Baggrund
Læsetid: 7 min.

Forstå Kinas nye projekt Silkevejen: Vi giver et overblik

Hvem udstikker politikken, og hvor kommer pengene fra? Få overblikket over de vigtigste aktører i Kinas stort anlagte og svært definerbare Silkevej
Udland
27. juli 2020
Hvem udstikker politikken, og hvor kommer pengene fra? Få overblikket over de vigtigste aktører i Kinas stort anlagte og svært definerbare Silkevej

Sofie Holm Larsen

Lad det være sagt med det samme: Der findes ikke en hurtig forklaring på, hvad Kinas Silkevej er. Hvad der startede som et løfte om investeringer i kinesiske nabolande favner i dag så bredt, at intet er for stort eller småt til at blive inkluderet – så længe koblingen tilbage til Kina eksisterer.

Der er mange Silkeveje

Visionen om en ny Silkevej bygger videre på den historiske af slagsen, der allerede før vores tidsregning forbandt Asien med Europa via handelsruter mellem kontinenterne. Den nye udgaver er udtænkt af kommunistpartiet under ledelse af partichef Xi Jinping, og den er inkluderende og ikke ekskluderende, har han udtalt. Alle skal være velkomne. Resultatet er diffust og enormt.

Der findes ingen liste over samtlige projekter eller kriterier for, hvad det kræver at komme i betragtning. Der er heller ikke tale om en beskyttet titel. Eksempelvis kan det være svært at få øje på den røde tråd imellem en musikfestival i sydkinesiske Shenzhen og et atomkraftværk i pakistanske Karachi.

Formatet er vokset fra investeringer i transportnetværk og energiforsyninger til også at indeholde en digital silkevej, en arktisk silkevej, en turismesilkevej og adskillige andre overbygninger. Så Silkevejen er som koncept åben for fortolkning – og fortolket bliver der. Både med positive og negative fortegn. Silkevejen er blevet kaldt alt fra en moderne Marshallplan til en gældsfælde designet til at skabe økonomisk afhænge vasalstater underlagt kinesisk overherredømme.

Ledelsen i Beijing er ikke ivrig efter at sætte ord på de strategiske og geopolitiske gevinster, man håber at opnå. Snart syv år efter lanceringen er ideen om en Silkevej for det 21. århundrede stadig en vision under udvikling. Vil man forstå den, er det bedste sted at starte med udgangspunkt i de personer, institutioner og dokumenter, der sikrer Silkevejen politisk legitimitet og økonomisk fremdrift.

Xi er Silkevejens arkitekt

Kinas øverste leder, præsident og partisekretær Xi Jinping, bliver fremstillet som Silkevejens arkitekt og ophavsmand. Det kan nærmest ikke understreges nok, hvor tæt tilknytningen mellem Xi og hans politiske prestigeprojekt er – og dermed hvor stærk en forankring Silkevejen har i Kinas politiske system.

Det var Xi, der holdt den første Silkevejstale i september 2013, og ham der inviterede udenlandske statsledere til Beijing for at fejre Silkevejen ved to stort anlagte begivenheder.

Vigtigere endnu blev tiltaget skrevet ind i kommunistpartiets forfatning ved den seneste partikongres i 2017 og kan dermed ses som en del af Xi Jinpings bidrag til partihistorien. Sat lidt på spidsen er Silkevejen kørt i stilling til at blive for Xi, hvad de store landbrugsreformer var for Mao Zedong og den økonomiske reformpolitik for Deng Xiaoping.

Af samme grund er Silkevejen som politisk projekt for stort til at fejle. Den er en integreret del af Xi Jinpings nationale genrejsning, der skal sikre kinesisk storhed og status, og bliver over for befolkningen brugt til at fremhæve Xi som en leder af internationalt format, der sætter Kina på det globale verdenskort.

Få emner bliver omtalt lige så ofte af den kinesiske leder, hvilket allerede har ført til en bogudgivelse i form af en kompilation af 42 af Xi Jinpings Silkevejstaler trykt af partiets eget forlag.

Syv mænd styrer det politiske maskinrum

Mens Xi Jinping er Silkevejens patriark og ansigt udadtil, bliver de nationale retningslinjer udstukket under ledelse af en håndfuld højtstående politikere og embedsmænd i Beijing.

Det sker i regi af en såkaldt ledende gruppe, der er en slags politikskabende enhed i kommunistpartiet, og som findes inden for mange ressortområder. Silkevejsgruppen har Han Zheng som formand. Han er vicepremierminister og en ud af de syv medlemmer af partiets stående komité.

