Baggrund
Læsetid: 9 min.

Kina er utilfreds med verdensordenen og vil skabe en ny i sit eget billede

Kina er utilfreds med den eksisterende verdensorden og vil skabe en ny i sit eget billede, men hvordan ser kommunistpartiets globale fremtidsvision ud? Svaret findes langs Silkevejen, partiets internationale prestigeprojekt, der skal trække hovedparten af verdens lande tættere på Kina, vurderer den franske sinolog og sikkerhedsekspert Nadège Rolland
Kinas kommunistparti ønsker at ændre eller omforme de institutioner, normer og værdier i den eksisterende orden, som landet finder uforenelige med dets eget system og overlevelse på sigt. Det kan kun lade sig gøre, hvis en tilstrækkelig stor andel af klodens nationer indordner sig. Derfor er Silkevejen først og fremmest rettet mod udviklingslandene.

Kinas kommunistparti ønsker at ændre eller omforme de institutioner, normer og værdier i den eksisterende orden, som landet finder uforenelige med dets eget system og overlevelse på sigt. Det kan kun lade sig gøre, hvis en tilstrækkelig stor andel af klodens nationer indordner sig. Derfor er Silkevejen først og fremmest rettet mod udviklingslandene.

Xie Huanchi/ Ritzau Scanpix

Udland
27. juli 2020

Hvad vil Kina globalt? I en tid, hvor coronapandemien udstiller vores afhængighed af kinesiske fabrikshaller, og hvor rivaliseringen mellem Beijing og Washington vækker minder om Den Kolde Krig, er spørgsmålet mere relevant end nogensinde.

Særligt én ting er vigtig at slå fast: Den politiske ledelse i Kinas kommunistparti har længe været utilfreds med den eksisterende verdensorden. Og mener, at fremtiden i høj grad tilhører Kina.

Det siger Nadège Rolland, en af verdens førende Kinaforskere.

»Beijing mener, at den nuværende verdensorden opretholder Vestens overherredømme, og at Kina nu er vokset til et punkt, hvor det skal have mere plads og en mere fremtrædende stemme i systemet. Man mener, at USA og Vestens indflydelse er dalende, og at Kinas er på vej frem, og at der er tale om et nulsumsspil. Det er enten eller,« siger Nadège Rolland. Efter en lang karriere som kinaekspert i det franske forsvarsministerium er hun i dag tilknyttet den amerikanske tænketank National Bureau of Asian Research i Washington, hvor hun leder et toårigt forskningsprojekt om Kinas globale ambitioner.

Der hersker ikke længere tvivl om, at Kina under præsident og partichef Xi Jinpings ledelse er blevet en mere aktiv international aktør. Han har selv proklameret, at tiden er kommet, hvor Kina bør træde ind i centrum af den globale scene.

Hvad det mere præcis er for en proces, og hvad den betyder for omverdenen og for dem, der allerede stod på scenens midte, er den kinesiske ledelse mindre villig til at sætte ord på. Men ifølge Nadège Rolland er det ikke, fordi de kinesiske intentioner er hemmelige. De fremgår af politiske taler, regeringsrapporter og statsaffilierede tænketanksanalyser. Kinas handlinger bliver i høj grad underbygget af et teoretisk fundament, men det kræver til tider et øvet øre at oversætte den omfattende brug af partijargon til hverdagssprog.

»Vi skal blive bedre til at forstå, hvad kineserne rent faktisk siger,« forklarer hun. Og så skal vi være meget mere bevidste om de værdibaserede modsætningsforhold.

Den liberale demokratiske orden hviler på en række normer, principper og værdier, der er universelle. Kernen i de institutioner, der opretholder det nuværende system, er ideen om individuel frihed og menneskerettigheder. Alt andet bygger på det fundament.

