Baggrund
Læsetid: 9 min.

Historiker viede sit liv til at afdække Stalins forbrydelser. Nu er han selv blevet straffet

Den russiske historiker Jurij Dmitrijev blev onsdag dømt tre år og seks måneders fængsel for pædofili. Hans støtter kalder sagen fabrikeret og politisk motiveret med henblik på at hæmme hans arbejde med at afdække Stalins forbrydelser. Vi gennemgår sagen om manden, der dedikerede sit liv til at afdække Stalins forbrydelser, men som selv – måske uskyldigt – blev straffet
Aktivister ser det som en sejr, at Jurij Dmitriev kun blev idømt tre år og seks måneders fængsel. Her ses han i forbindelse med et retsmøde i april 2018.

Aktivister ser det som en sejr, at Jurij Dmitriev kun blev idømt tre år og seks måneders fængsel. Her ses han i forbindelse med et retsmøde i april 2018.

Olga Maltseva

Udland
23. juli 2020

Onsdag blev den russiske historiker Jurij Dmitrijev, der har beskæftiget sig med Stalin-tidens forbrydelser, idømt tre år og seks måneders fængsel for at have begået overgreb mod sin adoptivdatter, da hun var otte år. Kritikere mener, anklagerne mod Dmitrijev er politisk motiverede. 

Jurij Dmitrijev blev til gengæld frikendt for anklager om fremstilling af børnepornografi, våbenbesiddelse og ’lysten adfærd’. Og eftersom han allerede har siddet i varetægtsfængslet i en årrække, vil han have allerede til november have afsonet sin straf og blive løsladt, fortalte hans forsvarsadvokat foran retten efter domsafsigelsen.

Straffen mod Dmitrijev er mildere end de 15 år, som anklageren procederede for. Det er overraskende, fordi minimumstraffen er 12 år for forbrydelser under den paragraf, Dmitrijev blev dømt efter.

Men en anden paragraf i russisk lovgivning, der giver mulighed for at dømme under minimumsstraffen, blev taget i brug, fortæller Anna Jarovaja, som er redaktør ved Radio Liberty. Hun har fulgt sagen, siden Jurij Dmitrijev blev anholdt i 2016 – de første år som journalist og siden hen som aktivist. 

»Jeg havde regnet med minimum ti år. Så selv om alle mener, at han er uskyldig, og at det er uretfærdigt, så virker det som en sejr, at han allerede bliver løsladt til november,« siger hun til Information kort efter domsafgivelsen. 

Anna Jarovaja har sammen meden række aktivister og journalister stået uden for byretten i byen Petrozavodsks, hvor sagen foregik for lukkede døre. Kort efter at dommen blev annonceret, spredte der sig en klapsalve blandt aktivisterne. 

Men der er ikke lige stor glæde blandt aktivisterne. Irina Flige er leder af ngo’en Memorials forsknings- og informationscenter i Sankt Petersborg, som arbejder for at afdække Sovjetunionens totalitære fortid – en organisation, som også Dmitrijev var tilknyttet.

»Det er forfærdeligt, at vi glæder os over en uretfærdighed, fordi den er mindre slem, end vi regnede med. At folk glæder sig over, at han fik tre og et halvt år frem for 15 år vidner om et absurd system, hvor politisk indblanding i retssystemet er forventelig.«

Hun ser den lave straf som et bevis på, at Jurij Dmitrijev er uskyldig. Det vil systemet bare ikke indrømme, når nu det har brugt så mange ressourcer på at retsforfølge og indespærre Dmitrijev.

»Retten kunne ikke have frikendt ham, for så ville det underkende de seneste års indsats imod ham. Det her er stort set en frikendelse,« vurderer hun. 

Alligevel vil dommen blive anket til landsretten, siger Anna Jarovaja, der så sent som sidste fredag fik et brev fra Dmitrijev, hvori han skrev, at han glæder sig til den dag, han kan vende tilbage til sit arbejde med at afdække Sovjetunionens forbrydelser.

Sagen forfra

Sagen mod Jurij Dmitrijev har længe været genstand for stor opmærksomhed. Siden han første gang blev anholdt i vinteren 2016, har historien rejst verden rundt og er blevet dækket i store internationale medier, der er blevet arrangeret demonstrationer, lavet underskriftindsamlinger, og prominente stemmer som historikeren Anne Applebaum og forfatteren Sergej Lebedev har taget historikeren i forsvar og talt om justitsmord. Sagen mod Dmitrijev er blevet skrevet ind i en langt større historie om det russiske regimes ønske om at kontrollere historieskrivningen.

