Feature
Læsetid: 9 min.

Polsk præsidentvalg: Udfordreren er alt det, byvælgerne elsker – en Europa-kosmopolitisk vindertype fra Warszawa

Polen går søndag til første runde i en gyser af et præsidentvalg. Hvis Warszawas liberale borgmester Trzaskowski slår PiS-regeringens præsident Duda af pinden, er det begyndelsen på enden for de illiberale omvæltninger af vores naboland
»Det ligner by mod land, eliten mod folket, det katolske Polen mod de liberale. Men billedet er mere broget end det,« mener Jacek Kucharczyk, der leder tænketanken Institute of Public Affairs i Warszawa.

»Det ligner by mod land, eliten mod folket, det katolske Polen mod de liberale. Men billedet er mere broget end det,« mener Jacek Kucharczyk, der leder tænketanken Institute of Public Affairs i Warszawa.

Wojtek Radwanski

Udland
27. juni 2020

»Hvad der er på spil? Jamen, hvis ikke det hele, så rigtig, rigtig meget. For Polen og for EU.«

Wojyzeck Przybylski er leder af den liberale tænketank Res Publica Foundation i Warszawa og chefredaktør på magasinet Visegrad Insight. Og han skal kun bruge et splitsekunds betænkningstid: Det polske præsidentvalg på søndag bliver afgørende. Men der er endnu mere på spil for Polens regeringsparti PiS og den siddende præsident, Andrzej Duda, end der er for oppositionens største parti Borgerplatformen (PO) og Warszawas borgmester Rafal Trzaskowski, der pludselig er blevet en seriøs udfordrer.

»Hvis Duda ikke vinder, bliver det svært for PiS. Det vil formentlig blive begyndelsen på enden for den vej, som partiet og Polen er gået ad siden 2015,« mener Woyzeck Przybylski.

»2020 kan blive et turning point i polsk politik, som PiS for alt i verden vil undgå.«

Samlet front

Egentlig skulle valget have været afholdt midt i maj, men efter en praktisk og taktisk skandale om et brevvalg uden valgkamp midt i den polske lockdown er udsættelsen grunden til, at valget nu tegner til at blive en gyser. I maj så løbet nemlig ud til at være kørt for oppositionen. Borgerplatformens kandidat Malgorzata Kidawa-Blonska havde leveret en pinagtigt dårlig valgkamp, og hun endte med at save sig selv helt ned fra grenen som præsidentkandidat med en halvhjertet boykot af valget.

»Borgerplatformen gjorde det eneste rigtige på det helt rigtige tidspunkt,« mener Agnieszka Wisniewska, der er chefredaktør på det venstreorienterede politiske magasin Krytyka Polityczna.

»Med udpegelsen af Rafal Trzaskowski var dynamikken pludselig på Borgerplatformens side. Det udløste en vis panik i PiS – og det er i øvrigt med til at forklare det absurd store fokus på LGBT-spørgsmålet, som PiS hev op af hatten som et angreb på den liberale Trzaskowski.«

Præsidentvalg i Polen – hvem er hvem?

  • Polens præsidentvalg skulle egentlig have fundet sted den 10. maj, men første valgrunde er nu udskudt til den 28. juni.
  • Hvis det regerende PiS-parti mister præsidentposten, vil partiet få markant sværere ved at fortsætte sine reformer og lovændringer.
  • I første valgrunde ligner det stadig en sikker sejr til den siddende PiS-kandidat Andrzej Duda. Men anden valgrunde 14 dage senere tegner ifølge de seneste prognoser til dødt løb mellem Duda og Warszawas langt mere liberale borgmester, Rafal Trzaskowski fra partiet Borgerplatformen (PO).

Som en ekstra hurdle skulle Trzaskowski samle 100.000 underskrifter på bare en uge for at stille op. Den udfordring gav borgmesteren en genial drejning, mener Agnieszka Wisniewska. Ud af den rent tekniske proces, som underskriftsindsamlinger plejer at være, skabte Trzaskowski en politisk event, bakket op af omfattende SoMe-kampagner.

»Han samlede over halvanden million underskrifter,« siger Agnieszka Wisniewska.

