Efter corona går vi en verden i møde, hvor en blodprøve vil afgøre vores muligheder for at få et job, finde et sted at bo og optage et lån. Et liv, hvor antistoffer afgør, hvorvidt du indgår i samfundet på lige fod med andre eller ej.
Eller det er i hvert fald, hvad Kathryn Olivarius frygter kan komme til at ske, hvis vi ikke passer på.
Og hendes frygt kommer ikke ud af den blå luft. Som historiker og adjunkt ved Stanford University forsker hun i, hvordan den gule feber, en viral infektion spredt af myg, påvirkede de amerikanske sydstater i det 19. århundrede.
I størstedelen af det 19. århundredes New Orleans så man netop en opdeling mellem de såkaldte akklimatiserede – de, der havde overlevet sygdommen og dermed opnået immunitet – og de ikkeakklimatiserede, der endnu ikke havde haft sygdommen, og derfor var i konstant fare for at dø af den.
»Jeg frygter, at historien kan gentage sig. For selv om en sådan politik var gavnlig for de immune og samfundsøkonomien, så vi også en række forfærdelige konsekvenser,« forklarer hun.
Situationen i fortidens New Orleans kan virke som et fjernt dystopisk scenarie. Men Kathryn Olivarius peger på, at ideen om statsudstedte immunitetspas, der giver mulighed for at arbejde og rejse rundt, er blevet diskuteret i lande som USA, Tyskland og Storbritannien.
I Chile har staten undgået ordet ’immunitetspas’, men har sagt, at den ønsker at udstede »medicinske frigivelsescertifikater« med tre måneders varighed til dem, der har været gennem et sygdomsforløb med COVID-19. At der endnu ikke foreligger nogen dokumentation for, at antistoffer sikrer mod, at man igen bliver smittet med COVID-19, har altså tilsyneladende ikke stoppet diskussionerne om immunitetspas.
Det arbejde, der i løbet af Kathryn Olivarius seneste ti års forskning mest af alt har virket verdensfjern, føles pludselig mere vedkommende end nogensinde før.
»Mit liv er omringet af katastrofe. Jeg forsker i den gule feber om dagen, og når jeg så får fri, står den på coronavirus i nyhederne om aftenen. Det er følelsesmæssigt belastende – især når jeg kobler de to. Jeg håber virkelig ikke, at mønstrene fra den gule feber vil gentage sig under den nuværende pandemi.«
Hun understreger samtidig, at hun – trods de følelsesmæssige rutsjeture – ikke bør klage over sin situation. Som universitetsansat, der kan arbejde hjemmefra, er hun langt bedre stillet end mange af sine amerikanske venner, der har mistet deres job og dermed også deres sundhedsforsikring. Og så er der også alle dem, der fortsat har et arbejde, men er nødsaget til at befinde sig i risikosituationer, hvor de i særlig grad er udsat for coronasmitte: sygeplejersker, Uber-chauffører, kasseassistenter og så videre.
Og det er netop en af de vigtigste erfaringer, historikeren mener, at vi skal tage med fra den gule feber: Ulighed skaber sygdom, og sygdom skaber ulighed.
»I det samspil kan immunitet blive en ulighedsskabende mekanisme på niveau med blandt andet køn, race og indkomst. Derfor er det enormt vigtigt, at vi er opmærksomme på det og ikke lader immunitetens privilegier råde uhæmmet,« siger hun.
Immunitet som privilegie
Under den gule feber brugte mange amerikanske stater karantæner for indrejsende, men det var ikke tilfældet i staten Louisiana. Her var attituden, at karantæner ville skade økonomien, der var baseret på den havnebaserede handel med bomuld og sukker, fortæller Kathryn Olivarius.
Samtidig var der en stemning af, at sygdommen alligevel ikke kunne stoppes. Rationalet var, at plasteret skal trækkes af – spørgsmålet var bare, hvor hurtigt det skulle gå. Et perspektiv på flokimmunitet, der også har været oppe at vende under den nuværende pandemi.
I datidens Louisiana blev resultatet et helt nyt menneskesyn, hvor de, der havde overlevet sygdommen og dermed havde udviklet immunitet, var på toppen af samfundet.
»De ikkeimmunes liv blev betragtet som meget lidt værd, indtil de overlevede sygdommen. En proces, man kaldte akklimatiseringen – tilpasningen til de lokale forhold.«
Diskriminationen af de ikkeimmune var massiv. Virksomheder, udlejere, banker og forsikringsselskaber begyndte at favorisere de immune. Samtidig oplevede mange ikkeakklimatiserede mænd, at de ikke kunne blive gift, fordi fædrene ikke ville lade deres døtre snakke med ikkeakklimatiserede mænd.
Immunitetens konkrete værdi var forskellig fra person til person og var svær at opgøre. Men et af de få steder, hvor den materialiserede sig var på datidens slavemarked, hvor akklimatisering naturligvis blev en efterspurgt værdi.
»Slaveejere udbredte en fortælling om, at alle sorte fra naturens side var akklimatiseret, hvormed de legitimerede, at de sorte var i de udsatte positioner. Men deres adfærd på slavemarkederne viser, at de ikke selv troede på den fortælling. Priserne på akklimatiserede slaver var 25-30 procent højere end de ikkeakklimatiserede.«
Limbo mellem død og immunitet
Historikeren frygter, at der på samme vis vil blive skabt et A- og B-hold under den nuværende pandemi. For hvis det bliver fastslået, at immuniteten over for COVID-19 er længerevarende, forestiller hun sig, at den ville blive brugt til at normalisere samfundet yderligere.
