Feature
Læsetid: 9 min.

Jeg har åbenbart 28 skjorter. Og det er et globalt problem

Den moderne kapitalisme blev skabt af tøjproduktion. Og i dag kommer svimlende ti procent af vores samlede CO2-udledning fra produktionen af tøj. Historien om skjorter og kjoler er historien om globaliseringen. Om kapitalismen. Og om klimakrisen
Tøj er urfortællingen om Vestens globale magtposition. En historie om både slaveri og demokrati, og nu også om klimaforandringerne

Tøj er urfortællingen om Vestens globale magtposition. En historie om både slaveri og demokrati, og nu også om klimaforandringerne

Anders Rye Skjoldjensen

Udland
18. juli 2020

»En tyk, sort røg dækker byen,« skrev den franske aristokrat Alexis de Tocqueville, da han ankom med toget til Manchester den 2. juli 1835.

Byen var »det nye helvede«, noterede han i sin dagbog.

»Solen viser sig som en stråleløs diskos. I denne halvfærdige dag knokler 300.000 mennesker uophørligt. Tusind lyde stiger op fra denne uendelige, fugtige og mørke labyrint … Skridt fra travle flokke, maskiners knusende hjul, kedlernes dampskrig, vævenes regelmæssige takstslag, den tunge buldren af vogne.«

Han var ankommet til det sted, som historikere siden har kaldt industrikapitalismens vugge. Det var her, Europa for alvor stak af fra Kina, Indien og alle de andre; det var her, verden blev spaltet i det globale nord og det globale syd.

For »fra denne inficerede sump flyder den kraftigste strøm af menneskelig arbejdsomhed ud for at befrugte universet«, skrev Tocqueville. »Fra denne beskidte kloak strømmer det rene guld.«

Det hele handlede om én ting: tøj.

Made in Romania. Og Morocco. Og China.

– Den skjorte jeg har på lige nu, den er 95 procent bomuld, vil du ikke prøve at forklare mig, hvordan den kan være blevet til?

Jeg sidder på mit kontor og taler med Patsy Perry, som forsker i den globale tøjindustri ved universitetet i Manchester.

»Jo, altså bomuld kommer typisk fra USA, fra det nordlige Kina eller fra Egypten,« indleder hun, og derefter går der over en time med at udrede de globale produktionskæder for tøj.

Få industrier fortæller en mere tydelig historie om den globaliserede kapitalisme end tøj og tekstil. Sådan var det i 1835, og sådan er det i dag.

Tøj er urfortællingen om Vestens globale magtposition. En historie om både slaveri og demokrati, og nu også om klimaforandringerne.

I april var Patsy Perry medforfatter på en stor artikel i tidsskriftet Nature, som estimerer, at svimlende »ti procent« af menneskehedens samlede CO2-udledning kommer fra vores tøj.

Det hele startede i Manchester. Og nu fortsætter det oppe på mit soveværelse.

Forleden dag kom min kone nemlig ned i stuen og fortalte, at hun havde kigget i mit klædeskab, og at jeg åbenbart har 28 forskellige skjorter, selv om jeg efter hendes vurdering maksimalt bruger fire eller fem.

Så jeg spredte alle skjorterne ud på sengen.

»Made in Turkey,« stod der i flere af dem. »Made in Romania.« Morocco. China. Bangladesh.

Men de små mærker i skjortenakkerne er løgnagtige, siger Patsy Perry. De beretter kun om »den sidste proces i en lang, global kæde af processer«. Altså om det sted, hvor de svedende arbejdere sad, da de forvandlede råt stof til skjorter. Men det siger intet om, hvor bomuldet er groet. Om høstarbejderne. Om den lange og larmende proces, der frasorterer blade og kviste ved at blæse, rulle og filtrere bomulden, indtil den er ren og hvid og kan samles i baller og sælges på det globale råvaremarked.

De siger intet om de gigantiske garnfabrikker i Kina, der bogstavelig talt opererer 24 timer i døgnet. Om de kemiske bade, hvor garnet bleges og farves. Om containerskibe, fly, tog og lastvogne, der transporterer det hele rundt på kloden i et virvar af produktionskæder, som bogstavelig talt forbinder hele verden.