»Det er derfor, vi kalder det en liberal orden, fordi den er fri, hvilket inkluderer fri handel, frie informationsstrømme og frie valg af regeringer. Men ideen om universelle rettigheder er grundlæggende en modsætning til kommunistpartiets trossystem. I stedet for individuelle friheder tror partiet på staten og fællesskabet, hvad enten det gælder økonomien, den offentlige diskurs eller indenfor andre domæner,« siger Nadège Rolland.

En ideologisk kamp 

Kinesiske ledere begyndte i forbindelse med finanskrisen og de økonomiske kriseår, der fulgte i USA og Europa, at italesætte deres utilfredshed i mere direkte vendinger. Den tendens har Xi Jinping sat yderligere fart på – både udadtil og indadtil. Kort efter Xi Jinping overtog titlen som partisekretær, og få måneder inden han i foråret 2013 også blev præsident, holdt han en tale til resten af partitoppen.

Det meste af talen blev først holdt hemmelig, men blev sidste år publiceret i det kinesisk tidskrift Qiushi. Særligt ét afsnit har vakt opsigt. Det er en anelse langt, men værd at gengive i sin helhed:

»I ganske lang tid endnu vil socialismen i sin primære fase eksistere sammen med et mere produktivt og udviklet kapitalistisk system. I denne lange periode med samarbejde og konflikt må socialismen lære af de fordele, som kapitalismen har bragt civilisationen. Vi må se den virkelighed i øjnene, at folk vil bruge styrkerne i de udviklede vestlige lande til at fordømme vores lands socialistiske udvikling. Her skal vi have en stor strategisk beslutsomhed og resolut afvise alle falske argumenter for, at vi skal opgive socialismen. Vi skal bevidst rette de forskellige ideer, der ikke stemmer overens med vores nuværende fase. Vigtigst af alt må vi koncentrere vores bestræbelser på at forbedre vores egne anliggender, kontinuerligt udvide vores omfattende nationale magt, forbedre vores folks liv, opbygge en socialisme, der er overlegen i forhold til kapitalismen, og lægge grundlaget for en fremtid, hvor vi vinder initiativet og har den dominerende position«.

Set fra Kinas synspunkt er der tale om en ideologisk kamp. Fremtidsvisionen er kinesisk dominans, mens ideer udefra skal afvises. Hvilke ideer det gælder, kan man læse om i punktform i et kommuniké sendt ud til partiorganisationer fra ledelsen i Beijing få måneder efter Xi Jinpings tale.

Skrivelsen, kaldet Dokument nummer ni, blev lækket af en kinesisk journalist, der i dag sidder fængslet dømt for at have delt statshemmeligheder. Det beskriver »den meget reelle trussel fra vestlige antikinesiske kræfter og deres forsøg på at gennemføre en vestifisering« af Kina.

Ifølge det interne partidokument bliver krav om demokrati, frie domstole, menneskerettigheder, pressefrihed og et stærkt civilsamfund anvendt af antikinesiske kræfter til at underminere kommunistpartiets magt og indføre et vestligt politisk system.

Dokument nummer ni handler om ideologiske styrkeforhold hjemme i Kina. Men der er ingen grund til at tro, at tankegangen og den bagvedliggende logik stopper ved Kinas grænser, forklarer Nadège Rolland. Kina er en stormagt på vej frem, og historisk set vil en fremadstormende magt forsøge at forme sine omgivelser i sit eget billede.

»Da Kina var svagere, forsøgte man at tilpasse sig så meget, som man kunne, men nu, hvor Kina er langt mere magtfuld, er det ikke tænkeligt, at kommunistpartiet ønsker at fortsætte med at spille med.«

»En hegemon skaber spillereglerne, og dens natur afspejles dybest set i den verden, den skaber. Hvis den er en illiberal stat, vil den verden, den ønsker at skabe, være illiberal, og der er absolut ingen chance for, at kommunistpartiet vil ønske at opretholde en liberal international orden. Det vil partiet ikke have derhjemme, så hvorfor skulle det ville ønske det i resten af ​​verden?« spørger hun.

