Feature
Læsetid: 7 min.

I USA er demonstrationerne gået fra vrede til organisering og fra afmagt til håb. Men splittelsen lurer

»Jeg kan næsten ikke tro, det her er virkelighed. Jeg elsker det,« siger 23-årige Jaryn Rowland på gaden i Nashville. De amerikanske demonstrationer i kølvandet på George Floyds død er gået ind i en ny fase, og Information har de seneste dage fulgt transformationen i de amerikanske sydstater
Jaryn Rowland på 23 (t.v.) demonstrerer for første gang.

Jaryn Rowland på 23 (t.v.) demonstrerer for første gang.

Osie Greenway

Udland
10. juni 2020

Jaryn Rowland kan mærke det. Hvad den 23-årige afroamerikaner fra Nashville, Tennessee igen og igen har oplevet som tomme ord om solidaritet og retfærdighed har fået ny jord at gro i og slår rødder på en måde, som landet ikke har oplevet i årtier.

Jaryn mistede ellers håbet, da han første gang så videoen af George Floyd, der fik mast livet ud af sig på Minneapolis’ asfalt under politibetjenten Derek Chauvins knæ. Men som han har set reaktionerne sprede sig som flodbølger gennem det amerikanske samfund, har noget ændret sig. For første gang er Jaryn nu selv gået på gaden i protest mod politivold og racisme, og synet af de titusinder af mennesker, der bare i hans by har valgt at gøre det samme, giver ham et håb, som han ikke har følt før.

»Jeg kan næsten ikke tro, at det her er virkelighed. Jeg elsker det,« lyder det euforisk fra den normalt mere kyniske unge mand, mens han ser ud over den brogede skare af sorte, brune og ikke mindst hvide amerikanere båret af en usædvanlig høj energi for den ellers mere tilbagelænede sydstat.

Betjenten Bill Johnson deler hans oplevelse. I løbet af sin 20 år lange karriere, hvor han har patruljeret i Nashvilles gader, har han aldrig oplevet demonstrationer af den størrelse, som han har været vidne til de seneste 14 dage, fortæller Bill Johnson under pseudonym. Efter ordre fra deres overordnede må betjente ikke udtale sig til pressen.

I sidste uge så han, ligesom betjente landet over, sig selv og sine kolleger midlertidigt miste kontrollen over deres by, da en mindre gruppe af den demonstrerende folkemængde satte ild til domhuset, smadrede politibiler og plyndrede barer og butikker i Nashvilles centrum.

Selv om protesterne siden er fortsat langt mere fredeligt, føler betjenten stadig et stigende had mod sin profession og ville ønske, hans to sønner kunne finde på noget andet, når de fortæller ham, at de også vil være politibetjente, når de vokser op.

Mens den amerikanske ungdom demonstrerer i storbyerne, lader sydstatsamerikanerne i forstæderne og ude på landet deres geværer: Hvis de voldelige demonstrationer skulle finde frem til deres gadedør, og de selv må stå for at beskytte hus og hjem, og hvis politiet ikke har tid til at komme dem til undsætning.

Rundt om spisebordene jokes med delt alvor i stemmen om demonstranternes dobbeltmoral. Først insisterede de på at brevstemme, fordi coronasmittefaren er for stor i køerne ved stemmeboksen, men nu kan de pludselig godt forsamles i titusindvis på gaden i protest mod politiet.

Herude er det ikke unormalt at have amerikanske flag i blåhvid udgave, der symboliserer opbakning til politiet, stående i forhaven eller klistret på kofangeren. Men indtil videre udebliver reelle moddemonstrationer mod Black Lives Matter og antipolitibevægelsen.

Der hersker en generel enighed på tværs af partilinjer om, at Derek Chauvin brød med lov og god moral. Grænsen går, når protesterne bliver voldelige. Men kritikken af bevægelsen får nu ny næring af stigende krav fra demonstranterne om at skære i politiets budgetter.

