Sådan blev Arktis stormagternes nye kampplads

Det er sommeren 2007, og klimaforskere kloden over taler stadigt mere intenst om, at den globale opvarmning snart vil få havisen omkring Nordpolen til at smelte, så der bliver isfrit i sommermånederne.

Der vil endda på et tidspunkt inden for en overskuelig fremtid blive isfrit hele året rundt, og nye sejlruter kan åbne. Verdensdele vil komme tættere på hinanden, og det vil måske snart blive muligt at hente de allerede kendte forekomster af olie og gas op af undergrunden omkring Nordpolen.

Fokus rettes med tiltagende styrke mod Nordpolen og den arktiske region. Det handler om potentielt store forretningsområder, og det handler især om sikkerhedspolitik. Øst kommer tættere på vest, og i kulissen står kineserne, der ikke helt ved, hvordan de skal komme ind i kampen om at dominere Arktis.

Der opstår derfor øjeblikkelig panik i Washington, Ottawa, Beijing og København, da russiske medier en dag i begyndelsen af september pludselig viser livebilleder af dykkere i miniubåde, der planter et russisk flag på 4.300 meters dybde på havbunden ved Nordpolen.

Under ledelse af polarforsker og politiker Artur N. Tjilingarov har Rusland sendt en ekspedition til Nordpolen for at gøre krav på Lomonosovryggen, der er en undersøisk fjeldkæde, som strækker sig over 1.800 km fra Nysibiriske Øer til Grønland, hvorfra den når Ellesmere Island og deler Nordishavet i to dybe bassiner.

Rusland gør krav på territoriale rettigheder til store dele af Arktis og havbunden ved Nordpolen – men det gør også både Danmark og Canada.

»Isen smelter, og sikrer fri gennemgang. Fra vestlig side er der en bekymring over, at det giver russerne lettere adgang til at komme til Atlanterhavet,« siger Mikkel Runge Olesen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

»Dengang var der nogen, der frygtede, at Arktis blev det nye wild west.«

Men det blev det ikke.

Til gengæld er der i dag ikke meget tvivl om, at den arktiske region er under pres på grund af stigende rivalisering mellem stormagterne Kina, Rusland og USA. Det er konklusionen i en netop offentliggjort sikkerhedspolitisk analyse, Stormagtskonflikternes indtog i Arktis, der er lavet i samarbejde mellem Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Forsvarsakademiet og Grønlands Universitet på bestilling fra Udenrigsministeriet.

»Det er stadig i dansk interesse at arbejde for fred og lavspænding, men man er samtidig nødt til fra dansk side at forholde sig til, at der er en stigende stormagtsrivalisering i den arktiske region,« siger Mikkel Runge Olesen, der også er medforfatter på analysen.

Strategi for rigsfællesskabet

I 2008 underskriver Danmark og Grønland og de fire andre nationer med arktisk kyststrækning – USA, Canada, Norge og Rusland – Ilulissat-erklæringen om fredelig sameksistens i den arktiske region. Landene lover, at de vil følge FN’s regler for grænsedragning i Arktis.

Alligevel er stormagternes positionering omkring Nordpolen aldrig ophørt, og især de seneste fem-seks år har nye gnidninger mellem stormagterne betydet, at tonen i det internationale samarbejde om Arktis igen er blevet mere dyster.

Det anerkender man fra politisk side, og derfor ønsker Udenrigsministeriet en ny strategi for Danmark og Grønland i Arktis.

»Den nuværende strategi er skrevet i en periode (2011), hvor lavspænding i høj grad karakteriserede Arktis,« siger Mikkel Runge Olesen, der peger på flere årsager til, at perioden med lavspænding er slut.

Ikke mindst er amerikanerne »vågnet op«, og det er den helt store gamechanger i forhold til dansk-grønlandsk sikkerhedspolitik i Arktis, siger Mikkel Runge Olesen:

»USA er Danmarks vigtigste allierede. Derfor har den amerikanske tilgang stor betydning for, hvordan vi som land kan forholde os til de andre stormagter, Kina og Rusland.«

»Det, der også er sket løbende, er, at Kina og Rusland gradvist er begyndt at opprioritere den arktiske region.«

Truslen fra øst

En af de konflikter, der for alvor har kastet grus i den storpolitiske maskine – også helt oppe i Arktis – er Ruslands annektering af Krimhalvøen i Ukraine i 2014.