Selv hvis stater ikke påtager sig en rolle i fordelingen af immunitetsprivilegier gennem de såkaldte immunitetspas, mener hun, at de kan komme af sig selv nedefra. For alt fra arbejdsgivere, banker og forsikringsselskaber til potentielle datingpartnere kan have en interesse i at forholde sig til den enkeltes immunitetsstatus.
»Og selv om der så er en lang række problematikker i at udstede immunitetsprivilegier fra central hånd, frygter jeg endnu mere, at virksomheder og individer træffer beslutningerne frem for et organiseret, retfærdigt system. Der bliver det først for alvor farligt, hvis det bliver en slags Det Vilde Vesten.«
Fordelene ved at udnytte immunitet i samfundet er mange. De immune kan arbejde på plejehjem, udøve test og udføre andre afgørende opgaver. Ligeledes er det en fordel at folk vender tilbage til mere almindelige job og dermed genstarter økonomien. Men samtidig gør erfaringerne fra den gule feber, at hun frygter konsekvenserne af et hierarki baseret på den såkaldte immunokapital.
»I New Orleans så vi, at man som ikkeakklimatiseret blev fanget i et slags limbo mellem død og immunitet. Derfor begyndte mange aktivt at opsøge sygdommen og risikere deres liv.«
Det vrimler med eksempler på særligt unge mænd, der kommer til New Orleans og aktivt opsøger sygdommen, så de kan få immunitetens fordele, fortæller hun. I breve forsikrer de deres mødre om, at de er unge og nok skal klare den, samtidig med at de beretter, at de bliver nødt til det, hvis de skal klare sig i byen.
»Grundlæggende blev det at blive akklimatiseret et lokalt overgangsritual, der blev en nødvendighed. Det blev kaldt ’samfundsborgerdåben’ og blev det Rubicon, du skulle krydse for at blive en fuldgyldig del af samfundet.«
Hvis immunitet således giver adgang til privilegier i vores samfund, frygter hun, at det vil lede til en lignende effekt, hvor borgere vil påtage sig risikoen forbundet med COVID-19 for at opnå økonomiske og sociale fordele.
»Hvis du står med valget mellem at sulte og blive smidt ud af din lejlighed, fordi du ikke kan betale din husleje, så kan det opleves mere og mere tiltalende at opsøge sygdommen for at opnå immunitet.«
Køn, race og immunitet
Immunitet skal ikke ses som et isoleret fænomen, men i kontekst af dets omgivelser, mener Kathryn Olivarius. Derfor er det afgørende at se immunokapital i et intersektionelt perspektiv i samspil med andre privilegier.
Hvorvidt du smittes, hvordan du behandles og udfaldet af dit sygdomsforløb afhænger i høj grad af din placering i samfundets hierarki. I Louisiana var der massiv forskel på, hvorvidt man var en slavegjort sort kvinde eller en fri middelklassemand, fortæller hun.
»De frie, hvide og rige – og det er gennemgående i historien op til i dag – kan flygte til andre steder, hvor de kan udøve social distance. Men hvis du ikke har penge, er du fanget i byen med epidemien.«
Under den nuværende pandemi er det blevet rapporteret, hvordan blandt andet New Yorks overklasse er flygtet fra storbyen, mens etniske minoriteter har været overrepræsenteret i smittetallene. Den samme tendens for etniske minoriteter er blevet observeret herhjemme, hvor borgere med ikkevestlig baggrund udgør ni procent af befolkningen, men 18 procent af de smittede.
Kathryn Olivarius peger på, at uligheden ikke stopper ved smitten. Helbred og behandlingsmuligheder under sygdomsforløbet afhænger af klasse, ligesom muligheden for at udnytte immuniteten på den anden side af sygdomsforløbet kan være forskellig.
»Det var tilfældet i New Orleans. Når middelklassemanden opnåede immunitet, fremmede det hans karriere, men hvis du derimod var en fattig kvinde, der blev syg, men overlevede, samtidig med at din mand døde, så havde du pludselig en kæmpe byrde med dine børn. Du fik aldrig reelt udnyttet din immunitet som et privilegium, fordi du blev fanget i en omsorgsrolle frem for at kunne komme frem på arbejdsmarkedet. Fattigdom er selvforstærkende,« konstaterer hun.
De samme mekanismer, mener hun, er på spil under den nuværende pandemi. Pandemien udstiller ikke blot nuværende uligheder, den forværrer dem også.
»De, der vil opsøge smitten, er ikke mine forskerkolleger fra universitetet. Vi kan arbejde hjemmefra. Det bliver dem, der ikke har noget valg.«
– Når nu at det er de udsatte grupper, der i særlig grad bliver smittet og dermed opnår immunitet, vil privilegierne så ikke først og fremmest tilfalde dem?
»Jeg er ikke decideret uenig i den argumentationskæde. Men immunitetsprivilegier kan gøre stor skade, fordi det skaber et incitament til at lade sig blive smittet. Og vi skal huske, at vejen til privilegiet er belagt med risiko for død, lidelse og inficering af nære familiemedlemmer. På mange måde er ’immunoprivilegie’ det forkerte ord, for der er en enorm byrde at bære, inden man opnår det.«
Samtidig peger hun på, at immunitet er et større privilegie for nogle end andre.
»Jeg frygter, at det kan blive en standard, vi først og fremmest knytter til de fattige og marginaliserede. En forsker som mig kan jo alligevel bare arbejde hjemmefra,« siger Kathryn Olivarius.
