Læsetid: 6 min.

Libyen kan destabilisere Europa

Situationen i Libyen kalder mere end nogensinde på en løsning. Europæiske ledere risikerer at overlade Middelhavet til Rusland og Tyrkiet. Det kan føre til uoverskuelige sikkerhedspolitiske konsekvenser for EU, siger tidligere fransk diplomat
Det sker oftere og oftere, at russiske ubåde sejler via Bosporus til enten den syriske middelhavsby Tartus, hvor Rusland har en permanent flådebase, eller til de nordafrikanske kyster, herunder de libyske.

Det sker oftere og oftere, at russiske ubåde sejler via Bosporus til enten den syriske middelhavsby Tartus, hvor Rusland har en permanent flådebase, eller til de nordafrikanske kyster, herunder de libyske.

Yoruk Isik/Reuters/Ritzau Scanpix

23. juli 2020

ISTANBUL – En sovjetiskbygget russisk ubåd sejler midt på Bosporus-strædet, som var den en feltherre, der passerer gennem en imperial kolonnade på vej mod et ny erobringstogt.

Solen rammer ubådens skrog, hvis sorte farve skinner blåt i sollyset. Boven skærer sig igennem det turkisfarvede vand og kaster skumstænk på agterstavnen, som lige akkurat holder sig over vandoverfladen.

Synet af ubåden er usædvanligt selv for en by som Istanbul.

Der er tale om en Kilo-klasse ubåd, en af de mest stille dieselelektriske undervandsbåde i verden. Den tilhører Ruslands Sortehavsflåde og burde egentlig ikke sejle i Bosporus i henhold til Montreux-konventionen, der blev vedtaget i 1936. Faktisk må den slet ikke forlade Sortehavet.

Men det sker oftere og oftere, at russiske ubåde sejler via Bosporus til enten den syriske middelhavsby Tartus, hvor Rusland har en permanent flådebase, eller til de nordafrikanske kyster, herunder de libyske.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Årup Nielsen
  • Gert Romme
  • Stig Bøg
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Bjørn Pedersen
  • Peter Knap
Finn Årup Nielsen, Gert Romme, Stig Bøg, Viggo Okholm, David Zennaro, Bjørn Pedersen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Vi ved jo allerede, hvad EU vil gøre i Libyen - nemlig ingenting.

Hvis Frankrig støtter oprøreren Khalifa Haftar imod den FN-anerkendte regering -
og Italien støtter den FN-anerkendte regering i Tripoli, så kan konsensus i Rådet aldrig opnås - ergo ingen unison EU udenrigspolitik.

Det bliver op til de enkelte medlemslande at føre deres egen politik.

Ikke et ondt ord om det - sådan plejer det jo at være.

Carl Chr Søndergård, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Holger Nielsen, Arne Lund og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar

Med et mere grisk og magtsygt USA, stå EU pludselig med et stærkt behov for at kunne forsvare sig selv. Måske er en egentlig EU-hær det mindste onde i en verden i stærk forandring, frem for at satse på andres mulige pacifistiske tilbøjeligheder.

Henrik Leffers, Flemming Berger, Gert Romme, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Holger Nielsen, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Bosperus er vel internationalt farvand på samme måde som Øresund og Storebælt er det, og så har russerne og andre fri adgang til at sejle igennem - eller hur?

Per Torbensen, Torben K L Jensen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En del af problematikken er, at vi i Nordeuropa ikke er vant til at tænke på landene omkring Middelhavet som nærområde; men det er det jo - imidlertid er det en dårlig idé, at Frankrig øver indflydelse i Libyen, der altid har været italiensk interessesfære, helt tilbage til Romerriget.

Gert Romme, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Det indlæg her og tydeliggørelsen af problematikkerne viser med al tydelighed at menneskets ego og
mig mig fremfor dig dig og dine interesser vises i et større format.
Menneskets og staternes opførsel er i sig selv en tragedie-vi siger vi er kloge og humane!
Har vi i det hele taget fortjent vores liv med den opførsel og tackling af interesser?
Vi er da for pokker forbundne på tværs af grænser m.v. Hvornår lære rvi at diskutere til vi bliver enige og vel at mærke uden truslen om en bombe i hovedet?
Undskyld et anderledes indlæg i en meget på papiret teknisk
og strategisk debat.

Mads Kjærgård

Tja omkring Anno Domini 2001 skrev undertegnede, at den sikkerhedspolitiske situation var under kraftig ændring. Konspirationsteoretiker og nar var vist modsvaret, men tiden gør megen uret til ret! Nu skal vi heller ikke lære kinesisk mere, og åbne entreprenate virksomheder i landet. For nu er de pludselig fjernden, minder dog om et eller andet! Nå ja Rusland, jeg havde venner der åbende gesjæfter derovre og tabte guld og anstand. Men okay så kan de lære det! Befolkningen i Danmark indser selvfølgelig det mærkelige i det her. Først ven så fjende, så ven? Hov hvor har vi set det henne? I 1984 selvfølgelig, det er som om, at 1984 er en drejebog, for hvordan vi tænker samfund og magt og udøver magten! Men vi venter da stadig på Hannemands respons! Og så kommer vi til at vente længe!

Olaf Tehrani

En løsning burde være en associeringsaftale med EU med henblik på senere medlemskab.
Libyen har massere af sol, et gigantisk ørkenareal, men kun omkring 7 millioner indbyggere, som vi sagtens kunne forkæle med skoler, hospitaler og gode jobs.
Til gengæld kunne vi få lov til at lægge Europas solfarme netop dér, hvor de giver størst udbytte!

Pietro Cini, Gert Romme og Hans Martens anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Olaf Tehrani 23. juli, 2020 - 12:39

Hvis Libyen skal optages i EU, så skal vi først have ændret EU-Traktaten.

Held og Lykke med det!!

Jeppe Lindholm

Det vil være naivt hvis EU bare lader stå til, alt imens verden omkring os opruster og som en start afprøver grænser med først provokerende adfærd. EU må sammen med USA vise vores tilstedeværelse. Også repræsenteret militært gennem et synligt fælles EU forsvar.

Den historiske lære må vel bl.a. være at destabiliseringen af - og overfaldet på Libyen - udført af fortrinsvist vestlige magter i 2011, var en kæmpe forbrydelse, som dels kastede den libyske befolkning ud i omfattende lovløshed, vold, katastrofer, kaos og nød - og dels udsatte landet for stor- og supermagters kyniske spekulationspolitikker. Nok var Gadaffis styre kritisabelt, men for både landets befolkning og regionen havde det været langt mere hensynsfuldt om den daværende indsats i medfør af FN-resolutionen havde holdt sig til resolutionens rammer og mål, hvormed man havde kunnet facilitere en demokratisk fredsproces.

Som det står nu, er situationen nærmest uoverskuelig - og det er alt for snævert at fokusere på kinesiske og russiske interesser, når vi ved at snævre europæiske og anglo-amerikanske ditto spiller ... og har spillet ... en betydelig rolle for udviklingen i ikke blot Libyen, men hele Mellemøsten. FN bør stilles i spidsen for en international hjælpeindsats i landet - hvor demokratisk proces/involvering af den libyske befolkning og humanitær indsats har første prioritet.

Torben Lindegaard

@Hanne Utoft 24. juli, 2020 - 07:55

Hvad i alverden skulle FN dog kunne stille op med en konflikt, der har 2 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet - Rusland & Frankrig - på hver sin side ??

Torben Lindegaard, der er vist flere konfliktende parter involverede end blot Rusland og Frankrig i denne sag - og FN skal naturligvis arbejde stenhårdt for at der bliver en dialog som fremmer demokratiudvikling og humanitært tålelige forhold. Der er intet fornuftigt/bæredygtigt alternativ til dette, blot stormagternes kyniske matadorspil, som notorisk bringer flere ulykker og konflikter med sig.

Torben Lindegaard

@Hanne Utoft 24. juli, 2020 - 09:39

Uanset hvad FN måtte beslutte sig for af handling, vil det lagt ned af et Veto fra enten det ene eller det andet permanente medlem af Sikkerhedsrådet - Rusland eller Frankrig.

Torben Lindegaard, jeg deler ikke din pessimisme - men uanset hvad, så er der ikke nogen gode alternativer (hvis vi ser bort fra en kompliceret reformering af FN, som bringer de permanente medlemmer af sikkerhedsrådets privilegier til fald) ... og da slet ikke denne talen FN's rolle og opgaver ned. Det er den helt forkerte retning, mod øget retsløshed og selvtægt.