Politivold i Vallejo, Californien: 19 dræbt på et årti

Kl. 12.30 den 2. juni, mens nye bølger af protester over politidrabet på George Floyd skyllede over Californien, skød en politimand i Vallejo fem skud ud af ruden fra sin civile bil. En ubevæbnet mand som knælede på parkeringspladsen blev dødeligt såret.

Sean Monterrosas død har udløst endnu en storm af vrede på et tidspunkt, hvor et stigende antal amerikanere i forvejen har fokus rettet mod politibrutalitet. Men i Vallejo var der noget smerteligt velkendt over det seneste drab, der kom som en påmindelse om, at byens politikorps har ry for at være et af USA’s mest brutale.

Vallejos politichef har forklaret, at flere betjente den dag var sat ind for at undersøge meldinger om »mulige plyndringer« i en Walgreens-butik. At Monterrosa knælede med hænderne i vejret og ikke blev set deltage i nogen plyndring, har politichefen indrømmet. Det kom også frem, at Monterrosa havde en hammer i sin lomme – ikke en pistol.

Betjente fra Vallejos politi har siden 2010 dræbt 19 personer. Den betjent, som skød Monterrosa, kriminalassistent Tom Jarrett, har på fem år været involveret i fire skyderier. Han er en af 14 betjente i Vallejo, som borgere og aktivister kalder the fatal 14 – betjente, som gentagne gange har skudt og dræbt borgere, uden at dette har fået konsekvenser for dem selv.

Krisen i Vallejo, siger aktivister og familier til ofrene, viser, hvad der sker, når en amerikansk politiafdeling ikke vil drage betjente til ansvar, skønt de gentagne gange har begået overgreb, og lader dem beholde jobbet og i nogle tilfælde sågar forfremmer dem – selv i tilfælde, hvor videoklip af deres overgreb er kommet frem.

»De her betjente føler, de kan gøre præcis, hvad de vil,« siger Michelle Monterrosa, Seans 24-årige søster, til The Guardian.

»Sean vidste, at systemet er indrettet på at undertrykke farvede mennesker. Det pinte ham at se … Sean var vred. ’Hvorfor bliver de ved med at myrde os på den her måde,’ ville han have spurgt.«

Segregation

Med sine 121.000 indbyggere har Vallejo cirka lige store grupper af sorte, latinoer, asiater og hvide borgere. Byen er hjemsted for nogle af Californiens mest feterede rappere og for musikstjerner som E-40 (Earl Stevens, red.) og HER (Gabi Wilson, red.). Her blev også det første amerikanske flådeværft på Stillehavskysten opført.

Flådeværftet bragte gode job og en bredt sammensat befolkning med sig, men ulighed og segregation har længe været del af byens struktur, siger John Burris, en sort borgerretsadvokat fra Bay Area, der voksede op i Vallejo, hvor han blev student i 1963.

»De hvide kvarterer lå til venstre og til højre for bykernen, men som sort gik man ikke ind i de gader,« husker han.

Politichikane var også del af opvæksten i Vallejo. David Hudson (41) fortæller, at betjente kunne finde på at stoppe ham på gaden og tvinge ham til at sætte sig på fortovet. En gang, mens han kørte sin gymnasiekæreste og hendes ti-årige kusine til biografen, gav en betjent dem ordre til at stå ud af bilen og tvang barnet til at tømme sine lommer, husker han. En anden gang stormede politiet en fest, foretog husransagelse og rettede skydevåben direkte imod hans ansigt.

Værftet i Vallejo lukkede i 1996. Det skabte store økonomiske problemer i de følgende år. I 2008, midt under finanskrisen og dens talrige tvangsauktioner, erklærede Vallejo sig konkurs og skar under den efterfølgende restrukturering sin politistyrke ned fra 126 betjente til 77.

Siden er antallet af politimord steget markant, skønt der ikke er sket nogen større stigning i kriminaliteten. Ud over den høje mordrate har mindst seks betjente siden 2010 skudt på folk tre eller flere gange, har Open Vallejo, et lokalt borgerjournalistisk initiativ, optalt. I 2012 dræbte betjente seks mennesker på et enkelt år, hvilket udgør 30 procent af alle drab i Vallejo samme år.

Nogle af drabene blev fanget på foruroligende kameraoptagelser, der skabte overskrifter i de nationale medier. I en af de mest omtalte sager sidste år lå Willie McCoy, en 20 år gammel rapper, og sov i sin bil ud for en Taco Bell-restaurant, da seks betjente omringede den og på under fire sekunder affyrede 55 skud mod køretøjet.

Skud i ryggen

Andre skyderier blev kun til notitser. Ronell Foster, en 33-årig far, blev skudt i 2008 af en af de politimænd, der senere skulle skyde McCoy. Foster blev stoppet af betjent Ryan McMahon for at »køre på cykel om natten uden forlygte«. Optagelser fra kropskameraer, der kom frem over et år efter drabet viste, at Foster, der var ubevæbnet, forsøgte at flygte, og at politimanden jagtede ham og skød ham i ryggen.

Guy Jarreau Jr, en 34-årig lokal græsrodsaktivist og ungdomsmentor, blev skudt og dræbt i 2010. Ifølge familiens retssag var Jarreau og en lille gruppe venner i gang med at optage en musikvideo, hvis budskab var at tage afstand fra politivolden, da politiet beordrede dem til at passere gaden. Jarreau forsøgte at parere ordre, men endte i en gyde, hvor undercover-betjenten Kent Tribble skød ham uden varsel, skønt han rakte hænderne i vejret, lød anklagen i den senere retssag. Politiet påstod efterfølgende, at Jarreau havde været bevæbnet, mens vidner sagde, at de kun havde set ham holde en kop i sin hånd.

I en lille by som Vallejo synes nogle tilfælde af politibrutalitet at være forbundet. Få måneder efter drabet på Willie McCoy blev hans 20-årige niece, Deyana Jenkins, stoppet af politiet og taget med på stationen for ikke at have identitetspapirer på sig.

Adrian Burrell, en 30-årig tidligere marinesoldat- og filmskaber, der har familierelationer til McCoy-familien, blev sidste år truet og overfaldet af en politimand, mens han filmede betjenten i færd med at arrestere hans fætter, fremgår det af retsakter. Efter at optagelsen af denne episode havde fået viral udbredelse, dukkede et nyt videoklip op af samme betjent, David McLaughlin, der, selv om han ikke var i tjeneste på det tidspunkt, retter en pistol mod en mand på en parkeringsplads og til sidst slår løs på ham.

Vallejos bystyre forsvarer sig med, at politiafdelingen er underbemandet, og at man på grund af budgetnedskæringer har måttet ansætte uerfarne mennesker, der ofte presses ud i at skulle håndtere farlige situationer.

Borgerretsadvokaten John Burris siger imidlertid, at en del af problemet er, at Vallejo ikke afviser at ansætte betjente, der har forladt tidligere job i større byer efter her at være blevet genstand for anklager for politiarbejde, som ikke fulgte retningslinjerne.

Ingen Vallejo-betjente er endnu tiltalt for våbenvold under tjenesten. Alligevel har skatteyderne måttet betale en regning på i alt syv millioner dollar i erstatningssager.

Betjentene er efter drabene blevet pålagt ’administrativ orlov’, men har typisk kunnet genoptage arbejdet, mens deres sager blev undersøgt nærmere. Undersøgelser om politidrab kan imidlertid ofte trække ud i årevis. Der er eksempler på, at nogle betjente har begået nye skuddrab, inden anklagemyndigheden er nået frem til en afgørelse i deres verserende skuddrabssag. Undersøgelsen af Willie McCoys død pågår stadig – 490 dage efter skyderiet.

Betalt orlov

En Vallejo-betjent dræbte inden for 21 uger i 2012 tre mennesker og blev forfremmet til kriminalassistent. En betjent med tre skyderier bag sig blev for nylig forfremmet til kommissær. Betjenten, der dræbte Ronell Foster og skød Willie McCoy, er for øjeblikket på administrativ orlov med løn, mens den politimand, der skød Guy Jarreau, er blevet tillidsmand for afdelingen.

Ingen interesserer sig for ofrene for politimord i en provinsby som Vallejo, siger Andrea Jarreau-Griffin, Guy Jarreaus mor:

»Hvis man ikke bor i en af de helt store byer, prøver de bare at feje det ind under tæppet.«

Der er gået ti år, men hun har ikke opgivet håbet om, at retfærdigheden vil ske fyldest.

»Jeg prøver stadig at få hans sag taget op.«

David McLaughlin – betjenten, der truede Adrian Burrell – har genoptaget aktiv tjeneste efter orlov. Betjenten, der skød og dræbte en lokal borger i 2017, blev for nylig også beskyldt for at chikanere og true borgerrettighedsadvokaten Melissa Nold, der repræsenterer flere familier. Han forsøgte at give hånd til hende, og da hun høfligt afviste, begyndte han at udspørge hende. Han fortalte hende så, at han godt vidste, hvor hun boede i Vallejo, skriver hun selv i et klagebrev.