Om de 15.000 forskellige kemikalier og de 79 billioner liter vand, som den globale tøjindustri bruger hvert år.

Om fabrikkerne, hvor garnet væves og strikkes. Designerne, de plastikstøbte knapper, som næsten alle sammen er lavet i Kina. Råolien, der bliver lavet til den polyester, som findes i langt det meste tekstil i dag.

Lagerhaller i Norditalien og Tyskland, der sikrer, at vi kan sidde i sengen med en laptop og bestille en skjorte for derved at sætte gang i en helt ny proceskæde med gaffeltrucks og bippende stregkodeskannere, et netværk af lastbiler, der bevæger sig på tværs af EU’s indre marked, pakkebude i byerne, der ringer på dørtelefonen, når du lige netop er taget af sted på arbejde, kioskejeren der drukner i brune papbokse, og de stille suk fra en ven eller en kæreste, der skuffet opdager, at skjorten, de har modtaget, lige er en tand for lille og nu skal returneres.

»De lange forsyningskæder betyder, at beklædningsgenstande kan have rejst rundt om jorden en eller endda flere gange,« konkluderer forskerne i Nature-artiklen.

Så forstår man pludselig, hvordan tøj kan udlede al den CO2.

Slaveri og dickensk fattigdom

Det er svært at forestille sig et mere kynisk forretningskoncept. I 1850’erne, lige før Den Amerikanske Borgerkrig, kom 75 procent af al bomuld på de europæiske tekstilfabrikker fra sydstaterne, hvor slaver knoklede i markerne.

De bløde vattotter blev sejlet til England, hvor størstedelen af alle verdens bomundsmøller lå, og her knoklede tilsodede arbejdere med at lave bomuld til tekstil.

Den tyske historiker Sven Beckert beskriver i sin bog Empire of Cotton, hvordan tøjindustrien mere end nogen anden branche har skabt den moderne kapitalisme. For det var ikke dampmaskinerne, togskinnerne og kulminerne, der i sig selv skabte Vestens succes. Det var, da de blev brugt til at lave tøj.

I århundreder var det Indien, der dyrkede bomuld, vævede stoffer og solgte til hele verden. Men det satte briterne en stopper for. De invaderede Bengalen og forbød import af indisk tekstil. Kun uforarbejdet bomuld kunne nu eksporteres fra Indien til England.

Modsat råvarer som sukker, ris eller gummi var bomuld både en arbejdsintensiv industri, når det blev dyrket og høstet, og når det blev forædlet.

Derfor skabte det både slaveri i Amerika og et tilsodet proletariat i Europas storbyer.

Før den transatlantiske slavehandel blev forbudt i starten af 1800-tallet, blev bommuldstekstiler brugt som en af de primære betalinger til lokale slavehandlere på Guldkysten, når der skulle skaffes friske slaver til plantagerne i Amerika og Brasilien.

Der var dickensk fattigdom i det Manchester, Tocqueville ankom til. Systematiseret børnearbejde og den måske største ulighed i den moderne historie (Thomas Piketty har regnet ud, at de ti procent rigestes andel af den samlede privatejendom udgjorde omkring 85-92 procent i Storbritannien i årene mellem 1780 og 1910).

Friedrich Engels’ far, som selv var blevet stenrig på at drive bomuldsmøller i Tyskland og England, sendte i 1842 sin 22-årige søn til Manchester i håb om, at al den driftsomhed ville kurere ham for hans kommunistiske sværmerier. Det modsatte skete.

Den sociale nød inspirerede Engels til at skrive The Condition of the Working Class in England (1845). Og senere Det Kommunistiske Manifest (1848). Og på den måde skabte tøjindustrien ikke bare industrikapitalismen, den skabte også arbejderbevægelsen.

Anders Rye Skjoldjensen

Dit tøj er lavet af plastik

Kig ned ad dig selv engang. Næsten uanset hvad du har på, er der en god chance for, at der er plastik i dit tøj. Det giver stræk i dine sokker, får din sommerkjole til at skinne og gør dine snørebånd stærke. Polyester. Polyetylentereftalat. Plastik udvundet af råolie, som kan bruges til at lave colaflasker.

