Læsetid: 9 min.

Medina har forstået problemet: Her er seks måder, vi kan håndtere coronagælden på

Corona har fået verdens lande til at låne penge i et helt uhørt tempo. Men hvad skal der ske med al den gæld? Her er seks strategier til at håndtere den voksende statsgæld
Corona har fået verdens lande til at låne penge i et helt uhørt tempo. Men hvad skal der ske med al den gæld? Her er seks strategier til at håndtere den voksende statsgæld

Sofie Holm Larsen

5. juni 2020

»Der så mange ting at nå. For det koster penge at stå stille. Ja, det koster penge at stå stille.«

Sådan synger Medina i omkvædet til hittet »Arrogant«. Og mange makroøkonomer er enige med hende: Det koster penge at stå stille. Mange penge. Og vi har så meget at nå.

Statsgælden i de 37 OECD-lande ser ud til at vokse med 116 billioner kroner i år, fordi verdensøkonomien har stået stille. Den gennemsnitlige statsgæld vil vokse fra 109 procent af BNP til 137 procent af BNP. Danmark mangler 294 milliarder i budgettet i år.

Den britiske intellektuelle John Maynard Keynes udgav i 1940 en lille bog, How to Pay for the War, hvor han forklarede, hvordan Storbritannien kunne håndtere gælden for Anden Verdenskrig.

Corona er ikke en krig, men gældsætningen minder om dengang i 1945. Så nu stiller vi det samme spørgsmål som Keynes: Hvordan kan vi betale for corona? Hvordan skal landene håndtere al den gæld?

1. Vi skal have vækst, så gælden bliver relativt mindre. Så lån flere penge og invester dem

Under Anden Verdenskrig nåede USA’s statsgæld op på 112 procent af BNP. I Storbritannien var den hele 259 procent af BNP. Historisk højt. Men allerede i 1980 var de to landes gæld faldet til henholdsvis 26 og 43 procent af BNP. En dramatisk reduktion på få årtier. Hvordan skete det? Jo, fordi økonomierne voksede så meget, at gælden blev relativt mindre.

Det er oplagt at gentage den strategi i dag, mener mange økonomer.

Den tidligere cheføkonomi IMF, franske Olivier Blanchard, viste sidste år i en stor analyse, at det faktisk har været en historisk regel, at væksten i økonomien er højere end renten på statslån.

»r < g,« som Blanchard konkluderer. Hele økonomien (g) vokser hurtigere end renterne på gælden (r).

En stat er ikke som et menneske, skal vi huske. Stater kan blive ved og ved med at optage nye lån, der kan betale deres gamle lån. De behøver aldrig at betale det lånte beløb tilbage. De kan »rulle gælden over«, som det hedder. Og det er det, vi skal gøre nu, mener blandt andre Olivier Blanchard: Ignorer gælden på kort sigt. Lån flere penge og invester dem, så økonomien vokser fra gælden.

Det kræver, at vi har råd til at betale renter på gælden, mens vi venter på, at den langsomt bliver mindre. Og det kan vi sagtens, mener Erik Fossing Nielsen, der er cheføkonom i den italienske storbank UniCredit.

»Den situation, vi står i nu, er bæredygtig. Vi kan med ret stor sikkerhed sige, at renten vil være lav i mange år fremover,« siger han.

Faktisk bør vi udnytte den historisk lave rente til at låne endnu mere, og vi kan så bruge pengene til at sætte gang i økonomien. Det kunne for eksempel være ved at bygge et nyt grønt energisystem. Der så mange ting at nå.

På EU-plan skal det ske med centralbankens opbakning, så investorerne på lånemarkederne ikke pludselig bliver nervøse og kræver højere renter for at låne penge ud. Hvis ECB står klar til at købe de statsobligationer, som landene udsteder, kan banker og pensionskasser roligt låne landene penge – og så stiger renten ikke.

Og når der så er gang i økonomien, kan vi begynde at betale af på gælden. Som Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, siger:

»Vi skal først tænke budgetbegrænsninger, når væksten er tilbage.«

2. Vi skal have mere inflation, som langsomt kan udvande gælden

En anden grund til, at gælden faldt så hurtigt efter Anden Verdenskrig, var inflation. Pengene blev mindre og mindre værd. Fra 1946 til 1955 var inflationen i USA i gennemsnit 4,2 procent om året. Det betød, at gælden automatisk blev reduceret med 40 procent på ét årti. I Frankrig var det endnu vildere.

Flere økonomer taler nu for, at vi igen skal bruge inflation til at udvande coronagælden. Centralbankerne bør hæve deres inflationsmål til fire procent, mener nogen. Problemet er bare, at vi ikke helt ved, hvordan vi skal gøre det.

