Nyhed
Læsetid: 6 min.

Libyen kan destabilisere Europa

Situationen i Libyen kalder mere end nogensinde på en løsning. Europæiske ledere risikerer at overlade Middelhavet til Rusland og Tyrkiet. Det kan føre til uoverskuelige sikkerhedspolitiske konsekvenser for EU, siger tidligere fransk diplomat
Det sker oftere og oftere, at russiske ubåde sejler via Bosporus til enten den syriske middelhavsby Tartus, hvor Rusland har en permanent flådebase, eller til de nordafrikanske kyster, herunder de libyske.

Det sker oftere og oftere, at russiske ubåde sejler via Bosporus til enten den syriske middelhavsby Tartus, hvor Rusland har en permanent flådebase, eller til de nordafrikanske kyster, herunder de libyske.

Yoruk Isik/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
23. juli 2020

ISTANBUL – En sovjetiskbygget russisk ubåd sejler midt på Bosporus-strædet, som var den en feltherre, der passerer gennem en imperial kolonnade på vej mod et ny erobringstogt.

Solen rammer ubådens skrog, hvis sorte farve skinner blåt i sollyset. Boven skærer sig igennem det turkisfarvede vand og kaster skumstænk på agterstavnen, som lige akkurat holder sig over vandoverfladen.

Synet af ubåden er usædvanligt selv for en by som Istanbul.

Der er tale om en Kilo-klasse ubåd, en af de mest stille dieselelektriske undervandsbåde i verden. Den tilhører Ruslands Sortehavsflåde og burde egentlig ikke sejle i Bosporus i henhold til Montreux-konventionen, der blev vedtaget i 1936. Faktisk må den slet ikke forlade Sortehavet.

Men det sker oftere og oftere, at russiske ubåde sejler via Bosporus til enten den syriske middelhavsby Tartus, hvor Rusland har en permanent flådebase, eller til de nordafrikanske kyster, herunder de libyske.

To dage senere – i den italienske kystby Napoli – står admiral James Foggo, chef for den amerikanske flåde i Europa og Afrika, og advarer mod Ruslands militære opbygning i Levanten. Rusland er ved at forvandle det østlige Middelhav til en af de mest militariserede zoner i verden overhovedet, forklarer han.

»Russerne er i al stilhed ved at stationere dieselubåde, der er i stand til at affyre krydsermissiler. En Kilo-klasse ubåd kan sejle overalt i europæiske farvande og ramme enhver europæisk eller nordafrikansk hovedstad i neddykket tilstand,« siger Foggo.

Magtkampen i Middelhavet

Amerikanske embedsmænds udtalelser om Ruslands rolle i Mellemøsten er ofte overdrevne, sensationelle og livlige, men denne gang er det en smule anderledes.

Der har været drama ved Middelhavet over længere tid, og det vrimler ikke længere bare med desperate flygtningebåde, men også med hangarskibe, fregatter, ubåde, jagerfly og droner.

I Libyen er der rygter om, at de tyrkiskstøttede regeringsstyrker vil storme byen Sirte i begyndelsen af august, mens russerne angiveligt forsøger at styrke forskansningerne i byen for at bremse regeringsstyrkerne. De har været på fremmarch, siden Ankara øgede indsatsen i januar i år.

»Der er opstået et vakuum skabt af den amerikanske politik i Mellemøsten,« siger Marc Pierini, tidligere fransk diplomat og nu forsker ved tænketanken Carnegie Europe, til Information.

»Det første land, som udnyttede vakuummet, var Rusland med sin intervention i Syrien i 2015. Siden er Tyrkiet fulgt efter med fire forskellige militære operationer i Syrien og nu en operation i Libyen. Tyrkerne forsøger at konkurrere med Rusland.«

USA’s fravær i Mellemøsten har skabt muligheder for nogle, mens andre primært ser udfordringer. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har over de seneste dage opfordret Europa til at styrke tilstedeværelsen i Middelhavsområdet, som han mener vil blive en udfordring de kommende år. Især den tyrkisk og russiske oprustning ser han som et problem.

