Baggrund
Læsetid: 6 min.

Turisme, fisk, råstoffer: Grønlands økonomi afhænger udelukkende af landets naturressourcer

Stormagter bejler til Grønland for at få en fod indenfor i den arktiske region, mens grønlænderne selv drømmer om at blive økonomisk uafhængige. Der er dog ganske få veje at gå for at udvikle den grønlandske økonomi, siger formanden for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen, som alligevel er optimistisk
Udland
11. juni 2020
For at illustrere den grønlandske økonomis sårbarhed over for udsving i fiskeriet opstiller det økonomiske råd i deres seneste årsrapport et scenarie, hvor de regner med et prisfald på 20 procent på alle fiskearter. Det ville øjeblikkeligt skabe et direkte indtægtstab på 230 millioner kroner, samt en række indirekte negative, økonomiske konsekvenser for det grønlandske samfund.

For at illustrere den grønlandske økonomis sårbarhed over for udsving i fiskeriet opstiller det økonomiske råd i deres seneste årsrapport et scenarie, hvor de regner med et prisfald på 20 procent på alle fiskearter. Det ville øjeblikkeligt skabe et direkte indtægtstab på 230 millioner kroner, samt en række indirekte negative, økonomiske konsekvenser for det grønlandske samfund.

Mark Hannaford

Det er ikke mange år siden, at de økonomiske eksperter havde alle advarselslamper tændt, når det gjaldt den grønlandske økonomi.

»Hvis der ikke gøres noget, kan Grønland ende i så dybe problemer, at det kræver drastiske tilpasninger,« lød det blandt andet tilbage i 2015 fra formanden for Grønlands Økonomiske Råd, tidligere overvismand og professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, Torben M. Andersen.

Dengang advarede han og resten af Det Økonomiske Råd om, at der var akut behov for både økonomiske reformer og spredning af de økonomiske aktiviteter, hvis ikke den grønlandske landskasse skulle ende gabende tom og dybt forgældet.

Nu er det 2020, og selv om COVID-19-pandemien har sat en parentes om den globale økonomi, står det klart, at Grønland ikke er gået bankerot. Tværtimod, siger Torben M. Andersen, der fortsat er formand for Grønlands Økonomiske Råd.

»Siden 2014-2015, hvor vi advarede om de dystre udsigter for Grønlandsk økonomi, har der faktisk været en række gode år båret i stigende grad af fiskeriet, hvor det har været muligt at fiske større mængder. Samtidig har priserne været stigende på især rejer og hellefisk, som er Grønlands vigtigste eksportfisk.«

»Det breder sig som ringe i vandet til andre sektorer i den grønlandske økonomi,« siger Torben M. Andersen, der som et vigtigt parameter for økonomien kan konstatere, at der er i øjeblikket er så få ledige, at der i praksis er tale om fuld beskæftigelse i Grønland.

»Det betyder, at landskassen har det godt, og at man har rimelig styr på de offentlige finanser.«

En sårbar økonomi

Ifølge den seneste årsrapport fra Grønlands Økonomiske Råd, der udkom inden COVID-19 ramte verdensøkonomien, lød prognosen for Grønland på en vækst på fire procent i år.

Samtidig har Grønland en meget lav udlandsgæld, og det er vigtigt, fordi den grønlandske økonomi i så høj grad er bundet op på fiskeriet alene. Det gør den både ustabil og skrøbelig, forklarer Torben M. Andersen.

»Den er blandt verdens mest sårbare økonomier.«

Så selv om den økonomiske situation i øjeblikket er god, er den alt for afhængig af, at prisen på rejer og hellefisk gør udfaldet. Og derfor er udfordringen den samme i dag, som den var for fem-seks år siden.

»Grundbekymringen er den samme, og derfor er opfordringen til Landsstyret også den samme. Det vigtigste er at hæve uddannelsesniveauet. Strategien om et bredere erhvervsgrundlag hviler på bedre uddannelser. Eksempelvis til at løfte turismesektoren, men det gælder også i forhold til at skulle satse på råstoffer,« siger Torben M. Andersen.

For at illustrere den grønlandske økonomis sårbarhed over for udsving i fiskeriet opstiller det økonomiske råd i deres seneste årsrapport et scenarie, hvor de regner med et prisfald på 20 procent på alle fiskearter. Det ville øjeblikkeligt skabe et direkte indtægtstab på 230 millioner kroner, samt en række indirekte negative, økonomiske konsekvenser for det grønlandske samfund.

»Det understreger afhængigheden af fiskeriet,« siger Torben M. Andersen.

Råstofeventyret lader vente på sig

Foruden fiskeri og en spæd turisme er det råstoffer som jern, zink, ædelstene, sjældne jordarter og uran, som skal sikre en langsigtet bæredygtig økonomi i Grønland.

»Det er svært at pege på andre oplagte muligheder. Grønlands størrelse, geografi og de interne afstande betyder, at det ikke kan lade sig gøre at være en industrination.«

Derfor var der også meget store forventninger – og endda frygt – da det kinesisk ejede London Mining Group i 2014 købte en licens til at udvide jern fra Isua-minen 150 kilometer nordøst for Nuuk.

På Christiansborg i København frygtede især de danske politikere for konsekvenserne af de store mineprojekter, der ville trække flere tusinde udenlandske håndværkere til Grønland, ligesom ideen om massiv kinesisk kapital skræmte.

I Grønland så selvstyrets politikere derimod mineralerne i undergrunden som en smutvej til økonomisk selvstændighed og uafhængighed af Danmark, og det blev hurtigt en stående joke i den grønlandske administration, at så snart pengene fra de mange mineprojekter kom, blev der råd til det hele.

Men det skete ikke. Der kom ikke »et big bang med en stor jernmine,« som Torben M. Andersen formulerer det.

Indtil videre er det kun et par mindre mineprojekter, der er ved at blive realiseret. Og det er måske heller ikke så skidt, at det ikke går alt for hurtigt, siger han.

»Man kan sige, at det er en fordel. De mindre mineprojekter er noget nemmere at løfte og styre.«

»Det gælder ikke kun om at få gang i nogle store råstofprojekter så hurtigt som muligt. Det gælder snarere om at få dem rigtigt i gang. Men det sker ikke af sig selv,« siger Torben M. Andersen.

Stadig et potentiale

Med selvstyreloven, der trådte i kraft i 2009, blev det muligt for Grønland at hjemtage alle politiske ansvarsområder undtagen udenrigspolitikken. Den føres fortsat fra København.

Grønland afhænger dog fortsat massivt af bloktilskud fra Danmark, der i øjeblikket udgør omkring 3,5 milliarder kroner.

Bloktilskuddet udfases løbende og i takt med, at den grønlandske økonomi styrkes. Det betyder blandt andet, at de penge, der eventuelt tjenes på at hente råstoffer op af undergrunden, delvist vil blive fratrukket bloktilskuddet fra Danmark ligesom den danske statskasse også skal have en andel af overskuddet fra såkaldte royalties, som mineselskaber betaler for at udvinde råstoffer.

Derfor har der fra grønlandsk side været store forventninger til, at råstofferne ville være vejen til at opnå større uafhængighed fra Danmark.

Minik Rosing, professor i geolog ved Københavns Universitet, som blandt andet har modtaget Rosenkjærprisen for sin formidling om Grønlands geologi, har igennem alle årene fulgt og deltaget i debatten om de grønlandske råstoffer. Han mener, at der dengang opstod en »illusion« om, at et meget stort råstofeventyr ventede umiddelbart i den nære horisont.

»Der var en kortvarig eksplosion i priserne på råvarer, og det betød, at en lang række internationale firmaer begyndte at lede efter råstoffer alle steder på kloden, og altså også i Grønland, der havde hjemtaget blandt andet råstoffer.«

Selv om råstofeventyret endnu ikke rigtigt har materialiseret sig, mener Minik Rosing stadig, at »der er ingen tvivl om«, at råstoffer er en del af Grønlands økonomiske fremtid.

»De er bare ikke så meget værd, som man måske forestiller sig. Det er ikke et mirakelmiddel, og så er tidshorisonten på mineraludvinding lang,« siger Minik Rosing, der mener, der i dag er kommet mere realisme ind i fortællingen om de grønlandske mineraler.

»Om råstoffer er en god forretning, er jo ikke en eksakt videnskab, og det afhænger af meget andet end geologi. Omkostningsmuren i Grønland er høj, og infrastrukturen er mange steder meget begrænset.«

– Gik der grønlandsk indenrigspolitik i den, når man får opbygget de her illusioner?

»Der kan være en interesse i retorisk at tale økonomien i råstofferne op, men jeg tror også, at der har været en oprigtig tiltro til, at råstofferne kunne blive til et økonomisk vidundermiddel for Grønland. Mange havde oprigtigt en fundamental tro på råstofferne som økonomisk redning.«

»Det er også fair at sige, at ideen om et stort potentiale blev understøttet af, at mange internationale firmaer begyndte at købe licenser og foretage de første investeringer i Grønland. Derfor er der også et element af logik i det,« siger Minik Rosing:

»Det, man ikke tænkte på, var, at det måske kun er én ud af 100 gange, at en sådan investering bliver til noget.«

En mere uafhængig økonomi

Trods Grønlands skrøbelige økonomiske situation, mener Torben M. Andersen i spidsen for Grønlands Økonomiske Råd, at den grønlandske økonomi har gode langtidsudsigter.

»Grønlands fordel er naturressourcerne, og der er et kæmpe potentiale, som vil kunne sikre en levestandard på vores niveau.«

»Den helt store udfordring er uddannelse. Der er robust dokumentation for, at uddannelse alle steder er det vigtigste for at sikre økonomisk udvikling,« siger han.

Udfordringen er ifølge Torben M. Andersen, at for få elever på hver årgang tager en uddannelse efter folkeskolen. Således er det kun én af syv elever, der fortsætter direkte på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, og blandt de 18-25-årige i Grønland har seks ud af ti ikke fuldført en ungdomsuddannelse.

– Kan du fortsat forestille dig et økonomisk selvbærende Grønland, der ikke afhænger af et bloktilskud fra Danmark på 3,5 milliarder kroner?

»Det kan jeg godt se for mig, men det er klart, at tidsperspektivet skal måles i årtier. Det tager tid at løfte en befolknings uddannelsesniveau.«

»Men efter min mening er det vigtigste, at man se konturerne af et økonomisk selvbærende Grønland. At man kan se vejen derhen, og det kan man.«

Serie

Det nye Grønland

Siden Grønland i 2009 overgik til selvstyre og valgte selv at tage ansvar for en stor del af økonomien, har landet forsøgt at gøre sig attraktiv over for udenlandske investorer. Samtidig bejler stormagterne USA, Rusland og Kina til det grønlandske selvstyre i et forsøg på at positionere sig i et stadigt mere åbent og fremkommeligt Arktis. Denne serie handler om Grønlands økonomi, forholdet til Rigsfællesskabet og stormagternes tiltagende interesse for Grønland og Arktis.

Seneste artikler

  • Grønlandsk løsrivelse ville være en katastrofe for alle

    19. juni 2020
    Verden styres af ledere og regimer, der både er konfrontatoriske og meget direkte i deres higen efter dominans. I den verden er rigsfællesskabet vores bedste sikkerhed for ikke at blive kørt over af stormagternes egeninteresser
  • Rigsfællesskabet er den bedste garanti for både grønlandsk, færøsk og dansk sikkerhed

    18. juni 2020
    USA’s tilnærmelser i Nordatlanten og stormagternes øgede rivalisering betyder, at rigsfællesskabet er vigtigere end nogensinde, mener både historiker Bo Lidegaard og Aaja Chemnitz Larsen, folketingsvalgt i Grønland. Mens hun frygter, at Danmark sover i timen, vil udenrigsministeren ikke løfte sløret for karakteren af et styrket fremtidigt samarbejde
  • Sådan blev Arktis stormagternes nye kampplads

    9. juni 2020
    Danmark og Grønland må forberede sig på øget rivalisering mellem USA, Rusland og Kina i Arktis, konkluderer ny rapport bestilt af Udenrigsministeriet. Her fortæller Information historien om, hvordan stormagternes interessekamp kom til at true den arktiske stabilitet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Hvad nu, hvis der opdages store mængder af olie på Grønland? Altså sådan Norge/Saudi Arabien store. Skal det så blive liggende i under grunden og grønlænderne forsætte med at tykke på et stykke sælkød eller skal det pumpes op og festes med en vanvittig stor oliefond, som kan købe hele verden?

Morten Balling

"Grønlands økonomi afhænger udelukkende af landets naturressourcer"

Skarp iagttagelse dér. Økonomi, selv med alle dens, for økonomer, uforståelige uforståeligheder, drejer sig basalt set om, hvordan mennesker fordeler ressourcer. Alt det andet man kalder økonomi er dybest set bare noget man bruger til at camouflere, at nogle mener de har mere ret til klodens ressourcer end andre. Det kan være svært at argumentere for, med mindre man sovser det godt ind i begreber som marginalteori, fractional banking eller decoupling.

Torben K L Jensen

Grønlands økonomi afhænger udelukkende af landets ressourcer - Er de fordi grønlændere er nogle uansvarlige krakemutter der ikke har forstand på en skid ? Hvad i hede hule helvede bilder den hvide professor sig ind ? Racisme så det batter.