Som gulagforskeren Andrea Gullotta siger til Information:

»Der foregår en krig om landets hukommelse«.

Gullotta, ansat ved universitetet i Glasgow, har fulgt sagen løbende og har kastet sig ind i forsvaret for Dmitrijev og blandt andet forfattet et støttebrev, som mere end 400 primært akademikere har underskrevet.

»Konteksten for sagen er, at der er en tendens til, at statens institutioner forsøger at besætte mindet om Gulag,« siger han.

Men før vi kommer til sagens politiske kontekst og den store russiske krig om nationens hukommelse, så lad os tage historien forfra.

Glemte massegrave

Ligesom det ikke er en hvilken som helst retssag, er Jurij Dmitrijev ikke en hvilken som helst historiker, men en ret speciel og meget bogstavelig udforsker af fortiden. For nok tager hans arbejde sin begyndelse i arkiverne, men Dmitrijevs særlige talent er at rykke afdækningen ud i landskabet, ud i de endeløse skove og øde bjergområder og rent fysisk lokalisere for længst glemte massegrave, finde de sunkne huller i skovbunden, hvor de henrettedes knogler ligger, identificere ofrene, kontakte pårørende og få oprettet mindesmærker for de døde.

Mest kendt er han for i 1997 i samarbejde med et par andre fra organisationen Memorial at finde den massegrav, der i dag går under navnet Sandarmokh. Her henrettede Stalins bødler i 1937-38 omkring 7.000 mennesker fra 60 forskellige nationer og kylede deres døde kroppe og knuste kranier ned i den karelske skovbund.

Siden har Jurij Dmitrijev arbejdet på at få identificeret dem alle, og hvert år rejser delegationer fra hele verden til Sandarmokh i august for at mindes deres myrdede landsmænd og familiemedlemmer. I den tavse skov er nu opsat flere hundrede mindetavler og monumenter.

Modsat de statsligt styrede mindesteder, hvor et enkelt monument taler for samtlige ansigtsløse ofre er Sandarmokh ikke kun et mindested, men også et gerningssted, hvor de enkelte ofre får egen identitet.

»Det er en skov af mindesmærker. Det er internationalt, det er ikke underlagt staten,« siger den russiske forfatter Sergej Lebedev, internationalt anerkendt for sine romaner, der alle berører Ruslands historiske traumer, forbrydelser og fortrængninger – og desuden en ivrig forsvarer af Jurij Dmitrijev.

Ifølge Lebedev begyndte sagen allerede i 2014.

Ved den årlige mindedag i Sandarmokh var den ukrainske delegation traditionelt en af de allerstørste. Over 1.000 ukrainere, heriblandt en stor del af landets kulturelle elite, blev henrettet her. Men efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og krigen i det østlige Ukraine blev Dmitrijev anmodet om ikke længere at invitere ukrainerne.

Det nægtede han, og ved mindehøjtideligheden talte han højlydt mod udelukkelsen og mod krigen. Fra den dag, fortæller Lebedev, forsvandt al støtte fra de lokale myndigheder. Året efter dukkede ingen officielle lokale repræsentanter op, intet tilskud blev givet – end ikke et lydanlæg kunne fremskaffes. Men Dmitrijev nægtede at rette ind.

Det var i denne trykkede politiske atmosfære, at politiet modtog et anonymt tip om, at historikeren skulle besidde børnepornografisk materiale, og i december 2016 blev Dmitrijev anholdt. På hans computer fandt politiet en række nøgenbilleder af hans adoptivdatter, og det er her, sagen begynder at blive speget.

Tilbage til Sovjet

Sergej Lebedevs hypotese lyder, at den lokale sikkerhedstjeneste fik nok af Dmitrijev og besluttede sig for at sætte ham ud af spillet. Han var i forvejen en besværlig person, der blandt andet havde offentliggjort navne på en række af datidens bødler, hvilket ikke blev opfattet positivt af myndighederne. Ofrene må gerne navngives, mens bødlerne er ansigtsløse, synes logikken at være.

Samtidig var historieskrivning blevet politisk. Under Putin var mindet om Anden Verdenskrig blevet den samlende myte, som hele nationens moralske kapital hvilede på: Sovjets heltemodige sejr over Nazityskland under Stalins ledelse.

Efter det anonyme tip blev Dmitrijev anholdt og fængslet og forsvarede sig med, at de mange billeder – hvoraf syv ifølge anklageren var pornografiske – var taget for at dokumentere adoptivdatterens fysiske og helbredsmæssige fremskridt efter hendes tid på børnehjem.