Når det smelter, får det konsistens som kold honning, og hvis man så presser det igennem en slags brusehoved, kan man lave lange tråde, som kan væves til stof. Man kan altså bogstavelig talt lave tøj ud af gamle colaflasker, hvis man smelter dem.

Siden 1990’erne er næsten hele stigningen i den globale produktion af tekstiler forårsaget af polyester. Fordi det er billigt.

Det startede i mellemkrigstiden, da det amerikanske firma DuPont opfandt nylon. Nylonstrømper! Det var nærmest gangbar valuta under Anden Verdenskrig. Et billede på menneskets frembringelsesevner. Det var magisk. Man kunne faktisk gå 68 dage uden at vaske sit polyestertøj, lovede en reklame fra 1951, hvor en mand sidder i hvid skjorte i en sofa omgivet af tre unge, nedringede kvinder, der blidt bider ham i knæet.

Men polyester er også et kæmpe problem.

Det er lavet af olie (kæmpe problem). Og hver gang vi vasker vores polyestertrøjer, river bittesmå stykker plastik sig løs. De er for små til at blive fanget i vaskemaskinens filter, så de flyder ud i kloakken og ud i havene, hvor det ender i maverne på fisk og skildpadder. 35 procent af al plastik i havene kommer fra tøj, vurderer samme Nature-artikel.

(Nu har man faktisk også fundet små stykker af bomuld på dybhavets bund. Det er svært at sige, hvorfor de ikke er blevet opløst, men det skyldes nok al den farve og blegning og kemiske behandling, som har efterladt et unedbrydeligt lag på fibrenes yderside).

Tøj er sprog

Den tyske sociolog George Simmel var en af de første, der tog tøj alvorligt.

Tøj er både en måde at efterligne andre på, skriver han i teksten Moden fra 1911, en måde at gemme sig i mængden, en måde at være en del af et trygt fællesskab. Men tøj er også en måde at adskille sig fra andre på. Moden er derfor en scene, hvor vi hele tiden udfolder »tilknytning og adskilles«.

Den moderne storby er på én gang stedet, hvor man finder sin egen stemme og stil, og stedet, hvor alle promenerer omkring i de samme mørkeblå uldjakker og optrevlede cowboybukser.

Tøj er overalt. Vi ser det ikke, og vi ser det hele tiden.

»Når jeg lytter opmærksomt i en menneskemængde, bliver jeg bevidst om den syntetiske raslen af jakkefor, der skraber imod en akryltrøje,« skriver den britiske akademiker Shahidha Bari i indledningen til sin nye bog Dressed – the secret life of clothes.

»Den knitrende og hurtige brummen af en lynlås, der zoomer op mod en hals, de behagelige klap af hæle.«

Tøj er aldrig bare summen af dets materialer. Tøj er ideer og mening, man kan tage på, skriver Bari om Madonnas denimjakke, det muslimske slør, chefens slips. Tøj er et sprog, der fortæller om »kapitalismens abstrakte, ofte grimme og altid konkurrenceprægede sociale relationer«.

Etymologisk er ordet ’tekst’ forbundet til ordet ’tekstil’. De kommer begge fra det latinske ord ’texere’, som betyder at væve.

Tøj er »minder, mening og intimitet,« skriver Bari. »I tøj er vi forbundet til andre mennesker«.

Køb ikke tøj, der koster mindre end en kop kaffe

Der er ikke andet for end at aflevere i hvert fald ti af mine skjorte til genbrug. Jo mere jeg taler med Patsy Perry, jo klarere bliver det.

»Tøj er blevet det nye plastikemballage,« siger hun. »Det koster næsten ingenting, og vi smider det væk så snart, vi har brugt det et par gange.«

Hvert år bliver 92 millioner ton tøj smidt ud. Det svarer til vægten af Empire State Building 250 gange, så vidt jeg kan regne ud.

Men modsat i 1800-tallet handler det ikke kun om Vesten.

»Det handler ikke kun om Zara og H & M, der er masser af kinesiske og indiske brands, som vi aldrig har hørt om,« siger Patsy Perry.

Millioner af asiater er blevet løftet ud af fattigdom, og det har fået produktionen af tøj til at eksplodere.

Røgen og larmen er for længst flyttet ud af Europa. Hvis Tocqueville kom til Manchester i dag, ville han ikke kunne genkende byen.

