Essay
Læsetid: 3 min.

1966: USA holder midtvejsvalg i splid og opstand

Som udvekslingsstudent i Californien oplever David Rehling, hvordan racekonflikter og Vietnamkrigen rykker helt ind på velbjærgede amerikanske gymnasier. Ved valget det år bliver Ronald Reagan guvernør, og koalitionen af liberale demokrater og moderate republikanere, som præsident Lyndon B. Johnson har regeret på, falder fra hinanden. Følg David Rehlings erindringer om USA, som Information bringer i ny serie op til præsidentvalget
Begivenhederne i Watts i 1965 skaber splid mellem amerikanerne, der på daværende tidspunkt i forvejen er splittede over den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Billedet her er fra Watts umiddelbart efter oprørerne.

Begivenhederne i Watts i 1965 skaber splid mellem amerikanerne, der på daværende tidspunkt i forvejen er splittede over den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Billedet her er fra Watts umiddelbart efter oprørerne.

Nara Archives/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Udland
11. september 2020

Året er 1966. Jeg er 17 år og udvekslingsstudent i Los Angeles, Californien. Nærmere betegnet i 12. klasse på North Hollywood High School. Det lyder jo celebert. Og sandt er det da også, at mange af mine gymnasiekammerater kommer fra hjem, der tjener gode penge i underholdningsindustrien.

Men Californien er ikke bare et liv til Beach Boys-toner, som delstatens navn kan vække forventninger om. Allerede sommeren forinden – i 1965 – havde der været uroligheder, da seks dages gadekampe brød ud mellem politi og demonstranter i Los Angeles’ sorte bydel Watts.

Opstanden kom, efter at politiet trak en sort bilist ind til vejsiden og i den følgende tumult kom til at sparke en gravid kvinde. 14.000 medlemmer af Californiens nationalgarde blev udkommanderet, og 34 mennesker mistede livet. De 23 som ofre for ordensmagten.

Begivenhederne i Watts i 1965 har skabt splid mellem mine skolekammerater, der i forvejen er splittet over den amerikanske krigsførelse i Vietnam. De, der mener, at de sorte i Watts selv fremkaldte balladen, støtter typisk også, at den demokratiske præsident, Lyndon Johnson, optrapper krigen.

Demokraterne er delt. De liberale af dem – som min amerikanske værtsfamilie og de fleste af mine skolekammerater hører til – mener, at de sorte er ofre for hvid brutalitet, og at Johnson har ladet sig forblænde af antikommunisme til at videreføre en falleret fransk kolonikrig.

Johnson har øget den amerikanske troppetilstedeværelse i Vietnam fra de par tusinde, han i 1963 arvede efter mordet på John Kennedy, til snart en halv million.

»Der er lys for enden af tunnelen,« bedyrer Johnson i fjernsynet. Min værtsfamilie og mine venner ler hånligt.

Hippier og frugter

Der dukker stadig flere hippier og blomsterbørn op. Et par unge piger går rundt i skolegården med blomstermalede kinder og forærer frugt væk. En gruppe drenge i sportsjakker råber grovheder efter dem. For at vise sympati tager jeg imod en appelsin.

»Husk, kærlighed er alt,« siger pigen med et kejtet nedadvendt blik.

Modsætningerne på mit gymnasium og i det omgivende samfund spidser til op mod det valg, der skal finde sted i november 1966. Det er et midtvejsvalg til Kongressen i Washington, men det er også et guvernørvalg i Californien.

Mine venner jubler over, at republikanerne har været tossede nok til at opstille Ronald Reagan som kandidat:

»En afdanket B-skuespiller, som tilmed har gjort sig berygtet ved at forvandle sig fra liberal Roosevelt-demokrat til heksejæger i McCarthy-tidens Hollywood,« siger de.

Vildt begejstrede for Reagans demokratiske modkandidat, Pat Brown, er mine venner dog ikke. Godt nok er Brown en ægte gammel socialliberal new dealer, der sågar bankede ærkeskurken Richard Nixon ved guvernørvalget i 1962. Men Brown tilhører den herskende klasse i Det Demokratiske Parti og går derfor ind for krigen i Vietnam.

Jeg oplever Brown på et demokratisk vælgermøde, hvor også senator Edward Kennedy fra Massachusetts taler. Begge virker lidt matte – måske på grund af de unge protester, som de ikke kan komme i dialog med. Edward er ude at varme Kennedy-navnet op for sin bror, Robert, som nævnes som en mulig præsidentkandidat i 1968, hvis Johnson ender med at strande på krigen.

På podiet virker Brown som en træt gammel ugle, der mest har lyst til at sove. Det er ikke særlig heldigt i betragtning af, at Reagans valgkamp er pågående og handlekraftig. Reagan støtter Vietnamkrigen som en patriotisk selvfølge, og raceproblemer omtaler han ikke. Han taler mest om behovet for optimisme og privat foretagsomhed.

Selv mine venner må erkende, at Reagan har vælgertække – måske netop i kraft af den letkøbthed, som de foragter ham mest for.

Ronald Reagan vinder en overvældende sejr ved guvernørvalget i november 1966. Allerede da stemmerne i de nordcaliforniske landdistrikter er talt op, fører Reagan med over en million stemmer.

På landsplan går det lige så slemt set med Det Demokratiske Partis briller. Mandattab i Kongressen lemlæster den koalition af liberale demokrater og moderate republikanere, som Johnson har regeret på. Det betyder, at Johnson ikke kan komme igennem med flere love om borgerrettigheder og social sikkerhed. Det betyder også, at højrefløjen står stærkere i kravet om voldsommere krigsførelse i Vietnam.

Mine venner konstaterer nedslået, at det ikke er noget, de ønsker, der har vundet ved valget i 1966. De begynder at tvivle på, om systemet overhovedet kan bruges til noget godt.

Serie

David Rehlings amerikanske erindringsglimt

Siden 1966 har Informations David Rehling på nært hold oplevet Amerikas politiske kamp som studerende, universitetslærer og rejsende. I denne serie fortæller han om, hvad der har mødt ham gennem årene – og opdager at den gamle historie ofte kan minde om den nye virkelighed i præsidentvalgåret 2020 til forveksling.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her