Israels annektering af Vestbredden er sat på standby

Det er kun to uger siden, den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, holdt en tale via computeren til en organisation af amerikanske kristne, der støtter Israel. Han argumenterede for en plan om annektering af Jordandalen og dele af Vestbredden, »der er en integreret del af jødernes historiske hjemland«.

Hans pointe var ikke til at misforstå: »Vi kaldes jøder, fordi vi kommer fra Judæa, området syd for Jerusalem. Og de (bibelske) steder er også en integreret del af den kristne identitet, af Jeres arv og af vores fælles civilisation.«

Planen om annektering af Jordandalen og dele af Vestbredden er en del af den såkaldte ’århundredets aftale’, som Donald Trump offentliggjorde i januar, udarbejdet med hans svigersøn Jared Kushner som tovholder i samklang med Israels regering, men uden på noget tidspunkt at inddrage den palæstinensiske side. Ifølge udspillet skal Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) kompenseres med afsidesliggende stumper af Negev-ørkenen og 50 milliarder dollar, hvilket palæstinenserne kategorisk har afvist.

Annekteringen var bebudet til at finde sted 1. juli, men er udskudt på ubestemt tid. Årsagen er dels, at coronapandemien er blusset voldsomt op, efter at den i første omgang så ud til at være under kontrol, og dels at den amerikanske administration tøver med at give endeligt grønt lys.

Det er muligvis kommet bag på Det Hvide Hus, at stort set hele den øvrige verden har vendt sig mod en ensidig israelsk annektering af Jordandalen og det meste af det såkaldte Område C, der ifølge Oslo-aftalerne fra 1993-95 udgør 60 procent af Vestbredden og er under fuld israelsk sikkerhedskontrol. Det er den del af Vestbredden, der er tæt bebygget med israelske bosættelser og med israelere i flertal over for cirka 300.000 palæstinensere.

FN, EU, Rusland og Kina har alle undsagt planen, men måske har det gjort større indtryk på Trump, at USA’s strategiske partnere i Mellemøsten, primært Saudi-Arabien og Egypten, har erklæret deres modstand.

Annullering af rettigheder

Angiveligt er de amerikanske og israelske forhandlere uenige om linjeføringer i de landkort, der skal anvendes ved overtagelsen af de 32 procent af Vestbredden. Lige nu bebos de af 450.000 kolonister i 114 bosættelser.

Og det er et stedse mere åbent spørgsmål, om planen overhovedet bliver til noget. Og hvis den gennemføres, bliver det formentlig i meget begrænset omfang, eventuelt ved at de to store bosættelser, Modi’in Illit og Ma’ale Adumim – der tilsammen huser mere end 100.000 jøder – ’tilføjes suverænitet’ (Netanyahus eufemisme for annullering af palæstinensiske rettigheder).

Muligvis inddrages den religiøst signifikante Gush Etzion ved Hebron også i en afgrænset operation. Men igen: hvis annekteringen bliver til noget, hvad ingen kan give et begrundet bud på nu, har ledende EU-magter som Tyskland og Frankrig bebudet sanktioner – dog uden at de er specificeret nærmere. Tidligere er Israel sluppet med advarsler og restriktioner på eksport af varer fra bosættelserne i de besatte områder.

Men allerede nu er er Nethanyahus startdato for annekteringen overskredet – den var sat til 1. juli.

Kolde, amerikanske fødder

Politiske iagttagere i Jerusalem hælder til den antagelse, at Trump har fået kolde fødder, efter at det står klart, at hans modstander ved det kommende præsidentvalg, demokraten Joe Biden, utvetydigt har vendt sig mod planen.

Demokratiske kongresmedlemmer har endvidere bebudet, at de vil forsøge at straffe Israel med en beskæring af de 3,8 milliarder dollar i årlig militær støtte, dersom annekteringen finder sted. Uanset, at et sådant initiativ næppe vil passere det republikansk dominerede senat, menes Donald Trump at gå uden om en valgkamp, hvor israelsk ekspansion er et hovedpunkt. Det skal også ses i lyset af, at de to markante amerikanske jødiske organisationer, AIPAC og ’J-Street’, er voldsomt uenige i spørgsmålet.

Internt har Netanyahu mødt en uventet ligegyldighed over for planen i meningsmålinger, der viser, at israelerne anser arbejdsløshed på næsten en million som følge af coronakrisen som et langt alvorligere problem end annektering af Vestbredden. Også ude i bosættelserne har Netanyahu mødt modstand, omend af de stik modsatte årsager: Her er man skeptisk over for en delvis annektering, der i realiteten vil gøre områderne til isolerede enklaver uden indbyrdes infrastruktur.

Netanyahu har heller ikke opbakning i den regering, der blev dannet i marts med deltagelse af oppositionspartiet Kahol-Lavan (Blå-Hvid) og partiets leder og forsvarsminister, Benny Gantz. Han støtter i princippet Trumps ’fredsplan’, men har en stribe forbehold over for præmisserne for annektering.

Især har Gantz hæftet sig ved, at såvel Jordan som Egypten, der som de eneste arabiske lande har fredstraktater med Israel, undsiger annektering i lighed med de to ’moderate’ arabiske regimer, som Israel har nærmet sig de senere år, nemlig Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.

Endelig har Benny Gantz betinget sig en forståelse med Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) der har afvist at forhandle om planen. I stedet har PA-præsident, Mahmoud Abbas, sendt FN en alternativ plan som udgangspunkt for forhandlinger. Hvad den nærmere indeholder er ikke offentliggjort.