Fællesskab mod individ

Som et alternativ til den eksisterende orden har Xi Jinping lanceret visionen om »et fællesskab med en delt fremtid for menneskeheden«, hvor fællesskabet skal ses som en modpol til individet. Og det er her, Silkevejen kommer ind i billedet.

»Beijing siger ikke højt, at de ønsker en illiberal verdensorden, for så ville meget få samarbejde med dem. I stedet bruger man retorikken om et fællesskab med en delt fremtid for menneskeheden,« siger Nadège Rolland.

»Udtrykket er temmelig klodset for vores udenlandske ører, og der er ingen officiel definition af, hvad det betyder, eller hvad reglerne for interaktion mellem medlemmer af dette fællesskab er, eller hvilke værdier der skal holde dem sammen. Det lyder ufarligt, men djævelen findes altid i detaljen.«

»Grundlæggende er det en vision om en kinacentreret orden, hvor Kina er placeret i midten, og andre stater cirkler omkring den centrale akse. For at realisere den vision har Kina skabt Silkevejen.«

Silkevejen – der på engelsk kaldes Belt and Road Initiative – er kommunistpartiets grandiose handels- og udenrigspolitiske koncept. Den bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er langtfra fyldestgørende. Silkevejsprojektet kender få grænser og lader sig dårligt sammenligne med noget andet, verden før har set. I snart syv år har den kinesiske ledelse investeret enorme mængder af politisk og økonomisk kapital i foretagendet.

Siden præsident Xi lancerede konceptet under et besøg i Kasakhstan, har det kinesiske statsapparat rettet sin ekspertise og finansielle styrke mod at udvikle havne, energiforsyningslinjer, motorveje, togforbindelser og andre infrastrukturprojekter i Sydøst- og Centralasien, Afrika, Europa og hele vejen til Latinamerika. Potentialet er stort.

Verdensbanken estimerede i en rapport sidste år, at projekterne langs Silkevejen vil løfte millioner ud af fattigdom, fremme samhandel og akkumulere flere investeringer i de involverede lande. Ifølge kinesiske statsmedier har Kina indgået samarbejdsaftaler med 136 lande og investeret flere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter. Men hvor mange af aftalerne, der er løse hensigtserklæringer, og på hvilke vilkår de mange milliarder er investeret, findes der kun få informationer om.

Tættere til Kina 

I den kasakhstanske hovedstad Astana talte Xi Jinping om at »knytte tættere bånd, uddybe samarbejder og forbedre mulighederne for udvikling«. Win-win, som de kinesiske ledere ynder at sige. Men er det hele sandheden?

Nadège Rolland har fulgt den kinesiske vision siden dens start og er forfatter til bogen China’s Eurasian Century? Political and Strategic Implications of the Belt and Road Initiative. Hun peger på, at Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastrukturprojekter blot udgør den ene.

De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling. I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for en vision, hvor hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til Kina end i dag. Så Kina forsøger ikke at støtte oprettelsen af kommunistpartier i udlandet eller at nedbryde alle dele af den eksisterende verdensorden.

Formålet er i stedet at gøre Kina til en uundværlig partner og at diktere nye internationale standarder, der afløser eller marginaliserer de rettigheds- og frihedsbaserede værdier, der understøtter den nuværende verdensorden.

Kinas kommunistparti ønsker at ændre eller omforme de institutioner, normer og værdier i den eksisterende orden, som det finder uforenelige med dets eget system og overlevelse på sigt.

Det kan kun lade sig gøre, hvis en tilstrækkelig stor andel af klodens nationer indordner sig. Derfor er Silkevejen først og fremmest rettet mod udviklingslandene. Historisk er der paralleller til Kina under Mao Zedongs ledelse, hvor Folkerepublikken ligeledes forsøgte at stille sig i spidsen for verdens udviklingslande.

