Læsetid: 9 min.

Amerikansk kursskifte i Det Sydkinesiske Hav og tre andre historier fra verden

USA afviser hovedparten af Kinas territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav og vil mere aktivt yde støtte til nationer, der er involveret i de maritime stridigheder. Dermed åbner USA endnu en front i det anspændte forhold mellem klodens to stormagter
Det Sydkinesiske Hav har længe været et konfliktfyldt farvand. Nu vil USA gå mere offensivt til værks for at hjælpe de lande, der mener, at Kina krænker deres territoriale ret.

Det Sydkinesiske Hav har længe været et konfliktfyldt farvand. Nu vil USA gå mere offensivt til værks for at hjælpe de lande, der mener, at Kina krænker deres territoriale ret.

Ritzau/Scanpix

18. juli 2020

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

  • Amerikansk kursskifte i Det Sydkinesiske Hav

Af Lasse Karner

Beijing skal ikke have lov til at behandle Det Sydkinesiske Hav som sit maritime imperium, lød det tidligere på ugen fra den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i en usædvanlig kontant erklæring fra Washington.

Det Sydkinesiske Hav har længe været et konfliktfyldt farvand. Kina gør krav på omkring 85 procent af det ressourcerige hav og har de seneste år bygget militære installationer og foretaget landvindinger på adskillige små øer og klippeskær til stor frustration for en række sydøstasiatiske nationer.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Kim Folke Knudsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Gert Romme, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Havde jeg forudsagt den udvikling for 10 år siden, hvor vi alle skulle være dus med Kina, så var jeg blevet kaldt en "led konspirationsteoretiker" og en fantast uden forbindelse til virkeligheden. Det har jeg faktisk prøvet i omkring 2001. hvor jeg tillod mig, at gøre opmærksom på, at den sikkerhedspolitiske situation i Østersøen var ved at ændre sig! Den var dengang vi var "pot og pande" med Rusland. Så ting ændrer sig over tid og det er ikke altid at "de gale;" er helt gale på den!

Torben K L Jensen

Verden har hverken tid eller råd til julelege - året for "The tipping point" er rykket fra 2030 til 2025 og nu leger alle politiske kandestøbere - Hvad fanden går der af jer ?

Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Carsten Munk og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Det er nødvendigt at USA & Kina opbygger et sæt af aftaler, som forbedrer sikkerheden mellem de to store supermagter. Udviklingen for tiden er bekymrende. Sammenstødet mellem USA og Kina bunder i dybe strategiske modsætninger, som ikke forsvinder med valget af en Præsident i USA.

Donald Trump er begyndt at omtale COVID19 som chinese desease. Hvad ved USA allerede om sygdommens oprindelige udbrud i Wuhan og er der oplysninger, som nu må skjules af sikkerhedsmæssige hensyn ?.

Kina ses nu som en modstander på linie med Sovjetunionen under den kolde krig med den forskel, at der ikke er nogen sikkerhedsaftaler mellem de to supermagter, som kan forhindre, at udviklingen løber løbsk og ender i en krig mellem USA og Kina.

Lad jer ikke narre af det økonomiske samvær mellem to de to magter. Det forhindrer ikke vejen mod en ny ødelæggende krig i det fjerne østen. Der er rigtig mange træk i den nuværende udvikling, som minder om USA´s forsøg på at inddæmme Japans voksende sømilitære magt i begyndelsen af 1940´erne.

Danmarks og Vestens placering i denne konflikt må være en entydig opbakning til vores NATO allierede USA. Kina er ikke en supermagt som repræsenterer demokrati og frihed. Senest har regimet grebet ind i Hong Kong, som gradvist bevæger sig mod kinesisk et parti styre og massiv undertrykkelse af Hong Kongs befolkning. Hong Kongs borgere skulle have haft deres egen stat og så kunne de selv ved en folkeafstemning træffe valget om de ville tilslutte sig moderlandet Kina. Nu har Vesten solgt kolonien til Kina, og det er umuligt at forhindre en total ensretning af forholdene i Hong Kong.

Men uanset dette ubetinget loyalitetsforhold til USA. Ingen kan leve med risikoen for en 3. Verdenskrig som meget hurtigt vil kunne implicere Japan, Sydkorea, Indien, Vietnam og Pakistan, hvor USA og Kina står overfor hinanden i kampen om adgangen til hele regionen og til Stillehavet.

De strategiske modsætninger samler sig om følgende.

Adgangen til vigtige mineraler for hich tech produktion.
Adgangen til Stillehavet.
Den strategiske kontrol over den koreanske halvø, de to Korea stater.
Kinas investeringer i Afrika og Orienten.
Kinas sammenstød med den demokratiske supermagt Indien.
Den teknologiske infrastruktur i hele Verden.

En stormagt vil altid stille krav til sine nære omgivelser, - sådan har Amerika også gjort i mange år og som har dækket hele den halvdel af kloden som vi kalder Nord og Sydamerika.

Jeppe Lindholm

Jeg viste det allerede tilbage i 1989, da George Bush (den ældre) sagde til Mikhail Gorbatjov "We won" ;-)

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

USA er entydig den globale aggressor. Kina eller Rusland har hverken ressourcer eller ønsker om konfrontation med USA. Vi skal naturligvis ikke støtte amerikansk imperialisme men sørge for at holde os neutrale for enhver pris.

Jeppe Lindholm

Og hvem kan så ofres i en mulig krig mellem USA og Kina?

Europa. Os. USA betragter Europa og EU som mere og mere ligegyldig i den nye verdensorden. Det er på høje tid EU skaber sig en sikkerhedsmæssig stemme i verden for at værne om vores værdier. Hvis ikke andet så i selvforsvar før det er for sent. Før eller siden for vi i Europa og EU brug for sikkerhedsmæssige kræfter i en verden, som bliver mere og mere udfordret på alle fronter.