Der var protester over disse domme, men deres straffe har ikke fået samme internationale opmærksomhed.

Retssalen i Casablanca var tæt pakket, da Omar Radi den 5. marts skulle i retten igen. Mange marokkanske, fransk- og engelsktalende journalister var mødt op, men også advokater og menneskerettighedsforkæmpere og en del almindelige, moderne marokkanere fra landets rige hovedstadsområde.

Med håndfladen bankede dommeren i bordet igen, igen, igen, så også de mænd, der – på grund af det store fremmøde – stod op bagest i lokalet, dæmpede sig. Efter at Omar Radis tre advokater havde talt i over en time for hans sag, talte han selv til dommeren i retten.

»Om år og årtier vil vi blive konfronteret af de fremtidige generationer om vores stilhed i forhold til den uretfærdighed, vi er vidne til med opstanden fra Rif. Jeg ønsker ikke at leve i skam. Uanset hvilken beslutning I træffer, kan jeg gå mod min skæbne med hovedet holdt højt.«

Den 12. marts idømte dommeren Omar Radi fire måneders fængsel for hans tweet. Han afventer nu, at sagen skal for anden instans.

Her er ti udvalgte sager om fængsling i Marokko

Ifølge AMDH (marokkansk organisation for menneskerettigheder) er op mod 1.500 aktivister, journalister, youtubere og rappere med forbindelse til Rif-oprøret blevet anholdt de seneste år. Nogle har fået fængselsstraffe på fem, ti og 20 år, til trods for at anklagerne ifølge AMDH har været konstruerede. Her følger ti udvalgte sager.

  • Nasser Zefzafi. Anses for at være leder af Hirak Rif-bevægelsen. Anholdt i 2017 og blev i 2019 idømt 20 års fængsel for at undergrave statens sikkerhed, for at modtage penge fra udlandet til at destabilisere landet og for at udvise disrespekt over for kongen.
  • Hamid El Mahdaoui. Journalist, der blandt andet har skrevet kritisk om behandlingen af fanger i Marokkos fængsler. Blev i 2017 idømt tre måneders fængsel for at opildne til modstand og opfordre offentligt til protest. I juni 2018 idømmes han tre års fængsel for at at skade statens indre sikkerhed.
  • Hicham Mansouri. Journalist. Blev i 2017 dømt for forbindelse til prostitution og for utroskab med en gift kvinde. I dag er han ikke længere bosiddende i Marokko, og der er stadig en anklage mod ham for at true statens sikkerhed. UNHCR og Frankrig anerkender ham som politisk flygtning.
  • Hajar Raissouni. Uafhængig journalist, der blandt andet har arbejdet for det frie medie Akhbar Al Yaoum. Hun blev i sommeren 2019 anklaget og dømt for at få en abort, men hun blev efterfølgende i oktober 2019 – efter et stort pres fra organisationer og demonstrationer – benådet af kongen.
  • Taoufik Bouachrine. Chefredaktør for Akhbar Al Yaoum. Blev i efteråret 2019 idømt 12 års fængsel for magtmisbrug og seksuelt misbrug. En afgørelse, der blandt andet har fået kritik fra FN.
  • Mohamed Sekkaki. Youtuber også kaldet Moul Kaskita, der sidst i 2019 blev idømt fire års fængsel for at fornærme kongen og det marokkanske folk med sine videoer. Hans videoer når normalt over 100.000 visninger.
  • Abdelali Bahmad. Aktivist, også kaldet Ghassan Bouda. Blev i januar 2020 idømt to års fængsel for at angribe de nationale symboler.
  • Gnawi. Rapper, der i januar 2020 blev idømt fire års fængsel for at fornærme politiet i sin musik – ifølge hans advokat for hans sang »Leve Folket«.
  • Rachid Tahiri. Blogger og youtuber. Lavede videoer om korruption i den marokkanske stat inden for sundhed og uddannelse. Idømt to et halvt år lukket fængsel i februar 2020 for ’krænkende’ budskaber mod kongen og styret.
  • Omar Radi. Journalist og aktivist. Anklaget for at kritisere dommer og afventer sin dom fra anden retsinstans. Han er blevet idømt fire måneders fængsel ved første retsinstans.

Kilder: Liberation, Le Figaro, AFP, Yabiladi, www.usnews.com, FN, www.middleeasteye.net, Asharq Al-Awsat, HRW

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Kongen, atter en diktator..... der skal ned.