Melissa Nold siger, at familier til nogle af ofrene også har klaget over chikane og trusler. Selv har hun en afventende klage i politiets afdeling for interne anliggender mod politiforeningens præsident, kommissær Michael Nichelini, som hun siger har filmet hende, mens hun har overværet offentlige møder. En aktindsigt fra avisen Times Herald afslører en 15 minutter lang mobiltelefonoptagelse fra Nichelinis mobil af Nold foruden en række fotos, han også tog af hende.

»Når de på den måde går til åbent angreb på en borgerrettighedsadvokat, hvad gør de så ikke med sorte mennesker i mørke gyder,« spørger Melissa Nold.

»Man kan ikke få stillet nogen til ansvar i vores system,« siger Kori McCoy, Deyanas far og Willies bror.

»Vi ved, at det her er dårligt politiarbejde. De dræber mennesker, der ikke er i gang med at begå nogen forbrydelse – mennesker, der rækker hænderne i vejret.«

»Bare behandl os som ligeværdige – det er alt, hvad vi vil! Bare stop drabene,« siger Paula McGowan, Fosters mor.

»Giv dem ikke bare et rap over fingrene og lade dem slippe med et par dages administrativ orlov med løn.«

Dilemma

Adrian Burrell er flyttet ud af Vallejo og vender kun sjældent tilbage, selv om hans familie stadig bor der.

»Betjent McLaughlin patruljerer stadig mit kvarter. Jeg kan ikke tage derhen uden at få den tanke, om det er i dag, han vinker mig ind til siden. Eller at en af hans venner vil genkende mig. Det her er en person, der har krænket mine rettigheder, men som ifølge bystyret har fortjent at blive genoptaget i politistyrken.«

Burrell græder i telefonen, mens han fortæller om sin frygt for politiet, og de valg, han må tage, når han konfronteres med ordensmagten.

»Skal jeg stå fast på min ret og sætte livet på spil? Eller skal jeg miste min værdighed for at overleve. Det er et frygteligt dilemma.«

Efter drabet på Sean Monterrosa bebudede Californiens justitsministerium, at man vil undersøge Vallejo-politiet nærmere – et skridt, lokale aktivister længe har presset på for.

Nogen havde håbet, at 2020 ville blive anderledes for Vallejo. Byens nye politidirektør, Shawny Williams, er den første sorte politimand, der står i spidsen for afdelingen. Og indtil denne måned havde byen da også oplevet mere end et år uden et drab.

Sean Monterrosas død har vakt forargelse i Vallejo og San Francisco, hans hjemby. Den 22-årige mand, der var et kendt i kvarteret Bernal Heights, og var en ivrig skateboarder, der elskede at læse Malcolm X, siger hans to søstre. Deres forældre er argentinske indvandrere, og Sean, der havde arbejdet som ungdomsmentor, drømte om at købe og ombygge et hus til sin mor.

Han var ved at starte i et nyt tømrerjob, da han blev dræbt.

De grundlæggende omstændigheder omkring drabet og politidirektør Shawny Williams’ håndtering af efterspillet har irriteret aktivisterne.

Det tog ham over et døgn at bekræfte, at en dødbringende skudepisode havde fundet sted, og da han gjorde det, forsvarede han betjenten, henviste til hammeren i Sean Monterrosas lomme og hævdede, at skud ud af en bilrude var en tilladt politirespons. Han henviste også til plyndringerne samme aften i Vallejo, men uden at forholde sig til, at Monterrosa ikke var brudt ind i nogen butik. Også en række tidligere sigtelser mod Monterrosa fremdrog han, skønt ingen af disse havde ført til domfældelser for den 22-årige, og betjenten intet kan have vidst om dem, i og med at han slet ikke kendte Monterrosas identitet, da han dræbte ham

Politiets fagforening har fremlagt en noget anden fremstilling og hævder, at Sean Monterrosa ikke gjorde noget tegn til, at han var parat til at overgive sig.

Shawny Williams har ikke frigivet optagelser med kropskameraer eller bekræftet betjentens navn, som først blev offentligt kendt, da Open Vallejo og Bay Area News Group kunne afsløre det.

Ingen af betjentene fra byens politikorps har besvaret The Guardians anmodninger om kommentarer. Også politiafdelingen og politiets fagforening har undladt at svare på vores forespørgsler om denne historie.

Sean Monterrosas søstre siger, at de ønsker retfærdighed for deres bror – og at de fremfor alt gerne vil se store ændringer i, hvordan den offentlige sikkerhed bliver varetaget i USA.

»Vi er nødt til at gå i skole og uddanne os og blive valgt ind i bystyret, så vi kan afvikle politiet i dets nuværende form,« sige Michelle, hans søster.

»Det handler ikke kun om Sean. Det handler om alle andre. Vi ved, at hvis Sean stadig var her, ville han have sagt det samme. Nok er nok. Hvor mange flere liv skal politiet tage?«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen