Interview
Læsetid: 9 min.

»Sorte amerikaneres høje dødstal i pandemien åbnede de hvides øjne for politivold og racisme«

Havde det ikke været for pandemiens udstilling af dybe racemæssige uretfærdigheder i det amerikanske samfund, ville politimordet på George Floyd næppe have animeret så mange hvide til at deltage i de sidste ugers demonstrationer. Det siger den sorte intellektuelle Khalil Gibran Muhammad fra Harvard University til Information
New Yorks metro på dagen for genåbningen efter coronakrisen.

New Yorks metro på dagen for genåbningen efter coronakrisen.

David Dee Delgado/Getty Images

Udland
13. juni 2020

Der skulle en dødelig coronapandemi og nedlukningen af USA’s økonomi til for at åbne hvide amerikaneres øjne og opdage en fortsat strukturel racisme i landet og en erkendelse af deres afhængighed af dårligt betalte sorte lønarbejdere.

Det var primært denne erkendelse af deres privilegerede økonomiske situation, som animerede hvide til at slutte op om gadedemonstrationer i hundredvis af store og mindre byer efter politimordet på den sorte mand, George Floyd, for snart tre uger siden i Minneapolis.

Det mener den sorte intellektuelle, Khalil Gibran Muhammad, der er professor i historie på Harvard Universitys Kennedy School of Government.

»Midt under pandemien hørte hvide amerikanere om deres sorte medborgere, der døde i et meget højt tal, fordi mange af dem bor i tætpakkede lejligheder. Hvide så med deres egne øjne, at dem der arbejder i supermarkeder og leverer varer til deres huse fortrinsvis er sorte,« siger Khalil Gibran Muhammad i et interview med Information.

Han fortsætter:

»Hvide amerikanere, der havde ignoreret en rodfæstet racisme i det amerikanske samfund, sagde til sig selv: Ej, hvor er jeg privilegeret. Her bliver jeg betjent af de sorte, mens de risikerer deres liv for mig, og så bliver de ovenikøbet mishandlet og myrdet af politiet.«

Professor Muhammad understreger, at det er en sjælden begivenhed i USA’s historie, at en alvorlig national krise så tydeligt udstiller den underliggende racisme, som det amerikanske samfund i realiteten er bygget op på.

»Det er fortrinsvis sket i forbindelse med krige, og det er som regel umuligt at vide, hvorvidt konfrontationen mellem de hvides overmagt og de undertrykte mindretal fører til nogen konkret forandring,« siger han.

Blå bog: Khalil Gibran Muhammad

  • 1972 – Født og opvokset i Chicago
  • 1992 – B.A. i økonomi fra University of Pennsylvania
  • 2002 – ph.d. i amerikansk historie ved Rutgers University med speciale i afroamerikansk historie
  • 2002-05 – Muhammad starter først en karriere i det amerikanske finansliv, men beslutter sig til at vende tilbage til akademiet ansporet af eksempler på politiets åbenlyse racistiske behandling af sorte mænd
  • 2002-05 – Adjugerende professor ved Indiana University i afroamerikansk historie
  • 2010-15 – Direktør for det mest prominente afroamerikanske forskningsinstitut i USA, Schomburg Center for Research in Black Culture, i Harlem, New York
  • 2015 – Professor i historie, politik og raceanliggender ved Harvard University John F. Kennedy School of Government

Borgerkrigen 1860-1864 er et positivt eksempel. Den endte med slaveriets ophævelse.

Første Verdenskrig satte derimod sorte amerikaneres fremskridt tilbage. Millioner flygtede dengang fra sydstaterne til storbyer i nordstaterne i håb om at kunne leve i frihed, men de blev mange steder mødt af en voldelig pøbel af hvide amerikanere og europæiske immigranter.

Efter Anden Verdenskrig vendte sorte soldater hjem fra Europa og Asien, hvor de havde oplevet at blive behandlet som helte og befriere på lige fod med hvide soldater. Men i de raceadskilte sydstater blev de stadig anset for at være en mindreværdig race. Det gav sig udslag i et opgør med racismen i Syden. Højesteret dikterede integration af skolerne. Sorte aktivister startede sit-ins fra midten af 1950’erne.

Udbredt skepsis

Det fascinerende spørgsmål er, hvorvidt coronapandemien og den økonomiske recession i kombination med mange hvide borgeres erkendelse af en rodfæstet racisme i politistyrkerne og generelt i dele af samfundet vil bane vej for grundlæggende reformer i 2020.

Khalil Muhammad er skeptisk.

Han har viet sit liv og sin karriere til at forstå USA’s racehistorie og er oldebarn af Elijah Muhammad, leder af den muslimske og politiske bevægelse, Nation of Islam, fra 1934 til 1975. Oldefaren var mentor for ingen ringere end legender som Malcolm X, Louis Farrakhan (nuværende leder af Nation of Islam) og bokseren Muhammad Ali.

Khalil Muhammad voksede op i det sorte bykvarter South Side i Chicago i 1970’erne og 1980’erne, hvor Barack Obama blev politisk engageret. Han er søn af en The New York Times-fotograf, der vandt en Pulitzer-pris, og hvem han som barn ofte fulgte rundt på opgaver.

Inden sin udnævnelse i 2016 til professoratet på Harvard var han leder af Schomburg Center for Research in Black Culture i Harlem. I sit autoritative værk fra 2011, The Condemnation of Blackness – Race, Crime, and the Making of Modern Urban America – gør Khalil Muhammad rede for, hvor dybt forankret den antisorte racisme er i det amerikanske samfund.

Han er ikke særlig overbevist om muligheden for dybe forandringer efter at have læst den strøm af solidaritetserklæringer, som private selskaber, selvstændige institutioner og sportsklubber udsendte i dagene efter mordet på George Floyd.

»Hvor var de henne, da andre sorte mænd og kvinder blev myrdet af politiet, og man i de seneste år kunne se det på video,« spørger den sorte intellektuelle.

Han mistænker de nyomvendte hvide ledere i erhvervslivet, på universiteterne (inklusive sit eget universitet Harvard) og andre institutioner for primært at tænke på egne økonomiske interesser.

»De er bange for at miste kunder. De er bange for de studerende. De er bange for at miste tilskuere til sportsstævner. Hvor er deres undskyldning for ikke at have levet op til de mål om racelighed og retfærdighed, som står nævnt i deres vedtægter og i vores forfatning?«

Khalil Muhammad efterlyser også en forpligtelse fra hvide ledere til at afsøge sandheden om racisme i det amerikanske samfund, idet kun den tilgang ifølge ham kan lede til forsoning.

»Det er, som om en pære lige pludselig går op for disse mennesker, når de ser videoen af George Floyd dø. Men i deres støtteerklæringer foregiver de, at fortiden ikke eksisterer og fremfører sig som ’the good guys’.«

På den anden side ser han på tv fra sit hjem i delstaten New Jersey de mange hvide og sorte amerikanere, der fortsætter med at strømme ud på gader og bypladser for at lægge pres på politistyrkerne, på politikerne og andre hvide ledere i det amerikanske samfund.

»Mit håb er, at demonstrationerne fortsætter. Politikerne skal holdes til ilden. Ledere i selskaber og institutioner skal holdes til ilden. Uden det vil der ikke ske betydningsfulde forandringer i den nære fremtid,« siger Muhammad.

Republikanernes vending

En eventuel reform på forbundsniveau af politistyrkers diskriminerende behandling af etniske mindretal, og især afroamerikanere, vil ifølge Muhammad til en vis grad afhænge af lovgivere i Det Republikanske Parti. I Repræsentanternes Hus fremlagde det demokratiske flertal i denne uge et omfattende lovforslag, der forventes at blive vedtaget inden sommerferien.

Inden for det republikanske parti har politimordet på Floyd og de efterfølgende massedemonstrationer gjort et tydeligt indtryk.

Til forskel fra præsident og partileder Donald Trump har den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnel, for nylig anerkendt sorte amerikaneres berettigede krav om at blive hørt.

»Ingen af os har oplevet at være afroamerikanere i dette land og blive konfronteret med en diskriminering, der fortsat eksisterer 50 år efter borgerretslovene fra 1964 og 1965 … Det er et dilemma, vi har kæmpet med i lang tid, og vi skal gøre mere,« lyder det fra McConnell, der i november er på genvalg til Senatet fra delstaten Kentucky.

Justitsminister William Barr gav ordre til nationalgardens og ordenshåndhæveres rydning af Lafayette Square foran Det Hvide Hus for fredelige demonstranter med brug af tåregas og gummikugler for snart to uger siden – en beslutning, han er blevet stærkt kritiseret for.

Men også Barr indrømmede i et interview med tv-stationen CBS sidste søndag, at racisme i USA stadig er et uløst problem.

»Vi udfordres stadig af racisme i USA, men jeg mener ikke, der er systemisk racisme i politistyrkerne. Men jeg forstår fuldt ud mistroen i den afroamerikanske befolkning i betragtning af, at institutionerne i det meste af vort lands historie har været umiskendeligt racistiske,« sagde justitsministeren.

Barr tilføjede, at politistyrkerne fra 1960’erne og frem har forsøgt sig med reformer af deres metoder og gjort fremskridt, men at man langtfra er nået i mål.

Især Barrs udtalelse gjorde indtryk på Khalil Muhammad, der fornemmer en mulig splittelse mellem på den ene side lov og orden-præsidenten Trump og på den anden side ledende kræfter i partiet.

»Det er bemærkelsesværdigt, fordi Barr og McConnell lægger klar afstand til Trump. Begge anerkender legitimiteten i sorte amerikaneres kritik af politiet. De signalerer til partiet og vælgerne, at de kan blive nødt til at bevæge sig ind på ukendt terræn – et sted, hvor partiet ikke længere eksklusivt repræsenterer hvide amerikaneres overmagt,« vurderer Muhammad.

Dilemmaet

Han ser et republikansk parti, der på den ene side er fanget mellem en identitet som et parti af hvide vælgere, der står for lov og orden og for at bure sorte kriminelle inde i lang tid og på den anden side et parti, der nu må reagere på politibrutalitet over for sorte.

Partiets dilemma skærpes yderligere af mange republikanske senatorers støtte til en reform af de hårde straffelove vedtaget i 1990’erne (med stærk medvirken af den daværende demokratiske senator Joe Biden). Straffelove, der sendte en generation af unge sorte mænd, involveret i narkohandel i storbyghettoerne, i fængsel for det meste af deres liv.

»Den store udfordring for republikanerne er, hvordan de ved kongresvalgene i november udviser større følsomhed over for racediskrimination og samtidig appellerer til konservative kernevælgere i især sydstaterne,« mener Harvard-professoren.

I den situation kan Trumps modvilje mod at appellere til heling og forsoning mellem hvide og sorte blive en klods om benet på republikanske politikere, der er på genvalg.

»Lige nu ser de Trumps opbakning i meningsmålingerne falde drastisk: Derfor er de begyndt at distancere sig. Nogle af dem tænker på deres politiske eftermæle. Ønsker de virkelig at stå skulder til skulder med Trump efter politimordet på Floyd? Og det i en situation, hvor demokraterne har nomineret en ældre hvid herre, som kan stjæle republikanske stemmer.«

Det leder til det logiske spørgsmål, hvilken gevinst republikanske politikere kan høste af at italesætte sorte amerikaneres legitime krav om ligebehandling. For republikanerne gør sig næppe håb om at vinde opbakning fra sorte vælgere, hvilket demokraterne næsten har monopol på.

»Jeg kan godt se, at man kan undre sig over republikanernes politiske kalkule,« svarer professor Muhammad.

»Republikanerne vinder ikke sorte stemmer på at udtrykke sympati for dem. Det er det fascinerende ved den sorte befolknings betydning i USA. Vi udgør kun 13 procent af indbyggertallet. Vi er underrepræsenteret på kryds og tværs og i alle kategorier i det civile samfund. Men landets identitet er uløseligt bundet til afroamerikaneres erfaringer i USA.«

Han forklarer videre:

»Sorte amerikaneres livserfaring kan ikke adskilles fra amerikansk politik og kultur. De hvide føler kun, de er anderledes, fordi de kan skelne sig fra sorte. De har et had-kærligheds-forhold til os. Det er, hvad der gør Amerika så ekstraordinært. Ingen anden nation har en mindretalsbefolkning, der er så betydningsfuld for landets selvopfattelse.«

Forsigtige demokrater

Mens republikanerne således er fanget mellem Skylla og Charibdis, har præsidentkandidat Joe Biden og hans demokratiske parti valgt at fortsætte ad det samme spor, de har fulgt siden Barack Obamas tid. De slår til lyd for begrænsede reformer af politimetoder mod sorte og andre minoriteter, mens de sender signaler til hvide og sorte politimestre samt politiforbund om, at de ikke har planer om at lave »hovedrengøring«, som Khalil Muhammad formulerer det.

En radikal hovedrengøring af politistyrkerne ville ifølge ham bestå i at rydde hele huset og så vurdere, hvilket inventar der er brug for, og hvilket der kan skrottes.

Tilsvarende har demonstranter foreslået, at byer og delstater flytter budgetmidler fra politiet over til socialsektoren, sundhedsforsorgen og til civile konfliktløsere. Nogle steder har man foreslået en alternativ ubevæbnet ordensstyrke. Deres argument går på, at politi, der patruljerer i storbyerne, forventes at involvere sig i anliggender, der intet har at gøre med beskyttelse af borgernes sikkerhed.

Men det er en idé, som Joe Biden og de demokratiske partiledere i Kongressen blankt har afvist.

Professor Muhammad vurderer ud fra sin egen forskning, at omkring en tredjedel af sorte amerikanere – mange af dem middel- og overklasse – indtager en kompromisløs holdning over for kriminelle. De mener, at kun hårde fængselsstraffe kan skabe offentlig sikkerhed.

»Jeg er dybt uenig med Biden,« siger Khalil Muhammad.

»Biden kunne have sagt: Demonstranterne vil ikke opløse politikredse. Det handler om at starte om igen og vurdere, hvad der virker og ikke virker i storbyghettoerne. Lad os stille politiet nogle kritiske spørgsmål.«

»Men den demokratiske partielite og den sorte elite føler ikke noget pres fra sorte vælgere, der alligevel vil stemme på Biden og demokrater. Problemet er et andet. Biden risikerer, at de progressive unge hvide og sorte vælgere holder sig væk fra valgurnerne. Set i den optik har hverken Biden eller partiet ændret deres holdning til politiet særligt meget siden 1990’erne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når man vurderer racisme i USA, må man også tage stilling til USA´s racisme udenfor landets grænser. F,eks.:

- Alle - også private og virksomheder, der på nogen måde samarbejder med Iran, kan straffes i USA.

- Alle, - også private og virksomheder, der på nogen måde samarbejder omkring Nors Stream II i Østersøen, kan straffes i USA.

- Alle der har relation til den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, i daglig tale "Krigsfrbryderdomstolen", kan straffes i USA.

Jeg syntes, at Danmark og EU nu skal berette overfor Donald Duck og Co, at man på ingen måde vil acceptere hans private krig rundt om i verden.

Jan Fritsbøger, Birte Pedersen, Karsten Lundsby, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, ingemaje lange, Alvin Jensen, Arne Albatros Olsen, Nike Forsander Lorentsen, Mikkel Zess, Holger Nielsen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller og Elisabeth From anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Måske skulle de hellere have åbnet folks øjne for U.S.A.'s brug af pengemidler 57 trillioner dollars for krige i Mellemøsten og en uretfærdig fordeling indenrigs. Istedet har man væltet et par statuer og fejrer det nu som en sejr. Om 1 måned er mediernes focus skiftet og man taler om noget andet. Alt er som det plejer at være. I U.S.A. kan intet laves om, og man kan, med rette mener jeg. Spørge hvorfor de sorte vælgere gav Joe Biden de afgørende stemmer? Bernie Sanders ville have kæmpet for det, det tror jeg på. Om han kunne have ændret noget. Tja, der er jo altså også rige blandt sort og nogle af de sorte er endda højreorienterede. Så det er jo ikke en samlet masse, sådan som nogen synes, at antage.

Jan Fritsbøger, Birte Pedersen, Karsten Lundsby, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Akkurat. Den sorte elite har i den grad antaget den hvide overklasses norm og tankesæt. Derfor kom der ingen ændring ved at vælge Obama. Så skal noget ændres, må det komme nedefra. Det bliver svært!

Jan Fritsbøger, Birte Pedersen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Mikkel Zess, naturligvis blev noget ændret ved at vælge Obama. Alene det, at han er sort og blev valgt, var en forskel. At han så ikke på mindre end et årti afstedkom en revolution og dermed må udskammes eller ringeagtes, grunder vel mest i en infantil forestilling om, at grundlæggende forandringer skabes på no time. En tankegang, der i øvrigt også er fremherskende på integrationsområdet her til lands, hvor alle helst skal tilpasse sig i løbet af en årstid.

Guess what, det tager længere tid at skabe strukturelle forandringer, end det tager at danne ønsket herom og opstille utopier for, hvordan alt LYNHURTIGT bliver meget bedre og in sync med egne sofadrømme.

Jeg vil nu ikke kalde dr. Cornel West for infantil. Han er vel nærmest den højeste ekspertise mht hvad der rører sig blandt sorte amerikanere.