Et eksempel på, hvordan internationale institutioner allerede bøjer i Kinas retning, fandt for nyligt sted i FN’s Menneskerettighedsråd. Her førte det til kritik fra 27 af rådets medlemslande, at Kina har gennemtvunget en sikkerhedslov i Hongkong, der bliver set som et voldsomt anslag med byens frihedsrettigheder og høje grad af autonomi. Men 53 lande i rådet valgte i stedet at støtte Kina. Hovedparten af Kinas støtter ligger langs Silkevejen.

»Folk her i Washington fokuserer så meget på rivaliseringen mellem USA og Kina, at de ikke ser konkurrencen andre steder. Set fra Kinas perspektiv er rivaliseringen multidimensionel og meget bredere geografisk,« siger Nadège Rolland.

»Set fra Beijing er udviklingslandene en sfære, hvor den vestlige indflydelse ikke er så stærk, og hvor Kina har noget at byde på. I lande, hvor det demokratiske fundament er svagere, og hvor der også kan være en desillusion over for liberalismen, er Kinas tilbud attraktive, fordi de kommer uden krav i forhold til menneskerettigheder, gennemsigtighed eller korruptionsstandarder.«

Men det er ikke ensbetydende med, at det projekt vil lykkes for Kina, understreger hun. Den mere selvhævdende og til tider aggressive kinesiske fremfærd under Xi Jinping har ført til stærke modreaktioner – også i lande, der ellers gerne ser en mere multipolær verdensorden, og som har meget at vinde økonomisk ved at samarbejde med Kina.

Om en ny verdensorden er undervejs handler i høj grad om, hvorvidt den modstand er af mere permanent karakter, og om forsvaret af den nuværende orden er stærkt nok, lyder det fra den franske kinaforsker.

»Vores demokratier, vores samfund, vores måde at leve på og vores institutioner er alle baseret på de her grundlæggende ideer og værdier, og vi er nødt til at forsvare dem imod bestræbelser på at undergrave dem både i vores egne samfund og i udviklingslandene. For hvis de lande overlades til sig selv, kommer Kina til at dominere dem,« siger Nadège Rolland.

Serie

Hvad vil Kina i verden?

Kinas globale og økonomiske ambitioner kan bedst beskrives gennem klodens største udenrigs- og handelspolitiske tiltag: Silkevejen. Det storstilede projekt er centralt placeret under præsident Xi Jinping og er Kinas forsøg på at skabe en ny verdensorden i sit eget billede. I denne serie undersøger Information Silkevejsprojektet, hvordan Silkevejen påvirker Europas forhold til Kina og hvordan det opleves i de lande, hvor projektet allerede er en realitet.

Seneste artikler

  • Afrika spejder forgæves efter andre veje end Silkevejen

    25. august 2020
    Kina har integreret Afrika i sit gigantiske silkevejsprojekt og låner flere penge ud til kontinentet end Verdensbanken, IMF og de fleste vestlige lande tilsammen. Investeringerne er tiltrængte, men frustrationer over gæld, korruption og manglen på et alternativ tager til
  • Pakistan er Kinas største satsning langs Silkevejen

    14. august 2020
    En økonomisk korridor mellem Kina og Pakistan tager form i disse år. Intet andet land langs Silkevejen modtager flere kinesiske lån og investeringer, men militante separatister, ufremkommelige bjerge og en tårnhøj pakistansk gæld truer med at afspore mange af projekterne
  • Kina vil bruge den nye silkevej som en økonomisk klemme på Europa

    5. august 2020
    Kinas silkevejsprojekt handler ikke kun om at bygge infrastruktur. Det handler også om at accelerere en udvikling, hvor EU’s sammenhængskraft svækkes. Og flere medlemslande er allerede villige til at se stort på demokratiske værdier for at opnå kinesiske investeringer
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Det ser ud til at Kina vil gøre "Det kommunistiske manifest" til virkelighed og hvad er der galt i dét ? Der er jo erklærede kommunister med proletariatets diktatur og resten af baduljen. Verdensbanken forudser at silkevejsprojektet vil løfte millioner ud af fattigdom som det er sket i selve Kina (800 mio.) så det er jo fint når man tænker fremtidens pandemier og klimaforandringer - og her kunne silkevejen vel bruges til at re-lokalisere store befolkningsgrupper der er ramt af oversvømmelser,forsaltning af deres landbrugsland - i det hel taget alt det kapitalismen med de frie verden aldrig vil kunne realisere. - (Universelle rettigheder (der mærkværdigvis kun gælder for den vestlige elite) betyde vel mindre når mennesker dør i tusindvis pga. klimaforandringer. Demokrati for alle er også endemålet i det kommunistiske manifest.