– Hvad kan vi gøre for at gøre tøjindustrien mere bæredygtig?

»Coronanedlukningen har i hvert fald vist, at vi kan sænke vores CO2-aftryk. Men også at det går hårdt ud over de mest sårbare arbejdere i verden som kvinder i Bangladesh, der arbejder i fabrikkerne,« siger Patsy Perry.

»At lukke produktionskæderne er super for miljø og klima og forfærdeligt for dem. Så vi kan ikke bare stoppe fra den ene dag til den anden. Vi er nødt til langsomt at sætte hastigheden ned.«

Hvis læserne selv vil gøre noget, har Patsy Perry et par råd:

Køb hellere ét godt stykke tøj, som holder, end to der går i stykker. Vask dem mindre og ved lavere temperaturer.

Køb hør og hamp i stedet for bomuld og polyester – de har et lavere CO2-aftryk. Undgå varer fra Kina, for de er ofte produceret med kul.

Og så min personlige favorit: »Lad nu være med at købe et stykke tøj, der koster mindre end en kop kaffe,« siger Patsy Perry.

Og nå ja, hvis du har 28 skjorter i dit skab, men kun bruger fem … så giv nogle af dem væk.

Serie

Kapitalismen bor i en tomat

De små ting, der omgiver os, rummer menneskehedens store konflikter. Man skal bare se efter. I en ny serie undersøger Information den globale kapitalisme via tre objekter: Et par briller, en tomat og en trøje.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Hmm.. men hvorfor dyrker vi ikke længere hverken hør eller hamp til stofproduktion i Danmark?

Susanne Kaspersen, John Hansen, Liselotte Paulsen, Randi Christiansen, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Hannibal Knudsen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Torsten Jacobsen, Holger Nielsen, erik pedersen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Det ER muligt at købe økologisk og bæredygtigt tøj, men det er dyrere og sværere at finde frem til.
For ti år siden satsede Coop i Neuchâtel stærkt på økologisk tøj, det var det første man så når man kom op i tøjafdelingen. For et år siden var det økologiske gemt lidt af vejen... det var der, men...
Det er opad bakke at ændre flertallets vaner, der understøttes af reklamer og magtfulde industrier.

I en del år af min skoletid i 1950’erne var der kun råd til at jeg fik to nye kjoler om året. Ikke noget at imponere klassekammerater med på privatskolen hvor jeg havde friplads. MEN jeg havde selv måtte vælge mine to kjoler, og DET satte i respekt.

John Hansen, Liselotte Paulsen, Hannibal Knudsen, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Ete Forchhammer

"Det ER muligt at købe økologisk og bæredygtigt tøj"

Er det?

Økologi er ikke noget med det Ø-mærke som sidder på nogle af de varer vi køber. Økologi er en videnskab som prøver at beskrive biosfæren som et biologisk system. "Økologisk landbrug" derimod er landbrug hvor man ikke benytter kunstgødning, pesticider, GMO mm. Det er dog en "sandhed med modifikationer". F.eks. må en økologisk landmand godt gøde med gylle fra et ikke-økologisk nabolandbrug, og alligevel kalde sine produkter økologiske.

Bæredygtig? Hvad vil det overhovedet sige? Da jeg læste bæredygtighed på universitetet besluttede jeg mig på et tidspunkt for at prøve at finde ud af hvad der skulle til for at jeg selv levede bæredygtigt. Prøv f.eks. at google "bæredygtig livsstil" eller "sustainable lifestyle". Du finder måske lidt reklamer for backpacker rejser Jorden rundt, men det er tankevækkende at stort set ingen har en opskrift på hvordan en Verdensborger lever bæredygtigt. Du finder det ikke med Google.

Bæredygtig vil primært sige at de ressourcer vi bruger kan gendannes af naturen i samme takt som vi bruger dem. Brundtland kaldte det at vores levestil ikke forringede fremtidige generationers muligheder for et tilsvarende liv.

