Politolog Ivan Krastev: De kommende seks måneder vil høre til de vigtigste i EU’s historie

Det EU, der for blot tre måneder siden så ud til at falde fra hinanden med eksportforbud af medicinsk udstyr, ukoordineret lukning af grænserne og uden skyggen af fælles krisestrategi, kan ende med at komme styrket – eller i hvert fald samlet ud af krisen.

Det siger en af Europas førende politologer, bulgarske Ivan Krastev, op til fredagens første runde af svære forhandlinger om, hvordan de kommende års europæiske budgetkage skal skæres. Her vil den 750 milliarder euro store genopretningsfond og EU’s flerårige budget, der står til en markant udvidelse, blive stridspunkter.

Men med coronakrisen lever vi »i et helt nyt Europa«, siger Ivan Krastev, der er leder af Centre for Liberal Strategies i Sofia og som netop har udgivet bogen Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser.

»De kommende seks måneder vil høre til de vigtigste i EU’s historie,« siger han over Skype fra sit hjemmekontor.

»I det tyske EU-formandskab (fra den 1. juli, red.) kommer Merkel og Tyskland til at spille en ny og afgørende rolle, som jeg ikke havde set for mig før coronakrisen. At formandskabet netop nu ligger i hænderne på unionens mægtigste nation, kan vise sig som et lykketræf.«

Aflyst globalisering

Egentlig begyndte det tyske formandskab i Krastevs tidsregning, da Merkel den 18. maj stillede sig op sammen med Macron og præsenterede den europæiske genopretningsfond, som delvist baserer sig på fælleseuropæiske lån og lover direkte overførsler til de hårdest coronaramte lande i Sydeuropa.

Han tror ikke på, at Merkel kun ønsker at skrive sig ind i historiebøgerne som »den pragmatiske krisekansler«. På den europæiske scene vil hun mere end det – og hun får lov af økonomiske grunde.

»Tyskland var verdens største eksportør før krisen, og Tyskland har i årevis været det europæiske land, der har holdt mest krampagtigt fast i den smuldrende internationale handelsorden. Tyskland har lukket øjnene for den begyndende afglobalisering siden finanskrisen,« mener den 55-årige bulgarer.

Han nævner handelskrige og protektionisme, men også opløsningstendenser i internationale organisationer som WTO, WHO og NATO. Her har coronakrisen virket som benzin på et bål, der allerede brændte – og sat EU i en ny geopolitisk virkelighed.

»Med coronakrisen så Merkel, at globaliseringen kan aflyses over night, at Kina kan lukke sine markeder fra time til time, og at forsyningskæder pludselig kan bryde sammen. Den politiske og økonomiske afkobling mellem USA og Kina kan ikke længere stoppes, formentlig heller ikke efter Trump,« siger Krastev.

»Nøgternt betragtet er den eneste globale tendens, som Tyskland har slagkraft til at påvirke, at et fungerende indre marked i EU opretholdes. Så den vej går Merkel.«

Alene hjemme

Det er begyndelsen på en mere ærlig tysk europapolitik og -debat, mener Krastev.

»Før krisen var Tyskland europæisksindet, men ikke eurocentrisk. Tyskland har altid troet på EU, men det var ud fra den selvindbildning, at europæiske interesser er tyske interesser og omvendt. Endelig siger Merkel og selv Scholz (Tysklands SPD-finansminister Olaf Scholz, red.) det højt: at EU også handler om tyske interesser.«

Mens Bruxelles med Krastevs ord var »helt væk i den første fase af krisen«, opstod der med frygten for de nye globale polariseringer under krisens højdepunkt i april – ifølge undersøgelser fra tænketanken ECFR – et nationalt pres på regeringerne for at øge det europæiske samarbejde.

»Det skal ikke forveksles med føderalisme. Der er europæerne ikke. Men undersøgelserne viser, at det pludselig stod klart, hvor alene hjemme Europa er i verden,« kommenterer Krastev.

»Vi så, hvordan USA er helt ude af sin gamle rolle som den nærmeste allierede. Bag vores respektive skærme derhjemme så vi et land, der er gået i stykker. Selv med Biden vil USA ikke få sin gamle rolle tilbage.«

Et andet europæisk skred er ifølge meningsmålinger på tværs af kontinentet det europæiske syn på Kina.

»Selv efter finanskrisen talte vi om globalisering og gensidige interesser. Men i coronakrisen har vi pludselig et mere selvsikkert Kina, der spiller et langt mere brutalt spil, også over for Europa. Det har skræmt mange europæere.«

Straf fra Bruxelles

En undtagelse i europæernes øgede distance til Trumps USA er Polen. Det særlige forhold blev bekræftet torsdag aften, da Det Hvide Hus meldte ud, at Polens præsident Duda få dage før det polske præsidentvalg søndag vil besøge Trump for at diskutere, hvorvidt Polen kan modtage nogle af de knap 10.000 amerikanske NATO-soldater, som Trump trækker ud af Tyskland.

»Selvfølgelig er der stærke forsøg på at splitte Europa,« siger Krastev. Han henviser til andre eksempler som Kinas forsøg på at få indflydelse på Ungarn, striden om Huawei og 5G eller NordStream2.

»Der er masser af konflikter foran os. Men et afgørende spørgsmål er: Vil små lande som Ungarn sætte sit EU-medlemskab på spil i håbet om at få et privilegeret partnerskab med Kina? 30 procent af Ungarns eksport skyldes fire tyske firmaer! Selv Polens økonomiske suverænitet er jo intet uden EU i dag,« mener Ivan Krastev.

»Derfor vil det i fremtiden formentlig også blive straffet mere konsekvent fra Bruxelles’ side, når regeringsledere som Orban flirter med tættere bånd til Kina.«

Transformere, ikke konservere

Ud fra denne analyse kan Ivan Krastev kun ryste på hovedet ad, hvordan Danmarks firegruppe med Sverige, Holland og Østrig er gået ind i forhandlingerne om EU-budgetterne. Især fordi Frederiksen i Danmark, Kurz i Østrig og Rutte i Holland er i stærk medvind.

»Alligevel er de gået så defensivt til værks. De nærige fire! Det er en håbløs framing, de er havnet i. Hvorfor i alverden går de ikke offensivt ud og kalder sig the transformative four som modsvar til the frugal four?« spørger Ivan Krastev retorisk.

– Jamen, fordi de protesterer mod øgede budgetter og en øget føderalisering ad bagdøren …

»Klart. Lige nu stirrer alle sig blinde på fordelingen mellem lån og tilskud (i genopretningspakken, red.). Men det er overskuelige summer, og det langt større spørgsmål er jo: Vil vi genoprette økonomien, som den var før coronakrisen, eller tør vi bruge krisen til at tænke fremad mod en grøn og konkurrencedygtig økonomi i Europa?«

»Netop nu er det nemmere end nogensinde før at skabe store omstillinger, også i forhold til digitalisering. Her sidder vi nu med fire lande, der er markant længere fremme end det europæiske gennemsnit, og så går de så defensivt ud! Grøn omstilling, CO2-beskatning, digital skat eller kampen mod amerikanske og kinesiske firmaer er jo kampe, som kun kan tages europæisk.«

På det bulgarsk farvede engelsk knækker Krastevs stemme over.

»Jeg havde helt ærligt forventet, at lande som Holland, Danmark og Sverige ville gå mere i den retning på europæisk plan. Når de bare stejler over ekstra bidrag, svækker de deres position.«

Nationalistiske tabere – for nu

I sin uafbrudte ordstrøm lægger Krastev flere gange vægt på, at Merkel har taget de nordiske lande på sengen med sit pludselige økonomiske skift. Men han understreger også, at Tyskland ikke kan ændre økonomiske pejlemærker og øge investeringerne så drastisk uden at trække hele EU med.

»Redningspakkerne handler ikke kun om at redde den italienske vinbonde, og heller ikke kun om at redde de italienske banker og modgå en dominoeffekt,« siger han.

»Det handler også om at sørge for, at den menige italiener har penge mellem hænderne, som han eller hun kan bruge på tyske varer. Eller danske, om du vil. Og her giver jeg dig helt ret: Det handler ikke om føderale ønsker fra befolkningen eller om europæisk idealisme. It’s the economy,« siger han. Uden at tilføje: Stupid!

Men hvad med det europæiske sammenhold? For bare tre år siden skrev Krastev i bogen Efter Europa: »Hvis EU ender med at gå i opløsning, vil det ikke være, fordi udkanten er løbet væk, men fordi det stærke centrum (Tyskland, Frankrig) har gjort oprør.«

Det kan stadig ske, siger han og føler sig bekræftet i, at EU-konflikterne ikke kun handler om syd mod nord eller øst mod vest, men også om den tysk-franske kernes bindingskræfter. Især – men ikke kun i Italien – er populisterne alligevel det store skræmmebillede.

»I coronakrisen har nationalpopulisterne været de foreløbige tabere,« mener Krastev.

»Autoritære ledere kan godt lide kriser, som de kan beherske. Men coronakrisen kan de ikke styre, for den kræver sammenhold. Det kan dog være en stakket frist. Når den medicinske krise bliver til en økonomisk krise, kan populisterne sagtens blive vinderne.«

Andre grunde til nationalpopulisternes nedtur er, at grænselukningerne udstillede en masse problemer uden at give andre fordele end at hæmme bevægeligheden og smitten. Desuden gik højrefløjens »vi og de« i opløsning.

»Her i Bulgarien var hjemvendte bulgarere en fare. Udlændinge i landet var derimod ikke en fare,« konstaterer Krastev.

»Der opstod en territorial og inkluderende afgrænsning, men de sociale kløfter blev også mere synlige.«

I landregioner opstod der således en ny vrede over den øvre middelklasse, der flyttede ud til deres sommerhuse for at arbejde videre online, mens COVID-19 fortsat især ramte underklassen – ikke mindst vandrearbejdere i Vesteuropa, for hvem social distance er en middelklasseluksus.

Østeuropæiske vindere

I sidste ende har krisen ikke bare ændret de europæiske konfliktlinjer, men også hele Central- og Østeuropas position. Hvor ledere som Orbán og Kaczyński tidligere gjorde oprør mod det multikulturelle Vesteuropas liberalisme, handler det i dag i højere grad om konkrete betingelser, også retsstatsbetingelser, for at være med i EU-klubben.

I EU-forhandlingerne har flere østeuropæiske lande protesteret mod, at sydeuropæiske lande pludselig kan få mere per næse end fattigere østeuropæiske lande, som med stærke lockdowns har haft succes med at opdæmme virussen.

»Samtidig gør EU-Kommissionen alt for at »købe« Central- og Østeuropa i det nye rammebudget. Det er en del af spillet,« siger Krastev henkastet.

Han påpeger, at flere østeuropæiske lande kan opleve et stærkt tab af job og vækst, fordi flere traditionelle industrier som kulindustrien er i opløsning. Men på andre fronter kan de blive vindere. Millioner af migranter er vendt tilbage til Østeuropa, og med afglobaliseringen vil Europa opleve en øget tilbagetrækning af outsourcet produktion fra især Kina. Og den vil i høj grad lande i det lavtlønnede Østeuropa.

»Om det er optimisme? Ja og nej. Det er paradoksale virkninger af pandemien,« siger Krastev.

»Nationalstaten har øget betydning, men europæerne er mindre nationalistiske. Vi sidder i den samme isolerede onlinevirkelighed og lytter og sammenligner os pludselig langt mere. Vi oplever en afglobalisering og en sær tvang til integration, en europæisk afmagt og økonomisk europæisering.«

»Men igennem paradokserne går en rød tråd: At vi efterhånden har fattet, at resten af verden næppe vil kopiere os, men at vi skal forsøge at navigere i verdens nye multipolare fronter. Og at vi formentlig er tvunget til en vis grad af europæisk protektionisme, der kan give os en beskyttelse i en verden, hvor vi er temmelig alene hjemme.«

Alligevel kan EU, der på pandemiens højdepunkt så decideret irrelevant ud, komme styrket – og i hvert fald samlet – ud af krisen. Her vil det næste halve år blive afgørende.

»Merkel er holdt op med at forsvare en status quo, som ikke findes mere. Se de tyske redningspakker. Modsat sidste finanskrise støtter Tyskland ikke længere den sorte bilindustri med skrotpræmier for at sætte gang i økonomien, men satser på elbiler og grøn infrastruktur,« siger Krastev.

»Tyskland tænker fremad netop nu, hvor landet overtager formandskabet. Med coronakrisen er det ikke tilfældigt. Men det kan vise sig at være et lykketræf.«