EU står mere samlet, men budgetaftalen kritiseres for at være modstridende og udvandet

»Deal,« skrev præsidenten for Det Europæiske Råd, Charles Michel, kortfattet på Twitter tirsdag morgen, da EU’s budget for de næste syv år endelig faldt på plads. Efterfølgende på pressekonferencen sagde han: »Vi gjorde det! Europa er stærkt. Europa er forenet!«

Blandt regeringsoverhoveder har mange reageret som den franske præsident, Emmanuel Macron, og kaldt dagen for »historisk for Europa«, mens hashtagget #NextGenerationEU oversvømmede de sociale medier efter aftalen.

Men der er både gode og mindre gode ting at sige om aftalen. Det mener europaparlamentarikerne Kira Marie Peter-Hansen (SF) fra gruppen De Grønne og Pernille Weiss (K) fra den konservative EPP-gruppe. Aftalen bærer præg af staternes egeninteresser, hvilket til tider gør den modstridende og udvandet, »men det er min oplevelse, at det er et mere samlet EU, der kommer ud på den anden side,« siger Kira Marie Peter-Hansen.

Tidligere direktør i tænketanken Europa og adjungeret professor på CBS Bjarke Møller peger også på, at aftalen er en blandet pose bolsjer.

»Men det er et historisk skridt for EU, fordi medlemslandene har sagt ja til at optage et fælles EU-lån til genopretningsfonden på 750 milliarder euro.«

Et mere samlet EU

Pernille Weiss er først og fremmest lettet over, at der overhovedet landede en aftale.

»Jeg var bange for, at de ville tage hjem uden en aftale. At fronterne ikke flyttede sig.«

Derfor peger de seneste dages forhandlinger for hende at se i retning af et stærkere fællesskab.

»Jeg tror, det er et tegn på, at vores regeringsledere har indset, at de er nødt til at engagere sig mere som kollektiv. Ellers havde de ikke fået stablet genopretningsplanen på benene,« siger hun.

Det er Kira Marie Peter-Hansen til dels enig i. Hun mener i hvert fald, at Nord- og Sydeuropa står stærkere sammen nu.

»Jeg var bekymret for, om Sydeuropa ville føle sig fuldstændig svigtet, ligesom de følte sig under finans- og flygtningekrisen. Men det bump på vejen er vi kommet forbi,« mener hun.

Det gælder dog ikke Østeuropa, tilføjer hun. Specifikt Polen og Ungarn har ifølge hende ikke nærmet sig resten af EU.

»Nord og Syd står klart mest samlet, mens der er mange af Østlandene, der ikke er fuldstændig committed til fællesskabet, og det har ikke ændret sig. Vi har ikke fået taget det opgør med Polen og Ungarn, som var nødvendigt,« siger hun.

Det skyldes blandt andet de to landes modstand mod et nyt EU-princip om, at støtte kan tilbageholdes, hvis et land ikke har ordentlig national retssikkerhed.

Adjungeret professor på CBS Bjarke Møller mener, at aftalen er et »historisk skridt for EU« ved at sige ja til et fælles lån og genopretningsfonden. Men han mener samtidigt, at det »middelmådige budget« viser, at særligt nogle lande handlede på egne vegne.

Egne interesser

Ifølge Kira Marie Peter-Hansen har de 27 medlemslande først og fremmest tænkt i egne nationale interesser og ikke i »hvad der ville være bedst for Europa«, som parlamentarikeren siger.

»Det danske forhandlingsmandat var jo at gøre regningen så lille som muligt fremfor at tænke på det grønne eller retsstatsmekanismen,« siger hun.

Det fik ifølge Kira Marie Peter-Hansen sydeuropæerne til at føle, at de »stod imod de onde nordeuropæere, der ville stille økonomiske reformkrav og ikke give dem penge«.

Den udlægning er konservative Pernille Weiss enig i. Hun mener, at landenes egne interesser har »fyldt for meget«.