Indtil da er det internationale samarbejde omkring Arktis ellers inde i en god udvikling. Der er »stabilitet og samarbejde på de store linjer«, og alle lande vælger tilsyneladende at anerkende den såkaldt arktiske exceptionalisme, altså at man internationalt betragter Arktis som en slags undtagelse – som en særlig fredelig region.

Det betyder, at det er nemmere at samarbejde internationalt i Arktis end så mange andre steder, siger Mikkel Runge Olesen: »Men Ukraine-konflikten i 2014 ryster virkelig forholdet mellem Rusland og Vesten. Også i og omkring Arktis.«

»Blandt andet fordi de vestlige sanktioner imod Rusland rammer de russiske planer om at udvinde olie og gas i havet omkring Arktis,« siger Mikkel Runge Olesen.

Alligevel mener Mikkel Runge Olesen, at tiden efter krisen i Ukraine har vist, at Rusland fortsat har interesse i et stabilt og fredeligt samarbejde i Arktis.

»Rusland er den arktiske stat med flest kapaciteter i forhold til at kunne gennemføre konkrete operationer i regionen. Eksempelvis er Rusland det land med flest isbrydere.«

Rusland er den mest kapable spiller i den arktiske region. Den stormagt, der er bedst udstyret.

»Men af alle nationer har især Rusland en interesse i et fredeligt samarbejde i Arktis, især fordi mange af regionens potentielle ressourcer ligger inden for Ruslands eksklusive økonomiske zone. Russerne sidder med andre ord allerede på mange af de mest lukrative områder,« siger Mikkel Runge Olesen.

»Desuden er det oplagt for alle at samarbejde om en lang række udfordringer i Arktis. Det modsatte er alt for dyrt, hvad enten der er tale om redningsaktioner eller bekæmpelse af olieudslip. Arktis er samtidig et svært og dyrt sted at føre krig, hvis det da nogensinde skulle komme dertil.«

Kinesisk interesse

At også kineserne interesserer sig for Arktis, er der ingen tvivl om.

»Arktis er ikke den vigtigste region i verden for Kina, men Kina er en opstigende stormagt, og derfor vil deres interesse for alle verdens regioner øges. Kina har både økonomiske, forskningsmæssige og geopolitiske interesser på spil i regionen, og derfor gør de meget ud af at positionere sig som en såkaldt near Arctic state,« siger Mikkel Runge Olesen.

Kina har nemlig det problem, at de geografisk ikke har meget med den Arktiske region at gøre. De er derfor nødt til at købe sig ind, og her kan Grønland virke som en oplagt mulighed.

Det vakte derfor stor postyr og debat, da Kina fra 2014 tilsyneladende begyndte at udvise interesse for at investere i grønlandske mineforekomster. Især da det kinesisk ejede selskab London Mining Group barslede med planer om investeringer i stor skala i både en kæmpe jernmine og hele den infrastruktur, det ville kræve at hente store mængder jern og andre råstoffer ud af Grønland.

På Christiansborg i København frygtede de danske politikere, at Grønland ville blive overrendt af tusinder af kinesiske mine- og bygningsarbejdere – og at de kinesiske investeringer ville sætte endnu mere gang i den i forvejen udtalte trang, der hersker i dele af det grønlandske samfund, til total løsrivelse fra Danmark og det resterende rigsfællesskab.

Efterfølgende har det vist sig at være en fuser. London Mining Group har siden skiftet ejere to gange, og den stort anlagte jernmine er aldrig kommet i gang. Den er ikke engang under opbygning.

Alligevel er bekymringen for kinesisk dominans i Grønland reel, siger Mikkel Runge Olesen.

Alene det faktum, at det kan være svært at vide, hvad der motiverer en kinesisk investering skaber bekymring.

»Det er svært at skelne mellem, om der ligger kommercielle eller politiske interesser bag de kinesiske firmaers investeringer, og om i hvor høj grad deres beslutninger er påvirket af regeringen i Beijing,« siger Mikkel Runge Olesen, der samtidig finder det naturligt, at det vækker bekymring »hvis en lille økonomi skulle låne en stort pengebeløb af Kina.«

På den storpolitiske scene gør USA samtidig alt for at holde Kina ude af den arktiske region. Og med Donald Trump som præsident i USA er retorikken over for det kinesiske lederskab ikke blevet mere venlig, tværtimod.

