Analyse
Læsetid: 3 min.

Polsk valggyser: PiS-tårnet vakler. Men det er langtfra sikkert, at det vælter

Efter stærk valgdeltagelse i første runde af det polske præsidentvalg står landet foran et gyservalg den 12. juli: for eller mod det regerende PiS-parti. Den siddende præsident Duda har formentlig de bedste kort på hånden
Kort efter at valgstederne lukkede søndag aften, gav Duda den som den taknemmelige landsfader, der havde vundet valget og »folkets tillid«. Trzakowski gik mere til angreb: Den 12. juli skal polakkerne vælge mellem »et åbent Polen og et Polen, der søger fjender«.

Kort efter at valgstederne lukkede søndag aften, gav Duda den som den taknemmelige landsfader, der havde vundet valget og »folkets tillid«. Trzakowski gik mere til angreb: Den 12. juli skal polakkerne vælge mellem »et åbent Polen og et Polen, der søger fjender«.

Agencja Gazeta

Udland
30. juni 2020

Skal Polen have en nationalkonservativ, Trump-venlig, EU-skeptisk og LGBT-fjendtlig præsident? Eller bliver det en liberal, EU-venlig og LGBT-progressiv præsident, der vil kæmpe mod den kontroversielle PiS-regering?

Det ved vi endnu ikke. Men som meningsmålingerne havde forudsagt, var den siddende præsident Andrzej Duda (PiS) et godt stykke fra at komme over 50 procents opbakning i søndagens første runde i det direkte præsidentvalg. At Duda dermed ikke vandt præsidentvalget i første hug, førte til en række lettede overskrifter i vesteuropæiske medier, som udlagde det som en ørefigen for PiS.

Den konklusion var lidt for frisk. For jo flere stemmer, der blev talt op i løbet af mandagen, desto højere kravlede opbakningen til Duda op, så den endte på knap 44 procent. Dermed skal han i anden valgrunde den 12. juli op mod den liberale udfordrer Rafal Trzakowski, Warszawas borgmester, der som repræsentant for det største oppositionsparti Borgerplatformen (PO) fik klemt sig over den psykologisk vigtige grænse på 30 procent.

Før første runde stod de 50-50 i meningsmålinger, men spørgsmålet er stadig, om ikke gabet er for stort til, at Trzakowski kan overtrumfe Duda mand til mand i anden valgrunde.

En liberal offensiv

Kort efter at valgstederne lukkede søndag aften, gav Duda den som den taknemmelige landsfader, der havde vundet valget og »folkets tillid«. Trzakowski gik mere til angreb: Den 12. juli skal polakkerne vælge mellem »et åbent Polen og et Polen, der søger fjender«. Her tilbyder han sig selv som »den kandidat, der vil stå for en gennemgribende forandring«: Trzakowski er stærkt imod PiS’ EU-skeptiske linje, og han har som erklæret mål at skrue de reformer af retssystemet tilbage, som i PiS’ regeringstid har givet Polen en EU-retsstatsproces på halsen.

Selv om Trzakowski er progressiv i spørgsmålet om LGBT-rettigheder, har han nedtonet det i sin kampagne for ikke at skræmme moderate konservative vælgere væk. Allerede søndag begyndte han ligeledes at henvende sig til dem, som havde stemt på den tredjestærkeste kandidat ved valget, Szymon Holownia, der fik 14 procent. Som partiuafhængig kandidat har Holownia stillet sig på tværs af frontkrigen mellem PiS og Borgerplatformen.

Og som katolsk klimaforkæmper, der er for registrerede partnerskaber for homoseksuelle, men imod homoægteskaber, vil fordelingen af hans vælgere blive afgørende for udfaldet af anden valgrunde. Han vurderes at have taget klart flest stemmer fra Borgerplatformen, men omvendt er det åbent, hvor mange af Holownias vælgere, der overhovedet vil stemme i anden runde.

Et stærkt og sikkert Polen

Valgtaktisk gik Duda også i en bred offensiv, især over for de cirka syv procent, der i første runde stemte på Krzystof Bosak fra Konføderationen på den yderste højrefløj. De ønsker ligesom PiS også et »stærkt og sikkert Polen«, understregede Duda. Men da Konføderationen også har mange stærkt liberale vælgere, er det langtfra givet, at alle vil foretrække Duda frem for Trzakowski.

Generelt plejer valgdeltagelsen at være højere i anden end i første valgrunde, men med over 60 procent bød allerede første runde på en historisk høj deltagelse. Meget vil derfor afhænge af, hvor mange Duda og Trzakowski vil formå at mobilisere. Herunder vil et afgørende spørgsmål blive, om de formår at profilere sig som mere end en rendyrket PiS-præsident (Duda) og en rendyrket anti-PiS-præsident (Trzakowski) – uden at skræmme deres respektive kernevælgere væk.

Denne store polske splittelse afspejlede sig i første runde i, at Duda som ventet fik et suverænt flertal i landregioner, mens Trzakowski vandt i de polske storbyer med over 500.000 indbyggere. Blandt folk over 60 år fik Duda hele 58 procent opbakning, blandt de unge under 30 stod Trzakowski derimod stærkest.

Polen er således ikke Ungarn. Oppositionen vil i vid udstrækning samle sig bag Trzakowski, og mange af kortene vil blive fordelt på ny, så anden runde vil blive uhyre tæt. Alligevel ser Duda ud til at sidde med de stærkeste kort på hånden netop nu.

»Efter dette valg vil Polen enten glide i en autoritær retning eller det finde tilbage på en sti, der fører i retning af demokrati,« mener den liberale avis Gazeta Wyborcza.

»Skæbnen for vores dybt polariserede land vil blive afgjort af en meget snæver margin af stemmer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

PiS, er det ikke lidt som Dansk Folkeparti og ikke mindst Nye Borgerlige?