I årevis har centralbankerne forsøgt at holde inflationen oppe på to procent, men det er ikke lykkedes. Lige nu får coronakrisen faktisk priserne til at falde på alt fra olie til bomuld og sukker. I eurozonen er inflationen nu faldet til tæt på nul.

De fleste økonomer forventer, at det fortsætter. Men hvem ved.

»Jeg glemmer ikke den næsten universelt uventede stigning i inflationen i 1970'erne. Det kan ske igen,« skrev Financial Times’ kommentator Martin Wolf i sidste uge:

Hvis inflationen pludselig steg, frygter mange, at vi ikke kan styre den.

»Når inflationen først er fire-fem procent, kan den løbe løbsk. Ingen er villige til at gå ned i pris. Så ender vi måske med en inflation på ti procent,« siger Martin Aagerup, der er direktør i tænketanken Cepos.

Inflation kan være farligt. Det undergraver tilliden til et samfund, tænk på Zimbabwe eller Weimarrepublikken. Det destruerer opsparinger – også for de fattigste – og det dræber lysten til at investere. Investorerne flytter enten deres penge over i sikre ting som huse, jord eller guld. Eller de flytter deres penge helt ud af landet.

3. Hold op med at tale så meget om gæld. Gæld er slet ikke noget problem, se bare på Japan

Hvad nu hvis gæld slet ikke er noget problem – heller ikke på langt sigt.

Det er der nogen, der mener, for se bare på Japan: Deres statsgæld er bare vokset og vokset i årtier, så den i dag er verdens højeste. Men renten på deres gæld er stadig omkring nul, og de har lav inflation. Deres arbejdsløshed er blandt verdens laveste (2,5 procent lige nu), og fra 1988 til 2018 har Japan haft en af verdens højeste vækstrater målt per indbygger i den arbejdsdygtige alder.

Og hvad er problemet så egentlig?

»Vi kan bare lade gælden vokse uden at bekymre os om det,« siger Asker Voldsgaard. Han er ph.d.-studerende på University College London og tilhænger af den økonomiske retning, som kaldes Modern Monetary Theory, MMT.

Så længe et land har gæld i sin egen valuta, er der ikke noget problem, mener han og andre MMT-forskere. En stat, der trykker sine egne penge, kan nemlig ikke gå konkurs.

»Staten har ingen finansiel begrænsning i sin egen valuta,« siger Asker Voldsgaard. »Men det betyder ikke, at der ikke er begrænsning. Begrænsningerne er bare nogle andre: Den produktive kapacitet i økonomien og dermed inflation, når økonomien løber tør for ledig kapacitet.«

Når politikerne diskuterer, om vi skal bygge en bro eller hæve normeringerne i børnehaverne, spørger de altid: ’Har vi råd til det?’

Men det er det forkerte spørgsmål, mener MMT-folkene. I stedet burde vi spørge: ’Har vi ressourcerne til at gennemføre det, vi gerne vil?’

Det er nemlig ikke penge, der er den begrænsende faktor for en stat. Det er, om der er kapacitet i økonomien – arbejdskraft og råvarer. Så vi skal slet ikke holde øje med gælden, det er ikke det vigtige.

MMT er en kontroversiel teori, som mange fremtrædende økonomer allerede har afskrevet.

»Der er et element af eksperimentering med noget, som historisk set er gået rigtig galt,« mener Frederik Engholm. »Faren ved det er, at folk mister tilliden til hele det økonomiske system.«

Vi vender tilbage til MMT i en af de næste artikler i denne serie om gæld.

4. Hæv skatterne for de rigeste

Der er også en anden klassisk strategi til at nedbringe gæld: højere skatter for de rigeste.

For at betale for Første Verdenskrig indførte lande som Frankrig og Storbritannien for første gang progressive indkomst- og arveskatter. Og efter Anden Verdenskrig indførte Tyskland og Japan meget høje formueskatter for at kunne betale for krigsgælden.

»Det er ikke let politisk, men retrospektivt kan man se, at de to lande på den måde fik reduceret deres statsgæld,« sagde Thomas Piketty i sidste måned til Bloomberg om 50'ernes formueskatter.

De tre franske økonomer Camille Landais, Emmanuel Saez og Gabriel Zucman har regnet på, hvordan en europæisk formueskat kunne se ud efter corona:

De foreslog i starten af april, at Europa beskatter formuerne hos den øverste ene procent i Europa med én procent om året. Formuerne hos den øverste 0,1 procent skal beskattes med to procent om året. Og alle formuer over en milliard euro skal beskattes med tre procent om året.