Den amerikanske befolkning har de seneste uger oplevet en rutsjebane af følelser. Fra sorg og vrede til organisering. Fra afmagt og vold til håb. Landsfaderen Thomas Jefferson og senere Martin Luther King jr.’s ord om behovet for at sige fra over for uretfærdighed for at skabe forandring runger gennem gaderne, hvor især den amerikanske ungdom er gået ’back to basics’ i en grad, der ikke er set magen siden 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse.

Black Live Matters demonstration i Nashville.

Black Live Matters demonstration i Nashville.

Max Oden

I tak med at fredelige demonstrationer synes at afløse og overdøve vandalismen, spirer et historisk håb og tro på forandring. Men med det følger også etiske dilemmaer og en yderligere splittelse mellem borgere, politi og politikere til følge.

Videoens magt

Blandt menneskemængden foran Nashvilles regeringsbygning støtter Jaryn ikke op om de voldelige protester, fortæller han bag den sorte T-shirt, han har viklet om næse og mund som interimistisk corona-maske. Alligevel forstår han godt, hvor vreden kommer fra:

»Vi har kæmpet med det her problem så længe, og følelserne er forkrampet inden i os. Det er klart, at man reagerer på følelser og ikke kan sidde tilbage og overveje, hvad der er bedst og mest effektivt at gøre.«

Med erfaring i både crowd control og byens gang squad bliver Bill Johnson ved med at sige til sig selv, at det ikke er ham personligt, men hans skilt og uniform, demonstranterne retter deres vrede imod.

Men det er ikke altid nemt at holde fast i, og han forstår godt, hvorfor især yngre og mindre erfarne betjente har svært ved at holde hovedet koldt. Alligevel er der ingen undskyldning for videoerne, der konstant tikker ind på hans nyhedsfeed, af betjente, der tager overdrevne voldelige metoder i brug mod ofte fredelige demonstranter.

»Vi skyder os selv i foden,« forklarer han og henviser blandt andet til en video fra Minneapolis, hvor en politienhed patruljerer gennem et fredeligt boligkvarter og begynder at skyde med gummikugler mod indbyggerne, der godt nok er ude efter udgangsforbuddet, men stadig ser fredeligt på fra deres terrasser.

»Ligegyldigt hvor pressede vi er, gælder loven for alle,« understreger Bill Johnson. Selv om videoerne belaster politiets i forvejen blakkede ry, synes han, det er godt, at de bliver delt og er med til at afsløre de dårlige betjente, der til trods for at være i mindretal, stadig er en del af landets politistyrker.

Vælg side

»Knæl, knæl, knæl.«

»Vær sort, vær stolt.«

»Du er en del af problemet!«

På midten af Broadway i Nashvilles historiske Honky Tonk-distrikt går en gruppe demonstranter råbende ned på knæ foran en afroamerikansk betjent i sort riot gear under en af sidste uges protester.

»Når de siger, de vil sende vores sorte røv tilbage til Afrika, når de kalder os niggas og aber, så taler de også om dig. Du er sortere end mig, så du ved, du ville have været derude og plukke bomuld og blive tævet,« råber en afroamerikansk kvindelig demonstrant ved betjentens fødder med sine tårevædede øjne fast rettet op mod betjentens hjelm og visir.

»Vi beder dig ikke om at lade os gøre noget ulovligt. Vi beder dig bare om at stå sammen med os. For guess what, hvis de fyrer dig i morgen, er du stadig sort!«

Flankeret af sine kolleger rykker betjenten sig ikke og holder blikket fast rettet ud over menneskemængden. Han kan ikke parere ordrer fra demonstranter, men må i et kort øjeblik bryde sin positur for at tørre en tåre væk under højre øje.

Efter et kvarters tid opgiver gruppen projektet og begynder at bevæge sig videre ned ad gaden for at følge med resten af gruppen.

»Hans liv har også betydning. Selv når han er ude af uniformen, har hans liv betydning,« husker kvinden politikollegerne på, mens hun rejser sig op.

På vej væk indhenter en anden sort betjent og hans hvide kollega en lille del af gruppen. Med et nik til demonstranterne går de sammen ned på knæ med klapsalver til følge.

Afvejningen af respekt for demonstranterne og den nødvendige magtbalance mellem borger og politi er på evig prøve i disse dage. Med til dilemmaet hører en diskussion af, hvor USA står i deres racepolitiske udvikling. Et land, hvor det bare for få årtier siden var et særsyn at møde en sort betjent.

Skær i budgetterne

Tilbage i Nashville runger et nyt slagord gennem gaderne: »Ingen retfærdighed, ingen fred, tag pengene fra politiet!«. »Defund the police« er blevet fast inventar i demonstranternes slagord- og graffitirepertoire, og kravet bliver med rekordfart taget op politisk. I sidste uge afholdt Nashvilles borgmester det længste byrådsmøde i nyere tid, da mere end 100 indbyggere dominerede talerækken med krav om netop budgetnedskæringer i retssystemet og på politifronten.

Ude i gaderne mener demonstranterne modsat betjent Bill Johnson nemlig ikke, at de »dårlige politibetjente« kan skæres ned til et par rådne æbler, men oplever ikke mindst i kraft af de seneste ugers videoer af voldelige betjente, at deres skattepenge går til at finansiere et racistisk politikorps, der tyranniserer befolkningen.

Selv om langt de fleste demonstranter ikke ønsker at skære budgetterne ned til nul, mener 26-årige demonstrant Justin Schlom, at den drastiske »defund«-formulering er effektivt til at få folk til at høre efter.

En politibetjent lytter til de demonstrerende.

En politibetjent lytter til de demonstrerende.

Osie Greenway

»Det handler om at finde en bedre balance mellem den vanvittig store investering i retssystemet i forhold til andre områder af samfundet, der på sigt vil hjælpe til at forebygge kriminalitet,« forklarer han. »År efter år skærer de i budgetterne til skoler, hospitaler og billige boliger, mens budgettet til politiet bliver ved med at stige. Det sender et forkert signal og er ikke okay.«

På den politiske højrefløj mener man ikke kun, at nedskæringerne er uansvarlige i en tid, hvor politistyrkerne møder historisk stor civil modstand, men ser det også som et desperat forsøg fra byens demokratiske borgmester på at finde penge til at fylde hullet i pengekassen, som coronakrisen har efterladt byen med.

Tilbage på patrulje forstår Bill Johnson godt befolkningens frustration over pengefordelingen, men mener samtidig ikke, det er muligt for den almindelige amerikaner uden politierfaring og nært kendskab til retssystemet at bestemme, hvilke ressourcer politiet har og ikke har brug for.

Scenen er sat til en lang og kompleks konflikt mellem borgere, politi og politikere og har for længst bevæget sig ud over George Floyds minde.

Mens den 46-årige mand begraves i sin hjemby i Houston, fortsætter protesterne, og frygten for en stigning i coronasmitten tager til.

Men oppe foran Nashvilles regeringsbygning kæmper Jaryn mod en langt værre sygdom end COVID-19: »Racisme har været en sygdom i Amerika alt for længe. Et had, der æder folks hjerter og får dig til at se fordomsfuldt på mennesker med en anden hudfarve end dig. Dét er den virkelige smittefarlige virus. Jeg er ikke bekymret for COVID-19 lige nu. Jeg er ung og kan kæmpe imod. Det her er ti gange vigtigere for mig,« siger 23-årige Jaryn Rowland og bevæger sig tilbage ud i menneskehavet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Demonstrationerne var først vrede og kaos, men er nu måske mere klare i budskabet. Men det er altid en torn i øjet på magthavere. Derfor er der en hel hær af betalte disruptere, skrivebordsfolk og massemedier der står i kø for at nedgøre og “analysere” oprøret. Oprøret som også skyldes en militarisering og brutalisering af politiet i USA og andre steder. Se blot hvordan man har håndteret folkeligt oprør i Frankrig, Catalonien, England, Hongkong og sågar DK. Heldigvis er smartphonen rigtig god til at fange nogle af uhyrlighederne.

Arne Albatros Olsen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar