Interview
Læsetid: 11 min.

Angela Merkel: »For at Europa kan overleve, må dets økonomi kunne overleve«

EU skal indrette sig på, at USA måske aldrig igen ønsker at være verdensleder, siger den tyske forbundskansler i dette interview, som hun gav til seks store europæiske aviser i anledningen af Tysklands overtagelse af EU-formandskabet 1. juli
»Jeg synes ikke, det er formålstjenligt at tale om de nordeuropæiske og om de sydeuropæiske lande og om de østeuropæiske lande. Så bliver tingene let for sorte og hvide. Jeg forventer, at vi alle er i stand til at sætte os i den anden persons sted, og at vi kan se på problemerne fra den andens synspunkt.« siger Angela Merkel i et interview med seks store europæiske aviser.

»Jeg synes ikke, det er formålstjenligt at tale om de nordeuropæiske og om de sydeuropæiske lande og om de østeuropæiske lande. Så bliver tingene let for sorte og hvide. Jeg forventer, at vi alle er i stand til at sætte os i den anden persons sted, og at vi kan se på problemerne fra den andens synspunkt.« siger Angela Merkel i et interview med seks store europæiske aviser.

Markus Schreiber

Udland
6. juli 2020

I forbindelse med Tysklands overtagelse af EU-formandskabet 1. juli stillede forbundskansler Angela Merkel op til et interview med The Guardian og fem andre store europæiske aviser – tyske Süddeutsche Zeitung, franske Le Monde, spanske La Vanguardia, italienske La Stampa og polske Polityka. Hun talte blandt andet om Europas økonomiske modtræk mod coronapandemien, om sin vurdering af Brexit-forhandlingernes chancer for succes og om de globale udfordringer, som USA, Rusland og Kina repræsenterer for EU. Her følger en let nedredigeret version af interviewet:

– Tyskland overtager EU-formandskabet på et tidspunkt, hvor Europa står i en krise uden fortilfælde. Der er store forhåbninger til, at Tyskland finder gode løsninger. Bliver du ikke nervøs over forventningspresset?

»Også i 2007 stod jeg som kansler i spidsen for et EU-formandskab. Dengang var EU’s forfatningstraktat blevet nedstemt i Frankrig og Holland, og det var nu op til os at udforme en ny. Det lykkedes for os med Lissabontraktaten. Men kort efter blev vi så ramt af international finanskrise og euroturbulens, og siden kom de store flygtningestrømme. Svære tider er ikke noget nyt. Men gang på gang har det også vist sig, at Europa ikke er godt rustet til at imødegå kriser. Under eurokrisen havde vi ikke de rigtige redskaber til at finde et passende svar, og flygtningestrømmene i 2015 afslørede, at EU’s asylsystem har store mangler.«

»Coronapandemien stiller os nu over for en udfordring af dimensioner, vi ikke før har kendt. Og den har ramt os alle i flæng. På den ene side afbrød den en periode med positive økonomiske udviklinger for alle EU-medlemsstater. På den anden side er den faldet sammen med to store omvæltninger i vores tid, klimaforandringerne og den digitale revolution, som er i gang med at ændre vores liv og økonomier helt uafhængigt af virussen. For mig er det vigtigt at holde et meget skarpt fokus på disse ting.«

– Med så mange kriser kan man spørge: Står EU’s overlevelse på spil?

»I stedet for igen og igen at fortabe sig i eksistentielle spørgsmål synes jeg, det må handle om, at vi alle skal trække i arbejdstøjet. Det er i høj grad i alle medlemsstaters egen interesse, at vi i EU fastholder et stærkt indre marked og fremstår som forenede på den globale scene. I en så ekstraordinær situation sætter jeg min lid til, at medlemsstaterne forstår, at de har stor interesse i de ting, der holder os sammen.«

– Krisen har ikke bare ramt Europa. Hele verden kæmper – imod pandemien og imod politiske dæmoner?

»Præcis. Det er rigtigt, at tonen i de internationale samtaler for øjeblikket kan være temmelig brysk. Efter finanskrisen i 2008 blev multilateralisme dagens orden. Det var den gang vi i G20-landene begyndte at mødes på statsoverhoved- og regeringschefniveau, og landene formåede at fremkomme med et meget forenet svar. Det er ikke tilfældet i dag. I disse dage er vi nødt til at anstrenge os for at hindre tilbagefald til protektionisme. Hvis Europa ønsker at blive hørt i verden, må vi sætte et godt eksempel. Det har jeg tiltro til, at vi kan. Men jeg gør mig omvendt ikke illusioner: Der kan forestå vanskelige forhandlinger.«

Solidaritet

– Dit forslag om en stor EU-fond, der skal fremme økonomisk genopretning efter coronakrisen, var en betydelig indrømmelse til de sydeuropæiske lande? Hvilken reformindsats forventer du til gengæld at få fra dem?

»Jeg synes ikke, det er formålstjenligt at tale om de nordeuropæiske og om de sydeuropæiske lande og om de østeuropæiske lande. Så bliver tingene let for sorte og hvide. Jeg forventer, at vi alle er i stand til at sætte os i den anden persons sted, og at vi kan se på problemerne fra den andens synspunkt.«

– Gruppen, der er blevet kaldt ’de sparsommelige fire’, ønsker sig en mere defensiv tilgang? Hvorfor har Tyskland forladt de forsigtiges lejr?

»For Italien og Spanien for eksempel har coronavirus-pandemien betydet en kæmpestor byrde i både sundhedsmæssig og økonomisk forstand, og selvfølgelig også – fordi så mange liv er gået tabt – i følelsesmæssig forstand. Under de omstændigheder er det kun ret og rimeligt, at Tyskland ikke bare tænker på sig selv, men er parat til at gå med i en ekstraordinær solidaritetsgestus. Det var i den ånd, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og jeg fremsatte vores forslag.«

– At acceptere højere gældsætning er noget af en kovending for Tyskland. Hvad skete der med kansleren, der ville sætte tæring efter næring?

»I en krise af denne størrelsesorden må alle forventes at gøre det nødvendige. Og det nødvendige er i dette tilfælde noget ekstraordinært. Tyskland havde en lav gældsrate og har i denne ekstraordinære situation råd til højere gældsstiftelse. Det er også meget vigtigt for os at holde programmet inden for rammerne af de europæiske traktater. Og vi har fundet en vej frem, så vi kan gøre det.«

»Alt det er selvsagt også i vores egen interesse. Det er i Tysklands interesse at have et stærkt indre marked og at have et EU, der vokser tættere sammen fremfor at falde fra hinanden. Som altid gælder, at hvad der er godt for Europa, er også godt for os.«

Hvad med populisterne?

– Genopretningsfonden har skabt en sær ny harmoni. Trækker pengeudskrivningerne et slør over de virkelige problemer med spirende nationalisme og latent populisme?

»Genopretningsfonden kan ikke løse alle Europas problemer. Men uden den ville vores problemer blive langt værre. Europas økonomiske sundhed har konsekvenser for så mange andre ting. En meget høj arbejdsløshed i et land kan blive politisk eksplosiv og derved forstærke truslen mod demokratiet. For at Europa kan overleve, må dets økonomi kunne overleve.«

– Kan genopretningsfonden puste nyt liv i drømmen om et Europas Forenede Stater?

»Jeg ser fonden som et unikt svar på en unik situation. Hvis vi ønskede at ændre de grundlæggende aspekter af EU-budgettets forvaltning eller for eksempel at give EU ret til at udskrive højere skatter, ville vi skulle ændre på traktaterne. Det ville ændre den statiske ligevægt mellem kompetence og tilsyn. Jeg er sikker på, at disse spørgsmål vil blive drøftet i de kommende år, men det bør gøres med forsigtighed. I den nuværende situation kunne vi imidlertid ikke vente på, at traktaterne blev ændret. Vi var nødt til at reagere hurtigt på pandemien.«

– Du er den sidste regeringschef fra 1989-generationen. Du husker østblokken og den europæiske forening. Er Europa trods jeres pandemirelaterede indsats ikke reelt ved at falde fra hinanden? Kan de yngre regeringschefer stadig finde et fælles sprog?

»Husk på, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, allerede var politisk aktiv i 1989. Den gang triumferede den liberale demokratiske orden i første omgang over socialismens og kommunismens diktaturer. Men det var kun én del af virkeligheden. Konflikter brød ud på det vestlige Balkan og senere i den islamiske verden.«

»Kina var slået ind på vejen til at blive en stærk økonomisk magt. Eksemplet med Kina viser unægtelig, at selv en udemokratisk stat kan være en økonomisk succeshistorie, hvad der stiller vores liberale demokratier over for en stor udfordring. Siden kom udfordringen med islamistisk terrorisme, især angrebene på USA den 11. september 2001. Og herefter skuffelsen, der fulgte oven på Det Arabiske Forår. Kort sagt har vi endnu ikke været i stand til at fremlægge et absolut bevis for, at det liberale system er på sikker sejrskurs. Og det kan godt bekymre mig.«

– Har Europa ikke forstået at høste fordelene ved sin revolution?

»Ja og nej. På den ene side har vi haft en utrolig succeshistorie siden 1989, men i vores eufori forstod vi ikke, hvor dybe spor diktaturerne i de 40 år efter Anden Verdenskrig havde sat sig. Landene i Østblokken havde kun haft få år til at udvikle deres egne nationale identiteter. Så først senere kunne de gennemgå de processer, der længe havde været en del af det normale liv i de vestlige lande.«

»Mange af de nyere EU-medlemslande deler vores begejstring for Den Europæiske Union som et fredens projekt på den ene side, men udviser alligevel skepsis over for Europa på den anden. Vi er nødt til at udvikle vores forståelse for dette. Jeg opfatter det som min opgave at arbejde for et selvbestemmende, liberalt Europa, der er forankret i individets grundlæggende rettigheder.«

Europa og det nationale

– Med al respekt for forskelle på tværs af lande i historiske erfaringer – hvor vil du så trække en grænse for krænkelser af retsstatsprincippet?

»Vi kommer selvfølgelig til at tage spørgsmålet om retsstatsprincipper op. Kendetegnende for et demokrati er, at enhver opposition skal have en rimelig chance for at vende tilbage til regeringsmagten. En opposition skal garanteres et klart sæt af rettigheder, i første række med en passende taletid i parlamenter og med mindst samme mængde af dækning på de offentlige tv-kanaler, hvortil kommer uafhængigt retsvæsen og overholdelse af de demokratiske spilleregler.«

– Overtræder europæisk lovgivning den nationale lovgivning – eller er det omvendt? Må det europæiske retssystem i sidste ende ikke have en større principiel vægt end det nationale?

»Det er jo ikke sådan, at dette emne først blev genstand for diskussion, da Tysklands forfatningsdomstol afsagde sin dom mod Den Europæiske Centralbank. Uden tvivl kan den europæiske ret have forrang for national lov, men dette fortæller os ikke, hvor den europæiske lovs område begynder og slutter. Essensen af Den Europæiske Union ligger i, at medlemslandene overfører beføjelser. I grænselandet mellem jurisdiktion inden for national og europæisk lov kan der så opstå friktion, hvis det europæiske niveau definerer sine grænser bredere end for eksempel det tyske parlament gør. Det er, hvad vi ser i ECB-sagen.«

»Hvis forfatningsdomstolen finder, at en grænse er overskredet, går den til Den Europæiske Domstol og anmoder om en revision. Indtil nu har alle uenigheder fundet en afgørelse. Nu har vi så en konflikt. Det ligger i sagens natur, at en nationalstat altid vil være i stand til at gøre krav på bestemte magtbeføjelser, medmindre da alle beføjelser overføres til de europæiske institutioner, hvilket helt sikkert ikke kommer til at ske.«

Modstand over for Kina

– EU-formandskabet har ønsket at finde en fælles strategi for, hvordan man skal håndtere Kina. Er det stadig realistisk?

»På grund af pandemien kan vi ikke holde topmødet med Kina i september, som var planlagt. Men vi påtænker at holde det senere. Målet skal være at fremme forbindelserne mellem EU og Kina. Vi deler fælles interesser såsom at samarbejde om klimaforanstaltninger. Vi har i nogen tid også forhandlet om en investeringsaftale, men er stadig langt fra et gennembrud. Vi bør også diskutere vores udviklingspolitikker i Afrika, hvor Kina på nogle områder følger en anden vej.«

»Samtidig tvinger topmødet os til at udvikle en fælles europæisk holdning over for Kina. Det er ikke nogen let opgave. Vi bør udvikle en politik, der afspejler vores interesser og værdier. Når alt kommer til alt, står respekten for menneskerettighederne, retsstatsprincipper og vores bekymringer for Hongkongs fremtid mellem Kina og os selv og skal tages op i en åben diskussion.«

– Sætter Kina ikke omvendt spørgsmålstegn ved den vestlige, demokratiske model i Europa?

»Vi bør begynde med at gøre alt, hvad vi kan for at hærde vores modstandsdygtighed. Vi er nødt til at stå sammen som europæere. I modsat fald vil vi kun opnå at svække os selv. Kina er blevet en global spiller. Det gør os til partnere i et økonomisk samarbejde og i kampen mod klimaforandringer, men også til konkurrenter med meget forskellige politiske systemer. Men ikke at tale sammen vil helt sikkert være en rigtig dårlig idé.«

– En Brexit uden en aftale mellem EU og Storbritannien truer ved årets udgang. Vil du se et sådant udfald som dit personlige nederlag?

»Nej. Det vil naturligvis være i Storbritanniens og alle EU-medlemslandes interesse at nå frem til en velordnet udtræden. Men det kan kun ske, hvis det er, hvad begge sider ønsker. Det, der betyder noget, er ikke vores ønsker, men kun den virkelighed, vi har foran os – med andre ord: først og fremmest hvad Storbritannien ønsker. Med premierminister Boris Johnson ønsker den britiske regering selv at definere, hvilket forhold Storbritannien vil have til os, når landet har forladt unionen.

Det bliver naturligvis nødt til at leve med konsekvenserne, det vil sige med en mindre tæt sammenkoblet økonomi. Hvis Storbritannien ikke ønsker at have regler for miljøet og arbejdsmarkedet eller sociale standarder, der matcher dem, vi har i EU, vil vores forbindelser blive mindre tætte. Det vil betyde, at det ikke ønsker, at deres og vores standarder skal udvikle sig langs parallelle linjer.

Vi er nødt til at give slip på den forestilling, at det er op til os at definere, hvad Storbritannien burde ønske sig. Det må Storbritannien selv definere – og vi, EU27, vil så reagere på passende vis.«

Konsekvensen af Trump

– Også USA har været ivrig efter at svække sine bånd til Europa. Præsident Trump kritiserer Tyskland og vil trække sine tropper tilbage. Gør hans trussel indtryk på dig?

»Vi mener, at alliancen har stor værdi for hvert af dens medlemmer. Vi i Tyskland ved godt, at vi skal bruge mere på forsvar. Vi har gennemført betydelige stigninger i de senere år, og vi vil fortsætte ad samme vej for at styrke vores militære kapacitet. Amerikanske tropper i Tyskland er med til at beskytte ikke kun Tyskland og den europæiske del af NATO, men også USA’s egne interesser.«

– Er tiden ikke inde til, at EU går efter at opnå strategisk autonomi og faktisk suverænitet?

»Se på verden; se på Kina eller Indien. Der er overbevisende grunde til at forblive engagerede i et transatlantisk forsvarssamfund under vores fælles paraply. Men selvfølgelig skal Europa bære mere af byrden end under Den Kolde Krig. Vi voksede op i sikker forvisning om, at USA ønskede at forblive en verdensmagt. Hvis USA nu af egen fri vilje ønsker at trække sig fra denne rolle, vil vi blive nødt til at overveje konsekvenserne meget grundigt.«

– Især i Østeuropa føles truslen fra Rusland meget stærk. Undervurderer Tyskland ikke denne trussel?

»Vi er opmærksomme på misinformationskampagnerne. Hybridkrigsvåben, som det kaldes, er en del af Ruslands arsenal …

– … og det er mord tilsyneladende også?

» mordet i Berlins Tiergarten (i august blev en georgier skudt midt i Berlin – muligvis orkestreret af Rusland, red.) er en alvorlig hændelse, selvfølgelig, hvor skyldsspørgsmålet aktuelt er ved at blive udredt i retten. Under alle omstændigheder er vi opmærksomme på den hybride krigsførelse som en metode til destabilisering og som et russisk adfærdsmønster. På den anden side er der gode grunde til fortsat at engagere sig i en konstruktiv dialog med Rusland. I lande som Syrien og Libyen, lande i Europas umiddelbare nabolag, er Ruslands strategiske indflydelse stor. Jeg vil derfor fortsætte med at stræbe efter samarbejde.«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det er i høj grad i alle medlemsstaters egen interesse, at vi i EU fastholder et stærkt indre marked og fremstår som forenede på den globale scene. I en så ekstraordinær situation sætter jeg min lid til, at medlemsstaterne forstår, at de har stor interesse i de ting, der holder os sammen.«"

Merkel et al. spænder Coronakomplekset, klimaforandringerne og den digitale revolution for EU-vognen; dens neoliberale finanskapitalisme og indre marked. Forudsigeligt, fantasiløst og forstemmende.

Susanne Kaspersen, Randi Christiansen, Alvin Jensen, Flemming Berger, Erik Winberg, Torben K L Jensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

“EU skal indrette sig på, at USA måske aldrig igen ønsker at være verdensleder, siger den tyske forbundskansler i dette interview.”

Og præcist derfor må Tyskland påtage sig rollen. Landet er den eneste værdige kandidat overfor en broget skare af moralsk bankerot og efterhånden uværdige medlemmer af FNs sikkerhedsråd. Vel sagtens kun Frankrig der stadig er et semi-respektabelt land af de 5 magtsyge.

Lars F. Jensen, Erik Karlsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Hele interviewet kan læses i The Guardian.

Jørgen Mathiasen

Ifølge artikel 23 i den tyske grundlov understøtter Forbundsrepublikken den europæiske integration gennem den europæiske union. Mennesker med indsigt i tysk politik er på det rene med, at man hører hjemme i et af brødrende Grimms eventyr, hvis man ikke forstår, at teksten skal fortolkes, men derfra er vi uenige.

Mens Merkel i dette interview nøjes med at betragte forholdet fra den tyske side, udfyldte hun cirklen i sin regeringserklæring få dage forinden ved at sige, at Europa har brug for Tyskland. Det har været statsræson i Frankrig i årtier, og det er Tyskland og ikke Frankrig, som har ændret position fx. i spørgsmålet om fælles gældsoptagelse.

Merkels forståelse af det politiske gyroskop og det tilsvarende kompas er temmelig veludviklet. Det understreger hun nok engang i dette interview, til gengæld har hendes kritikere, hvad enten de er tysklandskyndige eller ej, ikke den samme præcision. Det fremgår af interviewet at statsminister Frederiksen hverken har overbevist den europæiske offentlighed eller Merkel om sin forståelse af den videre sejlads, og hvis Frederiksen vil tage vare på danske interesser, og det er utvivlsomt tilfældet, gør hun klogt i at komme særdeles godt forberedt til møderne i Bruxelles.

