Tegn på mægling i Libyen-konflikten

Fundet af otte massegrave i det krigshærgede Libyen i og omkring byen Tarhuna sydøst for landets hovedstad, Tripoli, har igen aktualiseret det uløste problem med den splittede nordafrikanske oliestat.

Gravene er fundet i et område, som samlingsregeringen har taget kontrol over, efter at styrker under oprørsgeneralen Khalifa Haftar havde trukket sig tilbage.

Libyen har siden 2011, da landets ’broderlige leder’ Muammar Gaddafi blev summarisk henrettet i et kloakrør, været plaget af en borgerkrig, hvis brutalitet ikke adskiller sig fra regionens tradition for modbydeligheder.

I Tarhuna, der indtil for få uger siden var oprørsgeneralen Khalifa Haftars støttepunkt i hans belejring af Tripoli, fandt man således flere hundrede mishandlede lig af lokale embedsmænd, regeringssoldater og repræsentanter for det civile samfund, sagesløse ofre for den årtier lange konflikt mellem de stridende parter, hver især bakket op af interessenter med forskellige motiver, men fælles om at polstre stedfortræderne med våben, penge og lejetropper.

I Tripoli sidder en FN-anerkendt regering, ledet af den islamiske politiker, Fayez al-Sarraj, og som har rødder i det midlertidige styre, der afløste Gaddafi. I Tobruk sidder et sekulært, liberalt orienteret parlament i en slags eksil, ledet af den sekulære politiker, Aguila Saleh. Dette parlament blev valgt i 2014, men straks efter underkendt af den såkaldte ’nationalkongres’ med rod i den overgangsregering, der afløste Gaddafi, og som er knyttet til Det Muslimske Broderskab.

Adskillige forsøg på at forene de stridende parter resulterede i en formel mægling i 2015, hvorefter FN anerkendte den islamisk hældende Tripoli-regering som repræsentant for en ’Generel National Aftale’. Det valgte parlaments sekulære flertal fik ikke en fod til jorden, men blev hurtigt marginaliseret af islamisterne, hvorefter det opslog et nyt hovedkvarter i Tobruk nær grænsen til Egypten, og fik følgeskab af general Khalifa Haftar, chefen for Libyens nationale hær.

Olie i hovedrollen

Disse mellemregninger er nødvendige for forståelsen af den libyske konflikt, ligesom stammemodsætninger mellem øst og vest spiller en rolle. Hovedrollen har olien og naturgassen imidlertid som landets primære økonomiske ressource og omdrejningspunkt for de militære bevægelser og politiske modsætninger.

Tobruk-parlamentet støttes af Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien – alle indædte modstandere af Det Muslimske Broderskab – og med Frankrig og Rusland i kulissen. Tripoli-regeringen bakkes op af Tyrkiet og Qatar, varme støtter af Det Muslimske Broderskab – og med Italien i kulissen.

Flere mæglingsforsøg på russisk og tysk initiativ i 2019 strandede på general Haftars tiltro til, at han kunne erobre Tripoli og afsætte Fayez al-Sarrajs islamiske regering. Og det så sådan ud indtil november, hvor krigslykken vendte, da Tyrkiet blandede sig med droner og oversendelse af syriske jihadkrigere på tyrkiske lønninger.

Haftars styrke er trængt tilbage til den såkaldte ’energitrekant’ øst for kystbyen Sirt, hvor 80 procent af Libyens olie produceres. Men han er fortsat truet af en tyrkisk-libysk offensiv, hvilket den 6. juni fik ham til at søge hjælp hos Egyptens præsident, Abdel Fatah el-Sisi.

Sammen kom de med et forslag om at etablere en våbenhvile som optakt til forhandlinger – hvilket straks blev afvist af Ankara med den tyrkiske udenrigsministers kontante bemærkning om, at forslagets eneste formål var at ’redde Haftar’.

Momentum for forhandlinger

Det ser dog ud til, at der skabes et momentum for forhandlinger om en samlingsregering – situationen er utålelig (og økonomisk belastende) for såvel EU som Rusland, de arabiske interessenter og ikke mindst Tyrkiet, og Tobruk-parlamentets formand, Aguila Saleh, der hele tiden har været stemt for at forliges, siges at være styrket i forhold til general Haftar.

Udsigten til en ny mæglingsrunde er således realistisk, også fordi Rusland er blødt op. Dels trak Vladimir Putin en russisk militærstyrke – den såkaldte Wagner-gruppe – tilbage fra den libyske front, dels inviterede han Tripoli-regeringens udenrigsminister til Moskva i forrige uge – formentlig efter aftale med Ankara.

Hvad det bliver til, er ikke afklaret – måske en genoptagelse af FN-forhandlingerne, der fandt sted i Geneve, og hvor danske Helle Thorning-Schmidt nævnes som del af et FN-mæglerteam, eller Tyrkiet og Rusland kan sætte sig sammen efter samme model som Astana-processen, der siden 2017 har styret den politiske proces omkring Syrien. Det vil vise sig – noget tyder i hvert fald på, at der er en vilje til at finde en løsning.