Trods de giftige anklager stillede en række kolleger, intellektuelle og aktivister – deriblandt Sergej Lebedev og Andrea Gullotta – sig bag historikeren og advarede om, at et muligt justitsmord var undervejs.

Langsomt blev denne lille lokale straffesag i det nordvestlige hjørne af Rusland til en international begivenhed. Det var også en appellerende historie: Manden, der havde dedikeret sit liv til at afdække Stalins forbrydelser, sad nu selv – måske uskyldigt – fængslet.

Da Information skrev om sagen første gang i 2017, udlagde den internationalt anerkendte historiker Anne Applebaum den sådan her:

»Sagen er den perfekte metafor for opløsningen af ethvert håb om, at Rusland ville være anderledes end Sovjetunionen,« sagde hun.

»Det er en sand tilbagevenden til fortiden.«

Men som tiden gik, så det ud til, at pessimisterne havde taget fejl. Det russiske retssystem er berygtet for at kende stort set alle anklagede skyldige, men i april 2018 blev Dmitrijev frikendt for børnepornoanklagerne. Selv støtterne var overraskede. Eneste forklaring er ifølge Sergej Lebedev, at der vitterligt intet pornografisk var over billederne.

»Havde der været bare skyggen af et bevis, var han blevet dømt«, siger Sergej Lebedev. Men det betød langtfra, at sagen var slut.

Ny sag

Der gik ikke mere end et par måneder, før Dmitrijev igen blev buret inde. Denne gang lød anklagen om seksuel vold mod adoptivdatteren. Nok var pigen blevet afhørt flere gange under den første sag uden at have antydet noget i den retning, men siden var hun blevet afskåret al kontakt og sendt til sine biologiske bedsteforældre i en fjern landsby, og nu halvandet år senere og efter gentagne afhøringer havde hun udtalt noget, som anklagemyndigheden tolkede som et vidnesbyrd om overgreb.

Historikeren selv har forklaret, at efterforskningen misforstår en hverdagshændelse. Som otteårig led adoptivdatteren af ufrivillig sengevædning, og han tjekkede blot, hvorvidt datterens tøj var tørt, når han lugtede urin, hvorefter han vaskede sin datter. 

Fire lingvister fra det russiske sproginstitut og akademi for videnskab, der har undersøgt transskriptionen af pigens afhøring, vurderer, at der er tale om kommunikativt pres fra efterforskerne. 

»Et mindre barn er i dialog med to voksne, der tydeligt og vedholdende demonstrerer, hvilke svar de forventer. Der er tale om kommunikativt pres. Hvis svaret ikke stemmer overens med deres forventninger, spørger efterforskerne igen og igen,« lyder ekspertvurderingen fra lingvisterne, fremlagt i retten. 

En professor i psykologi ved Moskvas statsuniversitet vurderede på baggrund af transskriptionen af en samtale mellem datter og en psykolog, at pigens vidneudsagn ikke lever op til de typiske kriterier for at genkalde en traumatisk oplevelse. At der ikke er tale om barnets egne minder, men minder der kunstigt blev bragt ind i barnets bevidsthed udefra. 

Desuden dukkede der på dette tidspunkt et tredje – og noget mere abstrakt – offer op i sagen. Dette offer var fortiden selv.

En ny historie

En gammel sovjetisk morsomhed lyder, at fremtiden ligger fast, mens fortiden er komplet uforudsigelig, og det var da nok også de færreste, der havde forudset, hvad der nu skete omkring massegraven Sandarmokh.

Mens Dmitrijev sad bag tremmer, dukkede en delegation af uniformsklædte mænd fra Ruslands militærhistoriske selskab – en organisation tæt forbundet til Putin selv – op med skovle og spader.

I sommeren 2018 begyndte de at grave lig op i udkanten af Sandarmokh, og samtidig fremførte en regional historiker en teori om, at det ikke alene var ofre for Stalins forbrydelser, der lå begravet der. Den finske hær havde besat Karelen i en del af Anden Verdenskrig, og teorien lød nu, at finnerne havde henrettet en masse russiske krigsfanger og begravet dem på det selv samme sted. Russiske statsmedier bragte historien videre, mens faghistorikere rullede med øjnene. Teorien var latterlig, mente de – intet tydede på, at finnerne anede, at massegraven fandtes.

Men myndighederne gravede og holdt pressekonference og viste stumper af tøj frem, der skulle bevise, at her lå altså russiske helte myrdet af fjenden – ikke bare uskyldige folk myrdet af russerne selv.