Lars F. Jensen, jørgen djørup og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

For en gangs skyld må det vist kaldes skæbnens gunst at det er Merkel der sidder for bordenden i EU resten af dette år!

Lars F. Jensen, Erik Karlsen, Poul Anker Sørensen, Else Marie Arevad, Dan D. Jensen, Dennis Tomsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Man kan sagtens ønske sig et andet samfundsorden, men så må man også arbejde aktivt for det.

Men indtil videre er den nuværende samfundsorden, den eneste man har. der er realistisk: Og så er det godt, man endnu har Angela Merkel i en stabil forbundsrepublik.

Og det er især godt for Danmark, der egentlig ikke har nogle ressourcer, og derfor er nødt til at lade 92% af al handel foregå i forhold til udlandet - især EU. Tænk på, hvor dyre danske varer vil blive på eksportmarkederne, hvad der skal betales told, når de kommer ind i eksportlandet.

Lars F. Jensen, Erik Karlsen, Poul Anker Sørensen, Ete Forchhammer , Carsten Munk og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Merkels karriere går på hel. Og jeg tænker man godt kan regne med hun taler med åbent hjerte. EU’s svære kunst og udfordring for fremtiden vil være balancen med at opretholde et fornuftigt forhold til såvel vest (USA) og øst (Rusland og Kina). Hvis der skulle opstå et fjendtlig billede mellem vest og øst i form af en ny kold krig, kan vi godt vinke farvel til en klimaomstilling. Måske ikke i Danmark, men på verdensplan, som er absolut afgørende for klima indsatsen. En ny koldkrig vil lægge klimaudfordringen på is, da ressourcerne så fremadrettet i mange årtier vil koncentrere sig om fornyet oprustning på alle niveauer for at vinde denne krig. Alt i mens klimaudfordringens point-of-no-return suser udbemærket forbi.

Susanne Kaspersen, Niels Jakobs og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ti år spildte konen for EU og hvis det her var sat i gang umiddelbart efter finanskrisen ville EU være en mere retfærdig,bedre forberedt,rigere og mere lige - omstllingen,digitaliseringen med et robust fibernet ville være færdig. Hun for tjener sgu ikke et eftermæle for sin måde at forsinke tingene hele tiden - det har endda et navn : "At merkle"

Torben K L Jensen

Jeppe noget går på "hæld"

Ole Arne Sejersen

Merkels karriere går på hel, skrives der.
Man må håbe, ar arbejdet med at skabe et konføderativt EU dermed osse går på hæld, og at tanken opgives.
En tilbagevenden til EF er vejen frem.

Jørgen Mathiasen

@Ete Forchhammer
The Guardian har på lederplads udtrykt sin begejstring for, at Tyskland har formandsskabet, mere præcist det roterende rådsformandsskab i 2020/2. Hvor mange kan lige svare på, hvilket land, der havde formandsskabet 2020/1? Tyskland efterfølges af Frankrig, men det er rådspræsidenten, som fører forhandlingerne, hvad Merkel da også henleder opmærksomheden på.

Man bør i en vis fart se at få rettet diskussionen mod spørgsmålet om prioriteringerne i budgettet. Dagens melding fra Grækenland om kriterierne for pengene, demonstrerer at det spørgsmål kan trække forhandlingerne i langdrag.

Det kan også nemt tænkes, at polakkerne allerede inden rådsmødet har genvalgt præsident Duda, som har lovet polakkerne, at retsstaten fortsat skal undergraves og homoseksuelle forfølges, - i strid med værdigrundlaget for unionen, mens Polen med få corona-smittede i øvrigt stiller op ved kassen for at få det største tilskud.
Det har Frederiksen allerede erklæret for lige friskt nok, og hvis hun gentager det i Bruxelles, vil det være en hjælp for den tyske kansler, som er meget tilbageholdende, når det gælder kritik af Polen.