Selv om Marokko ikke er lige ved hoveddøren for mange af os, Men Marokko udgør Afrikas 5. største økonomi, og har frihandelsaftale med mere end 55 lande, herunder EU og USA. Omkring 40% af borgerne arbejder indenfor landbrug, og Europa er Marokkos absolut vigtigste eksportmarked, hvor Frankrig og Spanien aftager over halvdelen af den samlede marokkanske eksport. Og gennem EU-landet Spanien modtager Danmark en del frugt og bær. Derfor burde der være god mulighed for Danmark og EU til at bringen kongen til fornuft.

Desværre er EU også en del af Marokkos store problem med menneskerettighederne, For Marokko har besat den suveræne stat, Vestsahara, og lejet dette lands fiskerettigheder ud til EU, hvilket massivt anvendes af Spanske og Portugisiske fiskere. Befolkningen i Vestsahara bor langs kysten og er egentlig en fiskebefolkning. Men Marokko holder dette lands befolkning i et jerngreb, og tillader absolut ingen protester.

Man må heller ikke glemme det, der sker i EU og Europa i ly af corona-krisen.

F.eks, vil Belgiens regering og især landets indenrigsminister, Pieter Frans Norbert Jozef Raymond De Crem, fra det flamsk-kristne parti begrænse retten til at demonstrere. Men retten til at give udtryk for sine holdninger er faktisk en basal rettighed, der ikke kan fjernes eller begrænses.

F.eks. har kroatisk grænsepolitik mishandlet flygtninge på en ualmindelig grov og brutal måde, og i en sådan grad, at den ene faktisk er havnet i rullestol. Derefter har man bogstavelig talt "kastet" dem over grænsen til Bosnien. Og den fine formand for EU, Kroatiens premierminister, Andrej Plenković, har åbenbart ikke lyst til at kommentere myndighedens kriminalitet.

F.eks, har myndighederne i Hviderusland op til valget anholdt, tilbageholdt journalister og mennesker fra oppositionen. Heraf er nogle sporløst forsvundet.

F.eks. har EU-landet Ungarn sat en del af det basale demokrati ud af kraft. Samtidig provokerer EU-landet, Ungarn, også nabolande - herunder et andet EU-land, Kroatien, med udtalelser om at Stor-Ungarns grænse går ud til Adriaterhavet.

Og man kan fortsætte, for EU-land efter EU-land - dog ikke alle, har brugt corona-krisen til at give sig selv magtbeføjelser omkring borgernes basale rettigheder, medens borgerne har fået begrænset de samme rettighed. Undtagelser er dog visse EU-lande, hvor forfatningen ikke giver politikere denne mulighed.

Peter Beck-Lauritzen

Marocco er et turistland, kunne en boykot hjælpe de fængslede?
Hvordan har "boghandleren fra Brønshøj" det i Marocco? Hvilken handel lavede DK her?
Situationen i West-Sahara betyder, at EU ikke vil løfte en finger overfor Marocco. EU borgerne må selv stå for at kritisere den enevældige konge/diktator. Derfor tager jeg pt. ikke på ferie i Marocco!

Gert Romme, det er jo helt uhørt at EU lejer besat territorium af Marokko - endnu et eklatant eksempel på den mafiøse tilstand, som råder i unionen.

@ Hanne Utoft,

Jeg tror, man skal præcisere sin kritik.

Dette er afgjort et EU-problem, men ikke for parlamentet, der har søgt at stoppe dette inddirekte koloniale leasing-cirkus, hvor andre mennesker og deres rettigheder ikke betyder en pind, blot den vildt overdimensionere fiskeflåde har et sted at rov- og tyvfiske.

Hvordan skiftende kommisærer ser på det, ved jeg ikke. Men det er absolut et problem, der er skabt af EU-ministerrådet, som også fastholder problemet.

Og netop ministerrådet er igen og igen problemet for stort set alt i EU.
- Det gælder holdningerne omkring flygtninge, flygtninge-aftaler med korrupte og udemokratiske lande som Tyrkiet, - ja selv med Libyen der end ikke er et sammenhængende land men nærmere en række uforsonlige krimineller men stærkt bevæbnede bander.
- Det gælder "kampen" mod skattely-lande. De findes jo også helt åbenlyst i unionen.
- Det gælder kampen mod korruption ved fordeling af EU-midler - også indenfor unionen.
- Det gælder også demokratiet i EU, som faktisk har et folkevalgt demokrati uden reel magt. Medens ministerrådet nok er folkevalgt, men det er inddirekte-inddirekte.

Og der er mange flere problemer med dette ministerråd - også med Danmarks engagement..

Gert Romme, der er store problemer med kommissionen og med ministerrådet - og så er der parlamentet, som bestemt heller ikke viger tilbage fra at foretage koldkrigspropaganda og støtte at EU foretager ganske vanvittige og destruktive sanktioner mod lande og regeringer, man ikke kan lide, hvormed man rammer civilbefolkningerne og destabiliserer landene.