»Det var et offentligt angreb på selve sandheden om stedet «, siger Sergej Lebedev.

Det var dog ikke alle, der gik med på den. Den lokale museumsleder Sergej Koltyrin afviste teorien, og ham gik det ilde. I 2018 blev han anklaget for pædofili og dømt, og for et par måneder siden døde han i fængslet.

Statslig historieskrivning

Med teorien om, at en fremmed nation skulle stå bag en del af mordene i Sandarmokh, er mindet nu under forandring. Den statslige kontrol med historieopfattelsen er det, som gulagforskeren Andrea Gullotta kalder krigen mod hukommelsen. Hvor det i mange år var private initiativer og ngo’er som Memorial – som Dmitrijev samarbejdede med – der stod for at holde mindet om totalitarismens forbrydelser levende, er staten nu ved at overtage.

»Min fortolkning«, siger Andrea Gullotta, »er, at staten lige nu forsøger at vriste historien ud af hænderne på uafhængige folk og placere den hos nogle, der arbejder inden for det narrativ, som Putin står bag«.

Hvordan sagen mod Jurij Dmitrijev præcis passer ind i alt det her, er selvfølgelig svært at sige. Som Andrea Gullotta siger, står vi midt i noget, og først om mange, mange år vil detaljerne og sammenhængene måske blive kendt. Er det et justitsmord udført som en del af en stor omskrivning af nationens historie? Eller er det en løsrevet og lokal sag, der er blevet skrevet ind i noget meget større? Uanset hvordan man ser på det, ligner det en russisk tragedie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alana Frederiksson

I Putinistan er det at være en dårlig russer at tale om de massive etniske udrensninger fra Ruslands imperielle fortid. Fordi Rusland ønsker sig en imperiel fremtid.

Claus Nielsen, Liselotte Paulsen, Thomas Bindesbøll, uffe hellum, Arne Albatros Olsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Det er nok tvivlsomt om almindelige russere ønsker sig en imperial fremtid, men fsva. de russiske magthavere, herunder Putin, er det helt almindeligt at et imperialt klassesamfund med en hierarkisk statsledelse beskytter sit renommé og interesser. Vi ser det samme i Kina, i USA og i EU - blot i forskellige fremtrædelsesformer. Store stater/imperier fører hovedsageligt deres politikker via kontrol med narrativer ... og mere eller mindre subtil repression Af samme årsag bør folkelige kræfter modarbejde store statskonstruktioner, som pr. definition ikke kan facilitere folkelige demokratier.

Alana Frederiksson

“Vi ser det samme i Kina, i USA og i EU - blot i forskellige fremtrædelsesformer.“

Nåå ok så det er ikke fordi Putin er diktator der skal sidde som tsar til han dør? Det er officiel russisk udenrigspolitik at være imperiel. Og det er det i en tid hvor demokratier er ved at kigge til Tyskland for at finde måder de kan håndtere deres fortidige kriminalitet. Rusland? Not so much. Her er det business as usual. Vover du at modsige den officielle propaganda kommer du i fængsel.

Alana Frederiksson, ingen har skrevet at det er ok at en stat er repressiv og narrativ-kontrollerende - det er din tolkning ... Rusland har historisk haft en imperial udenrigspolitik, når vi lige ser bort fra Jeltsin-perioden. Det samme har USA, Kina og (de dominerende magter i) Europa.

Alana Frederiksson

Dog må du i de demokratier du nævner godt tale imod styrets officielle udlægning af historien og du på også påpege den kriminalitet der er begået. Det må du ikke i Rusland.

Alana Frederiksson, jeg er ligesom du modstander af den til tider åbenlyse repression i Rusland og Kina - og så er jeg absolut uenig i at de øvrige, imperiale magter reelt har demokrati; de har derimod skabt nogle smukke demokraturer.

Alana Frederiksson

“den til tider åbenlyse repression i Rusland og Kina“

Det hører vel med at undertrykkelsen er en altid tilstedeværende tilstand i Rusland, uanset om den er åbenlys eller ej.

Det gør det, Alana Frederiksson - fuldstændigt som i Vesten, hvor de samme mekanismer på andre måder bidrager til at repressionen kun undtagelsesvis er åbenlys.

Alana Frederiksson

Hanne Utoft hvordan er du undertrykt i Danmark? Jeg tvivler meget stærkt på at du er så undertrykt som nogen individer er det i Rusland. Har du lyst til at redegøre for det både bombastiske og vage “fuldstændigt som i Vesten”?