»Pludselig blev der projiceret en masse politisk håb ind i Trzaskowski, og der opstod en samlet oppositionsfront mod Duda.«

I de seneste meningsmålinger op til valget ligger Duda således stadig i front med 42 procent mod Trzaskowskis 29, mens de fire øvrige kandidater samler resterne. Men da ingen står til at få over 50 procent, vil Duda og Trzaskowski med al sandsynlighed støde på hinanden i anden valgrunde den 12. juli. Og her står meningsmålingerne og vipper lige omkring fifty-fifty. At halvdelen vil stemme for Trzaskowski er dog en tilsnigelse, for mange af hans vælgere i anden runde vil være lige så meget mod PiS og Duda end for det 48-årige politiske stortalent Trzaskowski, som Agnieszka Wisniewska formulerer det.

PiS’ nikkedukke

Ved første blik virker fronterne næsten karikeret skarpe.

Den siddende præsident Andrzej Duda står helt og holdent bag PiS og sælger sig som den folkenære og antielitære katolik, der kæmper mod den »ondsindede LGBT-ideologi«. I denne uge har han tilmed plejet Polens særlige venskab med USA med et besøg ved Donald Trump.

Trzaskowski virker umiddelbart som Dudas perfekte modbillede: Han er en liberal og stærkt europæisk hovedstadsborgmester, der progressivt går ind for LGBT-rettigheder.

»Det ligner by mod land, eliten mod folket, det katolske Polen mod de liberale. Men billedet er mere broget end det,« mener Jacek Kucharczyk, der leder tænketanken Institute of Public Affairs i Warszawa.

I første omgang peger han på, at Duda også er vokset op med en guldske i munden som barn af hele to professorer. Han er uddannet jurist, og allerede i 00’erne kæmpede han sig op i justitsministeriet i PiS-partiets første regeringsperiode. Senere blev han en ledende figur i præsidentkancelliet under PiS-præsidenten Lech Kaczynski, der døde i et tragisk flystyrt i 2010.

Efter stationer i det polske parlament og Europa-Parlamentet, leverede Duda sit livs politiske kup i 2015 – det år, hvor PiS cementerede sin almagt ved at sætte sig på alle tre afgørende magtinstanser i Polen: parlamentet, senatet og præsidentposten.

»Den siddende præsident (Borgerplatformens Bronislaw Komorowski, red.) virkede uovervindelig i 2015,« siger Jacek Kucharczyk.

»PiS sendte Duda ud i valgkampen som kanonføde, men han leverede en fantastisk valgkamp og vandt sensationelt. Præsidentembedet er egentlig en partiuafhængig position, og vi var mange, der havde relativt høje forventninger. Men Duda blev i høj grad PiS’ nikkedukke,« mener Jacek Kucharczyk.

»Han har dermed også været en afgørende brik i de illiberale skred, som PiS har skabt i medier og domstole de seneste år.«

Europæer til benet

Begge kandidater er født i 1972, Duda i Krakow, Trzaskowski i Warszawa. Og Trzaskowski er også et produkt af Polens politisk-kulturelle elite. Under kommunismen var Trzaskowskis far jazzmusiker og komponist, og i sit voksne liv efter østblokkens sammenbrud har han studeret international politik på eliteuniversiteter i Warszawa, Oxford og Paris.

Hans politiske karriere har været lige så stejl som Dudas – først som medlem af Europa-Parlamentet, og senere i den polske regering som blandt andet digitaliseringsminister, indtil PO mistede magten ved jordskredsvalgene i 2015.

Ved borgmestervalget i Warszawa i 2018 opnåede Trzaskowski en suveræn valgsejr. Det lyder lokalt, men hvis man beder polske kommentatorer sætte ét ord på Trzaskowski, er det gængse svar: europæer!

»Han er europæisk opflasket, han deltog i den tidlige polske EU-integration, og i modsætning til andre taler han flydende engelsk og udmærket fransk, italiensk og spansk,« siger Woyzeck Przybylski – med en stump stikpille til Duda, hvis engelsk er temmelig polsk.

