Bevæbnet med vandkanoner, peberspray og ny hårdtslående lovgivning satte Hongkongs politistyrke i går ind mod tusindvis af demonstranter.
Den 1. juli er traditionen tro en kampdag for demokratibevægelsen i byen. Det er årsdagen for overdragelsen fra britisk til kinesisk styre tilbage i 1997. I år blev skrevet ind i historiebøgerne.
Som dagen skred frem, stod det klart, at regeringschef Carrie Lams løfter om, at en ny og yderst kontroversiel sikkerhedslov kun er målrettet et fåtal ikke står til troende. Loven blev hastet igennem den kinesiske folkekongres uden om det lokale parlament og uden at konsultere borgerne i Hongkong. Den kriminaliserer løsrivelse, statsundergravende virksomhed, terrorisme samt samarbejde med udenlandske magter og har en strafferamme på op til livstid.
Hvor lidt der skal til for at overtræde sikkerhedsloven, fik politiet hurtigt gjort klart. På medbragte bannere advarede ordensmagten mod at fremvise symboler eller synge sange med opfordring til uafhængighed. Det afholdt ikke demonstranterne fra at råbe deres nu forbudte slogan om, at uafhængighed er den eneste udvej.
Første anholdte under den nye lov var en aktivist iført en Free Hong Kong-T-shirt og i besiddelse af et banner med påskriften Hong Kong Independence. Mange flere fulgte. Blandt dem var en 15-årig pige med et uafhængighedsflag.
Mindre at vinde
Sikkerhedsloven er Kinas kommunistpartis forsøg på én gang for alle at genvinde kontrollen i Hongkong og stække den bevægelse, der har kæmpet i årtier for demokratiske reformer, for at bevare byens autonomi og for at holde regimet inde på fastlandet på afstand.
Bevægelsen har rødder tilbage i 1980’erne under optakten til overdragelsen. Forhandlingerne mellem Storbritannien og folkerepublikken førte til aftalen om et kapitalistisk Hongkong og et socialistisk Kina adskilt i 50 år fra skæringsdatoen i 1997.
Hongkong-borgernes levevis kunne fortsætte, selv om flaget skiftede til det kinesiske. I mange år var aftalen om ’ét land, to systemer’ til gavn for begge sider. Hongkongs position som finanscentrum og kinesisk springbræt har gjort byen til et af verdens rigeste samfund. Børsmarkedet og boligpriserne er skudt i vejret og investeringerne strømmet både ind og ud af Kina.
Under briternes styre var Hongkong en kronjuvel på kolonikortet. For Beijing kom indlemmelsen på det helt rigtige tidspunkt, hvor de kinesiske reformambitioner var dybt afhængige af viden og kapital fra udlandet. Samme gensidige afhængighedsforhold eksisterer ikke længere. Kinas kommunistparti har mindre at vinde, mens en mere politisk bevidst generation af Hongkong-borgere føler, at de har alt at tabe.
Hemmelige retssager
På gadeplan lignede gårsdagens konfrontationer og indlagte løbedueller mellem uropoliti og demonstranter, da også de scener, der har præget byen uge efter uge det seneste år.
Men meget har ændret sig – med den nye lov er magtbalancen mellem det semidemokratiske og relativt frie Hongkong og det autoritære styre på fastlandet ikke længere den samme.
For lovteksten handler ikke kun om høje straffe for en række lovovertrædelser. Den pålægger samtidig bystyret i Hongkong at oprette flere nye institutioner, der skal stå for den politiske, juridiske og efterforskningsmæssige implementering.
Blandt de mest kontroversielle elementer er, at kinesisk efterretningspersonel kommer til at kunne operere frit i Hongkong – uden at være underlagt bystyrets love. Desuden bliver det op til kommunistpartiets politiske allierede, regeringschef Carrie Lam, at udpege dommere i sager, der vedrører sikkerhedsloven. Som Amnesty Internationals regionale direktør, Nicholas Bequelin, formulerer det i en udtalelse:
»Med sit vage sprog og bestemmelser om hemmelige retssager, håndplukkede dommere og fastlandssikkerhedsagenturer, der opererer frit i byen, er loven åben for politisk motiveret og vilkårlig fortolkning fra myndighedernes side.«
Og tankevækkende er det, at der i visse sager vil være mulighed for at sende sigtede til fastlandet, hvor de vil blive retsforfulgt ved en kinesisk domstol. Det var netop udsigten til en ny lov om udlevering af personer i Hongkong til retsforfølgelse inde i Kina, der satte gang i protesterne.
En million Hongkong-borgere gik den 9. juni sidste år på gaden i protest mod lokalregeringens lovforslag. Ugen efter var antallet på to millioner. Lovforslaget blev gnisten, der antændte en i forvejen ulmende vrede blandt store dele af byens indbyggere.
Hvor stor den folkelige utilfredshed var kom tydeligvis bag på Carrie Lam, der var måneder om at trække lovforslaget tilbage. Men på det tidspunkt var den første tåregas affyret – og demonstranternes krav voksede til også at inkludere frie valg til posten som regeringschef.
Længe så det ud til, at lokalregeringen var magtesløs over for en løst struktureret, men meget dedikeret demokratibevægelse. Carrie Lams modtræk blev at forbyde protesterne og lade Hongkongs politistyrke foretage masseanholdelser og gå mere hårdhændet til værks.
Flere end 9.000 demonstranter er til dato blevet arresteret. I lokalbefolkningen har politiets brug af tåregas, gummikugler og kontante anholdelser af demonstranter helt ned i skolealderen vakt foragt. Det var medvirkende til den historiske valgsejr for den demokratiske fløj ved Hongkongs distriktsvalg i november.
Valgsejr et chok
Valgresultatet var et chok for lokalregeringen og den kommunistiske ledelse i Beijing. Distriktsrådene i Hongkong har begrænset politisk indflydelse, men til september er der valg til Hongkongs parlament, Legislative Council eller bare LegCo, der udformer ny lovgivning og godkender bystyrets budgetter.
Halvdelen af parlamentets 70 medlemmer vælges direkte, mens resten udpeges indirekte via branche- og interesseorganisationer, der domineres af et prokinesisk erhvervsliv. Sikkerhedsloven og den forhastede proces i forbindelse med indførelsen af den skal ses i lyset af Hongkongs politiske kalender og det kommende parlamentsvalg.
Sidste år markerede protestbevægelsen 1. juli ved at besætte Legislative Council. Det skete ved at bryde indgangspartiet ned med metalstænger og en hjemmelavet rambuk. Det var en skelsættende handling. Fra den dag skiftede protesterne karakter.
»Den her bygning tilhører os, folket,« råbte en af de unge demonstranter ud over forsamlingen for et år siden. Han forblev anonym, men svor at vende tilbage, hvis ikke regeringen lyttede til demonstranternes krav. Det gjorde regeringen ikke.
I stedet er Hongkong nu i endnu højere grad end før underlagt Beijings dominans. Men demokratibevægelsen har ikke opgivet at vende tilbage til LegCo-bygningen – denne gang med et folkeligt mandat, når der holdes valg. Spørgsmålet er, om dens kandidater får fri proces. Flere af dem er allerede sigtet for lovovertrædelser og i farezonen for at blive anholdt under den nye sikkerhedslov.