Da jeg ikke kunne finde nogen som havde prøvet at beregne hvad bæredygtighed reelt indebar, gjorde jeg det selv. Det er for omfattende at beskrive her, men min konklusion var at det stort set er biofysisk umuligt at leve bæredygtigt her på planeten. Sidste gang vi mennesker levede bare nogenlunde bæredygtigt var før vi startede landbrug. Dengang var vi få millioner mennesker, og vi var allerede i gang med at fucke biosfæren op. I dag er vi små otte milliarder. I dag er planeten omdannet til én stor madproduktion. Samtidig ved vi at vi kommer til at have et ca. 70% højere behov for mad i 2050 (jvfr. WHO).

Bæredygtighed er en levestil som kan blive ved i "det uendelige". Det omvendte er død med død på, og vi lever langt fra bæredygtigt. Sorry, men sådan er det bare, og vi har absolut ingen mulighed for at ændre på det. Dét løb er kørt for tusinder af år siden. Det er tabu og ekstremt upopulært at sige/skrive, men det er sandt.

Erik Karlsen, Randi Christiansen, René Arestrup, Rune Mariboe, Dorte Haun Nielsen, Jørgen Melchiorsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvorfor er det et problem, hvis du bare slider dem op inden du smider dem ud? Det er umuligt at være etisk forbruger i en uetisk verden, hvor magthaverne og kapitalisterne har økoniniske interesser i misinformation - eller slet og ret ingen information om produktionsforholdene overhovedet.

Marie Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Rune Mariboe, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Behold dog dine skjorter, så kan du selv slide dem op, som Markus Lund fornuftigt skriver.
Der går jo ikke møl i dem..
Hvis du bare giver dem væk, ved du jo ikke om et kvajhoved kun bruger dem en enkelt gang..?
Desuden vil de være retro om ti år.

Tak for en fin artikel :-)

Susanne Kaspersen, Marie Hansen, Rune Mariboe, Jørgen Melchiorsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Markus Lund

Ja, det er svært at være "etisk" i en uetisk Verden. Jeg kender godt følelsen. Det er endnu mere komplekst end som så, for der findes ikke nogen filosofisk konsensus om, hvad den rigtige/gode handling egentlig er. Det lyder absurd for mennesker som ikke har læst filosofi, men vi har stadig ikke nogen klar definition af det gode kontra det onde andet end regneark og mavefornemmelser.

Selvom vi teoretisk ville have meget svært ved at leve reelt bæredygtigt på Jorden med den befolkningsstørrelse vi er nu, selv hvis vi virkelig skruede ned for vores ressource- og energi forbrug, så er der absolut ingen grund til at haste mod afgrunden. Den når vi alt for hurtigt med det nuværende tempo.

Det vi i det daglige kalder vækst hænger i høj grad sammen med hvor mange flere mennesker vi mere eller mindre konstant bliver. Vores forbrug stiger som regel ligefrem proportionalt med hvor mange vi er. Samtidig afhænger det af vores stigende forbrug, med mere og mere teknologi.

Jeg skrev at planeten er blevet omdannet til en "mad maskine" for at holde os "alle" i live. Et eksempel er at der bor ca. fire-fem gange grise i Danmark som der bor mennesker. Forskellen er at grisene typisk lever under et år før vi laver dem om til bacon, flæskesteg og pølser. Et andet eksempel er at halvdelen af planetens beboelige areal (inklusiv byer, regnskov mm.) i dag bruges til landbrug.

Vores absolut største problem ift. bæredygtighed er at al vores kostbundne energi skal passere gennem fødekæden og derfor langt overvejende skal gennem en plante. I dag har vi boostet fotosyntesen i biosfæren vha. fossile brændstoffer, maskiner, kunstgødning, kunstvanding mm., altsammen noget som bruger energi. Alligevel er den totale mængde solenergi biosfæren binder pr. år halveret de sidste 2000 år, fordi flere marker kræver at man fælder mere skov. Ergo kan madproduktionen ikke opretholdes bæredygtigt uden et alternativ til olie, som vi snart løber tør for. Dét alternativ har vi endnu ikke, og der er ikke nogen af de nuværende løsningsforslag som virker i global skala.

Så ja, vi bør droppe mode og gå med det tøj vi køber til det falder fra hinanden :)

Susanne Kaspersen, Randi Christiansen, René Arestrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Rune Mariboe, Flemming Berger, Jørgen Melchiorsen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

“Skjorteproblemet” afspejler en endnu større og ventende katastrofe, nemlig befolkningstilvæksten. Ja, tøjproduktion sviner som ind i helvede, men hvad med aircondition, madlavning, bad og tøjvask, transport, bare for at nævne nogle af dem. Og intet peger på at vi er ved at vende den negative tendens, hverken hvad angår forurening, CO2 udledning, tømning af havene for fisk, eller alt det andet.

Skal vores børn bare have en lille chance for et liv i værdighed, skal vi have standset jordens voksende befolkning, og gerne vendt den til et faldende antal mennesker her på vores blå planet. Derfor bliver vi nødt til at få den 3. verden ud af fattigdom, uddanne især kvinderne, iværksætte programmer i familieplanlægning, og få pigerne i skole. Og det for bare at nævne nogle af tiltagene. Ellers har vores børn ikke en jordisk chance.

“Human dignity can not survive in an overpopulated world.”

Rikke Nielsen, René Arestrup og Jørgen Melchiorsen anbefalede denne kommentar

det gamle slidte tøj er ofte det bedste at gå i, Og hvis vi så heller ikke smider mad ud, så behøvede produktionen ikke at være helt så stor som den er i dag

Marie Hansen, Randi Christiansen, Morten Balling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Morten Balling, tak for dit svar der viser hvor forskellige “smertetærskler” kan være. Jeg håber for dig at du kan leve godt med din.
Jeg for min part støtter mig til div. internationale ordninger og mærker. Vel vidende at de måske ikke er perfekte, men jeg tror på at de borger for bedre, mere betænksom produktion end hvad der iøvrigt falbydes.
Mht. tøj er min erfaring at det såkaldt økologiske simpelthen er behageligere at gå med og farverne er kønnere end det konventionelle.

Susanne Kaspersen, Randi Christiansen, Morten Balling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dan D. Jensen

Hvilken samfundsnedbrydende tråd !
Nu har politikkerne kæmpet for at vi skal vise samfundssind (svinge dankortet og skabe forbrug) Selv samme politikkere har frigivet penge i form af feriepenge og pengegaver til forbrug. Alt sammen for at vi kan komme godt over Coronakrisen med velfærdssamfundet i nogenlunde behold !
Og så så laver I sådan en tråd - den er i bedste fald, dum, og i værste fald farlig for vort land.
Jeg beder om at i viser mådehold med disse opfordringer til mådehold

Frank Hansen, Eva Schwanenflügel og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg har tre skjorter. En blå, en hvid og ternet. Det er kun den første jeg bruger og det sker typisk til jul og måske en enkelt gang i løbet af året, derudover, typisk til en fødselsdag eller noget. Den blå skjorte er en gave fra min niece og har derfor stor affektionsværdi. Den passer perfekt i størrelsen, men har aldrig været vasket fordi, så passer den jo ikke længere. Jeg har overvejet at smide da andre skjorter to ud, men er helt sikke på at så går der kun et par dage før jeg får brug for én af dem. Til jul fik jeg yderligere en skjorte i julegave af min niece, den sagde jeg pænt nej tak til. Jeg mener, hvad skal jeg med alle de skjorter når jeg egentlige hellere vil gå i t-shirt og trøje? Er det forkert at at afvise en julegave, med henvisning til at man ikke har brug for den?

Young-suk No

Alle mennesker skal have et sted at bo, mad at spise og tøj på kroppen, men undervejs gik penge i dem alle og alt handlede om at øge profitten og i den process intet blev skånet, hverken naturen eller menneskene.
Mens stadig millioner af mennesker i verden der ikke har bolig, mad og tøj, sidder vi nu tilbage med opbrugt naturressourcer, udpint jord, ødelæggelse af biodiversitet, og luftforurening der truer vore alle sammens eksistens.
Vi skal have bedre forståelse af os selv som mennesker og erkende hvilke destruktive kræfter vi kan have på naturen og vores medmennesker og fremme det meningsfulde egenskaber i os for at rede verden som vi selv har ødelagt.

Jan Fritsbøger, Liselotte Paulsen, David Adam, Lone Hansen, Eva Schwanenflügel og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Young-suk No

Problemet med den blinde grådighed du beskriver er bare at det formentlig ligger dybt begravet i vores gener. Ligesom vi har svært ved at lade en kage stå selvom vi ikke er sultne, har evolutionen "lært os" at det gælder om at rage så mange ressourcer til os som muligt, fordi det øger vores egen overlevelsesevne, og dermed også vores yngel (børn).

