Nyhed
Læsetid: 9 min.

Fremtiden for klimaet kan blive afgjort på Kinas silkevej

Selv om Kina fører globalt inden for grøn miljøteknologi, er det alligevel den gamle, forurenende udviklingsmodel, som landet eksporterer til lande på Silkevejen. Kina anklages for at fastlåse lande i klimaskadelig energiproduktion – og det i så alvorlig en grad, at det truer internationale klimamål
Kinas nye silkevejsprojekt er gigantisk. Kina har indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter. Som her i Colombo på Sri Lanka, hvor Kina bygger et helt nyt og enormt havneområde som led i en plan, hvor man med investeringer, infrastruktur og ’baser’ til lands og til vands hele vejen fra Kina til Europa sikrer sig kontrollen over trafikken.

Kinas nye silkevejsprojekt er gigantisk. Kina har indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter. Som her i Colombo på Sri Lanka, hvor Kina bygger et helt nyt og enormt havneområde som led i en plan, hvor man med investeringer, infrastruktur og ’baser’ til lands og til vands hele vejen fra Kina til Europa sikrer sig kontrollen over trafikken.

Xinhua/Scanpix

Udland
31. juli 2020

Kina er den største producent i verden af rene energiteknologier, bruger flere milliarder end noget andet land på vedvarende energi og sidder tungt på næsten alt, der har med solceller, vindmøller og elbiler at gøre.

Landet burde have alle muligheder for at føre an i en international grøn omstilling, »men i stedet forspilder Kina muligheden for at bruge sine enorme investeringer i udlandet til at sikre en klimavenlig udvikling«.

Det mener Jennifer Turner, leder af China Environment Forum hos tænketanken The Wilson Center.

På hjemmebanen er Kina en grøn supermagt, men på udebane er landets aftryk kulsort.

»Alt det gode, som Kina gør på miljø- og klimaområdet derhjemme, bliver fuldstændig ophævet og annulleret af landets opførsel rundt om i verden,« siger Jennifer Turner, der har studeret Kinas miljø- og klimapolitik i over to årtier.

Når Kina pumper penge i projekter i udlandet langs Silkevejen – det gigantiske, kinesisk finansierede infrastrukturprojekt, som skal knytte Kina tættere sammen med resten af Asien, Europa og Afrika – fordufter de grønne ambitioner, og midlerne flyder fortsat i retning af fossile brændstoffer.

Kina anklages for med sine investeringer at være med til at fastlåse en lang række silkevejslande i en klimaskadelig energiproduktion – og det i sådan en grad, at det betyder, at selv om Kina måske nok er godt på vej til at opfylde sine egne klimamål, så truer den kinesiske investeringspolitik i udlandet i alvorlig grad den internationale Parisaftales målsætning om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 grader.

En rapport forfattet af Tsinghua Universitet i Beijing og klimaorganisationen ClimateWorks Foundation fra sidste år beskriver, hvordan udviklingen på Silkevejen og Kinas investeringspolitik »er altafgørende for, om man kan opfylde Parismålene eller ej«.

Ifølge rapporten står de omkring 130 silkevejslande i dag for 28 procent af de globale CO2-udledninger, men i 2050 vil den andel komme helt op på 66 procent. Det vil i høj grad være forårsaget af, at Kinas investeringer og lån til deltagerlandene fører til, at de vil blive fanget i et »CO2-greb«.

»Vi har set mange forbedringer i Kina de seneste år, men selv om Kina på mange måder fører an globalt inden for grøn energi, er det stadig landets gamle udviklingsmodel – den, der er baseret på kul, og som er ekstremt energiintensiv og stærkt forurenende – som Kina eksporterer til omverdenen via BRI,« siger Jennifer Turner, som bruger forkortelsen for silkevejsprojektets officielle engelske navn, Belt and Road Initiative (BRI).

»Langt, langt størstedelen af Kinas energiinvesteringer langs BRI er i fossile brændstoffer, og vi er ved at nå det punkt, at hvis det fortsætter på den måde, kan vi lige så godt glemme alt om Parisaftalen. Kinas investeringspolitik er en motorvej, der fører mod et højt forbrug af fossile brændstoffer, som vil smadre alle grønne klimamål,« siger Jennifer Turner.

Projekt med stort aftryk

Da Kinas præsident Xi Jinping i 2013 lancerede sit prestigiøse silkevejsprojekt, blev det præsenteret som det største udviklingsprojekt i verdenshistorien: en gigantisk infrastrukturplan, som både skulle lette kinesiske produkters adgang til verdensmarkedet og skabe en mere kinesisk centreret international orden. Midlet var et massivt netværk af havne, jernbaner, veje og industriområder, som finansieres via kinesiske investeringer eller kinesiske lån til modtagerlandene. Over 100 lande er nu del af den nye Silkevej.

Men samtidig er der også en stærk og voksende bekymring blandt forskere, klimaaktivister og miljøorganisationer for, at projektet, som også indbefatter opførslen af kulkraftværker, fabrikker og miner – især i lande med ringe regulering og miljølovgivning – er en alvorlig trussel mod klimaet.

Silkevejsprojektet

  • Silkevejen – på engelsk ’Belt and Road Initiative’ – er Kinas kommunistpartis grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt. Det bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.
  • Man kan sige, at Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellem- folkelig udveksling. I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger han- delsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerheds- samarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.
  • Samlet er Silkevejen udtryk for en vision, hvor hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til Kina end i dag.

»Der er stor bekymring for, at Kinas statsejede selskabers fokus på kulkraft og ressourceudledning er med til at låse BRI-lande fast på en udvikling, der fastholder og udvider kulforbruget og skaber stor udledning af drivhusgasser,« siger Wawa Wang, rådgiver fra den danske miljø-ngo VedvarendeEnergi. Hun har især forsket i kinesisk finansiering af kulkraftværker i Østeuropa, et område, hvor Kina er massivt til stede med kulprojekter. 

Wawa Wang påpeger, at Kinas statsbanker på verdensplan fører an, når det kommer til finansiering af kulkraft, og Kinas statsvirksomheder er globalt de største eksportører af kulteknologi.

Så selv om Kina er det, hun kalder »teknologi- og energiagnostiker«, da landet reelt kan tilbyde sine partnere på Silkevejen både den grønne omstilling og en udvikling baseret på fossile brændstoffer, så er det i langt størstedelen af tilfældene den sidste, mere forurenende løsning, som promoveres.

Wawa Wang understreger, at det er svært at få eksakte tal for de kinesiske energiinvesteringer, da der er en del hemmelighedskræmmeri og mangel på transparens fra kinesisk side, men der er et klart mønster.

Ifølge en rapport fra miljøorganisationen Greenpeace sidste år har lån fra Kinas statslige investeringsbanker ført til seks gange mere energi skabt af kulkraftværker end sol- og vindenergi.

Ligeledes har Global Environment Institute fundet, at 91 procent af kinesiske lån til energiprojekter langs Silkevejen er gået til projekter baseret på afbrænding af fossile brændstoffer.

The Institute of International Finance, en researchgruppe i Washington, konkluderede tidligere i år, at 85 procent af silkevejsprojekterne fører til en høj udledning af drivhusgasser – projekterne inkluderede opførslen af mindst 63 kulkraftværker.

I sidste års rapport fra Tsinghua Universitet og ClimateWorks Foundation advarer forfatterne om, at lige meget hvor hurtigt resten af verden formår at gennemføre en fuldstændig grøn omstilling, kan det vise sig ikke at have nogen nævneværdig effekt på at bremse klimakrisen, hvis udledningerne samtidig ikke kommer under kontrol i silkevejslandene.

»Vækstdynamikken i BRI-landene er så stor, at hvis CO2-udledningen bliver håndteret forkert her, kan det ende med at være ligegyldigt, hvad man gør andre steder,« som Simon Zadek, medforfatter til rapporten, sagde i forbindelse med dens offentliggørelse.

Helt og skurk

Siden Kina ved klimatopmødet COP15 i København i 2009 blev stemplet som den store skurk, der blokerede for vedtagelsen af en ambitiøs international klimaaftale, er udviklingen gået hastigt i Kina – på godt og ondt. Kina har udviklet sig til verdensmester i grøn miljøteknologi, men udbygger samtidig også sin uheldige position som verdens største udleder af drivhusgasser – i dag udleder Kina mere CO2 end USA og EU tilsammen.

Mens Kina er foran alle, når det gælder udbygning med sol og vind, vokser kulforbruget og CO2-udledningen fortsat. Og mens Kina investerer mere end noget andet land i vedvarende energi – i tiåret 2010-2019 har Kina ifølge Bloomberg New Energy Finance brugt 758 milliarder dollar på at udbygge sin vedvarende energikapacitet – er Kina samtidig landet, hvor der fortsat opføres flest kulkraftværker.

Som konsekvens af enorme forureningsproblemer i Kina – ikke mindst luftforureningen, som har ført til folkelige protester – har myndighederne dog generelt taget store skridt til at forbedre forholdene.

»Der er bestemt sket store fremskridt i Kina,« siger Jennifer Turner. »Ikke kun med fokus på at udvikle grønne miljøteknologier, men også ved at slå ned på forureningssyndere og indføre en mere klimavenlig politik.«

Men mens kommunistpartiet allerede for snart et årti siden erklærede »krig mod forurening« hjemme i Kina, bliver der ikke taget de samme hensyn, når det gælder projekter langs Silkevejen.

»Problemet er, at der er en enormt stor mangel på oplysning og transparens omkring BRI-projekterne. De overtræder ofte national miljølovgivning, og man tager mindre hensyn til klimabelastningen end hjemme i Kina,« siger Wawa Wang.

En hulens masse kul

At udviklingen på Silkevejen ikke afspejler udviklingen hjemme i Kina, hvor den grønne energi spiller en stadig større rolle, er ifølge Jennifer Turner blandt andet, fordi det i høj grad er de statslige energiselskaber og de statslige banker, som er involveret i oversøiske projekter.

»I Kina har de statslige energiselskaber et fokus på fossile brændstoffer, og det er dem, de statslige banker foretrækker at støtte og finansiere. Og da det er svært for Kinas grønne miljøteknologivirksomheder, der ofte er private, at få projekter finansieret i udlandet, ser vi en stor skævvridning i den type projekter, som bliver valgt frem for andre,« siger Jennifer Turner.

En anden årsag til, at man ser få grønne projekter langs Silkevejen, er ifølge Jennifer Turner, at modtagerlandene ofte foretrækker at få finansieret et kulkraftværk frem for en vindmøllepark, da det simpelthen er nemmere og hurtigere.

»Hvis man eksempelvis er et land som Pakistan, hvor en stor andel af befolkningen fortsat ikke har adgang til elektricitet, har man desperat behov for elektricitet til at skabe hurtig økonomisk udvikling. Og så kommer kineserne og siger: ’Hvis du vælger kul, kan vi give dig elektricitet allerede i morgen,’« siger Jennifer Turner.

»Og for mange af de her lande er økonomisk vækst det afgørende parameter. De kigger på Kina – og også på os i USA og Europa – og kan se, at vores udvikling jo også er baseret på, at vi har brændt en hulens masse kul af.«

Wawa Wang siger, at hun »ser en enorm stor fare« for, at den økonomiske krise, som COVID-19-pandemien nu forårsager rundt om i verden, i endnu højere grad vil mindske hensynet til silkevejsprojekternes negative konsekvenser for miljø og klima.

Hjemme i Beijing har regeringen »stimuleret den økonomiske genopretning ved at slække på miljøreglerne omkring opførslen af kulkraftværker, og internationalt presser regeringen på for at få gennemført blandt andet kulkraftprojekter«. Og det vil samtidig »nok være et udtryk for ønsketænkning«, hvis man i lyset af coronakrisen tror, at landene langs Silkevejen på nuværende tidspunkt skruer op for deres klimaambitioner, mener Wawa Wang.

Jennifer Turner er enig: »Med coronakrisens økonomiske omkostninger ser det ud til, at miljø- og klimaindsatsen vil lide skade.«

Autoritært piskesmæld

Xi Jinping er kommet med store løfter om, at Silkevejen skal være grøn og miljøvenlig. Og regeringen har indført en lang række guidelines, der skal fremme grønne investeringer langs Silkevejen. Det ser yderst positivt ud på papiret. Problemet er, siger kritikere, at mange af de positive tanker simpelthen ikke bliver effektueret.

»Desværre stopper Kinas krig mod forurening ved landets grænse. De fører ikke krigen ud på Silkevejen,« siger Jennifer Turner. »Kina har ofte mange store og ambitiøse planer – også på det grønne område – men det bliver blot ved snakken.«

Men sådan var det også tidligere på Kinas egen hjemmebane. I begyndelsen var kommunistpartiets krigserklæring mod forurening også blot tom snak. Lederne talte om det, men gjorde ikke noget ved problemerne. Lige indtil forureningsproblemerne blev så gigantiske, at det ikke længere var en mulighed at ignorere dem. Og da regimet først skred til handling, begyndte det at gå stærkt.

»Selv om Kina stadig kæmper med enorme forureningsproblemer, er der alligevel sket store fremskridt. Sådan kan det også pludselig gå, når det kommer til Kinas investeringer i udlandet. Det kan hurtigt skifte retning fra kul til grøn energi,« siger Jennifer Turner. »Man kan få piskesmæld – så hurtigt kan det gå, når det autoritære system pludselig skifter fokus og politisk retning.«

Serie

Hvad vil Kina i verden?

Kinas globale og økonomiske ambitioner kan bedst beskrives gennem klodens største udenrigs- og handelspolitiske tiltag: Silkevejen. Det storstilede projekt er centralt placeret under præsident Xi Jinping og er Kinas forsøg på at skabe en ny verdensorden i sit eget billede. I denne serie undersøger Information Silkevejsprojektet, hvordan Silkevejen påvirker Europas forhold til Kina og hvordan det opleves i de lande, hvor projektet allerede er en realitet.

Seneste artikler

  • Afrika spejder forgæves efter andre veje end Silkevejen

    25. august 2020
    Kina har integreret Afrika i sit gigantiske silkevejsprojekt og låner flere penge ud til kontinentet end Verdensbanken, IMF og de fleste vestlige lande tilsammen. Investeringerne er tiltrængte, men frustrationer over gæld, korruption og manglen på et alternativ tager til
  • Pakistan er Kinas største satsning langs Silkevejen

    14. august 2020
    En økonomisk korridor mellem Kina og Pakistan tager form i disse år. Intet andet land langs Silkevejen modtager flere kinesiske lån og investeringer, men militante separatister, ufremkommelige bjerge og en tårnhøj pakistansk gæld truer med at afspore mange af projekterne
  • Kina vil bruge den nye silkevej som en økonomisk klemme på Europa

    5. august 2020
    Kinas silkevejsprojekt handler ikke kun om at bygge infrastruktur. Det handler også om at accelerere en udvikling, hvor EU’s sammenhængskraft svækkes. Og flere medlemslande er allerede villige til at se stort på demokratiske værdier for at opnå kinesiske investeringer
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Alle medaljer har en bagside - forsiden på silkevejens er at den skaber en helvedes masse sideveje med tilhørende infrastruktur,uddannelse og arbejdspladser. Kan Information ikke snart forstå at det bedste af det bedste er en stopklods for den helt nødvendige overlevelsesstrategi for verdens befolkning i den nuværende klimasitualtion ? Kina´s "Belt and Road Initiative" er et kæmpeskridt Vesten skulle have indledt for over 25 år siden. Men nej - man kan jo ikke tjene penge på nødvendige langsigtede investeringer og regeringer måtte jo ikke konkurrere med "markedet" hvilket er så himmelråbende sindssygt dumt man får lyst til at græde over demokratiernes svigt.

Dennis Tomsen, lars pedersen, Per Christensen, John Andersen, Carsten Munk, Kai Birk Nielsen, Anders Graae og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Vi må heller ikke glemme denne og kommende pandemier i hele planlægningen om klodens fremtid som human habitat - nok det vigtigste for os som civilisation.

Aksel Gasbjerg

“Siden Kina ved klimatopmødet COP15 i København i 2009 blev stemplet som den store skurk, der blokerede for vedtagelsen af en ambitiøs international klimaaftale“.

Den store skurk ved COP15 i Kbh var ikke Kina, men USA.

Frem til 2009 havde landene forfulgt en top-down model, dvs man fastsatte et CO2-budget for hele planeten og dette begrænsede CO2-budget skulle så fordeles ud på de enkelte lande.

En besværlig øvelse i sig selv, men som USA blokerede endegyldigt ved i hemmelighed at aftale med de største vestlige lande, at Danmark skulle fremkomme med det, der senere blev døbt “Det danske papir” og som blokerede hele COP15-mødet. I realiteten var det Danske papir et forsøg på at vende top-down strategien til en bottom-up strategi, hvor de enkelte lande selv bestemte deres CO2-reduktion,

Det danske papirs bottom-up princip blev 6 år senere til princippet i Paris-aftalen. En håbløs aftale uden juridiske forpligtelser for det enkelte land.

Michael Hullevad, John Andersen, Palle Yndal-Olsen, Torben K L Jensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Det er vel ikke nogen løgn at Kina producerede/solgte +6000 kulkraftværker i 2019! (kilde Japan Times). Japan finansierede 32% og Kina resten. Man bekymrer sig IKKE om klimaforandringer, men ønsker størst mulig indflydelse hos modtagerlandene. Levetiden anslås til 40-50 år. Kort og godt kan den danske klimapolitik sammenlignes med elefanten og musen der sammen går over en bro. Ih hvor vi gungrer siger musen!