kjeld hougaard

Danmark er en Europæisk randstat, Historisk og kulturelt et vedhæng til den for stundende stærkeste. Våres humanistiske generøsitet er sagnomspunden – om der er penge i det. Brud linjen geopolitisk og finansielt kommer at gå Øst – Vest, eller Øst – ”europa” – Vest? Hvor Danmark havner betyder intet i det store billede. Men vår TRYGHED er bedst sikret ved at blive et vedhæng til USA/Grønland. "at blive ved jorden - det tjener os bedst"

Jeppe Lindholm

Hvis EU skal overleve kræver det, at EU få mere focus på en social dimension med mindre social og økonomisk ulighed. Social dumping og den mindste fællesnævner skal ikke definere et EU som det har været tilfældet i årtier nu. Alle skal have en del af kagen. Ingen skal være tvunget til at overleve på en sulteløn og/pension. Ikke kun de velhavende og rige, samt erhvervslivet. Der skal være et EU for mennesker i EU.

Hvis ikke EU får rettet op på det forhold vil frustartioner og fortvivlelse blandt de mindre bemidlede medmennesker drive dem i armene på det yderste højre som Alternative für Deutschland, Front National, Sverigedemokraterna, Nye Borgerlige o.s.v.. Dette vil så føre til krav om udmeldelse af EU fra flere og flere lande, hvor borgere ser deres eksistens truet som det skete i Storbritannien med brexit til følge.

Lad være med at tro det yderste højre i EU er død. Det er de ikke. Og jeg tror de står til et stort komback det næste årti. Særligt, hvis mange mennesker i EU ser sig overset og overhørt.

Lars F. Jensen

@Gert Romme "Tænk på, hvor dyre danske varer vil blive på eksportmarkederne, hvad der skal betales told, når de kommer ind i eksportlandet."

Så strammer vi lige begreberne, Gert.
Når varer eksporteres er de eksportvarer, når de kommer frem skal de evt. 'told deklareres' og bliver senest der importvarer og det er den pris der tæller.
Ved handel indenfor EU's indre marked er der ingen toldbehandling, bortset fra for større mængder af afgiftsbelagte varer (mest tobak og sprit).

Udover landbrugsvarer og få andre varer (fx biler ind i EU), er der kun en meget lille told på de fleste varer ind og ud af EU. EU's WTO satser (de højeste satser) er ret lave og EU har derudover på medlemmernes vegne forhandlet nogle af verdens bedste handelsaftaler med de fleste handelsblokke og lande i verden. Kina og USA er pga. deres størrelse dog lidt for sig selv.

Overfor de ca 50 fattigste lande har EU lavet aftaler fx "Everything But Arms", der giver disse lande toldfri adgang til alle EU lande, men tillader disse lande at opkræve told på vore varer, da dette bl.a. ofte er en vigtig stats-indtægt i ikke udviklede lande.

Det er imidlertid i de fleste tilfælde en stor fejl, at have meget fokus på told-tariffer. Langt vigtigere er Non Tariff Barriers NTBs, der dækker over alt papirarbejdet, alle forsinkelser mv. Men ikke mindst dækker det over dokumentation af oprindelsesland for varene. Normalt skal man kunne bevise at en vis ret stor procentdel af en vare er tilvirket indenfor eksportlandet eller i EU's tilfælde indenfor EU, for at indgåede handelsaftaler kan anvendes.
Det er for sammensatte produkter ofte en meget tung opgave. En bil bygget i UK består således normalt kun ca 25-35% UK værdi, medens resten stammer fra andre lande. De fleste handelsaftaler kræver at 55% af en bil er fra eksportlandet.
Indlysende vil det udenfor vort landbrug være nærmest umuligt, at have og dokumentere ren dansk oprindelse for nogen større del af vor industriproduktion.
Så NTB'er er det som moderne handelsaftaler har fokus på. Det at kunne angive EU som oprindelse er det rene guld for vor eksport og mere værd for virksomhederne en et par toldprocenter

Bemærk, at eksport af varer med kortere holdbarhed fx fødevarer, blomster, kølet medicin etc. ofte vil opleve forsinkelser som meget kostbare.

Lars :)