Næstformændene tæller partiets udenrigspolitiske toprådgiver og tidligere udenrigsminister, Yang Jiechi, samt He Lifeng, direktør for det økonomiske superministerium National Development and Reform Commission (NDRC). NDRC har en koordinerende rolle for Kinas økonomiske planlægning – herunder de kinesiske femårsplaner – og har fra starten været det administrative omdrejningspunkt for Silkevejsprojektet sammen med udenrigsministeriet og handelsministeriet.

I 2015 udgav NDRC en overordnet handlingsplan, der siden har fungeret som rettesnor for andre myndigheder. Planen nævner fem tematiske områder.

Øverst står politisk koordinering, hvilket skal strømline industripolitikker og øge gensidig tillid, mens konstruktionen af infrastruktur skal knytte de involverede økonomier tættere sammen. Handel er punkt tre og lægger op til at fjerne toldbarrierer og etablere frihandelszoner.

Finansiel integration er prioritet nummer fire, mens kultursamarbejde, udvekslingsprogrammer og turisme skal involvere borgere, uddannelsesinstitutioner og medier. Handlingsplanen tager udgangspunkt i en række økonomiske korridorer og transportruter med start i Kina, men fremhæver at Silkevejen ikke er geografisk afgrænset.

Silkevejen skal få Kina udbredt i verden

Man kan med rette se Silkevejen som en forlængelse af den kinesiske strategi kaldet zou chu qu, der siden slutningen af halvfemserne har haft til formål at få de store, statslige virksomheder til at søge uden for landets grænser og konkurrere globalt.

Det er sket med statsstøtte i ryggen – og med skiftende succes – og betyder, at mange af Kinas største selskaber især inden for byggeriet og i energisektoren allerede havde omfattende international erfaring, da Xi Jinping satte de globale ambitioner i vejret.

Den gang som nu var formålet at vinde markedsandele og underbygge kommunistpartiets strategiske målsætninger. Ifølge kinesiske myndigheder har de statsejede selskaber stået bag flere end 3.000 projekter siden Silkevejens start i 2013 og sat sig på 70 procent af værdien af alle udbudte kontrakter.

Det har vakt kritik om konkurrenceforvridning og vrede i nogle modtagerlande, fordi selskaberne ofte foretrækker at medbringe kinesisk arbejdskraft frem for at benytte den lokale. Dertil kommer, at mange af de kinesiske selskaber opererer med tvivlsomme standarder hvad angår miljøhensyn og korruption.

Set fra Kina er byggeboomet langs Silkevejen ikke kun med til at styrke de statslige selskaber ude i verden, men også den svære industri hjemme i Kina, der forsyner projekterne med stål, cement og andre materialer, og som længe har kæmpet med overkapacitet.

Men hvor kommer pengene fra?

Det er ikke nogen nem opgave at fremlægge et overskueligt Silkevejsbudget. Kina gør det ikke. Opgaven bliver ikke mindre kompliceret af, at mange af megaprojekterne i form af havne, kraftværker eller transportkorridorer er fra før Silkevejens lancering, men alligevel bliver medregnet.

Dertil kommer, at de enorme beløb, der florerer i kinesiske medier og officielle taler, ofte er summer, som er lovet, men ikke nødvendigvis brugt endnu. Ved det seneste Silkevejsforum i Beijing i 2017 lød det fra NDRC, at ambitionen var investeringer på mellem 4.000 milliarder kroner og 5.300 milliarder kroner over en femårig periode. Kina har oprettet en Silkevejsfond på omkring 365 milliarder kroner hovedsageligt trukket fra Kinas store valutareserve.

Men størstedelen af finansieringen langs Silkevejen bliver håndteret af de kinesiske udviklingsbanker og Kinas fire store statsbanker. De nyder godt af lave låneomkostninger, fordi deres obligationer behandles som kinesisk statsgæld med meget lave renter, samtidig med at de har adgang til udlån fra den kinesiske centralbank – det giver dem mulighed for at tilbyde favorable vilkår til Silkevejsprojekter.

Mange af de største lån forhandles på plads som del af bilaterale aftaler på regeringsniveau. Det kan afhjælpe en finansiel flaskehals, men politiske prioriteringer er langt fra altid ensbetydende med kommerciel bæredygtighed. Selv om renten er lav, skal pengene som udgangspunkt betales tilbage, og ifølge OECD er hvert fjerde modtagerland i forvejen tynget af gæld.

Regional konkurrence i Kina

En ofte overset faktor i silkevejssammenhænge handler om fordelingspolitik og de magtkampe, der finder sted i de kinesiske provinser. Det har længe været en kinesisk bekymring, at storbyerne langs østkysten oplever højere vækst og velstand end resten af landet.

Det skal Silkevejen afhjælpe ved at skabe fornyet økonomisk integration i grænseregionerne i den sydvestlige del af landet og i det industrielle rustbælte i nordøst. Men der foreligger ikke nogen detaljeret fordelingsnøgle.

Xi Jinpings taler og de overordnede retningslinjer fra centralregeringen og partitoppen overlader det til myndigheder længere nede i hierarkiet at fortolke og tilpasse implementeringen til lokale forhold.

Det fører til intens konkurrence om at blive inkluderet i den nationale strategi. For karrierebevidste borgmestre, guvernører eller partisekretærer i provinsen er det afgørende at blive en del af Silkevejen. Derfor har de fleste provinser i dag deres egen Silkevejsstrategi. Nogle af dem bygger videre på eksisterende koncepter og projekter, mens andre har været mere kreative.

Det gælder eksempelvis for en provins som Henan, der hverken ligger i nærheden af hav eller grænser. I stedet har provinshovedstaden positioneret sig som et logistisk fragtknudepunkt og bygget en ’luftens Silkevej’, der er forbundet med flere europæiske hovedstæder og blandt andet samarbejder med Kinas største platform for internethandel.

Henan var på grund af sin geografiske placering ikke på centralregeringens oprindelige liste over provinser, der skulle inkluderes i Silkevejen. Det blev først ændret efter en omfattende mediekampagne og lobbyarbejde i Beijing. Blandt andet slog lokalregeringen på, at den historiske Silkevej krydsede igennem provinsen.

Serie

Hvad vil Kina i verden?

Kinas globale og økonomiske ambitioner kan bedst beskrives gennem klodens største udenrigs- og handelspolitiske tiltag: Silkevejen. Det storstilede projekt er centralt placeret under præsident Xi Jinping og er Kinas forsøg på at skabe en ny verdensorden i sit eget billede. I denne serie undersøger Information Silkevejsprojektet, hvordan Silkevejen påvirker Europas forhold til Kina og hvordan det opleves i de lande, hvor projektet allerede er en realitet.

Seneste artikler

  • Afrika spejder forgæves efter andre veje end Silkevejen

    25. august 2020
    Kina har integreret Afrika i sit gigantiske silkevejsprojekt og låner flere penge ud til kontinentet end Verdensbanken, IMF og de fleste vestlige lande tilsammen. Investeringerne er tiltrængte, men frustrationer over gæld, korruption og manglen på et alternativ tager til
  • Pakistan er Kinas største satsning langs Silkevejen

    14. august 2020
    En økonomisk korridor mellem Kina og Pakistan tager form i disse år. Intet andet land langs Silkevejen modtager flere kinesiske lån og investeringer, men militante separatister, ufremkommelige bjerge og en tårnhøj pakistansk gæld truer med at afspore mange af projekterne
  • Kina vil bruge den nye silkevej som en økonomisk klemme på Europa

    5. august 2020
    Kinas silkevejsprojekt handler ikke kun om at bygge infrastruktur. Det handler også om at accelerere en udvikling, hvor EU’s sammenhængskraft svækkes. Og flere medlemslande er allerede villige til at se stort på demokratiske værdier for at opnå kinesiske investeringer
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Det her vil jeg kalde en længe manglet øjeåbner - Karner. Nu skal vesten få finger ud inden vi får baghjul.

“Men størstedelen af finansieringen langs Silkevejen bliver håndteret af de kinesiske udviklingsbanker og Kinas fire store statsbanker. De nyder godt af lave låneomkostninger, fordi deres obligationer behandles som kinesisk statsgæld med meget lave renter, samtidig med at de har adgang til udlån fra den kinesiske centralbank – det giver dem mulighed for at tilbyde favorable vilkår til Silkevejsprojekter”

Så kunne vi jo starte med at rydde op i bankvæsnet :)

Jeppe Lindholm

Hele det amerikanske kontinent kan jo også blive inkluderet i den kinesiske slikevej gennem en bro og/eller tunnel forbindelse fra Rusland til USA (Alaske) over Baringshavet. En stækning på omkring 125 km med en ø midt i. Det burde da ikke være uoverkommelig.

Annette Knudsen

Sofie Holm Larsen har lavet den fine illustration og forside. Hun fortjener stor ros og besked om, at jeg sikkert ikke er alene om at have lagt mærke til hendes arbejder.
Lasse Karners artikler er gode at læse, når nu Martin Gøtscke sidder i Italien efter i mange år at have forvænt os med sine beretninger. Lad os se flere 'verdenskort' som Kina ser sig selv i forhold til os i Europa og USA.