Under sidste årsmøde i Arktisk Råd, der foruden de fem underskrivere af Ilulissat-erklæringen også tæller Sverige, Finland og Island, lod USA’s udenrigsminister Mike Pompeo det stå soleklart, at den arktiske region er under pres, og at Kina ikke er en del af det internationale selskab, der i fremtiden skal finde løsninger for Arktis.

»Arktis er blevet til et regionalt magtspil … vi går derfor ind i en ny tid med strategisk engagement i Arktis,« lød det fra Mike Pompeo, der samtidig skar ud i pap, at et kinesisk forsøg på at kalde sig en near arctic state er ren staffage.

»Der findes kun arktiske stater og ikkearktiske stater. En tredje kategori eksisterer ikke, og at hævde det modsatte giver Kina ret til absolut ingenting.«

USA – den store ’gamechanger’

På trods af både øget kinesisk og russisk engagement i forhold til den arktiske region er det Danmark og Grønlands nære allierede, USA, der i øjeblikket er den mest ustabile faktor i Arktis.

»Amerikanerne er vågnet op. Det er den helt store gamechanger,« siger Mikkel Runge Olesen:

»Som stormagt har man interesser over hele verden, men ikke nødvendigvis tid til alt. Men fra 2018 og især fra 2019 sker der et markant skifte i den amerikanske strategi. Den arktiske region og arktisk sikkerhedspolitik får nu en mere fremtrædende rolle.«

»Det er den forstærkede interesse fra Rusland og Kina, der gør, at USA ændrer tilgang i regionen,« siger Mikkel Runge Olesen.

I den nye amerikanske forsvarsstrategi for den arktiske region udpeges Kina og Rusland som to stater, der forsøger at forstyrre den retlige orden i Arktis, ligesom strategien peger på behovet for at øge de amerikanske investeringer i regionen.

»Når amerikanerne er bekymrede for kineserne i Arktis, er det, fordi de er bekymrede for den kinesiske tilstedeværelse og deres interesser alle steder på kloden,« siger Mikkel Runge Olesen, der peger på, at en af de store udfordringer for fremtidig fred og stabilitet i den arktiske region er faren for at konflikter mellem stormagterne andre steder på kloden breder sig til Arktis.

»Regionale faktorer, som at isen smelter – men også ting, der sker andre steder i verden – har stor indflydelse på, hvordan stormagerne agerer i Arktis. På den måde er der en fare for spill over fra stormagternes konflikter og stridigheder andre steder i verden.«

»Hvis der for alvor er problemer mellem Kina, Rusland og USA, vil det være begrænset, hvad Danmark har af indflydelse og kan gøre,« siger Mikkel Runge Olesen, der understreger, at den politiske udfordring er, at man fra dansk side er nødt til at forholde sig til de amerikanske ønsker.

»Som småstat er man faktisk ofte særlig sårbar over for pres fra sine egne allierede. Derfor er det, der presser Kongeriget Danmark mest, USA’s voksende interesse i den arktiske region,« siger Mikkel Runge Olesen.

– Er den nye store amerikanske interesse alene en idé født i Trumps hoved, eller stikker den dybere. Ville det også være sket under Obama?

»Selvfølgelig havde fremgangsmåden nok været anderledes med en anden politisk administration (end Trump, red.), men interessen for Arktis og Grønland stikker meget dybere end bare den nuværende politiske administration,« siger Mikkel Runge Olesen.

»Og der er ikke noget, der tyder på, at interessen forsvinder, hverken hvis Trump vinder en anden periode, eller hvis USA får en ny præsident efter næste valg.«

En farligere verden

Bo Lidegaard, historiker, forfatter og tidligere embedsmand i både Udenrigsministeriet og Statsministeriet, er enig i, at den stabile verdensorden er under pres, og at det kan udfordre det danske rigsfællesskabs interesser.

»Der er meget stærke interesser i Grønland og den arktiske region. Og de aktører, de bekymrer sig ikke om vores interesser eller vores rigsfællesskab. Der kan være interessesammenfald, men det er der ikke nødvendigvis,« siger Bo Lidegaard.

Han mener også, at øgede spændinger globalt kan få stor betydning for udviklingen i den arktiske region.

»Den stabilitet, der har været siden den Anden Verdenskrig med en international retsorden og med USA i spidsen, den verden er under stærk erodering,« siger Bo Lidegaard.

»Vi må erkende, at vi skal passe på og sikre vores egne interesser. Der er ingen andre til at beskytte os og vores interesser,« siger Bo Lidegaard:

»Verden er blevet et farligere sted.«