Selv hvis man kun beskattede den rigeste ene procent – og altså ikke hævede skatterne for 99 procent af europæerne – kunne hele coronagælden være betalt tilbage på ti år (forudsat at coronagælden udgør ti procent af EU's BNP).

Den rigeste ene procent ejer nemlig cirka 22,5 procent af kontinentets samlede formue. Og den øverste 0,1 procent ejer ti procent.

For at være blandt the one percent i Europa skal man tjene over to millioner euro om året.

5. Austerity: Skær ned på statens udgifter, hæv skatterne og betal gælden tilbage så hurtigt som muligt

Så er vi nået til en gammel kending fra 2010'erne: austerity.

Hvis man har brugt for meget, må man betale tilbage. Altså hæve skatter og beskære velfærdsydelser. Det vigtige er, at markederne hurtigt genvinder tilliden til staterne, så renterne ikke stiger, lyder logikken.

Men denne gang taler meget få politikere for austerity. Ikke engang den tidligere tyske finansminister Wolfgang Schäuble, som under finanskrisen blev symbolet på austerity-politikken, vil have nedskæringer.

»Den akademiske debat er skiftet de senere år både i OECD og i IMF,« siger Frederik Engholm.

»Min største frygt er, at vi lige om lidt vil nedbringe underskuddene på kort sigt. Det vil dræbe væksten,« siger han.

Austerity har nemlig ikke skabt vækst. Efter mange år med nedskæringer er gennemsnitsindkomsten i Italien i dag ti procent lavere end i 2008. Og allerede før corona var ungdomsarbejdsløsheden over 30 procent.

Statsgæld bliver som regel udregnet som en procentdel af et lands BNP, så hvis økonomien generelt bliver mindre, bliver gældsbyrden automatisk tungere. Og det er jo ikke smart.

Renteudgifterne ser som sagt overkommelige ud, og desuden skyldes coronagælden jo ikke, at nogle lande har 'brugt for meget'. Og så er det svært at argumentere for, at de nu må ’sone deres synder’.

6. Lad være med at betale. Omstrukturer din gæld. Eller gå fallit.

Et land kan i teorien samle alle sine kreditorer i et rum og sige: »Hey, vi vil ikke betale vores gæld, og sådan er det.«

De kan forsøge at få gælden ’omstrukturet’. Altså genforhandle betingelserne for afbetalingerne og løbetid eller måske ligefrem få eftergivelse.

»Men det er en fantastisk vanskelig proces og meget farlig for den langsigtede kreditværdighed,« siger Erik Fossing Nielsen, cheføkonom i den italienske storbank UniCredit.

Se bare Argentina. De gik fallit i 2001, og lige siden har de haft meget svært ved at låne penge og er gået fallit mange gange.

»Når analysevirksomheder skal vurdere et lands kreditværdighed, vurderer de især deres risiko for at gå konkurs. Og den faktor, der er vigtigst i den vurdering, er ikke vækst eller gældens størrelse. Det er, om man tidligere har omstruktureret sin gæld,« siger Erik Fossing Nielsen.

Men statsbankerot kan blive virkelighed i en række udviklingslande. De har ikke noget valg. Råvarepriserne er kollapset, eksporten er faldet, og internationale investorer har trukket deres penge ud af lande som Nigeria, Mongoliet, Bahrain og Ecuador. De sidder tilbage med lån i dollar, som de ikke har. Ingen vil låne til dem, så renterne stiger. Mere end 100 lande har bedt IMF om hjælp.

I øvrigt er det sjældent så simpelt, at lande kun skylder penge til nogle rige banker, som de kan forhandle med. Statsgæld er ofte ejet af en hel masse aktører på en gang: Banker, pensionskasser, småsparere, centralbanker … og mange af dem hænger sammen med statens egne borgere.

49 procent af den italienske gæld er eksempelvis ejet af italienere via bankerne eller pensionskasser. Og det ville jo ikke hjælpe så meget, hvis staten bare nægter at betale sine egne borgere.

Serie

Hvordan betaler vi coronagælden?

Lige nu optager verdens lande gæld i et tempo, vi ikke har set siden de store verdenskrige. Centralbanker trykker penge, regeringer låner. Gæld er blevet præmissen for moderne politik, men hvad betyder det for vores fremtid? Hvad er gæld egentlig? Skal vi overhovedet frygte den, og skal statsgæld altid betales tilbage? Det undersøger Information i denne serie.

Seneste artikler

  • Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen

    26. juni 2020
    Vi misforstår gældens natur og pengenes muligheder. For når vi selv sidder på pengeskabelsen, kan vi ikke gå fallit, mener fortalerne for Modern Monetary Theory (MMT). Økonomer er rasende uenige om, hvorvidt teorien tilbyder brugbare løsninger på den økonomiske krise eller blot bunder i en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Dette er sidste artikel i Informations serie om, hvad der skal gøres med coronagælden
  • Gæld er ikke gratis. Det er naturen, der betaler

    24. juni 2020
    I dag skabes næsten alle penge som gæld via bankers tryk på en computertast. For anden gang på godt ti år er gælden med rekordfart på vej mod himlen. Det kan måske gå i det virtuelle pengeunivers, men i den fysiske virkelighed låser det os til et vækstpres, der undergraver miljøet, advarer grønne økonomer
  • AE: Danmark har rigeligt råd til højere gæld – alternativet er langt værre

    23. juni 2020
    Danmark har masser af plads i økonomien til at finansiere både coronakrisens hjælpepakker og genopretning med en øgning af gælden. Så længe gælden kun går til at finansiere midlertidige udgifter, er belastningen af de offentlige budgetter meget begrænset, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Niels Jakobs
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørgen Mathiasen
  • Kurt Nielsen
Steen K Petersen, Niels Jakobs, Eva Schwanenflügel, Jørgen Mathiasen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Kølliker

(Facebook-opslag fra 24-03-2020 med kritik af artiklen ”Fem spørgsmål: Hvor kommer pengene fra til regeringens hjælpepakker?” på DR’s hjemmeside 18-03-2020. Kommentaren er relevant også i forlængelse af ovenstående artikel)

I går kom jeg så forbi artiklen på DR-hjemmeside linket nedenfor, som redegør for, hvor pengene til The Everything Bail Out kommer fra, og hvilke konsekvenser disse politiske tiltag vil få fremover. Artiklen slår mig som upræcis og jeg vil godt rejse nogle kritiske spørgsmål til den.

På spørgsmålet om hvor pengene kommer fra, indleder artiklen med at konstatere, at ”staten har penge stående i Nationalbanken, som den kan hæve. Og så kan staten også låne ekstra penge, når der er brug for det”.

- Den danske stat har fortsat en nettogæld på ca. 420 mia. kr., så det er jo ikke sådan, at staten ligefrem har en opsparing stående i Nationalbanken. Igennem mange år har det været sådan, at når der var overskud på statsfinanserne, så er overskuddet netop blevet brugt til at nedbringe statsgælden. Hvad staten har af indeståender er de nødvendige summer den skal have, for at klare de løbende betalinger samt nogle afsatte reserver til fx også den i artiklen omtalte ’kontracykliske kapitalbuffer”, dvs. en større reserve øremærket netop til (finansielle) krisesituationer, som den nuværende. Det kritiske spørgsmål er her, hvor stor er denne mere præcist? Med den aktuelle dramatiske økonomiske sammentrækning vil jeg gætte på, at staten brænder igennem denne reserve i løbet af et par uger.

- Hvad angår den danske stats muligheder for at låne penge, bliver det konstateret med den største selvfølgelig, men er det nu også enkelt? I modsætning til hvad artiklen skriver, er det mig bekendt ikke Nationalbanken der udsteder statsobligationerne men Finansministeriet, men det er Nationalbanken der forestår auktionerne af disse statsobligationer. I nedenstående link kan man se, at Nationalbanken her i 2020 allerede har haft to auktioner, som forløb uden at nogen obligationer blev solgt, og ud af de samlet for 26 mia. kr. udbudte statsobligationer er kun de 13 mia. blevet solgt. Hvad vi er vidner til her er altså en markant vigende interesse for danske statsobligationer (et vilkår som Danmark formentlig deler med hele med hele den øvrige klode, måske med undtagelse af USA som er et kapitel helt for sig). Og det var vel at mærke inden alvoren af coronavirusudbruddet var erkendt i den vestlige verden, så hvor meget mere kritisk er situationen ikke nu? Er ikke alle stater nu ude på kapitalmarkederne for at rejse penge til at finansiere deres hjemlige Everything Bail Out?

Selvfølgelig er de det, hvorfor de eneste staten kan håbe på at sælge obligationerne til, er de hjemlige pensionsfonde mv. Men mig bekendt sidder pensionsfondene ikke på en stor buffer af kontanter, de straks kan omsætte til køb af statsobligationer. Mig bekendt er alle pensionsfondenes midler allerede placerede i diverse værdipapirer, så hvis pensionsfondene skal købe flere statsobligationer skal de altså sælge nogle af deres andre værdipapirer, og held og lykke med det, på nogle kapitalmarkeder der allerede er fangede i nogle stærke sammentrækningstendenser. Jeg vil påstå, at artiklens simple konstatering af at pensionskasserne køber statsobligationerne, det er lærebogsøkonomi fra tiden før coronavirusudbruddet, og det er ikke længere sådan økonomien fungerer. Faktisk ved vi i realiteten ikke længere hvordan økonomien fungerer, om overhovedet.

Artiklen konstaterer også, at Nationalbanken vil hæve sine udstedelser (auktioner) af statsobligationer fra de allerde planlagte 75 mia. kr. til 125 mia. kr., og så spørger jeg: Hvad er det for planlagte 75 mia. kr. Hvis Nationalbanken i de første knap tre måneder har udbudt for ca. 25 mia. kr. statsobligationer, er det så ikke nærlæggende at forestille sig, at de resterende planlagte udbud på i alt 75 mia. kr. var fordelt på årets resterende tre kvartaler? Så hvor hurtigt er det lige at Nationalbanken forventer at kunne rejse disse ekstra 125 mia. kr. på de nuværende stærkt vigende obligationsmarkeder, og hvordan matcher denne hastighed med hastigheden ved hvilken statsbudgettet eksploderer som følge af The Everything Bail Out?

Jeg vil påstå, at det er komplet urealistisk, at Nationalbanken kan rejse penge til finansiering af The Everything Bail Out gennem salg af statsobligationer. Så hvilke muligheder er staten/ Nationalbanen så efterladt med? Ja, det er som jeg skrev tidligere at bedrive penge- og finanspolitik Zimbabwe-style. At centralbanken bare trykker den nødvendige mængde penge til at finansiere statsbudgettet. Og artiklen afslutter da også med følgende lille notits: ”I første spørgsmål er indledningen ændret, så det fremgår mere klart, at staten både har reserver og kan låne penge. En sætning om at Nationalbanken trykker flere penge er fjernet, da den kunne misforstås”. Ja tak, den sætning kunne meget nemt misforstås, eller værre endnu, den kunne rent faktisk blive forstået, hvorved det svimlende omfang af vores nuværende krise ville begynde at dæmre for os. Jeg ved ikke hvornår og på hvilke måder det i givet fald vil slå igennem, men alle historiske eksperimenter i retning af finansiering af statsbudgettet gennem trykning af penge er resulteret i hyperinflation og (med god grund) et sammenbrud af tilliden til det politiske lederskab.

Til trods for al den ros, der bliver sendt imod statens repræsentanter for deres håndtering af helbredskrisen, vil jeg påstå, at særligt statsministeren og finansministeren fejler spektakulært. Det er fuldstændig ligesom reaktionerne på finanskrisen i 2008, at der bliver dækket over de reelle dybe strukturelle ubalancer, herunder en verden tynget af nogle enorme belåningsgrader og nogle ekstreme uligheder, hvor en global elite har frigjort sig for de snærende bånd af alle de nationale love og alligevel til stadighed slipper afsted med at lænse penge ud af nationaløkonomierne. De ledende politikere har deres fokus rettet imod og de investerer enorme samfundsmæssige midler i at genskabe og opretholde status quo, at opretholde vores verdensbilleder og vores samfundsforestillinger og vores individuelle opfattelser af os selv og vores roller i verden. Men det er min stærke fornemmelse, at denne her gang vil det ikke lykkes for dem. Kræfterne, der fremtvinger de skelsættende forandringer, er simpelthen for stærke.

Hvad vores statsminister udviser er derfor i mine øjne det modsatte af godt lederskab. Som jeg ser det, skulle statsministeren omhyggeligt men konsekvent begynde at forberede befolkningen på en radikalt forandret og meget mere krævende virkelighed. At folk skal begynde at indstille sig på, at vi kommer ikke til at vende tilbage til de levemåder vi har været vant til. Og at vi er på vej ind i økonomisk virkelig hårde tider, og derfor er det så meget desto mere vigtigt, at vi står sammen og tager hånd om hinanden. Hvad vi endnu har set af krisen er for intet at regne overfor det der kommer, og vi må alle ruste os, hver især og sammen, ikke mindst mentalt, hvis vi skal bringe vores samfund igennem denne eksistentielle krise.

Fem spørgsmål: Hvor kommer pengene fra til regeringens hjælpepakker?
https://www.dr.dk/nyheder/politik/fem-spoergsmaal-hvor-kommer-pengene-fr...

Nationalbanken – Auktionsresultater, statsobligationer
http://www.nationalbanken.dk/da/statsgaeld/Auktionerogudstedelser/Sider/...

Jan Weber Fritsbøger

altså penge er ikke nogensomhelst værdi i sig selv, de er et redskab til at styre fordelingen af de faktuelle værdier,
hvilket vil sige frugten af menneskers arbejde, den mad landbruget kan høste, de bygninger håndværkerne bygger af de materialer som andre menneskers arbejde skaber ved at forarbejde lidt natur,
penge skaber absolut ingen værdi de formerer sig ikke, og du kan ikke bo i penge eller spise dem,
og så har penge den kedelige egenskab at de gør det let at skabe ulighed, de er sammen med den urimelige udbredelse af ejendomsretten årsag til nød og elendighed,
for det er faktisk en absurditet at man kan eje for eksempel landområder, de burde være fælleseje eller frit til rådighed efter behov,
altså så en landmand har dyrkningsret over et areal som han kan dyrke optimalt ( optimalt betyder for mig bæredygtigt og uden forurening af den omgivende natur, ikke dyrkning med det maximale udbytte til skade for miljøet )

og ejendomsretten til en bolig kunne jo erstattes med en uangribelig brugsret,
økonomi i traditionel forstand er jo skadeligt, især på grund af tvangstanken om at vækst altid er et gode, bare spørg klimaet,
og så finder jeg det absurd at tale om vækst i et land hvor overfloden for længst er blevet en slags minimumsstandard,
og vækst giver jo reelt heller ikke mening når man er styrtende rig, men de har stadig travlt med at øge deres indtægt,
det kalder jeg grådighed og det burde være en psykiatrisk diagnose og burde derfor behandles / kureres på grund af den store samfundsskade det medfører.
det bliver tydeligt hvis man forestiller sig at al grådighed ved et mirakel helt kureres, og overvejer hvordan det ville påvirke samfundet.

Steen K Petersen, Ole Svendsen, Maia Aarskov, Ole Frank, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Jakob Sønderhausen, Werner Gass og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det her drejer sig om pengepolitik med tabere og vindere, men ret beset er der kun tabere. Først er det naturen, der udpines mere og mere, dernæst os mennesker. Når naturen tildeles grundskader, går det ud over os.
Gæld er bare et sideproblem og et pyramidespil. Det fortsætter siger man, men det gør de beskadigede dele af naturen ikke. Derfor er der ikke så meget at forstå ang. gæld. Den er uinteressant. Det vi skal fokusere på er de skader, vi udretter med gæld.

Steen K Petersen, Ole Svendsen, Maia Aarskov, Ole Frank, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Med en økonoms øjne er gældsætning altså noget, der skal betales tilbage. Og artiklen giver ganske præcise beskrivelser for gældsafvikling. Men der er 3 tydelige problemer, som der ikke gives løsning på:
1. Hvad koster det at låne?
2. Hvem skal betale.
3. Hvordan skal der betales.

Ad 1. Stort set hele verden er ude på kapitalmarkedet netop nu. Og det er sådan, at hvis mange vil låne, og færre vil låne ud, så stiger renten. Og i nuværende situation må man formode, at den stiget højt op..

Ad 2. Regeringen har jo afklaret, at man ikke går med i et EU-gældsoptagelse. Derfor er der kun skattebetalerne i Danmark tilbage, - firmaer kan jo frit trække alle omkostninger fa i skat.

Ad 3. Hvordan skal der betales. Offentlige lån optages typisk over en 2-årig periode, men 4-årige lån kendes også. Det betyder, at man gældsafvikler ganske lidt, og derefter optager nye lån til at indfri de gamle. Det gør andre lande også, og i disse tider må ,man forvente, at renten vil stige i en rum tid fremover, og derfor kan gælden belaste de sociale omkostninger og den grønne omstilling i rigtigt mange år fremover. For man kan jo ikke bruge de samme penge 2 gange.

Tilbage står, at de klogeste Danmark kan gøre, det er at lade Den Europæiske Centralbank optage lån i EUR. Dette giver långiverne størst sikkerhed, og dermed lavest rente. Og risikoen for Danmark er mikroskopisk.

Morten Balling

Interessante betragtninger. Jeg er ikke økonom, men har efterhånden lært så meget om hvordan planeten fungerer biofysisk, at økonomi for mig at se, kun er en af de mange faktorer som styrer hvordan virkeligheden fungerer og ufvikler sig.

Det har længe været et mysterie for mig, og iøvrigt mange andre, hvad værdi egentlig er for en størrelse. I og med at jeg også har forstået at det omvendte af en bæredygtig livsstil for alle mennesker er det omvendte af død og atter død, så var jeg nået frem til konklusionen at den allerhøjeste værdi individet har er dets liv.

Alle andre værdier trumfes af værdien af ens egen overlevelse. Selvfølgelig har evolutionen også medført en altruisme mod vores afkom (børn), men hvis du står i en ørken og er ved at dø af tørst, så er en spand vand mere værd for dig end en spand fuld af diamanter, og nej, det beviser ikke at marginalteori er sand.

Alle sekundære værdier, de huse vi har bygget, de Excel ark vi har udfyldt, det korn vi har høstet, og de køer vi har skåret i cellofaninpakkede småstykker, de vil i pricippet stadig være der hvis en dag vi oplever et globalt finanskollaps.

Bortset fra at vi er på en seriøst skæv kurs med bæredygtigheden, altså den som er det modsatte af død med død på, så er der hypotetisk ikke noget som forhindrer os i at forsætte den kurs lidt endnu, bortset fra at et finanskollaps ville gøre penge værdiløse og/eller svært tilgængelige, samt at vi står med begge ben midt i en pandemi som pt. har stabilisret sig med en eksponentiel vækst på 2% om dagen. Samtidig stiger antallet af aktive tilfælde og er i dag højere end nogensinde før.

På sæt og vis kan man betragte dette som ren nytteetik, hvordan holder vi flest muligt i live? Vi har endnu ikke oplevet bare skyggen af pandemien, og vi har slet ikke set hvad den vil gøre ved pyramidespillet vi kalder troen på vækst, fordi blind religiøs tro på vækst, den som gør vores liv mere og mere komfortable, denne tro er sårbar i al sin indbildskhed. Og det er ikke sådan at man kun kan satse på at standse smitten. Allerede nu går det ud over fødevaresikkerheden i nogle lande.

Værdi er det der er og det vi kan bruge det til. Vi er seriøst på den med energi i fremtiden, og vi bliver konstant flere og flere til at dele de ressourcer der er. Specielt hvis vi kommer til at opleve en periode med global bytteøkonomi. Hvis man forstår hvordan "systemet" fungerer, har det længe været tydeligt at det mindede om en dampkedel med alt for meget tryk på.

Ift. pensionskasserne så kan man sige at de "penge" de har stående i aktier formentlig står mindre usikkert i Nationalbanken end i aktier. I hvert fald hvis man gør Danmarks værdi op som værende alt hvad der er indenfor Danmarks grænser, for med et globalt finanskollaps, må alle husene og markerne vel være hvad man har at stille som sikkerhed, nu hvor det efterhånden er et stykke tid siden man afskaffede guldreserven.

Jeg tror det er fair at sige at "vi i realiteten ikke længere ved hvordan økonomien fungerer, om overhovedet".

Steen K Petersen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

Man skal til at erkende at man har gældsat kommende generationer. Gæld er ikke for den der er der nu, men til ulempe for de der kommer efter.

Ole Svendsen, Niels Jakobs og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Når EU forsøger at lempe den urealiserede regning for euroens asymmetriske uhensigtsmæssigheder ind på corona fakturaen under overskrifter som europæisk solidaritet og godt naboskab, handler det i virkeligheden om at fordele finansieringen af det fejlslagne euroeksperiment ud over samtlige de bredeste skuldre i Europa. Jeg føler mig faktisk røvrendt som dobbelt nej tak siger, specielt i en situation hvor unionen på ingen måde har vist den mindste vilje mod forberedelse af afviklingen af ondets rod.

Planen går ud på at hjælpe Sydeuropa og Frankrig mod en større konkurrenceevne for lånte midler i et naivt håb om at gælden så vil betale sig selv. Skævheden i den fælles kurs for forskellige nationer med forskellig effektivitet og arbejdsindsats består og vil hurtigt skabe behov for den næste store europæiske udligning.

Hvor længe kan unionen bestå uden at adressere de grundliggende årsager til de tilbagevendene kriser, som har kendetegnet konstruktionen siden nogle faktuelt ganske få europæere igen fik det velkendte drømmesyn om europæisk storhed og central magt.

Folket er ganske fraværende i den ligning og hvor længe kan man bevare tilslutningen med skræmmekampagner og gaveregn til de potentielt tilkommende tvivlere.

Unionen er en boble, og jo større den puster sig op, jo større oplevelse har vi til gode, den dag skævheden udlignes og vi kan rejse os med håret tilbage og fremtiden foran os igen.

Steffen Gliese

Lån og gæld er forhåbentlig noget, vi snart kan afskrive - det bygger jo på den illusion, at værdien af producerede og forbrugte forbrugsgoder kan bevares - og derfor er vækst nødvendig, så man både kan opretholde illusionen om, at der er værdi forbundet med det allerede forbrugte, samtidig med at der skal være optjent købekraft til det, der stadig produceres.
Vi er nødt til at forstå, at det, vi producerer, har værdi her og nu - men har mødt sin bestemmelse, når det er leveret til den, der efterspørger det. Derfor giver udlån og gæld ingen mening, fordi udlånet baserer sig på værdier, der ikke længere findes, og gælden på indtægter, der forudsættes i fremtiden, men som tilhører et system, vi gerne skulle væk fra, med godbidder for at gøre, som man får besked på.