Dennis Tomsen, Sus johnsen, Henrik Leffers, Peter Knap, Holger Nielsen, jens christian jacobsen, John Andersen og Kaj Julin anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Har vi ikke set det tidligere, senest med prolitariets diktatur (over de dumme landbesiddre), lebensraum-kulturen eller "de udvalgte", successiv Wall Street, hvor moneter er vigtigste parameter for succes.
Håber ytringsfrihed, solidaritet og respekten for individdet sejrer!

Flemming Berger, Sus johnsen, Peter Knap, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger, Steffen Gliese og Poul Kristensen anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

“ i det hel taget alt det kapitalismen med de frie verden aldrig vil kunne realisere. - “ Men den ufrie verden kan? Lidt smånaivt måske.

Flemming Berger, Michael Hullevad, Holger Nielsen og Poul Kristensen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Jeg føler det næsten, som at kommenterer ”Herrens veje” med en præst. Vi lever med forskellige axiom i våres existens forståelse. Ingen af os har mere ret en den anden. Min verdensforståelse ligger så langt fra den danske, som tænkes kan: Pompeo: ”Danmark er altid på USA’s side” – ingen protester i de medier jeg har adgang til. Vi skyder ”ikke vestlige” i Afghanistan, Syrien, Irak og Afrika, sulter Iraner – og har stadig sanktioner mod Cuba? Men - Verdens orden er åbenbart i forandring, fra kolonitidens totale Vest dominans, over WWII, som vi vandt, men tabte magten idet et hav af nye nationer dannedes. Det vi ser, er ”Westlessness” – de nationer der ikke vil underkastes det regelsystem Vesten skabte begynder at røre på sig. Fra Israel, Indien, Kina – alle annekterer land/hav områder i strid med international lov. Tyrkiet sender soldater til Libyen og køber våben i Rusland, og – det mest utilgivelige, gør et museum i deres eget land til en Moske. Og nu mobiliserer DANMARK side ved side med USA kampen mod et Kina som vi ikke forstår. Fog Rasmussen arbejder på en ny verdensorden, med bevaret Vest dominans over alt og alle.

Kaj Julin, Peter Knap, Holger Nielsen og Niels Makholm anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Der er vist noget nogen har misforstået angående min indstilling til Kina´s ekspansion - Jeg er DYBT skuffet over at at vestlige demokratier ikke får nosset sig sammen til at gøre det samme som Kina inden løbet er kørt. DET er uansvarligt overfor Verden som en helhed.

Ole Arne Sejersen

Der er intet galt i, ar Kina vil stræbe efter at virkeliggøre Det kommunistiske Manifest og opbygge en socialisme, der er kapitalismen overlegen ved at skabe en kontrolleret kapitalisme.
Venizianeren Marco Polo åbnede i 14-hundredetallet Silkevejen til Vesten, og dermed åbnede han vejen til et verdensherredømme med enorme fordele for både eliten og den almindelige befolkning. Et verdensherredømme, der nu i den liberalististke kapitalismes æra afmattes hurtigere og hurtigere.
Undervejs forstyrredes vores stofskifte med naturen. Riget i Midten giver os med sin politik mulighed far at genoprette den og dermed for at sikre menneskeartens fremtid.

Achim K. Holzmüller, Henrik Leffers, Holger Nielsen, jens christian jacobsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Alternativet er krig med Kina og dét er der ingen der hverken har tid eller råd til - slet ikke USA.