Økonomi er ikke noget Adam Smith "opfandt". Han indså nærmere nogle mekanismer som allerede havde eksisteret i naturen i millioner af år, og så opfandt han en metode til at udnytte disse mekanismer i noget som minder om et klassisk pyramidespil. Det var i og for sig smart nok i en årrække, fordi det alt andet lige øgede den gennemsnitlige globale levestandard (også medianen), men han glemte at regne på omkostningerne ift. biosfæren, og det var først i sidste århundrede at økonomer som Georgescu Roegen og Kenneth Boulding begyndte at påpege at vores værdimodeller er forkerte ud i det absurde. Det ændrer dog ikke på at det stadig er Adam som hænger på den fornemmeste plads på væggen på enhver business school med respekt for sig selv. Det kommer til at ændre sig.

David Adam, Jacob Nielsen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Morten balling@ - tak for således nøgternt at påpege visse fakta. Lad mig forsøge at udfordre at "vi har absolut ingen mulighed for at ændre på det. Dét løb er kørt for tusinder af år siden." Du siger altså, at det ikke er muligt for mennesket at være en del af biosfærens cykliske kredsløb uden at gøre uoprettelig skade?

"Bæredygtighed er en levestil som kan blive ved i "det uendelige". Det omvendte er død med død på, og vi lever langt fra bæredygtigt. Sorry, men sådan er det bare, og vi har absolut ingen mulighed for at ændre på det. Dét løb er kørt for tusinder af år siden. Det er tabu og ekstremt upopulært at sige/skrive, men det er sandt."

Morten Balling

@Randi Christiansen

"Du siger altså, at det ikke er muligt for mennesket at være en del af biosfærens cykliske kredsløb uden at gøre uoprettelig skade?"

Ja, især hvis vi skal holde 8-14 milliarder i live. Biosfæren som den var før Homo sapiens kommer aldrig igen, men livet på planeten skal nok klare den. Selv menneskeheden skal nok leve videre, vi bliver "bare" en del færre i løbet af de næste ca. 100 år. Det sidste forudsætter dog at vi kan enes når ressourcerne for alvor bliver knappe, hvilket vi historisk ikke har været så gode til.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

"Er det forkert at at afvise en julegave, med henvisning til at man ikke har brug for den?"

Søren,
det er fordi, din niece ikke ved, hvad hun ellers skulle give dig, fordi du ikke har ledt hendes tanker hen på noget andet. Og i visse (sikkert de fleste) kredse anses en skjorte for at være finere end en T-shirt.

I øvrigt kan tøj holde meget længere, hvis man reparerer det, når det begynder at gå i stykker. Udtrykket "slidt op" er et spørgsmål om personlig anskuelse. Nogle mener, at det er "slidt op", når et lille stykke syning er gået op, mens andre mener, at tøjet nærmest skal være mørnet, inden det er modent til "småt brændbart".

Jan Fritsbøger

morten balling, grådigheden er måske "naturlig" men en ting er sikkert,
og det er at en kultur som bakker op om og forherliger grådighed, og gør forbrug til det ultimative gode ikke ligefrem gør problemet mindre,
der findes jo kulturer hvor grådighed ligefrem anses for et tegn på sygdom, og hvor respekten for naturen er et bærende element,
hvis vi kunne lære af disse kulturer i stedet for at anse dem for primitive og inferiøre, ville vi måske kunne skabe et langt mere levedygtigt og humant samfund som ikke er så destruktivt som det vi har nu, men det haster.
men det sker selvfølgelig ikke fra dag til dag men vi burde i det mindste bevæge os i den retning, og det gør vi jo bestemt ikke.

Jan Fritsbøger

det er noget notorisk vrøvl at væksten først og fremmest er en følge af befolkningstilvækst, i den rige del af verden stiger forbruget pr capita voldsomt, og det meste af befolkningstilvæksten består af fattige som har et ufatteligt lavt forbrug, at mene problemet består i "for mange mennesker" er de grådiges forsøg på at frikende dem selv og skyde skylden på "de andre", som kun har gjort sig skyldige i at leve.