Carsten Svendsen

Var fejlen, at Anker Jørgensen var forud for sin tid?
Eller var fejlen, at Anker Jørgensen var "folkets" Statsminister?

Nils Bøjden

"ilbage står, at de klogeste Danmark kan gøre, det er at lade Den Europæiske Centralbank optage lån i EUR. Dette giver långiverne størst sikkerhed, og dermed lavest rente. Og risikoen for Danmark er mikroskopisk."

Jeg er ikke sikker på at jeg er helt enig. Hvis man kigger på vores statsgæld kan man se at den udelukkende er i danske kroner.
http://www.nationalbanken.dk/da/statsgaeld/statens_gaeld/Sider/Udenlands...
http://www.nationalbanken.dk/da/statsgaeld/statens_gaeld/Sider/Default.aspx

Dette må siges at have sikret lave renter og stabile kurser på statslån over de sidste mange år.

Spørgsmålet er om der kommer til at opstå hyperinflation ved at lade nationalbankerne skabe pengene til at dække gælden.

Men centralbankerne har ikke bestilt andet end at sende penge ud i systemet de sidste mange år. Det har ikke skabt hyperinflation sådan som den fremstod i Tyskland og Zimbabwe.

Det har skabt en "boom and burst" økonomi på aktiemarkederne og boligmarkederne. Det er der pengene er forsvundet hen. På aktiemarkedet er de i stor stil. blevet brugt til aktietilbagekøb bl.a. fordi realøkonomien har været på retur tynget af gældsætninger. Aktiemarkedet er frakoblet realøkonomien. Vi skal have pengene ind i realøkonomien igen i stedet for at overlade den til spekulanterne på finansmarkederne.

Inflationen i Tyskland fandt sted da vi endnu havde guldstandarden. Inflationen i Zimbabwe blev forårsaget af spekulanter på valutamarkedet med mulig indblanding fra rigmanden George Soros som er kendt for i 1992 at have spekuleret i devalueringen af det engelske pund - "earning Soros an estimated $1.1 billion and the title “the man who broke the Bank of England.” In 1997, the UK Treasury estimated the cost at 3.4 billion pounds."

"The narrow issue considered here is whether the Zimbabwe hyperinflation was the result of the government printing money to fund its budget. In fact, the government was printing money to buy the foreign currency needed to pay debts owed in a foreign currency, something that subjected it to the whims of speculators."

Is QE2 the Road to Zimbabwe-style Hyperinflation? Not Likely:

https://www.huffpost.com/entry/another-look-at-the-zimba_b_790074?guccou...

Vi er vist tæt på at forstå at penge som sådan ikke er en mangelvare. Det drejer sig mere om hvor pengene ender, kontrollen med pengeskabelsen og hvad vi ønsker at bruge dem til i samfundet.

Når først vi forstår det og når (måske hvis) det omsider trænger igennem i medierne kan vi lægge økonomien bag os - og ændre hele diskursen i samfundet til det væsentlige: Hvordan skaber vi med de resourcer vi har til rådighed en bedre verden for os selv og vores efterkommere.

Og så kan vi måske endelig få økonomerne placeret på den mere beskedne plads i meningsdannelsen og diskursen som de fortjener.

Nils Bøjden

!Spørgsmålet er om der kommer til at opstå hyperinflation ved at lade nationalbankerne skabe pengene til at dække gælden. "

Så r det bare om at få noget gæld

Ole Svendsen

"Vi skal have vækst, så gælden bliver relativt mindre. Så lån flere penge og invester dem"

Nej, nej, nej. Vi skal IKKE have mere vækst. Jorden kan ikke holde til det! Det er ikke ideologi. Det er simpelt logik, for vi har kun een jord og derfor er der naturlige grænser for vækst!!!

Hele det økonomiske system er sygt, og skal ændres fundamentalt. Hovedparten af verdens penge er skabt som gæld af de private banker, ud af den blå luft. En fuldstændig astronomisk gæld til bankerne, som skal betales tilbage med afdrag og renters renter. En gæld der vokser og vokser uafbrudt over hele kloden.

Det er fuldstændig forrykt, at bare fordi økonomien står stille i nogle måneder - til stor gavn for klimaet og naturen - så vokser gælden helt ekstremt.

Skrot det nuværende vanvittige økonomiske system, der fører til voldsom rovdrift på naturen, voldsom menneskelig nød, ødelæggelse af Jorden, ødelæggelse af klimaet og en vanvittig ophobning af værdier hos den rigeste 1 %.