»PiS bruger det europæiske mod Trzaskowski: At han kommer fra elfenbenstårnet i Bruxelles og universitetsverdenen. Personligt ser jeg ham som en fremragende kommunikator og en erfaren politiker, selv om han stadig er relativt ung. Her ligner han Duda, men han har langt mere selvironi og humor – alt det, som byvælgerne elsker.«

Agnieszka Wisniewska fra Krytyka Polityczna ser et lignende dobbeltbillede.

»Da PO skiftede kandidat, var der mange, der sagde ’Åh nej, ikke Trzaskowski! Ikke ham den Europa-kosmopolitiske vindertype fra Warszawa! Han kan aldrig vinde den brede landbefolkning’,« siger hun.

»Men PiS’ fortælling om en kulturkrig mellem folket og eliterne smuldrer. For store dele af middelklassen inkarnerer Trzaskowski et håb om, at deres børn kan få en god uddannelse og måske komme til udlandet og studere.«

Den anden kind til

Ikke desto mindre går PiS fortsat til vaflerne med personlige angreb og en polariserende valgkamp. Det trak for eksempel internationale overskrifter, da Duda i sidste uge kaldte oppositionen for »en virus, der er værre end coronavirussen«. Det er derimod en central del af Trzaskowskis strategi ikke at gå til modangreb på PiS eller deres vælgere. Han bruger sloganet »alle polakkers præsident« for at understrege, at han vil samle i stedet for at splitte.

»Det underliggende budskab er, at det er Duda, der er præsident for mindretallet, altså kun for PiS-vælgerne,« mener Agnieszka Wisniewska.

»Derfor går Tzrakowskis også så højt op i, at han ikke bare vil agere total opposition mod PiS, hvis han bliver valgt som præsident.«

Den udlægning tilslutter Aleks Szczerbiak, polsk politologiprofessor ved Sussex University, sig. I en krisetid som denne har PiS det stærke argument, at der er brug for, at regeringen og præsidenten arbejder sammen. Og PiS har i de seneste fem år oplevet en opposition, der siger nej til stort set alt.

»De formidler selvfølgelig, at Trzaskowski vil være stopklods for alting,« siger Aleks Szczerbiak.

»PiS’ har allerede mistet flertallet i senatet, og deres flertal i Sejm (parlamentet, red.) er så smalt, at præsidenten sidder med en stærk vetoret, hvis han skulle være utilfreds med PiS’ reformer. Og det har PiS jo ret i, at Trzaskowski vil være. Heldigvis, vil mange mene.«

Hjælp fra Trump

En klar trumf for Duda og PiS er tidens geopolitiske usikkerhed. Onsdag sad millioner af polakker klistret til skærmen, da Duda besøgte Donald Trump i Washington.

Siden sit besøg i Warszawa i 2017 har Trump sværmet for sine »særlige venner« i Polen. Og det smurte åbenlyst også Trumps ego, da Duda i 2018 foreslog, at der i Polen oprettes et »Fort Trump« til NATO-trupperne i landet.

Onsdag var Duda ude i et lignende ærinde, da den polske regering håber på at tiltrække flere tusind amerikanske soldater, som Trump vil trække ud af Tyskland. Trump skamroste Polen for – i modsætning til Tyskland – at leve op til sine NATO-forpligtelser og ikke at købe russisk gas. Men han lagde sig ikke fast på nogen aftale om amerikanske trupper.

Alligevel kom Duda langtfra tomhændet hjem, mener politologiprofessor Aleks Szczerbiak.

»Det ligner valgkampshjælp fra Trump,« siger han.

»Alene mødet og billederne med Trump er en trumf for Duda. Rigtig mange polakker ser stadig et helt særligt bånd mellem Polen og USA, som hænger tæt sammen med landets vandring fra øst mod vest siden Sovjets sammenbrud.«

Den daglige propaganda

Set udefra kan den store opbakning til PiS og det store fokus på LGBT-spørgsmålet ligne en kollektiv polsk neurose. Men man kan ikke forstå polsk politik eller Trzaskowskis store udfordring, når man ikke taler polsk. Eller rettere: Hvis man ikke ser polsk »stats-TV«, som public service-tv gerne kaldes.