Holger Nielsen, jens christian jacobsen og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Torben KL Jensen: har du overvejet, om partidiktaturet i Kina giver acceptable rammer for menneskelige udfoldelser?

Niels Christensen, John Poulsen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

der er to linier her i kommentarerne, en som bakker helhjertet op om de vestlige fjendebilleder, og overfokuserer Kinas "synder" i dæmoniseringens "hellige" navn, og samtidig fuldstændig ignorerer vestens synder, og samtidig glorificerer de vestens "idealer" som især bruges som legitimering af vestens aggression, ( som vesten godt nok egentlig slet ikke selv lever op til ), (ytrings)frihed, demokrati, fri presse, ingen censur, og lov og ret, ( lighed for loven ihh ja ),
den anden linie nedtoner propagandaens sandhedsværdi og forsøger at tale modsætningerne/konflikten ned, de kan se både det positive og det negative på begge sider og bliver derfor angrebet af propagandisterne i et forsøg på at gøre dem utroværdige, for sameksistens på trods af forskelligheder er jo utopisk og naivt ikk ?

Jan Fritsbøger

Finn Jakobsen, hvis man har besøgt Kina får man umiddelbart indtryk af et folk som trives og generelt er glade, og meget venlige og gæstfri når det gælder fremmede,
i USA er indtrykket mere blandet der mødte jeg mere arrogance og flere kolde mennesker, og jeg så tegn på aggressivitet og had ( bla en bil som var moddet meget aggressivt og havde et jernkors som emblem på fronten ) men også en del mennesker som bevidst udstrålede aggressivitet, man kan sige det er en følge af frihed men der er jo ikke tvivl om at det på nogen virkede undertrykkende og truende. men også i USA mødte jeg venlige "gode" mennesker, deriblandt en guide som var åbenlyst ked af en del af den amerikanske kultur ( han var bla modstander af våben og af rovdrift på naturen ).

Finn Jakobsen

Jan W F: du vil sikkert møde venlige mennesker overalt - og det er al ære værd. Men jeg vil tro, du synes, at minoritetsbeskyttelse er et centralt element i en humanistisk verdensorden - og for så vidt angår Kina, er der vist en fæl tendens til, at partiet anser minoritetsbeskyttelse som en farlig afvigelse.

Ja, det ser unægteligt ud til at vi har fået en ny spiller på den internationale scene. Måske bliver det lidt som under den kolde krig. Vi har nu et sensitivt forhold til Kina, som vi havde med Sovjetunionen. Nu gælder det ikke den nære sikkerhedspolitik som er sensitiv, men handelsspørgsmål som G5. Så nu skal vi både føre Pandadiplomati og Pompeoteater.

Vesten har også ændret sig. Mindre nationale interesser snæver forstået. Mens milliadær interesser mere og mere vil styre de globale politikker.

Spørgsmålet er vel om denne nye orden vil påvirke os ud over på det globale sikkerheds- og handelsmæssige plan. Forstået som et globalt plan som vesten har styret i århundreder. Og som ikke er meget styret af menneskerettigher og den slags. Men heller ikke betyder så meget for mig personligt. Andet end det kan gøre en vare umulig af få eller dyr eller billig, og gøre at man og så mange andre går i moraslk panik.

Det vigtigste spørgsmål for mig er hvordan et dansk politi opfører sig i forhold tli mig. Det må være dér den personlige frihed ligger. Kan jeg udtrykke mig som jeg vil? Kan jeg gå hvor jeg vil? Kan jeg arbejde hvor jeg vil (hvis jeg er kompetent nok)? osv. Dansk politi og danske politikere. Og der vil forhåbenligt gå en rum tid før kineserne styrer her.

Torben K L Jensen

Finn - kinesere får børn og kærligheden gror - på trods af Partiet - mange børn gør familien fattigere (økonomisk) så før p-pillen lavede partiet deres ét-barns love - de love der medførte et overskud på mænd - en grusom (kineserne siger det var nødvendigt) lov der er opgivet fordi kineserne er kommet ud af fattigdommen,det som vesten anbefaler mod befolkningseksplosionen i Afrika.

Finn Jakobsen

Torben - desværre har opgivelsen af 1-barnspolitikken ikke medført en mere ligelig kønsfordeling blandt nyfødte - men via den nymodens tidlige kønsbestemmelse under graviditeten har alt for mange forældre valgt at abortere pigefostre.

Jan Henrik Wegener

Hvis Kina skal undtages fra kritik er det svært at se hvorfor det skal værer eneståemde.Hvorfor så ikke nøjes med lovord overfor stort set resten af Verden?
Som f.eks. lederne i Rusland, Indien, USA, EU.

Carsten Svendsen

Hvis man ønsker at få indsigt i Trump-administrationens syn på Kina bør man se denne film "Death by China":
https://www.youtube.com/watch?v=mMlmjXtnIXI

NB
Peter Navarro er direktør for "Office of Trade and Manufacturing Policy", et kontor oprettet af Donald Trump.

Michael Hullevad

Fred og sikkerhed trives ikke i en polariseret verden. Handelskrigen mellem Kina og den demokratiske andel af nationalstater vil forværre den Covid-19 krise vi gennemgår. Det er ikke sikkert at sygdommen kan bekæmpes da virus kan mutere. Så handels krisen vil blive værre og værre. Har Kina gabt for højt/tidligt og ender bag en bambus mur? Spændende tider vi lever i.

Hans Martens

De to væsentligste grundprincipper for et sundt folkestyre må være retfærdighed og sandhed. Lighed for loven for alle og at sandheden ikke undertrykkes. For mig at se lever hverken folkerepublikken Kina eller vores vestlige ledestjerne USA op til de principper. Gør vi det i Europa? Det kunne vel være bedre.

Søren Kristensen

Ja, der er sket meget siden de tre små kinesere besøgte Højbro Plads.

Niels Christensen

@Ole Arne Sejersen, @Torben K L Jensen,
OLE : 'Riget i Midten giver os med sin politik mulighed far at genoprette den og dermed for at sikre menneskeartens fremtid.', Du er dybt naiv, Kinas fremskridt og investeringer bl.a. i Afrika har spillet fallit overfor naturen. Kina vil seriøst ikke sætte forurening ned, hvs det skade ambitionerne. Kinas 'socialisme' er dybt undertrykkende af det enkelte menneske og har intet med socialisme at gøre, det er stalinisme - mere vellykket - af den grund at moderne teknologi er mere egnet for stalinisme ned udviklingen på Stalins tid.
Torben - En alt ødelæggende krig med Kina er nok ikke sandsynlig, men Kina søger hele tiden at provokere lokale krigssituationer. og satser for angsten for en krig. En krig vil også få Kina til at bryde sammen. Kina er økonomisk og socialt mere sårbart end de fleste antager. Kina er stadig dybt afhængig af omverdenen på en række områder.

Torben K L Jensen

Niels - Jeg taler hele tiden om at redde kloden fra et klimakollaps og du taler om hvor svært det vil være for Kina - I min optik synes Vesten (og Kina) at have opgivet Paris-aftalens mål samtidig med at "the tipping point" - der hvor temperaturstigningerne bliver irreversible er rykket frem til 2025 og du snakker gudhjælpemig om stalinisme som var vi forrige århundrede - Vi er for fanden i samme båd - 7,5 milliarder der ikke kan arbejde i de kommende temperaturer hvis der ikke gøres noget.

Finn Jakobsen

Temaet USA: vi ser måbende til, at det rigeste og måske mest innovative land i verdenshistorien har en stat, der kun bekymrer sig om at være enerådende militærmagt.
Temaet Kina: vi ser måbende til, at partiet er det eneste legitime organ for politiske ytringer af enhver arrt, og at de ledende partifunktionærer udklækkes gennem indavl i en lille magtklike, fjertn fra proletariatet.