Adjungeret professor Bjarke Møller mener også, at forhandlingerne bar præg af, at især nogle lande handlede på vegne af nationale interesser og ikke fællesskabets.

»Sparebanden har stået i vejen og beskyttet egne nationaløkonomiske interesser, og nogle centraleuropæere er hoppet på den nationalistiske bus og forsøgt at forsvare egne krav til retsstatsprincipperne.«

Det har givet en uheldig cocktail af »fedtede« lande og »nationalister« og betyder, at det oprindelige og større kompromisforslag, som Kommissionen spillede ud med, var bedre for både klimaet, forskning og de sydeuropæiske landes økonomier.

Aftalen »stiller de sydeuropæiske lande noget dårligere, end det oprindelige udspil«, da en større andel af genopretningsfondens midler bliver givet som lån og ikke som tilskud.

»Det betyder, at de sydeuropæiske lande kan blive nødt til at optage flere lån og påtage sig mere gæld for at kunne komme ud af krisen. Det skaber et økonomisk problem, men man kan også spørge, om vi har været solidariske nok over for dem,« siger Bjarke Møller.

Peger i mange retninger

Staternes store fokus på egeninteresser og nationale prioriteter viser sig tydeligt i aftalen, der på flere punkter peger i modstridende retninger. Det mener både Kira Marie Peter-Hansen og Pernille Weiss.

»Vi har for eksempel fået hævet klimainvesteringerne fra 20 til 30 procent, men samtidig er fonden for grøn omstilling beskåret helt vildt,« siger Kira Marie Peter-Hansen.

Derfor har hun det »meget ambivalent« med aftalen og vil hverken kalde den god eller dårlig.

Hun påpeger blandt andet det modstridende i, at både Mette Frederiksen (S) og den ungarske premierminister, Viktor Orban, har solgt retsstatsprincipper, såsom at landenes dommere skal være politisk uafhængige for at få del i pengene, som en »sejr«, selv om de kæmper på hver deres side af den sag.

Pernille Weiss så også gerne, at kravene til retsstaten havde været mere konkrete og indeholdt flere elementer. Den svarer ifølge hende ikke til den udefrakommende trussel fra udemokratiske lande, der viser stigende »styrke og brutalitet«.

»Jeg håber virkelig, at de europæiske lande fremover vil forholde sig mere til den større sags tjeneste.«

Prioriteringer i EU-Parlamentet

Både Kira Marie Peter-Hansen og Pernille Weis tror, at aftalen bliver stemt igennem i Europa-Parlamentet.

»Hvis jeg skulle, ville jeg oddse på, at den bliver godkendt, selv om vi ikke er tilfredse med alle prioriteringerne. Den er bedre end ingenting, og hvis vi venter et halvt år, bliver det sværere at genoprette økonomien,« siger Kira Marie Peter-Hansen.

»De faktorer gør, at det bliver meget svært at sige nej til aftalen. Men jeg tror samtidig, og det hører jeg også fra min gruppe og andre europaparlamentarikere, at mange har en øv-følelse. At en mulighed er forpasset.«

Kira Marie Peter-Hansen ved endnu ikke, om De Grønne vil stemme ja eller nej til aftalen.

»Det er jo et ret stort sats at gå imod det hele og sætte regeringslederne i gang med endnu en omgang forhandlinger. Det er ikke sikkert, det ville blive bedre.«

Pernille Weiss tror også, at aftalen bliver godkendt, men er i tvivl om opbakningen til den.

»Jeg har mange kolleger, der gerne ville have et større budget og en større genopretningspakke.«

Det er blandt andet henvendt til Danmark og især regeringens måde at udtale sig på, siger Pernille Weiss og henviser til, at Mette Frederiksen tidligere har sagt, at et større EU-budget er »fuldstændig gak«.

»Det har bidt sig fast. Og det bliver betragtet, som om vi ikke vil være en del af fællesskabet. Som om vi er lunkne på opbakningen til projektet. Mine kolleger i EU vil jo virkelig gerne have projektet til at fungere.«