»Polsk tv er blevet til det yderste højres paranoide verden, hvor der konstant skabes konspirationer mod pletfri, heroiske og notorisk misforståede polakker fra internationale tysk-jødisk-LGBT-plutokratiske kræfter,« har den britiske historiker Timothy Garton Ash i denne uge sat det på spidsen i The Guardian.

Desværre er det rigtigt, mener Agnieszka Wisniewska.

»Polsk stats-tv laver propaganda ud fra laveste fællesnævner. Det kan være skamfuldt at se på,« mener hun.

»Alligevel tror jeg, at Duda er gået for langt med sine udtalelser om LGBT som en ondsindet ideologi. Det er efterhånden blevet til en farce, som selv de konservative mainstreamvælgere ikke køber, uanset hvor meget stats-tv de måtte se. Det styrker Trzaskowskis chancer. Men man kan heller ikke vinde på at være for LGBT og ’jubelliberal’, som PiS siger, for han skal også have fat i de mere moderate konservative,« siger Agnieszka Wisniewska.

Et dybt splittet land

På bundlinjen handler Trzaskowskis valgkamp om langt mere end at sætte en stopper for PiS. Den handler selvfølgelig også om hans personlige karriere, hvor han spiller højt spil som siddende overborgmester i hovedstaden og mulig taber i et præsidentvalg. Men den handler i høj grad også om Borgerplatformen (PO) som det største oppositionsparti, hvor der de seneste år har foregået et generationsskifte.

I årevis har partiet været dybt afhængigt af deres tidligere leder og den senere EU-rådsformand Donald Tusk. Hvis Trzaskowski vinder valget, vil Borgerplatformen endelig have bevist, at de kan klare sig uden Tusk, mener politologen Aleks Szczerbiak.

»Hvis Trzaskowski taber, vil der atter blive uro i PO. Partiet vil blive rystet i generationsskiftet og som det eneste parti, der kan tage kampen op mod PiS. Hvis Trzaskowski vinder, kan det omvendt ligne et skridt væk fra de seneste års nationalpopulistiske bølge med en styrket opposition.«

Så langt vil Agnieszka Wisniewska fra Krytyka Polityczna ikke gå.

»Populismen i Polen vil ikke forsvinde, fordi Trzaskowski bliver præsident. Et alvorligt opgør med populismen ville kræve, at vi ændrer vores socialpolitik og retter op på hele den politiske kultur i Polen,« siger hun.

»Vi har et skrantede sundhedssystem, stor økonomisk ulighed og tydelige klimaændringer i et land med masser af kulkraft. Og så bliver LGBT det store valgkampsemne,« siger Agnieszka Wisniewska med et suk.

»Selv corona er ikke et valgkampsemne. Det er ret vildt. Præsidentvalget bliver ekstremt spændende og afgørende. Men det er en fifty-fifty-situation i et dybt splittet land.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Held og lykke med valget.
Det har I brug for, Polen.

Eva Schwanenflügel

"Realunionen var blandt de mest magtfulde, rigeste og folkerigeste stater i Europa 1569-1795 og var kendetegnet af en magtfuld adel (Szlachta), som udgjorde 15 % af befolkningen. (Mod 1,5 % i Frankrig, i England 1,5-3 %). Den Polsk-Litauiske Realunion var en yderst mangfoldig stat med et betydeligt antal af etniciteter og med en udpræget religionsfrihed i forhold til resten af Europa. Realunionen blev opløst i 1795, og Polen blev delt mellem sine nabolande Rusland, Prøjsen og Østrig. Polen vandt sin selvstændighed tilbage i 1918 efter 1. verdenskrig. I 1926 gennemførte general Pilsudski et militærkup og gjorde landet til en diktaturstat. Under 2. verdenskrig blev Polen besat af Stortyskland. Efter krigen blev Polen en socialistisk republik (et "østblokland"). Efter flere år med politiske kampe afskaffede Polen det socialistiske styre i 1989, og landet blev uformelt kendt som "Den tredje polske republik".
(Wikipedia )