»En masse krisefaktorer er ved at hobe sig op: maritime konflikter, destabilisering af Libyen, migration, våbenhandel, menneskehandel, adgang til ressourcer,« påpegede Macron i Le Monde.

Libyen: Gamblernes bord

Og Macron har ret. Det er, som om Middelhavet er blevet et slaraffenland for desperadoer, der øger indsatsen, mens Washingtons opmærksomhed er rettet andetsteds. Og intet sted er jagten på hæder og ære mere tydelig end i Libyen.

Internt er det store olierige ørkenland nu splittet i to. På den ene side kæmper nogle opportunistiske klaner under krigsherren Khalifa Haftar, der støttes af De Forenede Arabiske Emirater. På den anden side kæmper lige så opportunistiske klaner under den tyrkiskstøttede regerings faner, som anerkendes af FN og har base i Libyens hovedstad, Tripoli. 

Siden januar i år er konflikten eskaleret.

Præsident Erdogan har siden januar i år sendt våben, droner, fregatter, penge, jihadister og spioner til Libyen. Tyrkiet vil tages seriøst. Ankara har i længere tid følt, at Vesten bagatelliserer tyrkiske interesser, blandt andet i Syrien, hvor Vesten som led i krigen mod IS har støttet kurdiske krigere, der har forbindelser til kurdiske PKK, der er på Tyrkiet, USA og EU’s terrorlister.

»Tyrkiets adfærd er i vid udstrækning forbundet med en følelse af, at nogle lande har set ned på, isoleret og ignoreret Tyrkiets regionale og nationale sikkerhedsinteresser,« forklarer Ali Bakeer, forsker ved tænketanken Middle East Institute.

I Ankara har man nu store ambitioner. Man vil eksportere regeringspartiet AKP’s ideologi til tidligere osmanniske provinser, gøre krav på gassen under havbunden ud for Cypern og især fastholde de massive byggekontrakter i Libyen.

»Tyrkiet er i Libyen af tre årsager: Handel, maritime spørgsmål og ideologi,« siger Jalel Harchaoui, Libyen-ekspert ved Clingeldale Institute i Der Haag, til Information.

»Før 2011 havde tyrkerne kontrakter i Libyen til over 18 milliarder dollar. Disse kontrakter er stadig gyldige på papir, og der er tale om en enorm mængde projekter inden for byggeri, infrastruktur og servicevirksomhed.«

I en tid, hvor Erdogans popularitet er dalende i kølvandet på COVID-19 krisen, der har forværret den økonomiske situation i Tyrkiet, er byggekontrakter en vigtigt livline for AKP. Derfor kæmper tyrkerne indædt i Libyen.

»Hvis Tyrkiets fjender vinder i Libyen, vil disse kontrakter sandsynligvis aldrig blive implementeret,« siger Jalel Harchaoui.

Rusland har til gengæld sendt lejesoldater, MiG-29 kampfly og antiluftskyts til byen Sirte i Libyen for at bremse de tyrkiskstøttede regeringsstyrkers fremmarch, men især fordi man har egne strategiske interesser.

Russerne ønsker at styrke fodfæstet i Middelhavsregionen og Afrika efter cementering af positionen i det østlige middelhav via flådebasen i den syriske kystby Tartus. Moskva ønsker dertil at investere i energi og være tilstede syd for Europa.

»Permanente tyrkiske og russiske fly og flådebaser i Libyen bliver en gamechanger for Vesteuropas sikkerhed og får store implikationer for NATO, men også USA,« vurderer Marc Pierini.

Merkel og Von der Leyen skal løse udfordringen

I øjeblikket er splittelsen massiv i EU, når det gælder Libyen. Italien er tættere på Tyrkiets position end på Frankrigs. I Rom samarbejder man med den tyrkiskstøttede regering i Tripoli, der har uddelt lukrative kontrakter til det italienske olie- og gasselskab, Eni.

Frankrig har en helt anden dagsorden i Libyen. Paris støtter krigsherren Khalifa Haftar, som man mener er den eneste person, der er i stand til at håndtere de balstyriske libyske stammer i det sydlige Libyen. Uden Haftar til at administere stammerne i syd kan man ikke stabilisere Chad og Niger, to lande, som er en del af Frankrigs interessesfære i Afrika.

Midt i en pandemi og den største økonomiske nedtur i EU’s historie tyder meget på, at det hele kommer til at afhænge af, hvordan kansler Angela Merkel og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen tackler problemet nu, hvor Tyskland har overtaget EU-formandskabet.

»Dette er en lakmustest for EU’s udenrigspolitik: Man kan sidde og glo på konsekvenserne eller samarbejde som union og inden for rammerne af NATO,« påpeger Pierini.

For at takle problemet i Libyen er EU nødt til at lægge ud med tre skridt, mener den tidligere diplomat.

Det første er, at EU adresserer det anstrengte forhold til Tyrkiet, herunder spørgsmålet om Cypern og de maritime grænser i Middelhavet. Men det er også afgørende, at EU sætter sig sammen med de store aktører i Libyen, herunder De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Rusland. Alt dette kræver et tredje skridt, nemlig endnu en konference i Berlin som den i januar, der aldrig førte til noget gennembrud.

EU’s værktøjskasse skal bruges på en omfattende måde, mener Pierini. Der er brug for en masse små og store initiativer, aftaler og løsninger, fordi Libyen er meget vigtigere for Europa, end de fleste europæere er klar over.

»Libyen har enorme energiressourcer, landets territorium er blevet brugt af menneskehandlere i årtier, og nu er jihadister blevet forflyttet fra Syrien til Libyen af både Rusland og Tyrkiet. Situationen kalder på en løsning. Men det er en kompleks situation, og der er ingen hurtige udveje,« siger Marc Pierini.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Vi ved jo allerede, hvad EU vil gøre i Libyen - nemlig ingenting.

Hvis Frankrig støtter oprøreren Khalifa Haftar imod den FN-anerkendte regering -
og Italien støtter den FN-anerkendte regering i Tripoli, så kan konsensus i Rådet aldrig opnås - ergo ingen unison EU udenrigspolitik.

Det bliver op til de enkelte medlemslande at føre deres egen politik.

Ikke et ondt ord om det - sådan plejer det jo at være.

Carl Chr Søndergård, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Holger Nielsen, Arne Lund og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar

Med et mere grisk og magtsygt USA, stå EU pludselig med et stærkt behov for at kunne forsvare sig selv. Måske er en egentlig EU-hær det mindste onde i en verden i stærk forandring, frem for at satse på andres mulige pacifistiske tilbøjeligheder.

Henrik Leffers, Flemming Berger, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Holger Nielsen, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Bosperus er vel internationalt farvand på samme måde som Øresund og Storebælt er det, og så har russerne og andre fri adgang til at sejle igennem - eller hur?

Per Torbensen, Torben K L Jensen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En del af problematikken er, at vi i Nordeuropa ikke er vant til at tænke på landene omkring Middelhavet som nærområde; men det er det jo - imidlertid er det en dårlig idé, at Frankrig øver indflydelse i Libyen, der altid har været italiensk interessesfære, helt tilbage til Romerriget.

Karsten Lundsby, Torben K L Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Det indlæg her og tydeliggørelsen af problematikkerne viser med al tydelighed at menneskets ego og
mig mig fremfor dig dig og dine interesser vises i et større format.
Menneskets og staternes opførsel er i sig selv en tragedie-vi siger vi er kloge og humane!
Har vi i det hele taget fortjent vores liv med den opførsel og tackling af interesser?
Vi er da for pokker forbundne på tværs af grænser m.v. Hvornår lære rvi at diskutere til vi bliver enige og vel at mærke uden truslen om en bombe i hovedet?
Undskyld et anderledes indlæg i en meget på papiret teknisk
og strategisk debat.

Mads Kjærgård

Tja omkring Anno Domini 2001 skrev undertegnede, at den sikkerhedspolitiske situation var under kraftig ændring. Konspirationsteoretiker og nar var vist modsvaret, men tiden gør megen uret til ret! Nu skal vi heller ikke lære kinesisk mere, og åbne entreprenate virksomheder i landet. For nu er de pludselig fjernden, minder dog om et eller andet! Nå ja Rusland, jeg havde venner der åbende gesjæfter derovre og tabte guld og anstand. Men okay så kan de lære det! Befolkningen i Danmark indser selvfølgelig det mærkelige i det her. Først ven så fjende, så ven? Hov hvor har vi set det henne? I 1984 selvfølgelig, det er som om, at 1984 er en drejebog, for hvordan vi tænker samfund og magt og udøver magten! Men vi venter da stadig på Hannemands respons! Og så kommer vi til at vente længe!

Olaf Tehrani

En løsning burde være en associeringsaftale med EU med henblik på senere medlemskab.
Libyen har massere af sol, et gigantisk ørkenareal, men kun omkring 7 millioner indbyggere, som vi sagtens kunne forkæle med skoler, hospitaler og gode jobs.
Til gengæld kunne vi få lov til at lægge Europas solfarme netop dér, hvor de giver størst udbytte!

Torben Lindegaard

@Olaf Tehrani 23. juli, 2020 - 12:39

Hvis Libyen skal optages i EU, så skal vi først have ændret EU-Traktaten.

Held og Lykke med det!!

Olaf Tehrani

Jeg siger ikke, 'løsninger er'. Blot at løsningen 'burde være'....
;-)

Jeppe Lindholm

Det vil være naivt hvis EU bare lader stå til, alt imens verden omkring os opruster og som en start afprøver grænser med først provokerende adfærd. EU må sammen med USA vise vores tilstedeværelse. Også repræsenteret militært gennem et synligt fælles EU forsvar.

Den historiske lære må vel bl.a. være at destabiliseringen af - og overfaldet på Libyen - udført af fortrinsvist vestlige magter i 2011, var en kæmpe forbrydelse, som dels kastede den libyske befolkning ud i omfattende lovløshed, vold, katastrofer, kaos og nød - og dels udsatte landet for stor- og supermagters kyniske spekulationspolitikker. Nok var Gadaffis styre kritisabelt, men for både landets befolkning og regionen havde det været langt mere hensynsfuldt om den daværende indsats i medfør af FN-resolutionen havde holdt sig til resolutionens rammer og mål, hvormed man havde kunnet facilitere en demokratisk fredsproces.

Som det står nu, er situationen nærmest uoverskuelig - og det er alt for snævert at fokusere på kinesiske og russiske interesser, når vi ved at snævre europæiske og anglo-amerikanske ditto spiller ... og har spillet ... en betydelig rolle for udviklingen i ikke blot Libyen, men hele Mellemøsten. FN bør stilles i spidsen for en international hjælpeindsats i landet - hvor demokratisk proces/involvering af den libyske befolkning og humanitær indsats har første prioritet.

Torben Lindegaard

@Hanne Utoft 24. juli, 2020 - 07:55

Hvad i alverden skulle FN dog kunne stille op med en konflikt, der har 2 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet - Rusland & Frankrig - på hver sin side ??

Torben Lindegaard, der er vist flere konfliktende parter involverede end blot Rusland og Frankrig i denne sag - og FN skal naturligvis arbejde stenhårdt for at der bliver en dialog som fremmer demokratiudvikling og humanitært tålelige forhold. Der er intet fornuftigt/bæredygtigt alternativ til dette, blot stormagternes kyniske matadorspil, som notorisk bringer flere ulykker og konflikter med sig.

Torben Lindegaard

@Hanne Utoft 24. juli, 2020 - 09:39

Uanset hvad FN måtte beslutte sig for af handling, vil det lagt ned af et Veto fra enten det ene eller det andet permanente medlem af Sikkerhedsrådet - Rusland eller Frankrig.

Torben Lindegaard, jeg deler ikke din pessimisme - men uanset hvad, så er der ikke nogen gode alternativer (hvis vi ser bort fra en kompliceret reformering af FN, som bringer de permanente medlemmer af sikkerhedsrådets privilegier til fald) ... og da slet ikke denne talen FN's rolle og opgaver ned. Det er den helt forkerte retning, mod øget retsløshed og selvtægt.